416

4. LANDMANDSBANKKATASTROFEN

 

4. Landmandsbankkatastrofen .......... ............................... ............................... 416-560

a) Hvordan Bankens Forhold forværredes i de første Efterkrigsaar 416  
b) Da det store Udbud af egne Aktier fremkaldte den endelige Katastrofe 429
c) Bankens Afskrivninger ultimo 1922 og senere  436  
d) Processen mod Emil Glückstadt og hans Medskyldige 460
e) Det tredie Tings Underhaandsagitation for at faa Undersøgelsen og Processen standset 497
f) Hvordan Laura Glückstadt, født Ree, forsvarede sin Mands sag 516

 

a) Hvordan Bankens Forhold forværredes i de første Efterkrigsaar.

I September 1920, da Emil Glückstadt kom tilbage fra Paris for i nogle Dage at tage Ophold i København, havde han bl. a. Lejlighed til at tale med Vekselerer Eiler Lehn Schiøler om Situationen paa Aktiespekulationens Omraade. Schiøler fremhævede, at Stillingen var meget alvorlig og meddelte bl. a., at hans eget Firma var inde i meget omfattende Engagementer til et samlet Beløb paa 45 Millioner Kroner. Navnlig paapegede han de store Vanskeligheder, Støttekonsortierne var ude for. Det blev altsaa klart, at Banken langt om længe maatte foretage sig noget for at forebygge altfor store Tab paa Deltagerne i disse Transaktioner. Til Beskyttelse af de specielle Kunder, som var engageret deri, lod Landmandsbanken derfor i Begyndelsen af 1921 større Poster Aktier overføre til Konsortiet af 1. Februar 1917, hvorved Banken i første Omgang overtog Dækningen af Tab til et samlet Beløb paa 4,6 Mill. Kr. Bankkommissionens Beretning meddeler endvidere, at paa nævnte Tidspunkt blev ogsaa en Nyordning truffet med Hensyn til det store Konsortium i Nordisk Kabel- og Traadfabrikker samt Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og Gummisyndikatet, hvorved der yderligere paaførtes Banken Tab paa ca. 6 Mill. Kroner. Men dermed var de tvivlsomme Engagementer langtfra alle ude af Verden. Haabløs begyndte bl. a. Stillingen at blive for Det Transatlantiske Kompagni, navnlig efter

417

at Forhaabningerne om Genoptagelsen af de russiske Handelsforbindelser viste sig ikke at holde Stik. Paa samme Maade forvoldte talrige Industriselskabers Stilling Banken alvorlige Bekymringer.

For at imødegaa de paa Spekulationskontiene opstaaede Tab anordnedes derfor fra Direktionens Side, at der af Overskudet paa Aarsregnskabet for 1920, ialt 53,4 Mill. Kr. (Filialernes Etablerings-Konto og Inventar-Kontoen iberegnet i Driftsregnskabet), skulde henlægges et Beløb paa 16 Mill. Kr. som skjult Reserve. Paa Indtægtssiden nedskreves samtidigt følgende Poster:

Indvunden Rente

fra 27,2 til 22,5 Mill. Kr.

Kursgevinst og Rente af Obligationer og Aktier

fra 11,6 til 2,5 Mill. Kr.

Rente og Agio af udenlandsk Valuta medens de øvrige Poster bibeholdtes i den oprindelige Størrelse, nemlig: Saldo pr. 1919

14,1 Mill. Kr.

Provision

6,0 Mill. Kr.

Hypotekafdeling

0,3 Mill. Kr.

   
 

53,4 Mill. Kr.

Af de fradragne Poster blev derefter, som allerede andetsteds (S. 249 flg.) nævnt, 9,9 Mill. Kr., som skjulte Reserver, overført til Februar 1917-Kontoen.

En anden omfattende Hjælpeforanstaltning gennemførtes med Hensyn til Landmandsbankens egne Aktier, som Banken ifølge den nye Banklovs § 13, 1. Stk. skulde opføre under sine Beholdninger af Værdipapirer, og som ifølge Lovens Forskrifter højst maatte udgøre 10 pCt. af Bankens samlede Aktiekapital. Herom blev det i Bestyrelsesmødet besluttet »at overføre alle Obligationer til Obligations-Konto og 50 Millioner af Aktierne til Aktie-Konto. Det overskydende Beløb af Aktier skulde da

418

ejes af et Aktieselskab, der ogsaa ved større Svingninger paa Aktie-Konto skulde kunne virke regulerende«. Denne Ordning vedtoges, omendskønt den var tydeligt i Strid med Bankloven. Som dette Støtteselskab skulde nu A/S ERGOR virke, et Selskab, som havde bestaaet allerede siden 1916 og oprindelig havde med Ejendomskøb at gøre, men ifølge den nye Ordning ogsaa skulde paatage sig »at anbringe Kapital i Værdipapirer med eller uden Pant og at drive anden dermed i Forbindelse staaende Virksomhed«. Selskabets Firmanavn dannedes af Forbogstaverne i de to interesserede Direktørers Navne, Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg. Selskabet Ergor kom senere til at spille en fremragende Rolle ved forskellige Støtteopkøb, men ogsaa ved Foranstaltningen til Afstivning af Det Transatlantiske Kompagni. I det her omhandlede Tidsrum tilskød Banken desuden Det Transatlantiske Kompagni nye Midler, idet Kompagniet som Modydelse deponerede Rekylriffel-Aktier.

Dog Forholdene forværredes fra Maaned til Maaned, og langt om længe blev det ogsaa Bestyrelsen og Bankraadet klart, at der maatte indledes mere gennemgribende Foranstaltninger. Personelle Nybesættelser foretoges. Den 7. September 1921 meddeltes det i Bankraadet at Departementschef K. Riis-Hansen var bleven ansat som Direktør, medens Overformynder Friis var bleven valgt til Bestyrelsesmedlem. Ringberg blev alvorligt syg og havde fra den 17. August 1921 praktisk talt trukket sig tilbage fra Bankarbejdet. Den 14. April 1922 døde han *) I December 1921 meldtes ogsaa Glückstadt som alvorlig syg, lidende af angina pectoris. Nyordningen indenfor Det Transatlantiske Kompagni, hvor C. J. Michaelsen og Knud Sthyr havde indtaget ansvarlige Stillinger, medførte, at Harald

*) Jvf. »Berlingske Tidende«s Nekrolog over Ove Ringberg den 15. April 1922, i hvilken det hedder til Slut: »De ganske uretfærdige Bagtalelser, han blev Genstand for, bragte hans Sygdom til heftigt Udbrud. Der er Godtfolk, som skal vide, at de nu har Medskyld i denne gode og fremragende dygtige Mands altfor tidlige Død«.

419

Plum ved Aarets Slutning traadte tilbage som administrerende Direktør.

Dog, samtidig med disse Nybesættelser og Hjælpeforanstaltninger bredte Uroen om Banken sig. Endog paa Rigsdagen diskuteredes Bankens Stilling, idet dennes og Firmaet J. M. Levins fortvivlede Forhold kom paa Tale den 21. Oktober 1921 *). Og Rygterne bidrog særligt til at fremkalde et stigende Udbud af Landmandsbankaktier.

For nu at imødegaa den voksende Mistillid og for samtidig at skabe Grundlaget for den ekspansive Bankpolitik, Banken endnu i Januar 1922 var inde paa, satte Bankraad og Bestyrelse denne Gang alt ind paa saa hurtigt som muligt at fremkomme med Aarsopgørelsen for Aaret 1921. Der skulde fremlægges et glimrende Aarsresultat, koste hvad det vilde . Regnskabet skulde endvidere forelægges Offentligheden just som Forhandlingerne om Rekonstruktion af Københavns Revisions- og Diskontobank stod paa, - og som ganske uventet efterfulgtes af Forhandlinger om en Sammenslutning mellem den Private Laanebank og Landmandsbanken. Højesteretssagfører Bülow, Landmandsbankens særligt betroede juridiske Raadgiver, og K. Riis-Hansen, Landmandsbankens nye Direktør, var særlig ivrige efter at støtte Emil Glückstadt i hans Bestræbelser for at overtage disse to Hovedstadsbanker. Højesteretssagfører Bülow havde bl. a. benyttet sin Stilling som Formand i Nationalbankens Bestyrelse til allerede paa et tidligt Tidspunkt under Forhandlingerne om Diskonto- og Revisionsbankens Rekonstruktion at give en Vicedirektør i Landmandsbanken Lejlighed til at gennemgaa det Materiale, Diskontobanken havde indgivet til Nationalbanken, for at undersøge, hvorvidt der kunde skabes et Grundlag for en Rekonstruktion. Og Direktør K. Riis-Hansen havde i Sammenhæng hermed udarbejdet et Forslag til Sammenslutning af begge Banker, medens Revisions- og Diskontobankens Direktør, J. Hassing Jørgensen, derimod ønske-

*) Jvf. nedenfor Afsnit 5a.

420

de, at hans Bank skulde føres videre som et selvstændigt Foretagende efter Nedskrivning af Aktiekapitalen og Tilførsel af ny Kapital. *)

Forhandlingerne om denne Sag fandt Sted i de sidste Dage af Januar 1922. Den endelige Rekonstruktion vedtoges Søndag den 29. Januar 1922. I den sidste Forhandling forelaa til Drøftelse det af K. Riis-Hansen udarbejdede Udkast, som ifølge Bankkommissionens Beretning bl. a. gik ud paa, at alle fire Hovedbanker skulde støtte Landmandsbankens Overtagelse af den nødstedte Bank ved Tegningen af en Garantifond, paa hvilken Landmandsbanken skulde kunne trække efterhaanden som Afviklingen af de forskellige Engagementer fandt Sted. Ogsaa paa anden Maade skulde de fire Hovedbanker efter dette Udkast være medvirkende til, at Landmandsbanken kunde udvide sit Virkeomraade ved den tilstræbte Fusion. Saaledes skulde der af den dannes et Aktieselskab med det Formaal at overtage Revisions- og Diskontobankens Ejendomme, som Landmandsbanken ikke ønskede at være interesseret i. Iøvrigt ønskede Landmandsbanken selv at bestemme, til hvilken Pris Diskontobankens Aktiver skulde overtages. Der var endvidere fastsat Bestemmelser for det Tilfælde, at der skulde opstaa Uoverensstemmelser ved Vurderingen af de overtagne Værdier, hvorved det foresloges, at Nationalbanken skulde mægle osv. Forslaget forelagdes Forsamlingen af Emil Glückstadt i det afsluttende Møde Søndag den 29. Januar, hvor Repræsentanterne for alle Hovedbanker var tilstede. Det blev blankt afvist. Derimod blev Rekonstruktionsforslaget, som det var udarbejdet af J. Hassing Jørgensen, i det væsentlige godkendt og straks gennemført. For Glückstadt og Riis-Hansen var dette Forhandlingsresultat et afgjort Nederlag, da de havde alt for-

*) Københavns Diskonto- og Revisionsbank var paa dette Tidspunkt den fjerdestørste Hovedstadsbank. Aktiekapitalen androg 48 Mill. Kr., og Aktiverne opgjordes ultimo 1920 til ca. 418 Mill. Kr. Landmandsbanken vilde altsaa have opnaaet en meget betydelig Virksomhedsforøgelse, hvis Sammenslutningen var bleven gennemført.

421

beredt til Sammenslutningen, og ifølge Bankkommissionens Beretning endog »foruden det i Detailler udarbejdede Hoved-Forslag havde . . . ladet udarbejde en Henvendelse i Pressen, der skulde klargøre den foreslaaede Ordnings Fortræffelighed for Offentligheden!«

Den gik altsaa ikke. Des mere Held havde Landmandsbankens Direktører i deres Bestræbelser for at overtage Kjøbenhavns Private Laanebank. Her drejede det sig om et Foretagende, som var helt igennem solidt og navnlig raadede over forholdsvis rigelig likvide Midler, og som derfor under normale Forhold ganske roligt kunde have fortsat sin Virksomhed, men under den Nervøsitet, der bredte sig ved Meddelelsen om Revisions- og Diskontobankens Rekonstruktion, kom ud for Vanskeligheder og i nogle Dage saa sig nødsaget til i forceret Tempo at optage egne Aktier. Overfor denne Situation tabte Laanebankens Direktion Hovedet. Da greb Landmandsbanken øjeblikkeligt kraftigt ind. Denne Chance skulde sandelig ikke gaa tabt. Her var det atter Højesteretssagfører Bülow, der tog Initiativet, idet han sammen med Landmandsbankdirektør Emil Rasmussen, der var Svoger til Formanden i Laanebankens Repræsentantskab, Carl Herforth, ved Forhandlinger under Haanden forstod at dreje Udviklingen saadan, at Landmandsbanken opnaaede at overtage denne Bank ved regulær Overrumpling. Krisen skærpedes for hurtigt, Udbudet af Laanebankens egne Aktier var steget altfor stærkt til, at Laanebankens Direktør formaaede at skabe Udveje ved egen Hjælp. Den 28. Januar 1922 havde Banken endnu kun ligget med en Beholdning paa 88.200 Kr. i egne Aktiver. Uroen ved Kjøbenhavns Diskontobanks og Revisionsbankens Rekonstruktion havde til Følge, at Banken i Dagene fra den 30. Januar til den 3. Februar maatte optage 724,000 Kr. egne Aktier og yderligere belaane 341.000 Kr. egne Aktier. Lørdag den 4. Februar laa Banken inde med en Beholdning paa 1.153.200 Aktier, enten opkøbt eller belaant, og i Løbet af nævnte Dags Formiddag blev den lovligt tilladte 10 pCt.s Grænse naaet. Da syntes det,

422

som om intet mere kunde reddes, og i Løbet af een Dag blev derfor Sammenslutningen med Landmandsbanken vedtaget. Afgørelsen faldt atter paa en Søndag, - den 5. Febr. 1922. Saa pludseligt gennemførtes Nyordningen. Bankinspektøren fraraadede telefonisk Sammenslutningen, men Handelsminister Tyge I. Rothe gav straks den fornødne Godkendelse!

Det var specielt under Hensyn til disse Forhold, at Landmandsbanken bestræbte sig for, hurtigst muligt at forelægge Aarsregnskabet for 1921 med et vel gennemtænkt flot Resultat. Men Vanskelighederne var rigtignok tusind Gange større end hos den Private Laanebank, og Opkøbet af egne Aktier laa her allerede ved Slutningen af 1921 op imod de 50 pCt.(!) og androg omkring 1. Februar daglig ½ Mill. Kr. og mere(!!), men her følte man sig ikke saadan forpligtet til at holde sig Lovens Bestemmelser efterettelig, end mindre til at give Offentligheden tilforladelige Oplysninger om Bankens Forhold. Derfor tillod man sig ogsaa Mandag den 6. Februar 1922 at lade Pressen tilgaa følgende Meddelelse om Bankens Stilling:

»I det Mandag i Landmandsbanken afholdte Bankraadsmøde fremlagdes Regnskabet for 1921. Overskudet, indbefattet Overførslen, Kr. 16.850.532 fra forrige Aar, andrager Kr. 64.521.661. Herfra gaar Omkostninger og Skatter, ialt Kr. 17.346.507. Til Afskrivninger for Tab medgaar Kroner 25.867.937. Den statutmæssige Henlæggelse til Dispositionsfonden andrager Kr. 769.320. Udbyttet fastsættes til 10 pCt. Bankens samlede Reserver andrager herefter Kr. 50.769.230 foruden Overførsel til næste Aar af Kr. 9.614.909«.

Denne Meddelelse modtoges naturligvis med største Tilfredshed i Hovedstadspressen. »Berlingske Tidende« mente, at Regnskabet, der var imødeset med saa megen Interesse, vilde virke overordentlig beroligende. Og der tilføjes: »Det er et

423

uhyre interessant Regnskab. Tallene viser, at Landmandsbanken i det forløbne Aar har drevet en stor og betydelig Forretning med et glimrende Udbytte, og at der er ført en haandfast og forudseende Konsolideringspolitik«. »Børsen« og ”Social-Demokraten« *) er endnu mere højtstemte i deres Anerkendelse af denne fremragende Institution, der kan flotte sig med et Overskud paa 64,5 Millioner Kroner og er saa fremsynet i Tide at anvende ca. 36 Mill. Kr. til Konsolidation. Det var vel nok godt gjort. »Børsen« bemærker: »At karakterisere det Regnskab, der her foreligger, som tilfredsstillende, er kun et afstumpet Udtryk for det udmærkede Resultat, Landmandsbanken har naaet gennem sin Virksomhed i det forløbne Aar«. (Udhævelser som i Bladet selv!) Ja, sandelig! »Børsen« fremhæver, at sammenlignet med det foregaaende Aar betegnede det indtjente Driftsoverskud, en ny Fremgang, og det bekræftede saaledes det Indtryk, at det forløbne Aar trods alle Vanskeligheder bankmæssig set ingenlunde havde været daarligt. Og med Hensyn til de Midler, som blev henlagt i Konsolidations-Øjemed, fremsættes dernæst følgende yderst karakteristiske Betragtninger:

»Først og fremmest anvendes til Afskrivninger af Tab 25.867.937 Kr., og hermed har man, efter hvad vi erfarer, gjort fuldt op med alt, hvad der kan paaregnes af Tab paa foreliggende Engagements. Det gælder specielt ogsaa, Det Transatlantiske Kompagni, der er under Rekonstruktion, og hvis Forhold man nu er i Stand til fuldt ud at overse. Ethvert Tab, som kan flyde af Landmandsbankens Forbindelse med dette Selskab, er taget i Betragtning ved den foreliggende Opgørelse og inkluderet i den nævnte Afskrivning«.

Det var ren Besked, givet paa Grundlag af de Oplysninger, Landmandsbanken selv havde ladet Bladet tilflyde, og

*) Jvf. nedenfor Afsnit 5 e.

424

som gengav det Resultat, Direktør K. Riis-Hansen nu mente at være naaet til i sine Undersøgelser af Forholdene hos Det Transatlantiske Kompagni. Det var jo de nye Mænd, der gav disse Oplysninger. Kompagniet stod paa dette Tidspunkt ikke mere under Harald Plums Ledelse, men under Ledelse af Direktør Knud Sthyr, medens C. J. Michaelsen var Kommitteret i dets Bestyrelse! Nye Mænd stod ved Roret, men de var tydeligvis kraftig inficeret af den Sorgløshedens, for ikke at sige Korruptionens Aand, som havde bredt sig indenfor alle Landmandsbank-Kredse. Thi disse nye Oplysninger var grundfalske fra først til sidst! - Landmandsbankdirektøren Riis-Hansen maatte ogsaa senere lide Straf for det Medansvar, han havde, netop for Affattelsen af Aarsregnskabet for 1921. Med dette in mente, forstaar man ogsaa, at Stauning senerehen i Anledning af Harald Plum-Processen i Rigsdagsforhandlingerne krævede, at ogsaa Spørgsmaalet om, hvem der havde Ansvaret for Det Transatlantiske Kompagnis Regnskab for Aaret 1921, burde have været gjort til Genstand for retslig Undersøgelse.

Sagen er saa meget mere ubegribelig, som de nye ansvarlige Mænd ved egne Undersøgelser netop var kommet til Erkendelsen af, hvor haabløs Forholdene indenfor Det Transatlantiske Kompagni var. Endnu den 12. Januar 1922 havde Carl J. Michaelsen i en udførlig Redegørelse til Etatstaad Glückstadt - en Skrivelse, som findes optrykt i Bankkommissionens Retsforhandlinger 1, S. 35 - meddelt, at han efter en foreløbig Gennemgang af Regnskaberne mente at maatte ansætte de samlede Tab pr. 1. Januar 1922 til 110 Millioner Kroner. Derved ansloges Tabene hos Russisk Handelskompagni, Russisk-Asiatisk Kompagni, East Sibirian Company og Th. Lund & Petersen alene til 38 Mill. Kr. Der regnedes med fuldt Tab af de russiske Værdier, medens derimod Tabene paa Staalindustrien, Frysningskompagniet, Landbrugsmaskin-Kompagniet og Industrial Trading Co. endnu ikke var medregnet. Desuden nævnes, at der maatte regnes med, at de anslaaede Tab i indeværende Aar (d. v. s. 1922 ) vilde blive forøget med Ren-

425

ter til et samlet Beløb paa ca. 6 Mill. Kr. og med faste Omkostninger til ca. 5 Mill. Kr. Heroverfor vilde de opnaaelige Fortjenester ikke kunne spille nogen nævneværdig Rolle. C. J. Michaelsen gav derefter i sin Skrivelse til Direktør Glückstadt nærmere Oplysninger om de fortvivlede Forhold, der fandtes hos Datterselskaberne i de oversøiske Lande, og karakteriserede kraftigt de skandaløse Forhold, som havde ført til de voldsomme Tab indenfor Kompagniet. Han vidste altsaa Besked. Direktør Knud Sthyr ligeledes, som netop havde været medvirkende ved Opstillingen af Tabskontoen, og som umiddelbart efter at Skrivelsen var afgivet til Banken pointerede overfor Direktør Riis-Hansen, at disse Beregninger maatte anses for at være rigtige. Direktør Riis-Hansen var altsaa fuldt orienteret; han fik selv personligt Skrivelsen af 12. Januar 1922 udleveret af C. J. Michaelsen; men han slog blot alle disse Beregninger hen og hævdede senere i en Samtale med Direktør Sthyr som sin Anskuelse, at Michaelsen dog vel bedømte Situationen alt for pessimistisk; Riis-Hansen havde forud ved egne Undersøgelser, som støttede sig til de enkelte Selskabers Status-Indberetninger, opgjort Tabene til ialt 73 Mill. Kr., og han mente nu at maatte holde sig til dette Resultat. Men iøvrigt var alle de her nævnte Personer meget betænkt paa at holde Tabenes sande Størrelse saa skjult som muligt. Direktør Sthyr erklærede herom i Retsforhandlingen den 8. Februar 1923, at han ved Opgørelsen af Tabene havde støttet sig til egne Notater, men at disse Optegnelser var bleven tilintetgjort straks efter at Beretningen fra Landmandsbanken var færdig. Han sagde herom: »Jeg har ikke med Hensyn til disse store Tab bevaret noget som helst skriftligt, fordi jeg mente, at det var det bedste, at saa faa Mennesker som muligt var inde i det, inden man saa, hvad Vej man skulde gaa«. Endelig fremgik det af Michaelsens Vidneforklaringer den 8. Februar 1923, at han selv havde afleveret sin ovennævnte til Glückstadt adresserede Skrivelse af 12. Januar 1922 til Riis-Hansen, at han havde haft Drøftelser vedrørende denne Sag

426

saavel med sidstnævnte som med Glückstadt, og at disse havde betegnet Tabsopgørelsen som en forfærdelig Historie, at Riis-Hansen havde følt det som forfærdeligt at have med denne Sag at gøre, men derefter trøstede sig med Betragtninger om, at Skæbnen jo nu engang havde sat ham og andre »paa denne forfærdelige Plads«, paa hvilken man nu maatte se som gode Borgere at gøre det bedste, som efter Omstændighederne var muligt. Glückstadt brød sig naturligvis fejl om de store Tabsberegninger. Og Resultatet var som nævnt: »Børsen« kunde den 7. Februar meddele, at man nu kunde overse Det Transatlantiske Kompagnis Forhold fuldt ud, og at de paaregnede Tab maatte anses for at være fuldkommen dækket ved de foreslaaede Afskrivninger. Og denne dristige Paastand fremkaldte ikke nogen som helst Indsigelse fra Direktørerne Carl Johan Michaelsens eller Knud Sthyrs Side!

Samme Dag som »Børsen« paa denne Maade roste Landmandsbankens Driftsregnskab op over alle Skyer og henstillede til Offentligheden, i Fremtiden at rette Opmærksomheden mere paa den sunde Kerne i Landets økonomiske Liv end stadig at beskæftige sig med Tidens mange Skader, samme Dag i samme Artikel berømmer Bladet Landmandsbankens Hjælpsomhed overfor Kjøbenhavns private Laanebank. Alle Blade er iøvrigt enige med »Børsen« i, at det var aldeles rimeligt, at den mindre Bank, som i og for sig ikke var ude for nogen egentlig Katastrofe, »i en vanskelig Periode søgte Læ under en Storbanks bredere Vingefang«. Og alle er enige om, at denne Ordning kun kan være gavnlig for Bankvæsenet, da Tidens Løsen nu engang maatte være Koncentration og Konsolidering. Herved fremhævedes det flere Steder eftertrykkeligt, at der vilde blive trukket 12 Millioner Kroner Aktier ud af Markedet ved den trufne Ordning, idet Laanebankens Aktier ifølge Overtagelsesoverenskomsten vilde blive ombyttet med Landmandsbankaktier indenfor et Tidsrum af omtrent to Aar, uden at Landmandsbanken samtidig vilde forøge sin egen Aktiekapital. Dette vilde altsaa føre til en gavnlig Beskæring af det noget

427

for rigelige Materiale af Bankaktier. Altsaa var man allevegne meget tilfreds med den nye Bankfusion. Kun »Politiken« følte sig foranlediget til at gaa alvorligt i Rette med Laanebankens Ledelse, fordi den nu havde standset med et Tab paa ca. 5 ½ Mill. Kr. og derved havde paaført Aktionærerne et Tab paa 20 pCt., medens den Aaret i Forvejen havde betalt rundelige Gager og store Tantièmer. De fire Direktører havde foruden Gagen kunnet dele 90.000 Kr. i Tantièmer, og Repræsentantskabets 15 Medlemmer, af hvilke tre paa Regnskabsafslutningens Tid havde solet sig ved Rivieraen, havde delt de øvrige 90.000 Kr. mellem sig. Bladet spørger, om disse Tantièmer nu ikke brændte dem, som havde modtaget dem, paa Fingrene? Og endelig mener »Politiken«, at Formanden for Bestyrelsen, Carl Herforth, dog vel havde andet at foretage sig end at gaa ind i Landmandsbankens Bestyrelse, da Affæren ikke godt kunde være afgjort med, at »den øverste Kaptajn paa den nu havarerede Skude bjerger sig selv om Bord i et større og stateligere Skib og gaar ind til en endnu bedre lønnet Bank-Sinecure«. - At Bladet turde rette en saadan Henstilling til Landmandsbankdirektør Rasmussens Svoger!

Kort og godt: Sammenslutningen gennemførtes, og igen lykkedes det altsaa Landmandsbanken - men nu ogsaa for sidste Gang - at bringe en Del af sine Aktier paa faste Hænder. To Maaneder efter Aarsregnskabets Offentliggørelse begyndte Bankinspektøren nemlig sit Arbejde, og det var Begyndelsen til Enden. Da viste det sig hurtigt, at ikke blot Afskrivningerne var aldeles utilstrækkelige, men at ogsaa Indtægterne var sat væsentligt højere, end de i Virkeligheden havde været, og at Tabene som Følge heraf var meget højere end i Aarsregnskabet oplyst.

I hvilken Grad, Regnskabet havde være vildledende, fremgik ifølge Bankkommissionens Beretning med tilstrækkelig Tydelighed deraf, at der ved Regnskabsafslutningen for Aaret 1922 alene ved Hovedsædet ud over de Tab (inclusive den skjulte Reserve), der ultimo 1921 opgjordes til ca. 43. Mill. Kroner,

428

maatte afsættes yderligere 216.250.000 Kr., saa det samlede Tab kom op paa ialt 250 ½ Millioner Kroner. Grunden til Sammenbrudet var som allerede paavist at søge deri, at Hovedsædet i en altovervejende Grad havde anlagt sine Midler i store spekulative Foretagender, medens der kun var ydet uforholdsmæssig ringe Kredit til solide, mindre Foretagender osv. Udlaanet paa Hovedsædets Konti stillede sig ifølge Bankkommissionens Beretning ultimo 1921 som følger:

 

Antal Konti i pCt. af det samlede Antal:

Udlaant Beløb i pCt. af det samlede Udlaan:

     

Konti under 20.000 Kr.

57 pCt.

1 pCt.

Konti 20.000 – 100.000 Kr.

20 pCt.

4 pCt.

Konti 100 – 500.000 Kr.

14 pCt.

13 pCt.

Konti over ½ Mill. Kr.

9 pCt.

82 pCt.

Forsaavidt det drejede sig om den sidstnævnte Kategori af Laan, androg det gennemsnitlige Udlaan ikke mindre end 2 3/4 Mill. Kroner. Storspekulanterne var altsaa blevet favoriseret i et enormt Omfang, og af disse var langt den største Del Jøder.

Fordelingen af Engagementerne med Hensyn til Laan til 5 Mill. Kr. og derover stillede sig ultimo 1921 hos Hovedsædet som følger:

Transatlantiske Kompagnis Koncern

201 Mill. Kr.

Børsengagementer

182 Mill. Kr.

Større Industri- og Handelsvirksomheder m. v.

251 Mill. Kr.

Dertil kom, at Spekulationslaanene mod Børseffekter androg 218 Mill. Kr., overfor hvilke Depoternes Værdi kun beløb sig til 131 Mill. Kr.; 87 Mill. Kr. var altsaa udækket. Bankens samlede Interesse i Børseffekter beløb sig ultimo 1921 til ialt. ca. 440 Millioner Kroner! Sammenlignet med Stillingen

429

ultimo 1920 *), var Koncentrationen af Kapitalen altsaa blevet yderligere videreført. Den samlede Sum af Laan ydet til den her omhandlede Kategori af Debitorer var herefter steget fra 504 Mill. Kr. ultimo 1920 til 535 Mill. Kr. ultimo 1921.

Bankkommissionen fremhæver til Slut, hvorledes Landmandsbankens Direktion i de sidste Aar forsøgte at sikre sig likvide Midler og en nogenlunde forsvarlig Ultimo-Kasse ved forskellige Transaktioner. Kommissionen understreger her, at saavel Udstedelsen af 7de Serie 6 pCt. Kommunalobligationer i Juni - Juli 1921, der startedes med et Underskud paa 25 pCt. af Provenuet, som Optagelsen af de store udenlandske Laan uden Tvivl var dikteret af det Ønske at fremskaffe likvid Kapital. Alle Kneb gjaldt for at holde Bankforretningen gaaende. Men til sidst brast det alligevel, og da kunde den grænseløse Svindel, som den feberagtige Spekulation indenfor Landmandsbanken havde affødt, ikke mere holdes skjult. I 1921 - 22 var navnlig det stigende Udbud af Bankens egne Aktier et alvorligt Varsko om, at Sammenbrudet var uundgaaelig.

 

b) Da det store Udbud af egne Aktier fremkaldte den endelige Katastrofe.

Den under Krigen forcerede Udvidelse af Aktiekapitalen maatte selvfølgelig forvolde de alvorligste Vanskeligheder i det Øjeblik, da Krisen i Slutningen af 1920 for Alvor satte ind, en Krise, som ikke mindst blev fremkaldt af og skærpet ved de talrige Sammenbrud, der var forskyldt af Landmandsbanken selv ved dens uheldige Kapitalanbringelser. 1918 forløb endnu nogenlunde roligt; den herskende Pengerigelighed medførte, at Efterspørgselen efter Anlægspapirer opretholdtes, og dette kom ikke mindst Landmandsbankens Aktier tilgode; de kunde den 13. September 1918 notere højeste Kurs med

*) Jf. ovenfor Afsnit 3a, S. 211.

430

196 pCt. Men saa fulgte ogsaa Omslaget meget hurtigt. I Begyndelsen af 1919 var Aktierne faldet til omkring 180, ved Begyndelsen af 1920 til ca. 150 og et Aar senere til ca. 125 pCt. De vigende Kurser havde et stigende Salg af Aktier til Følge, saa Banken nu saa sig nødsaget til uafladelig ved Opkøb eller ved Omplacering af Aktier og andre Transaktioner at støtte Aktiernes Kurs. Der foretoges igen Opkøb paa Konti under fingerede Navne, som paa Konto Kaptajn Rosen og Konto British Bank of Northern Commerce, desuden opsamledes store Aktieposter i Bankens Laane- og Depot-Fag. Ved Kupondetacheringer i de første Aar efter Krigen henlaa følgende Aktiebeløb paa Depoter, Laan for diverse Kunder samt Vekselereres Kasselaan:

1. April 1919

29.825.100 Kr.

1. April 1920

36.689.000 Kr.

1. April 1921

36.745.000 Kr.

derimod slet ingen paa Bankens officielle Aktiekonto. I Februar 1921 var det endnu ved to Lejligheder muligt at finde Udveje for Aktiers Placering, idet den foran skildrede Ordning blev truffet ved Overtagelsen af Handels- og Landbrugsbanken i Svendborg, og en i Principet lignende Ordning blev truffet ved Overtagelsen af Nordisk Bank, København, som den 25. Januar 1921 var traadt i Likvidation. *) Her skete Udløsningen paa den Maade, at der for hver 3.000 Kr. Aktier i Nordisk Bank leveredes 1.000 Kr. Aktier i Landmandsbanken med Kupons for 1920. Ved disse to Fusioner lykkedes det at placere

*) Nordisk Bank var bleven oprettet i Februar 1918 med en Aktiekapital paa 5 Mill. Kr. Hovedaktionær var Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik, som overtog for 1 Mill. Kr. Aktier. Formand for Bestyrelsen var Højesteretssagfører Harboe. Vanskelighederne opstod under Krisen i Efteraaret 1920. Da de til Nationalbanken indgivne Andragender om Støtte ikke førte til noget Resultat, maatte Banken tilsidst likvidere. Senere erklærede Landmandsbanken sig villig til at overtage Nordisk Bank's Aktiver mod de ovennævnte Betingelser.

431

1.500.000 Kr., henholdsvis 1.667.000 Kr. Landmandsbankaktier paa nye Hænder.

Men en stor Mængde Aktier blev til Trods herfor flydende, og Bankens Direktion befandt sig derfor stadigvæk i største Forlegenhed. Dette viste sig navnlig, da den nye Banklovs § 12 traadte i Kraft den 4. Oktober 1920, hvorefter belaante eller erhvervede egne Aktier skulde offentliggøres under selvstændige Poster i Maanedsbalancer og Aarsregnskab. Nu kom d'Hrr. Ringberg og Glückstadt alvorligt i Knibe. For imidlertid nu ikke at lade Offentligheden mærke, hvor alvorlig Situationen var og for at undgaa en alvorlig ForstyrreIse af Aktiekurserne, henstillede Ringberg i Telegrammer til Glückstadt, som dengang opholdt sig i Paris, at han skulde foranledige Banque des pays du Nord til at række en hjælpende Haand. Ringberg foreslog, at denne Bank skulde lægge Navn til som Debitor overfor Landmandsbanken mod dennes egne Aktier i Depot. Glückstadt svarede kort efter. Den franske Bank - som jo i 1911 var oprettet under Medvirkning af Landmandsbanken og derpaa stadig havde staaet i nærmeste Forretningsforbindelse til denne - var villig til at yde et Laan paa 2.600.000 Kr. paa Landmandsbank-Aktier til Landmandsbankens Kunder for Bankens egen Regning. Beløbet, der ved en saadan Transaktion debiteredes Banque des Pays du Nord, kunde derefter stilles til Disposition paa en anden Konto. Glückstadt bemærker hertil i sit Telegram af 21. Oktober 1920: ”Jeg foreslaar denne Form, da Loven ikke hindrer dette.« Ringberg akcepterede Forslaget og Banque des pays du Nord ydede det aftalte Laan, hvilket efter Ringbergs Ønske i første Række tjente til Omplacering af de paa Kontoen Aug. Lunn & Co. belaante Papirer. Bankkommissionens Beretning fortæller herom (S. 308): »Da Landmandsbanken som nævnt financierede Aug. Lunn & Co. og dermed ogsaa Konsortiet af 13. Oktober 1919, bevirkede Transaktionen, at Aug. Lunn & Co.s Gæld til Landmandsbanken formindskedes med 2 Mill. Kr. mod at Landmandsbanken fik den franske Bank som Debitor i Stedet for. Endvidere blev der

432

af Aktiematerialet baandlagt 1.770.000 Kr. Landmandsbank-Aktier, som opbevaredes under B-Depot, og som Banken herefter ikke betragtede som belaant i Landmandsbanken. Ved den med den franske Bank trufne Ordning og dens nærmere Udformning kom Landmandsbanken i Realiteten til at staa som Garant overfor Banque des pays du Nord, der modtog 1 pCt. i Provision.«

En lignende Ordning blev i Efteraaret 1921 truffet med Hambros Bank i London, efter at Forhandlingerne med forskellige udenlandske Banker om gensidig Udveksling af egne Aktier var strandet. Hambros Bank ydede et Laan paa £ 200.000, og der oprettedes hos Landmandsbanken en Special-Konto for Londoner-Banken og en modsvarende Konto under Navnet Diverse Laantagere i Hovedsædet og Filialerne. Førstnævnte Konto debiteredes derefter pr. 31. Oktober 1921 for 2 Mill. Kr. og pr. 31. Maj 1922 atter med et tilsvarende Beløb. I Bankkommissionens Beretning bemærkes hertil: »Direktør Glückstadt stod som trustee for Hambros Bank, idet han bl. a. garanterede, at Kursværdien af de belaante Landmandsbank-aktier oversteg Laanesummen med 20 pCt. I Provision betaltes ½ pCt. til den engelske Bank. Landmandsbanken medregnede ikke det Beløb, der saaledes var debiteret Hambros Bank, naar den opgav, hvilke Laan Banken havde ydet paa egne Aktier. Efter Sammenbrudet i September 1922 maatte Banken opgive Kravet paa de 4 Mill. Kr., som den havde debiteret Hambros Bank«. Det samme maatte selvfølgelig ske med de fingerede Krav, der var opstaaet overfor den franske Bank. Det pointeres udtrykkelig i Beretningen, at hele Fremgangsmaaden var i Strid med Loven og erklæres: » Da Banken indestod for begge disse Laan, burde Aktierne ifølge Bankloven være medtaget i Opgivelserne af egne Aktier«.

Max Ballins Selvmord den 12. April 1921 skabte en forøget Uro omkring Banken, og denne skærpedes i den følgende Tid ved den stigende Mistillid til de af Banken financierede store Handels- og Industriforetagender, navnlig Transatlan-

433

tisk Kompagni, Heilbuths Svovlsyrefabrikker og Vekselererfirmaet I. M. Levin & Co. Udbudet paa Landmandsbankaktier oversteg langt Efterspørgselen, og Bankens Direktører vidste aabenbart ikke deres levende Raad, hvordan de skulde dæmme op for alle disse Salgsordrer i egne Aktier i en Periode, hvor Afsætningen fuldstændig svigtede. Banken ligefrem svømmede i egne Aktier, maatte bl. a. i April 1921 i nogen Tid optage 250 - 400.000 Kr. egne Aktier om Dagen. I September Maaned opsamledes 1 ½ Mill. Kr. Aktier, i første Halvdel af November s. A. et tilsvarende Beløb. I Løbet af April og Maj 1921 blev en Del af de tilbageflydende Aktiemidler indbetalt paa to Seperatkonti, lydende paa Etatsraad H. N. Andersens og D/S Orients Navn, bogført som Køb af henholdsvis 396.000 og 506.000 Kr. Landmandsbankaktier mens der dog bortsolgtes 244.000 Kr. Aktier af den sidstnævnte Konto den 11. Juli 1921. Det blev efter Rekonstruktion i September 1922 saavel fra H. N. Andersens som fra D/S Orients Side hævdet, at Købene var sket uden deres Vidende.

I den mest fortvivlede Situation i Efteraaret 1921 dannedes endelig syndikatet af 10 November 1921 til Opkøb af Landmandsbank-Aktier, efter at der havde fundet indgaaende Forhandlinger sted med Nationalbanken. Herefter blev det overdraget dette private Konsortium, at foretage Opkøb af Landmandsbankaktier indtil et Beløb af 30 Mill. Kr., som efter Direktionens Opfattelse skulde udgøre det Aktiebeløb, der oversteg Markedets Købeevne. Konsortiet skulde stille Nationalbanken en Sikkerheds-Margin paa 10 Mill. Kr. til Raadighed, hvorefter Nationalbanken forpligtede sig til at belaane de af Konsortiet opkøbte Aktier til Kurs 105 pCt., medens selve Aktiekursen skulde holdes omkring 120 pCt. Dette Indskud af 10 Mill. Kr. tilvejebragtes dels ved Udbetaling af en Landmandsbanken tilhørende skjult Reserve paa ca. 4,3 Mill. Kr., som ved Salg indbragte en Provenu af ca. 5 1/4 Mill. Kr. dels ved Støttebeløb, der tegnedes af Banken nærtstaaende Selskaber og Personer. Saaledes tegnede

434

Østasiatisk Kompagni

2.000.000 Kr.

Nordiske Kabel- og Traadfabrikker

500.000 Kr.

Spritfabriken Fortuna

500.000 Kr.

De nævnte Selskabers Bestyrelser fik dog ingen Underretning om disse Indskud. Af Bankens Ledere tegnede:

Direktør Glückstadt

400.000 Kr.

Direktør Ringberg

400.000 Kr.

Direktør Emil Rasmussen

100.000 Kr.

Direktør P. C. C. Harhoff

100.000 Kr.

Desuden tegnedes af Bankbestyrelsens Medlemmer:

Admiral Richelieu (Fmd.)

300.000 Kr.

Kommitteret Schack Eyber

200.000 Kr.

Direktør Reinhard

200.000 Kr.

Forpagter Sonne

100.000 Kr.

Grosserer Collstrop

100.000 Kr.

Direktør Reimer

100.000 Kr.

Risikoen ved Opkøbene af Aktierne skulde herefter fordeles paa den Maade, at Kursfald ned under 105 pCt. var Landmandsbankens, saa langt som dens indskudte 5 Mill. Kr.

*) Forpagter Sonne fortæller i sine Memoirer betitlet ”Min Livsmelodi« (Kbh. 1938) S. 175 f., at hans Kolleger i Bestyrelsen i Efteraaret 1921 i hans fraværelse havde anset det for passende at sætte hans Bidrag til 100.000. Kr. Først efter sin Hjemkomst fra Arbejdskonferencen i Genua havde han erfaret om denne Sag. ”Dette Beløb vilde man altsaa” bemærker han, »udbede sig min Bemyndigelse til at maatte anse som stillet til Raadighed af mig. Der var ikke Tale om kontant Indskud. Banken leverede Beløbet, som Bidragyderen forrentede, saafremt Indbetaling blev at præstere. Men dertil var der ifølge Sagens Natur kun liden Udsigt. Det foretagne Skridt turde i det Hele taget være at bedømme som en formel Gestus. - Jeg accepterede.«

435

rakte; derefter hæftede de private Indskyderes 5 Mill. Kr., medens Risikoen herudover blev Nationalbankens.

