Kriminalitet og ret

 

En uhyggelig glidning af begreber som ”kriminalitet” og ”ret” finder sted i disse år. Meningsforbrydelser, ”hate crimes”, ”anti-racisme”-love og love imod benægtelse af særlige historiske opfattelser griber om sig i hele Vesten. Samtidig forplumres begreberne om jurisdiktion, dvs. hvilket lands ret, der skal gælde. Det kan betyde, at en person i Danmark på et tidspunkt skal kunne udleveres til straf i f.eks. Tyskland eller Israel, hvor meningsforbrydelser straffes hårdt. Blot fordi en international konvention er blevet indgået, hvorefter man bare har at udlevere landets borgere, hvis et andet land får lyst til at straffe personen. Den slags urskovs-ret har aldrig kunnet vinde frem tidligere. Når danskerne en dag eventuelt stemmer ”ja” til bortfald af det danske retsforbehold – som meget smart har fået fjernet den del, der angik flygtninge, fordi danskerne aldrig ville have godtaget den del – forsvinder lov og ret ned i den store europæiske ideologi-suppe. Men også i USA, der traditionelt har håndhævet ytringsfriheden – den hele ytringsfrihed – som noget helligt – har ”Terror-pakker” – dér kaldet ”Patriot Act” for frækt at fuldbyrde perverteringen af lov og ret, bevirket, at der i disse år sker meget alvorlige indgreb i ytringsfrihed og andre frihedsrettigheder….  Her først et horribelt eksempel fra Canada…

 

Fængslet for sine meningers skyld.

 Kommer loven i forbryderhænder, ophører al civilisation

 Historikeren Ernst Zündel blev i februar arresteret i USA, anklaget for at være udeblevet fra et trivielt møde, og for derved have overtrådt en formalitet i immigrationslovgivningen. Han bestrider endda dette, og hævder at han havde fulgt alle formaliteter i afventning af behandling af sin ansøgning om amerikansk statsborgerskab. Han havde en amerikansk advokat med immigration som speciale, der har erklæret, at han skriftligt havde bedt immigrationsmyndighederne om et andet mødetidspunkt, og om dette er der anlagt flere retssager i USA af Zündel. Alt var i øvrigt lovlydigt i hans opførsel, og han boede stille og roligt i Tennessee sammen med sin amerikanske forfatterhustru.

 Men han havde i årevis arbejdet på at modbevise den jødiske udlægning af ”Holocaust” med de 6 millioner gassede jøder, og set det som sin mission i livet at genrejse det tyske folks ære og skaffe det retfærdighed især i dette spørgsmål. Han har skrevet frygtløst om zionisternes forbrydelser og løgne. Han er en meget effektiv aktivist, vedholdende og meget dygtig i sit arbejde. Det gør ham til en særdeles frygtet modstander af zionisterne og deres ”Holocaust-industri”. De har tidligere forsøgt sig med voldelige overfald, brevbomber og nedbrænding af hans hjem i Toronto. Og selvfølgelig en evig tilsvining i medierne. Intet stoppede ham. Og zionisternes brændende ønske om at se ham fjernet var blevet for kendt.

 Nu blev han så arresteret i sit hjem og ført bort i håndjern til et fængsel. Kort tid efter blev han transporteret videre over grænsen til Canada og sat i et fængsel dér, udvist af USA i tyve år. I Canada havde han, trods 42 års bopæl dér, og talrige forgæves forsøg på at opnå statsborgerskab, nu også mistet sin opholdstilladelse ved at være flyttet til USA. Han søgte asyl, fordi der ellers ventede ham en udvisning til Tyskland, som følge af hans tyske statsborgerskab. Dette ville formentlig betyde minimum fem års fængsel efter den tyske ”racismeparagraf”, som er langt strengere og urimeligere end den danske, men som ikke desto mindre må forventes indført også i Danmark på et tidspunkt, når det ”ændrede retsforbehold” lukker op for tysk strafferet, efter zionisternes brændende ønske. Under alle omstændigheder fik han en ganske anden, og skånselsløs behandling, end den der gives millioner af ligefrem illegale, ofte analfabetiske indvandrere i USA.

 Herefter startede en retssag om asyl i Canada eller udvisning til Tyskland, som endnu er i gang. Han anklages for at udgøre en sikkerhedsrisiko for den canadiske stat. Det støtter anklagemyndigheden på, at han skulle være en frontfigur for ”hvide racister” eller ”højreekstremister”, hvad han benægter. Denne sag trækker i langdrag, alt imens han nu har været holdt indespærret i knap et år. Formentlig kan han først vinde sin sag på argumentet om bl.a. regeringens forfatningsbrud, gennem hemmelig vidneførelse, ved at få den for Højesteret, om muligt. Det vil tage 2-3 år at få den dertil. I mellemtiden tyder alt på, at de canadiske myndigheder har planlagt at holde ham indespærret under usle, usunde og ydmygende forhold. Han er en herre oppe i tresserne med blodtryksproblemer, og muligvis håber zionisterne, som i ét og alt har stået bag dette groteske misbrug af lov og ret i Canada, at han vil dø i fængslet.

 Zionisterne har på den anden side ændret taktik og forsøgt sig med at påvirke regeringen i Tyskland ved at bede landet suspendere ”racismeparagraffen”, specielt for Zündel, for at undgå, at han blev en martyr ved udlevering til Tyskland. Så skulle han bare passe på fremover og ikke sige mere! Det er også blevet antydet, at han kunne ”købe sig fri” ved at overtale hustruen til at nedlægge sin hjemmeside, zundelsite. Hans og hustruens liv er i alle tilfælde ødelagt af disse uslinge. Zündel har selv set i øjnene, at han kan ende som martyr for sagen, og at han, trist nok, sådan kan få en langt større værdi for den, end om han vinder.

