| 178
I et kendt Kapitel i »Mein Kampf« udvikler Hitler med en næsten forbløffende Oprigtighed sine Meninger om den politiske Propagandas tilbørlige Metoder. Den skal, siger han, kun henvende sig til Masserne. Dens aandelige Niveau skal rette sig efter den mest indskrænkedes Opfattelsesevne blandt dem, den henvender sig til. Jo større Mængder Mennesker, den henvender sig til, des lavere maa dens aandelig Niveau være. Det gælder om at forstaa de bredeste Lags følelsesmæssige Forestillingsverden, finde Vejen til deres Opmærksomhed og derigennem til deres Hjerte. Hitler bebrejder den tyske Krigspropaganda, at den ikke gav Modstanderne hele Skylden for Krigen. Det burde man have gjort, selvom det havde stridt mod de faktiske Forhold. Frem for alt intet godt om Modstanderen! »Hvad vilde man for Eksempel mene om en Plakat, der skal reklamere for en ny Sæbe, men som samtidigt betegner andre Sæber som gode?« Med andre Ord: ved at appellere til Massens primitiveste Instinkter og narre den til at forveksle Modstanderen med et afskyeligt Hadbillede af ham, skal man fylde den med et vildt Had, der bliver et Vaaben i den politiske Ledelses Haand. Hitler har ogsaa handlet i Overensstemmelse med dette. I det afsindige Jødehads Tegn gik hans Skarer frem under Hagekorsfanerne og styrtede Weimarrepublikken, »Jøderepublikken«. Det lykkedes virkelig at bilde Masserne ind, at Riget beherskedes af djævelske Jøder, og at Hitlers Kamp var en ædel Befrielseskamp imod dem. Da jo »Mein Kampf« er et Led i den nazistiske Propa- 179 ganda, og Hitler jo udtrykkelig anbefaler, at man skal anvende Løgn i Propagandaens Tjeneste, kan man med Rette spørge, om Hitler virkelig selv tror paa de antisemitiske Absurditeter og Gemenheder, som »Mein Kampf« er fuld af. Desværre er det ikke muligt at give Svar herpaa. I antinazistiske Kredse i Tyskland synes man i Almindelighed at være af den Mening, at Hitler - i Modsætning til for Eksempel Goebbels - som en Besat tror paa sine antisemitiske Münchhausen-Historier. Hitler giver den antityske Krigspropaganda det Vidnesbyrd, at det var psykologisk rigtigt at fremstille Tyskerne som Barbarer og Hunner. Det kan derfor være af Interesse at anføre nogle Prøver paa disse Udtalelser, især da de har vist stor Lighed med de jødefjendtlige, hvortil man dog maa bemærke, at hadefuld Sværtning af andre Nationer ingenlunde er mere almindelig i Ententelandene end i Tyskland. Hadbilledet af den Angrebne er frygtelig fordrejet og løgnagtigt. Ifølge en Lærebog for 10-12aarige, skrevet af Rektor Miraquet og Professor Pergameni, udgivet efter Krigen og prisbelønnet af det kongelige belgiske Akademi, er Tyskerne et Folk, styret af perverse Raceinstinkter, lystne efter at plyndre, røve og myrde, hykleriske, servile, listige, grusomme, ondskabsfulde, utaknemmelige overfor ædelmodigt Gæstevenskab, sygeligt begærlige efter Verdensherredømmet uden Højsind og uden Evne til at forstaa en Modstanders Heroisme og Uselviskhed. Ligegyldigt hvor en Tysker bosætter sig, bliver han ved at være tysk i Sjæl og Hjerte, i Sæd og Skik, »Forholdsvis hæderlige indbyrdes, paa samme Maade som Medlemmer af en Røverbande . . . er de overfor Ikke-Germanere uden Tro, Lov og Ære«. Den russiske Antropolog Mensjikov »beviste«, at Tyskerne hører til en af Jordens mest mindreværdige Racer, og at deres Hovedform nærmest minder om Neanderthalmenneskets. En af Frankrigs største Historikere, Gabriel Hanotaux, erklærer, at Tyskerne har »laant alle deres Kulturskatte, at der ikke bliver noget tilbage af Goethes Originalitet, dersom man abstraherer det bort, 180 som han har laant fra Shakespeare, Voltaire og Rousseau, og at Kant slængte sine tunge Bøger ud over en Verden, der, da den havde faaet Evangelierne, Plato og Cartesius, ikke behøvede dem.