210

 

7. KØBENHAVN SOM DE JØDISKE AGITATORERS OG KONSPIRATORERS CENTRAL

I deres Kamp om Verdensherredømmet følte Jøderne sig aldrig nærmere Maalet end under den første Verdenskrig. Derfor kunde en Louis Levy i denne Tid tale om sin Races verdenshistoriske Mission i » Jøden som Fredsstifter«, derfor kunde den jødiske Højfinans for aabent Tæppe dirigere Landets Handel, Bankvæsen og Politik, derfor kunde ogsaa de værste jødiske Elementer fra udenlandske Ghettoer og Kommunistreder under Krigen samles i København for herfra at revolutionere, eller, som Parvus siger, at demokratisere de forskellige Samfund. Det var herfra, een Retning blandt den internationale Jødedom under og efter Verdenskrigen knyttede Traadene til Bolcheviseringen af de europæiske Lande, en anden Retning organiserede Bestræbelserne for Virkeliggørelsen af de zionistiske Maal. Og endelig var det her, den hjemlige jødiske Kapitalmagt forfulgte gigantiske Planer for at sikre sine finansielle Interesser ud over hele Jordkloden og for derved at lave København til et kommercielt Verdenscentrum. Jøderne vejrede en ny Tids Morgenrøde. Hvilken Vej, de saa end valgte til Opnaaelsen af de sidste og højeste Maal, i eet var de enige: deri, at de vilde danne den kommende Verden i deres Billede. Ved et ejendommeligt Skæbnens Træf blev det Danmarks Hovedstad, der for en vis Periode skulde være Udgangspunktet for de mangfoldige Bestræbelser, Jøderne udfoldede for at naa frem til Verdensmagten. 211 a) Parvus' politiske Skribentvirksomhed i København. Da Diskussionen om Parvus' mystiske Forbindelse med den socialdemokratiske Brændselsforretning var paa sit højeste, lod han som nævnt i et Indlæg i »Social-Demokraten« bekendtgøre, at han nu vilde vise, hvem han var, og hvad han i Virkeligheden tilstræbte, ved Publikation af sine Skrifter paa Dansk. Han mente, at naar dette var sket, maatte ogsaa al Mistænkeliggørelse af hans Virksomhed standse. At han ved denne nye Form for Propaganda tilsigtede noget helt andet, nemlig Revolutioneringen af det danske Folk, røbede han selvfølgelig ikke i sin Erklæring af 26. December 1917. I og for sig havde det ikke været nødvendigt, at Parvus paa saa højtidelig en Maade meddelte den danske Offentlighed, at han agtede at udgive nogle af sine Skrifter paa Dansk, da han allerede i den første Periode af sit Ophold her i Landet havde lagt godt for med dette Arbejde. Thi saa tidligt som 1915 udkom hans Piece: »Socialdemokratiet og Parlamentarismen«. Noget andet var, at han sidenhen havde indskrænket sig til i det store og hele at virke i det skjulte; endog hans Selskab for Forskning af Krigens sociale Følger havde næppe bidraget til, at hans Navn blev videre kendt i Offentligheden her i Landet*). Selve »Social-Demokraten« saa sig først i December 1917 , da ”København« havde indledet sine Angreb mod Brændselsforretningen, foranlediget til at nævne Parvus. Allerede i det Skrift om »Socialdemokratiet og Parlamentarismen«, Socialdemokratisk Ungdomsforbund udgiver i 1915, prædikes Klassekampens Parole og vises, hvordan Proletariatet gennem Klassekamp skal virkeliggøre den sociale Revolution. l Forordet karakteriseres Forfatteren som » en af det internationale Socialdemokratis dygtigste Teoretikere«, og Skriftet som et Arbejde, der i de forskellige Lande har vundet stor Udbredelse, bl. a. ogsaa i Sverige og Norge. Parvus udreder heri efter de

*) For den Taktik, Parvus anvendte for at vinde Fodfæste her i Landet, er denne skjulte Virksomhed særligt karakteristisk. Omendskønt han allerede fra 1915 var bosiddende i Landet, introduceres han for første Gang overfor Offentligheden i Juli 1917 - som Filantrop! Da er det »Politiken«, som meddeler, at der den 19. s. M. om Aftenen var ankommet et Par Hundrede tyske Børn, ledsaget af tre Lærerinder, »som paa Bekostning af en herboende Tysker, Dr. Helphand, skal anbringes i Hulerød Hotel«. Oberstløjtnant Jenssen-Tusch beskæftiger sig indgaaende med denne Sag i »Vort Land« (29. 7. 1917) og beklager, at »Landet oversvømmes af Tyskere, at derpaa Hotellerne, Caféerne, Badestederne, paa Handelskontorerne, bag Diskene i Butikerne, i Jernbaner og Sporvogne, overalt snakkes Tysk«. Han har selvfølgelig ikke lagt Mærke til, at disse tysktalende Mennesker oftest er Jøder, og at de ligesaa selvfølgeligt maa virke generende indenfor Samfundet paa Grund af deres særlige Forretningsærinder. Med Hensyn til Børneholdet, der skal til Rekreation til Hulerød, spørger Jenssen-Tusch dernæst, om hele denne Aktion maaske ikke betales af tyske Statspenge. Og han knytter hertil den ikke saa helt uberettigede Betragtning, at »naar Hr. Helphand virkelig tjener saa meget Guld her i Landet, at han har Raad til at betale en 4--500 Kr. om Dagen for disse Børn, og naar der er andre Tyskere, der er blevne eller bliver velhavende hos os«, saa maatte ogsaa Tanken være nærliggende, at disse Herrer i første Række anmodedes om at yde en rigelig Skærv til Understøttelse af de Sømandsfamilier, der har tabt deres Forsørgere ved Skibstorpederinger.

212

velkendte marxistiske Principper bl.a., at det udelukkende maa være Proletariatets Sag at føre Kampen om Arbejdsløn og Arbejdstid mod Arbejdsgivervældet, dog at denne Kamp foreløbig maa føres i Samarbejde med Bourgeoisiet, saalænge dette ogsaa vilde forsøge at bryde Herremandsregimentet og det reaktionære Styre. Denne Kamp vilde, naar den engang var begyndt, med indre Nødvendighed blive radikaliseret, og Proletariatet vilde derefter, i Erkendelsen af, at der ved Siden af politisk Ulighed ogsaa bestod en økonomisk Ulighed, i sidste Instans se sig nødsaget til at overtage Produktionsmidlerne. Denne Kamp maatte udkæmpes under Modsætningen: Arbejderklassen mod Kapitalistklassen. Det er Karl Marx' Ideer om igen, naar Parvus bemærker: »Jo mere Kapitalistklassens Spidser hæver sig i deres sociale Stilling over det Folk, som den økonomisk behersker, desto mere forvandler Proletariatet alle Love, alle den kapitaistiske Produktionsudviklings Foreteelser til Midler, ved hvis Hjælp det bekæmper det kapitalistiske Herrevælde. Industrielt Opsving eller industriel Tilbagegang, Agrarkriser eller Dyrtid, høje Priser eller lave, kapitalistisk Koncentration saavel som Bedrifters Sønderdeling, f. Eks. i Husindustrien, Børserne saavel som Haandværket, Frihandel eller Beskyttelsestold, Krig eller Fred, Republik eller Monarki - overalt og i alt efterforsker Proletariatet den kapitalistiske Særinteresse, plukker den ud, holder den frem i Parlamenterne, i Kommunerne, i Bladene, paa offentlige Møder, i lukkede Forsamlinger, paa hvert Værksted, i hvert Hus - slynger hele den kapitalistiske Virkelighed som en endeløs, vældig, Dag for Dag stigende Anklage mod Kapitalistklassen!« Saadan ser Parvus paa Udviklingen. Medens han indledende i sit Skrift gaar ud fra, at Proletariatet til en Begyndelse maa gaa sammen med Bourgeoisiet i sin politiske Kamp, at man maa forsøge at naa frem til Magten ved parlamentariske Midler, og at netop Socialdemokratiet havde erkendt Nødvendigheden af denne Kampmetode, erklærer han, til Slut aabent og klart, at Maalet uanset

213

denne Taktik maa være, efterhaanden at dæmme op for Bourgeoisiets Indflydelse, saa Proletariatet tilsidst er i Stand til at sætte en selvstændig Politik og en selvstændig Idéverden mod det borgerlige Samfund. Den derved indledede Omformningsproces maatte fremkalde en fremadskridende Skærpelse af den nøgne Interessekamp, som nu i Hovedsagen udkæmpedes af de store kapitalistiske Grupperinger uden for Parlamenterne, og dermed vilde det endelig blive Proletariatet muliggjort at besætte den ene Position efter den anden indenfor Samfundene. Parlamenternes Afmagt vilde blive aabenbar for alle og enhver, dets politiske Tomhed og hele Utilstrækkelighed vilde grine et sejrende Proletatiat imøde. Parvus mener til Slut, at nu var Tiden inde, da man maatte forsøge at gennemtrumfe den endelige Revolution med de i den politiske Kamp prøvede Midler. »Fagforeninger, Socialdemokratiet, revolutionær Kamp, parlamentarisk Virksomhed, Klassekampens Selvstændighed og Samvirke med andre for at kunne gennemdrive Arbejderkrav, politisk Demokrati for at udvikle Klassekampen, Dagspolitik og Kraftkoncentration i Kampen om Endemaalet - alt dette er Ting, - som vi nu skal være paa det Rene med. Nu staar kun et tilbage: Vi maa lære samtidig at kunne bruge alt og flere Kampmidler. Tiden for de smaa Skærmydsler, for de lokale Kampe, om ogsaa tilfældigt i større Omfang, snart med Fagforeningerne, snart i Parlamentet eller i Politiken i videste Forstand er forbi; i det 20. Aarhundrede fører Proletariatet sine største Kampe med kombinerede Vaaben«. Saaledes prædiker den fra Rusland emigrerede Jøde Revolutionen i sit i 1915 udgivne Skrift og opfordrer til Kamp mod Parlamentarismen, til Indførelse af Proletariatets Diktatur. Og det er de selvsamme Tanker, der uddybes i de i December 1917 bebudede Skrifter, navnlig i det store Værk fra 1918: »Proletariatets Klassekamp« (oversat af C. L. Skjoldbo) og det af K. O. Vedel-Petersen oversatte »Socialdemokratiet og Krigen« (ligeledes Kbh. 1918). I en af de Afhandlinger, som det sidstnævnte Skrift indeholder, behandles Kapitalismens og Imperialismens Indflydelse paa den første Verdenskrigs Udvikling og Forløb. Parvus hævder her, at det er den kapitalistiske Industri, som i de enkelte Lande har avlet Rivninger og Konflikter med hele Verden, da hvert Lands Industri nu engang stræbte efter at erobre Verdensmarkedet. Denne Udvikling var i de senere Aar blevet yderligere accentueret ved de imperialistiske Bestræbelser, der prægede de to førende Verdensmagters, Tysklands og Englands, Politik. Det var disse Forhold, der havde gjort Verdenskrigen uundgaaelig; de formelle Omstændigheder, der havde ført til Krigsudbrudet, var heroverfor kun af ringe Betydning. Dertil kom, at den vældige Koncentration af den industrielle og finansielle Kapital havde trængt Bourgeoisiet ud af dets selvstændige Rolle i Foretagenderne og kastet det i Armene paa Børsen.