 De canadiske zionister har ikke skyet nogen midler for at få ham uskadeliggjort, han har kæmpet imod dem i flere berømte retssager, hvor det endte med, at Holocaust-emnet kom på anklagebænken og blev verdenskendt, anklaget som Holocaust-løgn. Han har en aktiv støtteskare verden over, og en passiv, der er mange gange større, og som efterhånden vil blive aktiv. Endelig en hustru, der med stor tapperhed og strålende evner kæmper for ham som en såret løvinde. (Hun har indrykket flere opsigtsvækkende helsides annoncer i The Washington Times, f.eks 25. september 2003, hvor bl.a. Zündels baggrund og den groteske behandling af ham beskrives – kan fås ved skriftlig henvendelse til Ingrid Rimland Zündel, 3152 Parkway, # 13, Pigeon Forge, TN 37863, USA, eller e-mail. Se nedenfor).

 Zündel er blevet et symbol i det verdensomspændende oprør imod overmagten fra de zionistiske undertrykkere. De skulle måske – og kun for deres egen velfærds skyld, som er det eneste, der formentlig kan appelleres til – overveje at ophøre med at pine denne familie, inden det går rent galt med deres omdømme.

 Zündels betydning for dette århundredes eventyr, den historiske revisionisme, kan dårligt overvurderes. Han har med sit mod, sit optimistiske, venlige væsen, sin utrolige vedholdenhed og faglige dygtighed, vist vejen for andre.

 Hans speciale har været ”Holocaust-revisionisme”, (hvor der findes et utal af andre emner for revisionister), og han har revet figenbladet af zionisternes ”Holocaust-industri”, især ved at udstille deres hovedbeviser som utroværdige i to meget omtalte canadiske retssager i 1985 og 1988.

 Måske bliver hans største forudsigelige virkning intet mindre end at nedbryde staten Israel. På hjemmesiden national journal tales der i artiklen ”The Zündel-Factor” om, hvordan ortodokse jøder verden over, i stigende grad, og med meget magtfuld jødisk støtte, f.eks. New York Times, ”… beder tre gange om dagen for, at den zionistiske stat vil ophøre med at eksistere” (Overrabbiner Moishe Arye Friedman, Wien, i National Zeitung, 7.6.2002). Kort fortalt er der ”uden Holocaust intet Israel” (Frankfurter Allgemeine Zeitung, 19.12.1997), og Israel ses af mange toneangivende jøder i dag som et meget uønsket udstillingsvindue for jødisk barbari, der ødelægger billedet af ”de forfulgte”, som endnu en gang flygter fra en tyran. Disse toneangivende jøder ønsker den gamle tilstand tilbage, hvor de uset trækker i trådene bag scenen. Så kunne jøder igen fremstilles som forfulgte, i stedet for som massemordere. Mange ledende jøder har i den seneste tid bidraget væsentligt til nedbrydning af Holocaust-industrien, således først og fremmest Norman Finkelstein med bogen ”Holocaust Industry”, men også Englands ledende jødiske journalist, forfatter og Holocaust-forsker, Gitta Sereny (The Times, London, 29.8.2001) og chefredaktør for Der Spiegel, Fritjof Meyer (”Osteuropa” 5/2002) har bidraget væsentligt til nedbrydningen af ”Holocaust”-historien. ”Vores egen” Herbert Pundik bidrager gang på gang – nødtvungent – til at vise Israel som den forbryderstat, den er (f.eks. Politiken, 4.1.2004 ”Hegnet gør Israel til en nation af fangevogtere”)

 National Journal- artiklen hævder, at en ny bølge af anti-Israel-aktivitet, der er ganske på linie med ortodoks jødedoms ønsker, er i støbeskeen verden over, og ser tegn på det i Simon Wiesenthal-Centerets og Tysklands opførsel i Zündel-sagen. Tyskland har ikke – som det givetvis ville have gjort for få år tilbage – sendt en særlig delegation over for at hente Zündel til straf i Tyskland, tiljublet énstemmigt af de tyske massemedier, og Wiesenthal- Centeret har direkte anmodet Tyskland om at bøje ”racisme-paragraffen” i Zündels tilfælde. En spændende udvikling. ”Zündel-effekten”, i sandhed en magtfuld herre.

 Professor Robert Faurisson, der selv er en institution i den historiske revisionisme, skrev i 1988 om ham: ”Zündel kan måske endnu en gang komme i fængsel for sin forskning og sine meninger, eller blive truet med udvisning.. Alt dette er muligt. Alt kan ske, når der er en intellektuel krise og en omgruppering af historiske opfattelser af en sådan størrelsesorden. Revisionismen er det store intellektuelle eventyr i slutningen af dette århundrede. Hvad der end sker, er Ernst Zündel allerede sejrherren.”

