side 105

 


Den destruktive mission

 

Kapitel 17 i "The Controversy of Zion"

af Douglas Reed


Studiet af hundreder af bind, gennem mange år, bibragte mig efterhånden den erkendelse, at den essentielle sandhed i historien om Zion er blevet helt og fuldt opsummeret af Mr. Maurice Samuels énogtyve ord: "Vi jøder, ødelæggerne, vil for altid forblive ødelæggere ........ intet af det, som ikke-jøderne vil gøre, kan tilfredsstille vore behov og krav".

Når man hører disse ord, lyder de i første omgang opblæste og neurotiske, men øget kendskab til emnet afslører, at de er ærligt ment og omhyggeligt valgt. De betyder, at en mand, der fødes som- og fortsætter som jøde, modtager en destruktiv mission, som han ikke kan undslippe. Hvis han afviger fra denne "Lov", er han ikke en god jøde i De Ældstes øjne. Hvis han ønsker-, eller bliver presset til at være en god jøde, må han rette sig efter den.

Dette er grunden til, at den rolle, der blev spillet af de, som ledte "jøderne" ned gennem historien, nødvendigvis måtte blive destruktiv. Og i vor egen generation, i det tyvende århundrede, har den destruktive mission nået sin største styrke, med resultater, der endda endnu ikke fuldt ud kan forudses.

Dét er ikke kun en mening, som denne forfatter har. Zionistiske skriftkloge, frafaldne rabbier og ikke-jødiske historikere er enige om det destruktive mål. Det står ikke til diskussion blandt seriøse studerende af emnet, og det er muligvis det eneste punkt, hvorom der hersker fuldstændig enighed.

Al historie bliver præsenteret for jøden i denne form: At destruktion er forudsætningen for opfyldelsen af den Jødiske Lov og for den endelige jødiske triumf.

"Al historie" betyder forskellige ting for jøden og ikke-jøden. For ikke-jøden betyder det, tilnærmelsesvis, den kristne tidsalders optegnelser, og sådanne, som rækker længere tilbage, indtil de begynder at fortabe sig i legender og myter.

For jøden betyder det fortegnelsen over begivenheder i Torah-Talmud og i rabbinernes prædikener, og de når tilbage til år 3760 f.Kr., det nøjagtige årstal for Verdens Skabelse. Loven og "historie" er det samme, og der findes kun jødisk historie; fortællingen folder sig ud for hans øjne som en beretning udelukkende om destruktive bedrifter og om jødisk hævn, såvel i nutiden som for tre tusind år eller længere siden.

Gennem denne måde at fremstille tingene på klasker hele billedet af andre nationers liv sammen til næsten ingenting, ligesom papiret og bambusskelettet gør det i en kinesisk lygte. Det er sundt for ikke-jøden at prøve at betragte sin egen verden, nutidig og fortidig, gennem disse briller, og derved opdage, at hvad han altid regnede for at være betydningsfuldt, noget at være stolt af, eller skamfuld over, slet ikke eksisterer, undtagen som en sløret baggrund for Zions historie. Det er som at betragte sige selv gennem den forkerte ende af en kikkert med det ene øje, og Juda gennem et forstørrelsesglas med det andet.

For den rettroende jøde er jorden endnu flad, og Juda, dens retmæssige arving, er universets centrum. Den regerende sekt har, i vidt omfang, været i stand til at påføre Vestens store nationer denne teori om livet, lige som den oprindelig tvang Loven ned over judæerne selv.

Ordren "udryd" udgør selve fundamentet for den Lov, som leviterne udformede. Hvis den blev taget ud, ville det ikke være "Moseloven" eller den samme religion, der var tilbage, men noget andet. Befalingen om at "destruere" er kendetegnet. Den må have været bevidst valgt. Mange andre ord kunne have været anvendt; for eksempel: erobre, besejre, overvinde, underkue. Men destruere, ( også udrydde, eller udslette, red. ) blev valgt. Ordet blev lagt i munden på Gud, selv om det selvfølgelig var de skriftkloges valg.

Det var denne slags forvanskning, Jesus angreb: "at udgive menneskers befalinger for hellig lære".

Ordet optræder helt i begyndelsen af fortællingen, hvor det tillægges Gud direkte i det oprindelige løfte om det forjættede land: "Jeg vil .... udrydde alle de folk, som I skal komme til". Endnu inden dette er den første destuktions-handling allerede blevet tillagt Gud, i form af den første "hævn" over hedningene: "Jeg vil dræbe alle førstefødte i Ægyptens land.... og Faraos tjenere sagde til ham....ved du endnu ikke, at Ægypten er udslettet? (Anden Mosebog)

Fra denne begyndelse går påbudet "destruér" først gennem hele Loven, dernæst gennem al beskrivelse af historiske begivenheder. Destruktions-handlingen er nogle gange genstand for købmandshandel imellem Gud og det udvalgte folk: "Hvis....", "Så....."; enten tilbyder Gud at destruere, eller også beder det udvalgte folk ham om at destruere. I hvert enkelt tilfælde beskrives destruktions-handlingen som noget så fortjenstfuldt, at den kræver en betydelig tilsvarende tjeneste. Således:

"Hvis du ....gør, som jeg befaler, vil jeg være en fjende for dine fjender..... og vil udrydde alle de folk, som du skal komme til" (Anden Mosebog). (I dette tilfælde citeres Gud for at love destruktion til gengæld for "overholdelse". Blandt de allervigtigste "love og domme", der skal overholdes, er: "Du skal fuldstændig udslette alle de steder, hvor nationerne, som du skal eje, tjente andre guder" (Femte Mosebog).

Og omvendt: "Og Israel afgav et løfte til Herren og sagde, Hvis du vil bringe dette folk i vor magt, vil vi fuldstændig destruere dets byer. Og Herren hørte Israels stemme, og udleverede kanaaniterne til dem; og de udslettede fuldstændig dem og deres byer" (Fjerde Mosebog).

Som det vil ses, er købmandshandelen om "destruktion" i begge tilfælde betinget af levering og mod-levering fra folket og Gud.

Eftersom befalingen "udslet fuldstændig" rangerer højt blandt den ubøjelige Lovs principper, er enhver udøvelse af mildhed, eller anden brist i forhold til fuldstændig destruktion, en alvorlig juridisk overtrædelse, ikke blot en fejlbedømmelse. For netop denne forbrydelse (under denne Lov er det en forbrydelse, ikke kun en forseelse) blev Saul, den første og eneste sande konge over Israel og Judæa, afsat fra tronen af præsterne, og David, Judæas mand, indsat som konge i hans sted. Denne begrundelse for Davids ophøjelse er betydningsfuld, idet "verdens konge", som skal komme en dag, må være af Davids slægt. Den samme lære indskærpes gang på gang i Lovens bøger, især gennem den allegoriske massakre på midjanitterne, som danner afslutningen på Moses´ beretning ( Fjerde Mosebog).

Dette var fundamentet, som hele Loven, og al historie om den tid og senere tider, blev bygget på. Fra det øjeblik, da Israel afviste judæerne, og disse var overladt alene til leviterne, blev judæerne fremover regeret af et præsteskab, som forsikrede, at destruktion var Jehovas vigtigste befaling, og at de var guddommeligt udvalgte til at destruere. Således blev de det eneste folk i historien, der var specielt helliget destruktion, slet og ret. Destruktion som en følge af krig er et velkendt fænomen i hele menneskehedens historie. Men destruktion som et specielt fremelsket formål havde aldrig før været kendt, og den eneste kilde, som kan findes til denne enestående idé, er Tora-Talmud.

Hensigten var ganske tydeligt at organisere en destruktiv kraft. Heri ligger den dybe sandhed i Mr. Samuels ord fra vor egen tid.

Så længe en meget stor gruppe af mennesker, spredt blandt nationerne, underkastede sig sådan en Lov, ville deres energier nødvendigvis, uanset hvor disse mennesker befandt sig, blive dirigeret mod et destruktivt mål. På baggrund af erfaringerne fra årene 458-444 f.Kr., hvor leviterne, med persernes hjælp, spændte deres lov fast om et grædende folk, fødtes den nation, som lige siden har udført den katalyserende funktion at forandre omgivende samfund medens den selv forblev uforandret.