214

Bourgeoisiet var saaledes bleven forledet til at tage Del i Spil og Hasard og havde derved sat sin hævdvundne Soliditet over Styr. Dermed var tillige Forudsætningen skabt for denne Klasses Deltagelse i det politiske Hasardspil. Han fortsætter: »Den borgerlige Parlamentarisme, som allerede tidligere prisgav sine Idealer, udartede fuldkomment til Demagogi og Klikespil under Indflydelse af Børsen og Imperialismen. Korruptionen blev netop værst der, hvor Parlamentarismen var stærkest. Pressebøller, Børsjobbere, Storfinansens og det parlamentariske Livs Kliker ødelagde Staten, korrumperede den offentlige Mening, bekæmpede indbyrdes hinanden og slog sig stadig sammen i Skriget efter Magtudvidelse, Verdensherredømme og Imperialisme«. Dertil knyttes en Bemærkning om, at Socialisterne meget ofte var blevet forraadt af deres Ledere, som havde sluttet sig til dette kapitalistiske Eventyrerpak. Og i disse Betragtninger, som blev nedskrevet i 1914, konkluderer Parvus derefter: »Kapitalismen, der under sit historiske Forløb allerede har ført hele Samfundsklasser ud i Ødelæggelse, har i dette Øjeblik stukket Europa i Brand paa alle Kanter, stukket det i Brand ved Sammenstødet mellem de konkurrerende Kræfter i de forskellige Lande paa det økonomiske, politiske og militære Omraade, de Kræfter, den selv har bragt til Udvikling, i Forbindelse med Opløsningen af den samfundsmæssige Moral, med Korruption og Degeneration. Den ødelægger nu med det uhyre Værktøj, den har skabt sig i Vaabenteknik og sine Hærorganisationer, den Industri i Europa, som er Resultatet af Videnskabens og de civiliserede Nationers Arbejde gennem Generationer, den ødelægger den Rigdom og den formelle Civilisation, den stedse har paaberaabt sig som den sidste og afgørende Retfærdiggørelse af sin grænseløse Udbytning af Folkemasserne, ja, den tilintetgør endog den Ejendomsret, hvis Ukrænkelighed den har prædiket og forsvaret med alle Statsmagtens Midler…” Ufatteligt, at en Mand, der fælder en saadan Dom over Kapitalismens Udskejelser, selv kunde finde paa at drive en Kulforretning i Samarbejde med Socialdemokratiet her og der, som »ved grænseløs Udbytning af Folkemasserne« sikrede de i Handelen umiddelbart interesserede Parter en Fortjeneste, der maa have ligget alt ialt mellem de 30-40 Mill. Kroner, hvoraf han selv forstod at sikre sig Broderparten. Ubegribeligt, at et saa amoralsk og asocialt Individ som Parvus kunde tolke Medfølelse med de smaa i Samfundet ved talrige andre Lejligheder, tale om, at den Retfærdighed, man forlangte af Bourgeoisiet, skulde man først og fremmest selv udøve, og at det drejede sig om at give Proletaren hans Menneskeglæde og -lykke. Kravet om den hensynsløse Klassekamp, om Proletariatets fuldkomne Sejr, opgives først af denne Forkæmper for Verdensrevolutionen i det

215

Øjeblik, da han ikke ser sine personlige ærgerrige Haab opfyldt, og ikke ved Hjælp af sine bolchevikiske Venner, som Lenin, Trotzky, Fürstenberg og Radek, er naaet frem til Magtens Tinder. Thi da Forventningerne herom slaar Klik, retter Parvus i sit 1919 udgivne Skrift: »Verdensrevolutionen. Breve til Arbejderne om Socialismen og Verdensrevolutionen« sit haardeste Skyts mod Bolchevismen. I det andet Brev i denne Samling gør han op med dette Styre, som efter hans Opfattelse nu ikke er andet end et enestaaende, gigantisk Forræderi mod Socialismen, et System nemlig, der glat havde sat sig ud over det, Marx og Engels havde lært i »Det kommunistiske Manifest« om Bourgeoisiets historiske Mission og revolutionære Rolle. Den hensynsløse Undertrykkelse af enhver Opposition i Rusland havde ikke gjort det af med Kapitalismen, men derimod ført den tilbage til dens mest primitive Form: Rov og Aager. Det hele var mundet ud i Brandskatning, almindelig Demoralisation, Vilkaarlighed, Usikkerhed. Herom siges der: »I Stedet for den tidligere Slave-Eksistens er der traadt en Snyltertilværelse. Det russiske Proletariat er ikke mere den arbejdende Klasse, paa hvilken Socialismen bygger; den er forvandlet til en romersk Pøbel, der raaber paa Brød og Forlystelser«. Katastrofen laa efter Parvus' Opfattelse navnlig i, at Proletariatets Diktatur her var blevet til enkelte Personers Herskermagt, og at den almene Interesse var blevet trængt tilbage af alle Slags Sær interesser, ogsaa der, hvor den almene Interesse alene burde være repræsenteret, som f. Eks. i Retsplejen, Undervisningen osv. Han mener derfor nu, at der saa sandelig ikke er nogen Grund til at anbefale at efterligne dette russiske Raadsrepublik-System. Thi - spørger han: »Har Europa arbejdet sig kulturelt frem til det elektriske Lys, for tilsidst at æde moskovitiske Tællelys?« Han kommer endelig til det Resultat, at Bolchevismen vil betyde en varig Fare for Socialismen, som den diskrediterer og desorganiserer, for derved i Virkeligheden at hjælpe Kapitalismen til en ny Glans. I sit første Brev om Kapitalismens økonomiske Besejring i Bogen om »Verdensrevolutionen« dvæler Parvus navnlig ved Spørgsmaalet om en Socialisering af Statsvirksomhederne og fremhæver i Tilslutning hertil, hvilken Betydning det maatte have, hvis Staten overtog alle Samfærdselsmidler, al Bjergværksdrift samt Jernindustrien: Han erklærer kort og godt, at »naar Staten har Jernbanerne, Kullene og Jernet i sin Haand, behersker den Landets hele økonomiske Liv«. Der kan ikke næres Tvivl om, Parvus bestræbte sig for saa vidt muligt at faa Monopol paa Kulimporten til Danmark og samtidig sikre det danske Socialdemokrati en førende Stilling paa Kulhandelens Omraade ogsaa ud fra denne Art teoretiske Overvejelser. At Socialdemokratiet ogsaa knyttede vidtgaaende politiske Forventninger til denne Ordning, har ikke mindst Fr. Borgbjerg ladet for-

216

staa i sine Artikler til Forsvar for Brændselsforretningen. Ogsaa her kombineredes altsaa forretningsmæssige Interesser med de politiske *). Ja, sandelig udfoldede Parvus et kraftigt Initiativ i de forskelligste Retninger. Den store Revolutionære publicerede endvidere i 1917 Piecen: »Krigens sociale Balance«, desuden i 1918 to udprægede Kampskrifter, nemlig den danske Udgave af »Mit Svar til Kerenski & Co.« med særlig Indledning, og »I Kamp for Sandheden«. Indholdet af disse to Skrifter behandles mere udførligt oven- og nedenfor. Ogsaa her viser det sig, at Verdensrevolutionen for ham er det højeste Maal. Selvom han i sine teoretiske Undersøgelser til Tider virker tør og nøgtern, bryder dog altid den vilde Fanatisme, det orientalske Had igennem. Han gav sig maaske den bedste Selvkarakteristik, da han i sit 1907 i Dresden udgivne Skrift: »In der russischen Bastille während der russischen Revolution« bemærkede: »Vi Revolutionære af Profession er meget gunstigere stillet end de, som først rives med af Revolutionens Malstrøm. Vi ved fra først af, hvad vi maa

*) Denne radikale revolutionære Tendens, som Præger hele Parvus' Færden, satte ogsaa sine ejendommelige Spor i den her omhandlede Tids indre Politik. Fr. Borgbjergs Søn, Jødeætlingen Hjarne Borgbjerg (hvis Moder, Harriet Doloris Meyer var Halvjødinde) var den 1. Maj 1917 med i Spidsen for de Unges Maj-Tog, i hvilket der bl.a. udfoldedes et Banner: ”Bryd Kronen, styrt Kirken, knæk Sablen«. Det var altsaa en udfordrende Demonstration mod Kongehuset og mod Kirken, en Tendens, som paa samme Maade fandt Udtryk paa Bannere med Inskriptionen: »Leve den sociale Republik« eller »Ned med Lærlingeloven. Kronprinsen har 4.000 Kr. om Maaneden, en Lærling har kun 16 Kr.«. Ved denne Lejlighed kom det til en kraftig Indskriden fra Politiets Side, hvorved navnlig Togets Leder, den unge Borgbjerg, blev slemt forslaaet. Kulproblemet var iøvrigt i Krigens Aar gaaet mange Mennesker paa Hjernen, deriblandt endog Georg Brandes, som i »Pressens Magasin« (Juli 1917) i en Artikel om »Kong Kul« fremsatte følgende Ord: »Det Rigmandsvælde, som Samtiden kender, er opført paa undermineret Grund. Det hviler ikke paa Granit, men paa Gruber. Det lever og aander i Lyset, fordi det har Tusinder elendige under sig i Mørket. Det lever og aander i en Frihed, som det er stolt af, fordi det har Tusinder af Slaver under sig, for hvis Trældom denne Frihed er købt«. »SociaI-Demokraten« er sevfølgelig begejstret for disse Ord, og Bladet beder om, at man vil lægge Mærke til, at det er Masserne, der er underst. De undertrykte er de mange. Men de er ogsaa de stærkeste. Brandes' Ord kunde derfor sikkert ikke forstaas anderledes, end at Masserne opfordredes til at slutte sig sammen og til at tage Magten. Tag Magten! lyder Parolen.

217

indrette os paa og er rustet mod alle Skæbnens Prøvelser. Det stærke Omslag mellem Glæde og Lidelse er vort Livselement. Vi elsker Livets høje Bølgegang«. »Social-Demokraten« af 21. Jan. 1918 bringer iøvrigt et større Afsnit af denne Bog under Titlen »Parvus og Trotzki i den russiske Bastille« og knytter dertil en Bemærkning om, at Parvus' Haab ved Overførelsen til Peter og Paul-Fæstningen i Aaret 1907 om snart atter at mødes igen med Trotzki og at grundlægge en ny Æra i Socialismens Historie ikke gik i Opfyldelse. Der tilføjes: »Først nu, 10 Aar efter, har de kunnet træffe hinanden som Revolutionens' Førstemænd paa Ruinerne af det Tsardømme, der troede at kunne knuse dem og deres Idéer«. Her lægges der altsaa ikke Skjul paa, at Parvus har ydet en fremragende Indsats til Leninismens Sejr, og at den gode Socialdemokrat Parvus, Borgbjergs nære Ven, tillige var yderliggaaende Bolchevik. b) Parvus og hans Klikes Medvirkning ved Ruslands Bolchevisering. 1917 og 1918 var den mest djævelske Periode i Parvus' Levned. Det var i disse Aar, han først søgte at hjælpe Lenin til Sejren i Rusland, og dernæst var medvirkende til at stifte Revolution i Tyskland. Som en første Begyndelse til denne uhyggelige Konspiration mod to Kejserriger, hvis Arnested var København, maa uden Tvivl den Institution betragtes, som Parvus allerede 1915 Oprettede paa Østerbro med det foregivne Formaal at fremme Forskningen over Krigens sociale Følger. Sekretær for dette Foretagende var cand. mag. Svend Trier *), en Mand, der selv hørte til de særligt yderliggaaende Marxister og som saadan bI. a. tilstræbte Kongedømmets Afskaffelse her i Landet. Desuden beskæftigedes en Række af Parvus' revolutionære Landsmænd i den nævnte Institution. »København« kunde hertil den 28. Novbr. 1917 bI. a. meddele, at Parvus til Selskabet for Forskning af Krigens sociale Følger ikke blot knyttede Danskere som Medarbejdere, men ogsaa »russiske Emigranter, som

*) Heljøde, 1920-26 og 1928-31 socialdemokratisk Folketingsmand .

