Antisemitismen, dens Begreb og Teorier om dens Aarsager.Betegnelsen Antisemitisme er for saa vidt misvisende, som Antisemiterne kun vender sig mod Jøderne, der oven i Købet uden Tvivl ikke i overvejende Grad er »Semiter«, og som i et Par Aartusinder ikke har haft semitisk Sprog til Modersmaal. Man foretrækker imidlertid Betegnelsen Antisemitisme for Ordet Jødehad for dermed at betone, at man ikke bekæmper Jøderne i deres Egenskab af Religionssamfund, men som Race. I denne Betydning er Betegnelsen først blevet lanceret af Wilhelm Marr i Brochuren »Der Sieg des Judentums über das Germanentum«(1873). For Nemheds Skyld benytter jeg her Ordet som synonymt med Jødehad, skønt det, anvendt paa ældre Tider, er en Anakronisme og ogsaa misvisende med Hensyn til vore Dages »Antisemitisme«. Meningerne om den dybeste Aarsag, eller rettere sagt Aarsager, til Antisemitismen - thi selvfølgelig drejer det sig her om et Aarsagskompleks - er meget delte. De ortodokse Jøder betragter den jødiske Stats Undergang og Folkets Eksil som en Straf for dets Synder og Antisemitismen som uundgaaelig under Adsplittelsen, saa længe de ikke-jødiske Folk ikke er gennem trængt af Gudserkendelse, Retfærdighed og Kærlighed, altsaa indtil Messias' Komme. En Del nyortodokse Jøder tror derimod paa, at den ikke-jødiske Verden og de troende Jøder efterhaanden vil forsones, en Anskuelse, som til en vis Grad anerkendes af den antijødisk indstillede kristne Teolog Gerhard Kittel i hans opsigtvækkende Skrift »Die Juden- 10 frage«, som udkom 1933. En Del liberale Jøder betragter Antisemitismen som et Udslag af atavistiske Betragtningsmaader, dømt til at forsvinde med højere Oplysning og Humanitet, mens en anden Del anser Hovedaarsagen for at være den, at den jødiske Assimilation ikke overalt er saa vidt fremskreden, at den ikke-jødiske Verden helt har kunnet overvinde Fornemmelsen af Jøderne som Fremmede. Zionisterne betragter som Regel Antisemitismen som en Følge af forhaandenværende nationale eller kulturelle Uligheder mellem Jøderne og den traditionelt antijødisk indstillede ikke-jødiske Verden, som ifølge Raceantisemitismens Teori bevidst eller ubevidst værger sig mod de Artsfremmedes Indflydelse, og fremfor alt som en Følge af Jødernes abnorme Situation som et Folk uden Stat. Kun et jødisk Land, hvor Jøderne kan leve et normalt nationalt Liv, og som kan absorbere Østeuropas og Centraleuropas »overtallige« Jøder, kan, mener Zionismen, svække eller tilintetgøre Antisemitismen. Theodor Herzl, Zionismens Grundlægger, ansaa Antisemitismen for uundgaaelig i alle de Lande, hvor Jøderne udgør en større Del af Befolkningen, og det temmelig uafhængigt af deres Opførsel. I Indledningen til »Der Judenstaat« (1896) karakteriserer han Jødespørgsmaalet som et overvejende nationalt Spørgsmaal, hvis Løsning baade Jøder og ikke-Jøder havde Interesse i og som derfor burde behandles som et politisk Spørgsmaal i »Kulturstaternes Raad«. Antisemitismen, som han betragtede »som Jøde, men uden Had og Frygt«, bestemmer han som en kompliceret Bevægelse, der ikke blot indeholder Raahed, Konkurrencenid, religiøs Intolerance, men endog »indbildt Nødværge«. I Ord, som har faaet en særlig Baggrund ved det, der er sket i Tyskland i 1933, udtaler han sig mod den liberale Opfattelse af Assimilation og Antisemitisme: »Overalt har vi ærligt forsøgt at gaa op i det Folkefællesskab, som omgiver os og blot bevare vore Fædres Tro. Man tillader det ikke. Forgæves er vi trofaste og 11 mange Steder endog overspændte Patrioter, forgæves bringer vi samme Ofre af Liv og Ejendom som andre Borgere, forgæves stræber vi efter at fremme vore Fædrelandes Ære i Kunst og Videnskab og forøge deres Rigdomme i Handel og Industri. I vore Fædrelande, hvor ogsaa vi har boet i Aarhundreder, udskriges vi som Fremmede, ofte af dem, hvis Familier ikke boede i Landet, da vore Fædre sukkede der. Hvem der er Fremmed i Landet eller ej, det kan Majoriteten afgøre; det er et Magtspørgsmaal, som alt mellem Folkene... Overalt er vi altsaa forgæves gode Patrioter, ligesom det var Tilfældet med Huguenotterne, der ogsaa blev tvunget til at udvandre. Hvis man blot vilde lade os være i Fred! ... Men jeg tror ikke, man vil lade os være i Fred.