Jøderne blev de universelle katalysatorer, og de forandringer, de forårsagede, blev destruktive. Denne proces forårsagede store prøvelser for ikke-jøderne (som selv nedkaldte dem over sig ved deres underkastelse under den regerende sekt) og ingen virkelig tilfredsstillelse for jøderne (som arvede en trist mission).

Ikke-jøderne har overlevet og vil overleve. På trods af Daniel´ erne og Mordokaj´erne og deres nutidige efterkommere, er den "endelige afslutning" på disse nationer "hvortil jeg har ført Eder" længere borte end nogensinde.

Loven påbød specifikt det udvalgte folk at ødelægge andre folk, hvor iblandt Jehova havde "udspredt" dem, som straf for dets egne "lovovertrædelser"

For eksempel kan Anden Mosebog ikke anses for andet end en legende, som blev udsat for en præstelig ny-redigering i Jerusalem og Babylon, mange århundreder efter, at noget som helst, der lignede hændelserne, den beskrev, kunne have fundet sted. Derfor havde de skriftkloge ingen grund til at udstyre ægypterne med frygt for den destruktive hensigt, som næredes af gæsterne i deres midte. Når de altså alligevel gjorde dette, i det allerførste kapitel af Anden Mosebog ("Velan, lad os gå klogt til værks imod dem, for at de ikke skal blive for mange; ellers kan det hænde, når vi kommer i krig, at de går over til vore modstandere og kæmper mod os.... ") var det tydeligvis for at fæstne idéen om denne destruktive mission i sindet hos de mennesker, som de herskede over.

Her optræder for første gang den idé, at "folket" skulle slutte sig til dets værters fjender for at udrydde værterne. Da historien når frem til en mere eller mindre påviselig begivenhed (Babylons fald), bliver den fremstillet på en sådan måde, at samme opfattelse indpodes. Det bliver fortalt, at jøderne slutter sig til Babylons fjender og jublende byder den persiske indtrænger velkommen. Ødelæggelsen af Babylon bliver vist som en hævnakt, som udøves ene og alene for jødernes skyld. Denne hævn udstrækkes endvidere til en konge og denne konges dødsmåde (begge åbenlyst opdigtede, men brugbare som historiske fortilfælde).

Præsentationen af historie i Det gamle Testamente sluttes med næste hævnakt, denne gang mod de persiske befriere! Vestlige politiske ledere fra vort århundrede, der ofte smigredes af zionistiske gæster ved at blive sammenlignet med den gode kong Kyrus af Persien, jødernes befrier, havde muligvis ikke læst "Loven" opmærksomt eller opdaget, hvad der derefter skete med perserne. Ganske logisk måtte det efterfølgende blive persernes tur til at lide, fordi de havde jøder iblandt sig.

Til brug for denne allegoriske anekdote, blev en symbolsk hedensk "forfølger", Haman, skabt. Han rådgav perserkongen Ahasverus således: "Der findes et folk, som bor spredt og lever for sig selv iblandt folkene i alle dit riges dele; deres love er anderledes end alle andre folks, og kongens love holder de ikke. Derfor er det ikke kongen værdigt at lade dem være i fred" ( Esters Bog, kap. 3 ). Så vidt er Hamans ord ikke meget forskellige fra dem, enhver statsmand kunne anvende, og som mange statsmænd gennem århundrederne frem til vor tid, faktisk anvendte, i rådgivning angående det "adskilte" folk og dets enestående Lov. Men derefter tilføjer Haman, i følge Esters Bog :"Hvis kongen synes, lad der så udgå befaling til at udrydde dem", og kong Ahasverus giver ordren. (Haman er nødt til at tale sådan, og kong Ahasverus til at handle sådan, for at den påfølgende jødiske hævn kan finde sted.) Der går forordninger ud til samtlige provinsguvernører om, at alle jøder skal slås ihjel på én dag, "den trettende dag i den tolvte måned".

De senere skriftkloge, der sammensatte Esters bog, ønskede øjensynligt at variere temaet med den magtfulde jøde ved den fremmede konges hof, og opfandt Ester-figuren, den hemmelige jødinde, perserkongens favorit-hustru, der blev opdraget til at blive hans dronning. Ved Esters mellemkomst trækker kongen ordren tilbage, og får Haman og hans ti sønner hængt på den galge, som Haman havde rejst for jøden Mordokaj (Esters fætter og beskytter). Kongen giver også Mordokaj carte blanche, hvorpå Mordokaj instruerer guvernørerne i de "hundredesyvogtyve landsdele" fra Indien til Ætiopien, om at få jøderne i hver by til "at slutte sig sammen og værge deres liv og i hvert folk og hvert land at udrydde , ihjelslå og tilintetgøre alle væbnede skarer, som angreb dem, tillige med børn og kvinder, og at plyndre deres ejendele..."

Denne modordre var altså blevet givet, og nu "var der fryd og glæde blandt jøderne med gæstebud og fest" og (en detalje af interesse) "mange af hedningene gik over til jødedommen, thi frygt for jøderne var faldet på dem."

På den fastlagte dag "slog jøderne løs på alle deres fjender med sværdhug, drab og ødelæggelse, og de handlede med deres modstandere, som de havde lyst," idet de dræbte "femoghalvfjerstusinde" af deres fjender. Mordokaj beordrede så, at den fjortende og femtende dag i måneden Adar i fremtiden skulle være "gæstebuds- og glædesdage", og således har det været lige siden.

Øjensynlig var Haman, Mordokaj og Ester alle fantasifigurer. Ingen "kong Ahasverus" eksisterer historisk, omend et leksikon (muligvis p.g.a. ønsket om at puste liv i legenderne) siger, at Ahasverus "er blevet identificeret med Xerxes". I så tilfælde var han fader til kong Ataxerxes, som sendte soldater med Jeremias til Jerusalem for at påtvinge den racebaserede "Nye Pagt", og i så fald, videre, ville Ataxerxes have handlet på denne måde efter i sit eget land at have overværet, hvordan jøder lavede massakre på 75.000 persere!

Der kan ikke findes nogen historisk basis for fortællingen, og den har alle tegn på at være chauvinistisk propaganda.

Det forvirrende faktum bliver tilbage, at om end det blev opfundet, kunne det idag siges at være sandt i alle detaljer, idet Loven, grundlagt på sådanne anekdoter, er blevet tvunget ned over Vesten. I dag kan folk ikke "blive jøder" (eller kun sjældent), men et velkendt billede af vor tid gives i ordene "mange af hedningene gik over til jødedommen, thi frygt for jøderne var faldet på dem". I vor generation bliver de "zionist-sympatisører" ud fra samme motiv.

Hvilket vellignende portræt af en tyvende århundredes politiker i Washington eller London gives der ikke i passagen "og alle provinsernes stormænd, satrapperne, statholderne og kongens embedsmænd støttede jøderne, for de var grebet af rædsel for Mordokaj". Hvis hverken kong Ahasverus eller "Mordokaj siddende foran kongens port" i virkeligheden levede i året 550 f.Kr., er Mordekaj ikke desto mindre både virkelig og magtfuld i vort århundrede, og to generationers øvrighedspersoner (i 1956, nu 4, red.) har passet deres embede mere ud fra frygt for ham end ud fra omsorg for deres folks intereesser.

Det er vores nutid, der gør denne fjerne, utroværdige fortid så troværdig.

Umiddelbart virker Belsazzar og Daniel, Ahasverus og Mordokaj som figurer, der blev opfundet til brug for leviternes politiske program, ikke mennesker, der levede. Men.......... massakren på zaren og hans familie, i vort århundrede, blev gennemført efter kapitel 5, vers 30 i Daniels Bog; hængningen af nazilederne fulgte forskrifterne i Esters Bog, kapitel 7, vers 6 og 10, samt kapitel 9, vers 13 og 14.

Uanset om disse anekdoter er sandhed eller fabler, er de blevet vort århundredes Lov. De mest glædesfyldte festligheder i det jødiske år fejrer de ældgamle legender med ødelæggelse og hævn, hvorpå Loven er baseret: Mordet på "alle Egyptens førstefødte" og Mordokajs massakre.