« »Fremdeles«, mener Hanotaux, »vil Tyskerne fortsætte med at efterabe og forfalske den vesteuropæiske Kultur«. Den italienske Dramatiker, Zacconi, der har oversat en Række af Tysklands ypperste Værker til Italiensk, erklærer: »At den tyske Sjæl er fuld af Barbari, det ved idag hvert Barn. Det følte jeg, da jeg oversatte dette Folks største Tænkere. Den tyske Sjæl forbliver altid i Grunden grusom, graadig og umoralsk.« Rudyard Kipling erklærede kort og godt: »Den tyske Race skulde helt og holdent udryddes.« Med lignende Citater kunde man fortsætte næsten saa længe det skulde være. Constantin Brunner, fra hvem de anførte Citater er hentet, har samlet en virkelig Blomsterbuket. Og Resultatet af denne antityske Propaganda? Jeg nøjes med at citere en Tysk-Amerikaners Brev i Kölnische Zeitung: »Her er et saa rasende Had mod alt, hvad der er tysk, at det er mærkeligt, at det ikke er kommet til Udbrud før... Det er derfor ikke underligt, at Tyskere her begaar Selvmord af Fortvivlelse. Vi befinder os i Sandhed i en vanskelig Situation. Vi kæmper ikke med Vaaben, og man bekæmper heller ikke os med Sabler, men med det, der er meget værre, med Bagtalelse og Had.« Det maa dog siges, at Hitler og Konsortium langt har overgaaet de udenlandske Læremestre. Et kort Referat af de antisemitiske Dele i »Mein Kampf« - og Antisemitismen er en af Bogens bærende Ideer - giver kun et svagt Begreb om det. Hvad Gemenhed angaar finder de næppe deres Lige i Verdenslitteraturen. Først i det antisemitiske Wien blev Hitler Antisemit. Her blev han bibragt den Overbevisning, at Jøderne ikke var et Religionssamfund, men et fremmed Folk, skønt de fleste af dem ikke vilde høre Tale om det, at de styrede den socialdemokratiske Presse, at Marxisme var Jødedom, at Jøder var Specialister i hvid Slavehandel og Udbredelse af Smudslitteratur. Han begyndte at studere Marxismen. 181 Han spurgte sig selv, om de, der havde skabt den, virkelig forstod, hvad den indeholdt. Gjorde de det, - og Hitler mener, at det gjorde de - maatte, siger han,»Ophavsmændene til denne Folkesygdom have været skinbarlige Djævle, thi kun et Uhyres og ikke et Menneskes Hjerne kunde saa snedigt have udformet Planen til en Organisation, hvis Virksomhed som endeligt Resultat maatte føre til den menneskelige Kulturs Sammenbrud og dermed til Verdens Undergang.«Idet han gaar ud fra de Præmisser, at Marxismen er »jødisk« og at den, dersom den sejrer, maa føre til en Katastrofe for Menneskeheden, erklærer han: »Derfor tror jeg nu, at jeg handler i den almægtige Skabers Aand; naar jeg forsvarer mig mod Jøderne, kæmper jeg for Herrens Sag.« Ikke blot Socialdemokratiet maa knuses, men hele det moderne Demokrati. »Kun Jøden kan prise en Indretning, der er smudsig og usand som han selv.