« I Slutningsordene til »Der Judenstaat« udtaler Herzl som sin Overbevisning, at Antisemitismen vil vokse og brede sig desto voldsommere, jo længere Udbruddet lader vente paa sig. I Modsætning til Liberalismen og Zionismen anser Socialismen Jødespørgsmaalet for at være af social Natur. Ifølge den marxistiske Anskuelse opstaar Antisemitismen som et Produkt af Konkurrencenid og som et Middel, Magthaverne betjener sig af til at udnytte gamle Fordomme og Folkets Uvidenhed, idet de afleder de udsugede Klassers Raseri fra deres sande Fjender. Man søger at lokke Arbejderne bort fra Klassekampen ved at foregøgle dem et virkeligt »Folkefællesskab« og ved samtidig at betegne den trykkende Kapitalisme som »jødisk«. Haandværkere, Smaakapitalister, smaa Handelsfolk og andre af Finans- og Industrikapitalismen ruinerede eller betrængte Smaaborgere- »Smaaborgerne« i Tyskland beregnes til 23½ Million Indbyggere, en Trediedel af Befolkningen - ophidses mod Varehusene, de jødiske »Børsjobbere« og den jødiske »Røverkapitalisme«, skønt Betegnelsen jødisk er ganske misvisende, eftersom jødisk og kristen Kapital danner et uadskilleligt Hele, hvoraf den jødiske Del er den mindst mægtige. De fri Erhvervs Udøvere, Læger, Sagførere o. s. v. oplæres til i deres jø- 11 diske Konkurrenter at se Aarsagen til deres Nødssituation, der i Virkeligheden foraarsages af Lavkonjunkturen, det vil sige af det kapitalistiske System. Handels- og Kontormedhjælperne lærer man at rette deres Had mod de jødiske Udsugere, mens de overser de ligesaa farlige og skadelige ikke-jødiske, hvorved Klassekampfronten erstattes af en Racekampfront. Med de forgældede Smaabønder og mellemstore Bønder, den storagrariske Told- og Finanspolitiks Ofre, har den antisemitiske Agitator et relativt let Arbejde, da han i Almuen kan udnytte overleverede antijødiske Tænkemaader fra en forlængst forsvunden økonomisk Epoke. Man indbilder Bonden, der sukker under Renteslaveriets Aag, at han er et Offer for udsugende Jøder, en Betragtningsmaade, som ogsaa den nuværende tyske nationalsocialistiske Landbrugsminister, Darré, har gjort sig til Talsmand for. Saaledes opstaar ifølge Socialismen Jødehadet som et Produkt af den privatkapitalistiske Samfundsordning og som en Foreteelse, der er dømt til at forsvinde, naar denne erstattes af en socialistisk-kollektivistisk. De af de socialistiske jødiske Arbejdere, der samtidig er Zionister, anser det jødiske Proletariats Stilling for eksceptionel og betragter i Overensstemmelse dermed Antisemitismens Aarsager, respektive Midlerne til dens Tilintetgørelse, i Overensstemmelse med deres socialistisk-zionistiske Ideologi. Ifølge en anden Anskuelse er Antisemitismens inderste Aarsag en Følelse af Underlegenhed overfor den jødiske Konkurrent, som man hader, fordi han er dygtig, og derfor bagtaler og haaner. Saadan var det, efter manges Mening, i Tyskland, hvor, efter hvad Nazisterne vil have Folk til at tro, 600,000 Jøder var ved at tage Magten fra 60,000,000 Tyskere og derfor maatte slaas ned med Vold, efter at man først gennem »oplysende« Propaganda havde overbevist Befolkningen om Jødernes Magt og Mindreværd. De første blodige Jødeforfølgelser i Middelalderen fandt betegnende nok Sted, netop da Byvæsenet og Handelen udviklede sig, f. Eks. ved Rhinen og i Venedig; og 12 først da det kristne Borgerskab var begyndt at konkurrere med den jødiske Storhandels Mænd, som før Korstogstiden havde ordnet Vareudvekslingen mellem Orienten og Occidenten, først da inaugureredes en intensiv antisemitisk Agitation og en Lovgivning, der uskadeliggjorde Jøde-Konkurrenten. Amerikaneren Walter Hurt har draget en interessant Parallel mellem Antisemitismen og