Måske er det derfor endog sandt, at jøderne, kun halvtres år efter, at de var blevet erobret af Babylon, sørgede for dette kongedømmes udslettelse ved hjælp af Persien; og at de inden halvtres år efter at den persiske konge havde befriet dem, nu havde sat sig i besiddelse af det persiske kongedømme i en sådan grad, at kongens guvernører "fra Indien til Ætiopien", af frygt for jøderne gennemførte en pogrom på 75.000 mennesker, samt at død efter "Guds forbandelse" blev påført nærmere udvalgte "fjender". I så tilfælde gik det den persiske befrier en del værre i hænderne på disse tilfangetagne end det gik den babyloniske tilfangetager selv tidligere.

Mens denne beretning skrider frem, med dens uundgåelige hentydninger til "jøderne", er det vigtigt at huske, at der altid har været to tankeretninger i jødedommen, og citater fra vor egen tid kan illustrere dette.

En Chicago-rabbiner, Salomon Freehof - citeret af Bernard J. Brown, anså historien om Haman, Mordokaj og Ester for at være "essensen i hele det jødiske folks historie"; hvorimod Mr. Brown selv (også fra Chicago) siger, at Purim-festen burde standses og glemmes, fordi den i dag er "en parodi" på de festligheder, der var så modbydelige for de israelske profeter. (Purim var endnu ikke opfundet, da Esajas og Hoseas kom med deres følelsesfulde protester imod de "faste højtider" og "helligdage").

Mr. Brown skrev dette i 1933 og begivenheden i 1946, hvor nazilederne blev hængt på en jødisk helligdag viste, at hans protest var lige så virkningsløs som de ældgamle protester, han citerede. I 1946 sejrede, ligesom for syvogtyve århundreder siden, de synspunkter, som rabbiner Freehof stod for. De væsentlige træk i den begivenhed, der højtideligholdes med Purim-festen, er dem, der uden undtagelse går igen i tidligere og senere stadier af Zions historie: brugen af en ikke-jødisk regent til at udrydde ikke-jøder og til at effektuere den jødiske hævn.

Efter Mordokajs tid, hvor det Gamle Testamente ikke leverer mere historie, må den studerende vende sig mod jødiske autoriteter for at opdage, om også senere begivenheder bliver præsenteret for jøderne i det samme lys; nemlig som en række jødiske prøvelser, der måtte lides under "hedningenes" åg - og som altid førte til ødelæggelsen af den hedenske nation og til jødisk hævn.

Og et sådant studium fører rent faktisk til den konklusion, at al historie, helt frem til nutiden, netop ses sådan af sektens Ældste og præsenteres sådan for de jødiske masser. På samme måde som Egypten, Babylon og Persien, i Det gamle Testamente, kun eksisterer for så vidt de tilfangetager, undertrykker eller på anden vis tér sig over for jøder, som derpå hævnes af Jehova, sådan falder også alt andet væk i den lærdes præsentation af den senere historie. Rom, Grækenland og alle følgende imperier har kun liv og eksistens i denne beskrivelse i den grad jøders adfærd over for dem, eller deres adfærd over for jøder, giver dem eksistens.

Efter Babylon og Persien blev Egypten den næste nation, der måtte føle virkningen af den katalyserende kraft. Det jødiske samfund i Alexandria (der havde været stort selv før forstærkningen med flygtninge fra den babyloniske invasion), var på dette tidspunkt den største enkelte gruppe jøder i den kendte verden. Egypten var i så henseende i den rolle, som Rusland havde før 1914-1918 krigen og som USA har i dag. Jødernes indstilling, eller i hvert fald deres Ældstes indstilling, til Egypterne, var den samme som deres tidligere indstilling til perserne og til babylonerne.

Dr. Kastein siger først, at Egypten var "det historiske tilflugtssted" for jøder, hvilket lyder som en taknemmelig hyldest, indtil de følgende ord viser, at "et tilflugtssted" er et sted, der skal ødelægges. Han beskriver jødernes følelser for egypterne i vendinger, der meget ligner dem, som Anden Mosebog anvender i tilsvarende situation i jødernes tidligere "fangenskab", Han siger, at jøderne i Egypten "dannede et lukket samfund..... de førte et afsondret liv og byggede deres egne templer...... egypterne følte, at jødernes religiøse adskilthed viste, at de foragtede og vragede egypternes trosform". Han tilføjer, at jøderne "naturligvis" støttede persernes sag, fordi Persien tidligere havde hjulpet dem med at genetablere Judæa.

Således betød den kendsgerning, at Egypten havde ydet dem husly og var "det historiske tilflugtssted" ikke, at Egypten havde krav på nogen taknemmelighed eller loyalitet. Fjendskab imod værtsfolket antog form af støtte til Egyptens fjender, og vækkede derfor egypternes mistænksomhed: "Andre årsager til fjendtlighed var den beslutsomhed, jøderne udviste med hensyn til ikke at blive assimileret i folket omkring dem eller til at identificere sig med det land, der havde modtaget dem... Deres dybtfølte åndelige behov for at holde sig i forbindelse med hver eneste gren af deres nation, kravet om loyalitet over for hver eneste gruppe af deres eget folk, ligegyldigt hvor ubetydelig, måtte nødvendigvis påvirke ærligheden af deres statsborgerskab i en bestemt stat".

"Lige som i fordums tid i Babylon", konkluderer Dr. Kastein, udstrakte jøderne i Egypten "åbne arme" til den persiske erobrer. Og dog havde Egypten kun vist jøderne gæstfrihed.

Babylon, Persien. Egypten.....så kom Grækenland. I år 332 f.Kr. Grækenland besejrede Persien og det græske styre begyndte i Egypten. Alexandria blev den græske hovedstad. Mange alexandrinske jøder ville med glæde have fulgt Jeremias´ råd om at "søge byens fred". Men sektens og den den destruktive læres magt sejrede.

Dr. Kastein, sektens tro beundrer, siger om Grækenland og dets civilisation kun, at "det var intellektuelt blændende......men prototypen på alt, hvad der var løgnagtigt, grusomt, ærekrænkende, listigt, ugideligt, forfængeligt, bestikkeligt, grisk og uretfærdigt". Han affærdiger Grækenland som episode med de triumferende ord: " De alexandrinske jøder forårsagede opløsningen af den hellenistiske civilisation".

Babylon, Persien, Egypten, Grækenland.....Frem til begyndelsen af den kristne tidsalder var historien derfor, lige fra Skabelsen præsenteret for jøderne i deres hellige skrifter og af deres skriftkloge, som en ren og skær jødisk affære, der kun bemærkede "hedningene" for så vidt de greb ind i jødisk liv, og som en beretning om ødelæggelse af disse hedninge, i krig og fred.

Var denne beskrivelse sand med hensyn til begivenheder i den før-kristne tidsalder, og var den fortsat sand vedrørende senere begivenheder, frem til vor tid?

En følgeslutning fra vor egen generation, for hvilken den afgjort er sand, fører til, at den altid har været sand. I vor generation blev konflikter mellem nationer, selv om de fra starten syntes at angå emner, der lå milevidt fra noget jødisk spørgsmål, efter den babylonisk-persiske model, vendt til jødiske triumfer og jødiske hævnakter, således, at den ødelæggelse, der ledsagede dem, blev til opfyldelses-handlinger i forhold til Jødisk Lov, på samme måde som drabet på Egyptens førstefødte, ødelæggelsen af Babylon og Mordokajs pogrom.

Romerriget fulgte efter Grækenland, og da Romerriget voksede frem, delte Cicero tydeligvis den mening om jødernes rolle i opløsningen af den græske civilisation, som en Dr. Kastein tyve århundreder senere skulle udtrykke, for under retssagen mod Flaccus kiggede Cicero sig frygtsomt tilbage over skulderen da han talte om jøder; han vidste (sagde han), at de alle holdt sammen og at de vidste, hvordan de skulle ødelægge den, der gik imod dem, og han rådede til forsigtighed i omgangen med dem.

Fuscus, Ovid og Persius udtrykte lignende advarsler, og på Jesus´ tid sagde Seneca: "Denne kriminelle nations skikke vinder frem så hastigt, at den allerede har tilhængere i alle lande, og herved påtvinger de besejrede besejreren deres love". På samme tid kommenterede også den romerske geograf Strabo udbredelsen og antallet af jøder (som i vor tid ganske åbnelyst er så langt større end nogen statistik får lov at vise), idet han sagde, at der ikke fandtes noget sted på jorden, hvor de ikke var.