218

tilkaldtes fra Schweiz, og som han vidste at skaffe Gennemrejse gennem Tyskland«. Før Martsrevolutionen 1917 var navnlig tre russiske Emigranter, der efter Lenins Sejr indtog fremtrædende Stillinger inden for Bolchevikstyret, godt kendt i København: nemlig Fru Kollontay, der ved Bolchevismens Gennembrud i Efteraaret 1917 blev Understatssekretær i det sovjetiske Socialministerium, Vladimir Spiro, der blev Understatssekretær i Post- og Telegrafvæsenet, og Uritzky, der blev Understatssekretær i Udenrigsministeriet, og 1918 var Leder af Petrograds Tcheka, indtil han myrdedes ved Attentat den 30. August s. A. Alle tre hørte ligesom Fürstenberg-Ganetski, Koslowsky o.s. v. til Parvus nærmeste Medarbejderkreds og havde formodentlig i det nævnte Institut det samlende Midtpunkt. Aleksandra Michailovna Kollontay var 1916 blevet udvist fra Sverige, fordi hun der stod i Forbindelse med Ungsocialisterne og drev Propaganda for de socialrevolutionære Ideer. Fra Sverige drog hun til København, hvorfra hun efter et halvt Aars Ophold rejste til Amerika for at samle Penge til revolutionære Fonds. Michail Solomonovitsj Uritzky, som tilhørte den saakaldte Zimmervald-Bevægelse, kom allerede ved Krigens Udbrud til København og boede Lykkeholmsalle 5 A. Han var her Korrespondent for Maximilam Gorkis Tidsskrift Ljetopis og for Novoja Shisn i Petrograd. Ved Udbrudet af den første russiske Revolution vendte han tilbage til Rusland; Bortrejsen skete den 14. Marts 1916. »Politiken« (20. 11. 1917) beretter, at Uritzky - ligesom Parvus og Trotzky - 1905 havde deltaget i den første russiske Revolution, og ved denne Lejlighed var blevet forvist til Sibirien, men blev senere ligesom de andre benaadet. Ogsaa Wladimir (alias William) Spiro var ved Krigens Begyndelse kommet til Landet. Han ejede en Villa paa Sommervej i Charlottenlund og havde Ansættelse som Prokurist i Sø- og Transportforsikringsselskabet Volga, Vestre Boulevard 33. Den 10. Juni 1917 drog han efter telegrafisk Ordre fra Sovjet-Regeringen til Petrograd, hvor han bI. a. blev Departementschef i Indenrigs-

219

ministeriet og Delegeret i Central-Arbejder- og Soldaterraadet. Alle tre var fanatiske Bolchevikker, Uritzky og Spiro desuden Heljøder. Det var formodentlig ogsaa i Sammenhæng med det ovenfor nævnte kulturpolitiske Arbejde i Selskabet for social Forskning, at Parvus ved Forhandling med den tyske øverste Hærledelse opnaaede Ludendorffs Tilladelse til at Bolchevikkernes Førere, deriblandt Lenin-Uljanoff og dennes Hustru, kaldet Krupskaja, Karl Radek, Gregor Sinowjew *) og andre Revolutionære i Begyndelsen af April 1917 maatte rejse gennem Tyskland i plomberet Vogn, paa deres berømte Tur fra Eksilet i Schweiz hjem til Petrograd, til Rusland. **) Formaalet med at skaffe Lenin og hans nærmeste Kampfæller til Rusland var i første Række at fremme den defaitistiske Bevægelse og hurtigst muligt at foranledige de russiske Hære til at nedlægge Vaabnene. Parvus var af den Opfattelse, at Proletariatets Sejr kun vilde blive opnaaet ad denne Vej, og Lenin var af samme Mening. Derfor kunde de for en Stund staa sammen i Kampen mod Kerenskis Styre, som jo vilde undgaa Nederlaget i Haab om, senere ad Evolutionens Vej at kunne føre Socialismen til Sejr. Hvad Parvus tilsigtede, siges tydeligt nok i det mod Kerenski rettede Kampskrift »Mit Svar til Kerenski & Co.« (udgivet paa Dansk i Slutningen af December 1917), i hvilket Forf. aabent vedkender sig sin nære Forbindelse med Bolchevikkerne. Han erklærede, at han ikke har givet Lenin

*) Han hed ifølge »Jüdisches Lexikon” egentlig Gerson Radomyslski og nævnes ifølge samme Kilde fejlagtigt oftere Apfelbaum.

**) Ludendorff bemærker hertil i »Meine Kriegserinnerungen«. (Berlin 1919), S. 407: »Gennem Lenins Forsendelse til Rusland havde vor Regering paadraget sig et særligt Ansvar. Militært set var Rejsen forsvarlig, Rusland maatte falde. Men vor Regering maatte ogsaa passe paa, at vi ikke selv faldt.« Andetsteds, S. 327, fortæller han, hvor stærkt lettet han i Foraaret 1917 følte sig, da Revolutionen brød ud i Rusland. At den ogsaa senere skulde underminere Tysklands egen Kraft, kunde han dengang ikke ane.

220

og Konsorter Penge. »Men«, fortsatte han, »jeg har givet dem noget andet og værre end Penge og Dynamit. Jeg er en af dem, der har givet de russiske Proletarers revolutionære Vilje aandelig Næring.« Parvus viger ikke tilbage for her at røbe sit Sinds inderste Tanker. Han peger paa sin Indsats i den første russiske Revolution i Aaret 1905, da bI. a. Miljukoff - som 1917 blev Udenrigsminister i Kerenskis første Regering - havde rettet de haardeste Bebrejdelser mod Arbejder- og Soldaterraadet, fordi dette havde ladet sig forlede til at anvende den af Parvus foreslaaede revolutionære Taktik. Ud fra de samme Grundsynspunkter krævede Parvus ogsaa nu Anvendelsen af en hensynsløs revolutionær Taktik, en Taktik, der imidlertid kun vilde kunne blive virkeliggjort, naar det lykkedes at faa de russiske Hære besejret. Som Følge heraf maatte Tysklands Sejr over Rusland være en ufravigelig Betingelse for Marxismens Gennembrud og Proletariatets Frigørelse i det russiske Folk. Til Begrundelse for denne Opfattelse bemærkede Parvus bI. a.: »Lykkedes Kerenskis Offensiv, saa vilde Patriotismen i Rusland leve op igen; derved vilde ogsaa de borgerlige Elementer kunne gøre sig mere gældende, de vilde genoptage deres politiske Planer, Miljukoff vilde komme op igen, og snart vilde det russiske Bourgeoisi skubbe Straamanden Kerenski og hans Medhjælpere, af hvem de foreløbig har maattet betjene sig, til Side og tage Sagen i deres egen Haand. Men de russiske Hære har atter hentet sig et Nederlag (i Galizien) - derfor tager den russiske Revolution et andet Forløb. De tyske Sejre har skabt den russiske Revolution, og den maa stadig hjælpes videre ved militære Midler. Jo mere fuldstændigt Ruslands militære Nederlag bliver, desto større den russiske Revolutions demokratiske Virkninger. Ethvert militært Held for Rusland eller for Ententen fører derimod til et politisk Tilbageslag. «Som værdig Repræsentant for sit »Fædreland«, det tyske Socialdemokrati - man huske altid, at Partiet var hans Adoptiv-Fædreland - tilføjede han: »Det er de Kendsgerninger, der

221

aabenbarer sig for os (d.v.s. de tyske Højresocialister). Nu har vi det historiske Bevis for, at vi havde styrtet Riget (d. e. Tyskland) og Europas Demokrati i Afgrunden, hvis vi havde fulgt Karl Liebknechts og de russiske Revolutionæres Raad og bekæmpet de russiske Hære ikke med væbnet Magt, men derved, at vi slap en Revolution løs i vort eget Land.« Parvus var herefter Militarist i Tyskland og Bolchevik i Rusland. Efter at det var lykkedes ham at faa de førende revolutionære Mænd med Lenin i Spidsen til Petrograd, var det ham meget magtpaaliggende at komme i direkte Forbindelse med de Revolutionære, som paa dette Tidspunkt endnu samledes i Arbejder- og Soldaterraadet dèr. Til Opnaaelse af dette Formaal sendte han straks i Slutningen af April 1917, det danske Socialdemokratis ledende Pennefører, Folketingsmand og Redaktør Frederik Borgbjerg, afsted. Borgbjerg sendtes til Petrograd i hemmelig Mission, medens det udadtil hævdedes, at han tog til Ruslands Hovedstad for at orientere sig over Forholdene i Landet. Parvus havde lagt hele Rejseplanen tilrette; Enkelthederne for Fremgangsmaaden var forud blevet drøftet sammen med Scheidemann, som under sit Ophold i København havde boet i Parvus' Villa paa Vodroffsvej. Overfor den svenske Socialistfører Hjalmar Branting havde Borgbjerg under Rejsen nordpaa hævdet, at han vilde til Rusland i rent Studieøjemed, og til Fremme af dette Formaal havde Branting ydet ham Hjælp. Kort efter viste det sig imidlertid, at Borgbjerg bl. a. havde overbragt Bolchevikerne Indbydelsen, til en socialistisk Fredskonference i Stockholm. Borgbjerg selv berettede herom i et Telegram til sit Blad ”Social-Demokraten« (offentliggjort den 11. 5.1917; jvf. ogsaa Numrene af 9. og 10. s. M.) bl. a. følgende: »Efter at den politiske Krise af 3. og 4. Maj var overvundet, kom min Opfordring til Russerne om Deltagelse i den internationale socialistiske Fredskonference til Behandling i Arbejder- og Soldaterraadet den 6. Maj. Jeg havde inden Afrejsen fra Danmark faaet Underretning om, paa hvilket Program det tyske

222

Socialdemokratis Flertal og Fagforeningerne vilde møde paa Konferencen. Mine Oplysninger om Situationen i Europa spredte mange af den borgerlige Presses Tendensefterretninger. Raadet bragte mig sin Tak. Udførligt Referat af Forhandlingerne fremkommer i »Isvestia«. Det fra Petrograd udsendte Resumée er ikke helt korrekt. Den 8. Maj fortsatte Raadet Forhandlingerne og vedtog enstemmigt at bifalde Tanken om Fredskonferencen. For at sikre Tilslutning fra alle Lande og alle Fraktioner indenfor Arbejderbevægelsen tager Raadet, der omfatter alle Fraktioner, Sagen i sin Haand og udsender Indbydelser. Man venter da sikkert, at ogsaa Franskmænd og Englændere møder.« I dette Telegram bemærkede Borgbjerg endvidere indledende, at han var kommet til Petrograd den 27. April, Dagen efter var bIevet modtaget og hilst Velkommen af Arbejder- og Soldaterraadet; at han havde forhandlet bI. a. med Tscheidze og Skobelew og den 1. Maj havde en lang Samtale med Kerenski. *) Men herefter forbeholdt Russerne sig altsaa selv at foretage

*) Jvf. Borgbjergs Beretning om sin Rejse til Petrograd i »Socialdemokraten«, den 15. Maj 1917.