Imidlertid forværredes Situationen ogsaa efter denne Ordning, idet Udbudet af Aktierne fortsattes, til Tider endog i et meget foruroligende Tempo. Saaledes navnlig omkring 1. Februar 1922, da Udbudene enkelte Dage laa mellem 500.000 til 900.000Kr. Landmandsbanken laa med egne Aktier

Ultimo December

46.023.000 Kr.

1. April 1922

50.556.000 Kr.

16. Septbr. 1922

66.312.000 Kr.

Indtil 2. August 1922 havde Syndikatet opkøbt nominelt 29.989.800 Aktier mod Betaling af ca. 33 Mill. Kr. I April 1922 kunde Landmandsbanken igen sælge for 1,7 Millioner Kr. til amerikanske Købere og noget senere overtog Hambros Bank i den ovenfor skildrede maskerede Form for 2 Mill. Kr. Aktier. Men Sammenbrudet var uundgaadigt. Da Katastrofen endelig indtraadte, havde Banken ved egne Støtteopkøb tabt 21 Mill. Kr.! Dertil kom de Tab, som Banken kunde gøres ansvarlig for i Anledning af Salg af Aktier, der var foretaget paa Grundlag af det urigtige Regnskab af 1921; paa denne Konto maatte Banken alene til de amerikanske Købere yde en Erstatning af ca. 2 Mill. Kr. I Kommissionsberetningen gives der endvidere følgende særligt karakteristiske Oplysning om de af Glückstadt og Konsorter anvendte Forretningsmetoder (S. 316): »Direktionen har som foran berørt i visse Tilfælde købt Landmandsbank-Aktier og ladet dem debitere Kunders Konti enten saaledes, at det er sket uden den Paagældendes Vidende, hvorfor Købet senere har maattet gaa tilbage, eller saaledes, at den Paagældende først bageefter har faaet Meddelelse om Købet, der tillige havde et Omfang, der ganske oversteg hans økonomiske Evne. Det Tab, der derved blev paaført Banken, kan anslaas til mindst 6 Mill. Kr.«.

436

 

c) Bankens Afskrivninger ultimo 1922 og senere.

Den første større Afskrivning paa Landmandsbankens Aarsregnskaber blev, som ovenfor nævnt, foretaget ved Afslutningen af Regnskabsaaret 1921. Det meddeltes i de første Februardage 1922, at der for dette Aar, i hvilket Indskrænkningen af Erhvervslivet efter Krigsperiodens Virksomhed havde paaført Banken store Tab, vilde blive afskrevet ca. 25,9 Mill. Kr. Faa Maaneder senere, i Begyndelsen af Juli 1922, maatte Glückstadt erkende, at Banken havde lidt yderligere Tab. Han gjorde selv disse op til ialt 55 ½ Mill. Kr., medens Bankinspektør Green samtidigt - efter en indgaaende Prøvelse af Bankens Bøger, der havde strakt sig over et Par Maaneder, - beregnede Tabet til 144 Mill. Kr. Hverken den ene eller den anden Beregning holdt Stik. Regnskabsaaret 1922 afsluttedes med Afskrivninger paa udestaaende Fordringer til et samlet Beløb af 209,8 Mill. Kr. Til Imødegaaelse af disse Vanskligheder var først Nationalbanken traadt hjælpende til, som det vil blive mere indgaaende behandlet i det næste Kapitel, og efter at dette var sket, maatte Staten gribe ind ved at yde fuld Garanti for alle ved Banken opstaaede Tab. *)

I det følgende skal der nu gøres nærmere Rede for Tabskontienes Størrelse paa Landmandsbankens Regnskaber, samt for den specielle Kundekreds, der paaførte Banken de største Tab. Dog, forinden skal der gives et Overblik over de samlede Afskrivninger, Banken efterhaanden maatte foretage som Følge af den forrykte Spekulation, den havde indladt sig paa under og efter Verdenskrigen.

Med Hensyn til selve Udviklingen af Afskrivningerne giver Landmandsbankens Aarsberetninger de fornødne Oplysninger. Det fremgaar heraf, at de i Aarene 1921-1927 stillede sig som følger:

*) Jf. nedenfor Afsnittene 5 b, c og d.

437

 

Tab paa udestaaende Fordringer:

Afskrivninger i alt:

     

1921

25.867.937,01 Kr.

25.871.390,51 Kr.

1922

209.836.812,83 Kr.

231.967.488,89 Kr.

1923

29.960.967,02 Kr.

36.678.701,47 Kr.

1924

5.187.498,46 Kr.

10.030.331,72 Kr.

1925

103.887.070,45 Kr.

158.663.780,81 Kr.

1926

505.929,49 Kr.

933.391,53 Kr.

1927

16.303.789,99 Kr.

18.029.328,38 Kr.

     
 

391.550.005,25 Kr.

482.174.413,31 Kr.

Blandt Afskrivningerne staar som næststørste Post, efter Tabet paa udestaaende Fordringer, Tabet paa Aktier, som i den her omhandlede Periode beløb sig til ca. 76 Mill. Kr. Disse Tab faldt hovedsagelig paa Regnskabsaarene 1922 og 1925, hvor de androg 22,1 henholdsvis 45,8 Mill. Kr. 1923 maatte Banken foretage to specielle Afskrivninger for Tab ifølge Sø- og Handelsrettens Dom af 23. 10. 1923 i en Sag, der var anlagt af det amerikanske Bankierfirma Hallgarten & Co., ca. 1,8 Mill. Kr. og for Erstatning til Aktionærerne i Kjøbenhavns private Laanebank i Henhold til Voldgiftskendelse, godt 4,9 Mill. Kr. I begge Tilfælde drejede det sig om Erstatning for Tab, der var opstaaet ved Dispositioner, som blev foretaget i Tillid til, at Aarsregnskabet for 1921 var rigtigt. Dertil kom i Regnskabsaaret 1925 de ved Deflationen forvoldte Tab paa Obligationer med ca. 5,4 Mill. Kr og paa Ejendom med 3,5 Mill. Kr.

Men dermed var Bunden ikke naaet. Efter at der ultimo 1927 var afskrevet 16,3 Mill. Kr., viste det sig ved en fornyet Gennemgang af Bankens Bøger, at der yderligere maatte regnes med Tab paa ialt 136 Mill. Kr. Som Tab forvoldt ved selve de af Banken i Spekulationsperioden 1914 - 1922 foretagne Dispositioner kan herefter i det store og hele opføres:

438

Tab paa udestaaende Fordringer

Ca. 391,5 Mill. Kr.

Tab ved Hallgarten-Sagen og Københavns Laanebank

Ca. 6,7 Mill. Kr.

Tab paa Aktiver før Deflationen

Ca. 27,0 Mill. Kr.

Tab opgjort i Febr. 1928

Ca. 136,0 Mill. Kr.

   
 

Ca. 561,2 Mill. Kr.

Udover dette Beløb paa godt en halv Milliard Kroner maa imidlertid ogsaa de store Tab tages i Betragtning, som umiddelbart fremtræder som foraarsagede af Deflationen, men dog maa anses for midddbart fremkaldt ved Spekulationssvindelen. Der maa altsaa tages et vist Hensyn til, at der efter Deflationen maatte afskrives Tab paa Aktier og Obligationer til et samlet Beløb paa henimod 60 Mill. Kr., og at der paa Bankens Ejendomme maatte afskrives ca. 4 Mill. Kr. Og endelig maa ogsaa de Poster, som 1928 overførtes til Afviklingskassen, Poster til ialt 105,8 Mill. Kr., sættes paa Krigsspekulationens Konto! *)

Da Banken ultimo 1922 møder op med de forfærdende Afskrivningsbeløb paa henimod 210 Mill. Kr. maa der selvfølgelig ogsaa i Aarsberetningen gives en Forklaring paa denne kraftige Forskydning i Bankens finansielle Status. Den nye Direktion for Vekselafdelingen, Emil Hertz og Oluf Nielsen, siger herom i Aarsberetningen, at selv »om man fra Bankens Side bestræbte sig for at foretage en saa nøje Undersøgelse af samtlige Engagementer som muligt, kunde det dog ikke undgaas, at man for en Del af de største Engagementers Vedkommende - navnlig i Betragtning af den korte Tid, der var levnet - maatte bygge sine Afskrivninger paa Opgivender fra de af Banken indsatte Tillidsmænd for de paagældende

*) Jvf. hertil ogsaa Afsnit 5f.

439

Foretagender eller andre med Forholdene kendte Mænd«. Dernæst tilføjes:

»En af Banken selv i Løbet af 1923 foretagen kritisk og sagkyndig Gennemgang af de paagældende Engagementer med Rekonstruktion og Sanering for Øje, til hvilken Gennemgang man nu har haft den fornødne Tid, gjorde det imidlertid klart, at der for flere af disse Foretagenders Vedkommende maatte foretages nye Afskrivninger, naar man vilde gøre rent Bord og nedskrive Aktierne til en sund Fremtidsbasis«.

Det meddeles derefter, at der blandt større Engagementer navnlig har maattet foretages Afskrivninger paa A/S M. J. Ballins og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker, Levin & Salomonsen, Max Levig & Co osv., og der tages endvidere Forbehold med Hensyn til de russiske Interesser og Rekylriffel-Syndikatet. Men til Slut anser man sig dog for berettiget til at fremsætte følgende fortrøstningsfulde Betragtninger:

»Det er Bankraadets bestemte Opfattelse, man ved de foretagne Afskrivninger er kommet til det Vendepunkt, hvor det atter vil gaa fremad, saa at Banken kan begynde at tjene den tabte Del af Præferencekapitalen tilbage. Hvor hurtigt dette Maal vil kunne naas, er det naturligvis umuligt at sige noget bestemt om, men det foreliggende Driftsresultat for det forløbne Aar, der er opnaaet til Trods for de urolige Forhold, vil formentlig vise, at Bankens normale Forretning er i stand til at afkaste et efter Omstændighederne tilfredsstillende Overskud«.

De Bankraadsmedlemmer, som satte Navn til denne Erklæring, var Formanden, Højesteretssagfører og Kammeradvokat Vagn Aagesen, blandt hvis særlige Tillidsposter den Blaa

440

Bog 1923 i første Række nævner hans ledende Stilling i »Præmieselskabet for den mosaiske Ungdoms Anbringelse til Kunstner eller Haandværker«s Administration. Dernæst Grosserer Aage Løwener, Heljøden Grosserer Ernst Meyer, Direktør i Carlsberg-Bryggerierne Poul C. Poulsen, Skibsmægler Christian Sass, Direktør i Ø.K. Hans Jørgen Schiødt, Hofjægermester Fred. Sporon Fiedler, Ejer af Godset Nordskov ved Ringe, Forpagter af Hvidkilde Ladegaard Jens Theilmann og Grosserer, Konsul J. Villemoes i Esbjerg.

1925 meldte der sig atter for Alvor Vanskeligheder, da Tilbageføringen af Kronen til Pariværdien medførte en voldsom Deflation, som ramte hele Erhvervslivet, og som indenfor Landmandsbankens Kundekreds navnlig paaførte Handels- Industri- og Skibsfartsforetagender, der paa dette Tidspunkt langtfra var kommet ud over de ved Krigsspekulationen fremkaldte Vanskeligheder, store Tab. Derfor maatte Banken foretage en ny Gennemgang af alle Engagementer, som resulterede i, at der paany foretoges mægtige Afskrivninger. Aarsberetningen bemærker desangaaende, at det endelige, af Banktilsynet godkendte Resultat af den i Slutningen af Marts 1925 foretagne Vurdering havde været, at der maatte afskrives og hensættes ialt 152.775.110,27 Kr., efter at driftsoverskudet for 1925, ca. 5,9 Mill. Kr., forlods var afskrevet. Denne Afskrivning omfattede ogsaa Bankens Rekyl-Interesser. Derimod havde Banken ifølge Beretningen ikke anset det for rigtigt, ogsaa at afskrive sine egne russiske Fordringer, der androg ca. 27,3 Mill. Kr.; i Stedet for havde man foretaget en tilsvarende Hensættelse. Samtidig bemærkes, at Banken som Følge af de ekstraordinære Afskrivninger og Hensættelser havde set sig foranlediget til at andrage om Forlængelse af Statsgarantien, og at Regeringen havde imødekommet denne Henvendelse. Dette havde været den eneste Vej ud af de nye Vanskeligheder, da Tegning af ny Aktiekapital havde vist sig uigennemførlig.

I 1928 fulgte endelig de afsluttende Forhandlinger om Rekonstruktionen af Landmandsbanken. I Midten af Januar for-

441

lød det, at Udvalget angaaende Landmandsbanken havde skønnet, at der maatte regnes med yderligere Tab paa ca. 175 Mill. Kroner, medens Banken selv nogen Tid senere anslog det samlede Tab til 136 Mill. Kr. Under disse Forhold maatte Direktør Emil C. Hertz tage Konsekvensen; han erklærede, at han vilde træde tilbage fra sin Post ved Aarets Udgang, efter at han havde faaet Kendskab til den af det saakaldte Tomandsudvalg (H. Dalhoff og H. Green) afgivne Betænkning til Handelsministeren. To Maaneder senere vedtoges ved Lov af 19. 4. 1928 vedr. en Ordning af Statens Forhold til Landmandsbanken, at Ejendomsretten til Banken skulde overgaa til Staten som ufyldestgjort Kreditor, efter at den den 1. Juli 1922 af Staten, Ø.K. og Det store nordiske Telegrafselskab tilvejebragte Præference-Aktiekapital paa 70 Mill. Kr. samt den til 10 Mill. Kr. nedskrevne ordinære Aktiekapital, og den af Nationalbanken indskudte Reservefond paa 30 Mill. Kr. var afskrevet. Staten stillede derefter det konstaterede Statsunderskud paa 136 Mill. Kr. samt en Reservefond paa 34 Mill. Kr. til Bankens Raadighed og indskød endvidere en Aktiekapital paa 50 Mill. Kr., hvilke Aktier senere skulde afhændes, saa Banken langt om længe atter kunde tilbageføres til privat Eje. Det besluttedes endvidere, at der skulde oprettes en Afviklingskasse, som skulde overtage Bankens daarlige Engagementer. *)

Med Hensyn til de til Afviklingsafdelingen overførte mere eller mindre dubiøse Engagementer blev der fra først af anordnet, at disse Overførsler skulde behandles strengt fortroligt, og det bemærkes i Beretningen for Tiden 1928 - 35, at denne Bestemmelse er bleven gennemført paa en saadan Maade, »at de til Afviklingsafdelingen i sin tid overførte Virksomheder saavidt muligt selv er holdt i Uvidenhed om, at de har været henlagt under Afviklingsafdelingen«. Overførslerne til Afviklingsafdelingen var afsluttet i November 1928. Paa dette Tidspunkt viste Afviklingskassen en Balance paa ca. 105,8 Mill.

*) Jvf. nedenfor 5f.

442

Kr. og en Gæld til Landmandsbanken paa 99,7 Mill. Kr. Afviklingen afsluttedes 1935, efter at Gælden pr. 31. 12. 1934 var nedbragt til 9,6 Mill. Kr. Selve Afviklingen havde indbragt 111,4 Mill. Kr. Selv om Enkelthederne i Afviklingskassens Arbejde ikke er bleven bekendt for Offentligheden af de nævnte Grunde, kan der ikke være Tvivl om, at den har udrettet et dygtigt og for Banken overmaade gavnligt Arbejde. Men den ved dette Arbejde fremmede Rationalisering af nødstedte Bedrifter har imidlertid i mange Tilfælde ogsaa ført til Løntryk og til en Forøgelse af Arbejdsløsheden og dermed haft Konsekvenser, der absolut ikke laa i de brede Befolkningslags Interesse.

De Spørgsmaal, som i denne Sammenhæng særlig trænger sig paa, er, hvilke af Landmandsbankens Kunder, Afskrivningerne til flere hundrede Millioner Kroner er kommet tilgode, og under hvilke Betingelser disse Afskrivninger et bleven foretaget.

Disse Spørgsmaal kan kun besvares paa en meget utilstrækkelig Maade. Den eneste Oversigt over Afskrivningerne er publiceret i Bankkommissionens Beretning og behandler Stillingen ultimo 1922. Omendskønt Afskrivningerne senere hen er steget i en meget væsentlig Grad, er der aldrig bleven givet nærmere Oplysninger om de enkelte Gældsbeløb, der blev overtaget af Statskassen. Da det jo i overvejende Grad var Jøder eller disse nærstaaende Personer, som er sluppet af med deres Gæld paa Statens, og det vil sige paa Skatteborgernes Bekostning, havde det vel været nærliggende at give Skatteyderne, - Folket, - klar Besked om, hvem der paa denne Maade blev favoriseret fra Statens Side! Men Systempartierne saa naturligvis anderledes paa Sagen og undsaa sig heller ikke for at lade nye Jøder være medvirkende som ledende Mænd i Banken ved de i 1922 indledede Rekonstruktioner, først Heljøden Ernst Meyer, saa Kvartjøden Emil Hertz, som dog maatte trække sig tilbage i 1928. Og fra Systempartiernes Side er der

443

heller ikke efter 1922 bleven spurgt om, hvordan Afskrivningerne fordeltes paa de enkelte Debitor-Konti.

I det følgende gengives nu Bankkommissionens Opstilling over Afskrivningerne ved Hovedsædet ultimo 1922 af Tab paa 100.000 Kr. og derover, med korte Oplysninger til Enkeltposterne om de enkelte Selskabers Direktion, Bestyrelse osv., som vedføjes i parantes. Derved er Navnene paa Jøder sat med cursiv.

 

Kroner:

Externa (Selskabet, der overtog Det Transatlantiske Kompagni efter en Kurs af 15 pCt. for de gamle Værdier; adm. Direktør Knud Sthyr, Kommitteret Carl J. Michaelsen).

Afskrivninger og Hensættelser til Imødegaaelse af Tab paa Det Transatlantiske Kompagnis Koncern ifølge Opgave fra Externa.

51.998.970

Endvidere afskrevet

hvilket Beløb fremkom ved Kapitalisering af den Ergor paahvilende Forpligtelse til at betale Det Transatlantiske Kompagni yderligere 20 Mill. Kr. (for Overdragelse af Rekylrettighederne), fordelte paa 4 Aar. Dette Beløb med fradrag af Renter var krediteret Externa og altsaa benyttet til Afskrivninger ifølge Opgave fra dette.

17.488.368

Russiske Fordringer:

 

Russisk Handelskompagni og Russisk Asiatisk Kompagni tilsammen

15.000.000

Skovindustriselskabet

3.000.000

Forskellige Debitorer:

 

Direktør Herman Heilbuth ...........................

4.500.000

Levin & Salomonsen (Indeh. Frederik Salomonsen;

 

 

444

Kroner:

til dette personlige Firma hørte ogsaa A/S Nordisk Læderfabrik, hvis Bestyrelse bestod af Direktør Julius Heilbuth, Broder til Herman Heilbuth, desuden Glückstadts Fætter Direktør Frederik Salomonsen og Kommitteret Schack Eyber)

4.000.000

A/S Ergor (oprindelig Ejendomsselskab, senere hovedsagelig et af Landmandsbankens Støttekonti; oprindelig sad i Bestyrelsen ORS . I. Trier og Kontorchef Roepstorff, efter Marts 1921 Kommitteret Schack Eyber. Kontoindehavere: Emil Raphael Glückstadt og Ove Ringberg)

1.500.9211

Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (Direktion: ORS. I. Werner som Formand, Dir. Herman Heilbuth og Grosserer Erik S. Henius

2.697.309

Godsejer Bock, Helsingborg

3.500.000

Nordisk Oversøisk Handelsselskab (Fmd. i Bestyrelsen Etatsraad Glückstadt; adm. Direktør Theo Kliatschko)

1.500.000

Industrial Trading Company (overtog 1917 Tvermoes & Abrahamsons tekniske Import- og Eksportforretninger. Fmd. Etatsraad Glückstadt; adm. Direktør Ing. Martin A. Abrahamson)

1.500.000

A/S Buddinge Værk (var tilsluttet A/S Landbrugsmaskin-Kompagniet, The Industrial Machinery Co., Ltd., hvis Bestyrelse dannedes af Olaf Kongsted (adm. Dir.), Ing. Martin A. Abrahamson, HRS. Harboe, Dir. Siegumfeldt, Dir. Erik Plum, Godsejer Tesdorpf , Pandebjerggaard og Lensbaron Rosenkrantz, Rosenholm)

300.000

Boie Fritz-Rasmussen (Ove Ringbergs Svoger)

635.000

Grønlandsk Minedrift A/S og Grønlandsk Grafit Kompagni. (Førstnævnte Virksomhed grund-

 

445

 

Kroner:

lagdes af Grosserer Julius Bernburg; Koncessionen overtoges 1. Juni 1907 af Landmandsbanken. Grønlandsk Grafit Komp. blev 1916 oprettet under Medvirkning af Grønlandsk Minedrift. I begge Selskabers Bestyrelse var Etatsraad Glückstadt Formand. I Bestyrelsen af sidstnævnte Selskab sad desuden Emil Glückstadts Morbror, Grosserer Emil Johan Raffel, endvidere Fabrikant C. S. Hasselbalch, Ing. M. Ib Nyeboe og Dir. H. P. Prior).

Afskrivninger tilsammen

3.200.000

E. P. L. Frigast (Ove Ringbergs Svoger)

850.000

Poul Frigast (Ove Ringbergs Svoger)

700.000

Tilgodehavender hos russiske Banker

174.508

Charles Dix

184.500

Odense Emulsionsplade og Filmfabrik A/S – I Bestyrelsen sad Emil Glückstadts Svoger Max Lester som formand, Ringbergs Svoger Ing. E. P. L. Frigast og Dir. G. V. A. OLSEN.)

185.000

M. J. BaIlins Sønners og Hertz Garverier og Skotøjsfabrikker A/S. (Den værste Jøderede indenfor de industrielle Foretagender, der financieredes af Landmandsbanken. 1920 sad i Bestyrelsen Dir. Max Ballin som Formand, desuden Dir. Benny Dessau, Dir. Justus Nathansen, ORS. Konrad Levysohn, Bankdirektør F. Paulsen, Generalkonsul Wilhelm Weimann, ORS. Otto Bang, Fabrikant C. F. Jarl, Vekselerer Johan Levin, Prof. Karl Meyer, Dir. Carl Victor Slomann, Skotøjsfabrikant H. C. Kristensen og fhv. Fabrikant John Messerschmidt. I Direktionen var Formanden Alfred Hertz, Direktionsmedlemmer var endvidere E. V. Bredahl, H. Lotinga, C. F. Müller, L. M. N. Nathan, L. Seligmann, A. F. Scheel, E. F. Ja-

 

 

446

Kroner:

Jacob og Hugo Rothenborg. Forretningsudvalget bestod af de fem Jøder Max Ballin, Benny Dessau, Alfred Hertz, Konrad Levysohn og Wilhelm Weimann. (Blandt de nævnte er C. V. Slomann en Fætter til Julius Heilbuth, medens E. F. Jacob skal have været Fætter til Max Ballin)

5.00.000

John Levig & Co., Paris (lndeh. J. Levig, Broder til Max Lester)

A/S Nielsen & Winther (Fmd. i Bestyrelsen Generalkonsul Wilhelm Weimann. Medlemmer af Bestyrelsen bI. a. Direktørerne H. P. Prior, G. Gregersen og Kaptajn Rambusch. Adm. Direktør Olaf Kongsted.)

5.00.000

Skandinavisk Frøkompagni og R. Wibollt (I Bestyrelsesraadet Gross. Carl Zøylner, af arisk Afstamning, som dog gennem sine Søskende er Svoger til Herman Heilbuth og Gross. William S. Bendix, og gennem sin jødiske Hustru, Jutta Birgitte Meyer, er Svoger bI. a. til Grossererne Ernst Meyer, Vilhelm Meyer, Hartvig Dessau, William Heering osv.) Formand for Bestyrelsesraadet var Gross. Gustav Aron Henriques

2.958.190

Dansk Saasæd-Kompagni (Bestyrelse: F. Nielsen som Direktør, Gross. H. A. Riis, L. H. A. Wibollt, Nakskov, Dir. A. W. Schmidt og Gross. l. M. Meyer.)

803.996

A/S Hios, kemiske Fabrikker. (l Bestyrelsen bl. a. Grev Eigil Knuth og Kaptajn Ove de Fine Skibsted. Et Selskab, i hvilket Emil Glückstadt og H. N. Andersen drev særlig omfattende Spekulationer.)

550.000

Chr. Stilling Andersen (Svoger til Ingeniør cand. polyt. Kai Bing)

100.000

Overretssagfører Vogel Jørgensen

310.000

447

Kroner:

Aage Steenstrup i Likvidation (Indeh. H. A. N. Steenstrup, Prokurist N. Levy)

231.964

Oscar Peschardts Træimport i Likvidation

300.000

Rusam Co. Ltd. (Russisk-Amerikansk og Dansk-Russisk Handelskompagni. Bestyrelsens Fmd. og adm. Direktør Gross. J. de Jongh (formodentlig Jøde og Slægtning til Martin A. Abrahamson *))

200.000

Skandinavisk Film Agency **)

300.000

Claus Hansens Fabrikker i Likvidation (I Bestyrelsen bl. a. Gross. V. P. Heyman; Direktør var Claus Hansen.)

400.000

Tab paa diverse Aktier (i Ergor)

150.000

M. H. Cohen & Lamm (Indeh. A. F. Lamrn)

275.000

Jul. T. Levinsen (Indeh. Jul. T. Levinsen; Prok.: G. T. Levinsen)

3.500.000

Moritz Melchior & Co. (Indeh. W. Melchior)

100.000

Herman Meyer (Indeh. H. Meyer og I. Nathanson, Prok.: P. Nathanson)

624.009

Aage Trier

2.000.000

John Hansen

155.000

Th. Schiøler

1.850.000

Lunnske Konsortier (i hvilke Glückstadt og Ringberg i særlig Grad var delagtige)

15.770.000

Syndikat i Nordiske Kabel- og Traadfabrikker (Aktiespekulation, som gennemførtes af H. P. Prior og Glückstadt, og som dannede Grundlaget for Bedragerisigtelse mod disse to Mænd.)

2.837.591

*) Dennes Forældre var Grosserer Arnold Abrahamson, hvis Fødenavn var Abraham Meyer, og Flora Henriette Abrahamson, f. de Jongh. Sidstnævnte døde den 24. 12. 1922 og blev begravet paa den mosaiske Kirkegaard. Jvf. ogsaa Stamtavlen Melchior, Kbh. 1920, S. 40.

**) Sikkert identisk med Skandinavisk Films Union, som likviderede 1922. Direktør var den jødiske Grosserer O. H. Davidsen; jvf. den Salomonsenske Stamtavle, S. 83.

448

 

Kroner:

Konsortiet af 3. Juli 1919

1.150.000

Konsortiet af 1. Febr. 1917 (det saa ofte omhandlede Februar-Konto, paa hvilket saa talrige jødiske Navne var opført; jf. ovenfor 2e)

5.000.000

Konsortiet i Det Transatlantiske Kompagni

1.000.000

J. M. Levin & Co., Konto for Ballin & Hertz A/S

460.000

J. M. Levin & Co. (Indehavere: Martin Levin og Nevøen Johan Levin. De her opstaaede Tab er langt overvejende fremkaldt ved Jødernes Aktiespekulation)

17.000.000

Ingeniør Jørgen Jensen, Bangkok

146.000

Dr. phil. Carl Rothe

300.000

Grosserer Emil Mik-Meyer (Broder til Landmandsbankens Underdirektør Philip Mik-Meyer)

400.000

Direktør Ditlev von Voss

800.000

William H. Smith A/S Eftfl.

125.000

Frederik Salomonsen (Glückstadts Fætter og Indeh. Af Firmaet Levin & Salomonsen)

500.000

Med Hensyn til de senere foretagne Afskrivninger giver kun Aarsregnskaberne for 1923 og 1924 nogle Oplysninger om, hvilke af de større Engagementer der forvoldte yderligere Tab. Der bemærkes bl. a., at der hos A/S M. L Ballins Sønner efter Rekonstruktionen var afskrevet 2 Mill. Kr., saa hele det direkte Tab beløb sig til 7 Mill Kr. Men derudover konverterede Banken en Del af sit øvrige Tilgodehavende paa ialt 20.9 Mill. Kr. til Præference-Aktier, medens Resttilgodehavendet udskiltes som en fast Gæld. Hos A/S Svendborg Skibsværft og Maskinbyggeri steg Afskrivningsbeløbet fra ca. 3 Mill. Kr. ultimo

1922 til 4.1 Mill. Kr., hos Fa. Levin & Salomonsen og Grosserer Frederik Salomonsen fra 4.5 Mill. Kr. til 6 Mill. Kr., medens der hos Landbrugsmaskin-Kompagniet og det dermed i Forbindelse staaende Buddinge Værk yderligere hensattes 4.4 Mill. Kr. til Imødegaaelse af Tab. Det meddeltes endvidere,

449

at der for A/S Externas Vedkommende udover de 132 Mill. Kr., som var tabt ultimo 1922, yderligere var bleven afskrevet 9 Mill. Kr., og at Bankens samlede Risiko derefter yderligere vilde andrage 16 Mill. Kr. Denne Risiko var 1924 nedbragt til 12 ½ Mill. Kr. De i 1924 foretagne Afskrivninger paa ialt 5.2 Mill. Kr. faldt med ca. 5 Mill. Kr. paa det Tab, Landmandsbanken led ved Diskonto- og Revisionsbankens Sammenbrud, idet der deri var indbefattet saavel Tabet paa de Banken tilhørende Aktier som det anslaaede Tab paa Landmandsbankens Tilgodehavende og dens Andel i den af Hovedbankerne overtagne Garanti for Diskontobankens udenlandske Forpligtelser i fremmed Mønt. Med Hensyn til Tabet paa Aktier gives i Aarsregnskabet den Oplysning, at der var opstaaet Tab paa ca. 1 Mill. Kr. ved Salg af en Post Aktier i et udenlandsk Foretagende. Men da der i Regnskabsaaret 1925 foretages Afskrivninger til ialt ca. 159 Mill. Kr., hvoraf paa udestaaende Fordringer alene 103.8 Mill. Kr., gives der ikke mere nogen Oplysning om, for hvilke Debitorers Vedkommende disse Afskrivninger er sket!

Ved den ovenfor gengivne Opstilling efter Bankkommissionens Beretning er det paafaldende, at enkelte andre Gældsposter, som behandles udførligt andet Steds i selve Beretningen, ikke nævnes her. Saaledes gives der ingen Oplysninger om den Gæld, Valdemar Glückstadt og Max Lester, Paul Philipson osv. har overfor Banken, ligesaalidt som der gives nærmere Oplysninger om de Personer, som Bankens Afskrivninger middelbart, gennem Vekselererfirmaerne, er kommet til gode. Der tænkes herved navnlig paa Kunderne hos L M. Levin & Co., hvor der f. Eks. maatte afskrives ½ Mill. Kr. som tabt hos Herman Heilbuth, ca. 3 Mill. Kr. hos Firmaet E. L. Weimann & Co. og ca. 1.2 Mill. Kr. hos A/S Russo-Dania osv. Det er omtalt, at Generalkonsul Wilhelm Weimann har forvoldt Banken et Tab paa ca. 3 Mill. Kr., og at ORS. Axel Simonsen har sat store Midler over Styr ved Aktiespekulation hos Vekselererfirmaet Paul Philipson osv., men om alt dette

450

gives der i Opstillingen ingen Oplysninger. Der melder sig her navnlig tre Spørgsmaal:

1) Hvorledes fordeler de store Afskrivninger paa mere end 500 MilI. Kr. sig paa de enkelte Firmaer, henholdsvis de enkelte Debitorer?

2) Til hvilke Beløb har de enkelte Debitorer faaet Gæld eftergivet, henholdsvis under hvilke Betingelser har den enkelte Debitor faaet sin Gæld afviklet?

3) I hvilket Omfang og hvilke Betingelser har Banken (og dermed Staten) uanset Afskrivningerne, givet industrielle Foretagender paa jødiske Hænder Laan til Rationalisering af Bedriften?

At en tilforladelig Besvarelse af disse Spørgsmaal vilde berede Offentligheden mange nye Overraskelser, staar efter det, der hidtil er bleven bekendt paa dette Omraade, udenfor enhver Tvivl. Nogle Eksempler vil vise det. Efter at Landmandsbankkatastrofens Omfang efter Rekonstruktionen fra September 1922 traadte stærkere frem, tilbød Etatsraad Emil Glückstadt at stille hele sin Formue til Raadighed for Banken. At der ikke er kommet altfor meget ud af dette, kan man slutte sig til af en Bemærkning, der bringes i Landmandsbankens Aarsberetning for Aaret 1923. Her meddeles nemlig vedrørende Firmaet Max Levig & Co.: »Man regnede i Fjor med, at Bankens Tab ved Firmaet vilde kunne dækkes af Direktør Glückstadts til Banken overdragne Formue, men da denne nu maa antages at indbringe mindre end forudsat, og da Firmaets egne Aktiver heller ikke har haft den Værdi, man ventede, vil en Afskrivning af ca. 2,3 MilI. Kr. være fornøden.« Overfor denne korte Meddelelse melder der sig mangehaande Spørgsmaal, bI. a.: »Hvor stor var Glückstadts egen Gæld, paaført Landmandsbanken direkte ved at han tilegnede sig Penge, der stod paa Bankens egne Konti, og indirekte gennem det Utal af Spekulationskonsortier, han sammen med Ove Ringberg var Deltager i?«

451

eller: »Hvormeget af denne Gæld er bleven erstattet ved Glückstadts Formue?« eller: »Har Glückstadt ogsaa stillet den Kapital til Raadighed, han havde i Udlandet, hos sine Bankforbindelser i Paris og London, og maaske i New York?« eller, for at stille et mere intricat Spørgsmaal: »Hvor stor en Del af sin Formue har han udskilt til Fordel for Slægt og Venner, før Krakket kom?« Glückstadt var jo saa uhyre hjælpsom overfor sine nærmeste, derfor synes det sidstnævnte Spørgsmaal virkelig at være paa sin Plads. Hans Hustru, Fru Laura Glückstadt, ofrede jo saa godt som intet, thi med Hensyn til hende meddeltes allerede i Oktober 1922 i Bladene, at hun ikke vilde give Afkald paa Arven efter sin Fader, Direktør Eduard Rée, som udgjorde 1 ½ Mill. Kr. Muligt at Fru Glückstadt endog har kunnet redde mere, da der i Bankkommissionens Beretning meddeles, at Fru Glückstadt endda stillede Krav om Udbetaling af noget over 1 Mill. Kr. af den hendes Mand tilhørende Formue, hvortil føjes en Bemærkning om, at »formentlig vil der dog kun blive Tale om Udbetaling af en Kvotadel af dette Beløb«.

Med Hensyn til den Formue, Glückstadt havde til Raadighed, er der bleven sat de ejendommeligste versioner i Omløb. Under Krigen gik man paa Københavns Børs ud fra, at han ejede ca. 60 MilI. Kr. Han levede jo i Luksus og Overflod, købte store Mængder af Automobiler, Malerier og andre kostbare Værdigenstande. Han ejede den herskabelige Ejendom i Amaliegade ved Hjørnet af Fredericiagade, en Del Pavilloner i Frederiks Hospital, det Bernstorff'ske Palæ Sølyst, som han havde købt for 1 Million Kroner, samt en Ejendom i Paris, og en anden i London, desuden Æbelø. Hans Malerisamling takseredes endnu 1922 til 12 Mill. Kr. Paa et vist Tidspunkt havde han ikke mindre end 12 Automobiler. I Palæet i Amaliegade havde han endvidere en yderst værdifuld Møntsamling, som han havde arvet efter Faderen. Som Bevis paa, at Glückstadt i de gyldneAar ikke var ængstelig for at købe, fortaltes i Pressen, at han under Krigen købte et sjældent og smukt Pa-

452

nel for 1 Mill. Kr. i London, for dermed at pryde Salene paa Sølyst. Skibet, som skulde føre dette Panel til Danmark, blev imidlertid sænket, og Glückstadt lod derpaa til Minde om Tabet den Sal, som skulde have været prydet med dette Panel, staa med ganske hvide uprydede Vægge. Men altsaa: Oprindelig nævnte man, at Glückstadt havde en Formue paa 60 Mill. Kr. Efter at Glückstadt havde overdraget hele sin Formue til Landmandsbanken ved Overenskomster af 18. og 27. Marts 1923, ansloges Værdien af alle Formuegenstande imidlertid til kun ca. 7,3 Mill. Kr. ialt. Og derfra skulde saa trækkes Glückstadts Gæld, dels til Landmandsbanken, dels til Trediemand, som Banken ifølge Overenskomsten havde paataget sig henholdsvis at kvittere og betale. Den tiloversblevne Formue var derefter end ikke tilstrækkelig til at dække den hos Firmaet Max Lester & Co. opstaaede Gæld! Saadan svandt Formuen ind. Men hvem tvivler om, at Glückstadts Slægt trods alt alligevel har kunnet sikre sig en klækkelig Del af den fordums Formue?

Særlig karakteristisk for den Lemfældighed, hvormed man behandlede Landmandsbankens Debitorer, er jo ogsaa den Imødekommenhed, man viste overfor Harald Plum. Ogsaa han stillede sin Formue til Raadighed, efter at han var bleven dømt, men desværre glemte Landmandsbankens nye Ledelse helt, at den kunde gøre dette Krav gældende, omendskønt der dog først regnedes med, at Plum kunde betale 600.000 Kr. Plum beholdt sine Penge og kunde med disse velvilligst overladte Midler paany begynde sine Svindlerier. *) Om Wilhelm Weimann berettedes, at han af Landmandsbanken mod Betaling af kun 25.000 Kr., som endog bevilgedes ham af Neergaard i Form af en Gageforhøjelse hos Store Nordiske Telegrafselskab, fik Saldokvittering for en Gæld paa 3 Mill. Kr. **) Som det fremgaar af den ovenstaaende Opgørelse over Afskrivningerne, skyldtes

*) Jvf. nedenfor 8a.

**) Jf. 2. Del: Afsluttende Betragtninger.

453

der ultimo 1922 endnu 5,5 Mill. Kr. paa Februar-Kontoen 1917. Ifølge Bankens Aarsregnskab 1923 blev der herpaa yderligere indbetalt 449.370 Kr. 62 Øre i Erstatning. Hvem er det blandt Landmandsbankens særligt priviligerede Kunder, som her har faaet eftergivet Gæld? Endvidere: Hvilke Indrømmelser har en Mand som Herman Heilbuth opnaaet? Justitsminister Rytter lod jo i den store Folketingsdebat i Februar 1921 tydeligt forstaa, at her kunde der nok være Anledning til en nærmere Prøvelse. Disse og mange andre Spørgsmaal melder sig, da der jo tydeligvis er flere af Landmandsbank-Periodens store Spekulanter, som ikke blot har kunnet redde en god Del af deres Formue og indtil vore Dage vedblivende er holdne Mænd, saasom Herman Heilbuth og (den fornylig afdøde) Wilhelm Weimann, men som ogsaa ud over Katastrofetiden bevarede deres Position og Anseelse, som den Blaa Bog tydeligt udviser. Endog en Mand som Harald Plum, der i første Omgang ved sine af Landmandsbanken financierede Foretagender havde Tab paa 206 Mill. Kr., vedblev ogsaa efter at Processen mod ham var gennemført, at være den store Mand, der trods Straffedommen paa 4.000 Kr. regnedes med blandt Danmarks agtbare Mænd og Kvinder, som Blaa Bog nævnte lige til 1929!

I denne Sammenhæng kan det ogsaa have sin Interesse at gaa nærmere ind paa den Ordning, Landmandsbankens nye Ledelse tilstod Direktionen og Bankraadet fra Glückstadts Tid. I Begyndelsen af Oktober 1923 henvendte Landmandsbankens Bankraad sig til Højesteretssagfører H. H. Bruun med Anmodning om at foretage en Undersøgelse af Spørgsmaalet, hvorvidt Landmandsbanken, efter at Højesteretsdommen mod den tidligere Direktion og Bestyrelse i Banken var faldet den 29. Septbr. 1923, kunde gøre Erstatningskrav gældende overfor den tidligere Ledelse.

Højesteretssagfører Bruun afgav den 19. Novbr. 1923 et Responsum herom til Banken, i hvilket der sondredes mellem de Erstatningskrav, Banken mente at have som en direkte Konsekvens af den ovennævnte Højesteretsdom, og de Erstatnings-

454

krav, som det kunde antages, at Banken havde overfor den tidligere Ledelse med Hensyn til Handlinger og Undladelser, der ikke havde været Genstand for Højesterets Paakendelse. I den førstnævnte Henseende gik Betænkningen ud paa, »at den tidligere Ledelse, hvem der ved Højesteretsdommen er paalagt Ansvar for det urigtige Regnskab for Aaret 1921, maa være erstatningsansvarlig med Hensyn til de Beløb, der er udbetalt i Tantièmer til Direktion, Bestyrelsen og Funktionærer paa Grundlag af det nævnte Regnskab, forsaavidt disse ikke senere er refunderet Banken«. Endvidere gjordes der i Betænkningen rede for Spørgsmaalet, hvorvidt den tidligere Ledelse maatte antages at være ansvarlig for de Tab, Banken havde lidt derved, at der for Aaret 1921 paa urigtigt Grundlag blev udbe talt Udbytte til Bankens Aktionærer. Hertil mente Højesterets sagfører Bruun, at Landmandsbankens Kreditorer havde opnaaet Sikkerhed for Fyldestgørelse dels ved Rekonstruktionerne i Juli og September 1922, dels ved Statens Garanti af Februar 1923, saaledes at Spørgsmaalet om dette Erstatningsspørgsmaal kunde rejses, rummede Tvivl. Men han var dog af den Opfattelse, at det nævnte Krav maatte kunne gennemføres under Hensyn til at Banken havde maattet træde i Likvidation, hvis ikke Rekonstruktionen i September 1922 var blevet gennemført, og derefter ikke vilde have været i Stand til at fyldestgøre sine Kreditorer. Endvidere udtaltes i Betænkningen, at den tidligere Ledelse maatte antages at være ansvarlig for de Tab, Banken havde lidt og vilde lide, som Følge af Krav fra Aktiekøbere, der havde købt deres Aktier paa Grundlag af det urigtige Regnskab for 1921. Med Hensyn til Spørgsmaal, som laa udenfor Højesteretsdommen, gik Betænkningen til Slut ud paa, at der muligvis kunde rettes Erstatningskrav mod den tidligere Ledelse, der sad i Direktionen og Bestyrelsen paa de Tids punkter, da de paagældende Dispositioner var blevet foretaget med Hensyn til de følgende Forhold: Overførslerne i Januar 1921 til Konto 1ste Februar 1917, hvor en Række af Bankens Kun der blev godskrevne for Beløb, som belastedes af Banken;

455

- en Del af de Tab, som Banken havde lidt ved Engagementer med Etatsraad Glückstadts nærmeste Slægt, nemlig Generalkonsul Valdemar Glückstadt og Grosserer Max Lester; - og endelig de Tab, Banken havde lidt ved fortsat Kreditydelse til Det Transatlantiske Kompagni efter Udgangen af Aaret 1920.