Grækenland og Romerriget skabte i følge det almindelige, ikke-jødiske synspunkt, blivende værdier, som Europas civilisation blev bygget på. Fra Grækenland kom skønhed, og der ligger græske fundamenter under al posesi og kunst. Fra Romerriget kom retssystemet, og romerske fundamenter ligger under Magna Charta, Habeas Corpus og menneskers ret til en fair og offentlig retssag, hvad der var Vestens største bedrift.

For den zionistiske lærde var Grækenland og Romerriget kun forbigående hedenske manifestationer, der var lige frastødende. Dr. Kastein siger hånligt, at i Romerriget "så Juda helt fra begyndelesen, ganske korrekt, kun en repræsentant for ikke-intellektuel, rå styrke".

I tre hundrede år efter Jesus levetid, forfulgte Rom de kristne. Efter omvendelsen af kejser Konstantin til kristendommen i år 320 e.Kr., blev det forbudt jøderne at omskære deres slaver, at holde kristne slaver og at gifte sig med kristne. Denne modsatrettede anvendelse af Jødernes Lov betragtes af Dr. Kastein som forfølgelse.

Efter delingen af Det romerske Imperium i år 395 blev Palæstina en del af Det byzantinske Imperium. Forbudet mod jøder i Jerusalem var kun blevet ophævet, efter at Romerriget blev overvejende kristent, så denne by kunne endnu have været tom for jøder, hvis det ikke havde været for kristendommens skyld. Da perserne i 614 førte deres krig mod Byzans ind i Palæstina, "flokkedes jøderne til den persiske hær fra alle sider" og de deltog "med en vildskab af mænd, der skulle hævne sig for tre hundrede års undertrykkelse" i "en kæmpemæssig massakre på kristne" (igen i følge Dr. Kastein, for hvem forbud mod at holde kristne slaver var forfølgelse, som nævnt ovenfor).

Entusiasmen for perserne døde hen efter hævnen mod de kristne. Fjorten år senere "var jøderne kun alt for rede til at forhandle med den byzantinske kejser Heraclitus" og at hjælpe ham med at generobre Jerusalem.

Så kom Muhammed og Islam. Muhammed delte Cicero´s og de andre, tidligere autoriteters syn på sagen. Hans Koran siger, ud over citatet, som tidligere blev nævnt: "Du vil med sikkerhed finde, at de mest voldelige af alle mennesker i fjendtlighed mod de sande troende, er jøderne og afgudsdyrkerne...."

Ikke desto mindre udviste Islam (i lighed med kristendommen) ingen fjendtlighed imod jøderne, og Dr. Kastein giver den et relativt godt skudsmål: "Islam tillod de vantro absolut økonomisk frihed og selvstyre......Jødedommen blev aldrig af kristendommen budt så fine muligheder for at blomstre".

Disse "muligheder for at blomstre" blev skaffet jøderne af Islam på europæisk jord, i Spanien, som tidligere fortalt. Dette var adgangen til Vesten, som Islam havde muliggjort for "de mest voldelige af alle mennesker". I kølvandet på den islamiske erobrer var den talmudiske regering flyttet til Spanien! (efter at kalif Omar havde indtaget Jerusalem i 637 og med sine hære var draget videre vestpå).

De visigotiske konger dér havde allerede udviklet følelser omkring jøderne i deres midte, som svarede til de, der var blevet udtrykt af Cicero, Muhammed og andre. En af de sidste af dem, Eurik, bad på Det tolvte Koncil i Toledo indtrængende biskopperne om "at gøre en sidste anstrengelse for at fjerne denne jødiske pest ved roden" (omkring 680). Herefter gik den visigotiske æra snart mod slutningen og den islamiske indtrænger etablerede sig i det sydlige og centrale Spanien i 712.

Dr. Kastein siger: "Jøderne leverede vagtposter og garnisonstropper til Andalusien". Professor Graetz beskriver mere fuldstændigt dette første møde mellem jøderne og folk af nordlig europæisk afstamning:

"Jøderne fra Afrika..... og deres uheldige religionsbrødre på Halvøen, gjorde fælles sag med den muhammedanske erobrer , Tarik ....Efter slaget ved Xeres i juli 711 og den sidste visigotiske konge, Roderik´s død, drog de sejrrige arabere videre og blev over alt støttet af jøderne. I hver eneste by, de erobrede, kunne de muslimske generaler nøjes med at lade en lille styrke af deres egne tropper blive tilbage, idet de havde brug for hver en mand til at undertvinge landet. Derfor betroede de byerne i jødernes varetægt. På denne måde blev jøderne, der indtil for nylig havde været livegne, nu herrer over byerne Cordova, Granada, Malaga og mange andre. Da Tarik viste sig foran hovedstaden, Toledo, fandt han den kun beskyttet af en lille styrke....Medens de kristne var i kirke for at bede for deres lands og religions sikkerhed, rev jøderne portene op for de sejrrige arabere og modtog dem med jubel, og hævnede sig således for de mange lidelser, de havde måttet bære... Også hovedstaden blev overgivet i jødernes varetægt af Tarik.....". Og endelig, da Musa Ibn Nossair, Afrikas guvernør, førte endnu en hær ind i Spanien og erobrede andre byer, gav også han dem i jødernes varetægt...."

Billedet er identisk med det, der har vist sig af alle tidligere historiske, eller legendariske, begivenheder, hvor jøderne var indblandet: en konflikt mellem to "fremmede" folk blev omdannet til en jødisk triumf og en jødisk hævn.

Jøderne vendte sig, nok en gang (som i Babylon og Egypten) imod det folk, som de levede blandt, og "rev portene op" for den fremmede indtrænger. Den fremmede indtrænger "afleverede" så herefter den by, han havde taget, til jøderne.

I krig er magten og kontrollen over hovedstaden og andre store byer sejrens frugter; de gik til jøderne, ikke til sejrherren. Kaliffens generaler tog sig åbenbart lige så lidt af Koranens advarsler som nutidige vestlige politikere tager sig af læren i Det nye Testamente.

Hvad angår "lidelserne", som jøderne således hævnede, erklærer professor Graetz specifikt, at den grusomste af dissse var nægtelse af retten til at holde slaver: "den mest undertrykkende af disse var indskrænkningerne i rettigheder, der berørte besiddelsen af slaver; fremover var det hverken jøderne tilladt at købe slaver eller at modtage dem som gaver"!

Hvis de arabiske erobrere havde regnet med taknemmelighed fra dem, de havde "betroet hovedstaden" og de store byer til, tog de fejl. Efter sejren sang Judah Halevi fra Cordova:

".....Hvordan opylde mine hellige løfter

så jeg indvielsen fortjener,

Mens Zion stadig er Romas træl

og jeg en arabisk tjener?

Som skidt jeg ansér Spaniens skatte

rigdomme og overflod,

Dog regner som pureste guld det støv

hvor engang vort tempel stod!"

Dette sindelag foruroligede kaliffens rådgivere på samme måde som det havde foruroliget de visigotiske konger, Muhammed og Romerrigets statsmænd. Abu Ishak fra Elvira talte til kaliffen i Cordova i vendinger, der atter bringer erindringen om Ciceros ord frem: "Jøderne..... er blevet mægtige herrer, og deres stolthed og arrogance kender ingen grænser..... tag ikke sådanne mænd som dine ministre..... for hele jorden råber imod dem; inden længe vil den skælve, og vi vil alle forgå..... Jeg kom til Granada og så jøderne regere. De havde delt provinserne og hovedstaden imellem sig; over alt var det en af disse forbandede, der regerede. De indsamlede skatterne, var lystige og gik overdådigt klædt, medens jeres klæder, kære muslimer, var gamle og udslidte. Alle statens hemmeligheder var kendt af dem; men det er dog dårskab at stole på forrædere!"

Men kaliffen fortsatte ikke desto mindre med at udpege sine ministre blandt de kandidater, der blev præsenteret af den talmudisle regering i Cordova. Den spanske periode viser måske klarere end nogen anden, at den jødiske udlægning af historien kan være nærmere sandheden end ikke-jødernes udlægning. For erobringen af Spanien viste sig afgjort at være mere jødisk end maurisk. Den formelle mauriske dominans fortsatte i 800 år, og til slut hjalp jøderne, i overensstemmelse med fortilfældene, spanierne med at smide maurerne ud.