« Saa brød Krigen ud. At de tyske Jøder greb til Vaaben for Fædrelandet ligesom Tysklands øvrige Befolkning, at ogsaa jødiske Frivillige strømmede til Fanerne, at en af de ædleste og utvivlsomt mest straalende af de tyske Arbejderes Førere, Ludwig Frank, en Jøde, straks da Krigen brød ud, meldte sig som Frivillig og faldt faa Dage efter, et lysende Eksempel for Tusinder af Tyskere, ikke mindst Socialister - det vidste Hitler vel ogsaa. Disse Begivenheder tager sig imidlertid saaledes ud i hans Gengivelse: »Marxismen, hvis endelige Maal er og bliver Tilintetgørelse af alle ikke-jødiske Nationalstater, maatte til sin Forfærdelse se, hvorledes de tyske Arbejdere, som den troede at have i sine Garn, i Julidagene 1914 vaagnede op og fra Time til Time i større og større Omfang meldte sig til Fædrelandets Tjeneste. Paa nogle Dage blev hele dette infernalske Folkebedrageris Taage spredt, og det jødiske Førerpak stod pludselig der ensomt og forladt.« Men det fattede sig og »lod frækt som om det tog Del i den nationale Rejsning«. Og Hitler beklager dybt, at man ikke straks skred ind mod denne »Svindlerbande af jødiske 182 Folkeforgiftere«, hvis Antal han i Slutningen af sin Bog vurder til 12 á 15 Tusind. Man skulde have gjort kort Process med dem» uden at tage mindste Hensyn til, om de vilde have skreget og jamret aldrig saa meget«. Man undlod det. De bedste Tyskere faldt ved Fronten. Og bagved Fronten »organiserede disse slyngelagtige Menedere Revolutionen«, alt imedens »Jøden« bestjal Nationen, tvang den ind under sin Magt og ophidsede mod »Preusserne«. Wilhelm II havde rakt Marxismens Førere Haanden til Forsoning »uden at ane, at Skurke ingen Ære har”. Medens de endnu holdt den kejserlige Haand i deres, famlede de allerede med den anden efter Dolken. Man kan ikke slutte Overenskomster med Jøder; der gælder blot det haarde enten - eller.« Det er vel næppe nød vendigt at tilføje, hvem der ifølge Hitler har Skylden for Tysklands Nederlag, heller ikke, hvilken Race, der er den eneste kulturskabende. Jøden er »Arierens« Modsætning. Han mangler ikke alene enhver Form for statsdannende og kulturbærende Kraft, men ogsaa Idealitet. »Dersom Jøderne var alene i Verden, vilde de alligevel drukne i Snavs og forsøge at bedrage hinanden og udrydde hinanden i en forbitret Strid, dersom ikke den fuldstændige Mangel paa Offervilje, der giver sig Udtryk i deres Fejghed, vil gøre Kampen til en Farce.« Jøden er ikke engang Nomade, han er kun en Parasit paa andre Folkelegemer, og »hvor han optræder, dør Værtsfolket før eller senere.« Han er ogsaa helt indstillet paa »denne Verden« og, erklærer denne store Kender af de jødiske Religionsskrifter, »fuldstændig fremmed for Troen paa et Liv efter dette.« Talen er for Jøden kun et Middel til at skjule Tankerne. Hvilket Sprog han end taler, udvikler han blot sit eget Folks Væsen. Naar hans Maal er naaet og alle ikke-jødiske Folk er blevet hans Trælle, skal der vel indføres et Verdenssprog for at han desto lettere skal kunne beherske dem. Det fremgaar bedst af Zions Vises Protokoller hvor- 183 ledes hele det jødiske Folks Tilværelse er baseret paa een fortløbende Løgn. At Frankfurter Zeitung anser dem for falske, er det bedste Bevis paa, at de er ægte. »Med en næsten forfærdende Sikkerhed blotter de det jødiske Folks Væsen og Virksomhed og klarlægger den indre Sammenhæng og de ydre endelige Maal.