Betænkningen selv indeholdt ikke nogen Beregning af de Krav, som herefter maatte kunne stilles til Bankens tidligere Ledelse. Men naar man tager Højesteretssagfører Bruuns Memorandum som Grundlag for Beregningen af de mulige Erstatningskrav, maatte der evt. paa de enkelte Poster udredes som Erstatningsbeløb: 1):Tantièmerne paa 1921-Regnskabet 923.000 Kr., af hvilke der til Bankraad og Bestyrelse blev udbetalt 230.769 Kr. og til Direktionen og de tantièmeberettigede Embedsmænd 692.308 Kr.; 2) Dividenden, forsaavidt den virkelig kom til Udbetaling paa den frie Aktiekapital, med ca. 8 Mill. Kr.; 3) De 1,8 Mill. Kr. som Banken havde maattet betale til det amerikanske Bankfirma Hallgarten ifølge Sø- og Handelsrettens Dom, som netop var bleven paakendt under Hensyn til, at det nævnte Firma havde købt Landmandsbankaktier paa Grundlag af 1921-Regnskabet. Dertil kom nogle andre lignende Krav overfor Banken, hvorved det imidlertid drejede sig om noget mindre Beløb; 4) Overførslerne til Kontoen af 1. Februar 1917, iaIt 4,6 Mill. Kr. – Der var her saaledes Tale om Erstatninger til ialt over 15 Millioner Kroner, uden at Spørgsmaalet om Bankraadsmedlemmernes Erstatningspligt endnu var berørt, og desuden stod Spørgsmaalet ogsaa aabent med Hensyn til visse andre Tab, nemlig Tab paa Engagementer med d'Hrr. Vald. Glückstadt og Max Lester og paa Kreditter ydet til Transatlantisk Kompagni efter Udgangen af 1920, som endnu i November 1923 ikke kunde opgøres til bestemte Beløb.

Om Erstatningspligten for de Bankraadsmedlemmers Vedkommende, der ikke var Medlemmer af Bestyrelsen, handlede det Responsum, som Højesteretssagfører Bache afgav til Landmandsbanken den 20. Novbr. 1923. Højesteretssagfører Bache

456

gik her ud fra, »om end under nogen Tvivl«, at disse Medlemmer af Bankraadet »under et Søgsmaal vil blive domfældte for at have tilsidesat deres Pligt til at prøve Bankens Regnskab for 1921«. Kravene kunde imidlertid i dette Tilfælde kun stilles med Hensyn til de Forhold, der vedrørte Regnskabet for 1921, hvorved det vilde dreje sig om tre Hovedposter: Udbyttet, Tantièmerne og Hallgarten-Sagen, og det i Betragtning kommende Erstatningsbeløb skulde herefter andrage 10 - 11 Millioner Kroner. Responsumet sluttede med en Bemærkning om, »at Domstolene i Kraft af moderne Retsprincipper og den frie Bedømmelse, de i det hele taget anlægger ved Fastsættelsen af Erstatningens Størrelse, vil være tilbøjelige til - under Hensyn til de foreliggende undskyldende Omstændigheder – at nedsætte de ovennævnte Beløb til en efter Graden af den ud viste Pligtforsømmelse mere rimelig Sum«, hvorfor Højesterets­sagfører Bache saavel af denne Grund, som fordi Spørgsmaalets Besvarelse i det hele taget rummer Tvivl, tilraader Optagelsen af i Forligsforhandlinger.

De 12 Personer, som maatte anses for at være erstatningspligtige efter HRS. Bruuns Responsum, var de samme, som var tiltalt under Landmandsbankprocessen og hvis Stilling under Processen skal behandles i det næste Afsnit. - Navnene paa de 15 Direktions- og Bestyrelsesmedlemmer, som kunde blive ramt af den i Højesteretssagfører Baches Responsum omhand lede Erstatningspligt, og som - med Undtagelse af een: Di rektør H. P. Prior - ikke blev Inddraget i Processen, var:

Prof. Viggo Bentzon, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,

Kammerherre, Greve Frands Brockenhuus-Schack, Storkors af Dbg. og Dbmd.,

Kammerherre, Kaptajn Otto Bull, Storkors af Dbg. Og Dbmd.,

Kammerherre, Hofjægermester Holger Collet, R., Dbmd.,

457

Lensgreve Aage Danneskiold-Samsøe,

Grosserer Allan Hansen,

Etatsraad Wilhelm Hansen, Kmd. af Dbg. og Dbmd., Kammerherre, Hofjægermester, Greve Adam Moltke, R.,

Kammerherre, Hofjægermester, Lensgreve F. C. Moltke, Kmd. af Dbg. og Dbmd.,

Direktør H. P. Prior, R., Dmb.,

Kammerherre, Hofjægermester, Lensgreve Fr. Raben-Levetzau, Storkors af Dbg. og Dbmd.,

Direktør Kay Reinhard, R., Dbmd.,

Kammerherre O. C. Scavenius, Kmd. af Dbg. Og Dbmd.

Kammerherre, Hofjægermester Adolf Tesdorpf, Stor kors af Dbg, R. og Dbmd. pp.,

Kammerherre Hofjægermester Bendt Wedell, Storkors af Dbg., Dbmd.

De borgerlige Blade var straks enige med HRS. Bache i, at det vilde være bedst, om man kunde komme til et Forlig, medens »Social-Demokraten« den 18. Jan. 1924 gjorde gældende, at det havde været rimeligere, hvis Banken havde søgt en retslig Afgørelse i Stedet for at afæske forskellige Højesteretssagførere deres Mening. Retten maatte alligevel tale det sidste Ord, og Banken kunde ikke stoppe op paa Halvvejen; Bladet resumerede, at »der er nu kun tilbage at søge Spørgsmaalet løst ved Domstolene«. Det samme mente »Politiken«, som iøvrigt i Januar 1924 kort og fyndigt erklærede: »At Di rektionen - og Bestyrelsen er erstatningspligtig, ligger simpelt hen i den afsagte Højesteretsdom, der statuerede Pligtforsømmelse og grov Uagtsomhed. Alligevel blev der forhandlet om Forlig, og i Midten af Decbr. 1924 fremsatte Medlemmerne af Landmandsbankens tidligere Bestyrelse og Direktion Tilbud om at betale et Erstatningsbeløb paa tilsammen 2.150.00 Kr. Ad-

458

miral Richelieu tilbød derved for sin Part at erlægge 900.000 Kr., medens Grosserer Collstrop var rede til at betale 1 Mill. Kr. De resterende 250.000 Kr. skulde saa fordeles paa de øvrige Bestyrelsesmedlemmer, der maatte anses for pligtige at betale. Ved dette Tilbud var det tidligere Repræsentantskab udenfor Bestyrelsen ikke repræsenteret. Dette Forslag blev senerehen godkendt af den nye Bankledelse.

Selve de Mænd, der havde vist Tillid til Glückstadt og havde ladet sig vælge ind i Bankens Bankraad, maatte altsaa bøde haardt derfor. De havde for største Delen ikke været med i det vilde Spil, men de maatte selvfølgelig tage Ansvaret for, at der ikke var ført tilstrækkelig Kontrol med Bankens Dispositioner, og at Banken derved var bleven ført ud i et uhyrligt Uføre. Det maatte selvfølgelig drage alvorlige Konsekvenser efter sig. Hvor bitter denne Situation for enkeltes Vedkommende har været, viste sig navnlig med Hensyn til Bestyrelsens Formand Admiral du Plessis de Richelieu, som netop i denne Anledning var udsat for de mest pøbelagtige Angreb fra jødisk Side, - fra den Side, som havde været direkte med i Spillet, havde paaført ham meget følelige Tab, men nu bagefter troede at kunne mistænkeliggøre hans Adfærd. Dette viste sig paa Landmandsbankens Generalforsamling den 6. Oktober 1922, da Admiralen af Overretssagfører Max Rothenborg blev sigtet for at have benyttet sig af sin Viden bag Kulisserne og derfor i Tide havde solgt sine og sine Slægt ninges Landmandsbankaktier.

Richelieu replicerede, at da Beskyldningen var holdt i en ondartet Form, skulde han svare tilstrækkelig tydeligt. Dernæst erklærede han: »I Begyndelsen af dette Aar viste mit Depot Landmandsbankaktier 400.000, et Beløb, der efterhaanden er vokset op med Udvidelserne. l Dag ligger der 474.000 Kr. Der blev paa et vist Tidspunkt solgt nogle Aktier, men saa snart jeg erfarede det, blev de købt tilbage. (Til hvilken Kurs?) Til samme Kurs som den, hvortil de var solgt. Hvis De ikke tror mig, kan De spørge Direktørerne, der er her til Stede. I Lø-

459

bet af indeværende Aar har jeg ydet kontant 300.000 Kr. til Støtte ved Opkøb af Bankens Aktier. . . Hvad jeg har ejet, var i Aktier; i Dag har jeg ikke en Øre i Sparekassen«.

Saavidt Richelieus Replik. Han var ikke den eneste, der tabte. Det var Tusinder af Smaasparere, der havde anlagt deres Penge i Landmandsbankens Aktier, som blev ligesaa haardt eller værre ramt. Det var dem, hvis Interesser Forfatterinden Herdis Bergstrøm saa virkningsfuldt forsvarede paa Landmandsbankens Generalforsamling den 6. Oktober 1922. Det var det jævne Folks Mening, som kom til Orde i hendes Betragtninger, naar hun bl.a. erklærede: »Jeg taler for Enkerne og de selverhvervende Kvinder. Hvem skulde vi have Tillid til i dette Land, om ikke til denne blændende Forsamling af Bankraads- og Direktionsmedlemmer! Det er jo Mænd, der saa at sige er udmærkede, baade af Gud, Konge og Fædreland! Vi har paataget os Savn, vi har spinket og sparet og er gaaet til Banken med vore ærligt fortjente Penge! Er der nu Retfærdighed her i Landet? - ja, Juraen skrives jo ogsaa af Mænd! Den Mand, som stjæler et Par gamle Bukser, der er hængt udenfor, straffes med al den Strenghed, Retfærdigheden byder. Men her? Ja, her tager de ansete Mænd mod Bankens Penge, Honorarer og Tantièmer, lige saa længe der er noget i Kassen. Og naar der saa ikke er mere, saa tager de deres forholdsvis gode Tøj og gaar deres Vej! Jeg vil anbefale, at Størrelsen af Bankraadets Honorarer og Tantièmer offentliggøres! Lad os faa at vide, hvad hver enkelt har modtaget som Tak for den Tillid, vi Enker og enligtstillede Kvinder har vist disse vort Lands mest udmærkede Mænd!« Disse af dyb Harme prægede Ord vakte selvfølgelig kraftigt Genlyd paa Generalforsamlingen, ligesom Rentier Oehlenschlägers Krav om, at de Herrer Grever og Baroner, der sad i Bankraadet og nu i 20 Aar havde hævet store Tantièmer, skulde betale noget af det tilbage. Ligesaa stærkt Bifald fandt denne Talers Konstatering af, at Menig mand ikke forstod al den Ros, der var bleven Glückstadt til Del, og at det tværtimod maatte anses for en Skam for Dan-

460

mark, at denne Mand var bleven sendt ud som Landets største Finansgeni.

Saaledes lød Protesten fra de jævne Aktionærer, som ikke i Tide var bleven advaret og derfor ikke kunde nyde godt af den Støtteaktion, der allerede i November 1921 var bleven indledet fra Nationalbankens Side. Disse Smaafolk tabte alt det, de havde sat i de Aktier, som derpaa var bleven nedskrevet til 50 Øre. De, der havde brugt Aktierne som Anlægspapir for Sparemidler, blev ruinerede, medens de, der handlede med Aktierne som Spekulationspapir, aabenbart fandt Lejlighed til at gardere sig mod Tab, takket være Nationalbankens Indgriben!

 

d) Processen mod Emil Glückstadt og hans Medskyldige.

Da det viste sig, at den i Juli 1922 mellem Landmandsbanken og Nationalbanken trufne Ordning, som var tiltraadt af Regeringen, ikke kunde holde, og at Staten maatte bevillige yderligere Hjælp, hvis Landmandsbankens Sammenbrud skulde forhindres, blev Rigsdag og Regering den 17. September 1922 i en Hast sammenkaldt for at træffe Beslutninger vedrørende en ny Rekonstruktion af Banken. Blandt de Foranstaltninger, som i denne Omgang vedtoges af Rigsdagen, befandt sig ogsaa Oprettelsen af en Undersøgelseskommission, om hvilken der i Bemærkningerne til Lovforslaget udtaltes, at man ansaa det for rettest at nedsætte en saadan Kommission »til at undersøge Bankens Forhold, - samt at aabne Adgang til, hvis det skulde vise sig nødvendigt, at foretage en retslig Undersøgelse af Bankens Forhold, at anordne Kommissionen som ekstraordinær Ret«. Folketinget vedtog Lovforslaget enstemmigt, Landstinget ligeledes. Regeringen ansaa altsaa dog de Forhold, der havde ført til Katastrofen, for saa graverende, at Bankens Forhold nu skulde undersøges til Bunds. Folket, der som Skatteydere

461

skulde bidrage til at holde Banken oven Vande, maatte nu ogsaa have Klarhed over det, der var sket. Folketinget besluttede desaarsag at tydeliggøre, at det var Hensigten, »under Undersøgelsen at inddrage ikke blot Bankens indre Forhold, men ogsaa Forhold udadtil, som kan have Interesse ved Vurde ringen af de Forhold, der har ført Banken ud i Katastrofen«. I Lovens § 2 blev endmere udtrykkelig fastsat, at uanset Bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste Stykke, ifølge hvilke saa vidt muligt kun faste Dommere skal beskikkes ved ekstraordinære Retter og kun saadanne, der har Hjemmel til at udøve Domsmyndighed, bliver Kommissionen i foreliggende Tilfælde »at anordne som ekstraordinær Ret«, i hvilket kun Formanden skal opfylde Betingelserne for at kunne beskikkes som Dommer. I Kommissionen, som skulde dannes af 3 Medlemmer, kunde herefter to Medlemmer uden Dommerkvalifikation, indtræde, idet det dog skulde være Personer, der maatte anses særligt egnede til at behandle de til Sagen henhørende Forhold.

Kommissionsmedlemmer blev herefter Landsdommer C. D. Rump (Formand), Professor ved Universitetet, Dr. polit. L. V Birck og Bankinspektør, Landstingsmand H. Green. Alle tre nød i Befolkningen særlig Anseelse for deres Indsats i Arbejdet for Bevarelsen af den offentlige Moral og Bekæmpelsen af al Slags Børs- og Banksvindel. Dommer Rump havde allerede før Verdenskrigen vundet Ry som Specialist i Domsbehandlingen af store Vekselererbedragerier, f. Eks. i 1911 i Processen mod Louis Cordosa og Harry Cordosa, som dømtes til strenge Forbedringshusstraffe, noget senere i den store Vekselererundersøgelse, i hvilket Firmaet Julius Bendix & Steen og Vekselerer Wulff Nathan spillede en stor Rolle og til hvis Behandling der dannedes den særlige »Rumpske Kommissionsdomstol«, der ifølge Justitsministerens offentlige Tilkendegivelse havde til Opgave at udstrække Undersøgelserne til alle, der havde medvirket ved Spekulationerne, »hvad enten de bor i Aalborg eller Kjøbenhavn«! Herunder havde Assessor Rump haft rigelig Lejlighed til at skaffe sig en grundig Forhaandsviden om Spekula-

462

tionsforhold, Forhold, der navnlig var afsløret ved frimodige Erklæringer af Vekselererne Reimann, Theodor Trier og A. F. Lamm samt af Højesteretssagfører C. B. Henriques. Prof. L. V. Birck var i Offentligheden snarest endnu mere kendt for sin Kamp mod Højfinansen og havde navnlig vundet Berømmelse ved sine ihærdige Angreb mod Aktiespekulationen, specielt ved sit haarde Sammenstød med Industriraadets Repræsentanter i Den overordentlige Kommission. *) H. Green var endelig i første Række kendt fra sine Angreb mod »Nationens For billede« Herman Heilbuth. **)

I Loven indsattes endvidere en Bestemmelse, der gav Retten en mere videregaaende Beføjelse end i Retsplejeloven fastsat til at lukke Dørene under Forhørene. Der bestod i Tingene Enighed om, at der skulde skabes Ro om Banken, for at dennes samtidig indledede Reorganisation ved Hjælp af Statens Midler kunde gennemføres med Held. Idelige offentlige Forhør, der blev gengivet i Dagspressen, vilde ikke være egnet til at skabe den fornødne Ro. Paa den anden Side skulde Forhandlingerne dog gennemføres paa en saadan Maade, at Offentligheden fik Adgang til at kontrollere, at der ikke blev stukket noget under Stolen. Derfor bestemtes det i Loven, at der skulde optages stenografiske Referater af samtlige Retsforhandlinger, og at disse Referater skulde forelægges Offentligheden senest tre Uger efter Sagens Slutning.

Med Hensyn til Nedsættelsen af Undersøgelseskommissionen fremsatte Justitsminister Rytter i sin Forelæggelsestale den 19. Septbr. 1922 nogle principielle Betragtninger, - bI. a.: »Det er en ganske ekstraordinær Situation, som har fremkaldt dette Lovforslag. Hele vort Erhvervsliv kunde være blevet udsat for en Rystelse, hvorved Tusinder af Mennesker vilde være blevet gjort brødløse, og Tusinder af Sparere kunde have mistet en Del af deres Indskud. Saaledes gik det heldigvis

*) Jvf. nedenfor 9c.

**) Jvf. ovenfor 3e.

463

ikke. Men mange Mennesker er faktisk blevet ramt direkte og meget haardt. Jeg sigter ikke herved til Spekulanter, som maa lide deres Tab, uden at der vises dem nogen som helst Medlidenhed af os andre, men jeg sigter til de Mennesker, som har sat deres Penge i Landmandsbankaktier i Tillid til, at de derved kunde faa en sikker Rente, jeg sigter til de Mennesker, som fra deres Forældre har modtaget i Arv Landmandsbankaktier, erhvervede i Tillid til, at Pengene var anbragt i et godt Foretagende, og som nu alle bliver haardt ramt. . . Ministeriet har ment, at der i denne Situation kræves en ekstraordinær Foranstaltning. Det bør undersøges, og det skal undersøges, om der er nogen - eventuelt hvem -, der rent juridisk har forbrudt sig og derved har paadraget sig juridisk Ansvar. Men det maa ogsaa undersøges, om der er nogen, der rent forretningsmæssigt har foretaget Handlinger, som kan paadrage dem Erstatningsansvar, saaledes at de bliver forpligtet til at stille deres Formue til Disposition. En saadan Undersøgelseskommision kunde Justitsministeriet ikke paa egen Haand nedsætte. Justitsministeriet kunde kun nedsætte en Kommission af juridiske Dommere, og Ministeriet har ment, at der i foreliggende Tilfælde baade maa være juridiske Dommere og sagkyndige Medlemmer. Da Ministeriet altsaa ikke selv kunde foretage Nedsættelsen af en saadan Kommission, har jeg tilladt mig at henvende mig til dette høje Ting om Tingets Medvirken til Nedsættelsen af selve Kommissionen.«

Dertil knyttede Rytter i Landstinget en Bemærkning om, at der under Sagen sikkert vilde komme meget frem, som ikke vedkom Offentligheden, og som Offentligheden derfor ikke havde Krav paa at faa at vide. Denne Bemærkning fik, som det senerehen vil blive vist, særlig Betydning med Hensyn til de Dokumenter, som forelagdes Undersøgelseskommissionen vedrørende Harald Plums og Emil Glückstadts Bestræbelser for at organisere en militær Aktion mod Rusland for paa denne Maade at sikre Landmandsbankens og Det Transatlantiske Kompagni's mægtige Kapitalinteresser i Rusland og Sibirien.

464

Fru Laura Glückstadt, som i sin 1929 udgivne Redegørelse for Landmandsbanksagen gaar saa kraftigt i Rette med alle, der ansaa det for paakrævet, at der gennemførtes en Undersøgelse til Bunds, er naturligvis utilfreds med, at der indsattes en særlig Kommission, som end ikke var strikte bunden til Retsplejelovens § 43, sidste Stykke. Dristigt hævder hun, at der i denne Afvigelse fra ordinær Lov var Mindelser om lettres de cachet, om Retsvilkaarlighed! Hun synes ogsaa at formode, at Lovgiveren vist oprindeligt kun har tænkt paa, at de sagkyndiges Medvirkning fastsattes for at muliggøre den Art bankøkonomiske og bankpolitiske Analyser, som Lovens § 1 peger paa, altsaa for at klargøre, om den specielle Bank- og Aktielovgivning var overtraadt; og hun kan tilsyneladende slet ikke forestille sig, at Kommissionen skulde have til Opgave ganske generelt at undersøge, hvorvidt Foranstaltninger af illegitim Art havde bidraget til Bankens Sammenbrud, og hvorvidt de for denne Udvikling ansvarlige Personer, kunde drages til juridisk Ansvar herfor. Hun føler sig saa højt hævet over dansk Lov og Ret, at hun mener at kunne bestride Rigsdagens Ret til at afgøre, efter hvilke Retningslinier Undersøgelsen skulde gennemføres og hun slutter sig til den af Otto Benzon hævdede Opfattelse, efter hvilken alene Sø- og Handelsretten havde været den rette Instans til at behandle denne Sag!

Dog: Rigsdagen havde nu truffet sin Afgørelse og Undersøgelsen maatte derfor gaa sin Vej, ganske uanset om det passede Fru Glückstadt eller ikke! Fra Slutningen af September 1922 til Begyndelsen af det nye Aar samlede Kommissionen Materialet og begyndte Udarbejdelsen af sin Beretning. Herved fandtes fra Begyndelsen en vis Deling af Arbejdet paakrævet, da Retsplejeloven ikke kender noget til, at Dommeren i Forvejen og udenfor Retten beskæftiger sig med de Sager, der behandles af Retten. Landsdommer Rump oplyste med Hensyn til dette Forhold i den anden Kommissionsforhandling i Dom huset den 6. Februar 1923, da flere Medlemmer af Bankens Direktion og Bestyrelse var tilkaldt, følgende:

465

»For at kunne arbejde efter Loven, har Kommissionen baaret sig saadan ad, at mine to Kolleger i Kommissionen først og fremmest har paataget sig Arbejdet udenfor Retten, altsaa det Arbejde, som navnlig gaar ud paa at skaffe de Oplysninger, som Almenheden maatte have Krav paa. Paa den anden Side har de saa besluttet ikke at tage Del i Arbejdet i Retten, de er kun tilstede her som Tilhørere og som Deltagere i Kommissionens Virksomhed udenfor Retten. Det har naturligvis ikke kunnet undgaas, at de Undersøgelser, der er foretaget i Kommissionen, ogsaa er kommet ind paa Forhold, som maatte komme til at foreligge her i Retten; men jeg har søgt saavidt muligt at undgaa at beskæftige mig med disse Forhold, i alt Fald ikke mere end nødvendigt. Saaledes som Loven giver Adgang til, vil jeg da alene holde Retten her og træffe de Beslutninger, der maatte komme til at foreligge her i Retten. Jeg har haabet og troet, at jeg ikke ved min hidtidige Virksomhed har mistet den Upartiskhed, som er nødvendig til at behandle denne sags Forundersøgelse, men enhver af de Indkaldte vil have Lov til at gøre retslig Indsigelse, hvis de maatte have en anden Mening.«

Fru Glückstadt knytter hertil den frække Bemærkning, at da ingen havde haft Mulighed for at kontrollere, hvorvidt Dommeren havde søgt at undgaa nær Omgang med den ikke-uvildige Majoritet (!) i sin Kommission, kunde selvfølgelig ingen sige Ja eller Nej til denne Dommerens beskedne Selv-Præsentation som ”Dommer udenfor Loven”!

Kommissionens Arbejde begyndte altsaa straks efter at Lo ven var vedtaget og strakte sig over hele Aaret 1923, saa den omfattende og overordentlig indholdsrige Beretning først kom til at foreligge for Offentligheden den 15. Januar 1924. For undersøgelsen satte ind den 6. Februar 1 923, og varede indtil 5. Maj s. A. Den 9. Marts blev Glückstadt sigtet for Bedrageri ved Aflægningen af Regnskabet for 1921, fængslet og indsat i Vestre Fængsel. Den 24. Juni, midt under Domsforhandlingerne, som indlededes den 14. Juni, døde Glückstadt i Fængslet. Dommen i Sagen mod Landmandsbankens Direktør og Bestyrelsesmedlemmer faldt den 7. Juli 1923. Da Dommen paa ankedes dels af de Tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det Offentlige, forsaavidt angik alle de Tiltalte med Undtagelse

4 66

af Glückstadt, maatte ogsaa Højesteret beskæftige sig med Sagen. Højesteret afsagde Dom den 29. September 1923.

Det vilde føre alt for vidt at gaa nærmere ind paa alle de Spørgsmaal, som behandledes i Domsforhandlingerne, baade for Kommissionsdomstolen og for Højesteret. Her er det kun muligt at give enkelte Udpluk af disse Forhandlinger, der kan tjene til enkelte Tiltaltes Karakterisering. Nogle af Anklagepunkterne behandles iøvrigt mere udførligt i den følgende Undersøgelse af Fru Laura Glückstadts Forsvarsskrift, og enkelte Episoder under Retsforhandlingerne er ogsaa andetsteds bleven behandlet, bI. a. Anklager vedrørende Emil Glückstadts Kusine Anna Raffel, den for H. Bendixon førte Spekulationskonto 27605 osv. *)

Et væsentligt Spørgsmaal under Domsforhandlingerne var Spørgsmaalet om Belaaningen af Landmandsbank-Aktierne i November 1921. Dette Spørgsmaal dannede Grundlaget for det første Forhør over Glückstadt paa hans Bopæl, Christiansborggade Nr. 2, den 5. Februar 1923. Forsøget paa at faa Klarhed over, hvem der oprindelig var kommet paa Tanken om at henstille, at Nationalbanken ydede et Laan paa 30 Mill. Kr. til Støtteopkøb, lykkedes ikke. Hertil hævdede Glückstadt, at den Margin, der var fastsat for Støtteaktionen, efter hans Skøn maatte have været tilstrækkelig til at sikre langsom Nedgang af Aktiekursen, og af denne Opfattelse havde han været endnu den 9. Juli 1922, da den nye Ordning blev truffet. Dom mer Rump gjorde Glückstadt opmærksom paa, at Transatlantisk Kompagni jo allerede i Efteraaret 1921 efter en af Riis-Hansen udarbejdet Opgørelse havde et Tab paa 73 Mill. Kr., for hvilket der kun delvis var Dækning, og at han dog burde have gjort Nationalbanken opmærksom herpaa, den Gang Andragendet om Laan stilledes. Dommeren mente endvidere, at det havde været hans Pligt, i Forhandlingerne i November 1921

*) Jvf. ovenfor 3b, S. 237 flg., og nedenfor 4f, S. 546.

467

at meddele Nationalbanken, hvorledes det i Virkeligheden forholdt sig med den Sikkerhedsmargin paa 10 Mill. Kr., som Landmandsbanken paatog sig at fremskaffe. Det kunde jo ikke være Nationalbanken ligegyldigt, at kun Halvdelen af denne Sum var private Midler, medens de øvrige Millioner var en skjult Reserve, Landmandsbanken selv havde opsamlet. Han burde ogsaa have betænkt, at hans Bank selvfølgelig ikke kunde ligge med skjulte Aktier ud over Banklovens Bestemmelser og ogsaa var forpligtet til at opføre dem paa Maanedsbalancerne som egne Aktier. Glückstadt kunde imidlertid ikke indse Berettigelsen af disse Krav og erklærede i øvrigt, at han ingen videre Erindring havde om de Erklæringer, han i denne Sag havde afgivet overfor Nationalbanken. Dommeren gjorde i denne Sammenhæng opmærksom paa, at Nationalbanken ogsaa var bleven vildført ved Indbetalingen af de 10 Millioner, da de »blev skaffet paa den Maade, at der blev lagt Landmandsbank-Aktier over og belaant, saa det blev derigennem, at der skaffedes de 10 Millioner, som skulde deponeres«. Paa Glückstadts Indvending, at det dog blev ganske det samme, som om man direkte indbetalte med private Penge, riposterer Dommeren: »Ja, men de følte sig alligevel skuffede«. Der pegedes endvidere af Dommeren paa det ejendommelige Forhold, at der ikke nævntes noget i de med Nationalbanken vekslede Dokumenter om, at Landmandsbanken selv var Deltager i denne Sikkerhedsmargin, men at dette kun kom frem i de Deklarationer, som udfærdigedes med Deltagerne i Sydikatet, hvor Landmandsbankens Tilskud af den skjulte Reserve nævntes som en Forudsætning ved Siden af det med Nationalbanken aftalte.

Rigsadvokaten gjorde her siden opmærksom paa, at Deklarationerne overhovedet var meget uklart affattede, eftersom man af Teksten endog kunde faa det Indtryk, at de 5 Mill. Kr. af den hemmelige Reserve slet ikke var medindbefattet. Overfor Rigsadvokaten indrømmede Glückstadt, at han under Forhandlingerne med Nationalbanken havde betegnet det som uhyre vigtigt, at der blev grebet ind, fordi det maatte blive en Lands-

468

ulykke, hvis Nedgangen i Landmandsbankens Aktier ikke standsedes. l Forundersøgelsen den 5. Februar 1923 blev det endvidere saavel af Dommeren som af Rigsadvokaten konstateret, at Landmandsbanken selv ved Støtteaktionen skulde bære de første Tab, der maatte opstaa ved Differencen mellem Køberkurs og Belaaningskurs, at Landmandsbanken ud over dette maatte bære Risikoen for de 5 Millioners Vedkommende og at de private Deltagere først derefter kom til at hæfte. Til nærmere Belysning af dette Forhold fastslaar Rigsadvokat V. Topsøe-Jensen til Slut udtrykkelig: »Schack Eybers Forklaring til de forskellige Personer gaar ud paa, at de skulde ikke komme til at løbe nogen Risiko; Landmandsbanken skulde først dække Kursdifferencen, og dernæst skulde den hemmelige Reserve tage det næste Stød, og først i saa Fald skulde der være Risiko for Deltagerne i Konsortiet«. Og han resumerer, at Banken derfor havde været forpligtet til at opføre dette Køb af egne Aktier i M aanedsbalancerne.

l Vidneførslen den 6. Februar pointeredes det eftertrykkeligt af Nationalbankdirektør Dr. Ussing, at man ikke havde haft nogen Anelse om, at Halvdelen af det Beløb, som Syndikatet stillede til Raadighed, skaffedes tilveje af Landmandsbanken selv, og at han først længe efter Juli-Ordningen havde faaet Nys om dette Forhold. Da de 10 Millioner Kr. blev indbetalt i Aktier, var man gaaet ud fra, at det var Syndikatet, der ejede disse Aktier. Om Syndikatet havde opkøbt dem i det aabne Marked, eller hvor Syndikatet havde faaet dem fra, var et Spørgsmaal, der havde ligget uden for Nationalbankens Overvejelser. l denne Forhandling kom Direktør Emil Rasmussen endvidere med den interessante Oplysning, at han overfor Glückstadt havde erklæret, han ikke kunde tænke sig, »at Nationalbanken kunde indgaa paa at yde Laan til et uansvarligt og uforbindende Konsortium«. Dertil havde Etatsraad Glückstadt svaret: ”Det maa virkelig blive Nationalbankens Sag!« løvrigt fremgik det af alle Vidneforklaringer, at ingen tilsyneladende havde gjort sig Tanke om, at Banken havde med

469

større Vanskeligheder at gøre, og specielt Nationalbankdirektør Ussing betonede, at han havde ikke tillagt Rygterne om de Tab, der skulde være paaført Banken ved Ballin-Koncernens Sammenbrud eller ved Transatlantisk Kompagni, nogen særlig Betydning. Rygter havde der til Stadighed været om Landmandsbanken, saa længe han kunde huske, dels fordi Landmandsbanken, som væsentlig Industribank, gav meget dristige Krediter, som man ikke var vant til herhjemme, og dels paa Grund af dens om sig gribende og meget ivrige Virksomhed, som havde bragt den i Miskredit hos Konkurrenterne. Ussing tilføjede, at han ikke havde været urolig i saa Henseende, navnlig da ogsaa Glückstadt selv altid var ubekymret, i hvert Tilfælde udvendig, og at han aabenbart var gaaet ud fra, at naar han mødte op med de 10 Millioner, maatte det være en Selv følge at Nationalbanken vilde gaa ind paa det. Glückstadt havde i det mindste været meget skuffet over, at man ikke straks akcepterede hans Forslag. Bekymringer nærede denne Mand tilsyneladende aldrig, og derfor havde der ingen Grund været til særlig Mistanke. Rent principielt havde man naturligvis haft sine store Betænkeligheder, men ikke med Hensyn til Risikoen. Fra de mange interessante Episoder i Forhandlinger vedrø rende Belaaningen af Landmandsbankaktierne citeres følgende af Beretningen om Forhøret den 7. Februar 1923 (S. 24):

Rigsadvokaten (til Kommitteret Schack Eyber): Ved De, at der mellem de Poster, som blev optaget en af de sidste Dage i September Maaned, var 400.000 Kr., som blev solgt af Aarhus Privatbank?

Schack Eyber: Jeg ved, at Aarhus Privatbank paa et vist Tidspunkt havde købt en Post Landmandsbankaktier, det ved jeg, de havde, og jeg ved, at de en af de sidste Dage forlangte, at disse Landmandsbankaktier skulde sælges.

Rigsadv.: En af de sidste Dage? Vil det sige...

S. E.: En af de sidste Dage inden. . .

Rigsadv.: Inden Septemberrekonstruktionen.

S. E.: Inden Septemberrekonstruktionen. Det blev sagt mig ligefrem af Direktør Andersen i Aarhus, at deres Bankraad havde forlangt, at disse

470

Aktier skulde sælges og den Ordre gik videre til Landmandsbanken, der derefter solgte dem.

Rigsadv.: Har De nogen personlig Forbindelse med nogen af Direktørerne i Aarhus Privatbank?

S. E.: Ja, den ene af Direktørerne i Aarhus Privatbank er min Søn; men jeg maa absolut hævde, at der aldrig nogensinde fra min Side er givet noget som helst Raad om eller Tilskyndelse til at sælge Landmandsbankaktier. - - -

Særligt indgaaende var Forhandlingerne om Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921. Efter forudgaaende, omfattende Vidneførsel, afhørtes Glückstadt den 5., 6. og 9. Marts paa sin Bopæl, Christiansborggade Nr. 2, i denne Sag. Her tilspidsede Situationen sig langt om længe saaledes, at han til sidst, ved Afslutningen af Formiddagsforhandlingen den 9. Marts arresteredes og hensattes i Vestre Fængsel. Denne sidste Dag stod nogle mindre graverende, men for Glückstadts letsindige Dispositioner særlig karakteristiske Forhold til Diskussion; nemlig Omposteringer af forskellige Krediter, der var stillet Det Transatlantiske Kompagni til Raadighed, i Anledning af at United Export Co. var bleven omdannet til en Handelsafdeling under Kompagniet, samt de store Aktiespekulationsopkøb i Maj - Juni 1920, paa et Tidspunkt, da Glückstadt mente at have givet sin Meddirektør Ringberg strikte Ordre til at afvikle Konsortierne. Glückstadt søgte under Forhandlingen at unddrage sig ethvert Ansvar ved stadig at hævde, at han hverken huskede det ene eller det andet. Overfor det førstnævnte Tilælde havde han den 31. Decbr 1920 foranlediget, at der aabnedes nye Kassekrediter for enkelte af Transatlantisk's Underselskaber med Transatlantisk's Kaution til et samlet Beløb paa 9.750.000 Kr., medens der samtidig foretoges tilsvarende Overførsler til Aktiedepot-Kontier. Saaledes gik der til United Exports Aktiedepot-Konto 5.413.000 Kr., og 1.100.000 Kr. til dets Rembours-Konto, desuden 1 Mill. Kr. til Transatlantisk Kompagnis Forskudskonto. Følgen af denne Ompostering var, at disse Konti i den saakaldte »graa Bog«, der indeholdt Konto-

471

Kuranter og regelmæssigt forelagdes Bestyrelsen til Prøvelse, blev nedbragt med 7.513.000 Kr. og i denne Skikkelse blev forelagt for Bestyrelsen ved Regnskabsaflæggelsen for 1920. Ej heller Bevillingen af de nye Kassekrediter blev, som det var foreskrevet, samlet forelagt Bestyrelsen umiddelbart efter deres Aabning, men først senere, efter hinanden og med større Mellemrum, den sidste Post til 2 ½ Mill. Kr. saaledes først ca. 9 Maaneder efter at Krediten var bleven aabnet, og uden at Bestyrelsen derved fik Oplysning om, at det samlede Beløb allerede var bleven aabnet den 31. Decbr. 1920. Glückstadt kunde ikke forklare, hvorfor han havde foretaget disse Dispositioner, henholdsvis »manipuleret paa Regnskabet«. Overfor Henvisningen til, at Bestyrelsen saaledes ikke havde faaet den rigtige Oplysning, vidste Glückstadt intet andet at svare, end at han havde givet Bestyrelsen Underretning paa forsvarlig Maade, uden imidlertid at kunne føre Bevis for dennePaastand.

Ligesaa uforsvarligt havde Glückstadt handlet ved Opret telsen af Støttekonsortier i Sommeren 1920, ved alene i Juni Maaned gennem Ringberg at lade opkøbe for ca. 10 Mill. Kr. Aktier, senere mere, saa Konsortierne ved Udgangen af 1920 var engageret i Aktiespekulationerne med 36 - 38 Mill. Kr. Ogsaa her søgte Glückstadt at fri sig for Ansvar ved at hævde, at det var Ringberg, der i sin sygelige Tilstand havde handlet imod de Instruktioner, han fik, og at han selv ikke havde haft med disse Opkøb at gøre. Heroverfor kunde baade Dommeren og Rigsadvokaten paavise, at en Del af disse Opkøb havde fundet Sted paa et Tidspunkt, da han selv opholdt sig i København og havde kunnet kontrollere dem og at han oven i købet af Vekselerer Schiøler i September 1920 var bleven gjort opmærksom paa, hvor fortvivlede Forholdene var for Vekselererne med Hensyn til disse Børsengagementer. Glückstadt kom heroverfor stadig med den Udflugt, at han ikke anede noget om disse Sager, at han »paa det Tidspunkt ikke har haft Vidende om, at den Mand, som passede de Ting, ikke var fuldstændig normal. Det er - mente Glückstadt ved en anden

472

Lejlighed - »meget vanskeligt, naar man gaar Side om Side med en Mand saa at opdage, naar Manden bliver sindssyg«. Alligevel gjorde Rigsadvokaten gældende, at han som den ansvarlige Leder af Landmandsbanken i Tide burde have orienteret sig over sin nærmeste Medarbejders Sinds- og Sundhedstilstand og burde have nedlagt sine offentlige Hverv, saasnart han mærkede, at der var Fare paa Færde. De Oplysninger, som Vekselerer Schiøler havde givet ham under hans korte Ophold i København, burde have foranlediget ham til ikke at rejse tilbage til Paris, før der var skaffet Klarhed over Børsengagementernes Stilling. Det kunde nu engang ikke udskydes til December, idet alt stod paa Spil, ikke mindst for Vekselererne, som paa Ringbergs Tilskyndelse og aabenbart med hans egen Godkendelse havde indladt sig paa de nye Køb. Til en Begyndelse bestred Glückstadt at have haft en saadan Samtale med Schiøler, men senerehen bemærker han: »Jeg husker ikke Samtalen, men jeg har ingen Grund til at tvivle om, at det er fuldstændig rigtigt, hvad Hr. Schiøler siger«.

Da der er Tale om de førstnævnte Omposteringer ultimo 1920, søger den Tiltalte at undgaa at give klare Svar, saa Rigsadvokaten ser sig nødsaget til Gang paa Gang at gaa kraftigt i Rette med ham. Paa hans Replik: »Det kan jeg ikke sige«, svarer Rigsadvokaten: »Men det kan jeg sige” og kort efter replicerer Rigsadvokaten skarpt: »Det er Deres Sag at sørge for, at Kassekrediten bliver forelagt«. Og mange andre Repliker falder fra Anklagemyndighedens Side, saasom: »Det er ganske ligegyldigt« - »De svarer ikke paa, hvad jeg spørger Dem om«, - »De skal ikke huske, men det er Logik, dette her, og ikke noget andet, De skal huske« osv. Den Tiltalte kunde nu ikke mere redde sig med Udenomssnak. Han blev ogsaa gjort opmærksom paa, at det i 1920 aabenbart havde været ham meget magtpaaliggende at bringe sin Broder, Valdemar Glückstadt, og sin Svoger, Max Lester, hurtigst muligt ud af Forlegenheden, hvorimod det generede ham mindre, at Vekselerer-Konsortierne laa med store Beløb.