Men den almindelige stemning imod dem var blevet for dybt mistroisk til at kunne dæmpes. Denne folkelige mistro rettede sig særligt imod de, der var conversos , eller marranos (omvendte, red.). Oprigtigheden af deres omvendelse blev ikke troet, og heri havde spanierne ret, for Dr. Kastein siger, at mellem jøderne og marranos bestod der "en hemmelig atmosfære af sammensværgelse". Tydeligvis blev der gjort brug af den talmudiske dispensation til at foregive omvendelse.

Trods denne folkelige stemning gjorde de spanske konger under den gradvise generobring, vanemæssigt jøder eller marranos til finansministre og udnævnte til slut en vis Isaac Arrabanel til bestyrer af statsfilnanserne med den opgave at rejse kapital til generobringen af Granada. De Ældste anvendte i denne periode det vigtige princip i Loven om at "låne til alle nationer og låne fra ingen", for Dr. Kastein noterer, at de gav "financiel hjælp" til det kristne Nord i dets endelige angreb på det muhammedanske Syd.

Efter tilbageerobringen udbrød den ophobede uvilje mod jøderne, som var skabt af de 800 år med maurisk besættelse og deres andel i den. I 1492 blev jøderne udvist fra Spanien og i 1496 fra Portugal.

Zionistiske historikere af i dag udviser et bemærkelsesværdigt had mod Spanien af denne grund og en fast overbevisning om en hævn fra Jehova, der endnu ikke er fuldført. Omstyrtelsen af det spanske monarki næsten fem århundreder senere og borgerkrigen i 1930´erne beskrives sommetider som afdrag på dette mellemværende. Denne opfattelse gik igen i de hovmodige ord, som Mr. Brandeis, dommer ved De forenede Staters højesteret, og en førende zionist, udtalte til rabbi Stephen Wise i 1933: "Lad Tyskland lide Spaniens skæbne! " Behandlingen af Spanien i de følgende århundreder, specielt dets lange udelukkelse fra De forenede Nationer, må ses i dette lys.

På det tidspunkt var der forløbet femten hundrede år af den kristne æra og begivenhederne havde tilpasset sig mønsteret fra den førkristne æra, som det var nedfældet i Det gamle Testamente, og den jødiske Lovs krav. Jøderne var under talmudisk ledelse i deres virkning på andre folkeslag fortsat med at virke som en destruktiv kraft.

"Fanget" og "forfulgt" ligegyldigt hvor de var (af deres egen Lov, ikke på grund af fejl hos de folkeslag de opholdt sig hos) var deres rolle altid den, som denne Lov befalede, at den skulle være: at "rive ned og destruere". De blev virkelig brugt af deres herskere til at "tilskynde til forstyrrelse" mellem andre, som Koranen udtrykte det, og gennem forstyrrelserne, der således blev tilskyndet, opnåede deres herskere magt over folket, skaffede hævn, understøttede fremmede erobrere og financierede mod-kampagner.

I alle årene var dette gjort på ordre fra de talmudiske ledere, og gang på gang var der jøder, der rejste sig mod dem for at protestere imod det. Men Loven var for stærk for dem. Der var ingen glæde eller indfrielse for jøderne i denne mision, men de kunne ikke undslippe den.

Ved slutningen af dette første møde med Vesten, efter otte århundreder, "spyttede landet dem ud".

Dette var øjeblikket, der var så afgørende for vor nuværende generation, og som et tidligere kapitel behandlede. Havde det ikke været for den hemmelighed, der var gemt dybt inde i Rusland, kunne dette have betydet enden på den katalyserende kraft.

Oplevelsen af denne udsmidning var meget slem for den gruppe jøder, der oplevede den, og de selv og deres efterkommere viste mange tegn på, at de accepterede betydningen, og med tiden ville finde en måde, hvorpå de kunne forblive jøder, og alligevel blive involveret i menneskeheden. Det ville have betydet afslutningen for den destruktive idé.

I stedet overlevede den destruktive idé og blev projiceret ind i verdens affærer gennem en ny gruppe mennesker, som ikke havde nogen fysisk nedstamning fra nogen hebræere, eller "børn af Israel", eller Judas stamme. De anvendte kun navnet "jøde" som tegn på troskab over for et politisk program. Det punkt, som nu er nået, med hensyn til at følge den destruktive idé gennem århundrederne, kræver en yderligere beskrivelse af disse mennesker (omtalt i kapitlet Den mobile regering).

Selv ved begyndelsen af de 800 år i Spanien (fra 711 til 1492) var jøderne dér (det største enkelte samfund af jøder) ikke længere Juda-efterkommere eller judæere. Selv ikke de kunne hævde at nedstamme rent fra Judas linie eller være af palæstinensisk afstamning. Professor Graetz siger om dem, at "Den første bosættelse af jøder i det skønne Hesperia fortaber sig i fortidens tåger", og han tilføjer, at jøderne dér "ønskede at gøre krav på meget gammel forhistorie" for deres forfædre, og derfor simpelthen hævdede, at "de var blevet transporteret dertil efter Nebukadnezars ødelæggelse af templet".

Gennem mange århundreder havde naturens processer og menneskets natur fremtvundet en blanding. Tanken om et folk, der var udvalgt til at herske i verden hen over døde fjenders kroppe, tiltalte primitive stammefolk mange steder. Den allerede omskårne araber kunne blive jøde og knap bemærke nogen forandring. Rabbinere i de nordafrikanske ørkener og byer var langt borte fra "centeret" og udvidede med glæde deres menigheder. Da de romerske kejsere begyndte at forfølge "hedenske religioner" kom judaisme aldrig ind under et almindeligt forbud. Derfor var der mange tilbedere af Isis, Baal og Adonis, som, hvis de ikke blev kristne, trådte ind i synagogerne. Den strenge lov om adskillelse af stammen kunne ikke på den tid gennemtvinges langt fra Babylon.

Således var jøderne, som kom ind i Spanien sammen med maurerne, racemæssigt allerede en blandet flok. I løbet af de 800 år i Spanien blev den racebaserede lære mere strengt gennemtvunget, idet "regeringen" var blevet flyttet til Spanien, og på denne måde tog den "sefardiske" jøde form som en specifik national type. Ved udsmidningen fra Spanien blev, som tidligere nævnt, regeringen pludselig omplantet til Polen. Hvad blev der på det tidspunkt af disse sefardiske jøder, der som de eneste muligvis havde bevaret et svagt levn af den oprindelige judaistiske eller judæiske afstamning?

Encyclopaædia Judaica er meget klar: "Sefarderne er efterkommerne af de jøder, der blev udvist af Spanien og Portugal og som slog sig ned i Sydfrankrig, Italien, Nordafrika, Lilleasien, Holland, England, Nord- og Sydamerika, Tyskland, Danmark, Østrig og Ungarn". Polen bliver ikke nævnt ; Den talmudiske regering flyttede dertil, men den store masse af sefardiske jøder fordelte sig i Vesteuropa. De flyttede vestpå, ikke østpå. "Regeringen" var pludselig adskilt fra folket og den store masse begyndte at opløses.

Encyclopaedia Judaica siger om de sefardiske jøder, der således blev spredt: "Blandt indvandrerne var mange som var efterkommere af- eller overhoveder for velhavende familier og som marranos havde indtaget fremtrædende stillinger i de lande, de havde forladt..... De betragtede sig selv som en højerestående klasse, jødedommens adel, og meget længe betragtede deres trosbrødre, som de så ned på, dem også således...... De sefardiske jøder tog aldrig del i sjakrende professioner eller åger, og de blandede sig ikke med de lavere klasser. Selv om de sefardiske jøder levede på venskabelig fod med andre jøder, giftede de sig sjældent med dem..... I moderne tid har de sefardiske jøder mistet den autoritet, som de i adskillige århundreder udøvede over andre jøder".