den antijapanske Bevægelse i Kalifornien. Han citerer en af Lederne af den sidstnævnte Bevægelse, der aabent indrømmer - hvad der er sjældent i den Slags Tilfælde - at Japanerne maa bekæmpes, ikke saa meget af racepolitiske Grunde som af økonomiske, fordi deres Sparsommelighed, Flid og Fremskridt vil gøre dem overmægtige i en fri Konkurrence. Efter en anden Anskuelse, hvis mest kendte Repræsentant turde være den fra Antisemitismen omvendte Greve Henrik Coudenhove-Kalergi, og som ogsaa anerkendes af hans Søn, Richard Coudenhove-Kalergi, den paneuropæiske Tankes fornemste Talsmand, er Antisemitismens dybeste Aarsag religiøs Fanatisme, en Thesis, som Forfatteren har udviklet i et Arbejde, der udkom 1901, »Das Wesen des Antisemitismus«, og som senere, omarbejdet af Sønnen, er udkommet i flere Oplag. I Antiken ophidsede Jøderne den ikke-jødiske Verden ved at fornægte alle andre Guder end Gud og ved frivilligt at afsondre sig fra Hedningerne; i Middelalderen var Grunden til Antisemitismen den kristne Intolerance mod Jøderne, som man ansaa for at have myrdet Frelseren. Men ogsaa den moderne, tilsyneladende irreligiøse, Antisemitsme har en lignende Aarsag, selvom den optræder i Raceantipatiens beskyttende Forklædning. Samtidig med at Børnene lærer at elske Kristus, Frelseren og Børnevennen, gribes de naturligvis af Forbitrelse mod dem, som de tror hadede, pinte og dræbte ham. Naar Barnet hører Ordet Jøde, associerer det dette Begreb med Kristi Passionshistorie. Dette bliver som oftest afgørende for den Enkeltes senere Indstilling overfor Jøderne. I Kristus ser han ikke en Jøde, 13 der elskede sit Folk, og hvis hele Væsen bar Præg af den religiøse og etiske fædrene Arv. Han ser i ham Anti-Jøden, og hertil bidrager især Tendensen i de yngre Evangelier. (Som blandt andre den danske Religionshistoriker Ditlev Nielsen har understreget, søger disse Evangeliers Forfattere - for ikke at tale om de efterkanoniske - at give Jøderne Skylden for Jesu Død i Stedet for Pontius Pilatus, da det selvfølgelig »maatte være en Anstødssten for Romerne, at den romerske Øvrighed havde ladet Religionens Stifter henrette som Oprører«.) Den bløde og modtagelige Barnesjæl er jo ifølge den af den yngre Coudenhove-Kalergi Citerede Freud en Retort, hvori en stor Del af vore Instinkter og Følelser opstaar, og det antisemitiske Instinkt opstaar »næsten altid« af infantile Fordomme. Børn, som faar en ikke-religiøs Opdragelse, bibringes de antisemitiske Fordomme af Slægtninge, Barnepiger, Lærere og Venner, som kommer med haanende eller hadske Udtalelser om Jøderne. Saaledes bliver Barnets Instinkts- og Følelsesliv antijødisk inficeret. Især turde Ordene »Hans Blod komme over os og vore Børn«, endskønt de maa forekomme psykologisk urimelige - ingen ophidset Folkemasse tænker eller taler saadan - i høj Grad have bidraget til at lade det jødiske Folk staa for Børnene som Kristi Mordere, som en Inkarnation af det Ondes Princip, ikke blot den Generation, der levede paa hans Tid, men ogsaa alle de følgende indtil denne Dag. Det er ikke nogen Tilfældighed, at Antisemitismen aldrig har været saa forbitret i de muhammedanske Lande som i de kristne. Ynglingen eller Manden mister vel som Regel senere sin Barnetro, men ikke sine antisemitiske Antipatier, som han, uvidende om deres Tilblivelseshistorie, anser for »medfødte«. Han leder da efter en Motivering og finder den i pseudovidenskabelige Artikler og Bøger, hvor Jøderne udmales som en mindreværdig Race. Raceantisemiterne har Vundet en ny Tilhænger. »Den religiøse For- 15 dom er primær, Antipatien sekundær, Racefordommen tertiær.” Det man dog i denne Sammenhæng betones, at Religionsundervisningcn paa Barnestadiet aldeles ikke behøver at virke i antisemitisk Retning. For mangen en Præst og Lærer er den Omstændighed, at Jesus med Rette eller Urette paastaas at være blevet ihjelslaaet af Jøderne eller rettere af visse Jøder, af ringe Betydning i Sammenligning med den