473

Til Slut erklærede Rigsadvokaten, at der efter hans Skøn forelaa tilstrækkelig Grund til at antage, at »den Sigtede Emil Raphael Glückstadt« havde gjort sig skyldig i Bedrageri ved Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921, og at han derfor krævede den Sigtede arresteret. Dommeren sluttede sig til Rigsadvokatens Opfattelse, idet han pointerede, at den objektive ForsvarIighed af Regnskabet for 1921 maatte bestrides navnlig med Hensyn til tre Faktorer: »Børsengagementerne . . . Transatlantisk Kompagni . . . hvor man f. Eks. ikke havde hensat noget til Imødegaaelse af Tab paa russiske Interesser, og hvor 34 Millioner var regnet balancerende paa Rekylerne«. Derudover maatte der imidlertid ogsaa tages Hensyn til Bankens andre store Engagementer i Industriselskaber, hos private Storspekulanter i Aktier osv. Dommeren afsagde til Slut Arrest-Dekretet, idet han under Henvisning til den lige omtalte Begrundelse for Bedrageri-Sigtelse erklærede: ”Den Straf, det medfører, er saa betydelig, at jeg mener, at Rigsadvokaten har Krav paa for at sikre Ansvaret, at De staar inde med Deres Person derfor; jeg maa derfor overgive Dem i Varetægts fængsel«.

Politivagtmesteren var allerede tilstede, befandt sig i Dag ligstuen ved Siden af det Værelse, hvor Forhøret holdtes og Sygebilen, der skulde befordre den Tiltalte til Vestre Fængsel, var til Stede umiddelbart efter at Arrestationen var forkyndt.

Fru Glückstadt taler i sit omtalte Skrift om Lønkammer justits i Dagene fra 6. - 9. Marts, harmes over, at Manden maatte lide den Tort at blive behandlet ligesom enhver anden Bedrager og haaner Myndighedernes Repræsentanter, der ikke vidste anden Udvej end at arrestere Manden. Hun mener bI. a.: »Forhandlingerne tegner ligesaa tydeligt, men ikke udmærkende, min Mands Modstandere, navnlig de to, der havde den mægtigste ydre Overlegenhed over ham, - og dog blev en anseelig Distance, af noget forskellig Længde, bagved ham«. Intet vilde hun bøje sig for: hverken Berettigelsen af Bedragerisigtelsen efter Straffeloven af 1866, idet hun - henholdsvis

474

hendes Mentor, HRS. David, hvis Argumenter man støder paa allevegne i Bogen - gør gældende, at Anklagen kun burde have støttet sig til Aktieselskabslovens § 55, - heller ikke Formen for Forhørene, Arrestationen, - men alt er efter hendes Mening ren Vilkaarlighed, blodig Uret mod en helt igennem uskyldig, bundredelig og pletfri Mand. Udfra en saadan Bedømmelse kommer hun derfor ogsaa til en sønderlemmende Kritik af Forhørene i Vestre Landsret, som allerede paa Grund af de nedværdigende ydre Forhold, man havde paanødet hendes ulykkelige Mand, maatte umuliggøre et effektivt Selvforsvar. Nu led han selvfølgelig et fuldkomment Nervesammenbrud, hans Sundhedstilstand undergravedes fuldkomment, saa han maatte være udelukket fra yderligere at bidrage til Sagens Oplysning. Hun betragter Arrestationen af 9. Marts 1922 som ensbetydende med en Dødsdom, men hun trøster sig med, at, saaledes som han oplevede Betydningen af en fri og frelst Samvittighed som ene ste, højeste og umistelige Eje, »saaledes blev ogsaa hans Fæng selsliv det sande og gode Vidnesbyrd for ham«.

Medens den anklagede Bankdirektør sad i Vestre Fængsel, førtes Undersøgelsen videre mod ham vedrørende de Punkter, der senere skulde give Grundlag for flere Bedragerisigtelser. Herunder blev Forhørene over Glückstadt afholdt i Vestre Fængsel, da Overlæge Friis-Møller af Hensyn til hans sygelige Tilstand ansaa det for betænkeligt at lade ham afhøre i offentligt Forhør paa Domhuset. Det syntes Lægen, at Risikoen for at udsætte Glückstadt for den med saadanne Forhør forbundne sjælelige Spænding og Anstrengelse var for stor til, at han kunde paatage sig Ansvaret herfor. Retten sattes derfor i Vestre Fængsel, først den 23. og 24. Marts, da Konsortiet i Nordiske Kabel- og Traadfabrikkers Aktier behandledes, dernæst den 26. Marts samt den 6., 7., 9. og 10. April 1922, da Forholdene vedrørende Konsortiet af 1. Februar 1917 m. m. undersøgtes. Under dette saa saa vel Anklagemyndigheden som Dommeren (navnlig den 10. April) sig nødsaget til at gaa alvorligt i Rette med Arrestanten.

475

Da der den 6. April forhandles om Februar-Kontoen, indrømmer Glückstadt, at de paa nævnte Konto overførte Spekulationsbeløb gennemgaaende tilhørte Venner og Bekendte. Men han tilføjer, at disse Aktiespekulationer var bleven indledet af Ringberg og ham selv ikke af Hensyn til disse Privatpersoner, men fordi Direktionen personlig interesserede sig for disse Konti. De i Betragtning kommende Kontoindehavere havde ikke henvendt sig til ham og Ringberg som Privatmænd, men Henvendelsen til ham og Ringberg var sket i deres Egenskab af Bankdirektører, og Dispositionerne havde de begge truffet som Bankdirektører. Det Spørgsmaal blev undersøgt, hvorvidt Banken havde været berettiget til at overtage de paa Februar-Kontoen overførte Tab paa egen Regning osv. Henimod Forhandlingernes Slutning konstateres bI. a., at Glückstadt ikke kan give nogensomhelst Oplysning om, hvem der var Participanter i »Konsortiet af 22. August 1918« og i »Kon sortiet af 13. September 1918«, som endte med Tab paa ca. 333.000 henholdsvis ca. 383.000 Kr., og som i fuld Højde dækkedes af Februarkontoen. Glückstadt husker her som ved andre Lejligheder intet som helst. Da Rigsadvokaten paapeger, at der dog ved Oprettelsen af saadanne Konti maatte udstedes et Haandpante-Dokument, som Vilkaar for, at man faar Krediten indrømmet, og at man afgiver en Erklæring om, at de paa Kontoen indkøbte Papirer tjente Banken som Sikkerhed, véd Glückstadt intet andet at erindre, end at der ved visse Spekulationslaan ikke krævedes den Slags Dokumenter underskrevet! Til hvis Fordel de nævnte to Tabsposter paa rigelig 700.000 Kr. blev dækket, blev paa den Maade aldrig oplyst! Den følgende Dag drøftedes andre Indbetalinger paa Februar-Kontoen, hvorved Glückstadt bI. a. hævder, at han ikke altid straks lagde Mærke til det, naar der lejlighedsvis var bleven indbetalt Beløb paa flere Hundredtusind Kroner paa hans Konto. Paa Grund af hans stærke Optagethed kunde sligt let undgaa hans Opmærksomhed. Det var jo, siger Glückstadt, saa voldsomme Tal, man dengang regnede med, at man ikke gjorde

476

sig særlige Tanker om de store Avancer. Da Dommeren riposterer, at Glückstadt dog maatte have fulgt med i disse forskellige Forhold, svarer den Tiltalte pikeret: »Jeg var jo i den Grad optaget af forskellige Sager, at jeg ikke havde Tid til at beskæftige mig med Syndikatsforhold, saa det er muligt, at jeg ikke har set saa meget, som Landsdommeren tror«.

Glückstadts særegne Mentalitet træder kraftigt frem, da han den 7. April afhøres om sit Forhold til »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, som oprettedes den 3. Juli 1917. Syndikatet startedes med en Debitering paa 1,2 Mill. Kr. Ø.K.-Aktier til Kurs 400; Aktierne overtoges for 4,8 Mill. Kr. til Trods for, at Dagskursen androg 559. Selve Aktieposten blev overført af Ø.K. Opkøbs-Konto A, der selv den 22. 12. 1916 ved Oprettelsen var bleven krediteret med 3,7 Mill. Kr., som stammede fra Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab og som med 3 Femtedele tilhørte Ø.K. og med 2 Femtedele Landmandsbanken. Da nu de 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier til en uforholdsmæssig lav Kurs overføres til ”Syndikatet i Ø.K. Aktier”, maa der selvfølgelig gaas ud fra, at de for dette Syndikat indtjente Kursgevinster maa komme Ø.K. tilgode med 3 Femtedele og Landmandsbanken med 2 Femtedele, svarende til det Forhold, der havde været gældende i Forvejen. I Retsforhandlingen opfordres Glückstadt til at forklare, af hvilken Grund den Del af Kursgevinsterne, der rettelig burde være kommet Landmandsbanken tilgode, aabenbart var bleven udbetalt til ham personlig. Der er herved først Tale om Avancen pr. 1. Marts 1918, som androg lidt over 1 Mill. Kr., af hvilke 400.000 Kr. var bleven indsat paa Glückstadts Konto-Kurant den 8. Marts. Glückstadt svarede, at denne Indbetaling efter hans Opfattelse ikke kan staa i Forbindelse med Ø.K. Opkøbskonto A., men han kunde ikke give Oplysning om, hvorfra disse 400.000 Kr. da ellers stammede. Den næste Avance paa ialt 1,4 Mill. Kr. udbetaltes den 11. Juli 1918. Ifølge Delingsforholdet maatte der herved tilfalde Landmandsbanken eller Landmandsbankens Participanter 524.000 Kr., og over dette Beløb var der disponeret paa den Maade, at der i

477

de Dage paa Glückstadts Indenbys Konto Kurant indsattes 370.000 Kr., og paa Ringbergs Bankbog 154.000 Kr. Hertil hævdede Glückstadt, at han paa det nævnte Tidspunkt laa syg hjemme i Klampenborg og derfor heller ikke anede noget om disse Dispositioner. Dem havde Ringberg foretaget uden hans Vidende. Af Avancen paa 792.000 Kr., som udbetaltes den 16. Septbr. 1918, overførtes paany 300.000 Kr. Alt ialt fik han altsaa paa denne Maade mere end een Million Kroner udbetalt, men han kunde med den bedste Vilje ikke forklare, af hvilke Grunde han havde været berettiget til at modtage disse store Beløb. Der falder hertil bI. a. følgende Replikskifte:

Glückstadt: Jeg vil gerne bestemt hævde, at jeg ikke har nogen som helst Erindring om de Dispositioner, der er foretaget der. Det henhører jo alt sammen til det oprindelige Syndikat, som blev omtalt, i Ø.K.-Aktier.

Rigsadvokaten: Det kan være meget sandt. De kan hævde det, men saa maa De være forbavset over, at Deres forskellige Konti stadig fourneres med dog ret store Beløb. Selv i Forhold til Deres gode Kaar er her jo altsaa i Løbet af ½ Aar tilflydt Dem over 1 Mill. Kr. Jeg mener, det er jo dog alligevel Beløb, som man mærker sig, ikke sandt, - det er dog store Beløb?

Glückstadt: Det er et stort Beløb, ja.

Rigsadvokaten: Men det er forbavsende, hvis De slet ikke kan huske noget om det?

Glückstadt: Jeg har ingen Erindring om det.

Med Hensyn tiI de først udbetalte 400.000 Kr. bliver Glückstadt flere Gange spurgt, om han ikke huskede, hvor han har faaet dem fra, da han jo dog havde faaet dem kontant og selv ved Indbetalingen paa Indenbys Konto-Kurant havde skrevet Bilaget. Men han huskede intet, vidste kun, at han havde dem fra Ringberg.

Rigsadvokaten spørger: »Men er det da ikke mærkeligt, naar De sidder i en Bank, at De saa faar Dem op kontant, 400.000 Kr., - det er jo en hel Kurv fuld af Sedler?

Og Glückstadt svarer: »Ja, men passer det ikke ganske godt med, hvad jeg tidligere har fortalt om Direktør Ringberg, at han altid havde mange rede Penge liggende i sit Værelse. Det tror jeg, de Herrer vil kunne faa bekræftet af enhver, som har kendt Ringberg paa den Tid«. Der fortsattes:

HRS. David: Laa der store Beløb i Almindelighed?

Gl.: Næsten altid store Beløb.

478

Rigsadv.: Men det er underligt, at De tillod, at han laa med saa store Beløb. Det var dog uordentligt i en Bank paa den Maade.

Gl.: Det var jo ikke Penge, der tilhørte Banken, saa havde jeg jo ikke noget at tillade.

Rigsadv.: Ja, Bankens og Bankens, - det er dog et Spørgsmaal, om det ikke er Bankens Penge disse Avancer, der udbetales her. Det tyder jo meget paa, at Grænsen mellem Bankens og Deres Konti er noget flydende.

Gl.: Ja, der maa jeg have Lov at sige, Hr. Rigsadvokat, at hvis der er gaaet Penge ind paa min Konto, som ikke har tilhørt mig, er de ikke gaaet ind med mit Vidende eller min Vilje.

Rigsadv.: Nej, det er det, De siger.

Og Rigsadvokaten fortsætter med sine Spørgsmaal, paapeger at de 600.000 Kr. Aktier, der endnu laa paa »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, den 14. Oktbr. 1919 fordeltes paa den Maade, at Ø.K. lnteressenterne fik deres Part og indbetalte for Effekterne 1,6 Mill. Kr., medens Landmandsbank-Interessenternes Part, som var 212.000 Aktier, blev liggende, indtil denne Aktiepost den 25. Februar 1920 overførtes til »1. Februar 1917«, saadan at sidstnævnte Konto efter Dagskursen betalte 227.000 Kr. for meget. Atter aner Glückstadt intet og paastaar, at han paa den Tid var i Udlandet, medens Rigsadvokaten kan henvise til, at han efter Udenrigsministeriets Liste netop maa have været hjemme. Men han husker intet. Med Hensyn til selve Kontoens Udvikling var det imidlertid konstateret, at først havde Ringberg og Glückstadt ladet sig udbetale store Avancer, hvorved Glückstadt alene kvitterede for mere end een Million Kr., men da Kurserne gik nedad, lod man Februar-Kontoen 1917, det vil sige Banken, dække Tabet, med 227.000 Kr. Da Rigsadvokaten lidt senere i Forhøret bemærker, at det dog næppe kunde være undgaaet Glückstadts Opmærksomhed, at der var kommet 1 Mill. Kr. ekstra ind paa hans Konto, svarer Arrestanten: »Paa et vist Tidspunkt maatte jeg selvfølgelig bemærke det, men hvornaar ved jeg ikke«.

Som næste Punkt behandledes Afviklingen af Russisk-Øst-asiatisk Dampskibsselskab, som skete paa den Maade, at Ø.K. købte de Skibe, der tilhørte Selskabet, hvorved der tilfaldt

479

Landmandsbanken som Parthaver 972.000 Kr. Samtidig købte Ø.K. hos Landmandsbanken 65.000 Rubel for 374.000 Kr., og hele Købesummen udbetaltes Glückstadt i Check med 1.347.121,30 Kr. den 14. Januar 1921. Glückstadt spørges, om han har modtaget disse Penge.

Glückstadt: Det aner jeg ikke, det kan jeg ikke svare paa, jeg husker det ikke. Det hele er jo gaaet gennem Bankens sædvanlige Kontor.

Rigsadv.: Ja, det véd jeg ikke - den Check har De modtaget.

Gl.: Den Check har jeg modtaget?

Rigsadv.: Ja, og De har givet den til Direktør Rothe og sagt, om han vil skaffe Dem Pengene, og derefter er Hovedkassereren kommet op med Beløbet til Dem, det er lagt kontant til Dem.

Gl.: Og ved Direktør Rothe da ikke, hvad Pengene er bleven benyttet til?

Rigsadv.: Han forstod, det stod i Forbindelse med Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, men noget nærmere kendte han ikke til det. Men De mener altsa, at der skulde findes en Konto paa 2 Mill. i Banken, for det er jo Bankens Penge, de der, ikke?

Gl.: Ja, utvivlsomt.

Rigsadv.: Men hvorfor har De modtaget dem kontant?

Gl.: Ja, det har jeg ikke noget Minde om; jeg kan ikke svare paa det i Øjeblikket.

Rigsadv.: Det ser jo mærkeligt ud. Men altsaa det, som man savner Oplysning om, det er, om denne Check er indgaaet til Landmandsbanken.

I Sammenhæng hermed kan Rigsadvokaten imidlertid oplyse, at Midlerne i de Dage - eller samme Dag, - er benyttet til Indbetalinger paa Valdemar Glückstadts Konto 400.000 Kr., paa Max Lesters 400.000 Kr. og paa E. Ringbergs Bo 130.000. - Da riposterer Glückstadt heftigt: »De Indbetalinger har intet med den Konto at gøre«. Men - han kan heller ikke forklare, hvor de Midler stammer fra, som ligger til Grund for disse samtidige Indbetalinger. Med Hensyn til Rubel-Aktier fremkommer dernæst yderligere interessante Oplysninger.

Rigsadvokaten bemærker: »... Saa skulde ogsaa Ø.K. have disse Rubel-Aktier udleveret, de havde jo betalt 374.000 Kr. for dem, de stod paa en Konsortialkonto i Landmandsbankens Bøger, og der er de bogført til 171.795 Kr. Der stod de indtil ultimo 1920, det passer jo med Tidspunktet, saa bliver de i Regnskabet for 1920 afskrevet som værdiløse«.

Gl.: Det vil altsaa sige, at hele det Beløb paa Checken er benyttet paa en anden Facon?

480

Rigsadv.: Ja, og det er Deres eget Bilag, De afskriver disse Aktier ved Deres Bilag til Ultimo-Prima-Notaen. De ser, det staar paa 1ste Side.

Gl.: Ja.*)

Lidt senere falder et Replikskifte, som danner en Slags Afslutning paa Behandlingen af det saa komplicerede Kapitel om »Syndikatet i Ø.K.-Aktier« og om Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab, men som ogsaa tydeligt lader erkende, hvor Glückstadt staar i denne Sag.

Dommeren bemærker: »Maa jeg spørge, med Hensyn til Deres Udtalelse før om Syndikatet i Ø.K.-Aktierne, om De er klar over, at det er en meget alvorlig Skygge, den kaster over Direktør Ringberg alene, naar De hævder, at De har været helt uvidende om disse Forhold.

Gl.: Ja, Hr. Landsdommer, der er intet, jeg nødigere vilde end kaste en alvorlig Skygge over Direktør Ringberg, men jeg kan jo paa den anden Side tage enhver pekuniær Følge af de Transaktioner, han har foretaget, hvilket jo ogsaa er ret og billigt, eftersom jeg har været delagtig i de Fortjenester, der er kommet; men Ting, der er foretaget, som jeg ingen Anelse har haft om, kan jeg dog ikke, selvom jeg i allerhøjeste Grad beklager at maatte gøre det, tage paa mig.

Rigsadv.: Jeg vil gerne sige, dette Tidspunkt, der er Tale om her, altsaa om Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab, det er jo paa et Tidspunkt - i Januar 1921 - da Ringberg ikke er hjemme.

Gl.: Ja.

Rigsadv.: Saa mener jeg, at han er udenfor denne Historie, han kan ikke have disponeret.

Gl.: Jeg kan slet ikke sige nogetsomhelst om dette i Øjeblikket. -

Det er disse stadige Udflugter, denne Paaberaabelse af, at han ikke huskede noget, der foranledigede Dommeren til, ved Begyndelsen af Forhøret den 9. April 1923 i meget indtrængende Ord at henstille til Emil Glückstadt at sige Sandheden. Ud fra Erkendelsen af, at Storbedrageren aabenbart vilde benytte sig af alle Tricks for saa meget som muligt at slippe uden om Ansvaret, rettede Dommeren, følgende Formaningstale til Arrestanten:

*) Jvf. hertil ogsaa nedenfor Afsnit f, S. 523 flg.

481

»Jeg vil blot gøre en Bemærkning til at begynde med, for at der ikke skal foreligge nogen Misforstaaelse fra Deres Side. Jeg har nemlig forstaaet paa mange af Deres Udtalelser, at De undertiden ikke ønsker at give den fulde Besked eller ønsker at tale om andre Ting end det, der direkte er spurgt om. Jeg vil blot gøre opmærksom paa, at der efterhaanden kommer til at foreligge Beviser, som viser, at De veed god Besked, og at De ikke altid taler Sandhed. Det skal De overveje i Tide, om De ikke staar Dem bedre ved at sige den rene Sandhed straks. . . .

Jeg vil ogsaa gøre en Bemærkning endnu: det er ikke for at lægge hele Skylden paa Dem, vi veed godt, der er mange Mennesker, der har hængt paa Dem; vi kan ogsaa tænke, at der er stillet mange Krav til Dem om Luksus og lignende, som De gerne har villet efterkomme, at De gerne har villet gøre noget for Deres Nærstaaende; det er altsaa ikke Meningen at lægge Skylden alene paa Dem, men De skal overveje, om De ikke staar Dem ved at lette Deres Samvittighed og sige Forholdene rent ud, som de er. Det stiller Dem heller ikke i det bedste Lys at lade en død Ven bære Ansvaret alene. - Det er blot til Deres Overvejelse, dette her.”

Eftersom Emil Glückstadt ganske aabenbart satte alt ind paa at komme uden om det Hovedansvar, han virkelig maatte bære, skulde man mene, at saadanne Henstillinger var paa deres Plads. Men Fru Glückstadt ser selvfølgelig anderledes paa det. Hun, som efter hele sit Naturel er fuldkommen fremmed overfor den Moral og den Retsopfattelse, der repræsenteres ved Anklage- og Domsmyndigheden, og som udfra sin udprægede, fanatiske Racebevidsthed føler sig himmelhøjt hævet over alle Gojim, hun veed ikke bedre i sit Skrift end at himle op om den grænseløse Skændsel, hendes Mand er udsat

482

for i dette Forhør. Hun tillader sig paa en Maade, der uvilkaarligt føles som en fantastisk Frækhed, at tale om Rigsadvokatens og om Dommerens Subjektivitet (Tro og Vantro i Forening!), om deres partiske Bedømmelse af Sagen, der gjorde, at de blev »klare over«, at Glückstadt var en Bedrager. Hun mener at kunne polemisere mod disse Mænds Argumenter, idet hun affejende kendetegner dem som letvejende »Antagelser«, og viser dermed, at hun ikke har forstaaet noget af det hele. At Sandheden i sig selv er en Magt, som man ikke kan fælde med uvederhæftige og konstruerede Paastande, kan et saadant jødisk Sind jo ikke fatte.

Men alle dialektiske Krumspring hjalp intet mere. Undersøgelsernes Gang viste til fulde, at man her havde med en Korruption uden Lige at gøre, maaske med et af de mest geniale, men derfor ogsaa det mest forvorpne og afskyelige Bedrag, der nogensinde er udført her i Landet. Nu maatte enhver erkende, at den Bank, som lededes af Landets mægtigste Mænd, havde gjort sig skyldig i et Tillidsbrud overfor sine Sparere og Aktionærer, hvis Mage man aldrig før havde oplevet. Men da Forholdene nu engang laa saaledes, maatte der selvfølgelig ogsaa skabes rent Bord, af Hensyn til Retsprincipets Bevarelse , og til Sikring af sunde Samfundsforhold.

Der fandtes blandt de Personer, som i første Række var ansvarlige for Landmandsbankkatastrofen, nogle, der var grundigt inficeret af den Glückstadt'ske Svindleraand og selv lod sig forlede til Spekulation og Spil, saa de ogsaa paa deres Maade paaførte Landmandsbanken Tab. Der tænkes herved naturligvis i første Række paa Mænd som Ringberg, Plum og Herman Heilbuth. Men ogsaa andre Bankraadsmedlemmer som Direktør H. P. Prior og Etatsraad, Direktør Wilhelm Hansen var godt med i den vilde Hazard. Og den Holdning, Mænd som Højesteretssagfører Bülow og Kommitteret Schack Eyber viste, var ligesaa lidt egnet til at afføde Respekt. Dog blandt Bestyrelsens mest fremtrædende Medlemmer kan heldigvis to

483

Mænd nævnes, som var afgjorte Modstandere af Glückstadts Bankpolitik, men som rigtignok til Trods herfor senere maatte bøde særlig haardt, fordi de ikke i Tide havde grebet grundigt ind mod Bankens omfattende Børsmanøvrer og andre uforsvarlige Transaktioner: nemlig Formanden for Bankraadet Admiral Richelieu og Grosserer Andreas Collstrop. Efter det i Retsforhandlingerne oplyste kan der ikke være Tvivl om, at begge Mænd var stærkt imod al Spekulation; navnlig kunde Collstrop i Retsforhandlingerne ved forskellige Lejligheder pege hen paa, at han eftenrykkelig havde henvist til Nødvendigheden af en mere forsvarlig Bankpolitik. *)

Da Collstrop den 27. Febr. i Bankkommissionens Retsforhandlinger udtaler sig om Spørgsmaalet Vekseler-Konsortierne, erklærer han, at han altid var gaaet ud fra, at de var fuldt dækkede. Han havde ogsaa paa et Møde i Banken engang gjort opmærksom paa, at den Margin paa 10 à 20 eller 25 pCt., der forlangtes paa et Tidspunkt, hvor Aktierne stod i en Kurs paa 1 à 2000 Kr. for 100, var atIfor lille, ja en fuldstændig umulig, en illusorisk Garanti. Han fortalte endvidere vedrørende sin Stilling til Spekulationen under Krigen: »Landmandsbanken laa med 80 Mill. Kr. kontante Penge i Kassen og havde ikke Begreb om, hvad de skulde gøre med de Penge; det var i den rigelige Tid under Krigen. Saa stillede jeg det Forslag, at de skulde tage 10 Mill. Kr. i Guld ud af disse 80 Mill. og lægge ned i deres Kælder, for det kunde maaske en Dag vise sig at være en udmærket Reserve, da man aldrig vidste, hvad der kunde indtræffe.« Denne Plan vilde Banken imidlertid ikke gaa med til, da Direktørerne mente, at den vilde koste altfor mange Renter. Collstrop var i samme Forhandling inde paa, at han altid, ogsaa allerede 1911, havde kæmpet for en fornuftigere Dividendepolitik og for en Forøgelse af Reserverne og derfor ogsaa ved Regnskabsaflæggelsen for 1921 havde

*) Jvf. med Hensyn til Richelieus Holdning ogsaa ovenfor S. 247 og nedenfor S. 543 flg.

484

ønsket en lavere Rente end den af Nationalbanken godkendte paa 10 pCt. Da der ved Aflæggelsen af dette Regnskab ikke blev forelagt nogen trykt Beretning, havde han helst vægret sig ved at give sin Underskrift, da han altid havde holdt paa ikke at underskrive, før han havde set, hvad der stod ovenover. Men ved den her omhandlede RegnskabsafIæggelse havde han befundet sig i en Tvangssituation, hvor den, som ikke vilde have sat sit Navn under, vilde have paadraget sig et Ansvar, han ikke vilde have kunnet bære. Men Glückstadt vidste godt nok Besked med hans Betænkeligheder. I Forhandlingen den 14. April beretter CoIIstrop endvidere, at han altid havde været Modstander af Aktiespekulationen og derfor ogsaa i et Bestyrelsesmøde i 1916 havde foreslaaet at indføre saakaldte spærrede Aktier, hvorved det skulde dreje sig om Papirer, der blev bundet paa den Maade, at Aktierne fik en Paategning om, at de ikke maatte skifte Hænder i Løbet af 1 til 2 Aar, saalænge Spærringen varede. »Man maa«, - tilføjer han som Begrundelse for dette Forslag - »huske paa, at Folk den Gang bogstavelig talt stod udenfor Banken fra Kl. 9, naar Banken lukkede op Kl. 10, for at tegne Aktier i Spekulationsøjemed. For at hindre denne vilde Spekulation var det, jeg foreslog at indføre spærrede Aktier, og at de Folk, der vilde tegne spærrede Aktier, fik Fortegningsret«. - Denne Ordning kendte han fra Tyskland, og CoIIstrop gjorde gældende, at dersom den var bleven indført, havde hele Spekulationen set anderIedes ud.

Da Bankbestyrelsens Medlemmer afhørtes, viste det sig iøvrigt utaIIige Gange, hvor skamløst de var bleven ført bag Lyset af Bankdirektørerne Glückstadt og Ringberg; det mest afgørende Bevis herfor var maaske givet deri, at disse Medlemmer gennemgaaende først i September 1922 havde faaet Nys om den Støttekonto, der 5 ½ Aar i Forvejen var bleven oprettet under Navnet »Konsortiet af 1. Februar 1917«!

Efter at Forundersøgelsen var afsluttet, rejstes der Anklage mod 12 Medlemmer af Landmandsbankens Direktion og Bank-

485

raad samt mod et forhenværende Bankraadsmedlem, nemlig mod

Direktør Emil Rasmussen,

Direktør Frederik John Rothe,

Direktør Kristen Riis-Hansen, R.,

Direktør Poul Christian Conrad Harhoff, R., Dbmd.,

Fhv. Admiral i den siamesiske Marine Andreas du

Plessis de Richelieu, Storkors af Dbg., Dbmd. p.p., Overformynder Michael Petersen Friis, Storkors af

Dbg., Dbmd. p. p.,

Grosserer Andreas Collstrop,

Fhv. Kommitteret Niels Schack Eyber, R. og Dbmd.,

Direktør Herman Heilbuth,

Direktør Niels Christian Viggo Reimer, R.,

Fabrikejer Bjørn Stephensen, R. og Dbnid.,

Forpagter Ole Christian Saxtorpb Sonne, Kmd. Af Dbg., Dbmd. p. p.

Desuden mod det forhenværende Medlem af Bankens Bankraad, administrerende Direktør for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker A/S Hans Peter Prior, R., Dbmd. p. p.

Anklageskriftet indeholdt 14 Anklagepunkter. Efter at Domsforhandlingen i Sagen var afsluttet med Hensyn til Anklageskriftets Punkter I-III og V-VII, afgik Direktør Emil GIückstadt ved Døden. Tiltalen maatte derfor ved den endelige Kendelse bortfalde, forsaavidt det herved drejede sig om de ikke behandlede Anklagepunkter. Men Sagen forelaa desu den for de førstnævnte Forholds Vedkommende til Paakendelse med Hensyn til Anklagemyndighedens Paastand om, at Glückstadts Bo tilpligtedes at udrede Sagens Omkostninger. Kun disse Anklagepunkter, som iøvrigt vedrørte nogle af de mest graverende strafbare Forhold, vil i det følgende blive behandlet paa Grundlag af Anklageskriftet og Dommens Præmisser.

486

I . Glückstadt sattes under Tiltale efter Straffelovens § 251 for Bedrageri:

a) ved at misbruge sin StiIIing som administrerende Direktør i Den danske Landmandsbank, Hypothek- og Vekselbank, til den 1. Februar 1917 at lade »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) samtidig med, at det for en Betaling af 11.800.600 overtog nominelt Kr. 2.583.000 Aktier i forskeIIige Selskaber fra 27 Spekulationskonti - dække Underskudene, ialt Kr. 2.237.801,73, der var paa disse Konti og paa 4 andre Konti, fra hvilke der ikke overførtes Aktier til Dækning af de nævnte Underskud benyttedes bI. a. Kr. 2.196.933,18, der hævedes for Landmandsbankens Regning paa Kontoen »Dansk Soyakagefabriks Separat Konto«; Kontiene førtes for Personer, for hvem Landmandsbankens Direktion havde udført Spekulationer paa Børsen, saaledes at de paagældende tildels ikke havde Kendskab til de enkelte Forretninger;

b) ved at misbruge sin Stilling til i Januar 1921 at lade »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) for en Betaling af Kr 13.062.176,01, overtage nominelt Kr. 2.953.200 Aktier i forskeIIige Selskaber fra 32 Spekulationskonti af lignende Art som de under a) nævnte, samt overtage Underskud uden Aktier fra 8 Konti, hvorved »Konsortiet af 1. Februar 1917« til de enkelte Konti betalte ialt Kr. 4.612.486,32 mere, end de overførte Papirers Værdi androg, beregnet efter Kurserne paa Overtagelsesdagene, herunder dels et Beløb af Kr. 648.299,32 vedrørende Kontoen »H. Bendixon, London«, for hvilken Konto det maa antages, at Glückstadt helt eller delvis har Ansvaret, dels et Beløb af Kr. 83.397,38, der udgjorde Underskudet paa en Slægtnings Spekulations konto, hvilket Underskud Glückstadt personlig havde paataget sig at dække, og dels et Beløb af Kr 946.695,17 vedrørende et større Parti Aktier i forskeIIige Selskaber, der havde henligget paa Kontoen »Konsortiet af 24. April 1918 A« for Glückstadts og den nu afdøde Direktør Ringbergs Regning efter deres Udtræden den 7. Juni 1920 af forskellige Konsortier;

c) ved at misbruge sin StilIing til ved forskeIIige andre Lejligheder i Tiden fra 1918 og til Slutningen af August 1922 til »Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken) for en Betaling af Kr. 11.127.168,78, at overføre nominelt Kr. 2.275.500 Aktier i forskellige Selskaber fra private Spekulationskonti af lignende Art som de under a) nævnte, saaledes at Konsortiet for disse Aktier betalte ialt Kr. 3.199.018,89 mere end de overførte Papirers Værdi androg beregnet efter Kurserne paa Overtagelsesdagene, herunder dels et Beløb af Kr. 101.724 vedrørende Kontoen »Engelsk Skole, Nysted«, for hvilken Konto Glückstadt maa antages at have haft Ansvaret, dels et Beløb af Kr. 1.076.291,70 vedrørende nominelt Kr. 524.000 D.F.D.S. Aktier, der udgjorde Restbehold-

487

ningen af Glückstadts og Ringbergs Andel i »Konto Trio for D.F.D.S. Aktier hos VekseIIerfirmaet I. M. Levin & Co., og dels et Beløb af Kr. 85.846,06 vedrørende nominelt Kr. 100.000 Ø.K. Aktier, der udgjorde Restbeholdningen af Glückstadts og Ringbergs Andel i »Konto Trio for Ø.K.« hos VekseIIerfirmaet I. M. Levin & Co.

I Domspræmisserne til dette Punkt bemærkes indledende, at det af Sagens Oplysninger fremgaar, »at Glückstadt og Ringberg i Tiden efter Verdenskrigens Udbrud i meget betydelig Udstrækning har ladet Banken financiere Børsspekulationer, i hvilke de selv og andre var Deltagere, og at dette i vidt Omfang er sket uden Iagttagelse af Bankens normale Belaaningsregler, idet de indkøbte Papirer alene tjente til Sikkerhed for Engagementerne, hvorhos der hyppigt udbetaltes Gevinst ved Kursstigning, medens der omvendt ikke krævedes Indbetalinger i Tilfælde af, at Spekulationerne ved Kursfald udviste Tab«. Der gives dernæst nærmere Oplysninger om de Transaktioner, Glückstadt foretog i Anledning af Indledelsen af den uindskrænkede Ubaadsblokade til Fordel for en Del af de private Spekulationskunder, saaledes som ovenfor skildret i Anklageskriftet samt om den Oplysning, der vedrørende denne Sag blev givet Bestyrelsen den 7. Febr., gaaende ud paa, at »de Differencer, der var opstaaede, var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud«. I det følgende gøres der saa Rede for, hvorledes Debet-saldoen paa Februar-Kontoen først den 13. Febr. 1917 blev dækket ved en Overførsel fra Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der førtes i Landmandsbanken for Østasiatisk Kompagnis Regning, og hvorledes sidstnævnte Debitering derefter i Begyndelsen af Juli 1917 dækkedes ved en Overførsel fra Kontoen for »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab”, hvilken Konto iøvrigt afgav Grundlag for Anklageskriftets Punkt III. Disse Overførsler resulterede til sidst i, at Kontoen af 1. Februar 1917 saaledes dækkedes for et Beløb af 1.6 Mill. Kr. af Landmandsbankens Andel i Syndikatets Overskud.

Der tilføjes i Præmisserne: »Glückstadt har ikke erkendt, at han ved Overførselen pr. 1. Februar 1917 har gjort sig skyldig i Bedrageri. Han har forklaret, at han inden denne Overførsel fandt Sted under en Samtale med Direktør for Østasiatisk Kompagni, Etatsraad H. N. Andersen, havde sat denne ind i Situationen, og at Etatsraad Andersen da gav Glückstadt Tilsagn om, at der til Dækning af det paagældende Spekulationstab, kunde regnes med en Avance for Banken paa Kontoen for Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Da Østasiatisk Kompagni var Herre over, hvor stor en Avance der vilde fremkomme paa denne Konto, og da den Banken saaledes tilflydende Indtægt var af en ganske ekstraordinær Karakter, har Glückstadt anset sig berettiget til at anvende den til Dækning af det ekstraordinært overtagne Spekulationstab.

488

Etatsraad Andersen har som Vidne benægtet at have givet Glückstadt noget saadant Tilsagn, og mod Rigtigheden af Glückstadts Forklaring herom taler yderligere, at det fornødne Beløb til Dækning af Underskudet paa Kontoen af 1. Februar 1917 ikke straks toges fra Syndikatkontoen, men - uden at han har kunnet afgive Forklaring herpaa ­ foreløbig, og ikke med det fulde Beløb, afholdtes af Soyakagefabrikens Konto og først i Juli 1917 krediteres denne Konto ved Overførsel fra Syndikatkontoen. Sagens Oplysninger tyder derhos paa, at Glückstadt og Ringberg i hvert Fald foreløbig har villet skjule Posteringerne paa de nævnte 2 Konti for Østasiatisk Kompagni. Men selvom Glückstadts Forklaring om, at der kunde regnes med en saadan ekstraordinær Avancer var rigtig, vilde det ikke kunne fritage ham for Ansvar, idet Indtægten i hvert Fald maatte blive Bankens, og dens ekstraordinære Karakter ikke vilde kunne berettige ham til at anvende Beløbet til Dækning af et Banken uvedkommende Spekulationstab.«

Til Imødegaaelse af Forsvarets Argumenter pointeres derefter, at Landmandsbankens Direktører uden Tvivl af Hensyn til, at de vilde være ilde stedte overfor deres private Forbindelser og overfor Bankens Bestyrelse, naar deres Dispositioner kom for Dagen, havde bestemt sig til at overføre Tabene paa Banken, fortie Overførselen for Kunderne og kun give Bestyrelsen ufuldstændige Oplysninger om det passerede, at Antagelsen af, at Glückstadt ved Overførselen skulde have regnet med, at Tabet for Banken senere vilde kunne indvindes ved Kursstigning paa de overtagne Aktier, strider ganske mod Karakteren af de trufne Dispositioner og mod de herom afgivne Forklaringer, og at Bestyrelsen ikke havde faaet fuld Besked og derfor ej heller kunde befri Glückstadt for Ansvaret, bortset fra at ej heller Bestyrelsen havde været kompetent til at sanktionere en saadan Overførsel af private Spekulanters Tab paa Banken.

Med Hensyn til Overførslerne til Februar-Kontoen 1917 i Januar 1921 samt af andre i Anklagens Post 1b nævnte Beløb gaaes der i Præmisserne ud fra, at Glückstadt har været indforstaaet med de her omhandlede Spekulationsforretninger, at han helt eller delvis har haft Ansvaret for Kontoen »H. Bendixon, London«, at han har paataget sig at dække den omtalte Slægtning, Frøken Anna RaffeIs Tab, og at han har beordret eller billiget Overførselen af det nævnte Parti Aktier fra Konsortiet af 24. April 1918. Vedrørende Overførselen fra »Konsortiet af 24. April 1918 A« findes det ifølge Præmisserne uantageligt, at Ringberg skulde have beordret denne uden at Glückstadt skulde have været vidende om, at Kontoens betydelige Debetsaldo i alt væsentligt hidrørte fra de Aug. Lunnske Konsortier, ligesom det i Betragtning af de store Poster, disse Konsortier laa inde med, findes uantageligt, at han skulde have været

489

uden Kendskab til, hvorledes det forholdt sig med hans Andel. De øvrige ikke særligt nævnte Overførsler, der ligesom de allerede nævnte beordredes af Glückstadt personlig, anses ligeledes for at være uretmæssig foretaget, hvorhos yderligere bemærkes, at Uforsvarligheden af Ringbergs Dispositioner ikke kunde berettige Glückstadt til at lade Banken bære Tabet.

Til Anklagens Punkt 1 c bemærkes bI. a., at det mod Glückstadts Benægtelse ikke kan betragtes som godtgjort, at han har haft Kendskab til Overførselen af Tabet paa »Konto Trio for Ø.K.«, men at han har været kendt med de øvrige nævnte Overførsler og derved vidste, at Ansvaret for disse Konti ikke var Bankens.

Overførselen vedrørende »Konto Trio for Ø.K.« tilregnedes derefter ikke Glückstadt som bedragerisk Forhold, derimod alle andre under Post I anførte Transaktioner.

II. Glückstadt sattes under Tiltale for Overtrædelse af § 55 Nr. 1 i Lov Nr. 468 af 29. September 1917 om Aktieselskaber

ved paa Landmandsbankens Bestyrelsesmøde den 12. Januar 1921 overfor Bestyrelsen bevidst at have afgivet urigtige og vildledende Angivelser med Hensyn til de af »Konsortiet af 1. Februar 1917« overtagne Aktier og dækkede Underskud.

Domspræmisserne gaar ud paa, at Glückstadt maa anses for skyldig i dette Forhold, da der ikke er ført Bevis for, at han har givet Bestyrelsen fyldigere Oplysninger udover den utilstrækkelige Oplysning i Bestyrelses­protokollen, og da denne Protokoltilførsel var baade urigtig og i høj Grad vildledende for Bestyrelsen.