De sefardiske jøder bevægede sig altså hverken til Polen eller blandede sig med andre jøder, da de forlod den spanske halvø og spredte sig over Vesteuropa. De holdt sig reserveret på afstand, adskilt, "så ned på" andre, der erklærede at være jøder, og mistede deres autoritet. (Jødiske opslagsværker giver også besynderlige skøn over deres nedgang i andelen af jødesamfundet, fra en stor minoritet til en lille minoritet; disse forekommer umulige at begrunde biologisk og er formentlig ikke troværdige).

Det vil sige, at da "centeret" blev forflyttet, ændrede den menneskegruppe, i hvis navn den havde udøvet magt gennem totusinde år, pludselig sin karakter, som ved magi.

De jøder, som hidtil havde været kendt af verden, og som netop var dukket frem igen efter deres første sammenstød mellem Loven og Vestens folk, og som nu var i en eftertænksom tilstand , begyndte pludselig at miste magt inden for jødedommen og mindskes i antal!

Den talmudiske regering forberedte sig herefter på sit andet møde med Vesten fra et nyt hovedkvarter, plantet midt i et asiatisk folk, khazarerne, der var blevet omvendt til Jehova-tilbedelse for mange århundreder siden. Den herskende sekt skulle fremover operere gennem denne anderledes gruppe af mennesker. De var vilde typer, der ikke havde fået nogen belærende erfaring i Spanien.

I 1951 blev en NewYork-udgiver, der påtænkte at udgive en af denne forfatters bøger, stærkt frarådet dette af lederen af en jødisk politisk organisation. Han blev fortalt: "Mr. Reed opfandt khazarerne".

Men de jødiske autoriteter er enige med hensyn til deres eksistens og omvendelse, og de historiske atlas viser udviklingen af khazar-kongedømmet, som ved sin største udbredelse strakte sig fra Sortehavet til Det kaspiske Hav (omkring År 600). De beskrives som et tartarisk eller tyrkisk-mongolsk folk og Jewish Encyclopaedia fortæller, at deres chagan eller høvding, "sammen med sine stormænd og en stor del af sit hedenske folk gik over til jødedommen, formentlig omkring år 679".

Kendsgerningen attesteres gennem korrespondance mellem Hasdai ibn Shapnet, udenrigsminister for Abd el Rahman, sultanen i Cordova, og Kong Joseph af Khazarerne, dateret til omkring År 960. Jewish Encyclopaedia siger, at de jødiske lærde ikke nærede nogen tvivl med hensyn til ægtheden af denne korespondance, hvori ordet Askenazi for første gang optræder, som betegnelse for denne hidtil ukendte gruppe af "Østjøder", og som indikation på slaviske tilhørsforhold.

Dette samfund af tyrkisk-mongolske askenazim, var altså på alle måder, undtagen troen, forskellige fra de jøder, som den vestlige verden hidtil havde kendt, sefardim.

Den talmudiske regerings greb om de spredte samfund i Vesten, blev i de følgende århundreder løsere; men den regerede med dette nye kompakte samfund i østen med en jernhård magt.

Jøden med semitisk fysiognomi blev sjældnere og sjældnere (i dag er det typiske jødiske ansigt mongolsk af udseende, som naturligt er).

Ingen ikke-jøde vil nogensinde få at vide, hvorfor denne enkeltstående masse-omvendelse af et talrigt "hedensk" folk til jødedom blev tilladt, for tretten hundrede år siden. Var det et tilfælde, eller var disse Ældste i stand til at forudse enhver dødelig eventualitet? I alle tilfælde er det en kendsgerning, at da de sefardiske jøder blev spredt, og den destruktive idé, i Spanien, led sin største tilbagegang, lå denne reservestyrke lige parat, og til brug for den destruktive mission, var der tale om det bedst mulige materiale.

Længe før deres omvendelse til jødedommen havde khazarerne været fjendtligt stemte mod de immigrerende russere nordfra, som til sidst besejrede dem, etablerede det russiske monarki og accepterede kristendommen.

Da khazarerne konverterede, var Talmud komplet og efter at deres kongedømme kollapsede (omkring År 1000) forblev de undersåtter under den talmudiske regering, hvor al deres modstand imod Rusland blev styret af den talmudiske, anti-kristne Lov. Derefter flyttede de omkring i Rusland, specielt til Kiev (den russiske kristendoms traditionelt "hellige by"), andre lokaliteter i Ukraine, samt til Polen og Litauen.

Omend de ikke indeholdt noget judæisk blod, blev de under denne talmudiske ledelse til den typiske stat i staten i Rusland. De områder, hvor de forsamledes, under talmudisk ledelse, blev til centrene for den anti-russiske revolution, som udvikledes til "verdens-revolutionen". I disse landområder, og gennem disse mennesker, blev nye våben til destruktion udviklet, især til ødelæggelse af kristendommen og Vesten.

Disse vilde folk fra det dybeste indre af Asien levede inden for Talmud som en hvilken som helst jøde fra Babylon eller Cordova, og gennem århundreder "fulgte de Loven" så det en gang kunne lykkes, at de skulle "vende tilbage" til et "forjættet land", som deres forfædre formentlig aldrig havde hørt om, og således, at de derfra kunne herske over verden. I det tyvende århundrede, hvor Vestens politikere var helt optændt af dette vende-tilbage-projekt, havde ingen af dem nogensinde hørt om khazarerne. Kun araberne, hvis liv og land var direkte på spil, kendte til dem og forsøgte forgæves at informere Fredskonferencen i 1919 og De forenede Nationer i 1947.

Efter År 1500 faldt jøderne derfor i to adskilte grupper: de spredte samfund i Vesten, som var af sefardisk oprindelse og denne tæt sammenknyttede masse af talmudiske, slaviske, "jøder" i Østen. Tiden skulle vise, om det talmudiske center i fremtiden ville blive i stand til at skabe en lige så magtfuld destruktiv kraft ud af khazarerne eller askenazierne som den tidligere kraft, og om den kunne opretholde sit greb om samfundene i Vesten, med deres anderledes tradition og deres erindring om den iberiske udstødning.

Det var altså omkring År 1500, at den talmudiske regering flyttede fra Spanien til Polen, hvor den etablerede sig midt iblandt en gruppe "jøder", som hidtil havde været ukendt for Vesten, og hvor den samtidig løsnede sit greb om de sefardiske jøder, der herefter begyndte at svinde i antal og begyndte at opløses som en sammenhængende kraft (i følge de jødiske Ældstes opfattelse). Kun ca 450 år ( i 1956, red.) adskiller denne begivenhed og dette tidspunkt fra nutiden, hvor virkningerne af talmudisternes flytning til Polen har vist sig og dermed besvaret de to spørgsmål, der blev rejst i foregående afsnit.

Disse 450 år blev vidne til, at det synlige talmudiske "center" ophørte med at eksistere (i Dr. Kasteins ord) og at den destruktive idé kom ind i Europa i en ny form, som bar navnet "revolution".

De 450 år har oplevet tre af disse "revolutioner" (når vi kun medregner de vigtigste). Hver af dem var mere destruktiv end forgængeren. Hver enkelt af dem var genkendelig som arvtageren efter den forrige på grund af deres særtræk, og disse var igen de væsentligste særtræk ved den Jødiske Lov, som den findes i Torah-Talmud. Det væsentligste angreb rettedes i hvert enkelt tilfælde mod den retmæssige regering, nationen og kristendommen. Under Jødisk Lov er den eneste retmæssige regering Jehova´s og den eneste retmæssige nation er den, der udgøres af Jehova´s udvalgte folk. Under det talmudiske tillæg til denne Lov er kristendommen udtrykkeligt udnævnt som den vigtigste af de "andre guder", som de udvalgte ikke må "hore med". Og "destruktion" er, som vist, et af de vigtigste principper i denne Lov.

Da dissse revolutioner begyndte, blev det hævdet, at de var rettet imod "konger og præster" som de symbolske figurer for undertrykkelse. Nu, da konger og præsters magt er borte, men revolutionen er blevet et permanent fænomen, kan det ses, at dette var falske ord, kun valgt til at snyde "pøbelen". Angrebet var rettet mod nationer som sådan (hvor den myrdede konge i hvert enkelt tilfælde var symbolet) og mod religion (hvor ødelæggelsen af kirker var den symbolske handling).