 Seneste:

Endnu ved årsskiftet 2004/2005 bliver Zündel holdt indespærret under umenneskelige vilkår i fængslet i Kanada. Uden at have gjort noget. Uden anklage, andet end den at udgøre ”en sikkerhedsrisiko” for Kanada. Med hemmelige ”beviser”, som forsvaret ikke må se. Med udsigt til deportation til Tyskland og fem års fængsel dér for en meningsforbrydelse, ”benægtelse af Holocaust”, hvor sandheden ikke kan benyttes som forsvar. Dette er den zionistiske fremtidsvision på juraens område. Zündels hustru og hans mange støtter verden over fortsætter kampen imod uretten, og visse fremskridt er sket i de forskellige retssager, der verserer. Vigtigst er p.t. nok, at en rapport fra USA's FBI er fremskaffet, hvori konklusionen af en undersøgelse er, at Zündel ikke udgør nogen trussel for landets sikkerhed. En formalitet i afgørelsen af hans opholdsstatus i USA, som var starten på denne affære, kan vise sig at blive til hans fordel. Den lov, der blev benyttet imod ham, viser sig at være udløbet kort tid forinden. Fru Zündel skifter taktik:”Z-grams”, som hun gennem ti år udsendte dagligt på internet, ophører, og filmproduktion o.lign. opprioriteres. Der er stadig brug for al den støtte, øonomisk og anden, hun kan få. (allerseneste: Zündel endelig fri efter SYV ÅRS FÆNGSEL, marts 2010, k.e.)

     ( af k.e. med bl.a. hjemmesiden www.zundelsite.org og national.journal ( se under ”Links”)som kilder – læs også om noget lignende vedr. David Duke, under ”Undertrykte nyheder/Zionisme”)

  

Racismeparagraf strammes til dansk niveau i Canada

 Det er nu imod loven i Canada at skrive eller sige ting, der kan virke stødende på homoseksuelle. Med stemmerne 141 for – 110 imod føjede Parlamentet ”seksuel orientering” til en allerede eksisterende lov imod at opildne til had imod mennesker på grund af racemæssig-, religiøs- eller etnisk oprindelse (AFP, 20. okt. 2003)

 

”Uret for alle”:

Ny rapport om juridisk lynchning af amerikanske dissidenter

 En ny specialrapport, som er gengivelsen af en tale, holdt af den berømte amerikanske forsvarsadvokat, Edgar Steele, på en revisionshistorisk konference, afholdt af American Free Press og The Barnes Review i fællesskab i juni 2003.

 Steele er en af de mest åbenhjertige og frygtløse advokater i Amerika – han vover at forsvare ”politisk ukorrekte” klienter, som er blevet dæmoniseret af massemedierne. I denne rapport beskriver Steele nogle af sine berømte sager og påviser, hvordan det amerikanske retssystem bliver manipuleret  af særinteresse-grupper med en fremmed, politisk dagsorden. 8 sider, 2 dollar, 40 cent/stk. ved 40 eller flere. Bestilles hos AFP, 1433 Pennsylvania Avenue SE, Suite 100, Washington, D.C. 20003, USA eller tlf. : 1-888-699-6397. (AFP, 27. okt. 2003)

 

FBI overlader undersøgelse af bombeterror mod amerikanere til Mossad.

 Da en mine den 15. oktober dræbte tre sikkerhedsvagter i en amerikansk bilkonvoj på diplomatisk mission i Gaza, fik palæstinensiske terrorister straks skylden. Selv om bombningen helt klart var skadelig for palæstinensernes sag, og selv om alle palæstinensiske grupper, inklusive de militante fløje i Hamas og Islamisk Jihad, havde nægtet  ansvar for den og fordømt den, fik de skylden, endnu inden nogen undersøgelse var sat i gang. Philip Wilcox, tidligere konsul i Jerusalem, udtalte til CNN: ”Der er ingen strategisk fornuftig grund bag dette. Det skader palæstinenserne mest af alle”. I et interview med BBC sagde den palæstinensiske præsident Yasser Arafat, at angrebet var en skammelig, beskidt og meget alvorlig handling rettet mod venner af det palæstinensiske folk. Han understregede, at denne handling var imod det palæstinensiske folks interesser, og at ingen palæstinensisk gruppe havde taget ansvaret. Det var klart, at Arafat anså bombningen for udført af kræfter, der var fjendtligt stemt imod forbindelse imellem USA og Palæstina.

 En palæstinensisk kilde har fortalt AFP, at bomben var skjult i vejen ud for en benzinstation, omkring 700 meter fra Eretz Kontrolpunktet imellem Gaza-striben og Israel. Kilden siger, at bomben kunne have været israelsk, da den lå i ”et åbent område, som er under israelernes observation… de kan kontrollere området fra mange punkter... selv om Beit Hanoun området i den nordlige Gaza-stribe juridisk set er palæstinensisk territorium, kontrolleres det af Israels militær.” Bomben blev detoneret ved fjernkontrol.

 Et team af FBI-eksperter blev straks fløjet ud, men tog ikke straks til Gaza. I stedet ville de overlade indsamlingen af beviser til israelerne, og selv lave analyserne, fortalte FBI i Washington.

AFP spurgte FBI, hvorfor israelsk politi skulle foretage de indledende undersøgelser, men fik intet svar. Det Hvide Hus blev spurgt, hvorfor palæstinenserne fik skylden inden nogen undersøgelse, og en højt placeret talsmand svarede, at det var fordi ”bombningen skete på palæstinensisk område” og havde ”kendetegnene” på et palæstinensisk angreb.

 Bombningen skete efter en uges massiv og hensynsløs ødelæggelse af palæstinensiske hjem og infrastruktur i Rafah, den sydlige ende af Gaza-striben. Siden udbruddet af det seneste palæstinensiske oprør for mere end tre år siden, er 50.000 hjem blevet knust eller ødelagt, i hvad en palæstinensisk talsmand kalder ”den største etniske udrensning siden slutningen af Anden Verdenskrig”.