Ved Lejlighed faar man iøvrigt i Pressen nærmere Besked om Borgbjergs russiske Forbindelser under Verdenskrigen. Saaledes fortæller Borgbjerg selv i sit ovennævnte Referat om Oplevelserne i Petrograd i April-Maj 1917, at han dér mødte Fru Kollontay, som han før Marts-Revolutionen havde lært at kende i København. I Juli 1917 kom en skønne Dag den russisk-jødiske Marxist Chasanovitch, der var Medlem af den til Stockholm sendte russiske Fredsdelegation, til København for at forhandle med Stauning samt med Borgbjerg, med hvilken han stod i Venskabsforhold. Her blev den ubudne Gæst imidlertid arresteret ved Ankomsten og den følgende Dag udvist. »Mosaisk Samfund« er forfærdet over denne Udvisning og meddeler, at det havde haft en Samtale med nogle af Chasanovitch's i København boende Venner, som udtrykte deres Forbavselse over det skete og mente, at Borgbjerg kun havde slaaet Haanden af Chasanovitch, fordi denne var temmelig tyskfjendtlig og fremfor alt en Hader af den tyske Kapitalisme. »Mosaisk Samfund« (4. 8. 1917) ønsker nærmere Oplysning, navnlig fordi de Herrer Borgbjerg og Stauning har et saa intimt Forhold til »Renegaten Parvus«, hvem den russiske Koloni i Byen netop havde beskyldt for ”at have tjent ikke mindre end en enorm formue paa ca. 10 Millioner Kroner i Provision paa sin Virksomhed som Agent for de tyske Kul her i Skandinavien.” Dette lod de Herrer Socialdemokrater glat passere, medens de, som ”Mosaisk Trossamfund” paataler, ”ignorerer en Henvendelse fra en russisk jødisk Meningsfælle, der stadig er forbleven sit Fædreland tro, som her er tilfældet med Chasanovitch”. Og Jødeorganet slutter: ”De russiske Jøder er – derom kan der roligt forsikres – det nye frie Rusland hengivne med Liv og Sjæl. Dets Fjender er deres Fjender … Og det har ogsaa vist sig, at Antisemitismen i det nye Ruslands Ledere har faaet uforsonlige Fjender.” To Aar senere, i Juni 1919, har den samme Jøde, Dr. Chasanovitsch, nu Leder af den zionistiske Bevægelse ”Paole Zion”, igen opholdt sig nogle Dage i København, paa Gennemrejsen fra Amstedam til Stockholm. Doktoren synes nu atter at være taget til Naade hos Borgbjerg, eftersom ”Social-Demokraten” (den 11. 6. 1919) bringer et Interview med ham, i hvilket der gives udførlige Rædselsberetninger om Pogromerne i Polen, navnlig om Blodbadet i Pinsk.

223

de fornødne Skridt til Indbydelserne til en Fredskonference. Faa Dage senere kunne Bladene meddele fra Petrograd, at ”… Konferencen (Bolchevikkerne) besluttede at udtale, at Borgbjerg direkte eller skjult er agent for de tyske Imperialister …« Af denne Grund mente konferencen i Principet ikke at kunne deltage i Forhandlinger om Freden, i hvilke Borgbjerg og Scheidemann deltog. De russiske Revolutionære erklærede, at deres Opgave ikke var at sammenslutte de imperialistiske Regeringers Agenter, men de Arbejdere i alle Lande, som allerede Under Krigen havde ført en revolutionær Kamp mod deres imperialistiske Regeringer. Til Trods for de her opstaaede Vanskeligheder førte den senere Udvikling med sig, at den alrussiske Arbejder- og Soldaterkongres sammen med den HolIandsk-skandinaviske Komité for Internationale enedes om, at der skulde indkaldes til en international Socialistkonference i Stockholm i midten af Augst s. A *) For de talrige forberedende Møder o.s.v. til denne Konference er det særligt karakteristisk, at det atter for en stor Del var Jøder, der fremtaadte som de

*) Jvf. Herman Müller: Det russiske Initiativ og Stockholmer Konferencen. ”Social-Demokraten”, 23. Juli 1917.

224

socialistiske Partiers Repræsentanter. Naar man blot hører Navnene paa de Delegerede, som her og der bliver nævnt - fra Tyskland bI. a. Dr. David, Bernstein, Kautsky, fra Østrig bI. a. Dr. Renner og Dr. Ellenbogen, fra Rusland Goldenberg, Ehrlich o.a.v. - da véd man Besked. Modsætningen mellem Kerenski og Lenin uddybedes nu meget hurtigt og førte allerede i de første Majdage til blodige Optøjer i Petrograd. Alexander F. Kerenski gør udførlig Rede for denne Konflikt i sin i 1927 i London udgivne Bog: »The Catastrophe. Kerensky's own story of the russian revolution«. Han fortæller her bI. a., at han i de kritiske Maaneder i Sommeren 1917 kun een Gang mødte Lenin, nemlig paa den AIrussiske Sovjetkongres den 15. Juni 1917, hvor sidstnævnte var tilstede med nogle af sine nærmeste Medarbejdere, saasom Kamenew, Sinowjew, Lunatscharski og Trotzki. Lenin havde ikke sagt noget særligt paa dette Møde, men i Hovedsagen indskrænket sig til at kræve, at »et Hundrede af de mest velhavende Kapitalister maatte blive arresteret«. Paa selve Kongressen havde han altsaa ikke udrettet noget, men des mere opnaaede han udenfor Kongressen, hvor han ved hemningsløs Agitation, ved stadig at opægge det ”klassebevidste Proletariat« til Demonstrationer, skabte stigende Uro og en fremadskridende Radikalisering af Masserne. Da det langt om længe ogsaa viste sig, at Bolchevikerne under Lenins Førerskab satte sig højere Maal og ganske aabenlyst søgte at underminere de russiske Hæres Modstandsevne, saa Kerenski sig tilsidst foranlediget til at gribe kraftigere ind. Kerenski gør gældende, at Planerne til Lenins Oprørsbevægelse var fastlagt i Overensstemmelse med den tyske øverste Hærledelse, og at det i disse kritiske Dage havde været Fürstenberg-Ganetskis Mission at skaffe de til Gennemførelse af Revolutionen udarbejdede Planer til Petrograd. Han bemærker imidlertid, at det aldrig lykkedes at fremskaffe de afgørende Beviser for dette Forhold, da denne Lenins Tillidsmand ved sin Tilbagevenden fra Tyskland over Sverige ikke naaede

225

ind over den finsk-russiske Grænse. Der regnedes med hans Ankomst omkring den 17. - 18. Juli, og alt var tilrettelagt for hans Arrestation, saasnart han passerede Grænsen. Men Aktionen glippede. Uventet tog Fürstenberg fra Finland tilbage til Stockholm og »med ham gik det afgørende Anklagemateriale tilbage, om hvilket vi vidste, at han førte det hos sig« (S. 240). Uheldigvis havde Justitsminister Pereverzew allerede i Forvejen ladet tilgaa Pressen nærmere Oplysninger om de fortrolige Informationer, han havde faaet vedrørende Fürstenbergs Mission, og den forhastede Meddelelse af disse Forhold i Bladene allerede den 18. Juli havde haft til Følge, at Fürstenberg i Tide undveg, og at Lenin og Sinowjew straks ved Flugt til Finland unddrog sig den Arrestation, som netop var bleven beordret i Anledning af disse Informationer. Til disse Foreteelser knytter Alexander. F. Kerenski endvidere følgende meget interessante Kommentar: »Til Forsvar for Justitsministerens Aktion kan kun siges, at han ikke vidste noget om Forberedelserne til Ganetski's Arrestation, som vilde have beseglet Bolchevikernes Skæbne. Men - selv bortset fra disse Omstændigheder - var Frigivelsen af saa uhyre vigtigt Materiale som det foreliggende til Offentliggørelse uden den provisoriske Regerings Tilladelse absolut utilgivelig. Efter en meget livlig Samtale om dette Spørgsmaal saa Justitsminister Pereverzew sig derfor nødsaget til at træde tilbage fra sin Post. Det staar uden for enhver Tvivl, at de senere Begivenheder i Sommeren 1917 , ja Ruslands Historie i Almindelighed, vilde have taget et helt andet Forløb, hvis Terestschenko havde magtet sin vanskelige Opgave at afsløre Lenin, og hvis det som Følge heraf havde været muligt i Retten paa absolut uangribelig Maade at bevise, at Lenin havde gjort sig skyldig i den mest uhyrlige Forbrydelse: Landsforræderi.« Kerenski beretter dernæst, at han den 19. Juli indledede yderligere Foranstaltninger mod Bolchevismens Ledere, idet han den nævnte Dag udstedte Arrestordre mod en Række Personer, der blev sigtet for Landsforræderi, nemlig Lenin,

226

Sinowjew, Koslowsky, Mme. Sumenson, Fürstenberg-Ganetski, Alexander Helphand (Parvus), Alexandra Kollontay og Oprørets militære Ledere Løjtnant Iljin (Raskonlinkoff), Roschal og Underløjtnant Semaschko. Alle disse Personer blev ogsaa arresterede med Undtagelse af Lenin og Sinowjew, som unddrog sig Anholdelsen ved Flugt, og af Parvus og Ganetski, der opholdt sig i Udlandet. Faa Dage senere blev ogsaa Trotzki og Lunatscharski anholdt. (S. 243). Det er denne Indgriben fra Kerenskis Side, som foranlediger Parvus til hans ovennævnte »Svar til Kerenski & Co.«, hvori han gør den skarpeste Indsigelse mod den mod ham rettede Beskyldning om at have været delagtig i Forsøg paa »med væbnet Magt at omstyrte Statsmagten«. Han sparer sig derved intet i sine Angreb paa den, som han siger, »halvt forstyrrede Nar Kerenski« og skælder den provisoriske Regerings Mænd ud for Hyklere og Bedragere og for selv at være Høj- og Landsforrædere. Han raser. Intet Under! Thi det var jo Personer, der før Martsrevolutionen hørte til hans allernærmeste Omgangskreds i København, som nu blev arresteret i disse Julidage sammen med Trotzki og andre, f. Eks. Polakken Koslowsky, der ansaas for at være en af Hovedpersonerne i Komplottet mod den russiske Stat, Surabov, der netop skulde udnævnes til Borgmester i Tiflis, og Perasitsch, der havde været Sekretær i Arbejder- og Soldaterraadets Afdeling for udenlandske Anliggender. Af disse Personer havde Koslowsky under sit Ophold i København ifølge Bladet »København« været Parvus' juridiske Konsulent og befuldmægtigede Tillidsmand! I Anklageskriftet mod de sidstnævnte 3 Personer, som offentliggjordes i Petrograd i August 1917, blev det nævnt, at de uomtvisteligt var tyske Agenter, at de havde samarbejdet intimt, i Fællesskab havde foretaget Rejser mellem København og Berlin, at deres Korrespondance tilsyneladende havde drejet sig om Forretningsanliggender, men efter alt at dømme dog havde været Skalkeskjul for Spionage. De skulde ogsaa have sendt store Rubelbeløb til Rusland, een Dag 800.000, en anden

227

250.000 Rubler. Det var altsaa en meget alvorlig Mistanke, der rettedes mod Parvus og nogle af hans allernærmeste Medarbejdere. Og det viste sig navnlig, at Fürstenberg-Ganetski som hans særligt betroede Kurér beskyldtes for det gemeneste Landsforræderi. Hvorom alting er: Retssagen mod de anklagede blev aldrig ført igennem *), og Bolchevismen sejrede faa Maaneder senere ved November-Revolutionen. Herunder havde ogsaa Parvus - trods sit personlige Modsætningsforhold til Lenin - til Stadighed bevaret et intimt Samarbejde med Bolchevikerne, et Samarbejde, som førte til vidtrækkende politiske Konsekvenser, da Bolchevikerne efter Magtovertagelsen erkendte, at de nu ikke havde nogen anden Udvej end hurtigst muligt at slutte Særfred med Tyskland. I Oktober 1917 fandt der i Paladshotellet i København Forhandlinger Sted mellem Scheidemann, Parvus, Fürstenberg (som kom til Landet igen, til Trods for at han i Januar samme Aar var bleven udvist) og et Par andre Herrer, og her blev selvfølgelig de Skridt drøftet, som maatte foretages, saasnart det af Bolchevikerne planlagte Statskup var gennemført. Man kan gaa ud fra, at Parvus var nøje orienteret om alt det, Lenin og hans Mænd vilde foretage sig, og at han i Virkeligheden 1917 var den Mand, der udefra ydede den største Indsats til Gennemførelsen af den bolchevikiske Revolution. Da Kerenski i Natten mellem den 6. og den 7. November, maatte flygte fra Petrograd, og da det godt en Uge senere stod klart, at den provisoriske Regerings Forsøg paa atter at naa frem til Magten var definitivt strandet, kunde Bolchevikerne indlede yderligere Skridt til Sikring af deres Stilling udadtil. Det var i denne Situation, at Parvus paa de tyske Flertalssocialisters Vegne optog sine Forhandlinger med Lenin-Rege-

*) »Berliner Tageblatt« af 5. August 1917 meddeler rigtignok, at Parvus paa Grund af sin bolchevikiske Virksomhed var bleven dømt til Døden af Kerenski.