Dette var genkendelige henvisninger til ophavsmændene. Torah-Talmud er den eneste oprindelige kilde til sådanne idéer, som efterforskning kan frembringe. "Han skal skal overgive deres konger i dine hænder og du skal ødelægge deres navn .... du skal fuldstændig ødelægge alle de steder, hvor nationerne, som du skal besidde, dyrkede deres guder". I selv samme øjeblik, da den talmudiske regering forsvandt af syne, efter at have placeret sig midt i et barbarisk, asiatisk folk, trængte denne ødelæggelsens trosbekendelse ind i Europa og påbegyndte sin ødelæggende fremmarch.

Disse tre revolutioner passede med og opfyldte den Jødiske Lov, som også det havde været tilfældet med de historiske begivenheder fra den førkristne tid, beskrevet i det Gamle Testamente, og igen med den kristne tidsalder op til udsmidningen af Spanien. Alle tre bærer, som slutresultat, det fælles kendetegn af en jødisk triumf. Blev de, helt fra begyndelsen, anstiftet, organiseret og anført af talmudisterne?

I så henseende er der stor forskel på de første to og den sidste. Talmudisk anstiftelse og kontrol med den engelske og den franske revolution kan ikke påvises, i det mindste ikke af denne forfatters efterforskning. I hvert enkelt tilfælde bar slutresultaterne de velkendte tegn på en jødisk triumf ("tilbagevenden" af jøderne til England; emanciperingen af jøderne i Frankrig), trods det, at det jødiske spørgsmål ikke i nogen af disse revolutioner havde været til stede i den offentlige bevidsthed som et emne af betydning fra begyndelsen. Så vidt det er muligt for den studerende at fastslå fra denne store afstand i tid, var anbringelsen af "det jødiske spørgsmål" på dagsordenen noget, der skete i løbet af revolutionerne. Og de jødiske Ældste, som fik held til at gøre dette, satte ikke rent faktisk revolutionerne i gang.

Det tredie tilfælde, den russiske revolution, er helt forskellig herfra. Den kulminerede i den største jødiske triumf og største jødiske hævn i historien, inklusive både det Gamle Testamentes historie og senere historie, og den blev organiseret, anført og kontrolleret af jøder, der var vokset op i de Talmud-kontrollerede områder. Dette er en kendsgerning fra vor egen tid, som er påviselig og uimodsigelig, og det er den vigtigste enkelte oplysning vedrørende hele Zions historie, som oplyser al fortid og som giver nøglen til al fremtid.

For vort århundrede, der frembragte denne begivenhed, har også oplevet, at ordet "revolution" blev givet en ny mening, eller rettere, blevet givet dets sande mening: destruktion uden ophør indtil Loven er opfyldt. Da ordet "revolution" først begyndte at blive almindeligt anvendt i Vesten, blev det anset for at betyde en begrænset ting: en voldsom opstand i et afgrænset område, forårsaget af særlige forhold dér på et bestemt tidspunkt. Uudholdelig undertrykkelse havde skabt en eksplosiv reaktion, nogenlunde som en kedel, der blæser låget af: Det var den folkelige forståelse, som var plantet i "pøbelen" af nogle Ældste, der vidste bedre.

Den russiske revolution afslørede, at revolutionen var blevet organiseret som en permanent ting: En permanent destruktiv kraft, permanent organiseret, med et permanent hovedkvarter og stab, og med verdensomspændende mål.

Det havde altså intet at gøre med tilstande hér eller dér, nu eller den gang, eller med lokal undertrykkelse. Revolutionen stod for destruktion som et mål i sig selv, eller som et middel til at fjerne al retmæssig regering i verden og i stedet sætte en anden regering, andre herskere. Hvem kunne det være andre end talmudisterne selv, når vi betænker den talmudiske karaktér af revolutionen i Rusland og de tydeligt talmudiske hensigter i "verdensrevolutionen"?

Hvad der blev stilet imod var ganske tydeligt den endelige opfyldelse af Loven i dens bogstavelige form: "Du skal regere over alle nationer, men de skal ikke regere over dig....Herren, din Gud, skal anbringe dig højt over alle jordens nationer".

Uden dette motiv ville de tre revolutioner aldrig have fulgt den udvikling, de gjorde. Og den udvikling, de fulgte, forudsiger udviklingen i fremtiden. De repræsenterer stadier i- og trin i retning af opfyldelsen af Loven, og igen kan det nævnes, at de, der som kong Kyrus eller den mystiske kong Ahasverus, så ud som betydningsfulde personligheder for deres tid, i dag fremtræder som rene marionetdukker i den jødiske histories store drama, altimens denne bevæger sig mod sin mirakuløse afslutning i Jerusalem.

Cromwell var en anden sådan personlighed. For den gennemsnitlige engelske skoleelev eksisterer han kun som den mand, der halshuggede en konge og bragte jøderne tilbage til England. Læg hertil massakren på præster ved Drogheda, som han pralede af (og som er en begivenhed, der ikke har sin lige i britisk historie), og hvad har vi tilbage, andet end en typisk marionet-figur i zionistisk historie, skabt udelukkende til at bidrage til at opfylde Loven?

Cromwell var en af de tidligste af de mange, der siden hans tid har kaldt sig gammel-testamentlige kristne, et udtryk, der dækker over anti-kristendom, eftersom man ikke kan tjene både Gud og Mammon, i følge den bedste autoritet. Han forbød højtideligholdelse af juledag, brændte kirker og myrdede præster, og var en kort overgang kandidat til den jødiske messias-værdighed!

Han var ved magten på den tid, da Sabbatai Zevi oppiskede de jødiske masser til et vanvid af zionistisk forventning og rystede den talmudiske regering til dens grundvold. Ja, måske var det talmudisternes frygt for Sabbatai Zevi, der frembragte den idé, at de kunne bruge Cromwell til at ødelægge ham med. I hvert fald blev jødiske udsendinge i al hast sendt til England for at finde ud af, om Cromwell var af jødisk afstamning! Havde deres undersøgelse givet positivt resultat, var Cromwell muligvis blevet udråbt som Messias, for han havde én egenskab, der var særdeles tiltrækkende for de Ældste: Hans hengivenhed for "total udslettelse". (Hvis en Messias nogensinde skulle blive udråbt, kan valget meget vel vise sig overraskende; da jeg var i Prag i 1939, prædikede en rabbiner, at Hitler var den jødiske Messias, så en bekymret jødisk bekendt spurgte mig, hvad jeg mente om dette.)

Cromwells stamtavle afslørede ingen afstamning fra David, ellers ville han formentlig kun have været alt for tilfreds med at spille rollen. Hans sværd-og-bibel ledsagere hævdede, at de ved deres blodtørstige gerninger opfyldte profetier, og at de ved at bringe jøderne tilbage til England udførte de indledende skridt for at frembringe Tusindårsriget. De foreslog endog, af den grund, at Cromwells statsråd skulle følge det gamle Sanhedrin som model, og bestå af halvfjers medlemmer! (Cromwell havde selv havde nogen foragt for disse, hans "Tusindårsrige-soldater", men som en praktisk politiker af den slags, som er blevet så almindelig i vort århundrede, holdt han af tale højttravende om "religiøs frihed" og opfyldelse af profetien, alt imens han jagtede præster og gejstlige til døde).

Hvad angår Cromwells virkelige mål, var dette at opnå de rige Amsterdam-jøders finansielle støtte (hele Vestens historie synes at være skabt ud fra det grundprincip i Jødisk Lov der påbyder at låne ud til alle nationer og at låne fra ingen). Mr. Buchan siger om Amsterdam-jøderne, at "de kontrollerede den spanske, portugisiske og meget af den levantiske handel... de styrede guldet; de hjalp ham med de vanskelige regerings-finansieringer". Rabbi Manasseh ben Israel fra Amsterdam (som havde forudsagt Messias komme og tilbagevenden af jøderne til Palæstina) kom til London, og sagen blev bragt i orden,

Manasseh ben Israels anmodning til Cromwell frembringer mindet omden slags argument, formelt respektfuldt og underforstået truende, som i dette århundrede blev brugt af Dr. Chaim Weizmann i hans forhandlinger med britiske premierministre og amerikanske præsidenter. Han bad om "adgang påny" til England for jøderne i første åndedrag, og hentydede så i dyster tone i det næste til Jehovas hævn, som ventede de, der modsatte sig sådanne anmodninger, hvorefter han sluttede med at beskrive de belønninger, der ville følge ved adlydelse. Billedet er meget lig det, der finder sted, når en New York zionist informerer en amerikansk præsidentkandidat i vor generation om, at han kun kan forvente "New York State stemmerne" hvis han bekender sig til at værne om den zionistiske stat, i krig og fred, med penge og våben.