Kendsgerning, at han og alle hans Disciple var Jøder, og deres Verdensbillede, Tanke- og Følelsesverden dannet af den jødiske Kulturarv. Særlig i frikirkelige Kredse, men ingenlunde kun der, har man af den Grund ofte følt sig i Taknemmelighedsgæld til Jøderne, i Ord og Gerning behandlet dem som Brødre og reageret kraftigt mod Jødehadet som noget, der var uværdigt for kristne Mennesker. Typisk moderne er den - især af F. Bernstein og Arnold Zweig lancerede og udviklede - Opfattelse af Antisemitismen som dybest set stammende fra en instinktiv Følelse af Fjendtlighed, som paa Bunden findes hos enhver Gruppe mod en anderledes beskaffen Gruppe. Eller, som allerede Pascal har udtrykt det: »Différence engendre haine«, Forskel avler Had. Titlen paa Bernsteins Bog fra 1926 giver sammentrængt hele Teorien: » Der Antisemitismus als Gruppeerscheinung«. Titlen paa Zweigs Bog siger ikke mindre: »Caliban« (1927). Folkene i det ene Sogn vil anses for bedre end dem i Nabosognet og kommer derfor til at staa i et vist Modsætningsforhold til dem, ligesom Børnene i den ene Gaard til Børnene i den anden, det ene Kompagni til det andet, Kavaleristerne til Infanteristerne o. s. v. Medlemmerne af en Gruppe føler sig indbyrdes solidariske. De beherskes af det, Zweig kalder »Centralitetsaffekten« og nærer en »Differensaffekt« mod den anden Gruppe. Det Individ, der er inficeret med Had mod en anden Gruppe, og som mener sig daarligt behandlet af et Medlem af 15 denne, anser denne Enkeltes Handlemaade for typisk for Gruppen som Helhed. Ofte behøves der ikke mere, end at et Menneske gør daarlige Erfaringer med en enkelt Jøde, til at faa dets latente Antisemitisme til at slaa ud i lys Lue. Carl G. Laurin indleder sin bekendte Bog »Folklynnen« (1915) med at fortælle en Anekdote, der fortræffeligt illustrerer de lige nævnte Theser. »Her i Noret«, siger de smaa Dalkarle, »er Drengene søde, men der« - og de peger ophidsede paa Lima By nogle faa Stenkast fra Leksandsnoret - »der er de væmmelige.« Og Forfatteren tilføjer: »Det hørte jeg, da jeg var Barn og senere har jeg altid tænkt paa, hvordan det usympatiske bliver det primære, naar det gælder det fremmede. Der fordres megen Kultur og deraf avlet Objektivitet, førend man forstaar, at den fremmede Nationalkarakter kan være sympatisk.« Han kompletterer dette med en anden, ikke mindre typisk Historie, som en svenskkyndig Englænder har fortalt ham. Englænderen havde set, hvordan en Del Bønder paa en Jernbanestation i Jamtland reagerede, da de saa en Flok sydlandsk gestikulerende Franskmænd. »Det er ikke Mennesker, det er Aber«, sagde en gammel Bondemand. »Og«, bemærkede Englænderen, »det havde han Ret i.« Forfatteren tilføjer, at Franskmændene sandsynligvis talte om, hvor orangutangagtige disse Bønder og muligvis ogsaa Englænderen forekom dem. Saadanne tilsyneladende fornøjelige, men i Virkeligheden meget alvorlige Historier hører selvfølgelig ogsaa hjemme i en Fremstilling af Antisemitismen. Netop blandt primitive Jøder kan det naturligvis ske, at man prøver at gengælde Foragt med Foragt, og man elsker paa en overdreven Maade at forestille sig Undertrykkerne som mindre ædle, begavede, dannede og humane end de Undertrykte. Men Vesteuropas og Centraleuropas dannede Jøder kunde have Grund til at være stolte over den lidenskabsløse Maade, de reagerer paa overfor deres Bagtalere, om de blot ikke i Stedet for blev 16 angrebet af en lige saa modbydelig sjælelig Sygdom: den jødiske Selvforagt, som jeg skal komme nærmere ind paa i en anden Sammenhæng. Spændingen mellem Folkene beror paa »Differensaffekten«. Saa længe der er geografiske Grænser mellem Folkene, kan Spændingen faa et normalt Forløb. Under Kriser udlades Modsætningen i Krige, hvorefter der atter opstaar en nogenlunde udholdelig modus vivendi mellem Modstanderne. Men Jødernes egenartede Stilling i Verden gør dem til Genstand for en praktisk talt permanent Modvilje, hvis Intensitet varierer alt