228

ringens Repræsentanter i Stockholm. Den 19. November var han i Stockholm for at overbringe det tyske Socialdemokratis Lykønskninger til Bolchevismens Sejr. Allerede den følgende Dag, den 20. November 1917, kunde »Vorwarts« meddele, at Radek-Sobelsohn og Fürstenberg-Ganetski med Særtog var taget fra Stockholm over Torneå til Petrograd for der »efter Sigende at forhandle i en Mission vedrørende Fredsforhandlingerne«. Da havde de deres Instrukser med fra Parvus. Derefter indledede Minister Stauning Forhandlinger vedrørende en socialistisk Særfredskonference i Stockholm, i hvilken Anledning Udenrigsminister Erik Scavenius anmodedes om at gøre Skridt til en neutral Fredsmægling. Ministeriet afviste Henvendelsen. At iøvrigt denne Aktion fra Staunings Side var i Overensstemmelse med den russiske Regerings Ønsker, kunde man erkende deraf, at Udenrigsminister Trotzki paa samme Tidspunkt ligeledes anmodede om neutral Fredsmægling i en Henvendelse til de neutrale Magters Gesandter i Petrograd. I hvilken Grad Thorvald Stauning i disse Novemberdage 1917 var interesseret i at faa en Særfredskonference i Stand, fremgik tydeligt af en Skrivelse, han i denne Anledning sendte til den hollandske Socialist Troelstra, og i hvilken han bl. a. skrev følgende: »De seneste Begivenheder i Rusland synes mig at være af en saadan Karakter, at man nu maa forsøge at afholde en international Sammenkomst og gennemføre denne i det Omfang, som Partierne i de forskellige Lande selv ønsker… Det forekommer mig …, at denne Mulighed (om en Fredsslutning paa Østfronten), om hvis Tilstedeværelse jeg har modtaget Underretning, og som maaske ogsaa er nærliggende, gør en Optræden fra Socialdemokratiets Side meget ønskelig. I det mindste kan der ventes Repræsentanter fra Rusland, Finland, Tyskland, Østrig-Ungarn, Rumænien og Serbien, fra de neutrale Lande og sandsynligvis ogsaa fra Italien … Hvor beklagelsesværdigt det end vilde være, om vore Partivenner i England, Frankrig og Belgien blev borte, forekommer det mig, at vi under de foreliggende Omstændigheder maa finde os i denne Situation for ikke at afskære os fra alle Muligheder. En frugtbringende Overvejelse vilde sikkert kunne finde Sted, og den vilde maaske ogsaa øve Indflydelse i de ikke-repræsenterede Lande.«

229

Saa sikkert det er, at den Aktion, Stauning her indledede, ikke blot laa i Ruslands, men ogsaa i Tysklands Interesse, er den dog særligt Udtryk for de specielle Bestræbelser, Parvus udfoldede, Bestræbelser, som i sidste Instans sikkert ikke helt faldt sammen med de Endemaal, Stauning tilstræbte. Staunings højeste Ønske var uden Tvivl en Genskabelse af Verdensfreden, samtidig med at han haabede, at Arbejderne vilde opnaa en uhørt Magt indenfor Samfundene, naar det lykkedes dem at skabe Forstaaelse og Fred mellem Folkene. For Parvus og hans jødiske Racefæller, der nu havde Sikret sig afgørende Indflydelse paa Ruslands Skæbne, drejede det sig imidlertid i første Række om at benytte Marxismens Kamp som et Led i den jødiske Verdensplan. Lenin og Sinowjew havde aabent givet Udtryk for den Opfattelse, at Bolchevismens Sejr i Rusland vilde være Indledningen til Verdensrevolutionen og inden et halvt Aar ogsaa føre til Proletariatets Magtovertagelse i alle vesteuropæiske Lande. Revolutionens Brand skulde altsaa tændes over hele Europa. Stauning, Borgbjerg o.s.v. var med i dette store Spil om Nationernes Skæbne og lystrede derved Jødens, Parvus' Paroler, og fremmede Leninismen. Og H. Witzansky havde atter Ret, mere end Ret, naar han i denne Anledning kraftigt gaar imod Socialdemokratiets Førere, der, som han træffende bemærkede i sit Blad »København« den 1. Decbr. 1917, »skamløst optræder som socialistiske Pionerer for den Fredspolitik, der officielt er knyttet til Navnene Helphand - Uljanow (d. e. Lenin) - Brunstein (d. e. Trotzki) - Aron Abram.« Og Witzansky havde Ret, naar han under disse Omstændigheder ansaa det for at ligge i Landets Interesse at befri det danske Socialdemokrati for Konspiratoren Parvus, som i hele sin Færd kun bragte Forbandelse og Fordærv over alle Nationer. I Januar 1918 fik det danske Socialdemokratis Samarbejde med Parvus et vist udenrigspolitisk Efterspil. Adskillige Entente-Blade som »Le Temps«, »Matin«, men navnlig ”Echo de Paris«, ”Gazette de Lausanne« og »Daily Mail« havde

230

allerede siden Sommeren 1917 beskæftiget sig ret indgaaende med Parvus' politiske Manøvrer, uden imidlertid at trænge til Bunds i de med denne Virksomhed forbundne Mysterier. Men i Begyndelsen af 1918 beretter de udførligere om Brændselsforretningen o.s.v. og »Daily Mail« bringer (ifølge »Social-Demokraten« af 25. Jan. 1918) en Artikel om Scheidemanns Venner, som ifølge Bladets Fremstilling »omfatter i Danmark den socialistiske Minister Stauning, Socialistføreren Borgbjerg og Russerne Parvus, Koslowski og Sklarz”. Det engelske Blad paastod endvidere, at denne Gruppe af Mænd havde arrangeret Fredsforhandlinger med Lenin til Gengæld for politiske Kompensationer. Scheidemann skaffede de ovennævnte Personer en enorm Mængde Kul, og de solgte til ublu Priser. Den samme Gruppe havde dannet et andet Syndikat til Salg af Motorvogne, der var røvede i Belgien, Frankrig og Rusland. Det danske socialdemokratiske Hovedorgan proklamerer i denne Anledning: »Slaa Landsforræderne ned!« (Sst. 27. 1. 1918) og bringer den 28. Januar stort opslaaet en Meddelelse om, at der eksisterer et »Komplot i København mod Danmarks Neutralitet«, et Komplot, der nu havde til Hensigt ved gratis Udbredelse af »København«s Parvus-Artikler i en særlig Piece til alle Landets 1.400.000 Vælgere at tvinge Danmark ud af sin Neutralitet. Bladets Kritik retter sig denne Gang navnlig ogsaa mod Syndikalisterne, der forsøgte at skabe Splittelse indenfor Arbejderbevægelsen ved Angreb paa Brændselsforretningen. Hele Kontroversen ender med, at »Times« den 2. Februar 1918 retter en meget indtrængende Advarsel til det danske Socialdemokrati, idet det gør opmærksom paa, at Magten over Raamaterialer, Bunkerkul og Tonnage ogsaa i Fremtiden vil forblive paa de samme Hænder som hidtil, og at Danmark derfor »lige som andre Stater i lignende Stilling skulde betænke, om dets sande Interesser ligger hos de Allierede eller deres Fjender«. Der tilføjedes: »Afgørelsen skulde ikke være vanskelig«. »Times« mener endvidere at kunne konstatere en stigende

231

forstaar at tale i pluralis majestatis. Den Selvbevidsthed, som har præget ham fra Barnsben op, giver sig her ligefrem voldsomt Udslag. Han kender ikke mere til nogen Begrænsning for sin Egenraadighed. Han vil herske og mener tilsyneladende at holde den russiske Nations Skæbne i sin Haand. Ud fra en saadan overdreven Selvfølelse kunde han ogsaa den 19. Juli 1919 tilskrive den kontrollerende Direktør for samtlige D.T.K.'s brasilianske Virksomheder, Hr. Aage Paulli, følgende: »Jeg tror, at vi ved Hjælp af Ligaen begynder at nærme os Maalet; saa kan Hr. Lenin forsvinde«. I de følgende Breve til Kaptajn Aarestrup - af 24. Juni, 21. og 29. August 1919 - berettede Plum om de fortsatte Bestræbelser for at faa en kraftig Aktion mod Bolchdvikerne i Gang. Rodianko, Nordvestarmeens General, skal herefter slaa løs med 60.000 Mand, Mannerheim mener, at Finland kan stille 100.000 Mand til Disposition. Plum trøster sig her med, at Det Transatlantiske Kompagni havde sine Kapitaler udenfor og derfor vilde staa langt fordelagtigere end andre, »hvis Europa ramler sammen økonomisk«. Det var taabelig Snak, saa sandt som Kompagniet var brændt inde med en mægtig Kapital i Rusland og ogsaa i europæiske Havne havde mægtige Varelagre liggende, for hvilke der ikke kunde findes Afsætning. Ovenikøbet havde Kompagniet ogsaa lidt store Tab ved de oversøiske Firmaer, navnlig i Brasilien. Men alligevel mente Plum altsaa i yderste Nød at kunne redde sig ved Hjælp af den udenfor Europa investerede Kapital. Ogsaa andre Overvejelser finder Udtryk i Brevene. Der gaar ikke saa godt for Koltschak, meddeler han. Den engelske General Gough har været i København Lørdag og Søndag den 23. og 24. August, havde lovet meget, men Samarbejdet var alligevel ikke bragt i et fast Leje. Til Slut - den19. 9. 1919 - maa Plum meddele sin gode Ven Aarestrup, at Planerne om en militær Aktion maa lægges hen; til Trods for, at han af en af sine Venner, »den ledende General Gough« havde faaet Meddelelse om, at nu kunde Aktionens Foretagelse anses for sikret, havde han dog allerede Dagen

232

efter faaet Besked fra Paris, at man der paa Konferencen var kommet til det Resultat, at nu maatte alt stilles i Bero. De Kredse, der var interesseret i den kapitalistiske Udbytning af Rusland, og som ifølge Erik Plums' Meddelelse til Asbjørn Thon i Kristiania havde Organisationen i København, London, Paris og New York i Orden, maatte altsaa til Slut dog give op. Men før det havde endog Morgan og Vanderbilt i Forhandlinger med Eskild Yding, givet Tilsagn om at følge med i Foretagendet, hvis de danske Finansmænd gik med (hvem anden havde mon formidlet disse Samtaler end Emil Glückstadt med hans fremragende internationale Forbindelser !), og Harald Plum var i sine Forberedelser til Reorganisationen af det russiske Rige endog naaet saa vidt, at han den 20. August 1919 kunde sende Emil Glückstadt sit Udkast til Ordning af den nye russiske Nationalbank til Gennemsyn! Da Kampagnen føres videre i Aaret 1920, sker det paa et helt nyt Grundlag. Nu havde de Nansen'ske Ideer slaaet igennem, nu vilde man indskrænke sig til at yde Sovjetstaterne økonomisk Hjælp. Nu oprettedes det saakaldte »International Russian Reconstruction & Relief Committee« med Professor Troels-Lund som Ærespræsident og Højesteretssagfører Martensen-Larsen som Formand. Som Medlemmer af denne Komité nævnes endvidere to Jøder, Ingeniør Martin A. Abrahamson og Raadsformand Gustav Philipsen, endvidere: Generalkonsul C. F. Haxthausen, Borgmester Ernst Drechsel, Direktør H. P. Prior, Direktør Grev Harald Holstein, Prof. Dr. jur. Frantz Dahl, Højesteretssagfører Harboe, Overretssagfører de Coninck Smith, Grosserer Carl Holbek og Direktør, fhv. Godsejer A. F. I. C. Lassen. Som man ser, drejede det sig her for en stor Del om Mænd, der hørte til Landmandsbankens Inderkreds. Den 13. Februar 1920 telegraferede Glückstadt til »National City Bank« i New York, Rockefellerbanken, hvor han selv havde staaet i Lære, at disse Komitémedlemmer var alle »of high standing«, og den 17. Febr. takkede Plum Glückstadt for dette Telegram, idet han vedføjede en ham af Udenrigsministeriet