 Amnesty International har fordømt ødelæggelsen af palæstinensiske hjem og kaldt det en ”krigsforbrydelse”. Internationale observatører i Gaza har beskrevet destruktionen som ”obskøn og pornografisk” – ”Dette er den mest pornografiske barbarhandling jeg i hele mit liv har set”, udtalte en FN-medarbejder, der inspicerede de ødelagte boligkvarterer. (AFP, 27.oktober 2003)

 Hjemme i USA, som er FBI's egentlige virkefelt, forfalder organisationens indsats imod kriminalitet. Dette er en følge af, at antiterrorisme er blevet højest prioriteret af alt. Hermed faldt undersøgelser af narkoforbrydelser, organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet, rapporterer justitsministeriet. FBI's program imod organiseret kriminalitet og narkokriminalitet mistede i perioden 2000-2003 758 agenter og FBI har undersøgt 17.000 færre sager.

(AFP, 8. nov. 2004. Se også ”Undertrykte nyheder/USA”)

 

Israels spioner og mordpatruljer

Skandalen, som den kontrollerede presse ikke vil røre

  Selv om Jonathan ”Jay” Pollard er den eneste israelske spion, der er blevet tiltalt og dømt for spionage i USA, er der adskillige andre kendte Israel-støtter (heriblandt to af de øverste i Bush-regeringen) der tidligere er blevet undersøgt for spionage til fordel for Israel. (De mange spionage-sager i efterkrigstiden med jøder indblandet, som f.eks. Rosenberg-parret), var som regel til fordel for kommunistblokken). Både vice-forsvarsminister Paul Wolfowitz og hans nærmeste stedfortræder i Pentagon, Douglas Feith, har været efterforsket af FBI, under mistanke for at have givet hemmelige dokumenter til Israel. Beskyldningerne imod Wolfowitz går tilbage til 1978. Feith blev fyret fra National Security Council i i 1982, i Reagans regeringstid, også mistænkt for spionage. Ingen af de to blev tiltalt. Også Wolfowitz' gamle ven og kollega, Richard Perle, endnu en af Bush's ledend rådgivere, blev efterforsket for spionage af FBI midt i 70'erne. Og endnu en ven og kollega til disse herrer, Stephen Bryen, var tæt på at blive tiltalt for spionage til fordel for Israel, men stærkt pres fra Israel-lobbyister fik fjernet anklagen. Israel har en stærk tradition for, eller dårlig vane med, at spionere imod sin ”allernærmeste allierede”, men de fleste spioner er ikke blevet forhindret i at opnå høje positioner i USA's administration. De er de ledende ”neo-konservative” krigshøge, der dominerer USA's udenrigspolitik i dag. Dette på trods af, at der findes patrioter i FBI og CIA, som forsøger at ryge dem ud som spioner. Nu, hvor USA i stigende grad bliver involveret i Mellemøsten, må disse forhold frem i lyset. Derfor har AFP i dette nummer indlagt en specialrapport ”Israeli Spy Operations on U.S. Soil”

 Pollard stjal alt, hvad der var værd at stjæle af Amerikas miltærhemmeligheder og gav dem til Israel. Han har, ifølge mange efterretnings- og militærpersoners bedømmelse, skadet USA mere end nogen anden spion i republikkens historie. Ikke desto mindre forsøger Israel og jødiske pressionsgrupper at få ham frigivet fra hans livstidsdom. Israel nægtede vedholdende under Pollard-affæren, at han arbejdede for regeringen.

 Hans ”føringsofficer”, Rafi Eitan, Israels tidligere legendariske spionchef, rejste uhindret ind og ud af USA mange gange i løbet af 2003. FBI fulgte ham overalt, men kunne ikke røre ham, da han rejste på israelsk diplomatpas. Han stod bag det opsigtsvækkende tyveri af et avanceret og hemmeligt EDB-program, PROMIS, som siden, med israelsk spionprogram vedhæftet, blev videresolgt til bl.a. adskillige efterretningstjenester. Eitans selskab LAKAM (i realiteten en afdeling i Israels forsvarsministerium) stod bl.a. bag tyveriet af tegningerne til det avancerede og højhemmelige stealth-bombefly. LAKAM's formål er at trænge ind i USA's tophemmelige programmer og få denne avancerede teknologi til Israel. (se tidligere ”Undertrykte nyheder” vedrørende Israels videresalg af hemmelig amerikansk militærteknologi til bl.a. Kina). Senest har FBI fulgt Eitan på hans rejser rundt i Silicon Valley og til det tophemmelige område for førende atom-teknologi, Alamos-området. FBI forsøger også at finde ud af, hvilken forbindelse Eitan har med selskabet Comverse Infosys, (med moderselskabet i Israel), der producerer aflytningssystemer til bl.a. USA's politi.  