III. Glückstadt anklagedes efter Straffelovens § 251 for Bedrageri:

a) ved at misbruge sin Stilling til fra Kontoen »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab«, i hvilket Landmandsbanken deltog for 2/5 den 3. Juli (den 5. Juli) 1917 at overføre et Beløb af Kr. 3.747.676,53 til Kontoen »Ø.K.'s Opkøbskonto A« og fra denne Konto til Kurs 400 (Dagskursen var 559) at overføre nominelt Kr. 1.200.000 Ø.K. Aktier til Kontoen »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen«, i hvilket Syndikat deltog Interessenter repræsenteret ved Landmandsbankens Direktion for 425/1200; fra denne Konto lod han derefter den 1. Marts, 11. Juli og 16. September 1918 udbetale til Landmandsbankinteressenterne ialt Kr. 1.181.311,21 af Avancen paa Kontoen, Syndikatet i Ø.K. Aktier, hvilket Beløb maa antages at være kommet Glückstadt og Ringberg til Gode, og

ved den 25. Februar 1920 efter at Syndikatet i Ø.K. Aktier i 1919 var opløst, at lade Kontoens Restbeholdning af Ø.K. Aktier overføre til

490

»Konsortiet af 1. Februar 1917« (Landmandsbanken), saaledes, at Konsortiet herfor betalte Kr. 227.714,41 mere, end Aktiernes Værdi androg efter Kurserne paa Posteringsdagen.

b) ved at modtage og for egen Regning den 19. Januar 1921 at hæve en af Det Østasiatiske Kompagni til egen Ordre udstedt og kvitteret Check, stor Kr. 1.347,121,31, og derved tilvende sig dels Landmands bankens Avancer Kr. 972.721,31 ved Afslutningen af »Syndikatet i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab«, dels et Beløb af Kr. 374.400, der af Det Østasiatiske Kompagni betaltes Landmandsbanken for dennes Aktie i Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab nominelt 65.000 Rubler, hvilke Aktier, ved Landmandsbankens Regnskabsafslutning for 1920 efter Glückstadts Ordre blev afskrevne som værdiløse.

Til dette Punkt bemærkes bI. a. i Præmisserne, at Glückstadt har forklaret, at han intet kender til Debiteringen af de ca. 3.7 Mill. Kr. paa Kontoen »Syndikat i Russisk Østasiatisk Dampskibsselskab«, og at han ej heller kender til Oprindelsen til Syndikatet i Ø.K. Aktier. Der tilføjes, at Glückstadts oprindelige Forklaring med Hensyn til den førstnævnte Konto var gaaet ud paa, at Landmandsbanken som saadan var lodtagen i den endnu ved dens Afslutning i Januar 1921; men at han senere havde gjort gældende, at Kontoen efter Opgørelsen den 3. - 5. Juli 1917 førtes for privat Regning, saaledes at Direktørerne i Østasiatisk Kompagni var lodtagne med 3/5 , Glückstadt og Ringberg med 2/5. I Dommen antages, at Landmandsbanken, ogsaa efter den 3. Juli har været Parthaver i Kontoen og som Begrundelse for denne Opfattelse anføres, at dette maa formodes efter Kontoens Oprindelse, ogsaa ifølge Ringbergs Optegnelser om Kon toen og den Omstændighed, at Kontoen efter 3. - 5. Juli 1917 fortsættes uden at Bankens Embedsmænd har modtaget nogen Meddelelse om, at Banken skulde være udtraadt, desuden navnlig paa Grund af den Omstændighed, at Kontoen ved dens Afslutning i en af Glückstadt selv paa Bankens Vegne underskreven Skrivelse af 19. Januar 1921 til Østasiatisk Kompagni betragtes som tilhørende Landmandsbanken og Østasiatisk Kompagni, ligesom det samme forudsættes i en Skrivelse af 10. Februar 1921 fra Glückstadts Sekretær, Erik Glückstadt, til Underdirektør Nicolaysen i Landmandsbanken. Der resumeres, at Glückstadt har været klar over Karakteren af de her omhandlede urigtige Posteringer og Udbetalinger, at han, til Trods for sine Benægtelser, har været vidende om, at Udbetalingerne kom ham og Ringberg personligt til Gode og derfor har gjort sig skyldig i Bedrageri. Derimod fandtes der ikke ved det foreliggende tilstrækkeligt Grundlag for at anse ham for skyldig i Bedrageri ved den i Februar 1920 stedfundne Overførsel til Kontoen af 1. Februar 1917. Men Hensyn til Rubelsagen ansaas han for skyldig i Overensstemmelse med Anklageskrifet.

491

Vedr. Anklageskriftets Punkter V, VI og VII.

Glückstadt dømtes endvidere for Bedrageri efter Straffelovens § 251 for det i Anklageskriftets Punkt V omhandlede Forhold, ifølge hvilket han ved Opløsningen af Kommanditselskabet Dansk Søfart-Selskab havde ladet sig den 26. Novbr. 1919 af Landmandsbankens Hovedkasse kontant udbetale en Fjerdedel, Kr. 469.275,68, af den Banken tilkommende Avance, Kr. 1.877.102,73, saaledes at Beløbet ikke kom Landmandsbanken til Gode. Paa samme Maade dømtes han for Bedrageri efter nævnte Paragraf, fordi han ifølge Anklagepunkt VI den 20. Januar 1920, den 5. Januar 1921 og den 30. Marts s. A. havde ladet Landmandsbankens Hovedkasse udbetale sig henholdsvis Kr. 633.600, 633.600 og Kr. 444.259,72, ialt Kr. 1. 711.459,72, der udgjorde den Banken tilkommende Andel i Fortjenesten ved Køb og Salg af Raagumini, som foretoges i Aaret 1919 gennem »Gummi Syndikatet under United Baltic Corporation«, Beløbet var ikke kommet Landmandsbanken til Gode, men var paaviselig tildels indsat paa Glückstadts Konti i Banken. Endelig blev Glückstadt efter Anklageskriftets Punkt VII dømt for svigagtigt Forhold efter Straffelovens § 257 i forskellige mindre vigtige Forhold.

Yderligere Bedrageri- og andre Sigtelser blev som nævnt ikke behandlet under Domsforhandlingerne, da den Tiltalte døde, før disse Forhandlinger kunde bringes til Afslutning.

Emil Glückstadts Dødsbo blev herefter tilpligtet at udrede fire Femtedele af Sagens Omkostninger. Selvfølgelig harmes Fru Glückstadt ogsaa over denne dog sandelig overmaade hen­synsfulde Kendelse; med infam Haan spørger hun, »om nu ogsaa de Døde havde Værneting i København«.

Østre Landsrets Dom mod de øvrige Anklagede faldt den 7. Juli 1923. l den af »Berlingske Tidende« udgivne Løbeseddel blev dens Resultat bekendtgjort paa følgende Maade:

Dommen i Landmandsbanksagen.

Ved Landsretten blev der idag afsagt Dom i Sagen mod Direktør Prior, og Landmands­bankens tidligere Direktion og Bestyrelse:

Direktør Prior 800 Kr. i Bøde.

Direktør Riis-Hansen 2000 Kr. i Bøde.

Overformynder Friis 500 Kr.

Alle de øvrige Tiltalte er frifunden.

492

Omkostningerne paalægges Glückstadts Bo,

Direktørerne Prior og Riis-Hansen samt

Overformynder Friis.

Denne Dom maatte nødvendigvis fremkalde den største Forbavselse i Offentligheden, da samtlige Direktører og Bestyrelsesmedlemmer var anklaget for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 osv. med Hensyn til den urigtige og vildledende Regnskabsaflæggelse for Aaret 1921, Direktørerne Rasmussen, Rothe og Riis-Hansen samt Prior desuden for svigagtigt Forhold, Direktør Harhoff sammen med Bestyrelsens Medlemmer dertil for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 56 Nr. 1. Mod Direktør Prior rettedes der endvidere Anklage for Bedrageri efter Straffelovens § 251 i to Forhold vedrørende Nordisk Kabel- og Traadfabrikker A/S samt for Overtrædelse af Aktieselskabslovens § 55 Nr. 1 og § 56, sidste Stykke osv. Nu blev Overformynder Friis dømt, fordi han ifølge Præmisserne ikke havde draget Omsorg for, at der skete Henvendelse til Bankinspektøren om, hvorvidt Regnskabet 1921 kunde passere uden Opgivelse af nogen Beholdning af egne Aktier, skønt det efter Rettens Skøn burde have været ham klart, at Lovmedholdigheden af den trufne Ordning var tvivlsom. Retten erkendte imidlertid, at Friis personlig havde været overbevist om den trufne Ordnings Tilladelighed efter Loven. For Riss-Hansens Vedkommende var det det særlige og skærpede Ansvar, han havde med Hensyn til Opgørelsen over det transatlantiske Kompagnis Stilling, der begrundede Dommen. Det havde efter Dommerens Opfattelse været hans Pligt at tage større Hensyn til Carl J. Michaelsens Opgørelse over Tabene, som allerede i en Beretning af 12. Jan. 1922 til Emil Glückstadt havde vurderet de samlede Tab ved Kompagniet til 110 Mill. Kr. Riis-Hansen havde handlet groft uagtsomt ved at negligere denne Opstilling, men Retten lod det gælde som en formildende Omstændighed, at han kun i saa kort Tid havde virket i Banken og derfor følte sig i særlig Grad afhængig af Etatsraad Glückstadts Erfaring. Særlig mild var Dommen mod Direktør

493

Prior, mod hvem Bedragerisigtelsen helt faldt bort; der afgaves imidlertid hertil et dissentierende Votum.

Hvorom alting var: det jævne Folk stod fuldkommen ufor staaende overfor denne Dom, medens Jøderne og deres Slæng naturligvis var tilfredse. Thi her havde jo atter, som det ogsaa aabent udtaltes i Pressen, skjulte Kræfter gjort deres Indflydelse gældende, saa Dommen ikke blev til andet og mindre end en kraftig Desavouering af Anklagemyndigheden. Arbejder- og Bondebefolkningen var almindeligvis forbitrede over denne Landsretsdom, der i Realiteten betød en pure Frifindelse af alle Anklagede, og Utilfredsheden med denne efterladende Be dømmelse af højtstaaende Personers uforsvarlige Handlemaade kom kraftigt til Orde i disse Befolkningskredses Blade. Saaledes rettede »Socialdemokraten« et skarpt Angreb mod det kapitalistiske Samfund og Overklassen, idet det bl. a. bemærkede: »Er det den juridiske Retfærdighed, er det Lands Lov og Ret, hvilken Forbindelse har da Lov og Ret med det levende Liv og det mishandlede Samfunds dyreste Interesser? – Værnet for det arbejdende Samfund er det overladt Folket selv at skabe. Landsrettens Dom er en Samfundsskildring mere svidende haard mod Kapitalismen end noget socialdemokratisk Angreb. Saadan er Samfundssystemet, saadan er Loven, at hvad det arbejdende Samfund frembringer i sit Ansigts Sved, kan Overklassen sætte over Styr.« Den samme Forargelse kommer til Orde i Provinspressen; »Fyns Venstreblad « (8. Juli 1923) gjorde bl. a. gældende, at Befolkningen vil staa fuldkommen desorienteret, »fyldt med Mistænksomhed, for manges Vedkommende sikkert endogsaa med Forbløffelse og Vrede«. Og Bladet fortsætter: »Man vil sige, at Retten ikke er lige for alle, og at den højeste Jura her har reddet en Kreds af fremtrædende Mænd, der for fleres Vedkommende efter almindelig Opfattelse havde bevæget sIg udenfor Lovens Grænser, der har krævet Dom over andre, hvis Gerninger ikke har haft nær saa skæbnesvangre Følger for Land og Folk som i dette Tilfælde.« »Landmandstidende« betragter Dommen som en Haan

494

imod det danske Folk og bemærker bittert: »Det store Flertal af den Kreds af Mænd, som styrede vort største Pengeinstitut i Aarene, da Gulddansen gik vildest, ledede det til Afgrundens Rand paa en saadan Maade, at det danske Samfund gennem Skatter og Afgifter maa betale for, hvad denne Kreds har forødt, er bleven frifundet for en af vore Retsinstanser! Tre af Kredsen idømtes Pengebøder til Statskassen. Mere er der ikke . . . Tafelrunden fra Landmandsbanken har faaet en Domstols Ord for, at der intet er at bebrejde dens Medlemmer, ikke mere, end hvad der kan afgøres med beskedne Bøder for faa af dens Medlemmer.«

Kun den sociale Overklasses Blade i Hovedstaden, Jødebladene, var tilfredse med Processens Udgang, navnlig, da alle de Anklagede kunde forlade Landsretten med deres borgerlige Ære i Behold. De ønskede nu Ro om Sagen. Desværre - argumenterer »Berlingske Tidende« maatte denne Proces jo nu engang eftersom Sagen havde udviklet sig og var blevet et misbrugt Emne i den politiske Agitation, føres igennem. Og det fottsætter: »I andre Lande, hvor lignende Tilfælde er forekommet, har man disponeret anderledes og rimeligvis derved undgaaet megen Ophvirvling af Baciller, der vilde have forgiftet Omverdenens Tillid til disse Landes indre Forhold og økonomiske Stabilitet.« Denne Henvisning til andre Lande, hvor altsaa Korruptionen efter Bladets Opfattelse havde nydt bedre Beskyttelse mod Myndighedernes Indgriben end i Danmark, var usandfærdig, men den ansaas tilsyneladende som egnet til at bidrage til Gemytternes Beroligelse. »Politiken« lægger ikke Skjul paa, at Dommen betyder en formidabel Overraskelse, men det hedder dog, »at nu da Landmandsbank-Affæren er ført frem til en retslig Afgørelse, som man kan være enig i eller uenig i, vilde det være det heldigste og det sundeste for vort Samfund, om man nu blev staaende derved, thi vi skulde jo en Gang videre i Arbejdet for at styrke vort Samfund og genrejse alt det, der i Spekulationsaarene blev nedbrudt”. Endog Venstrebladet »København« kan ikke unddrage

495

sig denne specielle Bourgeoisi-Atmosfære, der helst nu ser hele Sagen dysset ned, og konstaterer uden nogensomhelst Kritik, at det var Glückstadts dominerende, gennem mange Aar fæstnede Myndighed indenfor Banken, der afgav »Baggrunden for de lempelige Domme og Frifindelser af den Række Mænd, som dannede Medarbejderkredsen om ham«.

Men mest uforbeholden var dog »Nationaltidende« i sine Udtalelser, som først gjorde gældende, at den almindelige Opfattelse efter Glückstadts Død havde været, at nu »vilde det være ønskeligt, om den videre Rettergang kunde forløbe i størst mulige Sindighed og ikke føre til alt for beklagelige Resultater«. Tydeligere kunde man næppe give Udtryk for den Opfattelse, der raadede indenfor det af Jødedommen beherskede københavnske Borgerskab. Men »Nationaltidende« ansaa det for rigtigt at tolke disse Kredses særlige Følelser endnu kraftigere, idet Bladet gjorde denne Bankdirektør, der under Retsforhandlingen var afsløret som Storbedrager af Rang, sin allerærbødigste Reverens:

” Glückstadt var jo utvivlsomt ingen Forbrydernatur. Ogsaa han var for en væsentlig Del breven ført af Omstændigheder, over hvilke han ikke var Herre. Han var kommen ud paa et Skraaplan, hvor han ikke har kunnet standse, og bukkede under for Fristelsen til at lade staa til. Resultatet blev for hans Vedkommende som Dommen konstaterer det, en Række forbryderiske Handlinger, for hvilke han sikkert ikke vilde have kunnet undgaa Indrømmelse af en streng Straf. Døden forskaanede ham og andre for denne Tragik.«)

Det er en Frikendelse, saa den forslaar noget. Glückstadt var altsaa ikke nogen Forbrydernatur, han var blot saa uheldig at begaa »en Række forbryderiske Handlinger«. Han planlagde dem rigtignok omhyggeligt, tilegnede sig paa bedragerisk

496

Vis talrige Millioner Kroner, bortdestillerede ved fejlagtige Transaktioner sammen med sine Følgesvende de Hundreder Millioner Kroner, forvoldte ved sin gigantiske Svindel en Landsulykke, hvis Følger gør sig gældende den Dag i dag, men han var altsaa alligevel ikke nogen Forbryder!!! Og man priser sig lykkelig, at man selv blev forskaanet for den saa ubeskrivelige Tragik at se denne »Hædersmand« dømt!!! Dette svarede nu engang efter »Nationaltidende« til den »almindelige Opfattelse«!

Men den københavnske Overklasse, som saa inderligt ønskede en Standsning af hele Processen, oplevede dog denne Gang endnu en bitter Skuffelse. Anklagemyndigheden var sig sit Ansvar bevidst og vilde ikke give op, og Folkets Vilje var ligeledes i dette Øjeblik stærkere end den skjulte Inderkreds, der forud i Aarevis havde misregeret Landet og nu alligevel maatte anse det for klogere ikke at træde altfor aabenlyst frem. Dommen blev appelleret dels af de Tiltalte Friis og Riis-Hansen, dels af det Offentlige; forsaavidt angik alle de Tiltalte med Undtagelse af Glückstadt. *) Højesteret maatte altsaa afgive den afgørende Kendelse. Her faldt Dommen den 29. September 1923, og her ramtes den fhv. Handelsminister i Landmandsbank-Ministeriet Friis, Direktør H. P. Prior, særlig haardt, idet han nu dømtes for bedragerisk Forhold overfor det i sin Tid af ham ledede Aktieselskab De Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. Landmandsbankens Direktører og Bestyrelsesmedlemmer blev derhos dømt for grov Uagtsomhed ved Regnskabsaflæggelsen for Aaret 1921, idet der i Højesteretsdommens Præmisser kort og godt statueredes: »Efter Alt fore-

*) Den 8. Juli meddeltes i »Berlingske Tidende«, at Glückstadts egen Sag ikke vilde blive appelleret, men at der maatte regnes med, at der ved given Lejlighed fra Forsvarets Side vilde fremkomme en juridisk Redegørelse. Her bebudedes altsaa Offentliggørelsen af et Forsvarsskrift, som imidlertid først nogle Aar senere, 1929, publiceredes under Fru Laura Glückstadts Navn.

497

liggende maa der gaas ud fra, at Landmandsbankens samtlige Reserver og Overførsler samt en større eller mindre Del af Aktiekapitalen var tabt ved Udgangen af Aaret 1921, og det for dette Aar aflagte Regnskab har saaledes været urigtigt paa afgørende Punkter«. Herefter dømtes:

Direktør H. P. Prior under Hensyn til den midlertidige Straffelovs § 13 til Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 120 Dage;

Direktørerne Riis-Hansen, Rothe, Rasmussen, Kommitteret Schack Eyber, Admiral Richelieu og Overformynder, fhv. Statsminister Friis til hver 4.060 Kr. i Bøde og de øvrige Tiltalte

Direktør Harhoff, Grosserer A. Collstrop, Direktørerne Heilbuth og Reimer, Fabrikejer Stephensen og Forpagter Sonne til hver 2.000 Kr. i Bøde.

Set paa Baggrund af de Tab paa flere Hundrede Millioner Kroner, som Landmandsbank-Svindelen foraarsagede, maa ogsaa disse Domme betegnes som meget milde.

e) Det tredie Tings Underhaandsagitation for at faa Undersøgelsen og Processen standset.

Selvfølgelig havde de skjulte Kræfter, som under Ministe rierne Zahle og Neergaard vandt Ry som det saakaldte tredie Ting, ogsaa fra første Færd travlt med at faa Undersøgelsen og Processen mod de i Landmandsbankens Sammenbrud ansvarlige Personer standset. Parlamentarikernes uendelige indbyrdes Kævlerier har - sandsynligvis meget imod d'Herrers egentlige Vilje og Ønske - ført til, at der er kommet yderst interessante Oplysninger frem til Offentligheden ogsaa med Hensyn til disse Forhold, foruden de helt direkte og offentlige Udslag af Jødernes Forsøg paa at forhindre Processen, eller

498

i hvert Fald forhindre en virkelig Drøftelse af Korruptionen i det offentlige Liv. Langt om længe blev man nemlig klar over, at hele Affæren først og fremmest ogsaa bidrog til at forøge Ringeagten for politik og for det parlamentariske Systems Politikere, og man frygtede Konsekvenserne. Derfor satte den samlede Reaktion i denne Sag allerede ind paa et tidligt Tidspunkt, hvorved det ikke var mindst paafaldende, at det bI. a. var fremtrædende ariske Storkapitalister som H. N. Andersen, Alexander Foss og Otto Benzon, der følte sig tilskyndet til at gribe ind til Fordel for Glückstadt og hans Spillebrødre.

H. N. Andersen, som ligesom Meddirektørerne i Østasiatisk

Kompagni, Chr. Schmiegelow og Madsen-Mygdal, havde staaet i intim Forbindelse med Glückstadt og Ringberg ved de ha sarderede Aktiespekulationer osv., havde allerede under selve Retsforhandlingerne spillet en noget ejendommelig Rolle, idet han afgav Vidneforklaringer, der maatte være absolut fældende for Glückstadt, men samtidig udtalte de mest uforbeholdent rosende Ord om selvsamme Mand. Umiddelbart efter at det i Retsforhandlingen den 14. April 1923, var statueret, at Glückstadt paa aldeles utilstedelig Maade havde ladet overføre 3,7 Mill. Kr. fra Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabs Syndikats Konto til Ø.K.-Opkøbskonto A, erklærede Andersen paa en Maade, der virkede absolut umotiveret: » J eg vil gerne her gribe Lejligheden til at sige, at det Billede, jeg har bevaret af Etatsraad Glückstadt, er Billedet af en elskværdig, hjælpsom og dertil ligevægtig Mand, som i daglig Omgang var meget beskeden, og jeg kan ikke tænke mig noget Tilfælde, hvor han har henvendt sig om Hjælp eller Støtte, eller om at gaa med til en eller anden Ting, uden at Kompagniet har gjort det, hvis vi har fundet, at det laa indenfor Rimelighedens Grænser«. Sympatien er altsaa bevaret, trods alt, og dette viste sig allerede i December 1922, da det netop var H. N. Andersen, der satte alt i Bevægelse for at opnaa en Standsning saavel af Under søgelsen som af Processen.

Der skete allerede fra Begyndelsen af December i dette Aar

499

eet og andet, som tydede paa disse Bestræbelser fra det tredie Tings Side. Den 8. Decbr. 1922 bragte ”Børsen” en Artikel, i hvilken det bI. a. krævedes, at man skulde drage Lære af det, der var sket i Landmandsbanken, man burde nu bI. a. gennemføre en Reform af Tantième-Systemet, og ogsaa ved Lov forbyde Direktører at spekulere i deres eget Selskabs Ak tier. Der maatte skabes en ny Moral. Saa fortsattes der: »Men naar dette erkendes, og der handles derefter, saa maa det netop samtidig erkendes, at enhver Tid til en vis Grad bør maales med sin egen Alen. Følgen heraf er imidlertid, at man snart maa være naaet til det Punkt, hvor det hedder: mørkt bag og lyst for. Det danske Samfund kan simpelthen ikke holde til for denne ”Udrensning”. Saaledes begyndte Kapitalmagten, den jødiske Højfinans, at røre paa sig. Den ønskede nu Ro om Skandaleaffæren. Selvsamme 8. December talte det konservative Folketingsmedlem Pürschel i Studenterforeningen, hvor han erklærede, at »Landmandsbank-Kommissionen havde en meget indskrænket Opgave«, og at man derfor slet ikke havde nogen Grund til f. Eks. at tage Cold-Sagen op til Behandling. Overfor disse første Tegn paa Reaktionen mod de ved Undersøgelseskommissionens Indsættelse indledede Foranstaltninger pointerede ”Social-Demokraten” den 10. Decbr. 1922 eftertrykkeligt, at »det er en Røntgenfotografering af Kapitalismens Raaddenskab, der først maa til, for at Operationen kan lykkes«. Men Modstanden greb trods alt videre om sig, gjorde sig for en Stund endog gældende fra Regeringens Side! Saaledes nægtede Justitsminister Rytter at udlevere Cold-Dokumenteme til Finansudvalget og forbød Bankkommissionen at beskæftige sig med Cold-Interviewet af 11. Juli 1916!

Ogsaa »Finanstidende« udtaler i Nr. 11 den 13. Decbr. 1922 Ønsket om, at man ikke skal tale og skrive alt for meget om Sagen og mener, at den Udrensningskampagne, der føres i Pressen, er udartet til en Karikatur«. Socialdemokratiet havde al Grund til at tie, da den socialdemokratiske Sammenspisning med Henckel næppe egnede sig til at fremdrages i bengalsk

500

Belysning. Finansorganet mener, at det er den onde Samvittighed, der allevegne raader, som foranlediger al den Uro og personlige Tilrakning; thi »det gælder jo om at aflede Opmærksomheden fra sig selv og at drukne de Afsløringer, man skælver for, i den almindelige Begrebsforvirring«. Man spørger - fortsætter Finansorganet - »hvad er det egentlige Motiv til denne Ilterhed, til denne Splittethed i den danske, eller rettere københavnske Sindsforfatning? Er det en Racemodsætning som tidligere i Historien mellem dansk og tysk?« »Finanstidende« slutter med at kræve, at Undersøgelseskommissionen maa faa Ro til at fremme sit Arbejde. Da i samme Periode Herman Heilbuths Dobbeltstilling som Medlem af Landmands bankens Bankraad og fremtrædende radikal Politiker er paa Tale, hævder »Berlingske Tidende« i ledende Artikler den 16. og 17. December den Opfattelse, »at de politiske Partier for deres egen Skyld og for det offentlige Livs Skyld og, hvorfor ikke sige det, for selve parlamentarismens Skyld« burde give Afkald paa at bruge Bankkrak'et mod hinanden og mod hinandens Mænd. Nægtes kunde det jo ikke, at Landmandsbanken var bleven et farligt Selskab for mange af Landets gode Mænd, men det var ikke alene fra denne Side, man havde til købt sig Magt og Indflydelse. Ogsaa med Hensyn til Danmarks Stilling overfor Udlandet var Varsomhed paa sin Plads; der var bI. a. ingen Grund til at give Næring »til den nordtyske Presses skadefro Begrædelser af den Skæbne, der har ramt Stammefællerne i Slesvig - disse beklagelsesværdige Germaner, som er blevet løsrevne fra et fattigt, men rent Moderland for at blive Undersaatter af en Stat med en Krop af Spæk og en Sjæl af Korruption!« Det er i denne Situation, at Etatsraad H. N. Andersen tager et kraftigt Initiativ til at skabe grundig Ro om Land mandsbanken, hvorved han ikke lagde Skjul paa, at han saa utroligt det end lyder - navnlig ønskede Glückstadt fritaget for Straf! I et Interview med »Social-Demokraten« erklærede han Ord til andet, at han »ønskede at faa Sagen om

501

Landmandsbanken hævet op over Partierne og gjort til Genstand for en Forhandling mellem Ministeriet, Partierne og Repræsentanter for Præferencekapitalen«. Endvidere erklærede han i det i »Social-Demokraten« den 22. December 1922 offentliggjorte Interview, som senere ifølge Bladets Opgivelse blev godkendt af ham selv som fuldt korrekt, følgende:

»Landmandsbanken lider ved den stadige Uro, der skabes om Banken, saa længe Kommissionen sidder, og Uroen kan ikke fjærnes, før Kommissionen har endt sit Arbejde. Da ikke alene Bankens, men hele Landets Prestige og økonomiske Liv tager ubodelig Skade deraf, maa Kommissionens Arbejde snarest muligt bringes til Ende. Det, Bankkommissionen først og fremmest bør gøre, er at undersøge de virkelige Tabs Størrelse, da det er det eneste, der har Betydning for Fremtiden; derimod bør man i det Omfang, der lader sig gøre, uden at den offentlige Retsbevidsthed krænkes, lade Fortiden hvile. Skyldspørgsmaalet skydes altsaa tilbage i anden Række, idet der hævdes, at en Storvask for aaben Tæppe vil nedbryde Tilliden til dansk Erhvervsliv i Udlandet. Den Mand, som den danske Regering har brugt til sin officielle Udsending i vigtige Hverv, kan man ikke nu som Forbryder slæbe for en Domstol... Man er dog samtidigt klar over, at der maa ryddes op i Raaddenskaben, men de Mænd, det vil komme til at gaa ud over, skal paa en eller anden Maade fjærnes i Stilhed, saaledes at det bliver synligt for alle, at de har forbrudt sig. Dermed skal deres Regnskab være gjort op og det danske Folks Retsbevidsthed ske Fyldest. - Formerne for Kommissionens fremtidige Virke og den Maade, hvorpaa Afstraffelsen skulde finde Sted, er en Sag, som den samlede danske Rigsdag skulde afgøre«.*)

Saaledes saa altsaa Etatsraad H. N. Andersen paa Sagen, og til disse Anskuelser fandt han i første Omgang Tilslutning i flere Blade af forskellig Partifarve. Han gik derefter kraftigt videre. I Kontroversen om disse Spørgsmaal, som satte ind i

*) Ejendommeligvis erklærer H. N. Andersen i en Erklæring af 12. Juli 1923, at han »aldrig har virket for eller forsøgt at paavirke nogen til at standse Sagen mod Landmandsbanken«. Denne Paastand er falsk! Endog Dr. Brandes har udtrykkelig fastslaaet i »Fyns Venstreblad« den 8. Juli 1924, at H. N. Andersen før sin Henvendelse til Neergaard henvendte sig til ham og bad ham »yde Støtte til et Forsøg paa at begrænse eller helt at standse Undersøgelsen«.

502

Slutningen af Juni 1923, blev bI. a. yderligere bekendt, at H. N. Andersen allerede den 5. December 1922 havde haft en Samtale med den socialdemokratiske Folketingsmand C. N. Hauge, idet Sammenkomsten var blevet formidlet af Direktør Kr. Riis-Hansen. Hauge havde straks efter Samtalen nedskrevet et udførligt Referat om det skete og dernæst den 7. Decbr. meddelt Samtalens Indhold til Socialdemokratiets Formand, i hvilken Anledning han pointerede, at han havde indtaget en absolut afvisende Holdning overfor Andersens Forligsforsøg, en Holdning, som Stauning i eet og alt havde billiget. Senere vendte H. N. Andersen sig med det i Interviewet i »Social-Demokraten« bekendtgjorte Program til Statsminister Neergaard, som stillede sig velvilligt til Tanken, men udtalte, at »der vilde blive store Vanskeligheder ved at faa Rigsdagens Partier til at enes om en saadan Ordning«. Selve Fremstødet maatte derefter indstilles, da det viste sig, at Rigsadvokat Topsøe-Jensen, saasnart han blev bekendt med disse Bestræbelser, med al tænkelig, Skarphed afviste Forligs-Forsøget. »Social-Demokraten« oplyser hertil endvidere den 17. Juli 1923: »Vi har gennem vore Efterforskninger i de sidste Dage fra absolut paalidelig Kilde faaet oplyst, at Rigsadvokaten i sin Samtale med Rytter truede med Demission efter at have erfaret om de Bestræbelser, Etatsraad H. N. Andersen udfoldede, bistaaet af Landstingsmand Edvard Brandes og Direktør Riis-Hansen, og hvis første offentlige Føler fremkom i »Børsen« den 8. December«. Det viste sig altsaa, at Rigsadvokaten kun kunde gennemtrumfe Videreførelsen af Kommissionsundersøgelserne i December 1922 - Retsforhandlingerne var jo endnu ikke begyndt - ved at true Ministrene Neergaard og Rytter med sin Demis sion!

Efter at dette var blevet bekendt, saa den tidligere Inden rigsminister Krag sig i Sommeren 1923 foranlediget til at drage i Leding mod de formastelige Socialdemokrater, som paa saa hensynsløs Maade havde afsløret hans Ministerkolleger. Den 6. Juli 1923 antyder han paa et Partimøde i Orehave ved Nak-

503

skov, og den 14. s. M. udtaler han klart og tydeligt i en offentlig Erklæring, at den socialdemokratiske Folketingsmand C. N. Hauge kort før Juli 1922 henvendte sig til ham og indtrængende bad ham »anvende al min Indflydelse til Fremme af det nævnte Formaal (d.v.s. Begrænsning eller Standsning af Undersøgelsen mod Landmandsbanken!), idet han udtalte, at som denne Sag formede sig, vilde den ikke blot blive til Ulykke for Personer, som var en bedre Skæbne værd, og som det danske Samfund daarligt havde Raad til at miste, men den vilde virke i høj Grad skadeligt for Landet, baade indadtil og udadtil«. Hauge havde tilføjet ordret: . »Det er ikke blot Personer og Partier, men hele det danske Samfund, der lider Tabet, og Spørgsmaalet er: Har vi Raad dertil?«

Indenrigsminister Krag fortsatte i sin offentlige Erklæring:

»Jeg svarede Hr. Hauge, at jeg for saa vidt var enig med ham i hans Betragtning af den Virkning, som denne Sag ifølge hele dens Karakter vilde faa, men tilføjede, at udenom var der nu ingen Vej, og at Regeringens Opfattelse uforandret var denne, at Sagen maatte gennemføres til Bunds.«

Derefter bemærker Krag, at han selvfølgelig ikke kunde foretage sig noget alene paa Grundlag af en privat Henvendelse, men at der paa den ene eller anden Maade maatte stilles et Andragende fra Partierne, hvis der skulde foretages noget i den omtalte Retning. Da dette blev bekendt, indrømmede Hauge, at han fortroligt havde meddelt Dr. Krag de Bestræbelser, H. N. Andersen havde udfoldet, men at han aldrig havde anmodet om at faa Landmandsbanksagen standset, me dens Krag heroverfor fastholdt Rigtigheden af sin Fremstilling. Det kraftige Mundhuggeri, der ledsagede hele denne Kontro vers, efterlod iøvrigt det Indtryk, at saavel Socialdemokraten C. N. Hauge som Indenrigsministeren og Venstremanden Oluf Krag for en Stund havde været enige om at faa Landmandsanksagen standset. Krag oplyste tillige, at Hauges Henvendelse var sket paa et Tidspunkt, som laa forud for Fremkomsten af Rigsadvokatens Anklageskrift. Og han gentager: »Hr.

504

Hauge søgte mig ikke om dette, men under en Samtale ud trykte han det ønskelige i, at Landmandsbanksagen kunde standses.« »Berlingske Tidende« bemærker hertil den 19. Juli 1923, at Hauge næppe kan have tilsigtet en Standsning af Undersøgelsen, men at han vel havde tænkt sig andre Muligheder for en Lempelse af Fremgangsmaaden og sikkert ikke vilde have modsat sig et Regeringsinitiativ i det Øjemed at ændre Bankundersøgelsens Maade og Form.

At Undersøgelserne ikke standsedes var altsaa udelukkende Rigsadvokat Topsøe-Jensens Fortjeneste. Og hele dette Forhold maatte Rigsadvokaten selv drage frem i Offentligheden, da Højesteretssagfører C. L. David, Glückstadts Forsvarer, i det første Møde ved Østre Landsret den 14. Juni 1923 tillod sig at karakterisere Bankkommissionens Nedsættelse som Justitsminister Rytters store Dumhed, som »det uklogeste, man kunde gøre i den foreliggende Situation«, idet »man gennem al den Skandalisering og Mistænkeliggørelse, som en saadan Undersøgelse maatte føre med sig, kun vilde tjene de mindre gode Instinkter i Folket og vilde skade Samfundets Anseelse indadtil og udadtil. HRS. David ønskede selvfølgelig ikke, at hans kære Racefælle, for hvilken han nævnte Dag ikke kunde finde Lovord nok, og hvem han ligefrem forherligede som Landets ædleste og mest fremragende Personlighed, skulde sættes under Anklage for saadanne Bagateller som Bedrageri for nogle Millioner Kroner. Nedsættelsen af Kommissionen var, siger han, set paa Basis af Glückstadts Fortid, en Utaknemmelighed og Ubillighed. C. L. David retter samtidig en underfundig Kritik mod Sammensætningen af Kommissionen, navnlig mod Prof. L. V. Birck, hvis »Kvalifikationer var, at han hverken var Jurist eller Bankmand eller overhovedet belemret med nogen praktisk Uddannelse, men en udmærket Teoretiker og dertil absolut diskret«. I tilsvarende rent personlige Udtalelser mente denne Kapitalismens Advokat at maatte gaa i Rette med Dommerne og med Repræsentanten for den offentlige Anklagemyndighed, og overfor saadanne ubeføjede Angreb er det, at Rigs-

505

advokat Topsøe-Jensen ser sig nødsaget til at give klar Besked og navnlig at hæve Sløret med Hensyn til de Bestræbelser, uansvarlige og anonyme Kræfter havde udfoldet for at standse Processen allerede i Opløbet. Han udtalte under Forhandlingerne i Landsretten den 14. Juni 1923 følgende til eget Forsvar:

»Det er Lovgivningsmagten, som har krævet denne Sag frem. Den er lagt i Hænderne paa Domstolene. Begge angribes nu for deres Utaknemmelighed og Ubillighed; det hele er et Led i en Forfølgelse mod en Mand, som er Kreditor overfor det danske Samfund, og som kan kræve, at ligegyldigt, hvad man saa gør, vil man se gennem Fingre med det. Der har under Sagens Forberedelse været Tidspunkter, hvor man vilde have denne Sag standset, hvor man vilde forsøge at sætte en Stopper for den, og henviste baade til de Tjenester, Glückstadt havde vist Danmark, til hans Position i Udlandet, og til, at Danmark ikke kunde taale at en saadan Sag kom frem, saa vilde vor Stilling mellem Samfundene være ødelagt. Disse Bestræbelser tog stærk Fart i Slutningen af forrige Aar. Jeg erkender, at jeg har, da jeg paa det Tidspunkt var klar over, hvorledes Sagen forelaa, paa det bestemteste modsat mig, at Sagen blev stoppet, og jeg vilde ikke fortsætte i den Stilling, jeg er i, hvis Sagen blev stoppet. Forsaavidt lægger man ogsaa paa mig Ansvaret for Utaknemmelighed og Ubillighed mod den Mand, som Samfimdet skylder saa meget. Men det er ét, hvad man kan undskylde, og hvad man kan se gennem Fingre med, naar der er Tale om en Mand, som har paataget sig mangt og som man har anmodet om at hjælpe udadtil paa mange Maader. Men en anden Ting er, at der er en vis Lighed for Loven, som jeg i alt Fald ikke vil se bort fra i den Stilling, jeg staar i.

Højesteretssagfører David kom mod Slutningen ind paa forskellig Kritik af Sagens Behandling. J eg kan med Hensyn til den henholde mig til Retsformandens Udtalelser. Den Mening, som er fremsat af Hr. David, hyldes ikke af det store brede, danske Folk. Det store og brede, ærlige danske Folk har gennem Lovgivningsmagten forlangt denne Sag frem. Og der har efter mit Skøn ikke været vist nogen som helst Partiskhed overfor Glückstadt; tværtimod, der har været vist ham Hensyn, som ikke vises alle. Hvad Spørgsmaalet om Arrestationen angaar, er det afgjort af denne Ret og kan ikke debatteres for denne Ret. Vilde man mene, at det var urigtigt, maatte man henvende sig til den højeste Domstol her i Landet. Det har man ikke villet, og da man ikke har villet bruge denne Rekurs, har man jo maattet acquiescere ved den baade af Undersøgelsesretten og senere af Landsretten trufne Afgørelse. Det er paa mit Ansvar,

506

at Emil Glückstadt sidder som Arrestant i Vestre Fængsel. Jeg har overfor Højesteretssagfører David flere Gange forklaret, at det er et tungt Ansvar, som forsaavidt hviler paa mig - ligesom hele denne Sag hviler tungt paa mig - fordi han er en syg Mand; men han har saa god Hjælp der, som man kan faa, og jeg mener, at han ikke kan løslades, under Hensyn til de Ting, som jeg mener, det er bevist, at han har gjort, og derfor maa han sidde.« (Udhævelser af Forf.)

Det var Synd at sige, at disse Betragtninger vakte Bifald i de borgerlige Hovedstadsblade. Man følte sig stærkt benovet ved denne mandige Tale, følte sig aabenbart særlig ubehageligt berørt ved Rigsadvokatens Krav om Lighed for Loven og ved sin Paaberaabelse af »det store, brede og ærlige danske Folk«, der ikke havde nogen Forstaaelse for de rabulistiske Argumenter, som en Mand ved Navn David tillod sig at fremføre til Forsvar for en Mand ved Navn Glückstadt. Rigsadvokaten havde udtrykkelig hævdet, at den Tankegang, som her kom til Orde, var fremmed for det jævne danske Folk. De nævnte Hovedstadsblade følte sig nærmest oprørt over denne dristige Tale, der ikke respekterede Jødernes Tabu og røbede en Retsfølelse, som var i skarpeste Modstrid med den sociale Overklasses Klassefordomme. Men nu da dette var sket, ansaa man det dog for klogest at dysse Sagen ned i Stedet for at polemisere altfor stærkt mod Topsøe-Jensen. Det var jo ikke nødvendigt at gøre Folket opmærksomt paa, hvorledes Rigsadvokaten havde maattet kæmpe for, at Undersøgelsen gennemførtes saaledes som oprindelig efter Loven fastsat. Det skulde derefter forbeholdes Fru Laura Glückstadt med rasende Fanatisme at forhaane den Rigsadvokat, som end ikke nøjedes med at tie, men som komplimenterede »det store og brede, ærlige danske Folk«.

Dog - det tredie Tings formaaende Mænd indskrænkede sig ikke til det skildrede Muldvarpearbejde, de gik ved Lejlighed ogsaa mere aabent til Værks. Saaledes tog Forfatteren, Apoteker og Fabrikejer Otto Benzon - en Mand, som paa forskellige Maade havde Slægtsforbindelse med Jøder, og som

507

efter hele sin Stilling hørte med til Kapitalmagtens Inderkreds - kraftigt til Orde til Fordel for Emil Glückstadt i en Artikel, som kort efter de ovenfor nævnte April-Forhør over Glückstadt offentliggjordes i »Berlingske Tidende« under Overskriften: »Et pinligt Skuespil«. Benzon er klar over, at det ikke mere er klogt at tale den jødiske Finansmagts Sag altfor frimodigt - Folkets Retsbevidsthed er paa Vagt - og han søger derfor først at bevise, at han ikke paa nogen Maade føler sig personlig knyttet til den Anklagede; han har, siger han, »ikke staaet i noget Venskabsforhold til Emil Glückstadt, aldrig faaet Tips eller indbringende Raad af ham . . . og har endelig baade direkte og indirekte tabt meget ved Bankens Sammenbrud«. Dette mente han at maatte fremføre for ikke at blive betragtet som inhabil. Og saa tillader han sig, opfordret, som han siger, ved saaret Retsfølelse, at kritisere de Mægtige, som nu sidder til Doms over den saa haardt ramte Bankdirektør. Dette Forsøg paa at præsentere sig som en aldeles uhildet og objektiv Tilskuer kunde Hr. Otto Benzon passende have sparet sig, da han som allerede nævnt stod i alt for nær Kontakt med den Inderkreds, der virkeligt var de Mægtige i Landet. Han havde jo ikke Behov at gaa videre end til sin Broder for at komme i Forbindelse med en Mand, der aldeles ikke stod Landmandsbankens Direktør fjern, Alfred Benzon var bl. a. Medlem af Bestyrelsen for Nordisk Kabel- og Traadfabrikker, i hvilket Glückstadt var Formand, og den til 120 Dags Fængsel dømte H. P. Prior mente i sit Forsvar i Landsretten, ved Lejlighed endog at kunne paaberaabe sig Alfred Benzons Tilslutning til en af sine mindre heldige Dispositioner. Otto Benzon, som iøvrigt ej heller havde Grund til at klage over sine Tab ved Landmandsbanken, naar han selv dog var Aktiespekulant, kunde herefter saa sandelig ikke anses for at være den aldeles upartiske Iagttager.