Hvad der blev krævet af Cromwell var i virkeligheden, at han skulle udføre en offentlig underkastelsesgestus under den Jødiske Lov, ikke nogen "adgang påny" for jøderne, for de havde aldrig forladt England! De var på papiret blevet udvist, men de var blevet, hvor de var, og en formel legalisering af denne situation var, hvad der var påkrævet. Cromwell blev af offentlig modstand forhindret i at gøre dette (omend han, i følge en jødiske autoritet, Moses Margoliouth, blev tilbudt £500.000 for at sælge Englands største kristne monument, St. Pauls Cathedral, til jøderne, med Bodleian Library oven i handelen!)

Snart efter sluttede Cromwells korte mellemperiode (og alligevel insisterer den offentlige mening på at mindes ham som manden, der påny gav jøderne adgang til England!) og under dette første forsøg i Vesten vandt den destruktive idé ikke noget videre fæste. England var i stand til at opsluge sin revolution som om intet særligt var hændt, og at fortsætte på sin vej, om ikke opfrisket, så dog heller ikke i meget dårligere stand. Retmæssig regering blev straks genoprettet og religionen var ikke blevet skadet mere gennem dette fremmede ødelæggelsesforsøg end gennem den hjemlige træghed, som var begyndt at svække den på denne tid.

Ikke desto mindre var det nye fænomen, "revolution", trængt ind i Europa, og 150 år efter udsmidningen af Spanien dominerede "det jødiske spørgsmål" begivenheden.

Hvad der fulgte efter Cromwells mellemperiode fortjener en kort omtale på grund af den måde, den genindsatte konge blev anvendt for det jødiske formål, som om intet var hændt. Ved Cromwells død overflyttede jøderne deres financielle hjælp til Charles II, som kort efter sin tiltrædelse lavede de nødvendige ændringer der skulle til for at jødernes forhold i England blev formelt legaliseret. Det kom ikke til at hjælpe hans dynasti det mindste, for Amsterdam-jøderne financierede snart derefter William of Orange´s ekspedition imod hans broder og efterfølger, James II. Denne blev detroniseret og flygtede til Frankrig, hvorefter Stuart-dynastiet nærmest gik til grunde. Så svaret på spørgsmålet: "Hvem vandt?" i kampen mellem Cromwell og Stuarterne, ser ud til at være: "Det gjorde jøderne".

Efter 150 år slog revolutionen til igen, denne gang i Frankrig. Den så på dette tidspunkt ud til at være en separat, selvstændig revolution, men var den virkelig også det? Den havde de samme særlige kendetegn som den engelske revolution tidligere (og den russiske senere): Nationen og religionen blev angrebet under påskud af at stække "kongers og præsters" tyranni, og da det var gennemført, blev et meget skrappere despoti indsat.

På det tidspunkt, efter delingen af Polen, var den talmudiske regering netop "ophørt med at eksistere" (med Dr. Kasteins ord), men opererede tydeligvis fra sit skjul. Dens aktiviteter ville ikke være ophørt så pludseligt efter mere end 2.500 år. På grund af denne tilbagetrækning til ubemærkethed, kan nutidens student ikke spore hvilken rolle, om nogen overhovedet, den havde i at anstifte og organisere den franske revolution gennem dens tilhængere i Frankrig. Den russiske revolution, derimod, 120 år senere, afslørede direkte talmudisk-jødisk kontrol i et omfang, der aldrig tidligere havde været anelse om, og derfor var indflydelsen på de indledende faser i revolutionen i Frankrig måske i realiteten større, end historien nu fortæller.

Hvad der er sikkert er, at mens den franske revolution gærede, var den antaget at være for "menneskerettighederne" (som formentlig betød alle mennesker ligeligt), men da den gik i gang, kom "det jødiske spørgsmål", som ved magi, straks i centrum. En af revolutionens første handlinger (1791), var jødernes fuldstændige emancipation (ganske som loven imod "anti-semitisme" var en af de første handlinger fra revolutionen i Rusland).

Derfor antager den franske revolution, i tilbageblik, det udseende af en jødisk triumf i sin afslutningen, som var fællesnævneren for den engelske revolution og så mange andre voldsomme begivenheder i historien. Hvis den ikke i virkeligheden var det, så har "historien" gjort den til det. Antagelig forventede folkets masser noget ganske andet ved dens begyndelse (og hvad det angår, ligner de masserne, der deltog i de to tyvende århundredes krige).

Jødernes emancipering var et enkelt varigt resultat af en revolution, som kun opnåede meget lidt andet varigt og som efterlod Frankrig i en tilstand af åndelig apati, det aldrig siden fuldstændig er vågnet fra. Frankrigs historie siden revolutionen har været én lang mellemperiode, hvor det har eksperimenteret med næsten alle de regeringsformer, mennesket kender til, men uden igen at finde glæde eller stabilitet.

Fra Babylons fald til revolutionen i Frankrig har de herskende talmudiske jøder altid virket som en destruktiv kraft imellem de folk "hvortil jeg har drevet Eder". Dette var uundgåeligt, når man betragter den trosbekendelse, de tilsluttede sig, og den kendsgerning, at denne Lov tillige hver eneste handling i deres daglige liv. Under den Jødiske Lov kunne de ikke handle anderledes, og var ganske enkelt dømt til at forblive "ødelæggerne til evig tid": "Se, jeg har denne dag sat sig over nationerne og over kongedømmet, for at udrydde, nedlægge og ødelægge "

Historien om jøderne under denne kontrol var enslydende i Babylon, Persien, Egypten, Grækenland, Romerriget og Spanien, og kunne ikke være anderledes i betragtning af den enestående Jødiske Lov.

Det var dog ikke alle "jøderne", der skrev denne historie, det var heller ikke historien om alle "jøderne". Hvis dette forbehold udelades, ville det være det samme som at fordømme alle "tyskerne" for nationalsocialismen eller "russerne" for en i bund og grund fremmed kommunisme.

Modstand mod Loven om ødelæggelse har været gennemgående blandt jøderne, som denne beretning har vist. Alle steder og til alle tider har jøderne udvist en mere bitter protest mod denne ødelægger-skæbne, der blev påtvunget dem, end ikke-jøderne har udvist imod ødelæggelses-truslen, der var rettet imod dem.

Ordene "jøderne", hvor de end optræder i denne diskussion, må altid læses med dette forbehold.

Inden der var gået tre hundrede år siden forjagningen fra Spanien, var "det jødiske spørgsmål" således to gange kommet i centrum under voldsomme civile konflikter, som da de opstod, så ud til at være forårsaget af sammenstød mellem nationale interesser: revolutionerne i England og Frankrig (denne fortælling vil senere komme til den altoverskyggende sag: den russiske revolution og den jødiske andel i den.)

Efterspillet, der fulgte den franske revolution, frembragte en mand, som også forsøgte at løse "Balladen om Zion". Historien frembyder eksempler på at løse "det jødiske spørgsmål", med næsten enhver tænkelig metode, lige fra magt og undertrykkelse til formildelse, kompromis og kapitulation. De mislykkedes alle, og efterlod derfor dette spørgsmål uløst som en torn i siden på ikke-jøderne (og for den sag også i jøderne, som på en måde var i den situation, at de var sendt ind i verden med en burre anbragt under huden).

Den metode han valgte var den enklest tænkelige, og og huskes muligvis af denne åsag endnu med nogen forbitrelse af Zions ivrige tilhængere. Denne opkomling var nær ved at være for smart for dem!

Det mislykkedes for ham, tilsyneladende fordi dette spørgsmål overhovedet ikke kan løses af mennesker, men kun af Gud, i tidens fylde.

Manden var Napoleon, og hans forsøg må betragtes nærmere, inden vi går videre med studiet af den revolution, der frembragte ham.


Forside

Indholdsfortegnelse

Navne

Hele bogen

Den store plan

Biografi af Douglas Reed