(AFP, 10. jan. 2005)  

 

Clintons benådede ven topspion for Israel

 I Clintons sidste dage som USA´s præsident benådede han 140 kriminelle. Heriblandt en heroinhandler. Men den største forbryder, som blev benådet på Clintons allersidste arbejdsdag, er formentlig Clinton-parrets nære ven, den stenrige belgisk-fødte jøde og vigtige Mossad-forbindelse, Marc Rich. Han var anklaget for skattesvindel til 50 mio. dollar og for at have købt olie ulovligt fra Iran under gidselkrisen i 1979. Han bliver måske nu en tikkende bombe under Clinton-parret, og især Hillarys eventuelle forsøg på at blive USA´s præsident i 2008. Han var en af Mossads højest placerede agenter i USA. Det pinlige spørgsmål for Clinton-parret er, hvor meget de vidste om - eller anede – om mandens Mossad-tilknytning, der ikke har været offentliggjort før det nu sker i AFP. Foruden sit selvfølgelige israelske pas, rejser han nu på spansk pas, idet han har afsagt sit amerikanske statsborgerskab og i stedet taget et spansk. Indtil for nylig havde han også et boliviansk. Han bor i Zug i Schweiz i yderste luksus og under skarp sikkerhedsbevogtning. Han flygtede sammen med sin daværende kone, Denise, hertil kort inden anklagerne mod ham  i 1983. Der er ingen udleveringsaftale mellem Schweiz og USA, så FBI kan forhøre ham om hans hidtil hemmelige forbindelse med Mossad. Fra Schweiz deltager han stadig i Mossad-aktiviteter på højeste niveau. Således var det ham, Mossad-agenten Hanan Tanenbaum besøgte i vigtigt Mossad-ærinde, kort forinden denne blev bortført af Hizbollah-agenter til en ukendt skæbne.

 Han formodes i et MI6-dokument, fra Clinton-æraen, at kende identiteten på Mossad-agenten ”Mega”, den højest placerede hemmelige agent for Israel i USA. Han beskrives desuden i dokumentet som forbindelsesled for den magtfulde israelske lobby i dennes bestræbelser for at standse FBI-undersøgelser vedrørende ”Mega”.

 Rich spillede en nøglerolle i understøttelsen af Sydafrikas apartheid-regime og i den økonomiske voldtægt af Rusland efter Sovjet-tiden. FBI har sat ham i forbindelse med forskellige operationer til hvidvask af forbryder-penge. Det var som en person, der havde forbindelser til de rigeste finansmænd i Europa, Mellemøsten og Sydamerika, at Mossad havde størst anvendelse for Rich. Mossads brug af ham omfattede også fremskaffelse af falske pas for medlemmer af den russiske mafia. Indtil videre rejser 30 kendte medlemmer af diverse mafia-grupper på israelske pas. (American Free Press, 13. okt. 2003, 10.jan. 2005)

 

Et stort aktiv for hvem?

 ”Tilsyneladende uforstyrret af en undersøgelse af, hvor vidt AIPAC  lobby-gruppen har videregivet klassificerede oplysninger til Israel – en anklage, den afviser – har Det Hvide Hus givet organisationen en næsten uhørt adgang til topembedsmænd, lige fra Bush og vicepræsident Cheney og nedefter”, rapporterer den israelske avis Haaretz. ”Bush talte til American Israel Public Affairs Committee eller AIPAC, i maj og erklærede, at den 'tjente Amerikas sag'. Efterfølgende talte sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, der beskrev AIPAC som 'et stort aktiv for vort land', til gruppen den 25. okt. i Hollywood, Florida, i en af 2. nov.-valgkampens mest omstridte stater”. (Hendes mentor var tidligere udenrigsminister, Madeleine Albrights far, professor Korbel, en gammel jødisk top-agent for Lenins ”russiske” revolution, der som så mange andre revolutionære jøder flyttede deres virke til USA. Hun blev udenrigsminister ved starten af Bush' anden præsidentperiode, januar 2005. Læs også Douglas Reed The Controversy of Zion, især kapitlerne ”Det lille land langt borte”, ”Bevæbningen af Zion”, ”Den zionistiske stat” og ”Den jødiske sjæl”, oversat i denne Dronte,k.e.)

(AFP, 8.nov. 2004)

 

Mossads mordpatruljer invaderer Vesten

 Af Gordon Thomas for AFP

 En dræberkrig imellem Israels Mossad og tilhængere af Islam er kommet til Vesten. Det israelske efterretningsvæsen har sendt fire medlemmer af sin Kidon snigmords-afdeling til Storbritannien, hvor den skal slutte sig til de 15 katsaer, dens uforsonlige agenter i marken. Deres opgave lyder på at ”uskadeliggøre” så mange, de kan, af de ”nær ved 50” britiske muslimer, som den islamiske organissation, Al Muhajiroun har sagt er parate til at udføre selvmordsaktioner magen til de tidligere i Tel Aviv. En Al Muhajiroun-talsmand, Asif Butt, fortalte, at de 50 var forberedte og klar til at drage afsted”.

 Mossad sendte sin egen snigmordspatrulje for at eliminere trusler imod Israel, synagoger eller andre jødiske institutioner i England. Sammen med dem kommer Mossads yahalomin – specialister i at aflytte telefoner og bygninger.

 ”På 'Mossad-sprog' betyder 'uskadeliggøre' at fjerne dem permanent”, sagde en MI5-kilde dystert. ”Vi ved fra tidligere erfaring, at Kidon kan få mord til at se ud som et uheld. Det er deres specialitet.”

 Mossad, Israels primære efterretningstjeneste, formelt kendt som Mossad le Aliyah Beth,  har omkring 1.500 fuldtidsansatte. Under 100 af disse er agenter i marken, men organisationen har en stab af meddelere, som anslås til én million, blandt den jødiske Diaspora.

 Kidon er Israels statsautoriserede mordpatrulje. Den har sin base i Negev-ørkenen, og dens nuværende styrke siges at være på 48, hvoraf seks er kvinder. Alle er sidst i tyverne og i perfekt fysisk form. De arbejder sædvanligvis i grupper på fire.