Men han følte sig altsaa trods alt kaldet til at forsvare Glückstadt, rigtignok ikke til at klage over Processen i og for sig, men over Maaden, paa hvilken Domstolen behandlede den

508

Tiltalte. Han harmes over, at Retten mener at maatte tage Hensyn til Folkets Retsbevidsthed - hvad rager dog denne Proces Folket! Han harmes over, at denne Bankkatastrofe, der forvoldte Landet Tab paa den Bagatel paa et Par hundrede Millioner Kroner, overhovedet drøftes i Offentligheden og bemærker hertil bI. a.:

»At dette finder Sted ved en ekstraordinær og opsigtvækkende Kommission, bærer Regering og Rigsdag Ansvaret for, og det hele har da ogsaa en politisk Bismag. »Folket« vilde se Blod, og Folkets Vilje ske. Men Landet har man ikke gavnet ved den opreklamerede Storvask. Afset fra, hvad den koster direkte, koster den indirekte Landet enormt. Den styrker ikke vor Kredit. Ogsaa andre Lande har haft lignende Katastrofer, men de har ikke lavet Sensation ud deraf. .«

Saaledes argumenterer Otto Benzon! Det er altsaa ikke Glückstadt og hans Vennekreds, der er Skyld i, at Landets Kredit udadtil er bleven svækket, men det er Folket, der bidrager til at svække Landets Kredit, fordi det følger den efter hans Opfattelse absurde Idé, at Retten skal ske Fyldest overfor Kapitalmagtens Mænd. Han hader og foragter Folket ligesaa godt som en racebevidst Jøde kan gøre det, og han pointerer næsten ligesaa kraftigt som H. N. Andersen, at en Mand som Glückstadt maatte staa over Retten. Han anser ogsaa Særdomstolen for absolut uegnet til at behandle en Sag som den foreliggende og er ligesom Fru Laura Glückstadt af den Opfattelse, at Sø- og Handelsretten havde været det rette Forum. Han mener, at Jurister, der nu var sat til at holde Rettergang over Glückstadt, ikke sjældent gjorde Indtryk af at bevæge sig paa et Omraade, hvor de ikke hørte hjemme, og han mener, at »der burde dog maaske tilraades dem en vis Forsigtighed i deres Bevægelser«. Med et dybt Hjertesuk resumerer han, at hele den retslige Forfølgelse mod den syge Glückstadt nærmest

509

virkede, som »om man eksekverede en langsom og torturlignende Dødsstraf paa en Mand, som endnu ikke er dømt«. Saaledes vovede denne Kapitalismens Talsmand at vække Medlidenhed hos ubefæstede Sjæle, medens han selvfølgelig ikke røber nogen som helst Medlidenhed med de Mennesker, der tabte deres sidste Spareskillinger ved Landmandsbankens Sammenbrud, ej heller saa noget betænkeligt ved, at Statsborgerne skulde betale de af Banken forvoldte Milliontab osv.

Denne anmassende Kritiker holdt sig endog til Slut for berettiget til at tale Folket til Rette, idet han mindede det om nogle Alvorsord, han i Januar 1923 havde offentliggjort i »Berlingske Tidende«. De lød: »Der holdes for Tiden Hovedrengøring i Danmarks Hus. Smudset afdækkes, der skruppes og skures og luftes ud, og der udtages Syndebukke, som jages ud i Ørkenen, skønt de næppe bærer paa grimmere Synder end mange af dem, der bliver tilbage og vender Øjnene mod Himlen. Her lugter, som naar man tømmer en septic tank, og Dannerfolket holder sig for Næsen. Men Dannerfolket skulde lidt tidligere have mobiliseret sin Lugtesans og sin Indignationsevne. For det er ikke nu, da Folket mister deres Penge, at de lugter, værst; de lugtede som Regel værre, da de annammede dem. Men dengang maabede Menigheden i Beundring og Misundelse, blændede af den metalliske Glans, der stod over Spillere, Spekulanter og Mæcener paa Kredit, dengang tog man med udspilede Næsebor, logrende Hale og fremstrakt Pote Tips af de Samme, som man nu hvæser ad«. Det er et meget livfuldt Billede, Otto Benzon her giver af Spekulationens Overdrev, og man kan have godt af at læse denne lille markante Skildring to og flere Gange, men det ændrer ikke noget ved den Kendsgerning, at han ogsaa her tager saa syndigt Fejl af Forholdene. Den vilde Hazard blev forbeholdt den Inderkreds af Mænd, han selv tilhørte; Folket blev uberørt deraf, selvom det saa sig nødsaget til paa alle mulige Maader at gardere sig mod Spilledjævelens Raseri og den af den forrykte Spekulation fremkaldte Stigning i Prisniveauet. Dannerfolket, d. v. s.

510

den jævne Arbejder og Haandværker, Bonden og Husmanden, eller som Benzon siger, »Menigheden« havde saa sandt andre Interesser end at tage Del i Børsspekulationen og havde hverken Raad eller Trang til at modtage Tips fra Samfundets rovgridske Mæcener. Og naar Benzon bebrejder Dannerfolket, at det glemte at mobilisere Forargelsen i Tide, saa rammer ogsaa denne Beskyldning ved Siden af. Folket anede ikke, at det skulde antrenge sin Lugtesans, da det takket være dets Ukendskab til den jødiske Højfinans' Svig og Bedrag ikke kunde vide noget om den grænseløse Korruption, der bredte sig indenfor den sociale Overklasse i København, og fordi Jødemagten nok skulde sørge for, at Sandheden ikke kom frem. Løgnen var jo Princip, og Pressen var underkøbt og skulde nok vare sig at røbe alt for meget om Glückstadt'ske, Plum'ske, Heilbuth'ske og Ballin'ske Transaktioner. Tages alt dette i Betragtning, føles Otto Benzons Kritik rigtignok som en grænseløs Anmasselse. Naar han bebrejder Folket, at det ikke i Tide slog Alarm, trænger sig umiddelbart den Tanke paa, hvorfor han da ikke selv med sit nøje Kendskab til Forholdene, rettidigt advarede Godtfolk mod sine Staldbrødres Svindel og Bedrag. Det var saa sandelig ikke Folket, der svigtede, men det var, alt vel overvejet, dog vel snarere ham, der forsømte sin Pligt.

Efter Otto Benzon tog J øderne selv med deres nærmeste Venner fat paa Sagen.

Da Forhandlingerne ved Østre Landsret stod paa, publicerede Industriforeningens to Ærespræsidenter, Ingeniør Alex. Foss og Porcelænsfabrikant Harald Bing endnu fem Dage før Glückstadt døde et Forsvar for den anklagede Direktør H. P. Prior, et Forsvar, som indirekte skulde tjene Glückstadts Sag. Det viste sig altsaa paany, at uansvarlige Kredse udefra - midt under Retsforfølgningen - forsøgte at indvirke paa Dom stolen. Kapitalmagtens indflydelsesrige Mænd lod saa sandelig intet Middel uforsøgt for at redde deres egne, og ved denne Lejlighed griber ogsaa Jøden (Bing) umiddelbart ind for at

511

komme sin nødstedte Racefælle til Hjælp. Forsvaret førtes i Form af en skriftlig Henvendelse til Industriforeningens Med lemmer, men da det samtidig - den 19. Juni 1923 - offent liggjordes paa fremtrædende Plads i »Berlingske Tidende«, var Hensigten jo klar. Henvendelsen til Medlemmerne var i Realiteten en Henvendelse til Domstolen om at tage sig i Vare: Finansmagten krævede at blive hørt!

Tendensen i de to Industrimænds Indlæg fremgaar med tilstrækkelig Tydelighed af de indledende Ord: »Om faa Dage vil en af Industriens bedste Mænd, H. P. Prior, staa for Rettens Skranke, anklaget for med Forsæt at have tilvendt sig uretmæssig Vinding. Det kan ikke være andet end, at denne Anklage har gjort et dybt og smerteligt Indtryk paa Alle, som i en Aarrække har kunnet følge hans Færd - den offentlige som den private - og lært ham at kende som Hædersmand, retsindig, aaben og loyal i sin Handlemaade baade i Forretningslivet og som Leder af vor Standsorganisation«. *) Med Hensyn til de Forhold, som dannede Grundlaget for Tiltalen mod Prior, erklæres det derefter af de to Underskrivere til det ene Forhold bI. a., »at det er os umuligt at se, at der er noget som helst at bebrejde Direktør Prior i den Anledning«, med Hensyn til et andet Forhold, at Transaktionen forekommer dem rimelig og velbegrundet. Da Prior efter en vis Transaktion paa


*) H. P. Prior var Formand for Industriforeningen 1910 - 11; i April - Maj 1920 som nævnt Handelsminister i Millisteriet Friis. Han hørte allerede siden Halvfemserne til den Glückstadt'ske Inderkreds, idet han 1893 traadte i Forretningsforbindelse med Hermann Raffel, Emil Glückstadts Morbroder. Det var Raffel, som kom paa den Idé at oprette en hjemlig Traadindustri, og som til Gennemførelsen af Planen satte sig i Forbindelse med Prior, der 1891 havde anlagt Nordisk Kabelfabrik. Det lykkedes ogsaa disse to Mænd langt om længe at gennemføre Oprettelsen af det senere saa betydelige Aktieselskab: Nordiske Kabel- og Traadfabrikker. I Stiftelsesmødet i Hermann Raffels Kontor i Bredgade 33 den 5. Februar 1898 deltog foruden Hermann Raffel Broderen Emil Raffel og Svogeren Isaac Glückstadt, desuden Kompagnon'en Johannes Jørgensen, H. P. Prior, Grosserer Oskar Ekmann og Direktør for Orlogsværftet I. C. Tuxen. H.

512

uretmæssig Maade havde ladet sig kreditere 200.000 Kr. i Landmandsbanken, bemærker de Herrer Foss og Bing - efter at have konstateret, at nogle mener, at Prior uden Betænkelighed kunde disponere som sket var, andre, at han straks burde have givet Afkald paa den ham godskrevne Overkurs - følgende: »Kyndige Forretningsmænd vil undres over, at Prior ikke straks fik Øje herpaa (d.v.s. paa Nødvendigheden af at træffe en Ordning med sin Bank om at refundere Beløbet), da han foretog Overdragelsen af Aktierne, men Forklaringen er den, at Direktør Prior vel er en paa sit Omraade fremragende Industridrivende, en dygtig Tekniker, en talentfuld Organisator, han har den skabende Evne, der fører til de store Resultater, men Regnskabs- og Bogholderisager har for ham maattet træde i anden Række. Her har han været vant til at støtte sig til andre, ikke mindst til Mændene i den Bank, ved hvis Hjælp han grundlagde sin Virksomhed, og som var ham en trofast Støtte under dens store Udvikling. Det kan ej heller efter vort Skøn - og vi tør dog antage at have nogen Ret til at udtale os om et saadant forretningsmæssigt Forhold - siges, at Banken ikke ogsaa ved denne Lejlighed har ordnet Sagen paa en for alle Parter rimelig Maade«.

Det havde unægtelig været sømmeligere, hvis Industriforeningens Ærespræsidenter havde holdt disse Betragtninger tilbage til efter Domfældelsen, navnlig eftersom Henstillingen i

P. Prior blev ved denne Lejlighed det nye Selskabs Direktør, og samtidig fik Hermann Raffel Monopol paa Afsætningen af Aktieselskabets Fabrikater for et Tidsrum af 10 Aar. Denne Ret til Eneforhandling blev senere fornyet indtil 1918. Den 20. Decbr. 1906 var H. P. Prior sammen med Emil og Alfred Raffel, Sønnerne af ovennævnte Hermann Raffel og dermed Emil GIückstadts Fætre, medvirkende ved Starten af Dansk Staalbeholderfabrik. (Jvf. Th. Hauch-Fausbøll, Hermann Raffel 1869 - 1919, Kbh. 1919). Naar man véd dette, er det mere forstaaeligt, at Jøderne satte alt ind paa at faa Processen mod den dem saa nærstaaende Forretningsven standset. Prior hørte jo med til Finanskliken, der styrede Landet, og maatte som saadan efter denne Klikes Opfattelse selvfølgelig staa udenfor Landets almindelige Love.

513

de sidste Ord ikke blot indeholdt et Forsvar for Prior, men ogsaa for Glückstadt. Nu, da de havde afgivet deres Votum overfor Offentligheden, var det et aabent Forsøg paa at indvirke paa Domstolene, og anderledes blev denne Henvendelse heller ikke bedømt i Offentligheden. Resultatet var jo ogsaa, at Prior blev ikendt en latterlig lille Bøde paa 800 Kr., medens Højesteret som nævnt senere dømte Prior til Fængselsstraf. Fru Laura Glückstadt vurderer ogsaa netop denne Sag som særlig betydningsfuld for den Dom, der eventuelt vilde være overgaaet hendes Mand, idet hun atter, polemiserende mod de saakaldte folkelige Krav, bemærker: »Nu blev der dog i Priors 120 Dages sædvanlig Fangekost, der vistnok ikke i synderIigt Maal har angrebet hans personlige Anseelse eller svækket Vidnesbyrdene fra Alex. Foss og Bing, en Efterklang af alle de Bedrageriernes Krigstoner, som skulde følge min Mand til Graven«.

Det kraftigste Fremstød for at forebygge en offentlig Drøftelse af Afsløringerne, som man vidste vilde fremkomme i Bankkommissionens Beretning, foretoges imidlertid i Begyndelsen af December 1923. Da rettede nemlig Erhvervenes ledende Mænd en indtrængende Appel til Befolkningen om nu ikke mere at tale om gamle Skader, men kun om at rette Blikket fremad. Efter at det var lykkedes Finanskliken at gennemtrumfe, at Harald Plum kun blev dømt til en mindre Bøde, og at Regeringen frafaldt Appel, skulde nu ogsaa saavidt muligt forhindres, at den saa frygtede officielle Beretning om Landmandsbanksvindelen gav Anledning til yderligere Diskussion. Af denne Grund offentliggjordes i næsten alle borgerlige Blade den 7. December følgende:

»Der er i de senere Aar, saavel fra offentlig som privat Side gjort et energisk Arbejde for at bringe dansk Erhvervsliv ud af de vanskelige og uheldige Forhold, som Krigen har medført for vort Land, og efter at der i Tilslutning hertil nu af Statsmagten og Hovedbankerne er truffet Foranstaltninger til at

514

stabilisere vor Valuta og hæve den op til dens naturlige Leje for derved atter at skabe fuld Tillid til Danmarks økonomiske Stilling, retter undertegnede Erhvervsorganisationer en indtrængende Henstilling til Befolkningen som Helhed om at yde nævnte Bestræbelser Støtte ved endrægtigt og forsonligt Samarbejde og til Pressen om at medvirke hertil.

Det vil herunder være af afgørende Betydning, at enhver offentlig Drøftelse af Erhvervsforhold sker paa en saglig, underbygget Maade og ikke benyttes til personlige Angreb eller til Fremme af partipolitiske Formaal, da dette vilde være en nødvendig Forudsætning for, at den for Landet og de bærende Erhverv fornødne Arbejdsro vil kunne opnaas.

For Dansk Damskibsrederiforening:

Chr. Sass.

 

For Grosserer-Societets Komité:

Ernst Meyer.

For lndustriraadet: For Landbrugsraadet:

B. Dessau. P. P. Pinstrup.

 

Det mest ejendommelige ved denne Proklamation var den Alliance, Venstremanden P. P. Pinstrup her havde ingaaet med Højfinansens jødiske Repræsentanter Ernst Meyer og Benny Dessau. Nu ønskede man altsaa for Alvor, at Glemselens Slør skulde lægges over Finansmagtens forbryderiske Transaktioner. Og Landbrugets ledende Mand var sammen med de Erhvervsgrupper, som havde været førende i den vilde Dans om Guldkalven, enig i, at nu skulde der være Ro om alle disse Ting! Nu skulde man paabegynde »endrægtigt og forsonligt Samarbejde«, for at Højfinansen i Ro og Mag kunde indlede sit nye Røvertogt mod det arbejdende Folk ved at fremskynde Deflationen, ved at faa den saakaldte »ærlige Krone« indført. Dog, fremfor alt ønskede man Tavshed om Landmandsbanksagen! Ganske aabent erklærede »Nationaltidende« den 7. 12.

515

(Aften), at denne Henstilling »falder i god Traad med de Anskuelser, vi ofte har gjort gældende«, og »Politiken« mente, »at man deri, at Henvendelsen er holdt i saa stor Almindelighed, vil se et Udtryk for Tidens Alvor«. Dog, den 8. 12. 1923 røbede »Nationaltidende« med rene Ord Opraabets Hensigt, idet Bladet bemærkede:

»Rimeligvis vil Kommissionens Betænkning blive afgivet i Løbet af den kommende Uge og vil naturligvis afføde en Del offentlig Debat; man regner dog med, at denne vil blive dæmpet af den forleden offentliggjorte Opfordring fra Erhvervslivets Hovedorganisationer om at vise Forsigtighed i Omtalen af erhvervspolitiske Forhold «.

Hvilken Rædsel maa det tredie Tings Mænd dog have følt, at de paa denne Maade mente at maatte mane Folket til Forsigtighed og at undlade unødig Kritik. Endog en Benny Dessau, som senere viste sig at være en af de særlig kompromitterede Personer, undser sig ikke for at underskrive en saadan Proklamation!

Jo, det tredje Tings Mænd sparede sig intet for at forhindre Rettens Gang. De hvilede heller ikke i Foraaret 1924, da Kommissionsberetningens Offentliggørelse gav Stødet til offentlig Diskussion. Da var det Overretssagfører Ludvig Bing (ORS. Laurits Heines Kompagnon!), som i Anledning af Rigsdagsdebatten om denne Beretning den 3. Februar 1924 i »Politiken« rettede en indtrængende Henstilling til Folketingsmand Ove Rode om dog ikke mere at drøfte Landmandsbanksagen. Han bønfalder: »Lad os nu - hvilket Parti vi end tilhører - holde op med den vilde Jagt paa Personerne. Hvert Parti har haft sine Døde og Saarede i disse Aar. Lad os samle alle gode Kræfter i Danmark om det, der er langt vigtigere end at stille nogle flere Mænd og Kvinder i Gabestokken, nemlig - uden Hensyn til øjeblikkelig partipolitisk Fordel - at søge at finde Midlerne mod de vanskelige økonomiske Forhold i Landet«.

Og han henstiller til Rode ikke at kræve yderligere Oplysninger om Navnene paa andre »Favørkonti« i Landmandsbanken.

516

Man forstaar saa godt, at Nationalbankdirektør H. Green - den fhv. Bankinspektør - i sine Nytaarsbetragtninger til Aaret 1923 under Hensyn til disse idelige Indgreb udtalte Ønsket om, at det tredie Ting snart maatte træde tilbage i den Ubemærkethed, hvorunder det uden Tvivl fungerede bedst. Det varede rigtignok endnu nogen Tid, inden dette Ønske blev opfyldt.

 

f) Hvordan Laura Glückstadt, født Rée, forsvarede sin Mands Sag.

Fuldstændig Klarhed over de Transaktioner, der førte til Landmandsbankkatastrofen, blev aldrig opnaaet, ligesom de to Hovedskyldige i Sammenbrudet ej heller kom til at lide Straf for deres forbryderiske Spil med betroede Bankmidler. Skæbnen vilde det anderledes. Ove Ringberg døde den 14. April 1922, kort Tid før det for Alvor trak op til Uro om Banken, medens Glülckstadt afgik ved Døden den 24. Juni 1923, midt i den Periode, da Domsforhandlingen ved Østre Landsret stod paa. Ingen af disse to fik altsaa deres Dom, kun blev Glückstadts Bo tilpligtet at udrede en større Del af Sagsomkostningerne for de af Sagens Punkter, der var bleven endelig behandlet.

Under Hensyn hertil har Fru Laura Glückstadt anset det for klogt, at udgive et Skrift under Titlen: »Emil Glückstadt. En Redegørelse.« nogle Aar efter at Processen var endt, nemlig i Aaret 1929 *). Her forsøger hun at skildre sit Syn paa Sagen

*) Den Redegørelse, Fru Laura Gückstadt giver i sit i dette Afsnit omhandlede Skrift, fortjener ikke blot Opmærksomhed som et Indlæg til Forsvar for hendes Mand, men nok saa meget, fordi hun selv uden Tvivl spiller en ikke ubetydelig aktiv Rolle i Landmandsbanktragedien. Hun er af Rée-Slægten, Datter af Storspekulanten i Sukkeraktier Eduard Rée, og selv besjælet af grænseløs Pengegridskhed og Ærgerrighed. Det er sikkert rigtigt, alt hvad det socialdemokratiske Blad »Klokken 5« beretter

Billede

Fru Kammerherreinde Laura Bernhoft, Enke efter afd. Etatsraad Emil Glückstadt, sammen med sin Mand, fhv. Direktør i Udenrigsministeriet, Gesandt i Vichy og Paris H. A. Bernhoft, ved Prinsesse Aages Basar for de katolske Søstre i Danmark.

(Billed-Bladet, 17. 11. 1942.

Billede

Direktør H. P. Prior.

Født 25. 2. 1866 Kbh., død 27. 9. 1936 sst. Direktør for A/S Nordiske Kabel-- og Traadfabrikker 1897 - 1923. Handelsminister i Ministeriet Friis under Paaskekrisen 1920.

517

under Paaberaabelse af, at fuldstændig Klaring af Forholdene aldrig opnaaedes paa Grund af de to Hovedanklagedes tidlige Død, og at navnlig Ringberg havde efterladt sig en Række uløselige Gaader, hvis Opklaring maatte have tjent til hendes Mands Rehabilitering. Hun kommer derved til det Resultat, at hendes Mand simpelthen er blevet Offer for et Justitsmord. Bogen, som i stor Udstrækning støtter sig til de Argumenter, Højesteretssagfører C. L. David og Overretssagfører Chr. F. Brorson benyttede under deres Defensorat, skal efter Forfatterindens Hensigt tjene til at udslette det Bedrageriets Stempel, som i Processen blev sat paa Mandens Minde. At Maalet ikke naas, er en Selvfølge. For den Sags Skyld kunde man se helt bort fra dette Indlæg. Naar det alligevel skal behandles her, er det, fordi den Fare, der truer Samfundet fra Jødedommen, her paany har faaet et særligt prægnant Udtryk, ikke just derved, at Forfatterinden mener at kunne forsvare sin Mands sag - det vilde man endda kunde forstaa - men navnlig fordi hun under dette Forsøg viser sig fuldkommen blind for de

om disse Forhold den 25. September 1922, hvorved bI. a. meddeltes, at Glückstadt blev drevet frem af sin Kone, der tørstede efter fyrsteligt og adeligt Selskab. Der bemærkes endvidere: »Hr. Glückstadt viser sig ikke mere sammen med almindelige Overklassemænd. Hans Slotte vokser i Tal, og de udstyres med vanvittig Luksus i alle Henseender. Med vild Energi trænger han sig ind hos Hoffet, og det blev hans og Hustruens lykkeligste Øjeblikke, naar Prinser og Prinsesser sammen med Adelen samledes i hans overdaadige Slot i Klampenborg.« Naar dette tages i Betragtning forstaar man bedre, at Fru Glückstadt mener at kunne forsvare Mandens fantastiske Svindlerier, og at desuden denne Trang til at færdes i de fornemme Kredse har holdt sig hos hende indtil vore Dage. Hun indgik iøvrigt den 31. Oktober 1942 andet Ægteskab med den overordentlige Gesandt og befuldmægtigede Minister, Kammerherre H. A. Bernhoft (Storkors i Diamanter osv.), fhv. Direktør i Udenrigsministeriet og nuværende kst. Gesandt i Paris henholdsvis Vichy, og har derved atter fundet nær Tilknytning til Hoffet.

Naar man endvidere erfarer, at Glückstadt gik ind og ud ved Hoffet og var Dus med Adelen, forstaar man ogsaa, at der findes saa talrige fyrstelige og højadelige Navne paa Februarkontoen!

518

Ulykker, Landmandsbankkatastrofen paaførte Samfundet, idet hun retter en fuldkommen uhjemlet Kritik mod de ansvarlige Instanser i Procesførelsen og endda forsøger at stille Mænd, der havde hørt til Bankens specielle Venner - som navnlig Direktørerne for Østasiatisk Kompagni - i et for dem uheldigt Lys. At hun derunder argumenterer dristigt og kynisk paa tværs af Sandheden, saa det forslaar noget, gør ikke hendes Indlæg i Sagen mindre tiltrækkende. Naar man nemlig læser, hvad hun skriver, da ved man først, hvad Jøden er, hvordan den fremmede Races Repræsentanter her i Landet ogsaa i vore Dage mener at kunne sætte sig udover Godtfolks Moral, Takt og Retsfølelse.

Det er en anmassende og dristig Overlegenhed, som karakteriserer Fru Glückstadts Skrift fra først til sidst.

Allerede det, at hun paa den mest hensynsløse Maade retter Bebrejdelser mod Undersøgelsekommissionen og selve Formen for Domsforhandlingen, er symptomatisk for denne overspændte Selvbevidsthed. Fru Glückstadt begriber ikke, at hendes Mand overhovedet kunde sættes under Anklage. Hvorfor dog det? Er Jøden da ikke Tabu? Var man da ikke almindeligvis inden for dette Land, der regeredes efter Demokratiets og Marxismens Principer, blevet enige om, at det at være Modstander af Jødedommen var ikke andet end Udtryk for et kulturfjendsk og bornert Sindelag? Var det jødiske Finansherredømme da ikke mere anerkendt, Emil Glückstadt ikke mere denne Magts mest indflydelsesrige og formaaende Repræsentant? Hvorledes kunde man da risikere at indlede Undersøgelse mod ham, at anklage ham, hvorledes bl. a. forlange, at han skulde vige sin Plads som administrerende Direktør, forlange at han skulde lide Straf? Lad gaa, at der ved hans Mangel paa Kontrol med Banken, ved hans hemningsløse Trang til den mest løsslupne Spekulation, ved hans brændende Ærgerrighed og hans ustyrlige Begærlighed efter at spille en mægtig Rolle indenfor Verdenshandelen og Verdenspolitiken paaførtes Landet en Finanskatastrofe af fantastisk Format: hvad rager det

519

Folket, hvad rager det Regering og Rigsdag? Jøden er dog Tabu! Skulde man virkelig have glemt det?

Ja, Fru Glückstadts Argumentation er helt igennem gennemsyret af denne forbløffende og fantastiske Tankegang. Først og fremmest harmes hun over, at der overhovedet ved Lov blev anordnet en særlig Kommissionsundersøgelse. Loven Nr. 412 af 21. September 1922 analyseres i alle Retninger. Hun mener, at der efter Juliordningen af 1922 ikke paa nogen Maade var Anledning til at anordne en ekstraordinær Ret, eftersom Retsplejeloven af 11. April 1916 kun foreskrev at lade en saadan Ret udnævne, naar et Fallitbo ”befindes at være af en ganske særegen vidtløftig og indviklet Beskaffenhed”, eller naar en Bank eller Sparekasse kom under Konkursbehandling. Fru Glückstadt er endnu 1929 af den Mening at Landmandsbankens Forhold ikke kunde anses for en Sag af en ganske særegen vidtløftig Betydning osv., omendskønt det efterhaanden dog havde vist sig at de ved Sammenbrudet forvoldte Tab androg flere Hundrede Millioner Kroner. Dette Forhold imponerer selvfølgelig ikke en Dame af Slægten Rée. Hun undser sig derfor heller ikke for at konstatere, at 1922-Loven havde gjort en Ekstra-Undtagelse for en Bank, der ikke var under Konkursbehandling, skønt hun hellere burde have overvejet, at det saa sandelig ikke var hendes Mands Fortjeneste, naar Konkursbehandlingen blev undgaaet. Hun anser Bestemmelsen om, at Undersøgelseskommissionen skal anordnes som ekstraordinær Ret uanset Bestemmelserne i Retsplejelovens § 43, sidste Stykke, for absolut forkastelig, omendskønt hun som ikke helt uinteresseret Part egentlig skulde have gjort sig klart, at det maa være Rigsdag og Regering forbeholdt at træffe Afgørelsen om, hvad der skal være Lov og Ret. I sin Iver for at diskreditere Undersøgelseskommissionen tillader hun sig derefter den enestaaende Frækhed at hævde, at »der er Mindelser af lettres de cachet i denne Afvigelse fra § 43's tydelige Bestemmelse«. Dette er en utvetydig Paastand om, at Vilkaarlighed og Partiskhed skal have været afgørende i den mod Landmandsbankens

520

Mænd indledede Undersøgelse! Fru Glückstadt ønsker, at kun Personer, der havde Dommerkvalifikationer, burde kunne være Medlemmer af Undersøgelseskommissionen, da det er hende en Vederstyggelighed, at Mænd som Bankinspektør Green og Prof. L. V. Birck, der hver paa sin Maade havde særlige Forudsætninger for at trænge til Bunds i Landmandsbankkatastrofens Aarsager og Udvikling, fik det Hverv at foretage de nødvendige Undersøgelser.

Den jødiske Kvindes afsindige Raseri mod de Mænd, der ikke vilde respektere Jødernes Tabu og havde moralsk Mod til at gaa i Rette med den jødiske Højfinans, finder derefter kraftigt Udtryk i det Angreb, hun (S. 24) retter mod Undersøgelseskommissionens Medlemmer. Man høre:

»Hvad Lovgivningsmagten havde begyndt den 21. September 1922, fuldførte Regeringen. Ved Loven var den fritaget fra at vælge Dommerne iblandt de fagligt kvalificerede. Skulde nogen Garanti for deres Habilitet blive tilbage, maatte de da være aldeles uimpIicerede i den forestaaende Sag og overfor dens mulige Ansvarshavende; ikke frembyde nogetsomhelst, »som er egnet til at vække Tvivl om deres fuldstændige Upartiskhed«; ikke lade befrygte, »at Parterne ej kan have fuld Tillid til dem« (RetsplejeIovens § 62), - være mere upartiske end Søskendebørn eller tidligere Vidner i Sagen, end en i Udfaldet Interesseret, en Forurettet, en offentlig Anklager o. s. v. Hvorefter Regeringen under Formandskab af daværende Landsdommer Rump - hvis Ord og Gerninger snart og ofte vil komme til at »tale for sig selv« - beskikkede Bankinspektør Green, der havde været »sagkyndigt Vidne« imod Landmandsbankens tidligere Ledelse under Bankdramaets næstsidste Akt, samt Professor Dr. polit. L. V. Birck, der offentlig havde bekæmpet min Mand saa godt som nogen »offentlig Anklager«.« --

Saadan en Kritik mener altsaa en Storbedragers Hustru at kunne tillade sig overfor de Autoriteter, som efter Lovens Bud røgtede deres Hverv i Undersøgelseskommissionen med den mest udprægede Retssans og den strengeste Objektivitet, der tænkes kan. Dog det bliver værre. Thi ikke mindst maa den offentlige Anklager i Processen, Rigsadvokat Topsøe-Jensen, staa for Skud. Vedrørende ham bemærker Fru Glückstadt: »Til

521

»særlig Anklager« efter Loven 1922 § 2, valgtes en Rigsadvokat, der udstyredes med et særlig udrustet Revisions-og Anklage-Hjælpekorps til at granske, sortere og sammenvæve for lukkede Døre ethvert mistænkeligt Spor, ethvert anfægteligt Indicium. Vi vil se ham tage Protokollater som Første-Vidnesbyrd under det højeste Politisegl og opbygge Anklageteori og Materiale i uransagelig Vekselvirkning ex officio med Kommissionen, for derefter, - tilsidst - da alle Undersøgelsens Apparater var justerede, at aabne Offentlighedens Døre for de intetanende Sigtede og deres Forsvarere og lade den deraf opstaaede Forvirring stenografere.«

Mindre kunde ikke gøre det. Andre vil sagtens mene, at denne Form for Polemik mod en Undersøgelseskommission gaar langt ud over Sømmelighedens Grænser. Men den jødiske Forfatterinde tænker aabenbart anderledes og fortsætter med sine Betragtninger i den samme Dur, taler dristigt om »Kriminaljustits« (S. 37), om hvilken hun mener, at den i intet andet Land vilde være blevet taalt saadan som her er sket. Hun kan ikke himle nok op om den brutale Adfærd, Rigsadvokaten skal have tilladt sig overfor hendes dødssyge Mand. Side op og Side ned fortæller hun om den forfærdelige Behandling, hendes (ak) saa ærekære Mand var bleven udsat for, ligesom hun selvfølgelig føler det som en himmelraabende Uretfærdighed, at man overhovedet vovede at rette Bedragerisigtelse imod ham, ja, at den offentlige Anklager ovenikøbet lod ham arrestere! Hvor kunde man dog risikere at behandle ham – den jødiske Pengemagnat Emil Glückstadt, den med Storkorset af Dannebrogsordenen dekorerede stormægtige Etatsraad, Multimillionæren og den danske Regerings mest betroede Finansmand -, ja, hvor kunde man dog risikere at behandle ham ligesom enhver anden Misdæder, der er kommet i Strid med Loven. Sandelig, Fru Glückstadt er forfærdet over, at Jøden ikke mere er Tabu, at end ikke hendes Mand staar udenfor Loven. Men naar det endelig skulde være, og Undersøgelsen gennemførtes, saa vil hun idetmindste vise, at hun ikke bøjer sig for

522

det, som er kendt for Ret! Derfor de rasende Angreb. Derfor ogsaa Forsøget paa at paavise, at Rigsadvokaten havde bestilt og instrueret sine Vidner i Behandlingen af Anklagepunktet vedrørende Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab, - at Spørgsmaalene var blevet afpasset efter Anklagens Behov, at de rigsadvokatoriske Vidner skulde til deres eget Bedste, men ikke til Gavn for Sagens Oplysning, kun repetere tidligere udenretslige Forklaringer, i Forhandlingen for Østre Landsret den 14. April 1923 «! (S. 82.) Alvorligere Beskyldning kan dog vel ikke rettes mod en offentlig Anklager. Men Fru Glückstadt har selvfølgelig frit Slag. Vi er jo i Danmark, og hun er Jøde. Ogsaa i anden Sammenhæng paastaar hun (S. 57), at Rigsadvokatens Vidner »var godt forberedt paa Spørgsmaal og Svar«, hun betegner Anklageren og hans Hjælpere som inkompetente (S. 65), hun taler om den Justitsulykke, der var ved at trække op under Undersøgelseskommissionens Arbejde.

Toppunktet for de hadefulde Angreb naas imidlertid i Behandlingen af den saakaldte Kabelsag, hvor fru Glückstadt vil gøre gældende, at endogsaa Højesteret har ladet sig intimidere af den offentlige Mening. Da Højesteret i nævnte Sag idømmer Direktør - tilligemed Bankraadsmedlem og fhv. Handelsminister - H. P. Prior 120 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost for Bedrageri, og ved denne Dom giver Grundlag for en Formodning om, at den Hovedanklagede, hvis han havde levet, vilde være blevet ikendt en væsentlig strengere Frihedsstraf, mener Fru Glückstadt at maatte bemærke: »»Nuvel, - man har vel Føje til med al Ærefrygt for Højesteret at spørge, om ikke Landsrettens uappelerede Dom med de mange »Antagelser« af milIionmæssige Bedragerier eller »Tyverier« kastede sit Lod i Vægtskaalen, da Kabelsagen blev paadømt. Maaske vilde det være overmenneskeligt, om det ikke var saa - men hvilken Skade iøvrigt, at Højesteret ikke voterede offentligt i 1923.««

Dette er altsaa Formen for den Irettesættelse, Storspekulan-

523

tens Hustru mener at kunne tiilade sig overfor Undersøgelseskommissionen og Domstolene.

Fru Glückstadt tager derefter de enkelte Anklagepunkter op til nærmere Prøvelse. Paa hvilken Maade er allerede lejlighedsvis bleven vist, bI. a. ved Drøftelsen af Sagen Frk. Raffel. *) Andre af de omhandlede Spørgsmaal skal her behandles, forsaavidt de er egnet til at karakterisere hele den Fru Glückstadt'ske Bevismetode. Med Hensyn til selve Grundlaget for de enkelte Anklager henvises til Dommen og dens Præmisser, som foran refereret.

Fru Glückstadt behandler Spørgsmaalene vedrørende Det russisk-østasiatiske Kompagni, den saakaldte »Februar-Konto« samt Dansk Søfartskompagni i de Afsnit, der er tænkt og anlagt som et Opgør med Direktionen for Ø.K.

Hvad angaar det Russisk-østasiatiske Dampskibsselskab og dets Udløbere »Ø.K.s Opkøbs-Konto A.« samt »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad H. N. Andersen«, søger Forfatterinden at fastslaa, at Spekulationerne paa disse Konti blev gennemført i privat Øjemed, og at de opnaaede Spekulationsgevinster derfor maatte tilkomme Deltagerne som Privatmænd og ikke de Institutioner, i hvis Tjeneste de stod, altsaa Ø.K. henholdsvis Landmandsbanken. Det omtalte Dampskibsselskab var bleven oprettet 1915 til Overtagelse af 6 Dampere, som man agtede at sætte ind i en Rute Hamborg-Amerika. De for Skibene udstedte Aktier overtoges af et Tredjedels-Selskab, i hvilke Landmandsbanken, Ø.K. og et af Privatpersoner bestaaende Konsortium, over hvis Sammensætning der ikke bestaar Klarhed ud over, at Formanden for Landmandsbankens Bestyrelse Admiral Richelieu var et af Medlemmerne, participerede med lige Dele. Udviklingen førte med sig, at Skibsfarten bragte store Fortjenester, efter at de indtraadte Vanskeligheder

*) Jvf. ovenfor 3 b, S. 237 flg.

524

ved den uindskrænkede Undervandsbaadsblokade var overvundet, hvorefter det ønskedes, at Privatmandsgruppen skulde sættes ud. Dette skete. Paa det Tidspunkt, da denne Sag skulde afvikles - Juli 1917 -, beløb Kursavancen sig til 4,8 Mill. Kr., af hvilke der blev udbetalt Konsortiet 1,6 Mill. Kr. og Landmandsbanken (inclusive en yderligere i Mellemtiden ved Kursbedring frigjort Garantipost) 2.196.000 Kr. Ø.K. fik godtgjort 1 Mill. Kr., som indbetaltes paa den Ø.K. tilhørende Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, der i Begyndelsen af Februar samme Aar var bleven debiteret med 2.196.000 Kr. til Kredit for Landmandsbankens Konto »Konsortiet af 1. Februar 1917 «.

Denne Million Kroner, som overførtes til Soya-Kontoen, beregnedes nemlig som Differencen mellem de 3,2 Mill. Kursavance, som Landmandsbanken og Ø.K. i Fællesskab havde tilgode fra Russer-Kontoen, minus det Beløb paa 2,2 Mill. Kr., der af Soya-Kontoen var bleven overført til Februar-Kontoen. Hvordan der imidlertid herefter kan være Tale om en ligelig Fordeling af den paa Russer-Kontoen opnaaede Kursavance, er et Spørgsmaal for sig; endog Fru Glückstadt er opmærksom paa denne ejendommelige Fordeling af Avancer, idet hun mere fordunklende end oplysende bemærker: ”Det kunde altsaa se ud, som om Ø.K. har faaet ca. 600.000 Kr. for lidt, og Banken ca. 600.000 Kr. for meget, - men det er vistnok kun tilsyneladende.«

Kort og godt: Af Russerkontoen udbetales Juli 1917 den indtil da opnaaede Forøgelse af Kursværdien, og Aktierne overtages derefter af et nyt Korrsortium bestaaende af Ø.K. og Landmandsbanken alene, af hvilke førstnævnte participerer med tre og sidstnævnte med to Femtedele. Dette Anpartsforhold betegnes paa en af Ringberg skrevet Kladde ved Ordene: »Det ny Syndikat D.Ø.K. 3/5 og Lmb. 2/5 ejer. . . .« Efter Glückstadts Mening, som ogsaa forsvares af hans Hustru, betød nu denne Formulering, at Participanterne paa den ene Side var tre Direktører af Ø.K. og paa den anden Side to Landmandsbankdirektører, nemlig ham selv og Ringberg. Som Følge heraf blev

525

senere, 1921, da »Syndikatet i det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab « (R.Ø.D.) afvikledes, Udbyttet heraf udbetalt til Direktørerne personlig forsaavidt Landmandsbankens 2/5 angik. Paa dette Tidspunkt købte Ø.K. derhos de 6 Skibe for et Beløb paa 28 Mill. Kr., hvormed først Kontoens Debetpost paa 13.207.307 Kr. udlignedes og Overskudet derefter fordeltes. Paa hver Anpart faldt herefter henimod 973.000 Kr. som Overskud ifølge Beregningen, der blev foretaget af Bogholderichefen i Ø.K., Direktør H. Schiødt.