efter forskellige Faktorers Indflydelse paa det omgivende Folks Differensaffekt. Jo mere Ulyst der er i Landet, desto større er Risikoen for stigende Antisemitisme, thi enhver Ulystfølelse har en vis Tendens til at omsættes i fjendtlige Følelser mod et Menneske eller en Gruppe. Ens egen Ulystfølelse afledes saa at sige mod en anden. Det er ikke saaledes, at en Gruppe efter objektiv Undersøgelse kommer til det Resultat, at en vis anden Gruppe er skadelig eller mindreværdig. Det primære er Hadet. De forstandsbetingede Argumenter er sekundære. Ved at karakterisere alle nedbrydende Magter som jødiske, f. Eks. Materialismen og den »jødiske« Egennytte, prøver man, at bortsuggerere sin egen Syndsbevidsthed. Ikke uden Grund er det blevet sagt, at det, Nazisterne forfølger hos Jøderne, er noget, de burde forfølge hos sig selv, og at det, de prøver at døve, egentlig er Samvittighedens Røst. Hvad der gælder paa det moralske Omraade, gælder ogsaa paa det politiske. Under Verdenskrigen rettede Tyskerne fortrinsvis deres Had mod England. Gott-strafe-England-Agitationen var en Forløber for Ophidselsen mod Jøderne. Man holdt saa meget af at tro, at Sir Edward Grey med satanisk List havde faaet Tyskland i sit Garn og bagefter havde bragt Krigens grænseløse Elendighed over det fredelige Tyskland. Men det tyske Raseri brød 17 afmægtigt sammen overfor Ententens Overmagt. Efter at Franskmændene under Fredsforhandlingerne i Versailles havde vist sig som Tysklands uforsonligste Fjender, og især efter at de havde okkuperet Ruhrdistriktet, vendte det tyske Raseri sig fortrinsvis mod dem. Men heller ikke her fik Hadet Udløsning. Saa vendte det sig mod de vaabenløse Jøder - efter Loven om den mindste Modstand. Dem kunde man besejre, undertvinge, skænde. Man fik Udløsning for sit Had og - endelig - en Følelse af Sejr, Triumf. Triumfen føltes saa meget større, fordi det lykkedes at suggerere sig selv til at tro, at de svage, uorganiserede, splittede Jøder udgjorde et mægtigt Folk og var Tysklands sande Herskere. Man formaaede at kompensere sit eget Mindreværdskompleks ved den Glæde, man havde af at ydmyge Jøderne til det Yderste. Sejrherrerne havde slaaet Tyskerne med Ris. Nu slog Tyskerne Jøderne med Skorpioner. Man nøjedes ikke med at knuse de tyske Jøder. Man stemplede dem, ja hele den jødiske »Race«, som mindreværdig, skændede deres Ære, berøvede ikke blot de tyske Jøder deres Borgerrettigheder, men ogsaa deres Menneskeværdighed, samtidig med at man hævede sin egen Race til Skyerne - en lysende Illustration til den moderne Calibans Differens- og Centralitetsaffekter. Til forskellige Tider og i forskellige Stænder og Samfundsklasser har snart den ene, snart den anden af Aarsagerne til Antisemitismen været dominerende i Diskussionen. Motiveringerne skifter. Enten har man vendt sig mod den jødiske Dissident, eller mod den jødiske Konkurrent, eller mod den Racefremmede. Antisemitismen følger tydeligt de samme Love som Hadet mod andre Minoriteter. Der hvor Minoriteten er relativt lille og relativt lidet paafaldende, bliver Antisemitismen svag. Der hvor de primitive Lidenskaber dæmpes ned af Humaniteten, Fornuften, Religionen, Menneskekærligheden, holdes den nede; men under svære Kriser blusser den op. Jøder- 18 nes Situation som permanent Minoritet gør ogsaa Antisemitismen permanent. I Virkeligheden er Antisemitismen blot et Særtilfælde af Fremmedhadet. En kort Oversigt over Antisemitismens Historie gennem Tiderne vil vise dette.
Antisemitismen, dens Begreb og Teorier om dens Aarsager Antisemitismen i Middelalderen Antisemitismen i nyere Tid til den moderne Antisemitismes Begyndelse Den moderne Antisemitisme indtil Verdenskrigen Den ikke-tyske Antisemitisme under og efter Verdenskrigen Zions Vises Protokoller - »Aarhundredets største Forfalskning« Jødernes Indflydelse i Weimarforfatningens Tyskland ”Den jødiskeInternationale”,Verdenspolitiken og Verdenskrigen Talmud som antisemitisk Argument |