 Mossad arbejder ofte uden for loven i England, eller et hvilket som helst land.

 Gennem tiden har efterretningstjenesten myrdet terrorister på gaderne i Paris, Frankfurt, og andre europæiske byer. Den har til gengæld mistet over 100 agenter i de sidste 50 år. Der er rejst et mindesmærke, formet som et menneskes hjerne, for dem i en forstad til Tel Aviv. I England må de ikke anvende skydevåben eller sprængstoffer. Men de er bevæbnede med lang- og kortbladede knive og klaverstenge til at strangulere folk med. De er også trænet til at indpasse sig i et fjendtligt miljø.

 Det er kendt, at Israels premierminister, Ariel Sharon, har ”godkendt” mord på et antal terrorister, som ikke kunne bringes for retten i Israel.

 Ikke siden Mossads kidnapning af Mordechai Vanunu, israeleren, der sladrede om Israels atomvåbenprogram, har Mossad opereret så talrigt i England. Margaret Thatcher beordrede deres aktiviteter lukket i 1987, efter Vanunu-sagen. Han blev lokket med sex af en kvindelig Mossad-agent og blev i bedøvet tilstand bortført til Israel, hvor han siden har afsonet en livstidsdom.

 ”Der har altid været et had-kærlighedsforhold til det britiske efterretningsvæsen”, fortæller Mossads tidligere chef for operationer, Rafi Eitan, der har arbejdet hemmeligt i England, ”men efter selvmordsbomberen i sidste uge, er det historie”. Nu arbejder MI5 og Mossad i fælles sag sig sammen dybt ned i den islamiske fundamentalismes verden. Mossad-gruppen vil stort set arbejde efter deres egne regler.

 ”Den regel, der gælder frem for alle andre er: dræb eller bliv dræbt. Det er derfor Kidon-folkene er her. De kan få et mord til at se ud som den mest perfekte ulykke”, sagde en israelsk efterretningskilde.

 (Gordon Thomas, AFP, 10. nov. 2003 – Thomas har bl.a. skrevet bogen ”Gideons Spies” om Mossad, og får stadig interne oplysninger fra nuværende og tidligere Mossad-agenter)

 

Mord pletter Israels historie

  Af journalisterne på AFP

 Uddannede mordere, der arbejder for Israels efterretningstjeneste, Mossad, er sørgeligt berømte for en serie vidt udbredte fiaskoer, hvor uskyldige mennesker er blev dræbt i udspekulerede mordaktioner. Her beskrives én enkelt af disse:

 Efter kidnapningen og mordene på 11  israelske atleter under De Olympiske Lege i München i 1972, udførte Israels Mossad en række mord på de påståede ”Sorte September”-terrorister og ledende PLO-funktionærer rundt om i Europa, mennesker, som det mente havde været delagtige i angrebet på en eller anden måde.

 Den 21. juli 1973 skød Mossad, i Lillehammer, Norge, ved en tragisk fejltagelse, en uskyldig marokkansk tjener ved navn Ahmad Bouchiki (eller Bouchikhi). Mossad-morderne troede, de havde fundet frem til Ali Hassan Salameh, med tilnavnet ”Den Røde Prins”, som Israel anklagede for at have planlagt de skrækkelige mord på atleterne. Morderne fulgte den mistænkte i nogle timer og skød ham så ned, foran hans gravide kone, da han og konen var på vej hjem fra biografen.

 Fem af de 15 agenter blev stillet til regnskab og blev dømt til fem års fængsel, men senere benådet.

Lederen af de israelske mordere var Mike Harari. Denne veteran-agent for Mossad blev senere våbenhandler i Latinamerika og nær rådgiver for Panamas diktator, Manuel Noriega, som hjalp CIA med at indføre narkotika til Amerika.

 Harari anses for at være ansvarlig for mord på mange mennesker, heriblandt videnskabsmanden Gerald Bull, Oberst Nick Rowe og Oberst Edward P. Cutolo.(AFP, 10. Nov. 2003)

 Detaljerede beskrivelser af- og anklager rettet imod Mossads mordaktioner og andre kriminelle handlinger findes i den afhoppede Mossad-agent, Victor Ostrovskys to bøger ”Ved hjælp af bedrag” (1990, Samlerens Forlag) og ”Kampen om Mossad” (”The Other Side of Deception”,udkom aldrig på dansk, men på norsk, 1994, Forlaget Aventura, ISBN 82-588-1027-8). Ostrovsky har levet under jødiske dødstrusler siden. Bøgerne skabte internationalt røre, men blev fra fremkomsten og lige siden, så godt det lod sig gøre, enten mistænkeliggjort i anmeldelser eller tiet ihjel af massemedierne, men bøgerne indeholder et væld af foruroligende og detaljerede beskrivelser af Mosssads påståede kriminelle aktiviteter – mord og meget andet, rundt omkring i verden. F.eks. anklages Mossad af Ostrovsky for mordet på den tyske politiker Uwe Bärschel – hvor flere fornylig gjorde opmærksom på en mulig parallel, da  den tyske politiker Jürgen Möllemann begik et meget omdiskuteret og uventet ”selvmord”, efter at være kommet alvorligt på tværs af Tysklands zionister. En anden tysk politiker, og en tysk general er foreløbig sluppet med at blive fyret fra henholdsvis sit parti og sin hær, da de for nylig kom til at fortælle den gamle sandhed, at jøder var dominerende i den russiske revolution, og at jøderne derfor var et gerningsfolk og ikke et offerfolk. De lever begge endnu, men samtlige tyske partier måtte i Rigsdagen op på talerstolen og forbande ”antisemitisme, som der ikke er plads til i Tyskland”. Ved  Dr. Kelly's selvmord under optakten til Irak-krigen var der mærkelige omstændigheder, som klart tydede på mord. På grund af lægelige indicier og hans insider-viden blev der på bl.a. på internet bragt oplysninger om, at en efterretningstjeneste, f.eks. CIA, MI6 eller Mossad havde udført et mord. Hvad der måtte være opklaret eller kommet af nyt, kender jeg ikke til p.t., k.e.