« Efter at have skildret Diasporajødernes Historie som en eneste Serie af jødiske Udsugningsforsøg, viser Forfatteren, hvorledes Jøden ved at hykle Idealisme, Frihedskærlighed, Filantropi, Patriotisme og Interesse for Arbejderklassens Nød med djævelsk List har skaffet sig Herredømmet over Tyskland, dets Frimurere, Presse, Kapital og Arbejderklasse, medens han i Hemmelighed blot varetager sine egne og sin Races Interesser. »Rigtignok prakker han nu og da indflydelsesrige Kristne sine Kvinder paa, men den mandlige Stamme holder han principielt ren. Han forgifter de andres Blod, men bevarer sit eget. Han gifter sig næsten aldrig med en kristen Kvinde, men lader de Kristne gifte sig med Jødinder. l) Bastarderne falder alligevel ud til Fordel for den jødiske Side. Især en Del af den højere Adel er gaaet fuldstændigt til Grunde paa den Maade. Dette ved Jøden udmærket og driver derfor planmæssigt denne Slags Afvæbning af de Kredse, hvorfra hans Racemodstandere henter deres aandelige Førere.« Foragten for Haandens Arbejdere er fortrinsvis Jødernes Værk. »Først Romaniseringen af vort Liv, der i Virkeligheden var en Judaisering,« var Skyld i den. Jøden lader Arbejderen »tilsyneladende løbe Storm mod Kapitalen og kan paa den Maade lettest faa ham til netop at kæmpe for den.« Maalet er det nationale Erhvervslivs Ødelæg- 1) I Tyskland gaar der 1927 53,94 blandede Ægteskaber paa hundrede heljødiske. Overalt synes flere Jøder end Jødinder at have indgaaet blandede Ægteskaber. I Preussen, hvor det overvejende Flertal af tyske Jøder bor, var, af de Jøder, der giftede sig 1927, 26,1 pCt. Mænd og 16,59 pCt. Jødinder, gift med Kristne. For Tyskland var de tilsvarende Tal 25,80 og 16,12. I Hamborg eksisterede 1925 ialt 1.001 blandede Ægteskaber: 601 var Jøder, 400 Jødinder. A. Ruppin: »Soziologie der Juden«, I, S. 211 ff. gelse, for at den internationale Børs skal kunne triumfere paa dets Grav, Personlighedens og Racens Tilintetgørelse for at den mindreværdige Jøde skal blive den eneherskende. Jødens »Gemenhed kan antage saa kæmpemæssige Dimensioner, at det ikke maa undre nogen, dersom hos vort Folk Personificeringen af Djævelen som Symbol paa alt ondt tager levende Form af en Jøde.« Hvad Zionisterne angaar, saa tilsigter de ingenlunde »en jødisk Stat i Palæstina for at bosætte sig der; de ønsker kun at have en autonom Organisationscentral til deres internationale Verdensbedrageri, et Sted, der er unddraget andre Staters Indgreb: et Tilflugtssted for overbeviste Uslinge og en Skole for kommende Skurke.« Jøderne ser allerede Sejren nærme sig og bliver derfor frækkere og frækkere. »Den sorthaarede Jødeyngling lurer timevis med satanisk Smil paa Læberne paa Pigen, der intet Ondt aner, og som han skænder med sit Blod og dermed røver fra hendes Folk. Med alle Midler søger han at ødelægge de racebiologiske Grundvolde for det Folk, han har i Sinde at undertrykke. Ligesom han selv systematisk ødelægger Kvinder og unge Piger, betænker han sig ikke engang paa i det størst mulige Omfang at nedrive Blodsskrankerne for andre. Det er og bliver Jøden, der sørgede for, at Negrene kom til Rhinen (hentyder til den franske Okkupation af Ruhr), altid med samme Bagtanke og med samme klare Maal: ved Hjælp af den Bastardisering, der nødvendigvis maatte blive Følgen, at ødelægge den hvide Race, som han hader, styrte den ned fra dens kulturelle og politiske Niveau og selv gøre sig til dens Herre. Thi et racerent Folk, der er sig sit Blod bevidst, vil aldrig lade sig underkue af Jøden. Han vil til evig Tid kun komme til at herske over Bastarder.« Jøden arbejder systematisk paa politisk og økonomisk Verdensherredømme. »De Folk, der for energisk sætter sig til Modværge mod dette Angreb indefra« - Hitler sig ter tydeligt til Førkrigstidens og Verdenskrigens Rusland og Tyskland - »omspinder han takket være sin interna- 185 tionale Indflydelse med et Net af Fjender, hidser dem til Krig og planter til sidst, dersom det er nødvendigt, Revolutionens Fane paa Slagmarken.« Kunst, Litteratur, Moral og Religion søger han at undergrave. Naar den sidste store Revolution er inde, kaster han Masken og optræder som »Fuldblodsjøde og Tyran... Det frygteligste Eksempel paa dette er Rusland, hvor han med virkelig fanatisk Vildskab, til Dels under umenneskelige Pinsler, dræbte 30 Millioner Mennesker eller lod dem sulte ihjel for at sikre en Flok jødiske Litterater og Børsbanditter Herredømmet over et stort Folk.« Men dræber Parasiten sit Offer, dør han ogsaa selv før eller senere. Sovjetsystemets Sammenbrud - Hitler tror nemlig, at Rusland beherskes af Jøder - vil derfor snart komme. Den jødiske Verdensfinans ønsker Tysklands og Japans Tilintetgørelse. Under Krigen ophidsede den jødiske Børs- og Marxistpresse mod Tyskland, indtil den ene Stat efter den anden mod sine egne Interesser sluttede op paa Ententens Side. Tysklands vanvittige Udenrigspolitik efter Freden var sandelig i Overensstemmelse med de Jøders Vilje, der herskede over Tyskland, og et Led i deres Bestræbelser for at tilintetgøre Tyskland og grunde et jødisk Verdensherredømme. Dersom det ogsaa lykkes dem at gøre Tyskland bolsjevikisk, saa falder hele Jorden i denne Polyps Arme. »Af Tysklands Skæbne afhænger altsaa hele Verdens. Snedigt læmper Jøderne deres Metoder efter de forskellige Landes forskellige Forhold, men som Regel gaar de i deres Kamp mod Tyskland frem paa den pacifistisk-ideologiske Linje. Tysklands Tilintetgørelse ligger dog hverken i Englændernes eller Italienernes Interesse, men vel i Franskmændenes. Dette Folk, der mere og mere forfalder til Mulatisering, rummer i sit Forbund med den jødiske Stræben efter Verdensherredømme en overhængende Fare for den hvide Races Bestaaen i Europa. Thi den Pest, de spredte ved Rhinen i Europas Hjerte gennem Negerblodet, var lige saa meget et Udslag af den sadistisk perverse Hævnlyst, som denne vort Folks chauvinistiske 186 Arvefjende nærer, som af den jødiske Plan, lagt med kold Beregning, om at paabegynde Bastardiseringen af det europæiske Kontinent fra Centrum og ved at inficere den hvide Races Menneskemateriale med mindreværdigt Blod berøve den selve Grundlaget for en selvstændig Eksistens.« De blods- og kulturbeslægtede ariske Folk, der hidtil har sønderrevet hverandre, maa oplyses om, at det er Jøden, der er Menneskehedens Fjende og den »virkelige Ophavsmand til al Lidelsen.« Den hemmelige jødiske Verdensregering holder nemlig »de europæiske Stater i deres Haand som viljeløse Redskaber.« Det gælder om at »overgive ham (Jøden) til den almene Vrede.