Om Udbetalingen af denne Post bemærker nu Fru Glückstadt: »Den 12. Januar 1921 faar min Mand fra Ø.K. en ganske uofficiel Opgørelse over, hvad der ifølge H. N. Andersens Beslutning og Schiødts Udregning skal tilkomme ham og Ringberg, - Anklagen mener naturligvis med sin Konsekvens: Landmandsbanken, - nu ved Syndikatets Opløsning. Beløbet er sat til 972.72.1 Kroner 31 Øre; endvidere angiver Opgørelsen, at der fra Kompagniets Side vil blive erlagt 374.400 for en speciel Aktiepost paa 65.000 Rubler, som i Banken dækkede en Konsortialkonto paa 171.000 Kroner. Disse to Summer: 972.721 Kr. 30 Øre + 374.400 Kr., altsaa tilsammen 1.347.121 Kroner 30 Øre, oversender Kompagniet til min Mand den 14. Januar ved en kvitteret Chek til egen Ordre.« Og dertil knytter den prægtige Forfatterinde følgende Bemærkning: »Allerede denne Opgørelses- og Betalingsform peger med alt muligt Eftertryk paa, at de ca. 1.350.000 Kr. ikke skal gaa fra Kompagniet til Banken; thi Kontoens 10 Gange saa store Debetsaldo, over 13 Mill. Kr., udlignes ved Bogpostering samtidigt; hvorfor saa ikke ogsaa disse ca. 10 %, dersom Kreditor var den samme?«

Man forbavses unægtelig, naar man læser denne Forklaring og sammenligner den med den Forklaring, Direktør Schiødt fra Ø.K. afgav i Domhusforhøret den 14. April 1923. Af den fremgaar det nemlig aldeles tydeligt, at Ø.K. til Stadighed er gaaet ud fra, at de 2/5 Dele Anpart skulde tilfalde selve Banken, ligesom de 3/5 Dele Anpart tilfaldt Ø.K. Replikskiftet

526

om denne Sag faldt i det nævnte Forhør som følger (Udhævelserne foretaget af Forf.):

»Rigsadvokaten: Saa kommer Russisk-Østasiatisk Dampskibsselskab. Det bliver saa afsluttet, afregnet og gjort op i Januar 1921. (Schiødt: Ja.)

Og der udbetales der? Hvad var Anpartsforholdet der?

Schiødt: Det var tre Femtedele til Ø.K. og to Femtedele til Landmandsbanken.

Rigsadv.: Og saa faar Landsmandsbanken udbetalt sin Avance?

S.: Som er 972.000 Kr., samtidig med at Kompagniet køber de 65.000 Rubler i Aktier, som Banken ejer, for 374.000 Kr., saaledes at der udbetales 1.347.000 Kr.

Rigsadv.: Og det er udbetalt i en Check?

S.: Det er udbetalt i en Check.

Rigsadv.: Til egen Ordre?

S.: Ja.

Rigsadv. : Var det i og for sig ikke underligt at udbetale i en Check? Plejer Kompagniet og Landmandsbanken ikke at afregne paa anden Maade?

S.: Jo, som Regel gaar det jo i Mellemregning, men det er sket ifølge en speciel Anmodning i dette Tilfælde.

Rigsadv.: Hvem har anmodet om det?

S.: Det har Etatsraad Glückstadt.

Rigsadv.: Har han anmodet Dem? Ringede han til Dem?

S.: Ja, han telefonerede til mig og bad om, at han maatte faa det paa den Maade.

Rigsadv.: Ringede Glückstadt til Dem og bad om at faa det i Check? (S.: Ja.) Udstedt til Landmandsbanken? (S.: Nej.) Hvad da?

S.: Udstedt til Kompagniets Ordre, endosseret.

Rigsadv.: Gav han nogen Forklaring paa, hvorfor han vilde have det paa den Maade?

S.: Nej.«

Derefter rettede Højesteretssagfører David nogle Spørgsmaal til Schiødt, som bI. a. besvaredes med, at Glückstadt havde anerkendt den ham i Sagen tilsendte Afregning i et Brev af 19. Januar 1921 lydende saaledes: »Vi tiIlade os herved at meddele, at vi have debiteret Deres Indenbys Konto Kurant med Kr. 13.427.307,20 Kr. 1. ds. Hermed er Kontoen for Syndikatet i Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabs Aktier udlignet, og vi bringe Dem vor bedste Tak for den trufne Ordning. . .

Med Højagtelse! Den danske Landmandsbank, sign. E. Glückstadt.«

527

Paa Forespørgsel stadfæstede Direktør Schiødt derefter udtrykkelig, at det Beløb, der ikke gik over Mellemregning og tilfaldt den Side, som ikke var repræsenteret ved Landmandsbanken, gik til Ø.K., direkte i Kompagniets Kasse.

Omendskønt Fru Laura Glückstadt i sine Undersøgelser særligt indgaaende dvæler netop ved Forhandlingerne den 14. April 1923, nævner hun ikke med et Ord disse af Schiødt afgivne Erklæringer, men søger tværtimod ved at fortie dem at fremkalde det Indtryk, at ogsaa Kompagniet gik ud fra, at Kursavancen rettelig tilkom Direktør Glückstadt. Hun viger altsaa ikke tilbage for at komme paa Kant med Sandheden, men det gælder jo rigtignok ogsaa her om at forsvare en Transaktion, ved hvilken Glückstadt tilegnede sig ca. 1,35 Mill. Kr. paa Bankens Bekostning. Ogsaa Spørgsmaalet vedrørende Ø.K.'s Køb af 65.000 Rubler i Aktier strejfes i det ovenfor citerede Replikskifte, hvorved Schiødt pointerer, at det er Banken, som ejer dem. Ogsaa Udbyttet af dette Salg, 374.400 Kr., er ikke kommet Banken til Gode; hvem der i sidste Instans har faaet Pengene, kan Fru Glückstadt ikke oplyse. Dog under Retsforhandlingerne blev, som det nedenfor (S. 538) vises, ogsaa dette Punkt opklaret.

Hvorledes det i øvrigt forholdt sig med disse Aktier til 65.000 Rubler fremgaar ligeledes af den ovenfor nævnte Skrivelse, som Glückstadt den 19. Januar 1921 sendte til Ø.K. Her fandtes nemlig ogsaa føIgende Passus: »Samtidig har vi i vore Bøger noteret, at de hos Banque de L'Azov Don deponerede Ro. *) 65.000 Aktier i Det Russisk Østasiatiske Dampskibsselskab fremtidig henligger for Deres Regning og Risiko.«

Denne Passus findes i Bankens Skrivelse; det drejer sig om en Erklæring, der afgives af Glückstadt i hans Egenskab af Bankens Direktør. Paa samme Maade siges i en Bemærkning, som Bankens Sekretær, Direktør Emil Glückstadts Nevø Erik Glückstadt, den 10. Februar s. A. sendte til Laanefaget i Ban-

*) Ro. = Rubel.

528

ken, at »ligeledes er Ro. 65.000 R.Ø.D.s Aktier (Bankens Beholdning) overgaaet til Ø.K.« (I en Note, der var vedføjet en Skrivelse fra Underdirektør Nicolaysen.) Med Hensyn til denne Transaktion bemærkede Rigsadvokat Topsøe-Jensen i Domsforhandlingen den 16. Juni 1923, at Tilegnelsen af Betalingen for de 65.000 Ro. Aktier fra Direktør Glückstadts Side maatte betegnes som »oplagt bedragerisk«, at »der ikke kan være nogensomhelst Tvivl om, at her foreligger et rent og skært Bedrageri«. »Der kan« - fortsætter han - »ikke være nogen Tvivl om, at disse 65.000 Ro. Aktier er Bankens Aktier. Og det har GI. heller ikke kunnet modsige, eller villet modsige.«

Til Russer-Kontoen knytter sig endnu den besynderlige Historie om de 27 Bundter 500 Kr. Sedler, der forsvandt, og om de kraftige Selvmodsigelser, Glückstadt gjorde sig skyldig i under Retsforhandlingerne, da han skulde gøre Rede for dette Forhold. Det viste sig, at den Tiltalte den 19. Januar 1921 havde ladet Kompagniets Check hæve kontant. De enkelte Omstændigheder, der knyttede sig til denne Sag, blev nøje oplyst i Forhørene den 10 April 1923. Det var Hovedkassereren, Kongstad, som havde modtaget Ordren til at udbetale Checken. Han forklarede, at han den 19. Januar havde faaet Ordre af Direktør Rothe til at fremskaffe Pengene, og at han, da han ikke havde tilstrækkeligt i Kassen, havde maattet tage dem hjem fra Nationalbanken. Pengene, ialt 27 Bundter 500 Kr. Sedler med 50.000 Kr. i hver Bundt, var derefter ved 11-Tiden i en lille Kasse blevet bragt op i Direktør Glückstadts Kontor, for - ifølge sidstnævntes Forklaring - at blive stillet ind i Ringbergs Pengeskab. Kongstad oplyste videre, at hele Beløbet havde været Nationalbanksedler, og at Banken kun havde haft 300 - 400.000 Kr. i saadanne Sedler. Samme Dag om Eftermiddagen havde han fra Fonds-Kassen faaet 800.000 Kr. i de samme Bundter. Kasserer Lyhne-Thomsen oplyste derefter, at han havde modtaget de 2 X 400.000 eller 800.000 Kr., der skulde indsættes paa Max Lesters og Valdemar Glückstadts Navn, om Eftermiddagen ved 2 ½-Tiden. Det var Erik Glück-

529

stadt - Emil Glückstadts Nevø - der kom ned med dem selv. Beløbet blev ført i Mellemregning, da Kasserer L.-Th. samtidig fik Besked om, at Pengene først skulde gaa over den næste Dag.

Hvorfor Pengene var hævet kontant, kunde Glückstadt i første Omgang ikke huske, blot vidste han, at han ikke havde disponeret Over disse Midler. (Jvf. ovenfor S. 479) Han vilde ikke nægte, at der selvsamme Dag var bleven indbetalt 400.000 Kr. paa Broderen Valdemar Glückstadts og Svogeren Max Lesters Konto, men han erklærede med Bestemthed, at disse 800.000 Kr. stammede fra en Avance, han havde haft paa et Syndikat i Raagummi, og som ikke havde noget som helst med den saakaldte Russerkonto at gøre. Nogle Replikker fra Forhandlingen den 10. April 1923 er i saa Henseende overmaade karakteristiske.

Rigsadvokaten: Det tyder paa, at det er de samme Penge, der kommer igen, de 2 X 400.000 Kr., som indsættes paa Lesters og Valdemar Glückstadts Konti?

Glückstadt: Ja, jeg har ingen Erindring ud over, hvad jeg har sagt. Jeg kan med Bestemthed sige, at de Penge, der er indsat paa d'Herrers, ikke er kommet fra Russisk-ØstasiatisK Kompagni.

- Glückstadt gentager senere to Gange, efter Forhøret af Hovedkasserer Kongstad, at »de to Ting ikke kan sættes i Forbindelse med hinanden og at »de to Ting ikke kan føres sammen«, hvortil Dommeren bemærker, at Interessen vel kun var den, »at faa Pengene ud kontant for den Check, saa ingen kunde se, hvor Pengene (til Indbetalingen ved Fonds-Kassen) kom fra«. Dertil svarede

Glückstadt: Jeg kan ikke sige mere, end jeg har sagt, men jeg haaber at kunne komme med en Forklaring senere, hvis min Hukommelse ikke bliver endnu mere ødelagt, end den er blevet nu. l Øjeblikket kan jeg ikke give anden Forklaring.

Efter Kasserer Lyhne-Thomsens Forklaringer spurgtes Glückstadt af

Dommeren: Har De noget at bemærke til disse Vidneforklaringer?

Gl.: Jeg er ganske ukendt med de Forhold.

Rigsadv.: Kan De huske, at Erik Glückstadt havde noget med det at gøre?

Gl.: Jeg tror, Erik Glückstadt ordnede de to Indbetalinger, men derudover veed jeg intet.

530

Først senere ændrede Glückstadt sin Forklaring paa dette Punkt, et Forhold, som ganske er undgaaet Fru Glückstadts Opmærksomhed. Hun fremstiller Sagen, som om Glückstadt fra Begyndelsen af har indrømmet, at Udbetalingerne paa de to Gange 400.000 Kr. var sket fra Kontoen »Russisk Østasiatisk Dampskibssdskab«, til Stadighed havde fastholdt denne Paastand og samtidig havde hævdet Berettigelsen af denne Transaktion. Ogsaa i dette Punkt gør hun sig altsaa skyldig i en dristig Fordrejelse af Sandheden! - Glückstadts oprindelige ovenfor citerede Forklaring, som han senere frafaldt, kunde iøvrigt heller ikke opretholdes, da den led af den væsentlige Mangel, at Gummiavancen paa ½ Mill. Kr. udbetaltes paa hans Konto 5. Januar 1921, og det eneste naturlige vilde da have været at foretage en almindelig bogholderimæssig Overførsel. Men lndbetalingen af de 800.000 Kr. paa de to Konti skete som nævnt først 14 Dage senere, da Glückstadt hæver Cbecken paa 1,3 MilI. Kr., og han betaler med Kontanter, med de samme 500 Kr. Sedler, som han et Par Timer i Forvejen har Iadet bringe op til sig.

Dog til den saakaldte Russerkonto knytter sig endnu andre højst ejendommelige Transaktioner. Den 5. Juli 1917, da Opløsningen af det gamle Syndikat (D.Ø.K.) finder Sted, efter at Privatmandsgruppen er trængt ud af Sagen, overføres ca. 3,7 Millioner Kroner af det ny Konsortiums Tilgodehavende paa Kontoen til en Konto, som hedder »Ø.K.'s Opkøbskonto A«, en nødlidende Konto, paa hvilket der skyldtes ca. 8 ½ Mill. Kr. paa indkøbte 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier, der efter Dagskursen kun havde en Værdi paa ca. 6 3/4 Mill. Kr. Ved Overførelsen af de 3,7 MiIl. Kr. skaffedes der rigelig Dækning for det opstaaede Tab. Aktierne paa denne Konto nedbragtes derved til en kunstigt lav Kurs af 400 og D.F.D.S.-Aktier, som forud havde ligget paa denne Opkøbskonto, kunde derefter henlægges under et nyt Konsortialforetagende med Navnet »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«. Alt dette skete paa selvsamme Dag, den 5. Juli 1917, og indbragte Parti-

531

cipanterne, blandt hvilke atter Ringberg og Glückstadt befandt sig, en Fortjeneste paa smaa to Millioner Kroner. Saavidt det nu ses, har Etatsraad Andersen ejendommeligvis ikke faaet Oplysninger om denne Transaktion paa dette Tidspunkt til Trods for, at det var hans Firma og ham selv, der maatte lægge Navn til. Hvor egenmægtigt Direktørerne ved Landmandsbanken er gaaet frem i denne Sag viste sig atter i Bankkommissionens Retsforhandlinger i et Replikskifte, der fandt sted den 14. April 1923 mellem Højesteretssagfører David og Etatsraad Andersen. Vi citerer:

David: Maa jeg spørge Excellencen, om De erindrer en Konto: Ø.K.-Opkøbskonto A, paa hvilken der efterhaanden laa for 1,2 Mill. Kr. Ø.K.-Aktier? Det ligger saa langt tilbage som i første Halvdel af 1917. *)

Andersen: Jeg erindrer noget om det, men ikke Detaillerne.

D.: Den Konto blev afløst af en anden Konto: Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Dem.

A.: Det har jeg aldrig givet mit Samtykke tiI, og jeg vil gerne, hvis jeg tør det her, nedlægge en bestemt Protest imod, at mit Navn er bleven brugt paa den Maade. Jeg har aldrig vidst, før Kommissionen meddelte mig det, at mit Navn er bleven brugt paa en saadan Maade i Banken.

D. : Var der ikke sendt Konto-kurant til Kompagniet vedrørende den Konto?

A.: Senere har man akviesceret derved. Det er en Konto, man senere har faaet at vide, et Aar efter, ved et privat Brev til Direktør Schiødt fra Direktør Ringberg, og saa er Spørgsmaalet blevet taget op til Behandling mellem begge Direktioner. Vi har akviesceret, under Forudsætning af at Kontoen hurtigst muligt blev afviklet. Det er sket, der er ikke foretaget Køb mere, det er afviklet. Og jeg skal yderligere oplyse, at der

*) I »Bemærkninger i Anledning af Etatsraadinde Glückstadts Bog«, ved Højesteretssagførerne F. Bülow og I. F. Fenger (1930) stadfæstes, at det nævnte Opkøbskonto, paa hvilket der den 5. Juli 1917 indførtes 1,2 Mill. Kr. Ø.K. Aktier, var Kompagniet ubekendt. Først ved Brev af 1. 3. 1918 fra Direktør Ringberg til Direktør Schiødt - der var skrevet mere som et privat Brev end som et Forretningsbrev - fik Ø.K. Anelse om Indkøbene. Kompagniet fik imidlertid først i Marts 1923 en Kontokurant over denne Konto tilsendt, altsaa først længe efter Landmandsbankens Sammenbrud. Det gentages her, at den paa Kontoen opnaaede Fortjeneste kun er kommet Kompagniet tilgode.

532

er fremkommet en Avance - Direktør Schiødt har meddelt, hvor stor den Avance er. Den er ikke kommet Direktionen tilgode, men er gaaet over til Kompagniet.

D.: Paa et vist Tidspunkt blev den Konto krediteret for 3,7 Millioner, som overførtes fra Russisk Østasiatisk Dampskibsselskabets Syndikats Konto. Denne Kreditering maa dog formentlig have fundet Sted efter Ordre fra Kompagniets Side.

A.: Nej.

D.: Banken var dog ikke Herre over dette Syndikats Konto.

A.: Jo, det er en Postering, Banken egenmægtigt har foretaget. Der er aldrig sket Henvendelse til mig om, hvad Postering man vilde foretage inden for Banken. Jeg kender ikke noget til Bankens Regnskabsvæsen. Der er aldrig sket Henvendelse til mig om de enkelte Forhold. Sædvanlig er det kommet langt senere. Det er jo almindelig Kutyme over hele Verden, at naar man aftaler en Forretning om Millioner, saa bekræfter man det bagefter, enten ved Brev, eller muligvis ved en Overenskomst. Det har sikkert ikke fundet Sted her.

D.: Men der er aldrig af Kompagniet rejst Protest imod den Kreditering.

A.: Jo, den er bleven rejst, i det Øjeblik man faar den at vide, i det Øjeblik der bliver forelagt mig et privat Brev - hvad jeg ogsaa finder underligt - fra Direktør Ringberg til Direktør Schiødt, hvor det Spørgsmaal bliver taget op.

Disse Tilsnigelser fra Glückstadts og Ringbergs Side, som afsløres i dette dramatiske Ordskifte, nævnes selvfølgelig ikke heller af Fru Glückstadt, ligesom hun ikke nævner, at Etatsraad Andersen udtrykkelig fremhæver, at Kompagniet i mange Tilfælde, hvor Landmandsbanken havde anmodet det om at gaa med til en eller anden Ting, havde maattet give Afslag. Nej, saadanne Bemærkninger fortier hun, fordi de ikke pynter paa Glückstadts Sag. Dog indrømmer Forfatterinden uden Omsvøb, at de to Bankdirektører var privat engageret i saavel Opkøbskonto A samt i ”Syndikatet i Ø.K.-Aktier ved Etatsraad Andersen” med Partsfordelingen 425/1200. Og saa hævder hun frækt og dristigt, at for den øvrige Parts Vedkommende paa 775/1200 var d'Herrer Direktører fra Ø.K. privat interesseret ligesom hendes Mand og Ringberg - under Paaberaabelse af en Deklaration af Direktørerne i Ø.K. af 23. Aug.

533

1921, der netop beviser, at de ikke vil være private Deltagere i Foretagendet. - Hun paastaar det modsatte til Trods for de ovenfor citerede utvetydige Erklæringer af Etatsraad Andersen i Retsforhandlingerne! Hun insinuerer, at Ø.K.'s Direktører oprindeligt i denne Sag havde været reelle Medspekulanter, men saa vel senere var bleven betænkelige ved Sagen og hun formulerer denne sin Tankegang i Ordene: »Hertil har Rigsadvokaten vel tænkt: » Ja-a, den Deklaration kunde man se endnu den 23. August 1921; men hvad saa man i Juli 1917?« Denne Indvending er selvfølgelig hen i Vejret, idet man af Etatsraad Andersens Forklaring ved, at han først paa et senere Tidspunkt fik Nys om Sagen, og at han straks efter at have erfaret om Landmandsbankdirektørernes besynderligeForanstaltninger med Misbrug af hans og hans Firmas Navn, havde sørget for en hurtig Afvikling af den ominøse Konto og – at han iøvrigt i mange Tilfælde ikke havde haft rigtig Forstaaelse for d'Herrer Glückstadts og Ringbergs forretningsmetoder.

Afviklingen af »Syndikatet i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«, som Etatsraaden hurtigst muligt ønskede gennemført, bragte som nævnt en betydelig Avance, takket være det Tilskud paa 3,7 Mill. Kr., som var overført til Opkøbskonto A. fra den saakaldte Russerkonto og som muliggjorde, at førstnævnte Kontos Aktier kunde overføres til en uforholdsmæssig lav Kurs til det hovedsagelig paa Glückstadts og Ringbergs Initiativ oprettede »Syndikat i Ø.K. Aktier«. Det er uden Tvivl ikke nemt at finde sig tilrette i denne Labyrint af Konsortier, som jo ovenikøbet staar i nærmeste Forbindelse med Februar-Kontoen og Dansk Soyakagefabriks Separatkonto, hvilke er en Slags Forløbere for de ovennævnte tre Konsortier. Men her er det tilstrækkeligt først at fastholde i sin Hukommelse, at det indledende nævnte »Syndikat i Ø.K. Aktier ved Etatsraad Andersen«, der af Bankdirektørerne indrettes uden Etatsraad Andersens Vidende, af Bankdirektørerne udnyttes til privat Fordel, medens Ø.K.-Direktørerne, saasnart de faar Anledning

534

til at beskæftige sig alvorligt med Sagen, lader Udbyttet tilflyde Kompagniet og radikalt afviser Tanken om, at det herved skulde dreje sig om et Privatmandskonsortium. Og det maa dernæst fastholdes, at de store Avancer, der udbetaltes ved Afviklingen af »Syndikatet i Ø.K. Aktier«, ene og alene opnaaedes paa Grund af de 3,7 Mill. Kr. Tilskud, der stammede fra en Landmandsbanken og Ø.K. tilhørende Konto. Derfor bemærker Rigsadvokaten ogsaa under Domsforhandlingen den 16. Juni, at man skulde antage, det vilde være Landmandsbanken og Ø.K., der under de givne Forhold maatte profitere ved de opnaaede Kursavancer. Men det var altsaa langtfra Tilfældet. De kom ifølge Rigsadvokatens Redegørelse, i det mindste saa vidt der var Tale om Landmandsbanken, i større eller mindre Udstrækning Glückstadt eller Ringberg personlig til Gode. Til Belysning heraf fremfører Rigsadvokaten i sit Aktorat følgende: »Der udbetales første Gang pr. 1. Marts 1918 lidt over 1 Mill. Kr. Avance paa Salget af 600.000 Kr. Aktier; Ø.K.'s Anpart er 685.000 Kr., Landmandsbankens Anpart 375.000 Kr. Den 8. Marts er der efter Bilag, som GI. selv har skrevet, indsat 400.000 Kr. paa hans indenbys Kontokurant-Konto. Den næste Udbetaling sker den 11. Juli 1918 med 1,4 Mill. Kr.; Landmandsbankens Anpart er 524.000 Kr. Dagen efter faar GI. indsat paa sin egen Konto 375.000 Kr., hvilket iøvrigt svarer til 1/4 af den samlede Avance. Den sidste Udbetaling finder Sted den 16. September 1918 med 792.000 Kr.; Landmandsbankens Anpart er 280.000 Kr. To Dage efter er der indsat paa Ringbergs Konto 50.000 Kr., og den 24. September paa GI.'s Konto 300.000 Kr.«

Saavidt om de Transaktioner, der knyttede sig til den saakaldte Russerkonto og dennes Udløbere. Fru Glückstadt mener heroverfor i enhver Henseende at kunne gøre gældende, at hendes Mand aldrig har forsét sig og i de Forhold, hvor der trods alt ikke var handlet helt forsvarligt, maatte Skylden alene lægges paa Ringberg, der i hendes Mands Fraværelse uden Tvivl havde truffet mangehaande betænkelige Dispositio-

535

ner. Men forsaavidt Skylden virkelig maatte lægges paa Ringberg, var det ogsaa uberettiget at gøre hendes Mand medansvarlig, selvom han var den administrerende Direktør. Hun fastholder selvfølgelig ogsaa Paastanden om, at Direktørerne ved Østasiatisk Kompagni oprindelig var deltagere som Privatmænd i de den 5. Juli 1917 oprettede Spekulationskonti og henviser som Begrundelse for denne Opfattelse til den ovenfor nævnte, den 23. August 1921 af fem Ø.K.-Direktører underskrevne Deklaration, ifølge hvilken der blev truffet Afgørelse vedrørende Anvendelsen af det opnaaede Overskud ved de ovennævnte Støttekonsortier for Ø.K. og Ø.P.-Papirer. Der bestemtes herved, at Overskudet skulde benyttes »for velgørende Formaal og for Formaal, som maatte være i det Østasiatiske Kompagnis Interesse«. Heraf mener Fru Glückstadt at kunne slutte, at Direktørerne ved Ø.K. først paa et senere Tidspunkt var bleven enige om ikke at udnytte de her omhandlede Transaktioner til egen Fordel.

Hvorom alting er: Glückstadt tjente tykt paa alle de her omhandlede Transaktioner. I Begyndelsen af 1921 er det særligt store Beløb, der tilflyder ham. Den 5. Januar d. A. fik han à conto et Gummisyndikat udbetalt, 633.000 Kr., godt en Uge senere, den 14. Januar, det ovenfor nævnte Beløb paa 1.347.121 Kr. 30. Øre . Alt ialt faar han altsaa i Løbet af godt en Uges Tid henimod 2 Millioner Kroner udbetalt. Og alligevel bemærker Fru Glückstadt - føler han sig ikke vel tilpas ved Situationen. Pengemæssigt set lever han i Overflod, men iøvrigt har han netop nu, i dette Tidspunkt, sine største Bekymringer: Det er jo Ringberg, der har foretaget saa mange uheldige Dispositioner, som nu paa det alvorligste truer Bankens Eksistens. Fru Glückstadt mener at kunne paastaa, at hendes Mand »paa det alvorligste har foreholdt Ringberg Uforsvarligheden af hans Børsdispositioner, - over Privatkonti, ogsaa hans Broders og Svogers, der uden nogen som helst Føje, for hans Familiemedlemmers Vedkommende endog mod

536

deres Protest, er belastede ved nye Køb eller nægtede Salg«.

Ringberg har altsaa Skylden. Ogsaa med Hensyn til det Transatlantiske Kompagni, mener Fru Glückstadt at maatte konstatere, at der efter hendes Mands Opfattelse »var disponeret mere end voveligt, og ganske imod Principerne for dens Forhold tiI Banken«. Atter er Ringberg den, der faar Skylden.

Saaledes skæmmes død Mands Minde fra en Side, der var mindst berettiget til at gaa i Rette med den angrebne. Endelig henviser Forfatterinden til, at Glückstadt den 12. Januar 1921 overfor Bankens Bestyrelse havde afgivet en Forklaring vedrørende de tabforvoldende Placeringer og de store Underskudskonti hos Vekselererne, hvorunder der for en Gangs Skyld ikke tales om Ringbergs Skyld, et Argument, der unægtelig ogsaa her havde været i særlig Grad uheldigt, eftersom Direktør Glückstadt jo selv var med i et meget stort Antal af de Spekulationsforretninger, der for hans og Ringbergs Regning gennemførtes hos Banken nærtstaaende Vekselererfirmaer.

Dernæst fører Fru Laura Glückstadt det sidste afgørende Forsvar for sin Mand i denne Sag, idet hun giver specielle Oplysninger om Anvendelsen af den Kursavance paa ca. 1.350.000 Kr., som Glückstadt fik udbetalt den 14. Januar 1921. Thi netop her viste sig - efter Fru Glückstadts Opfattelse - det ædle Sindelag, den stærke Offervilje, som Manden havde været besjælet af.

Først ydede han nemlig et Indskud paa to Gange 400.000 Kr. til Fordel for sin Svoger Max Lester og sin Broder Valdemar Glückstadt for at nedbringe disses Gæld til Banken med tilsvarende Beløb. Dernæst indbetalte han - som Fru Glückstadt antager, efter Ringbergs særlige Anmodning - 130.000 Kr. til Dækning af Ringbergs nyligt afdøde Broders Skyld til Banken. Denne Raaden over 930.000 Kr. anser Fru Glückstadt ikke blot for uangribelig, men for anerkendelsesværdig! Thi denne Ordning, mener hun, kom »kun

537

Bankens Stilling tilgode«, hvorved hun desværre ser bort fra, at de ærede Familiemedlemmer dog af Hensyn til deres Stilling maatte være mindst ligesaa stærkt interesseret i denne Ordning som Banken og navnlig ogsaa Emil Glückstadt qua Bankdirektør, da han vel maatte føle sig medansvarlig for den overmaade letsindige og uforsvarlige Kreditgivning til Direktørernes nærmeste Paarørende.

Dog: over et Beløb paa 930.000 Kr. var der disponeret paa den skildrede Maade. Hvor blev saa Restbeløbet, de ca. 417.000 Kr. af? Ja, det kan heller ikke Fru Glückstadt gøre Rede for, blot véd hun, at hendes Mand ikke har tilegnet sig dem paa uretmæssig Maade. Fantastisk, hvad hendes Hjerne udpønser af Udflugter og Undskyldninger herfor. Højtideligt retter hun sin Kritik mod Rigsadvokaten: »Ved han nogetsomhelst om, hvor de af min Mand ikke disponerede ca. 417.000 Kroner, - der maaske netop laa i Kontanter, fordi han ikke vidste at disponere over dem, - er blevet af? Véd han, om de ikke er lagt i Ringbergs Skab, til hans Beholdning, eller indskudte paa Sparekassebogen Nr. 90019 til hans Ordre, for at de kunde finde netop den rette Anvendelse, hvorom min Mand Intetsomhelst kunde vide uden speciel Instruktion, saasnart Ringberg selv kom hjem og kunde tage sig af det? Vi véd endnu ikke idag, om der tilkom Banken 171.000 Kr. eller 374.100 Kr. - eller slet intet. Men Ringberg vidste det. Er der da foregaaeet noget, til Fortræd for Banken, ved at Spørgsmaalet med rigeligt vedlagte Penge afventer hans Disposition, om hvis Redelighed min Mand intet Øjeblik - hverken den Gang. eIler senere - har tvivlet?« Ja, saaledes forsvarer Fru Glückstadt sin Mand, og derefter formaner hun Rigsadvokaten – som hun saa ofte gør det i Skriftet - til at holde sig Principet »in dubio pro reo« efterrettelig, d.v.s. at bøje sig for den Grundsætning, at enhver Tvivl med Hensyn til Skyldbeviset kommer den Sigtede til Gode. Dette Princip maatte selvfølgelig for

538

Fru Glückstadt være et Frelsens Evangelium, eftersom hun, ligesom sin Mands Forsvarere jo i alle Anklagepunkter paaberaabte sig den Omstændighed, at fuld Klarhed ikke kunde skaffes og Tvivl maatte blive bestaaende, da Ringberg, Hovedvidnet, var død uden at efterlade sig de til Opklaring af Tvivlsspørgsmaalene fornødne Oplysninger, samt at Ringberg jo havde disponeret selvstændigt i alle Forhold og alene vidste nøje Besked med Glückstadts Pengeforhold, bedre end Glückstadt selv, og at derfor enhver Erklæring, der blev afgivet af Glückstadt, maatte staa til Troende. In dubio pro reo!

Ogsaa i dette Tilfælde kører Fru Glückstadt imidlertid galt i Byen. Hun vil give det Udseende af, at hun ikke vidste, hvordan der var blevet disponeret over det nævnte Restbeløb paa 417.000 Kr. Dette er atter - lad os sige - et mindre velovervejet Paaskud, thi hun kender jo Procesforhandlingernes Akter bedre end nogen anden og maa derfor ogsa være kendt med, hvad hendes Mands Forsvarer, ORS. Brorson, oplyste angaaende denne Sag i Landsretsforhandlingen den 16. Juni 1923. I nøje Overensstemmelser med de Synspunkter, der ogsaa fremføres af Fru Glückstadt, gjorde Forsvareren her gældende, at Glückstadt med dette Beløb foretog sig det eneste fornuftige, han kunde gøre, idet han indsatte det paa Sparekassebog Nr. 90019, saa Ringberg kunde disponere over det, saasnart han vendte hjem den 18. Februar. Brorson fortsatte ifølge den trykte Protokol: »GI. kan ikke fordele selv, for han kender ikke Partsforholdene. Ringberg har skabt dette Syndikat i 1917 og har sikkert ogsaa informeret GI. i Januar 1921 om, at Landmandsbankens 65.000 Rubel-Aktier skulde afskrives. GI. har i 3 - 4 Aar næppe hørt om Syndikatet og lægger altsaa Pengene og Afregningen, hvis den er fulgt med, til Side til Ringbergs Hjemkomst. Sparekassebogen Nr. 90019 benytter derefter Ringberg. Den 30. Marts indskyder han paa denne Sparekassebog hele Restgummibeløbet, de 440.000. Kr., og nogle Uger efter, den 18. Maj, hæver han hele Saldoen, Kr. 964.184,58 til Dækning af et Konsortium i Ballin, hvori han

539

havde engageret sig og Gl. Denne Afregning var indtil fornylig GI. ubekendt og er ikke helt forstaaelig, men Eksemplet med denne Sparekassebog, der ogsaa indeholder Ringberg'ske Midler, viser bedst, hvor ringe Oplysning Gl. kunde vente af at studere sine egne Konti«.

Besynderligt, at Fru Glückstadt ikke husker disse Betragtninger, og mere besynderligt, at hendes Mand slet ikke skal have anet noget om de for hans personlige Regning foretagne Dispositioner. Saadan noget skulde man ellers anse for at være uværdigt for en Bankmand. løvrigt kan dette Forhold nok give Anledning til, at man gør sig sine Tanker om, hvor let saadan en Finansmand dog kom til sine Millioner, naar det konstateres, at de store Beløb, han Indtjente i Januar 1921, kom ham tilgode, uden at han ogsaa blot paa allermindste Maade havde bidraget til de Dispositioner, der senere forskaffede ham denne kolossale Indtægt. Sandelig, Gl. har veI Grund til at føle sig i Taknemmelighedsgæld til Ringberg, thi disse Penge var vel nok let tjent. De kostede her saa at sige kun den Møje at indløse Ø.K.'s kvitterede Check paa egen Ordre i Banken; ikke mere end det!

Saavidt om KapitIet vedrørende Syndikatet i Det russisk-østasiatiske Dampskibsselskab og dets Udløbere. Fru Glückstadt behandler selve dette Spørgsmaal særlig udførligt, fordi hun anser det for Kardinalsagen, der betød hendes Mands Fald. Hendes Partiskhed forleder hende rigtignok samtidig til at hævde, at selve Sagens Udfald førte til et uopretteIigt Nederlag for Statsadvokaten, eftersom den af Forsvaret indbragte Deklaration fra Ø. K.-Direktørerne af 23. August 1921 havde kuldkastet hele Grundlaget for Anklagen i dette Hovedpunkt. Saadan tænker - eller skriver i alt Fald denne Jødinde -, hun burde ved det ovenstaaende nu være bleven overbevist om, med Hensyn til forskellige Punkter at have argumenteret paa en Maade, der ikke er i overensstemmelse med Sandheden.

540

I det næste store Kapitel i Bogen om Emil Glückstadt behandles Temaet »Februar-Kontoen«.

Medens det i de hidtil omhandlede Spørgsmaal drejede sig om Dispositioner over Kursgevinster, der var opnaaet paa Spekulationskonti, drejer det sig ved den saakaldte Februarkonto om Dispositioner over Tabsposter paa Spekulationskonti, som blev overført til »Konsortiet af 1. Februar 1917 « for at lade Banken overtage Risikoen for fejlslagne Spekulationer, henholdsvis dække de Opstaaede Tab. Saa sikkert som Glückstadt og Ringberg gladelig strøg Gevinsten ind, hvor den kunde hentes, saa sikkert var de indstillet paa at lade Banken springe ind, naar deres eller deres Slægtninges og Venners private Spekulation mislykkedes. I saadanne Tilfælde reddede disse ubekymrede Storspekulanter sig ved at lade de afsvækkede Børseffekter overføre til en hemmelig, Banken tilhørende Konto, hvor de ved vigende Kurser opstaaede Tab kunde afvikles, uden at Spekulanterne (incl. de to Bankdirektører) selv led Tab.

Blandt de Konti, der tjente dette ædle Formaal, fik »Konsortiet af 1. Fehruar 1917« størst Betydning. Om denne Kontos Virkemaade er der allerede i det foregaaende bleven sagt adskilligt.

Her skal blot gaas ind paa de Betragtninger, Fru Glückstadt fremfører med Hensyn til Februar-Kontoen.

For det første var det omstridt, hvorvidt Etatsraad H. N. Andersen 1917 havde givet sit Minde til, at Dansk Soyakagefabriks Separatkonto debiteredes med 2.196.000 Kr. til Gunst for Februarkontoen, hvilket Beløb skulde tjene til Sikkerhed for Øjeblikkets Risiko paa 31 i Banken beroende Konti, hvis Indehavere hørte til Bankens priviligerede Kundekreds. Glückstadt hævdede, at Andersen havde givet sit Samtykke til den omtalte Overførsel og havde været orienteret om, at det navnlig drejede sig om en Støtteaktion for Personers Vedkommende, der sad inde med Aktier i de H. N. Andersen'ske Selskaber, Ø.K., Ø.P. og Orient. Fru Glückstadt forsvarer ogsaa her sin Mands Sag, idet hun navnlig hæfter sig ved, at det, som Forholdene laa

541

efter Erklæringen af den uindskrænkede Undervandsblokade, maatte være Etatsraad H. N. Andersen selv magtpaaliggende, at den her omhandlede Ordning gennemførtes, og at Ordningen jo i 1917 i Realiteten heller ikke havde paaført Banken Tab, men derimod endog givet Banken en Gevinst paa 650.000 Kr. I dette Tilfælde er Fru Glückstadt, der i Kapitlet vedrørende det russiske-østasiatiske Dampskibsselskab var særlig aggressiv, mere tilbageholdende, men det er alligevel ikke saa lidt dristigt ogsaa i denne Sammenhæng at tale om H. N. Andersens Samtykke til Ordningen, efter at han i Retsforhandlingen saa eftertrykkeligt som muligt havde afvist Glückstadts Paastand om, at der var truffet en Aftale om Bevillingen af et ekstraordinært Tilskud fra Soya-Kontoen.

H. N. Andersens Udsagn er absolut præcise og ikke til at misforstaa. I sin Forklaring den 14. April 1923 bemærker han: »Jeg har aldrig kendt den Konto eller de Personer, hvis Tab dækkes under den, og som logisk Følge deraf kan jeg heller ikke have givet noget Tilsagn i den Retning«. Og til Rigsadvokatens Spørgsmaal, om Etatsraaden da ikke havde givet noget Tilsagn om ekstraordinær Avance for at redde visse Personer ud af de Tab, de havde faaet, gentager han »Nej, for jeg har aldrig kendt de Personer, har ikke vidst, hvem de var, har ikke kendt noget til en saadan Konto. Det har aldrig været meddelt mig, at der var nogle Personer, som var i Nød og skulde hjælpes. Dengang drejede det sig ikke om Personer, det var Landet, det drejede sig om”. Tydeligere kunde de Glückstadt'ske Paastande jo ikke afvises, og man forstaar derfor, at Fru Glückstadt ikke gaar nærmere ind paa denne Side af Sagen.

Fru Glückstadt hævder for det andet, at Ringberg havde været berettiget til at overføre nødlidende Spekulationskonti, der tilhørte nogle af Bankens bedste Venner, til Februar-Kontoen. Han vilde jo blot deres Fordel og gik stadig ud fra, at det derved kun vilde dreje sig om en forbigaaende Foranstaltning, da han regnede med en Stigning paa Kurserne, som vilde

542

forhindre Tab. Hans Beregning i saa Henseende havde heller ikke slaaet Klik. Forfatterinden argumenterer meget spidsfindigt, at »Glückstadt maatte skønne, at disse (nødlidende) Konti - om ikke formelt, saa reelt ved den kompetente Direktørs Beslutninger, - var blevet Bankens paa diverse tidligere Tidspunkter« og derfor - saadan maa man resumere – ved positivt Udbytte maatte komme Kunderne til Gode, ved negativ Udgang maatte falde Banken til Last. Nota bene, naturligvis kun, forsaavidt Kunderne hørte til Bankdirektørernes nærmeste Slægt og Venner! Intet er derfor, efter Fru Glückstadts Opfattelse mere rimeligt end at Glückstadts Broder og Svoger senere paa Februar-Kontoen faar en meget stor Godskrivning for Bankens Regning; de havde, siger Fru GI., et gyldigt Krav derpaa, »fordi Ringberg paa deres Konti vitterligt havde handlet enevældig, idet han ikke blot forbød dem at sælge, men endog købte imod deres Ordre«. Hvoraf atter maa resumeres, at Fordelene ved en Bankdirektørs Dispositioner paa det her drøftede Omraade maa komme Kunderne til Gode, medens Tabene maa bæres af Banken, atter rigtignok med det Forbehold, at der her er Tale om Slægt og Venners privilegerede Konti. En herlig Moral, der ganske vis ikke fandt Medhold hverken hos Rigsadvokaten eller Dommeren. (Her sés der endda bort fra, at Hovedmændene i Spekulationen jo var d'Herrer Glückstadt, og Ringberg selv!)

Efter Fru Glückstadts Mening var det endvidere fuldt forsvarligt, at hendes Mand hverken vedrørende Dispositionerne i 1917eller i 1921 gav Bestyrelsen fuld Besked, fordi der blot var blevet skabt Uro om Banken, hvis han i Bestyrelsesmøderne den 7. Febr. 1917 henholdsvis den 12. Jan. 1921 havde gjort nærmere Rede for Forholdene. Hun indrømmer, at det begge Gange drejede sig om relativt store Øjebliksrisikoer - 1917 godt 2 MilI. Kr., 1921 ca. 4,6 Mill. Kr.; men alligevel, mangehaande Grunde maatte gøre det ønskeligt, at Bestyrelsen ikke erfarede nærmere om de foretagne Transaktioners Rækkevidde, 1) fordi Bankbestyrelsen jo alligevel maatte sank-

543

tionere, at juridisk og moralsk ugyldige Krav paa Privatpersoner frafaldtes af Banken, 2) fordi en Desavouering af Ringberg paa den ene eller anden Maade netop paa de nævnte Tidspunkter kunde være blevet skæbnesvanger for Banken og 3) fordi en Bestyrelse ikke var et passende Forum for Fremlæggelse af Navnelisten paa de Personer, Bankdirektørerne havde anset for særlig værdige til at blive beskyttet mod Tab. Dette mener altsaa Fru Glückstadt.

Den 14. April 1923 var Formanden for Bankbestyrelsen, Admiral Richelieu, i Forhandlingerne ved Østre Landsret blevet spurgt om nøjagtig de samme Ting og havde rigtignok fremsat et helt andet Syn paa Sagen. Rigsadvokaten gjorde her opmærksom paa, at Direktør Glückstadt ifølge egen Erklæring havde givet fyldestgørende Oplysninger vedr. Oprettelsen af den saakaldte Februar-Konto i Delegationsmødet den 7. Februar 1917, og at det var ganske utænkeligt, at Bestyrelsen ikke skulde have faaet Besked om, at det drejede sig om Differencer paa 2 Mill. Kr. osv.

Richelieu svarer:, Nej, efter min bedste Viden har Bestyrelsen ikke faaet Meddelelse om det.

Rigsadv.: Hvis nu Bestyrelsen har faaet Meddelelese om, at det drejede sig om Aktieopkøb paa det Tidspunkt, da Børsen skulde lukke, da der var Panik, paa 12 Mill. Kr., og at man skulde dække Differencen paa 2 Mill. Kr., tror De saa, Bestyrelsen vilde have sanktioneret det?

R.: Nej, saa tror jeg, det var bleven underkastet en Overvejelse, ubetinget, hvis det var bleven nævnt.

Paa samme Maade spørger Rigsadvokaten om det Indtryk, Richelieu havde faaet af de Oplysninger, GI. gav i Mødet den 12. Januar 1921. Ogsaa her viser det sig, at Bestyrelsens Formand ikke anede noget om Februar-Kontoens Eksistens, og at overhovedet intet Bestyrelsesmedlem havde anet noget om de foretagne Transaktioners Omfang og Rækkevidde, hvorfor de heller ikke havde forlangt nærmere Oplysninger. Vedrørende Direktør Glückstadts Erklæring om, at Banken havde bragt en Del mindre Konti, der udviste Underskud, ud af Verden, bemærker

Richelieu: Det ligger nærmere. Men det blev nævnt som noget, der var ganske uden Betydning, for man mente nærmest, det var noget, der var bragt ud af Verden af Banken, allerede før det blev nævnt paa Mødet,

544

og som derfor ikke havde nogen Interesse som andet end en Meddelelse, og saavidt jeg husker, blev der heller ikke stillet noget Spørgsmaal angaaende denne Sag. Man tog det som en Meddelelse om en Sag, der var, for at bruge dette Udtryk, bragt ud af Verden.

Rigsadv.: Det bringes ud af Verden ved, at Banken betaler 4,6 Mill. Kr.

R.: Ja, men det vidste vi ikke denne Gang, Hr. Rigsadvokat.

Rigsadv.: Nej, men det undrer mig, at De ikke spurgte om det der, for den Meddelelse, der gives, kunde jo nok trænge til nogle supplerende Oplysninger.

R.: Ja, men der var jo saa mange Ting paa Møderne, der blev talt om, saa man mente, det var en Meddelelse; meget var jo Meddelelse om Ting, som var passeret siden sidste Møde; efter Ordningen, jeg tror af 13. November 1919, skulde Direktionen frembringe for Bestyrelsen alt, hvad der var passeret af vigtige Sager siden sidste Møde.

Rigsadv.: Hvad vilde De have gjort, hvis De havde hørt Sandheden?

R.: Jeg vilde have spurgt, hvorledes det var kommet frem, og set at komme til Bunds i Sagen, og hvorledes det hang sammen.

Rigsadv.: Vilde De have ladet Banken overtage det, 4,6 Mill., for private Spekulanter?

R.: Nej, det vilde jeg ikke have gjort, Hr. Rigsadvokat.

Formanden: Men De har altsaa hverken ved Overførselen i 1917 eller i 1921 eller nogen af de andre Overførsler haft Forestilling om, at det var Bankens Midler, der blev benyttet til Dækning af Underskud?

R.: Nej, Hr. Landsdommer, det har jeg ikke haft. Jeg har aldrig hørt om det før i Juli, (1922), og jeg har aldrig hørt om Overførslerne før efter at den højtærede Bankkommission var nedsat.

HRS. David: Men hvis Midler skulde det være, man benyttede til at dække disse Underskud?

R.: Jeg vidste ikke, der var noget Underskud at dække.

HRS. David: Jo, det blev nævnt i Bestyrelsesmødet, at der var visse Underskud; det ene Sted siges der: Differencer, som er bragt ud af Verden, det andet ligefrem: Laanekonti, som udviste Underskud.

R.: Mindre Konti, som udviste Underskud, var bragt ud af Verden.

HRS. David: Ja, men gik De, Hr. Admiral, ud fra, at disse Laanekonti, som udviste Underskud, var bragt ud af Verden af andre end Banken?

R.: At de Papirer, som jeg antog maatte ligge til Grund for dem, var blevet overført til andre, og jeg synes, det var meget rimeligt, at

545

Banken kunde afsætte disse Papirer i 1917, da Papirerne jo stod højt og alle Mennesker jo vidste, at det var store Udbytter, der vilde falde paa D.F.D.S. og Ø.K. og Orient; det viste sig ogsaa kort efter, at D.F.D.S. betalte 35 pCt, Ø.K. 45 pCt, og Orient 65 pCt., hvis jeg husker rigtigt. Vi ved da ogsaa, at alle Veksellererne kendte de indre Værdier af Papirerne, De vidste, at Ø.K.'s og Orients Skibe sejlede meget lidt i Farezonen, de færdedes mest i andre Verdensdele, hvor Krigsforholdene ingenting havde at sige. De vidste ogsaa, at D.F.D.S. kunde dække sig for den Risiko, Selskabet var nødt til at være ude for for at vedligeholde Forbindelsen med England, ved Assurance, og den forhøjede Assurancepræmie kunde man dække sig for ved at sætte Fragten op. Det var det Synspunkt, der gjorde sig gældende hos os, der sad med alle de vanskelige Forhold i den Tid baade i D.F.D.S., hvor jeg var Formand, og i Ø.K., hvor vi diskuterede det Spørgsmaal, og jeg ser ingen Grund til, at der skulde være nogen som helst Risiko ved at overtage disse Papirer, der var taget til den Værdi, de havde paa Børsen, da den blev lukket. -

Saavidt behandlede Admiral Richelieu Situationen i Aaret 1917. - Da HRS. David senere spørger, om Admiralen ogsaa var gaaet ud fra, at de i 1921 opstaaede Underskud var bragt ud af Verden uden Bankens økonomiske Hjælp, svarer

Richelieu: Ja, jeg kunde ikke tænke mig, at man vilde sige, de var bragt ud af Verden uden at influere paa Bankens Overskud, hvis de ikke var bragt over paa andre Hænder, jeg kunde ikke tænke mig, at de var bragt ud af Verden paa den Maade, at de var sat over paa en anden Konto; det har jeg aldrig tænkt mig, før jeg saa det.

HRS. David: Saa var det i og for sig underligt, at man gav Meddelelse til Bestyrelsen om, at det var bragt ud af Verden, hvis det var Direktørerne, som privat havde gjort sig den Fornøjelse.

R.: Det var vist ingen Fornøjelse, men Direktørerne skulde meddele Bestyrelsen, hvad der var forefaldet af vigtigere Sager siden sidste Bestyrelsesmøde, og af den Grund antager jeg, det var, at Etatsraad Glückstadt, Direktør Ringberg eller en anden meddelte Bestyrelsen dette og pointerede, at det ingen Indflydelse havde haft paa Bankens Overskud. . .

Dette er en Hædersmands Tale, klare ærlige Ord, der vidner om anstændigt Sindelag og om Ansvarsfølelse, samtidig rigtignok ogsaa om slet dulgt Harme over det uhyrlige Bedrag, Bankens Direktører har tilladt sig overfor Bestyrelsen. Heroverfor staar Glückstadts positivt usandfærdige Erklæringer og hans Hustrus Forsøg paa at retfærdiggøre den Svig og det

546

Bedrageri, der er begaaet overfor Bankens mest repræsentative Forsamling, Bestyrelsen.

Efter at have forsvaret Februarkontoens Oprettelse o.s.v. paa den nævnte Maade, gaar Fru Glückstadt over til en Behandling af specielle Forhold, der staar i Forbindelse med denne Konto. Hun strejfer Sagen vedrørende Bendixon-Kontoen. Denne Konto var opstaaet ved, at Glückstadt under Krigen købte forskellige Værdigenstande som Møbler, Malerier og desl. i London, med Direktør H. Bendixon ved Bank of Northern Commerce i London som Mellemmand, for hvilke Betalingen foretoges over en i Landmandsbanken indrettet Konto: Bendixons Syndikat-Konto. De indkøbte Kunstgenstande o.s.v. solgtes senere her i Landet, men bragte tilsyneladende ikke fuld Dækning for Indkøbsprisen, saa der tilsidst resterede en Debet-Saldo paa Kontoen paa 69.000 Kr. Antagelig for at dække dette Underskud blev der senere oprettet en Spekulationskonto »H. Bendixon, London«, paa hvilken der hovedsagelig spekuleredes i Ø.P.-, Ø.K.- og D.F.D.S.-Aktier. Af denne Konto hævedes der den 3. Januar 1920 71.427Kr. 10 Øre, hvilket Beløb derefter tjente til Udligning af Debet-Saldoen paa førstnævnte »H. Beridixons Syndikat Konto«. Samme Dag som denne Overførsel fandt Sted, udbetaltes der til Glückstadt af Kontoen H. Bendixon 50.373 Kr. 61 Øre, og den 11. Februar udbetaltes yderligere 20.000 Kr. mod Glückstadts egenhændige Kvittering. Glückstadt har angaaende disse Transaktioner erklæret, at Spekulationskontoen var oprettet i Bendixons Favør, og at han har faaet udbetalt de hævede Beløb som Avance, og at han ogsaa var orienteret om, at der førtes en Spekulationskonto for ham. Dette benægtedes ganske kategorisk af Bendixon i en Skrivelse med følgende Ordlyd: »Jeg har aldrig i mit Liv haft nogen Aktietransaktion eller Spekulation med Hr. Glückstadt eller hans Befuldmægtigede i Landmandsbanken under nogen som helst Form. Jeg har aldrig modtaget Penge fra hans Bank eller fra ham for udviste Tjenester. Mine eneste Transaktioner med ham angik Køb for ham lejligheds-

547

vis af Kunstværker til Costpris, Ting af helt privat Natur.« Dette var rene Ord for Pengene. Men alligevel mener Fru Glückstadt, at der ikke er nogen Grund til at antage, at hendes Mand har beholdt de af Kontoen H. Bendixon hævede Penge, men simpelthen havde glemt, paa hvilken forsvarlig Maade der var bleven disponeret over de 50.000 og de 20.000 Kr. Han havde jo intet personligt Behov, siger hun, og til egen Fordel vilde han utvivlsomt ikke have hævet de 50.000 Kr. den 3. Januar 1920, da han netop denne Dag rejste til Paris og derfor slet ikke havde Brug for danske Kroner. Ja, saaledes ræsonnerer Fru Glückstadt. At iøvrigt de paa »Syndikats-Konto H. Bendixon« indbragte Aktier tilsidst overførtes til Februar-Kontoen med et Tab for Banken paa 648.000 Kr., nævnes selvfølgelig ikke af Fru Glückstadt, et Faktum, som jo aIligevel havde nogen Interesse, da Bendixon ifølge sine egne Erklæringer aldrig har anet noget om Konsortiet, altsaa heller ikke var Deltager, saa der er en vis Formodning om, at H. Bendixons Syndikats Konto førtes for E. Glückstadts, maaske ogsaa Ringbergs Regning!

Fru Glückstadt behandler derefter nogle andre Konti, som staar i Forbindelse med »Konsortiet af 1. Februar 1917«. Det drejede sig herved om Dækning af Tab, der var opstaaet paa d'Hrr. Direktørers egne Spekulationskonti og som, da det kom til Stykket, ikke overtages af Spekulanterne selv, men overførtes til Februarkontoen. Her er bl. a. Tale om »Konsortiet af 24. April 1918 A«, til hvilket der i Juni 1920 henlagdes for ca. 3 ½ Mill. Kr. Aktier, som Glückstadt havde spekuleret med i Konsortier hos Vekselererfirmaet Aug. Lunn. Paa dette Engagement opstod et Tab paa ca. 950.000 Kr., som dækkedes af Banken. Fru Glückstadt paastaar, at Ringberg i denne Sag har handlet imod hendes Mands udtrykkelige Ordre, idet Ringberg havde faaet bestemt Anmodning om at afvikle disse Effekter, men saa, til stor Bestyrtelse for Glückstadt, havde ladet Effekterne gaa ind paa Februar-Kontoen. Det paastaar altsaa Fru Glückstadt, og saa maa Erklæringen jo staa til Troende - thi:

548

in dubio pro reo. Paa en »Konto Trio for D.F.D.S. Aktier« og en »Konto Trio for Ø.K.«, der førtes hos Firmaet J. M. Levin med de to Landmandsbankdirektører samt Vekselererfirmaet (eller ogsaa Johan Levin personlig) som Tredjedelsdeltagere, opstod paa samme Maade Tab ifølge Kursnedgang, som dækkedes paa den ofte nævnte Maade, idet de paa Konsortial-kontiene henlagte Papirer overførtes til Februar-Kontoen. Ved den første af disse Konti overtog Banken gennem Konsortiet af 1. Februar 1917 et Kurstab paa 1.076.291 Kr. 70 Øre, og ved den sidste et Kurstab paa 85.846 Kr. 06 Øre, alt ialt altsaa henimod 1,2 Millioner Kroner. Ogsaa herom har Fru Glückstadt Forsvaret paa rede Haand, for her mener hun at vide ganske bestemt, at de nævnte Konsortialkonti for en Gangs Skyld førtes for Bankens Regning, ikke for Direktørerne. ”Men« - siger hun nemlig ordret - »om denne Konto er min Mand fuldt vis paa, at Ringberg selv har sagt ham, at den var Bankens, ikke Direktørernes«. Ja, og naar Manden erklærer det, maa det jo atter staa til Troende for alle og enhver; thi: in dubio pro reo. Ejendommeligt er det rigtignok, at Fru Glückstadt mener her at kunne se bort fra den Redegørelse, Bankkommissionens Beretning (Kbh. 1924) bringer i Bilaget S. 68 - 70; det fremgaar her af de i Vekselerer-Firmaets Kopibøger fundne Kopier af udfærdigede Notaer med tvingende Evidens, at d'Herrer Glückstadt og Ringberg var Deltagere i begge de nævnte Trio Konti. Naar Fru Glückstadt alligevel hævder det modsatte, maa det vel tages som Bevis paa, at der ifølge hendes naturlige Anlæg ganske aabenbart fattes hende Evnen til at erkende Sandheden eller at give Udtryk for det, som er sandt. Hun hævder iøvrigt ufortrødent Mandens Ret til at føre sin Bankbestyrelse bag Lyset med Hensyn til den her omhandlede Februar-Konto og vil vel ud fra samme Anskuelse kræve Ret for sig selv til at føre Godtroende, der ikke har Forudsætninger for at gennemskue en intelligent jødisk Kvindes rabulistiske Bevismetoder, bag Lyset ved sit Forsvarsskrift. Set med hendes Øjne, tænkt med hendes Sind, har Fru Glück-

549

stadt, af Slægten Rée, sikkert Ret. Den, der imidlertid har bevaret Sindet rent for jødisk Besmittelse af den ene eller anden Art, vil dømme anderledes; han vil ikke forvente nogen overvættes stor Sandhedskærlighed fra Jødens Side, men han vil for sig selv kræve Retten til at dømme frit og vil kræve Straf over dem, der lever paa Svindel og Bedrag.

Hvor Fru Glückstadt staar, er allerede vist i det foregaaende. Hvor uretsindig en Type hun er, har hun vist ikke blot i sin Kritik mod Undersøgelseskommissionen og Domstolene, men ogsaa i Behandlingen af de enkelte Anklagepunkters materielle Indhold. Ogsaa det Forsvar, hun fører med Hensyn til de øvrige Forhold i Dommen, som angaar Mandens bedrageriske Handlinger, er af samme Skuffe. Historien om ”Dansk Søfartsselskab«, henholdsvis »Konsortiet i Gorm Aktier«, hvorved der tilfalder Glückstadt en Andel af Gevinsten paa 469.275,68 Kr., er ligeledes i mange Retninger uklar, fordi Ringbergs Vidnesbyrd mangler. Fru Glückstadt gør overfor dette Forhold bI. a. gældende, at Banken ved Udbetaling af mere end 2 Mill. Kr. af Spekulationsgevinsten havde faaet mere end nok, og at en hæderlig Privatmand »næppe havde vovet at gengælde en anseelig Velgerning (!) paa over 2 Mill. Kroner med Mistanke og Mistænkeliggørelse for, at Velgøreren ved en Løgn havde forholdt ham en lille halv Million Kroner«. At Glückstadt havde retslig Krav paa den halve Million Kroner, han her tilranede sig, kan Fru GI. ikke bevise; men eftersom Manden i Forhøret den 7. April havde erklæret, at Gorm-Konsortiet ikke tilhørte Banken, skal man - mener Fru GI. - tro det, ifølge Principet: in dubio pro reo. Den samme Melodi igen i Sagen vedrørende Gummisyndikatet, hvor Glückstadts Fjerdeparts-Udbytte beløb sig til 1.711.459 Kr. 42 Øre. Hertil erklærede en af Deltagerne i Syndikatet, Direktør Madsen-Mygdal fra Ø.K., at det var Landmandsbanken selv, der havde faaet Tilbudet om at gaa med ind i Spekulationen og at Kompagniet altid kun havde kendt Landmandsbanken

550

som Deltager i dette Forhold. Glückstadt paastod imidlertid, at ikke Banken, men han selv var Parthaver, og - Fru Glückstadt kræver selvfølgelig paany, at man skal tro hendes Mand, ikke Madsen-Mygdal. Thi: in dubio pro reo. Da KabeIsagen behandles, i hvilken den Medanklagede Direktør H. P. Prior bliver ikendt Fængselsstraf, fører hun indirekte Forsvaret for sin Mand ved at skamrose Prior, som en af Industriens bedste Mænd, for hvilke ogsaa Industriforeningens to Ærespræsidenter Alexander Foss og Harald Bing havde sagt god. *) Alle Kneb gælder. Men ogsaa i dette Tilfælde maatte enhver Udenomssnak være ørkesløs, da Højesterettens Kendelse mod Glückstadts Medanklagede Prior paa 120 Dages Fængsel jo tilfulde havde vist, hvorledes Transaktionen i Kabelsagen rettelig var at bedømme. Hvor betænkelige Transaktionerne i denne Sag har været, kan man skønne, naar man bI. a. erfarer, at den saa radikale Jødeven Apoteker Alfred Benzon, ifølge Skrivelse fra Hr. Prior til Bankkommissionen af 21. April 1923, havde givet Udtryk for, at Prior burde refundere en ubillig Kursavance paa noget over 200.000 til sit Firma Nordiske Kabel- og Traadfabrikker med Vedføjende om: ». . . og forresten synes jeg ogsaa, at Glückstadt burde betale«.

Skulde man nu tro, at Fru Laura Glückstadt ved den ovenfor behandlede Argumentation i tilstrækkelig Grad har dokumenteret sin komplette Mangel paa Retsindighed, Sandfærdighed og Takt, tror man fejl. Hun er jo Jødinde, tilhører en fremmed Race med fremmede, os fjendtlige Moralbegreber, og savner som saadan enhver Forstaaelse for almindelige Folks Retsopfattelse. Hvilken Afgrund der skiller den hæderlige Menigmands Opfattelse af Ret og Sandhed fra hendes, det giver sig i endnu stærkere Grad tilkende dér, hvor hun er inde paa en mere almen Vurdering af de herhen hørende Problemer, altsaa giver Udtryk for sit mere principielle Syn paa Sagerne.

*) Jvf. ovenfor 4e, S. 510 flg.

551

Man tænke sig bI. a., at hun i absolut kategoriske Vendinger bestrider, at hendes Mand nogensinde havde været pengebegærlig!

Hun siger f. Eks. paa S. 10 i sit Skrift, at ”Penge har aldrig spillet nogen Rolle for ham, maaske fordi han var vant til at have, hvad han skulde bruge, og aldrig brugte mere end han havde«. Udtrykkeligt pointerer hun, at han efter Faderens Død 1910 arvede saa meget, at han var uafhængig stillet i økonomisk Henseende og allerede af denne Grund kunde bryde sig fejl om Pengene. »Forsømte han sine egne Penge, kunde han gøre det med let Hjærte og uden Frygt; for hans to Nærmeste var alene de baandlagte Arvemidler i Overformynderiet Betryggelse nok.« (S. 55) Dristigt paastaar Fru Glückstadt paa S. 53, at man jo ikke havde fundet Træk af Havesyge, selv i det mindste Format, hos hendes Mand. Og med patetiske Ord fortsætter Jødinden: »Forstod man da ikke af hans Liv, at han aldrig havde kendt Pengestræbet; var han ikke - saa øjensynlig - besjælet af stærkere Handlemotiver, der Aar efter Aar holdt ham langt borte fra den daglige Gerning med al dens overstrømmende Pengemuligheder?« Paa S. 47 fortæller hun dernæst, med særlige Udhævelser, at »netop den store Beskedenhed var et af hans Grundtræk« og paa S. 44 fremhæver hun ufortrødent, at han kunde tjene Penge, saa mange han vilde. Pengebegærlighed laa ikke for ham; thi »han havde jo i Overflod, - nok til de allerstørste Million-Gaver, - meget, meget mere end hans Helbred og Liv forslog til; og han havde den videste Adgang til at berige sig paa lovlig vis, - med Tantièmer, saa mange han vilde.« Og saa fortæller hun, hvorledes Glückstadt saa ofte havde givet Afkald paa store Beløb til Gunst for Banken, uden selvfølge-

552

lig med et Ord at røbe, hvilken Fordel det var for ham, at han kunde spekulere med sin egen Banks Kreditter, baade direkte og indirekte, og hvorledes han berigede sig paa Bankens Bekostning ved paa bedragerisk Vis at tilegne sig Bankmidler.

Man skal rigtignok læse saadanne Paastande to og flere Gange for at kunne tro sine egne øjne. Naar en Mand, der har en Bankdirektørgage paa 30.000 Kr. i 1920 og 84.000 Kr. i 1921, som ialt fra 1914 – 1921 tjener 294.000 Kr. i Gage og derudover 1.769.609 Kr. i Tantième, ikke kan give sig tilfreds med saadanne Indtægter, men samtidig driver de mest hasardiøse Børsspekulationer, kan han saa sandelig ikke gøre Krav paa at berømmes for Beskedenhed, endmindre frikendes for at være besjælet af Havesyge, Pengegriskhed o.s.v. Hvad var dog eIlers Motivet til, at Glückstadt gik med ind i de mere end 200 Spekulationskonsortier hos J. M. Levin & Co., i talrige andre Konsortier i Banken selv og i andre Vekseleretfirmaer, hvad var da Motivet til, at Glückstadt fra Tid til anden uden Skrupler indstrøg Gevinster ikke i Titusinder eller Hundredtusinder af Kroner, men til Tider Beløb paa mere end en Million Kroner, og hvorved han i største Omfang lod sin egen Bank direkte eller indirekte financiere disse Transaktioner; hvad var Motivet til, at han søgte at slippe bort fra de opstaaede Tab ved paa bedragerisk Maade at lade saadanne Tabsposter dække af Bankens Midler, hvad var Motivet til at han søgte at forskaffe sig Iedende Bestyrelsesposter indenfor et meget stort Antal af storindustrielle Foretagender, deriblandt Ø.K. og Transatlantisk Kompagni o.s.v. - hvad var da Motivet til alt dette, hvis det ikke var en ubændig Trang til at forskaffe sig uendelige Rigdomme og i Sammenhæng hermed en over Alt dominerende Pengemagt?

553

Sandelig, man skal være Jødinde for under saadanne Omstændigheder at ville bestride Berigelsesmomentet i Glückstadts Gerninger.

Og hvad den paastaaede »store Beskedenhed« vedrører, da havde Rigsadvokat Topsøe-Jensen saa sandelig Ret, naar han gjorde gældende, at Glückstadt »efterhaanden førtes til et efter danske Forhold meget luksuriøst Liv med Palæet i Amaliegade, Schimmelmanns Sølyst, Æbelø og Palæet i Paris«. Alt dette, mener Rigsadvokaten, med tilhørende Opkøb af kostbare Malerier og Bohaver, Juveler og andre Kostbarheder har kostet ham umaadelige Summer. Man skal vel være Jødinde for ikke at kunne forstaa Berettigelsen af saadanne Betragtnlnger, men alligevel at kunne tale om Glückstadts »store Beskedenhed« som Grundtrækket i hans Væsen.

Man tænke sig endvidere, at Fru Glückstadt Gang paa Gang taler om sin Mands ubetingede Sandfærdighed og Redelighed.

Hun hævder bI. a. paa S. 122 i sit Skrift, at hendes Mand »aldrig har talt nogen bevidst Usandhed«. Det stærkeste Forsvar for hendes Mand i denne Henseende er iøvrigt efter hendes Opfattelse givet i Overretssagfører Brorsons Ord, som hun citerer udførligt paa S. 42. Disse Ord fra Defensionens Side fortjener her at blive gengivet, fordi de viser, hvor blind man har kunnet stirre sig paa Glückstadts forlorne Autoritet.

Her siges: »Tilbage staar at nævne Glückstadts Egenskaber paa det moralske Omraade, hans Retsindighed i Betydning af at bøje sig for Andres Ret, og Respekten for Sandheden. I første Henseende har jeg aldrig hørt, at han er faldet for den Fristelse, der ligger for saa mange ledende og bankledende Personligheder: at fragaa eller bortforklare et givet mundtligt Tilsagn. Jeg har tværtimod Vidnesbyrd nok og giver mit eget med for, at man kunde stole paa ham. Det vil ogsaa

554

de betydende Mænd sige, der i Ind- og Udland har staaet ham nær og har bevaret ham deres fulde Tillid og Sympati i hans Ulykke, og som har kendt ham nøje. . . Hans uanfægtelige Sandhedskærlighed træder jeg ogsaa i Skranken for. Det har ganske vist behaget Dommeren i Forhøret den 9. April at bestride den, men ikke hverken paa Stedet eller senere at argumentere derfor.«

Mindre kunde vel ikke gøre det. Men hvor lidet troværdig denne Fremstilling er, derom vidner ikke blot den Komedie, Glückstadt sammen med sin Kollega Ringberg spiller indenfor Banken - for at skjule for Personalet, i hvilket Omfang og med hvilke Metoder de driver den vildeste Børsspekulation, derom vidner ikke blot de fingerede Kontiers Historie, den systematiske og infame Vildledelse af Bankbestyrelsen med Hensyn til Februar-Kontoens Indretning og Virkemaade o.s.v., men derom vidner ogsaa de talrige under Undersøgelsen og Domsforhandlingerne fremskaffede Oplysninger, der stod i skarpeste Modsætning til Glückstadts Erklæringer; her skal, for blot at nævne et særlig karakteristisk Eksempel, henvises til Bendixons ovenfor citerede Erklæring om de under hans Navn førte Spekulationskonti i Landmandsbanken. Kun et i Grund og Bund uredeligt Menneske kunde handle som Glückstadt gjorde det, og kun en Person af samme Race som han, der er gennemsyret af Talmudmoral, kan forsvare denne Storbedragers Gerninger. At Fru Glückstadt ikke kan se Brist og Mangler i sin Ægtemands Karakter, kan maaske ikke forbavse; hun er eo ipso gennem sit Slægtskabsforhold forhindret i at dømme objektivt. Vigtigt er selvfølgelig ogsaa, at hun dømmer som Jødinde og selvfølgelig aldrig vil desavouere sin egen Race. Men naar hun endelig forsvarer en saa bundraaden og skandaløs Sag som den,

555

hendes Mand maa gøres ansvarlig for, finder det selvfølgelig sin dybeste Forklaring i, at hun selv er konstitutionelt forIøjet og derfor ikke formaar at erkende, endsige anerkende, Modpartens Ret. Ligesaa lidt som man kan forlange af en Blind, at han skal skelne mellem Farverne, ligesaa lidt kan man forvente af en Kvindetype som Fru Glückstadt, at hun skal kunne skelne mellem Sandt og Usandt, mellem Ret og Uret: Hun bliver jo, hvad hun er, og hun argumenterer selvfølgelig saaledes, som det svarer til hendes Naturel.

Fru Glückstadts Forsvarsskrift vidner endnu i eet og andet om overspændt Selvfølelse. Hun er i saa Henseende den mest renlivede Repræsentant for Pengearistokratiet, der føler sig højt hævet over det jævne Folk og kræver for sig og sine en Særstilling indenfor Samfundet. Hun føler Racehadet, Hadet mod de foragtede Gojim. Hele hendes Bevisførelse bygger som nævnt bl.a. paa den Opfattelse, at der aldrig burde være rettet Anklage mod hendes Mand. Derved gør hun ved Lejlighed endog gældende, at der ikke fandtes Dommere i Danmark, der havde Forudsætninger for at kunne dømme i en Proces mod Glückstadt, da de ifølge deres, i Sammenligning med dennes Millionindtægt ubetydelige Indkomster, slet ikke kunde skønne rigtigt om en formuende Bankdirektørs Dispositioner.

I en (S. 46) mod Dommeren rettet Polemik bemærker hun desangaaende:

»Hvis Hr. Rump ræsonnerede dybere over de mange Uretfærdigheder i Verden, vilde han træffe denne, at en Bankdirektør kan have en Aarsindtægt, der er 6 eller flere Gange større, end hele Højesteret koster Staten. Hr. Rump vil ikke kunne paa Embeds Vegne kalde dette en Uretfærdighed; men han maa ifølge dette Misforhold i Indtægter se anderledes paa »Luksus og lignende« end Bankdirektøren, som nok kan samle paa adskillige luksuøse Værdier, hvis han ikke vil samle paa Sparekassebøger.«

Altsaa, Dommeren - og iøvrigt ogsaa Rigsadvokaten - burde efter Fru GIückstadts Opfattelse have afholdt sig fra at tale med om disse Ting. Millionærer har deres Opfattelse om Luksus og deslige og kan naturligvis ikke tillade, at nogle smaatskaarne og mindre velbeslaaede Jurister gør Opstandelse, fordi de Rige paa den ene eller anden Maade bortøder deres Midler, som det passer dem bedst. Ja, Fru Glückstadt er i det hele taget meget forarget over, at man har bebrejdet hende og hendes Mand, at de havde gjort sig skyldig i udfordrende Luksus, og at Pressen navnlig paa dette Punkt havde opagiteret en saa aggressiv Stemning mod dem. Hvor uforsvarlig maatte dog ikke saadan en Kritik være,

556

navnlig da den vakte Misundelse og Bitterhed i de brede Befolkningslag og over for den paastaaede Glückstadt'ske Luksus »holdt Stemningen i Kog og satte ondt Blod«. Hvad skulde Millionærerne gøre med deres Penge, hvis de ikke skulde flotte sig lidt for dem? Samle paa Sparekassebøger? spørger Fru Glückstadt. Vi er da vel ikke - mener hun underforstaaet - Pøbel, der sparer - hører da vel ikke med til Rakket, der maa holde paa Skillingen?

Den samme anmassende Selvfølelse ytrer sig, hvor Fru Glückstadt taler om Krisen i Efteraaret 1922. Hun begriber ikke, at hendes Mand i denne September-Maaned maatte opgive sin Direktørpost, og at Offentligheden fik Lejlighed til at beskæftige sig med Mislighederne i Landmandsbanken. Dristigt paastaar hun, at Katastrofen i Virkeligheden ikke fremkaldtes ved Bankdirektørernes letsindige Dispositioner, ved Aktiespekulationer og desl.; absolut ikke! Nej - fortæller hun S. 179:

»De Skridt, der førte til Ødelæggelsen, var Sagens Inddragning under og offentlige Behandling paa Rigsdagen, med Offentliggørelsen bI. a. af Bankinspektørens Beretning; September-Rekonstruktionen med Afskedigelsen af min Mand og den gamle Direktion; og Udnævnelsen af den nye Direktion, samt Nedsættelsen af »Undersøgelses-Kommissionen«.«

Altsaa: ikke Glückstadt er Skyld i Landmandsbankkatastrofen, men Rigsdagen, fordi den lod Sagen offentlig behandle; lod Bankinspektørens Opgørelse komme frem, o.s.v. Ja, det siger hun! Fru Glückstadt gaar derved yderligere stærkt i Rette med Parlamentarikerne, som havde benyttet sig af Forhandlingerne om Bankrekonstruktionen til at fremkalde en Regeringskrise, og paaberaaber sig herved Dr. Ussings Betragtninger, ifølge hvilke den i Virkeligheden golde uenighed indenfor Venstreministeriet vedrørende Hjælp til Landmandsbanken havde bidraget til at øge Spændingen paa Rigsdagen og at fremkalde den voldsomme Kritik mod Nationalbanken og Regeringen. Haanende knytter hun hertil følgende Bemærkninger:

»Under disse Forhold og med saadanne »ledende« Mænd er det vel næppe underligt, at de svigtede over for Gadens og Pressens Raab paa min Mands Hoved. Nu gjaldt det kun »sauve qui peut« og Tagen længst mulig Afstand fra min Mand.«

Saaledes søger Fru Glückstadt at vælte Ansvaret for Landmandsbankens Sammenbrud over paa Rigsdagen, der efter hendes Mening havde anset det for rigtigt at lefle for de brede Befolkningslags Hævngerrighed. Havde Rigsdagen holdt sig i Skindet og afstaaet fra at give Offentligheden nærmere Oplysninger vedrørende Katastrofens Omfang, havde man endvidere ladet Glückstadt beholde sin Stilling som den mægtige Bankdirektør, vilde efter Fru Glückstadts Opfattelse alt være gaaet i Orden. Thi udadtil, hos den internationale Kapitalmagt, havde hendes Mand jo

557

ikke tabt i Anseelse og Indflydelse. Hvad det betød, havde ogsaa Dr. Ussing erkendt, da han i sit ofte omtalte Værk om Nationalbanken S. 259 flg. bI. a. ytrede Tvivl om, om Landmandsbanken overhovedet kunde undvære Glückstadts Indsigt og udenlandske Forbindelser. Ja, dette Spørgsmaal har ogsaa Fru Glückstadt stillet sig selv, og hun kommer selvfølgelig til det Resultat, at hendes Mand netop af Hensyn til den udenlandske Bankverden - d.v.s. den internationale Højfinans! - nødvendigvis maatte blive paa sin Post. De internationale Finansmænd holdt selvfølgelig til Stadighed paa hendes Mand. Det havde fortæller hun, ogsaa tilfulde vist sig, da hun i Septemberdagene 1922 drog med sin Mand udenlands. Der troede man ikke paa hendes Mands Uduelighed og Uhæderlighed. Udtrykkelig bemærker hun: »Under vort Ophold i England og Frankrig i Tiden fra 4. til 17. September blev der overalt fra de ledende Kredse vist min Mand den største tillid.« Og hun fortæller ydermere, at efter Hjemkomsten havde Direktør Marcus Wallenberg fra Stockhohns Enskilda Bank paa hendes Mands Opfordring hele den 17. September 1922 været sammen med ham i Banken for at bistaa ham med Raad og Daad, men der havde desværre ingen haft Bud denne Dag hverken efter hendes Mand eller Vennen Wallenberg fra Stockholm.

Havde man altsaa lystret den internationale Kapitalmagts Paroler ogsaa i dette Tilfælde, vilde efter Fru Laura Glückstadts uforgribelige Mening endnu alting være gaaet godt. Saa kunde man ogsaa have sparet sig det, hun kalder »Undersøgelses-Kommissionen« - i Gaaseøjne o.s.v. o.s.v. Bedre véd hun ikke!

Hvor uforstaaende hun staar overfor Landmandsbankkatastrofens egentlige Aarsager fremgaar endelig bI. a. af, at hun atter og atter forsøger at paavise, at det er Indflydelser udefra, der har fremkaldt Sammenbruddet, og at det navnlig var Rygterne, der skabte Uroen om Banken og umuliggjorde Rekonstruktionen i Tide. Bankens uforsvarlige Finansieringsmetoder og Bankdirektørernes direkte og indirekte Medvirkning ved den forrykteste og forsaavidt helt igennem forbryderiske Børsspekulation mener hun altsaa at kunne se bort fra som Aarsag til Krak'et. Ligesaa mener hun, at selve Processen kun var et Resultat af, at Folket vilde have nogen at hævne sig paa, da Gulaschperiodens skæbnesvangre Følger viste sig. Hun kender selvfølgelig Moselovens Ord i 3. Bog, 16,15 om »Syndofferets Buk, som er for Folket« og mener, at den offent-

558

lige Mening slog ned paa Glückstadt, fordi Fangsten her var saare let og Valget af Syndebuk i 1922, i saa Henseende slet ikke var svært. Hun antyder ogsaa flere Gange, at Domstolene traadte i Aktion blot for at give efter for Folkets Stemning, den »vulgære Aand«, denne »Massesuggestion«, som krævede sit Offer. Ja, hun mener endog at maatte antyde, at det vel ogsaa »maatte være overmenneskeligt« for Højesteret ikke at følge med i Kølvandet og føre den Lønkammerjustits videre, der var paabegyndt i Landsretten. Hun vender sig derfor - som hun udtrykkeligt betoner i Slutningen af sit Skrift - imod »Syndebuk-Sindelaget« i det »letbevægelige danske Sind«. Hun vender sig med frække ironiske Betragtninger mod Rigsadvokaten, der ikke blot tillod, at »Lynchjustitsen« mod hendes Mand blev fremmet, ikke blot forholdt sig tavs overfor den i Offentligheden fremkomne Kritik mod Pengefyrsten, men ovenikøbet komplimenterede »det store og brede, ærlige danske Folk«. Godt forresten, at hun ogsaa naaede at faa dette sagt, for derved at dokumentere al den Foragt og alt det Had hun nærede overfor det brede, ærlige danske Folk, der ikke vilde føje sig under Højfinansens Pisk. Hvem kunde vel vente andet.

Det mest rabiate Angreb mod dette saa foragtede Folk retter Fru Glückstadt imidlertid i et af Indledningskapitlerne, hvor hun paaberaaber sig nogle af den norske fhv. Statsminister Chr. Michelsen fremsatte Ord for at klargøre, at alle var Skyld i Krigsaarenes Spekulation, og at alle havde ladet sig paavirke af Børsspillets farlige Tillokkelser. Ordret gentager hun efter Michelsen følgende Betragtninger:

»Alle har vi ligget under for et alt for optimistisk Syn paa Krigsværdierne. Alle har vi syndet, og vort Folk har næppe vist sig den Opgave synderlig voksen, som det blev stillet overfor. At bevare Balancen viste sig ikke at være vor stærke Side. Saa længe vi kunde opretholde vor Neutralitet, havde vi alle Betingelser for at komme gennem Krigen som det Folk, der havde tjent mest og tabt mindst paa den. Dog er intet Folk

559

gaaet saa ribbet ud af Krigen som vi. Det kommer af, at vi har forsømt at koncentrere os om vore naturlige Erhvervsgrene og kastet os ind i: ikke Spekulation, men Spil, den rene og vilde Hazard. Vi har udvist en vanvittig Optimisme. Dette er Folkets Forhold.«

Lad gaa, at disse Ord kan stemme for Norge, for Danmark gælder de ikke, og naar Fru Glückstadt drister sig til at argumentere med Michelsens Ord, gør hun sig skyldig i en utrolig Vildfarelse, ja, det som er værre: et Forsøg paa Vildledelse af den offentlige Mening. Thi det var ikke Folket, der kastede sig ind i Spekulationer, men det var Landets af Jødedommen beherskede Højfinans og dens lydige Redskaber i Rigsdag og Regering, der fremkaldte den vilde Spekulation, det var Mænd som Edvard Brandes, Max Ballin, Ove Ringberg, Herman Heilbuth, Frederik Salomonsen, Johan Levin, Eduard Rée, Harald Plum, Hugo Rothenberg o.s.v. o.s.v., som havde Ansvaret for de forrykteste Kapitaldispositioner og var med til at øde Landets Formue bort. Men forrest i denne Dans om den gyldne Kalv gik Emil Glückstadt, Finansminister Edvard Brandes mest betroede finansielle Raadgiver og Landets største Hasardeur! Dette Spil satte ind i København, indenfor de sammenspistes Klub, og bredte sig herfra som en Smitte inden for vide Kredse af Folket. Men her at tale om nostra culpa, prædike, at »alle har vi syndet«, er latterligt, thi hvis Jøderne i København ikke ved en taabelig Valuta- og Kreditpolitik ligefrem havde pisket Folket til at spekulere, vilde det vilde Spil om Børspapirerne, den vanvittige Forøgelse af Papirværdier, Overprioriteringen indenfor Landbrug og Industri o.s.v. under og efter Verdenskrigen aldrig være blevet til Virkelighed. Her kan der derfor aldrig være Tale om nostra culpa, men vel havde Fru Laura Glückstadt haft Grund til at tale om mea culpa, min Skyld, Jødens Skyld, hun havde haft Grund til at tale netop om Jøden, der var samvittighedsløs nok til ved Spil, den rene og vilde Hazard, at føre Landet ud paa Ruinens Rand. Dette var Jødens Forhold.

560

Naar der publiceres et Skrift om Emil Glückstadt kunde der endelig ogsaa have været sagt eet og andet om den Landsulykke, der opstod ved Landmandsbankens Sammenbrud, om den Fortvivlelse og Nød, der fulgte i dette Sammenbruds Kølvand for utallige hæderlige Mennesker, der havde ladet sig forlede til Hazard og Spil. Dog ikke eet Ord siges om disse Ting. Hvad gælder vel Folk og Land, naar jødiske Kapitalinteresser staar paa Spil. Fru Glückstadts Bog giver Svaret: Intet som helst!


Kontroversen om Zion _resumé

Kontroversen om Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 9

Dronte 9 - leder

Drontens hovedmenu