 Mht. Danmark fortæller Ostrovsky, at Mossad f.eks. stod bag aflytning i 1986 af professor Hans Gammeltoft-Hansen, en sag, der snart blev viklet ind i et morads af intriger og modstridende udtalelser, hvor højtplacerede, fremmedklingende navne dominerede i persongalleriet og hvor den uundgåelige debat snarest muligt blev tysset ned, og forladt med det eneste slutresultat, at hovedvidnet, Lars-Erik Allin, blev fyret uden forklaring og blev gjort ”sindssyg” i medierne (hvad der selvfølgelig også er en mild straf i forhold til at blive myrdet). Ostrovsky fortæller, at samarbejdet imellem PET og Mossad er meget venskabeligt og snævert, og fint beskrives ved, at Mossad kalder PET ”lille prut”. k.e.)

 

Anna Lindh – tredje svenske politiker myrdet på 55 år.

Alle tre modstandere af zionistisk aggression

 Medens den kontrollerede presse var hurtig til at udpege en mistænkt med påståede ”ny-nazistiske forbindelser”  har den ganske overset de historiske fortilfælde som kunne antyde, at mordet på den svenske udenrigsminister, Anna Lindh var en fjernelse af en indflydelsesrig politisk modstander af Israels hårdkogte regering.

 Hanan Ashrawi, den palæstinensiske professor og forhandler, skrev efter mordet på Lindh, at Sverige ”har haft en større indflydelse på den palæstinensiske historie end nærere og større statsmagter i verden”. Og at Sveriges effekt på Mellemøsten  ”har været vedvarende  konstruktiv, positiv og human med en dybt forankret tradition for fairness, retfærdighed og fredelig intervention…..desværre havde tre sådanne svenske forkæmpere mødt en alt for tidlig og voldelig død, der i hvert enkelt tilfælde var en tragedie, men et nationalt og globalt tab i den større tingenes sammenhæng.”

 En syrisk minister i den nye syriske regering, Bouthaina Shaaban, skrev i den libanesiske The Daily Star, at Anna Lindhs og FN-repræsentanten i Bagdad, Sergio Vieira de Mellos død havde betydet tab af ”to stemmer, der med beslutsomhed krævede redning af FN's rolle i Irak og gennemførelse af FN-resolutioner i Palæstina”. Shaaban påpegede, at Lindh:

 ·         Den 3. April, 2002, havde opfordret EU til at afbryde forbindelse med Israel i protest mod israelsk opførsel.

·         Havde understreget, at den eneste løsning i Mellemøsten måtte hvile på et ophør af den israelske besættelse (ellers ville alle blive gidsler i konflikten).

·         Spillede en vigtig rolle i udformningen af EU's beslutning om at føre en anden politik over for den palæstinensiske præsident  Yasser Arafat, end USA.

·         Var beslutsomt imod krigen mod Irak og advarede imod farerne ved at ændre et andet lands regime uden støtte i international lov.

 Med hensyn til masseødelæggelsesvåben opfordrede Lindh til skabelse af et Mellemøsten, der var fri for sådanne våben, inklusive Israel.

 Lindh var en åbenmundet kritiker af Israels premierminister, Ariel Sharon, og dennes politik vedrørende palæstinenserne under Israels besættelse. I et interview i oktober 2001 sagde udenrigsministeren: ”Vores stilling er helt fast og klar. Israelske bosættelser på Vestbredden må væk. Der må dannes en palæstinensisk stat. Israel må rømme de besatte områder på Vestbredden og Gazastriben og standse alle ekspeditioner og angreb mod palæstinenserne uden for sit territorium”.

 I juni 2002 anklagede ungdomsorganisationen i Lindhs socialdemokrati Sharon for krigsforbrydelser og for brud på international ret. Lindh havde ofte kritiseret Sharon og havde beskrevet ham som en ”galning”, og på TV udtalt, at hun ikke ville købe israelske varer og frugt. Hun havde i maj 2002 udtalt, at hendes mål var, at ”den israelske befolkning vil vende sig imod Sharons militære politik…Israels regering har valgt en kurs, der risikerer at placere landet uden for det øvrige verdenssamfund”. Med hensyn til USA havde hun kritiseret præsident Bush for at ignorere Yasser Arafat og sagt, at USA's politik belønnede 'Sharons vold': ”Jeg er meget bekymret over denne amerikanske debat” sagde hun på svensk radio, ”Jeg tror, at denne diskussion, der sidestiller Arafat med terrorister, er både upassende og stupid. Det er en meget farlig politik….den modsiger hele fredsprocessen … og kan kun føre til ren krig i Mellemøsten”.