« Men frem for alt gælder det om at uskadeliggøre ham i Tyskland. Kampen mod ham skal blive et Lysets Tegn paa de ariske Folks Vej mod en bedre Fremtid. Saadan ser i kort Sammendrag Hitlers Opfattelse af Jødernes Natur og Stræben ud, saa vidt muligt gengivet med hans egne agitatoriske Formuleringer, en Opfattelse, der væsentligt et inspireret af Rosenbergs Skrifter. Paa et saadant Vanvid - Ordet taget i bogstavelig Betydning - tror Millioner af ellers normale Tyskere og Hitlers »Mein Kampf« er blevet det nazistiske Tysklands kanoniske Bog, i hvis Aand den tyske Ungdom skal opdrages. Derimod har Hitler hidtil ikke været særlig heldig i sine Bestræbelser for at indpode sit Jødehad i andre Nationer. Bekendt er den store Fiasko, som hans Udsending, Rosenberg, havde i London, lige efter at Nazisterne havde taget Magten i Tyskland. Det er næppe nogen Overdrivelse at paastaa, at han der blev behandlet paa en uhørt Maade, mindre som Repræsentant for en venligsindet Nation end som en afsløret Forbryder. Men en antisemitisk Agitation ledet og tildels finansieret fra Berlin, drives stadig i U. S. A., Rumænien og andre Steder. Det vil vise sig, om den faar mere Held med sig end den revolutionære Agitation, Moskva organiserede Verden over, efter at Bolsjevismen var kommet til Magten i Rusland. 187 Hitler slaar om sig med grove Generaliseringer, egnet til at forstaas af den store Masse. Han skriver saa godt som altid »Jøden«, ikke »Jøderne«. Centraleuropas og Vesteuropas jødiske Patricierfamilier, der i Dannelse og Humanitet turde tilhøre den moderne Kulturverdens ypperste, Salonikis jødiske Havnearbejdere, Palæstinas idealistiske Landbrugsungdom, det østjødiske Proletariat og det østjødiske Lærdomsaristokrati, alt er for ham en Enhed uden Nuancer: »Jøden«, Bedrageren, Bolsjeviken, Slynglen, Menneskehedens Fjende. Han er sandsynligvis selv faldet som Offer for den Propaganda, han driver. Han fortæller i »Mein Kampf« om, hvor forbavsede han og hans Kammerater i Krigen blev, da de første Gang blev stillet overfor de engelske (skotske) Soldater og saa, at de slet ikke var nogle fejge Kræmmere. Dersom han virkelig havde lært det jødiske Folk at kende, vilde hans Forbavselse ikke være bleven mindre. Maaske vilde han være kommet til at hade det, ligesom den før omtalte Italiener Zacconi, den udmærkede Kender af Tysklands største og ædleste Aander, som under Krigspsykosens Indflydelse blev grebet af Had til dette Land, eller som Halvenglænderen Houston Stewart Chamberlain, der under Krigen kaldte England, sit tidligere Fædreland, for en »Hule for Hælere, Hyklere, Løgnere og Falskspillere«. Men saa vilde det Billede, han har malet, have vidnet ikke blot om Hadets Forblindelse, men ogsaa om dets skarpe Blik, paa samme Maade som en hadefuld Karikatur kan afsløre væsentlige om end fordrejede Træk hos den, Tegneren angriber. Men det findes der ikke Spor af i »Mein Kampf«. Om det jødiske Folk, dets Tænkere og Digtere, dets Arbejdere og Drømmere, dets Elendighed og dets ideale Stræben, dets store Masse, dets faa Udvalgte ved Adolf Hitler - intet. Antisemitismen - af Hugo Valentin Antisemitismen, dens Begreb og Teorier om dens Aarsager Antisemitismen i Middelalderen Antisemitismen i nyere Tid til den moderne Antisemitismes Begyndelse Den moderne Antisemitisme indtil Verdenskrigen Den ikke-tyske Antisemitisme under og efter Verdenskrigen Zions Vises Protokoller - »Aarhundredets største Forfalskning« Jødernes Indflydelse i Weimarforfatningens Tyskland ”Den jødiskeInternationale”,Verdenspolitiken og Verdenskrigen Talmud som antisemitisk Argument |