233

tilsendt Skrivelse, som indeholdt et Telegram fra New York, der skulde vise, at Glückstadts Indsats havde vakt Opmærksomhed i Amerika. Komitéens Program var fastlagt i 3 Punkter. Dens Qpgave var herefter udelukkende at bringe det russiske Folk Hjælp, hvorved den vilde holde sig udenfor al Politik. Punkt 2 lød: »Komitéen har kun til Hensigt at hjælpe de Distrikter, hvor der er Mulighed for en sund og demokratisk Udvikling af Tingenes Tilstand«. Endvidere vilde Komiteen bidrage til, at der atter skabtes Forudsætninger for Genoptagelsen af Handelssamkvemmet paa en sund og legitim Basis. Medlem af Komiteen var oprindelig ogsaa Kommandør Maegaard paa Grund af sin Stilling som Medlem af Ø.K., men han maatte senere paa Etatsraad H. N. Andersens Forlangende, som det nedenfor vil blive nærmere omtalt, træde tilbage. Kammerherre Harald Scavenius var Medlem som uofficiel Repræsentant for Udenrigsministeriet. Tilsvarende Organisationer oprettedes ogsaa i London og i Paris, og ifølge Erik Plums Redegørelse stod ligeledes den amerikanske Højfinans positivt til Sagen, idet den dog lagde Vægt paa følgende Principielle Punkter: »Privat Initiativ, international Organisation, Tyskland skal med.« Nu havde Piben altsaa faaet en anden Lyd, nu var der ikke mere Tale om militære Foranstaltninger. Nu vilde man, i Fortsættelse af de Forhandlinger om Fangespørgsmaalet og Handelsforholdene, der var optaget mellem den engelske Arbejderfører O'Grady og Sovjetkommissæren Finkelstein-Litwinow, støtte Foranstatninger, der kunde hjælpe det økonomiske Liv i Rusland paa Fode igen. I denne Sammenhæng gør ogsaa »Politiken« den 26. Jan. 1920 opmærksom paa, at en Magnus Svensson havde opholdt sig i København for at organisere Amerikas Levnedsmiddelhjælp, og at en Mr. Hapgoods havde forsøgt at skabe Forstaaelse for den særlige Opgave, de russiske Cooperativer havde faaet overdraget efter Bolchevismens Sejr. Bladet tilføjer: »Fælles for alle disse Bestræbelser var, at Traa-

234

dene krydsedes her i København, hvor England og Amerika oprettede deres Centraler for Støtte af enhver Art til Østersølandene. Adskillige Danske har deltaget i Arbejdet, thi faa Nationer har saa godt Indblik i russiske Forhold som vi igennem vore hjemvendte Repræsentanter.« Ved denne Lejlighed faar saa ogsaa Landets store Autoritet paa dette Omraade, Harald Plum, Lejlighed til at fremsætte sine Synspunkter, og her maa man sige, at Plum, om end hans Bedømmelse af Bolchevismens rædselsfulde Virkninger er den samme, dog nu regner med, at Omvæltningen i Sovjetriget maa naas ad andre Veje. Koltschaks, Denikins og Judenitch's Nederlag i Aaret 1919 har altsaa dog gjort Indtryk paa ham. Harald Plum giver nu Udtryk for den Opfattelse, at Kommunismen altid paa mangfoldige Punkter har haft stor Betydning i Rusland, for samtidig at pointere, at det fuldstændige Sammenbrud af det russiske Samfund, er fremkaldt ved bolchevikiske Eksperimenter. Han mener ikke, at Ophævelsen af Blokaden vil kunne bidrage noget væsentligt til atter at skabe ordnede Forhold i Landet, og at der heller ikke dermed er skabt Betingelser for at genoptage Handelen med Rusland. Sine nye Anskuelser præciserer han paa følgende Maade: »Dette ved sin Størrelse enestaaende Sammenbrud kan ikke bekæmpes ved Krudt og Kugler, hvad enten de er røde eller hvide, det kan kun ophjælpes ved et gigantisk Organisationsarbejde, der forudsætter Assistance fra alle de Magter i Verden, der endnu besidder Kræfter til at hjælpe, og dette Arbejde maa tillige være under tilstrækkelig Beskyttelse overaIt, hvor Arbejdet sker.« Denne Understøttelse, mener han, maa ydes efter fuldstændigt upolitiske Linier, da man kun paa dette Grundlag vilde kunne genskabe den Tillid, der maatte være Forudsætning for Genoptagelsen af Handelen. Endelig giver Plum ogsaa Udtryk for, at Handelen, efter som Forholdene laa, først og fremmest maatte opbygges i Samarbejde ”med de store gamle Organisationer i Rusland, Semstvoerne og Cooperative«. Ud fra saadanne Overvejelser var ogsaa den danske Hjælpekomité bleven dannet.

235

Dog: Ogsaa hele denne Aktion lider en brat Ende. Faa Maaneder senere viser det sig, at Arbejdet med denne Hjælpekomité er opgivet, og at man nu i Forhandlinger med Repræsentanter for den russiske Regering er inde paa den Plan at oprette et Clearing House i København til Regulering af den dansk-russiske Handel. Den 6. April 1920 kan Harald Plum meddele sin Ven Yding, at Krassin kommer til København og har Interesse for Oprettelsen af et Clearing House, og at Erik Plum har meddelt fra Amerika, at de amerikanske Delegerede vil blive udnævnt i April. I Virkeligheden var Krassin allerede i Slutningen af Marts s. A. kommet til København for at deltage i de Delegationsforhandlinger vedrørende Udvekslingen af Krigsfanger, som allerede nogen Tid havde staaet paa mellem den af Litwinow ledede Sovjetdelegation og Repræsentanter for den engelske Regering under Ledelse af Arbejderføreren O'Grady. Krassin var Leder af Sovjetregeringens Handelskommissariat i Moskva og repræsenterede samtidig »Centrosojus«, den mægtige Sammenslutning af de russiske Cooperativer. Efter faa Ugers Forhandlinger mellem Krassin (samt Litwinow og andre Repræsentanter for Centrosojus) paa den ene Side og Ingeniør M. A. Abrahamson (Medlem af Det Transatlantiske Kompagnis Bestyrelse) og Carl Holbek (som særlig Repræsentant for de russiske Handelsinteresser, der støttedes fra Handelsbankens Side) paa den anden Side blev der den 23. April 1920 afsluttet en Overenskomst om Oprettelse af et Clearing House i København, hvis Bestemmelser i det enkelte dog havde en mere vidtrækkende Betydning end kun at gavne den dansk-russiske Handel. Der blev mellem de nævnte Parter oprettet hele tre Dokumenter, hvis engelske Tekst gengives i Erik Plums i 1923 udgivne Skrift om »Russisk Handelskompagni A/S«, S. 103 ff. Ifølge det første Agreement forpligtede Abrahamson og Holbek sig til at sætte alt ind paa, at Handelssamkvemmet mellem Danmark og Rusland genopbyggedes snarest muligt og at faa et Clearing House oprettet,

236

som skulde fremme Importen og Eksporten mellem de nævnte Lande. En Repræsentant for de russiske Kooperativ-Kompagnier og for den russiske Udenrigshandel skulde være berettiget til at føre en effektiv Kontrol med dette Clearing House. Krassin og de danske Repræsentanter forpligtede sig endvidere til, fra hver sin Side at arbejde hen imod, at Erstatningsspørgsmaalet toges op til Forhandling snarest muligt, saaledes at de danske Firmaer i Rusland, der havde lidt Tab eller paa anden Maade var bleven krænket i deres Interesser, kunde faa deres Krav ordnet, faa »a satisfactory and fair adjustment with a view of facilitating the resumption of business and commercial relations«. Alt skulde altsaa lægges tilrette for atter at kunne opbygge Handelssamkvemmet. Krassin forpligtede sig endog til efter Evne at bidrage til, at der skabtes et Tillidsforhold mellem de af ham repræsenterede Cooperativer og den danske Handelsverden, og at der sikredes danske Firmaer og Kompagnier passende Godtgørelser ved fremtidige Konfiskationer og desl. Paa Grund af det andet Agreement erklærede de danske Repræsentanter sig rede til at træffe Forberedelser til en international Konference, der skulde indkaldes i København den 20. Maj. Til denne Konference skulde Repræsentanter for de interesserede Lande indbydes for at drøfte de nærmere Detailler vedrørende Overenskomstens Gennemførelse og for at skabe Sikkerhed for, at der ikke udefra vilde opstaa Vanskeligheder, der kunde skade den praktiske Gennemførelse af den vedtagne Plan. De danske Repræsentanter forpligtede sig til at træffe de til Indkaldelsen af den internationale Konference fornødne Foranstaltninger saa betids, at Forhandlingerne kunde begynde den 20. Maj, viste det sig, at den internationale Konference ikke kunde komme i Stand til nævnte Tidspunkt, skulde Overenskomsterne være bortfalden. Endelig bestemtes der i »Hovedprincipperne for Oprettelsen af et Clearing House«, at denne Institution skulde have sit Sæde i København, og at den skulde tjene til Understøttelse af Vareomsætningen mellem Sovjetrusland og de fremmede Lande. Den skulde imidlertid, forsaavidt den raadede over tilstrækkelig Kapital, ogsaa være berettiget til at financiere Vareomsætningen mellem Lande udenom Rusland. Dette skulde imidlertid forstaas saaledes, at Handelen med Rusland skulde nyde en Fortrinsstilling, idet den Kredit, der ydedes Rusland, maatte andrage indtil det firedobbelte Beløb af den Værdi i Guld, som Rusland vilde deponere til Fordel for Clearing House. Aktiekapitalen skulde andrage mindst 10 Millioner £, men maatte ikke overstige 100 Millioner £; af Kapitalen maatte højst 5 pCt. tjene som Driftskapital, medens de øvrige 95 pCt. udelukkende skulde tjene til Financiering af Forretningerne. Endelig skulde det planlagte Clearing House kun være berettiget til at financiere mellem Parter, hvor Køber og Sælger var henholdsvis en Rege-

237

ring eller en Handelsorganisation, som var i Stand til at yde Regeringsgarantier; forsaavidt havde Rusland altsaa sat igennem, at ogsaa Modparten ved fremtidige Handelsaftaler vilde lade kommunistiske Principper være gældende, og at Handelen med rent private Foretagender skulde være udelukket. Ved Bevilling af Laan skulde Debitor ifølge denne tredje Overenskomst principielt være forpligtet til at stille 25 pCt.'s Sikkerhed for Laanet i Guld. Dividenden maatte højst ligge 2 pCt. højere end den almindelige Rentefod; alt yderligere Overskud skulde indbetales til Reservefonden o.s.v. Endelig krævedes det fra russisk Side, at russiske Repræsentanter, som allerede fastsat i det første Agreements første Paragraf, skulde være berettiget til at føre en effektiv Kontrol med det Internationale Clearing House, som efter Planen skulde oprettes i København. Her drejede det sig altsaa om en Aftale af overordentlig vidtrækkende Betydning, som ogsaa maatte faa særlig Vægt ved, at Krassin paa alle Stadier i Forhandlingen havde handlet efter de Direktiver, han modtog fra Moskvaregeringen. Her var der skabt en Chance for, at de store Værdier, danske Firmaer og Kompagnier endnu havde i Rusland, kunde reddes. At der ogsaa i andre Lande var Stemning for, at Planen gennemførtes, kunde meget hurtigt konstateres. Endog Tyskland ytrede Interesse for Sagen. Erik Plum beretter endvidere i sit ofte nævnte Skrift, at hans Fætter Harald Plum, der var Ophavsmanden til disse Planer, »under Forhandlingerne gennem Herr Abrahamson holdt sig i nøje Føling med en Sagkyndig i russiske Spørgsmaal, som den engelske Regering havde sendt til København, og denne havde ikke blot godkendt, men endog redigeret Hovedafsnittet i Punktet om de internationale Erstatningsregler«. Erik Plum tilføjer: »Harald Plum blev tillige gennem Udenrigsministeriet holdt nøje a jour med de daværende politiske Meninger i Verden om Rusland og havde selv gennem sine Venner og Repræsentanter rundt om i Verden nøje Kontakt med de forskellige Opfattelser. Han mente endvidere gennem de mange Repræsentanter for den danske Handel, Industri og Finansverden, der var indtraadt i Relief-Komiteen, at kunne regne med fuld Støtte her i Landet.« Forventningerne, som knyttedes til denne Ordning, var

238

meget store. Pressen, som ved en Indiskretion fik Nys om Aftalen, stod aldeles positiv til Sagen. Navnlig var »Social-Demokraten« begejstret, Ordene: » I disse Dage skrives der Verdenshistorie i København«, som indledede dette Organs ledende Artikel den 30. April 1920, viste det tilfulde. I et Interview med Folkekommissær Nogin, der bI. a. var Formand for de russiske Arbejderes kooperative Raad og Leder af Sovjetstatens Tekstil-Departement, og som saadan et af den russiske Delegations befuldmægtigede Medlemmer, fik Bladet oplyst, at denne Delegation nu stod i Forhandlinger med Sverige, Norge, Amerika, Spanien, Italien og Østrig, og at det her drejede sig »om Levering af Varer saa store, at Verden næppe har set noget tilsvarende«. For at kunne bevare Overblikket over denne Kæmpemæssige Omsætning, var det nødvendigt at skabe en fast Institution, hvorigennem alle Forretninger mellem Sovjetrusland og det øvrige Europa kunde føres. Fra russisk Side var man straks rede til at tage fat, og fra denne Side vilde Institutionen enten blive ledet af det russiske Handelsministerium eller af Centrosojus, de russiske kooperative Foreninger. Krassin erklærede senere, i Marts 1923, til et af Moskvabladene netop med Henblik paa de her omhandlede Forhandlinger: »I 1920 var Danmark det eneste Land, gennem hvilket Rusland kunde være traadt i Handelsforbindelse med Verden.« Naar endog russiske Delegationsmedlemmer saa saa lyst paa det, kan man forstaa, at ogsaa visse danske Handelskredse regnede med store Muligheder, saasnart København var blevet Centret for Ruslands Handelsforbindelser med den øvrige Verden, og at man haabede, at denne Ordning ikke blot vilde komme de umiddelbart interesserede Kredse, men hele Landet tilgode. Alligevel blev det Hele kuldkastet. Modstanden kom fra de officielle Institutioner, Industriraadet og Grosserersocietetet, og Modstanden kom navnlig fra Ø.K.'s Direktør H. N. Andersen og Landmandsbankens Direktør Emil Glückstadt! For de nævnte Erhvervsorganisationer var Sagen aabenbart et rent og skært Prestigespørgsmaal.

239

De havde under Krigen opnaaet, at de alene havde Afgørelsen i alle handelspolitiske Aftaler, og at Regeringen lystrede de af dem givne Anordninger. Derfor brød de sig ogsaa her fejl om Udenrigsministeriets gentagne Henstillinger om at tage Stilling til de trufne Aftaler og om at gaa med ind i Forhandlingerne. De forblev afvisende. Grunden hertil skal iøvrigt ogsaa have været, at man gik ud fra, at Harald Plum kun var interesseret i at mele sin egen Kage, omendskønt det ved en saglig Vurdering af Sagen maa erkendes, at Overenskomsterne af 23. April 1920, saadan som de var udarbejdet, ikke gav nogetsomhelst Holdepunkt for en saadan Formodning. Hvor afvisende de nævnte Institutioners Holdning har været, fremgaar bI. a. af, at et Brev, som Krassin endnu den 19. Maj 1920 sendte til Industriraadet under sin Rejse til London med Henstilling om dog hurtigst muligt at træffe en Afgørelse, blev først besvaret den 6. Oktober, ifølge de af Kammerherre Harald Scavenius givne Oplysninger! Med Hensyn til d'Herrer H. N. Andersens og Emil Glückstadts Stilling til de den 23. April 1920 trufne Aftaler giver to Breve, som offentliggøres i »Bankkommissionens hemmelige Beretninger«, de bedste Oplysninger. Disse Breve taler for sig selv. Etatsraad H. N. Andersen skriver den 3. Maj 1920 til Glückstadt følgende: »Lørdag Eftermiddag (1. Maj) meddelte Kommandør Maegaard mig, at han paa et afsluttende Møde, hvor man havde vedtaget at oprette et Clearing House her i Byen med det Formaal at fremme Vareudvekslingen mellem Rusland og andre Lande, og efter Anmodning af de andre Deltagere i Mødet overgav Kommandør Maegaard mig et paa Engelsk affattet Agreement.*) Af Kommandørens Udtalelser udledte jeg, at det projekterede Clearing House var Det Transatlantiske Kompagnis Værk, og at Kaptajn Aarestrup, medens jeg var ved Rivieraen, havde anmodet

*) Her mangler aabenbart en Eftersætning. Der skal formodentlig staa: » … meddelte Kommandør Maegaard mig at han var tilstede paa et afsluttende Møde. . .«

240

Kommandør Maegaard om at medvirke til Planens Realisation. Da Kommandør Maegaard udtrykte Betænkeligheder, fordi han ikke kendte min Stilling til et saadant Projekt, havde Kaptajn Aarestrup svaret, at han vidste, at Sagen havde min Sympati. Jeg skal her indskyde, at jeg ikke har kendt noget til disse Planer, før jeg for nylig læste derom i Bladene. Jeg sagde til Kommandør Maegaard, at hvis det var qua Medlem af nævnte Foretagende, og hans Navn som saadant skulde benyttes, maatte jeg bestemt protestere saavel imod hans Delagtighed deri som mod den valgte Fremgangsmaade. Med Henblik paa Ø.K.'s hele Karakter ønskede jeg at henvise til den Fare, det paa forskellig Vis kan rumme, at et Medlem af Kompagniets Bestyrelsesraad qua saadan udenom Ledelsen (Direktionen) optræder som Repræsentant for Kompagniet. Af Bladene for i Gaar fremgaar med al Tydelighed, at var Kommandør Maegaard ikke traadt tilbage, havde Kompagniet figureret som Medstifter af Clearing House. Jeg behøver næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig Gavn for Danmark - tværtimod. Hvad jeg derimod misbilliger er Maaden, hvorpaa et Selskab, for hvilket De ligesom i Ø.K. er Formand for Bestyrelsesraadet, udenom Direktionen forsøger at tage det til Indtægt for dette forsaavidt uvedkommende Planer, som efter Agreementet at dømme er af international storpolitisk Natur. Hvad dette eventuelt kan føre til, kan jeg paa Grundlag af de under Krigen indsamlede Erfaringer maaske tillade mig at have en Forestilling om.« Naar Etatsraad Andersen paa denne meget rigoristiske Maade frasiger sig ethvert Samarbejde med Det Transatlantiske Kompagni, er det ikke andet end Videreførelsen af en Kamp, som allerede Aar i Forvejen var bleven indledet mod et ubekvemt Konkurrenceforetagende, som - bortset fra de fantastiske spekulative Dispositioner - gjorde sig særlig bemærket ved en overmaade aggressiv Udvidelsespolitik. Etatsraadens Reaktion synes derfor at være nogenlunde forstaaelig. *) At han var rede til om fornødent med yderste Hensynsløshed at vare-

*) Der kan her henvises til, at Det Transatlantiske Kompagni sammen med dets Datterselskaber 1920 raadede over en Aktiekapital paa mere end 100 Mill. Kr. og i denne Henseende næsten stod paa Højde med det mægtige Ø.K. Dette Kompagnis Kapital androg i 1919 50 Mill. Kr.; dertil kom som betydeligste Datterselskaber Ø.P. (20 Mill. Kr.), Orient (10 Mill. Kr.), Assurance Co. Baltica (17 Mill. Kr.), Dansk Sojakagefabrik (8 Mill. Kr.), Nakskov Skibsværft (8 Mill. Kr.), Fa. Ota (2 Mill. Kr.) osv. Ø.K. med Datterselskaber disponerede tilsammen over ca. 120 Mill. Kr. Aktiekapital.

241 tage sit Selskabs Interesser overfor en paagaaende Konkurrence, havde han ogsaa vist allerede 1915, da han gjorde Indsigelse gældende mod United Export Co.'s Forsøg paa at begynde egen Rederivirksomhed. Nævnte Kompagni maatte derefter standse den allerede begyndte egne Skibsfart. Ved andre Lejligheder blev det baade Det Transatlantiske Kompagni og dets Datterselskaber ligefrem forbudt at lave Forretninger indenfor de Felter, som Ø.K. krævede anerkendt som sit Domæne. Landmandsbanken kom ved saadanne Interessekollissioner ofte i en meget prekær Stilling. Overfor H. N. Andersens Krav bøjede Glückstadt sig regelmæssig; her var han alligevel den lille. Derfor var det ogsaa uundgaaeligt, at Harald Plum langt om længe maatte vige, saasnart Vanskelighederne meldte sig, og Glückstadt saa sig stillet overfor Valget, enten at vrage den ene eller den anden Part. Men i den foreliggende Sag havde Glückstadt desmere Grund til nu at lade Plum falde, da han ved en nøjere Prøvelse af den Ordning, der var blevet vedtaget i Forhandlingerne med Krassin og Litwinow, vel maatte erkende, at det paatænkte Internationale Clearing House kunde blive en farlig Modspiller ogsaa for Landmandsbanken og praktisk talt kunde føre til, at Banken med Hensyn til Handelssamkvemmet med Rusland, til hvilket der jo næredes de allerstørste Forventninger, blev sat mere eller mindre ud af Spillet. Men endnu mere Grund havde Glückstadt til at tage Hensyn til de politiske Forviklinger, som var opstaaet en Maaneds Tid i Forvejen, og som mere end noget andet havde vist, at den mægtige Leder af Ø.K., den Mand, som var Bankens betydeligste Forretningsforbindelse, ikke mere var til Sinds at tage med Fløjlshandsker paa Forholdene. Ministeriet Liebe var H. N. Andersens Værk! Vel var der otte Dage efter dette Mi-

242

nisteriums Udnævnelse tilvejebragt et Kompromis mellem Glückstadt og H. N. Andersen, og han havde selv i Samarbejde med de Radikale og Socialdemokraterne gennemtrumfet Dannelsen af Ministeriet Friis, som han nærmest kunde betragte som en i Landmandsbankens Interesse dannet Regering. *) Men alligevel: Konflikten med H. N. Andersen maatte ikke yderligere tilspidses, og derfor maatte Glückstadt nu lade Harald Plum falde og i Sammenhæng hermed sørge for en Standsning af de dansk-russiske Forhandlinger, selvom det skete paa Bekostning af det Russiske Handelskompagni, henholdsvis D.T.K. Af to Onder vælger man nu engang det mindste, navnlig naar man maa gaa ud fra, at det største Onde alligevel i det lange Løb vilde være overmægtigt, uovervindeligt. Ogsaa selve Dagens indrepolitiske Situation maatte gøre det nærliggende for Glückstadt at søge Fred med H. N. Andersen. Thi da han Modtog Ø.K.-Direktørens Brev, dateret den 3. Maj, var det klart, at de Radikale ikke mere vilde komme til at overtage Regeringen. Venstre havde sejret, og Ministeriet Neergaard var paa Trapperne; den nye Regerings Udnævnelse skete den 5. Maj. Sandelig, nu var det paa Tide, at Landmandsbankens ledende Mand tog Reb i Sejlene, hvis han ikke helt vilde tabe Spillet. Thi den nye Regering følte sig paa det inderligste knyttet til H. N. Andersen, saa nært, at den endog paa et Tidspunkt, i Efteraaret 1922, var inde paa Planer om at overdrage ham Landmandsbankens Ledelse. Situationen var altsaa meget alvorlig for Etatsraad Glückstadt. Han maatte nu lade Harald Plum falde. Og den drevne jødiske Finansmand forstod da med Elegance at foretage den politiske Koldbøtte, som nu, eftersom Forholdene havde artet sig, maatte anses for bydende nødvendig. Der havde allerede i nogen Tid bestaaet principielle Uoverensstemmelser mellem ham og Direktøren for Det Transatlantiske Kompagni. Der var allerede givet alvorlige Varsler

*) Jvf. hertil ovenfor Afsnit 2b, 1. Del, S. 142 flg.

243

om den Spænding, som nu, faa Maaneder senere, førte til aabent Brud mellem de to Mænd. Nu, i Anledning af Etatsraad H. N. Andersens Skrivelse af 3. Maj 1920, fandt denne Spænding paa højst besynderlig Maade sin Udløsning, idet Glückstadt i sin Svarskrivelse til Plum (hvis Datum desværre ikke nævnes i »Bankkonimissionens hemmelige Beretninger«, men som efter al Sandsynlighed er bleven affattet og afsendt efter Udnævnelsen af Ministeriet Neergaard den 5. Maj 1920) kopierer H. N. Andersens Tankegang og endog med denne sin store, Modspillers egne Formuleringer gaar kraftigt i Rette med Harald Plum! Ifølge den nævnte Beretning havde Glückstadts kostelige Brev følgende Ordlyd: »Af nogle tilsendte Memoranda og Aviser har jeg set om Planerne til Oprettelse af et Clearing House her i Byen med det Formaal at fremme Vareudvekslingen mellem Rusland og andre Lande. Uden at skulle komme nærmere ind paa, at der sluttes Aftaler med en Regering, som den danske Stat ikke har anerkendt, behøver jeg næppe at fremhæve, at jeg ikke misbilliger noget, der er til virkelig Gavn for Danmark - tværtimod. Jeg vil heller ikke udtale mig om Formaalstjenligheden af paa nærværende Tidspunkt at tage denne Sag op, navnlig paa Grund af dens internationale storpolitiske Natur, men jeg kan ikke undlade paa det skarpeste at misbillige den Maade, hvorpaa de Navne offentliggøres, der har givet Sagen Støtte. Naar f. Eks. H. P. Prior nævnes ikke som Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker, men som Medlem af Landmandsbankens Bankraad, saa foreligger her i denne Forbindelse i første Række et Falsum overfor Offentligheden. Thi den Fremgangsmaade, ved de enkelte Personers Navne at fremføre Institutioner, hvortil de er knyttede som Bestyrelsesmedlemmer rundt om i et Lands Erhvervsinstitutioner, uden om vedkommende Institutioners Direktion, kan bibringe det Indtryk, at de paagældende optræder som Repræsentanter for Institutionen. For Offentligheden ser det nu saaledes ud, at de forskellige Institutioner - endskønt de ikke har været hørt - staar som Medstiftere af det omtalte Clearing House; da dette imidlertid ikke stemmer med de faktiske Forhold, og da Banken ikke kan tiltræde Sagen uden at være sikker paa Tiltræden fra visse andre Sider, ser jeg mig nødt til at nedlægge mit Mandat som Medlem af Bestyrelsen for Transatlantisk, da dette jo ifølge Sagens hele Natur staar som Ophavsmand for det paagældende russiske Forehavende«. (Udhævelser af Forf.).

244

Nu fulgte Tilbageslag paa Tilbageslag for R. H. K. Endnu mens Krassin og Litwinow var i København, blev Kravet vedrørende Erstatning for de Værdier, Kompagniet havde liggende i Havnene i Murmansk og Archangelsk, forelagt dem. Selve Trotzki's Fætter, en Hr. Braunstein, havde foretaget Mængdeopgørelsen over Varerne og overfor Kompagniets Repræsentanter erklæret, »at Moskva-Regeringen overfor Udlændinge hverken vilde rekvirere eller nationalisere, men vilde købe deres Lagre til de Priser, som man i Fællesskab blev enige om«. (Jvf. Erik Plums Skrift, S. 110.) Hr. Braunstein udstedte derefter Fakturaer for hver enkelt Varepost, ialt til et Beløb paa ca. 5 Mill. Kr., udstedte Kvittering for Modtagelsen af Varerne og henviste med Hensyn til Betalingen til d'Hrr. Repræsentanter for den russiske Regering i København. Her blev derefter Regeringen præsenteret, men de russiske Delegerede holdt paa, at Betalingen først kunde ske, naar Handelsoverenskomsten var kommet endeligt i Stand. Krassin harmedes over, at de officielle danske Institutioner for Handel og Industri ikke traf nogen Afgørelse, ogsaa over at Forberedelserne til den planlagte internationale Konference vedrørende Oprettelsen af et Clearing House ikke kom videre, og besluttede derefter, allerede før den i Aftalen fastsatte Frist, den 20. Maj, var naaet, at rejse videre til London. I London kom derefter kort Tid senere den engelsk-russiske Handelsoverenskomst i Stand. De med Hensyn til Erstatningsspørgsmaalet opnaaede Indrømmelser var her væsentlig ugunstigere end dem, der var opnaaet ved Affattelsen af det dansk-russiske Agreement. Danske Interesser kom selvfølgelig overhovedet ikke til Behandling ved Forhandlingerne i London. Da Clearing House trods alt oprettedes i København, og Rusland lod sende for 3 ½ Mill. Kr. Guld som Sikkerhed for Vareindkøb, kom denne Ordning kun nogle faa danske Firmaer tilgode. Hoveddelen af det deponerede Guldbeløb maatte senere benyttes til Betaling af engelsk Eksport til Rusland, da det Transatlantiske Kompagni ansaa det for betimeligt ikke at

245

indlade sig paa Forretninger i dette Tilfælde, »for at undgaa, at der med nogen som helst Berettigelse kunde siges, at Clearing House kun var oprettet for dets Selskaber«. (Plum, S. 109.) Dertil knytter Erik Plum følgende afsluttende Kritik: »Den Chance, som dansk Handel, Skibsfart og Industri gennem Kontrakten med Krassin havde haft for at blive det første vigtige Mellemled for Ruslands Handel med de store Magter, var gaaet tabt, en mægtig Indsats, et stort Arbejde i den største almene Interesse og en betydelig Kapital anvendt til Forarbejderne var gaaet til Spilde.« Betragtningerne er ikke helt uberettigede. At der var ofret noget paa Sagen, viste sig senere, da det af Det Transatlantiske Kompagnis Bøger fremgik, at der var debiteret Kontoen 749.492,91 Kr. i Understøttelser og Forskud til dem, der havde med Sagen at gøre. Blandt de Understøttede nævnedes bI. a. General Pozokoff og Prinsesse Lwoff. Om Sagen nogensinde virkeligt var lykkedes, saaledes som af Plum'erne forventet, maa imidlertid betvivles, da netop disse to Mænd altfor ofte viste særlig Tilbøjelighed til at indlade sig paa hasarderede Dispositioner og derfor næppe havde Forudsætninger for at føre den her omhandlede sunde og rigtige Ide ud i Livet paa fornuftig Maade. At idetmindste Harald Plum var ved at gaa over Gevind, mens han var optaget at de Forhandlinger, der fandt Sted med Krassin, lader de Optegnelser erkende, som findes i hans »Dagbogsblade«s 3. Bind, og som »Politiken« kunde optrykke efter hans Død den 3. November 1929 *) I sine Optegnelser den

*) »Politiken« beretter ved denne Lejlighed, at tredje Bind var trykt og udsendt til Slægtninge og enkelte Venner, samt til de tre Landsretsdommere, som dømte i Transadantisk-Sagen. Men iøvrigt var den ikke offentlig tilgængelig. Et Eksemplar var henlagt i forseglet Tilstand paa Det kgl. Bibliotek. I dette tredje Bind skal Harald Plum navnlig berette om sine Forhandlinger med Judenitch og de andre antibolchevikiske Hærførere. Heri findes ogsaa Oplysninger om den Indflydelse, han mente at kunne tillægge sig ved Dannelsen af Ministeriet Friis, her berettes endvidere om Forhandlinger med meget højtstaaende Personer, deriblandt med Dronningen Paaskelørdagaften 1920. Jf. 1. Del, S. 149 flg.

246

19. April 1920 fortæller han her bI. a., at det er de russiske Forhandlinger, som gennem nogen Tid har beslaglagt al hans Tid baade Dag og Nat. Han beretter derefter, at disse Forhandlinger har ført til, »at der i Gaar Aftes blev udvekslet Dokumenter mellem Ingeniør Abrahamson som Repræsentant for danske Handelsvirksomheder og Krassin som Repræsentant for Sovjet-Regeringen i Rusland, alias Levin, hvilke Dokumenter ikke alene skal danne Grundlaget for Danmarks Genoptagelse af Forbindelsen med Rusland, men tillige for hele den Ordning, der tilvejebringes mellem Rusland og den øvrige Verden«. Han fortsætter: »Jeg sidder og venter utaalmodigt paa, at Abrahamson telefonisk skal meddele mig Krassins Holdning over for de afsluttende Bemærkninger, som jeg har instrueret ham om at fremføre mundtligt sammen med Overbringelsen … Antager han dem, skal Overenskomsten telegrafisk forelægges Lenin i Moskva og samtidig Grosserersocietetet og Industriraadet, hvis Tilslutning jeg i Virkeligheden allerede har sikret mig. Derefter vil de være at underskrive og telegrafere ud over hele Verden, for at en international Konference i Slutningen af Maj kan finde Sted i København paa den derved oprettede Basis, og snart efter skulde Ruslands indre Opbygning, vistnok det vanskeligste Arbejde af den Art, der nogen Sinde har foreligget, kunne begynde. Hvor det lyder skønt. Ak, alt for herligt til, at jeg selv ret tør fæste Lid til, at det kan gennemføres. Lenin er, takket være sit Efterretningsvæsen, sikkert paa det rene med, at naar Abrahamson fører Forhandlinger paa danske Handelsfirmaers Vegne, saa er det mig, der staar bagved. Og han maa være klog nok til at se, at hvis vi nedsætter os i Rusland med planmæssig Organisation, saa betyder det Begyndelsen til Enden paa hans kommunistiske Regimente.« Plum har dog en Trøst for Lenin. Hvad Plum har skabt, er et - foreløbigt Kompromis paa et Omraade »hvor i Længden intet Kompromis er muligt«. Lenins Ideer maa praktisk

247

talt udslettes: »Men naturligvis,« tilføjer han, »hvis ikke alt for meget Blod klæber ved ham personligt, og dersom han fjerner enhver af sine nuværende Venner, med hvem dette er Tilfældet, vil han maaske kunne bjærge sig personlig.« Harald Plum tiltror sig altsaa i ramme Alvor baade Evnen og Viljen til at ordne det russiske Kaos. Han føler sig som den stærke Mand og har ifølge en Indførsel i Dagbogen endnu den 30. April Haab om, at Overenskomsten kommer i Stand, omendskønt Grosserer-Societetet og Industriraadet har besluttet at udsætte Afgørelsen. Og han regner med en mægtig propagandistisk Virkning af sit Fremstød til at genskabe Handelssamkvemmet med det mægtige russiske Rige. 10.000-20.000 Blade Verden over vil, mener han, modtage den af ham ydede Indsats med et Befrielsens Suk, da det russiske Spørgsmaal, som truede Verden med Undergang, takket være denne vil blive løst. Overfor saadanne Fantasterier er det unægtelig forstaaeligt, at H. N. Andersen gik imod, at Emil GIückstadt blev betænkelig, at Industriraadets Mænd, Benny Dessau og Alex. Foss, forholdt sig afventende. Men samtidig maa dog fastslaas, at denne Modaktion paa afgørende Maade bidrog til, at den danske Handelsverden satte al sin Kapital i Sovjetriget, som dog maaske kunde være blevet reddet ved en Gennemførelse af de med Krassin trufne Aftaler, over Styr.