 Nogle få dage før hun blev myrdet havde hun på et møde for udenrigsministre i Riva del Garda, Italien, anklaget USA og Israel for sammenbruddet af ”roadmap” fredsplanen (da.:”køreplan for fred), og for, at den palæstinensiske premierminister, Mahmoud Abbas var trådt tilbage. Hun sagde, at Abbas havde fået ”dødskysset” da Bush-administrationen og Israel havde besluttet kun at forhandle med ham og derved negligere Arafat. Hun udtalte, at Israel havde fortsat med at bygge ulovlige bosættelser, rejste en mur, der adskilte israelske og palæstinensiske territorier, og myrdede ledere af Hamas.   

 AFP undersøgte sikkerhedsomstændighederne på mordstedet, Nordiska Kompaniet (NK), et 100-årigt selskab, der er grundlagt af Josef E. Sachs. Michael Lorenz, ejeren af selskabet Duty Security, der stod for sikkerheden i NK, nægtede imidlertid at svare på, hvor mange vagter, der havde været på mordtidspunktet, og disses placering, og på, hvordan en prominent politiker kunne angribes ved højlys dag i stormagasinet, trods adskillige videokameraer og sikkerhedsvagter, og derefter undslippe uden at møde nogen modstand.

 AFP undersøgte ligeledes, hvorfor de historiske fortilfælde, statsminister Oluf Palme i 1986, og FN's fredsmægler i Palæstina, grev Folke Bernadotte i 1948 ikke var taget op i medierne. På spørgsmålet til Göteborg-Posten, om der havde været nogen diskussion i de svenske medier, der sammenlignede Lindhs mord med det politiske drab på Folke Bernadotte og med det uopklarede mord på Palme, svarede nyhedsredaktør Nini Jonzon ”absolut ikke”. På spørgsmålet: ”Hvorfor ikke?” svarede hun. ”Det ved jeg ikke.”

 Folke Bernadotte havde forsøgt en retfærdig behandling af begge parter i Palæstina, og blev myrdet af medlemmer af den jødiske Stern-bande.

 Palme blev myrdet på vej hjem fra biografen med sin kone. Som Ashrawi påpegede, havde Palme søgt at opnå anerkendelse af PLO og at fremme en fredelig løsning på Palæstina-spørgsmålet, ved at få Israel til ophøre med besættelsen af palæstinensiske- og andre arabiske lande. Palmes politik var baseret på respekt for international ret og FN-resolutioner og ”et dybfølt engagement til fordel for fairness og menneskelig anstændighed.”

 Ulf Dahlsten, Palmes personlige sekretær i 1986, sagde, at Lindh var den vigtigste politiske personlighed siden Palme. I sine taler imod Irakkrigen og til støtte for palæstinenserne blev hun set som Palmes arvtager. I efterretningskredse går der rygter om, at Lindh var Palmes datter. (AFP, 6. oktober 2003)

 

 

Hemmelige bånd kan give nye oplysninger om Dianas død.

 af Gordon Thomas

Hemmelige NSA bånd kan give sensationelle oplysninger om til en undersøgelse af prinsesse Dianas og hendes elskers død

 Gordon Thomas's eget forhold med prinsisse Diana og Dodi al-Fayed begyndte seks måneder før deres død. Al-Fayed skulle producere Thomas's film, MAMBO. Diana skulle være executive producer. Filmen fokuserede på hendes interesse for at forbyde landminer. Brad Pitt, Gene Hackman and Embeth Davitz skulle være stjerner. Det første møde om filmen var berammet til at finde sted samme dag al-Fayed og Diana døde.

 U.S. National Security Agency (NSA) vil give Englands kongelige retsmediciner, Dr. Michael Burgess, sensationelt bevismateriale, når han holder det længe ventede ligsyn over prinsesse Diana og Dodi al-Fayad senere i år.

 NSA kontrollerer et verdensomspændende overvågningssystem, som normalt anvendes imod Amerikas fjender. Troværdige kilder i London og Washington hævder, at Diana kom under overvågning p.g.a. hendes interesse for at få forbudt landminer. På det tidspunkt, hvor hun døde, blev der fremstillet mange landminer i Amerika, England og Israel. Landmineindustrien giver tusindvis af arbejdspladser, siger en pålidelig kilde. Ingen ønskede at se dem blive fyret, fordi Diana havde en skrue løs.

 Israels Mossad har aldrig benægtet, at de havde ansat Henri Paul, føreren af den bil, i hvilken Diana, Dodi al-Fayad og han selv blev dræbt for seks år siden i Paris. Paul var sikkerhedsvagt på Hotel Ritz  i Paris, som ejes af Dodi's far.

 Parret blev overvåget indtil kort før deres død. Tidligere M16 officer Richard Tomlinson hævder, at Britisk Intelligence Service var aktivt involveret i at overvåge Diana og at M16 hjalp til med sattelitovervågning over Diana og al-Fayad, mens de sejlede rundt i Middelhavet på has fars yacht, the Jokinal.

 Overordnede Buckingham Palace-ansatte har fået at vide, at Diana afslører detaljer om prins Charles og hans forhold til Camilla Parker-Bowles. Båndoptagelsernes eksistens har været en hemmelighed indtil Burrel-sagens sammenbrud.

 Antagelig er det mest afslørende, oplysninger om, hvordan Diana så sin egen fremtid. Hun gør det klart, at hun ville gøre alt for at forhindre, at Charles blev konge. Hun ønskede, at hendes søn, William, skulle have tronen, når dronningen døde.

 Både M16, CIA og muligvis Mossad var involveret i at overvåge Diana og al-Fayad lige før deres skæbnesvangre bilulykke for seks år siden.(AFP, 2004)

 
Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu