MORDOKAJ OG HAMAN

Birkerød, Februar 1945

For allerede 24 Aar siden udtalte jeg i Dagbladet "København" (l. Juli 1921), da en Kritik af Versaillestraktaten og dens aabenbare Mangler var bleven stemplet som "Tyskvenlighed", at "det for et lille Folk endnu mere end for et større gælder om at bevare e t frit Overblik", og denne Opfattelse har jeg ikke senere fundet Grund til at fravige. Ud fra den er mine to tidligere Pjecer "Europas Fremtid" og "Europas Ødelæggelse" bleven skrevet, og det er ogsaa den, der er bestemmende for, at jeg nu udsender en ny: "Mordokaj og Haman", idet den ligesom disse er beregnet paa at orientere vort Folk m. H. t. de Farer, der truer det og de Indflydelser, der ligger bag de Begivenheder, vi oplever. Det er min Tro, den vil kunne paaregne stor Interesse hos alle, for hvem Begrebet Ytringsfrihed ikke er blot Mundsvejr, og jeg haaber derfor ogsaa De vil arbejde for at skaffe den størst mulig Udbredelse.

Ærbødigst

Magister Harald Nielsen

Paa given Foranledning skal jeg gøre opmærksom paa, at Udtrykket: "Faas i alle Boglader" ikke betyder, at mine Pjecer findes paa Lager i alle Boglader, men at enhver Boghandler med kort Varsel kan skaffe dem paa samme Maade og med samme lethed som en hvilkensomhelst anden Bog - hvis han vil. Da det imidlertid har vist sig, at enkelte Boghandlere ikke har undset sig for paa egen Haand at udøve politisk Censur overfor en Skribent, der ved fyrretyve Aars Arbejde i sit lands Tjeneste skulde synes at maatte have erhvervet sig Adkomst til at udtale sig om dets Anliggender, er dette ikke altid Tilfældet, og jeg maa i saa Fald bede eventuelle Købere indsende Bestillingen direkte til Trykkeriet: Saabye & Christensens Eftf., Gl. Kongevej 177, Kbhvn. V. Giro Nr. 23806.

Forf.

Magister Harald Nielsen

MORDOKAJ OG HAMAN

EN STUDIE

De bedste blandt Ikke-Jøderne skal I dræbe! - Simon ben Jochai (2. Aarh. E. Kr.)

Goethe bemærker, at Jødernes Mord på Ægypterne var den omvendte sicilianske Vesper. Der myrdede Værten Gæsten, her Gæsten Værten. Men det bliver nok Jødernes Forhold til hele Europa i vor Tid – Søren Kierkegaard: Efterladte Papirer, 1849

EGET FORLAG – KØBENHAVN 1945

I foraaret 1939 meddeltes det, at kgl. Skuespillerinde Bodil Ipsen i radioen vilde oplæse Esthers Bog. Dette kunde ikke andet end undre, naar man kendte Esthers Bog og vidste, hvorledes "dansk" Radio var indstillet, og der var derfor nogle, der med Interesse forberedte sig paa at høre den udmærkede Skuespillerinde, fremføre det interessante Værk. 1)

Da Dagen kom, viste det sig imidlertid, at det ikke var Esthers Bog, hun skulde læse, men Ruth Bog: Havde man set fejl? Nej, der stod ganske rigtigt i den tidligere Meddelelse: Esthers Bog. Det kunde jo imidlertid være den, der var forkert. Bladene røbede i hvert Fald ingen Overraskelse over Programændringen. Maaske var det hele en Trykfejl, der var bleven rettet, selv om det for dem, der 

1) Det beror nemlig paa en Misforstaaelse, naar man taler om en "dansk" Radio modsat den, vi har nu under Besættelsen. En dansk Radio, d.v.s. en Radio, der frit og uafhængigt er Udtryk for dansk Smag, danske Synspunkter, danske Interesser har vi aldrig haft. I Øjeblikket er den, som Forholdene undgaaeligt medfører, tyskkontrolleret, men før Besættelsen var den, hvad der ikke burde have været uundgaaeligt - Jødekontrolleret. Det første ved alle, det sidste var kun et Mindretal opmærksomt paa, og det var derfor ti Gange saa farligt og ti Gange saa virkningsfuldt. Skulde Tyskland tabe Krigen, vil det for dette Omraades Vedkommende ikke sige andet, end at den tidligere Tilstand vender tilbage, blot i mere utilslørede Former, saaledes som man nu ser det i de "befriede" Lande.

6

kendte Forholdene, maatte være en meget paafaldende Trykfejl.

Det var imidlertid ingen Trykfejl. Fru Bodil Ipsen havde skullet læse Esthers Bog, men havde i sidste Øjeblik ændret Programmet. Hvorfor? Ja, derom kunde man tænke hver sit paa Grundlag af den eneste Udtalelse, der fremkom om Sagen, nemlig Bertel Bings Radioanmddelse i "Nationaltidende" for 8. April 1939. Det hedder i denne:

"Bodil Ipsen skulde have læst Esthers Bog, der - som det staar skrevet i Professor Aage Bentzens og Pastor Glahns "Israels Folk" - giver et Billede af Jødernes Had og Foragt for Hedningene og tillige viser, hvor kummerligt et Liv, Jøderne lever i Adspredelsen, og hvor vanskelig deres Stilling var i Samfundet.

I Stedet for læste Fru Ipsen imidlertid "Ruths Bog", hvorom der samme Sted staar, at den viser, at "ikke alle Jøder saa med fjendtlige øjne paa Hedningerne."

Programændringen skyldes, efter hvad Statsradiofonien oplyste i Aftes paa en Forespørgsel, et Ønske fra Fru Ipsen."

En Forespørgsel til denne selv skete imidlertid ikke, trods Pressens Forkærlighed for Interviews med Scenens Storheder, og hvad vilde den ogsaa have ført til? Er man en forklaring skyldig, fordi man skifter Mening, og er der nogen, der behøver at faa at vide, hvorfor man har gjort det? Maaske ved man det ikke engang rigtig selv. Nogle Ord sagt i Forbigaaende, en undrende Forespørgsel kan have gjort En opmærksom paa, at Foretagendet maaske ikke var uden sine betænkelige Sider. 1*)

1*) Hvad der kan have bevæget Fru Bodil Ipsen til i sidste Øjeblik at ændre sit Program vil til evig Tid forblive uopklaret. Selvom hun vilde indlade sig paa at begrunde det, maatte man tvivle om, at hun saa længe efter og under helt andre Forhold var i Stand til at huske sine oprindelige Motiver. Hvad man derimod med Sikkerhed kan sige er, hvad hun vilde have udsat sig for ved ikke at gøre det. Hun vilde bl. a. have udsat sig for ikke at være kommen i Betragtning ved Uddelingen af Biografteaterbevillinger - man kan jo undersøge, hvem de hovedsagelig kommer til Gode - ligesom man med absolut Sikkerhed kan sige, at Modstanden mod at give Johs. V. Jensen Nobelprisen, ikke  vilde være overvunden, hvis hans "gotiske" Renaissance havde været andet og mere end fad Amerikanisme, og hvis han ikke fra Begyndelsen havde været saa betænksom at indrette sin ”Nordiske Aand" (1911) paa ogsaa at omfatte Jøderne.

7

Forsøget er i hvert Fald ikke bleven gentaget, og de Tusinder og atter Tusinder af Lyttere, der vilde have aabnet for deres Radio, hvis Esthers Bog var bleven læst har saaledes ikke faaet Lejlighed til at stifte Bekendtskab med et af de interessanteste Dokumenter i "Det gamle Testamente" og med et af de interessanteste jødiske Dokumenter overhovedet. Thi Esthers Bog er ikke blot et ypperligt lille Kunstværk, der i knappe, væsentlige Træk tegner et Billede af de optrædende Personer, men det er et af hine Sagn, der aabenbarer de dybe, til Grund liggende Træk i det Folk, der har skabt det.

Man maa, som den jødiske Kritiker Ludwig Lewisohn indskærper i sin Bog "Israel", erindre, "at de hebraiske Skrifter er Udtryk for det jødiske folks nationale Jeg. Historisk eller videnskabelig Nøjagtighed har ikke mere med dette at gøre end med Grækernes Forhold til Homer eller Plato eller de germanske Folks til Niebelungenlied eller Beowulf, eller Middelalderens til Dante. Ethvert af disse Dokumenter er Udtryk for de menneskelige og etiske Idealer, der udspringer fra Karakteren i det Folk, der skaber den. Her er i dybeste Forstand en usvigelig(!) Vejleder med Hensyn til dette Folks Natur."

Dette gælder i ganske særlig Grad om Esthers Bog, fordi den indtager en ganske særlig Plads i Jødernes Liv. "Dette saa, højt beundrede Sagn" - det er Georg Brandes, der siger det - blev nemlig knyttet som Begrundelse sammen med en af Jødefolkets mest yndede Fester, Purimfesten, hvor forskellige Skikke, f. Eks . Ophængning af en Halmdukke i en Galge og Banken med Kæppe under Oplæsningen, af Tek-

8

sten understregede den Glæde, man følte, ved at have faaet bugt med den forhadte Modstander. Det er med andre ord ikke et gammelt Sagn, som man for længst er vokset fra, men en national Myte, som man stadig bekender sig til overalt, hvor Jøderne samles i rituel Aand, og for den Sags Skyld ogsaa hvor de ikke gør det, selv om Georg Brandes med en Bemærkning om det ”glødende Nationalhad" søger at tage en vis Afstand fra den.

Ser man nærmere paa, hvad Fortællingen indeholder, forstaar man imidlertid godt, hvorfor han er lidt forbeholden m. H. t. dette ”Nationalhad”, der, hvis, det blev forstaaet af danske Tilhørere og Læsere, vilde kompromittere alt det, han og den moderne Jødedom i det hele giver sig ud for at repræsentere: Kosmopolitisme, Humanitet, ikke national, frigjort Menneskelighed, modsat de forskellige Nationers Chauvinisme. Esthers bog er nemlig maaske det mest chauvinistiske Dokument, der overhovedet eksisterer.

Den handler om en ung jødisk Pige, der bliver optaget i Kong Ahasverus' Harem og som ved sin kloge og smidige Opførsel naaer at blive hans Yndlingshustru. Georg Brandes har i sin omtale af Bogen moret sig med at fremhæve dens usandsynligheder: Esthers Frænde, Mordokaj vilde være 130 Aar gammel, hvis man skulde holde sig til Beretningens Angivelser og Esther selvfølgelig heller ikke helt ung. Gæstebudet varer 180 Dage, og Jøderne nedsabler skønt de kun er et mindretal, paa én Dag 70.000 Indfødte. Alt dette er jo imidlertid, hvad Georg Brandes meget godt vidste, for Uvæsentligheder at regne. Myten henstiller sine Træk suverænt saaledes som den behøver dem for at faa Billedet frem, og det er dettes indre Sammenhæng og Sandhed, det kommer an paa, og i denne Henseende lader Esthers Bog ikke noget tilbage at ønske. Enkelthed efter Enkelthed berører os paa en mærkelig Maade som Træk, der ikke kan være anderledes og som vi uden nærmere Forklaring ved er karakteristiske ikke blot 

9

for de Personer, de skildrer, men for det Folk, de tilhører.

Pladsen som Dronning, Yndlingshustru hos Kong Ahasverus er bleven ledig, fordi hans Dronning Vasti er bleven forstødt. Hun har nemlig ved sin Ulydighed givet alle Hustruerne i Riget et daarligt Eksempel. Hun har ikke paa Kongens Befaling villet vise sig nøgen ved det Gæstebud, der varede 180 Dage, saaledes at Gæsterne kunne beundre hendes Skønhed. Da Vreden har lagt sig, begynder han at længes efter Dronningen, men som man kan se af Sammenhængen, er der nogle af Husfolkene, der ikke er interesseret i at faa hende tilbage og som derfor tilraader ham, at udskrive en Skønhedskonkurrence, og da Ahasverus er slap og letpaavirkelig, finder han denne idé fortræffelig, ligesom han fandt Tanken om at forvise Dronning Vasti fortræffelig. De unge piger, der melder sig, skal sendes til Borgen Shushan, for at de der kan undergaa de fornødne Skønhedsforberedelser.

I Borgen Shushan findes der imidlertid en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en Efterkommer af en af de Jøder, Kong Nebukadnezar bortførte fra Jerusalem. Han er Plejefader for sin forældreløse Niece, der har en fager Skikkelse og et dejligt Udseende. Da Kongens Befaling bliver bekendt, overgiver han hende derfor til Kongens Gilding. Denne fatter straks Sympati for hende og fremskynder hendes Skønhedsforberedelser. Hvorved hun vinder hans Gunst, faar vi ikke umiddelbart at vide, men senere faar vi en Anelse derom gennem et enkelt lille Træk. Forretningsgangen er den, at de kvindelige Kandidater, naar de skal føres ind til Kongen, maa faa med, hvad de vil have fra Kvindehuset, d. v. s. formodentlig sige: pynte sig ligesaa meget, de ønsker. Da nu Turen kommer til Esther, "krævede hun ikke andet, end hvad Hegaj, den kongelige Gilding, som havde Opsyn med Kvinderne nævnede". Intet Under, at hun med en saa rigtig Bedømmelse af Mandsnaturen ”vandt Yndest hos alle, som saa hende". Da den engelske Konge abdicerede for at faa sin jødiske Esther, fortaltes det om denne, hvorledes hun paa

10

Trods af egne Vaner forstod at rette sig efter Kongens Smag. Nogen sikrere Vej til at vinde magten over Mænd end at lade dem faa deres Vilje findes som bekendt ikke.

Det ender da ogsaa med, at Esther bliver Kongens Yndlingshustru og ophøjet til Dronning.

Imidlertid staar hun stadig i Forbindelse med sin Farbror og følger hans Raad. Hun tager sig derfor vel iagt for at røbe sin Herkomst og sit Folk, thi det har han straks indskærpet hende, at hun ikke maatte. Man har fra Jødisk Side villet finde det mærkeligt (Jüdisches Lexikon). Det kan man ogsaa gerne sige, at det er, men det bliver dog mindre mærkeligt og uforstaaeligt, naar man af det følgende faar at vide, hvorledes Jødernes Stilling er i Forhold til Omgivelserne. I Lys af denne bliver hendes Trang til at skjule sin Herkomst fuldt naturlig, og naar man tilmed ved, at dette Træk har været typisk for Jøderne under alle lignende Forhold, forbavses man ikke længere over det som umotiveret, men forbavses over den Fynd, hvormed den ukendte Fortæller har slaaet ned paa noget væsentligt.

Et andet i denne Forbindelse paafaldende Træk er, at Mordokaj altid opholder sig udenfor Paladset, baade inden Esther er bleven ophøjet og efter. Man tænker baade paa hvid Slavehandel, Teateragentur og paa jødisk Familieraad. Under denne Patrouillering opsnuser han, at to Gildinger lægger Raad op mod Kongen. Han siger det til Esther, som atter siger det til Kongen paa Mordokajs Vegne. De bliver hængt og Begivenheden nedskrevet i Rigsaarbogen.

Ogsaa denne Situation maa forekomme enhver Læser typisk jødisk: Manden, der har sine Garn ude allevegne, som forstaar at skaffe sig hemmelig Viden, og som ogsaa forstaar at anvende den saaledes, at den bliver ham selv til Fordel.

Paa dette Tidspunkt træder den anden Hovedperson, Haman, ind i Fortællingen. Ahasverus udmærker ham fremfor alle de Stormænd, der var hos ham. " Og alle Kongens Tjenere, som var i Kongens Port, faldt paa Knæ og kastede sig

11

paa Jorden for Haman, saaledes havde Kongen anordnet det for ham. (!) Men Mordokaj faldt ikke paa Knæ og kastede sig ikke til Jorden." 2)

"Haman, siger Lewisohn spottende i sin Roman "Blodets Røst" ("The Island Within”) ”var en politisk Filosof efter vore moderne Begreber, og alt for klog til at angive en personlig Grund for sit Fjendskab mod Jøderne. Som Ægypterne havde gjort før ham og som fascistiske Italienere, reichstreue Tyskere og 100 % amerikanske Protestanter skulde gøre det senere, hævdede han, at Slavernes kulturelle Enhed indenfor en Stat var nødvendig."

Som enhver kan se, er dette ikke rigtigt. Det er ikke Haman, der uforanlediget overfalder Mordokaj, det er Mordokaj, der uforanlediget lægger sit Had til Haman for Dagen, som af egen Drift sætter sig op mod Kongens Befaling, mod Landets Lov og Sædvane - som han iøvrigt efter historiske Vidnesbyrd har gjort det overalt, hvor han har optraadt.

Og hvorfor gør han det i dette Tilfælde? Svaret er: af nøjagtig samme Grund som i andre.

Kongens Tjenere spurgte Mordokaj, hvorfor han overtraadte Kongens Befaling, "og da de havde sagt dette til ham flere Dage i Træk, uden at han ænsede det meldte de det til Haman for at erfare, om Mordokajs Forklaring til dem, at han var en Jøde (!), vilde blive taget for gyldig."

Bedømt efter moderne æstetiske Principper vilde der her være en grov Selvmodsigelse, thi hvorfor lægge Vægt paa at skjule Niecens Afstamning, naar han røber sin egen. I Sagnenes og Mythernes Fortællekunst er man imidlertid ikke saa nøjeregnende. Man kaster Lyset over det Træk, man i Øjeblikket behøver, og Helheden viser, at en større Sammenhæng ikke har manglet. Billedet af Mordokaj og Esther lider ikke under disse kun tilsyneladende Selvmodsigelser Der er flere af samme Slags:

Haman bliver ganske naturligt forbitret over denne Trods,

2) Prof. Johannes Pedersens Oversættelse. 1910.

12

og da han har faaet at vide, hvilket Folk Mordokaj tilhører, beslutter han at udrydde alle Jøderne, hvilket indirekte lader Læseren forstaa, hvad man allerede har opfattet, at Mordokaj ikke er en enkeltperson, men en Repræsentant for sit Folk.

Haman siger derfor til Ahasverus følgende: »Der findes et Folk, der bor adsplittet (!) og afsondret (!) iblandt Folkene, i alle dit Riges Provinser ; deres Love er anderledes end alle andre Folks (!) og Kongens love holder de ikke. (!) Derfor er det ikke Kongen værdigt at lade dem være i Fred. Hvis det nu behager Kongen, skal der gives en skriftlig Forordning om at udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje de kongelige Embedsmænd 10.000 Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkammer."  Da tog Kongen Seglringen af sin Haand, og gav den til Agagiten Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende, og sagde til Haman: »Sølvet skal tilhøre dig, og med folket skal du gøre, som du lyster."

Atter træffer man det samme Motiv anvendt i forskellige Formaals Tjeneste. Først motiverer Haman sin Henvendelse til Kongen med at henvise til de mange Penge, Forfølgelsen kan indbringe ”Statskassen", og derefter overlader Kongen ham Pengene, for at der kan blive kastet et selvisk Lys over hans Handlemaade. Det er i hvert Fald overmaade oplysende, at en Forfølgelse af Jøderne menes at ville indbringe store Summer. Det giver nemlig nøjagtigt samme Billede af deres Stilling, som alle andre senere historiske Efterretninger har givet. Hos dem er Guldet samlet - var det allerede dengang! Og ogsaa dengang - altsaa inden Jerusalems Ødelæggelse - boede de spredt, og hvor de boede, holdt de sig for sig selv og adlød andre Love end de i Landet gældende - som de gør det den Dag i Dag. Og endelig beskyldes de for ikke at holde Kongens Love, d. v. s. være i Opposition til dem eller tilbøjelige til at gaa uden om dem - og mærkeligt nok falder ogsaa denne Beskyldning sammen med senere Tiders.

13

Da Mordokaj faar at vide, hvad der forestaar, sønderflænger han sine Klæder, ifører sig Sørgeklæder, strør Aske paa Hovedet og gaar ud i Byen, idet han udstøder høje og fortvivlede Skrig. Saaledes kommer han hen paa Pladsen foran Kongens Slot, da det ikke er tilladt at gaa ind i Kongens Port i Sørgedragt. Og rundt omkring i Provinserne opfører Jøderne sig paa lignende Maade, d. v. s. der foranstaltes efter de bedste »moderne" Mønstre en Opinionstilkendegivelse, beregnet paa at vække Omgivelsernes deltagelse.3)

3) Denne Jødernes Evne til at skrige op, til at gøre hele Verden opmærksom paa deres Ulykke, til at larme saaledes, at Omgivelserne bliver aldeles bedøvede og overgiver sig paa Naade og Unaade er en fra alle Lande og alle Tider kendt Foreteelse. Cicero tog den med i Beregning i sin Tale for Flaccus og Douglas Reed giver Eksempler paa den i sin Bog ”Grænseløs Skændsel”, og Talmud giver blandt sine mange andre tit forbavsende Anvisninger ogsaa Raad for, hvorledes man skal bære sig ad med at vække Omgivelsernes Medynk.

Denne kostelige Fortælling er citeret efter Talmud Babli af Aage H. Andersen i hans ”Jødiske Leveregler bilagt med fotokopieret Dokumentation".

”Det læres,” hedder det i denne, ”Den 28  Adar (Marts) fik Jøderne et godt Budskab, nemlig at de igen maatte beskæftige sig med Toraen. Den ryggesløse Regering havde nemlig iværksat Religionsforfølgelser mod Jøderne, de maatte ikke beskæftige sig med Toraen, de maatte ikke lade deres Sønner omskære, og de maatte ikke holde Sabbat.

Jehuda ben Samua og hans Fæller indhentede derefter Raad hos en Matrone, og denne sagde til dem: "Gaa ud og larm op om Natten." Derpaa gik de ud og larmede op om Natten, idet de raabte: ,,O, Himmel, er vi ikke jeres Brødre, er vi ikke Børn af samme Fader og samme Moder, paa hvilken Maade er vi anderledes end andre Nationer og andre Sprogstammer, eftersom I hænger saadanne svære Bestemmelser over os.” Da ophævede den ryggesløse Regering Forfølgelsen, og denne Dag gjorde man til en Festdag."

Man vil lægge Mærke til, at man her i denne jødiske Instruktion til behændig Massepaavirkning møder samme Formel, som de anvender over alt, hvor de er i Knibe. I samme nu, hvor man vil tage Stilling til, hvad de har øvet og hvad de er som Jøder hedder det: Er Jøder ikke Mennesker? Jøder er dog ogsaa Mennesker o. s. v. Man kender det fra Højttaleren, fra Aviserne, fra velmenende og tankeløse Menneskers Efterplapren. Men man hører det aldrig anvendt om andre, hvor meget de end lider. Det hedder ikke Tyskere er jo ogsaa Mennesker, Russere er jo ogsaa Mennesker, Negre er jo ogsaa Mennesker, o. s. v. De maa allesammen lide som det, de nu eengang er, og ingen mener, naar der er Tale om deres Anliggender at kunne klare Sagen med den fade, banale Snak, man fører i Marken saa snart det gælder Jøder.

Shakespeare, der med genialt Skarpsyn har taget Jøden paa Kornet i Shylock-Skikkelsen har i sin Karakteristik heller ikke overset dette Træk, men paa uforlignelig Maade knyttet det sammen med Skildringen af Personligheden Shylock, saaledes at man paa eengang ser ham og hans Race, hans Lidelser og hans Overgreb. Det er i det Øjeblik, hvor han pønser paa sin Hævn, hvor han higer efter at tage det Skaalpund Kød, som han har betinget sig af sin forhadte Konkurrent ("naar han er borte fra Venedig, kan jeg drive min Handel som jeg vil"), at han paaberaaber sig den Medmenneskelighed, som hans Gerninger fornægter: "Har en Jøde ikke øjne? Har en Jøde ingen Hænder, Lemmer, Ledemod, Sanser, Fornemmelser, Lidenskaber?"

14

Men samtidig spekulerer man - eller rettere Mordokaj, Jødernes repræsentative Skikkelse - paa, hvorledes Ulykken kan afværges, og Fortællingen er en Beretning om, hvorledes det lykkes. Da Esther faar at vide, hvorledes hendes Onkel opfører sig, sender hun andre Klæder ud til ham, og da han afslaar dem, lader hun en af Gildingerne gaa ud til ham og spørge om Grunden. Som saa meget andet i Historien er ogsaa dette i rent bogstavelig Forstand urimeligt, da naturligvis hverken hun eller Gildingen har kunnet være uvidende om en Befaling, der er bleven forkyndt vidt og bredt, men hvis Fortælleren lod sig hæmme af slige Hensyn, kunde han ikke opnaa den Virkning, han tilsigter: at faa Hovedpunkterne i Udviklingen markeret gennem enkelte Personers Optræden. Gildingen ved altsaa tilsyneladende ikke noget og faar derfor af Mordokaj at vide, hvad der er hændet ham og Mordokaj nævner "nøjagtigt, hvor meget Sølv, Haman havde lovet at tilveje Kongens Skatkammer for Jødernes Tilintetgørelse." Og han giver et Eksemplar af Forordningen og beder ham sige til Dronning Esther, at hun skal gaa i Forbøn hos Kongen for sit Folk.

15

Dette er imidlertid et ikke ufarligt Foretagende, thi enhver Mand eller Kvinde, "der ukaldet gaar ind til Kongen i den inderste Gaard" maa lide Døden "medmindre Kongen rækker sit gyldne Scepter ud imod ham", og nu er hun i 30 Dage ikke bleven kaldet til Kongen.

Hun vil altsaa helst ikke paatage sig det farlige Hverv, men Mordokaj giver ikke Køb. ,, Tro ikke, at du alene skal undslippe af alle Jøder, fordi du er i Kongens Palads! Nej, dersom du virkelig tier stille ved denne Lejlighed, saa vil der andetsteds fra komme Hjælp og Redning for Jøderne, men du og din Familie vil omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for denne Lejligheds Skyld, at du har opnaaet den kongelige Værdighed!"   Man kan ikke nægte Magten i disse Ord, der baade er Trusel, Advarsel og Opmuntring man kan tænke sig, hvorledes de, naar Teksten læses op ved Purimfesten, maa ægge baade Mænd og Kvinder til ikke at sky noget Offer, naar det gælder deres Race. Esther bøjer sig i hvert Fald øjeblikkelig. Hun beder blot om, at hendes Racefæller sammen med hende vil faste i tre Døgn. Derefter ifører hun sig sit kongelige Skrud og gaar ind, hvor Kongen sidder paa sin Trone. Han er naadig, rækker Sceptret ud mod hende og spørger, hvad hun har paa Hjerte. Hun er for klog til straks at komme frem med sit Anliggende, men indbyder ham og Haman til et Gæstebud.

Ved dette spørger Kongen atter, hvad hun har paa Hjertet, om det saa er Halvdelen af Riget, skal hun faa det. Hun svarer med at indbyde ham og Haman til Gæstebud ogsaa den følgende Dag. ”Imorgen vil jeg da gøre, som Kongen siger", nemlig fremføre sit Ønske.

Haman er særdeles oplivet, men bliver forbitret, da han i Kongens Port ser Mordokaj, der »hverken rejste sig op eller viste nogen Frygt for ham." Kan man mere mesterligt end i disse faa ord karakterisere Jødens Trods og Sejerssikkerhed overfor ikke-Jøden, hvis Undergang han har forberedt? Og kan man med mere blodig Haan karakterisere ikke-

16 

Jødens Godtroenhed og Dumhed, end naar det derefter hedder, at Haman, da han kom hjem, "sendte Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj og fortalte dem om sin overvættes Rigdom og sine mange Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han havde udmærket ham frem for alle Øversterne og alle Kongens Tjenere. Og Haman sagde: "Dronning Ester bad heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde beredt; og jeg er ogsaa indbudt af hende til imorgen sammen med Kongen. Men alt dette tilfredsstiller mig ikke, saalænge jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port."

Saa giver hans Hustru og hans Venner ham et Raad, som han antagelig havde kunnet give sig selv: "Lad en 50 Alen høj Galge oprejse og bed i morgen tidlig Kongen om at Mordokaj maa blive hængt i den; saa kan du glad gaa til Gæstebud hos Kongen."

Det gør han, men, nu hænder det uventede. Kongen har ikke kunnet falde i Søvn og har derfor befalet, at man skulde læse for ham i den tidligere omtalte Bog om mindeværdige Begivenheder. Han finder her Beretningen om, hvorledes Mordokaj har frelst hans Liv, og spørger, hvad denne har faaet til Belønning. I samme Øjeblik han faar at vide, at Mordokaj ikke har faaet nogen Belønning, kommer Haman for at bede om Tilladelse til at lade ham hænge.

Kongen spørger ham: "Hvad skal der gøres ved den Mand, som Kongen ønsker at hædre?" Haman, der tror, at det er ham selv, der menes, svarer, at man skal bringe ham "en kongelig Klædning, som Kongen selv har baaret, og en Hest, som Kongen selv har redet paa, og paa hvis Hoved der er anbragt en kongelig Krone." Klædningen og Hesten skal overgives til en af Kongens Stormænd, og denne skal bringe Gaverne videre til rette Vedkommende ”og føre ham paa Hesten henover Byens Torv og raabe foran ham: ”Saaledes bliver der gjort ved den Mand, som Kongen ønsker at

17

hædre." Nu faar han at vide, hvem det gælder, og maa selv optræde som Udraaber for Mordokaj.

Denne Gang er han ikke saa vel til Mode, da han kommer hjem, og hans Hustru og Venner er ogsaa klar over, at Situationen er alvorlig: "Hvis Mordokaj, for hvem du har begyndt at bukke under, tilhører Jødernes Slægt, saa kan du intet udrette imod ham, men vil helt bukke under for ham!"  Kun en Nation, der kender sin egen Haardnakkethed og Ubønhørlighed, taler saaledes om sig selv gennem andres Mund.

Medens de taler, bliver Haman "hentet" til Gæstebudet.

Da Kongen under dette atter spørger Esther, hvad hun har paa Hjertet, kommer hun frem med det. Nu anser hun aabenbart Jordbunden for forberedt, og skønt det ikke siges, har man Lov til at tro, at det er hende, der paa det rette Tidspunkt har spillet Kongen Aarbogen i Hænde. Hun siger: "Hvis jeg har fundet Naade for dine øjne, o Konge, og hvis det behager Kongen, saa lad mit (!) Liv blive skænket mig paa min Bøn, og mit Folks Liv blive skænket mig paa min Begæring, thi jeg og mit Folk er solgte til at udryddes myrdes og tilintetgøres. Var vi blot blevne solgte som Slaver og Slavinder, saa vilde jeg have tiet, saa vilde Ulykken ikke, have været stor nok til at ulejlige Kongen." Saa spørger Kong Ahasverus naturligvis om, hvem det er, der vil gøre dette, og Esther peger paa sin Modstander: "En fjendsk og ildesindet Mand, den onde Haman, som sidder der!"

Haman gribes af Rædsel, da han godt forstaar, hvad en saadan Anklage fra denne Mund betyder, og da Kongen rejser sig og gaar ud i Paladsets Have, kaster han sig ned for at trygle Esther om sit liv. "Men da Kongen kom tilbage til Drikkesalen fra Paladsets Have og saa Haman ligge paa den Divan, som Esther sad paa, raabte han: Vil du ovenikøbet øve Vold imod Dronningen her i Paladset i min Nærværelse! Næppe havde dette Ord lydt fra Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt, og Chardana, en af de

18

Gildinger, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: "Ved Hamans Hus staar der allerede en 50 alen høj Galge, som han selv har ladet rejse for Mordokaj, hvis Ord har været Kongen til gavn! Da bød Kongen: Hæng ham i den! og de hængte Haman i den Galge, han selv havde rejst for Mordokaj. Da lagde Kongens Vrede sig."

Af Fortællingens forskellige Optrin er der næppe noget, der i højere Grad røber den sikre Menneskekender og maalbevidste Kunstner end dette. Uden at der siges et eneste forklarende Ord har man Kongen lyslevende for sig i hans Svaghed og Raadvildhed.

Anmodningen fra hans Yndlingshustrus Side om at ofre Landets Førstemand for hendes Skyld træffer ham uforberedt. Han maa gaa udenfor for at sunde sig, og er aabenbart endnu vaklende og raadvild, da han atter træder ind. Da ser han Haman ligge bønfaldende opad den Divan, paa hvilken Esther sidder, og griber med Begærlighed det Paaskud, der her frembyder sig. Oversættelsen maa her være tvivlsom, thi hvis Esther sidder, kan man ikke tænke sig Haman ligge paa Divanen , men selv om han gjorde det, ville denne Rollefordeling dog ikke kunne give Grund til at antage, at han skulde ville øve Vold imod hende, et Foretagende, som man jo i det hele taget næppe kan tænke sig ham eller nogen anden indlade sig paa, naar Kongen hvert Øjeblik kan træde ind. 3*)

Det gør derfor heller ikke Beskyldningen rimeligere, selv om det kan gøre Situationen rimeligere, hvis man tænker sig ham bønfaldende kaste sig fremover mod den Divan, paa hvilken Esther sidder, men naar man er i den Kattepine, hvori Ahasverus befinder sig og ikke har Kraft til at gøre, hvad Samvittigheden tilsiger er det rigtige, griber man med Iver et hvilketsomhelst Paaskud for at hidse sig selv op til at gøre det, man gerne vil imod bedre Vidende. 3*)

3*) Den reviderede Bibeloversættelse fra 1871 har følgende Gengivelse: ”men Haman var segnet ned over Bænken, som Esther sad paa”.

19

Næppe har han talt førend de Fjender, enhver Magthaver har i sine Omgivelser, øjeblikkeligt griber til, og da Haman først er bleven hængt, falder Kongen til Ro. Nu er der jo ikke mere at stille op! Intet i hans Sind har dybe rødder: hverken Kærlighed, Vrede eller Tvivl.

Han skænker nu Esther Hamas Gaard og gør Mordokaj til Hamans Efterfølger, men hermed slaar Esther sig ikke til Taals. Hun henvender sig atter til Kongen og faar af denne Lov til under hans Haand og Segl at udstede de Forordninger, hun har Lyst til, angaaende Jøderne.

Nu bliver Skriverne straks sat i Arbejde og Mordokaj lader sine Racefæller i deres egen Skrift og eget Sprog vide, at Kongen har tilladt dem at slutte sig sammen ” og forsvare deres Liv (og) i hvert Folk og hver Provins at udrydde, myrde og tilintetgøre alle væbnede Skarer, som angreb dem, tillige med Kvinder og Børn og Plyndre deres Ejendele, alt paa en og samme Dag ” den senere Purimsdag.

Paa dette Sted, hvor Hævnfølelsen og Triumfen Bryder igennem antager Fremstillingen en fuldstændig æventyrlig Karakter, saaledes som det sker i Ønskedrømme. Ilbudene rider ud til alle Sider for at forkynde Kongens Befaling.

”Men Mordokaj forlod Kongen i en kongelig Klædning af violet Purpur og hvidt Linned, med et stort Gulddiadem og en Kappe af Byssus og rødt Purpur, medens Byen Shushan jublede og glædede sig. Jøderne fik paa denne Maade Lykke og Glæde, Fryd og Herlighed, og i hver især af Provinserne og Byerne, hvor Kongens Befaling og Forordning naaede hen, blev der Fryd og Glæde hos Jøderne, og de holdt Gilde og Fest. Og mange af Hedningerne gik over til Jødedommen, ti de var slagne af Rædsel for Jøderne (!).

Paa den aftalte Dag slagter Jøderne saa deres Modstandere, d.v.s. Landets egen Befolkning! Ikke een holder Stand imod dem, "thi alle Folkene var slagne af Rædsel for dem.

Og alle Provinsernes Øverster og Satraperne og Understatholderne og de kongelige Embedsmænd understøttede Jø-

20

derne, ti de var slagne af Rædsel for Mordokaj. Mordokaj havde nemlig stor Magt ved Kongens Hof, og der gik Ry i alle Provinserne om, at denne Mordokaj blev mægtigere og mægtigere. " 4)

En Skildring af Jødernes Vælde i et Land, saaledes som den bliver, hvor de har erobret de centrale Stilinger! Hvem kan undgaa at tænke paa Tilstandene i Sovjetrusland.

Derefter opregnes, hvor mange de har dræbt, hvoriblandt Hamans ti Sønner. Det hedder udtrykkeligt, at "De handlede med deres Avindsmænd efter Hjærtens Lyst," idet det dog bemærkes, at "efter Byttet udrakte de ikke deres Hænder," - skønt de som ovenfor nævnt af deres Racefæller udtrykkelig har faaet Tilladelse til at plyndre, og dermed Anvisning paa at gøre det!

Hermed kunde man have tænkt sig, de vilde have slaaet

4) Allerede i Oldtiden fik Jøderne Lejlighed til at vise, at der laa Realitet bag disse Drømme om en almindelig Nedslagtning af deres Modstandere d.v.s. de Folkeslag, de havde taget Ophold iblandt, og som var formastelige ("nationalistiske", "chauvinistiske") nok til at mene, at de havde større Ret til deres eget Land end Jøderne. Disse opfattes almindeligvis som fejge. Dette maa dog vistnok tages med stor Modifikation. De er ikke fejge, naar det gælder deres egne Interesser - saa er de tværtimod fanatiske. Dette fik de rig Lejlighed til at vise i de tre blodige Opstande, de rejste mod Rom.

Den første af disse under Vespasian (der førte til Jerusalems Ødelæggelse), de andre to under Trajan og Hadrian. Alle varede de i flere Aar og blev kun undertrykt ved et betydeligt Opbud af Tropper. Opstanden under Trajan, et halvt Hundrede Aar efter Jerusalems Fald, og Jødernes Adsplittelse, var som Mommsen siger (Röm. Gesch. V. S. 543) af ren national Karakter, og gik ud paa at fordrive Romerne og Hellenerne og oprette et jødisk Rige. Den havde som Hovedarnesteder, Kyrene, Cypern og Ægypten og forplantede sig derfra over Lilleasien. Hvor Jøderne var sejrrige førte de Krigen med største Forbitrelse og dræbte enhver, der faldt i deres Hænder - ofte under store Pinsler. I Kyrene skal paa den Maade 220000 være bleven dræbt og paa Cypern endogsaa 240000. ”Denne Opstand", siger den jødevenlige Mommsen, viser de rundt om spredte Jøders Forhold til Moderlandet, og hvilken Stat i Staten, Jødedommen havde udviklet sig til."

21

sig til Taals, men dette viser sig langtfra at være Tilfældet.

Da det kommer Kongen for Øre, hvad der er sket, siger han til Dronning Esther, og man synes næsten at spore en vis Betænkelighed i Ordene: "I Borgen Shushan har Jøderne dræbt og ombragt 500 Mand samt Hamans ti Sønner, hvad maa de da ikke have anrettet i de øvrige kongelige Provinser! Dog, hvad er din Bøn, at den kan tilstaas dig, og din yderligere Begæring, at den kan blive opfyldt?"

Herpaa svarer Esther med at bede om Tilladelse til at lade Jøderne i Shushan ogsaa næste Dag handle paa samme Maade og til at lade Hamans ti Sønner ophænge i Galger, hvilken Gentagelse kunde tyde paa, at der foreligger to Versioner af Historien. Denne Tilladelse giver Kongen, og næste Dag dræber Jøderne yderligere 300 Mand, og ude omkring i Provinserne dræber de 75.000, men stadig forsikres det, at de - i Modsætning til Haman - ikke rører Byttet, hvilket svarer til, naar Georg Brandes om Forholdene i Polen forsikrede, at ingen Jøde havde gjort sig skyldig i Hamstring af Ædelmetaller, hvorimod en af de største polske Forretningsmænd var bleven dømt for i Strid med Forordningerne at have opkøbt Sølv.

Derefter, hedder det, nedskrev Mordokaj disse Tildragelser for at paalægge Jøderne, at de hvert Aar skulde fejre Dagen - hvad de altsaa ogsaa har gjort og gør den Dag i Dag, selvom det maaske nu i europæiske Jødekrese sker i mere afdæmpede Former end tidligere. Mordokaj var nemlig nu bleven Kongens højre Haand, "og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Stammefrænder, fordi han arbejdede paa sit Folks Velfærd og talte til Bedste for sin Slægt".

____________________________________________________

Man har talt om Tendensskuespil, Tendensromaner, Tendenskunst, og aldrig har der vel nogensinde været frembragt mere udpræget Tendensliteratur end denne "lille Roman",

22

som Georg Brandes kaldte den. En Tendens tager jo imidlertid altid Sigte mod nogen eller mod noget. I dette Tilfælde mod ikke-Jøderne, og man vilde derfor med Rette have kunnet vente, at disse ikke havde paaskønnet det lille Værk ligesaa meget som de, til hvis Forherligelse det er skrevet. Men dette har langtfra været Tilfældet!

Hvorledes er dette gaaet til? Hvorledes gaar det til, at Hamans Medofre og Lidelsesfæller, at de, der, hvis Lejligheden frembyder sig, er udset til at lide samme Skæbne som han, i Aarhundreder har hørt med Andagt om denne beregnende Jødepige og hendes ondsindede og intrigante Onkel, der ikke blot tager Hævn over Haman og hans Racefrænder, men som i den Grad har besudlet hans Eftermæle, at han for Efterverdenen er kommet til at staa i et aabenbart falsk Lys, som paa engang Skurk og Dummepeter - "netop saaledes, som Gojen, den fprhadte ikke-Jøde, tager sig ud i jødisk Opfattelse? Man havde jo blot behøvet at holde Billedet op mod Lyset, og betragte det som man betragter et Negativ - og som man maa betragte al Tendenskunst – saaledes at man tænkte sig lyst, hvor der nu er mørkt og omvendt - for at faa et helt andet Indtryk af ham og af hans Modstander Mordokaj end det, man nu ukritisk har akcepteret.

Det var saaledes Luther bar sig ad da han med sædvanlig Instinktsikkerhed tog Jødeproblemlet op til Behandling: Allerede længe havde han haft et alt andet end godt øje til Esthers Bog. Den og anden Makkabæernes bog kan han ikke lide, siger han 1534 i en af sine ”Bordsamtaler", "denn sie Juditzen zu sehr un haben viel heidnische Unart”, d.v.s. "de er for jødeprægede og rummer mange hedenske Unoder", men i sit store djærve Skrift om "Jøderne og deres Løgne" (1543), i hvilket han med hele sin Naturs Kraft og Oprindelighed gør Front mod det fremmede og farlige Væsen, Jøderne fører med sig og mod deres Hovmod og Herskersyge, indskrænker han sig ikke til at udtrykke sin Misfornøjelse

23

med Esthers Bog; han stempler den som det Hævnskrift og Mordskrift, den er.

”Der findes intet mere blodtørstigt og hævngerrigt Folk under Solen end Jøderne”, siger han. Derfor har de en saadan Forkærlighed for denne Bog, der stemmer saa godt med deres blodtørstige, hævngerrige, morderiske Begæringer og Haab", thi al deres Hjærters ængstelige Sukken og Længsel og Haab gaar ud paa, at de engang maa behandle os Hedninger ligesom i sin Tid Esther behandlede Hedningerne."

Det var stærke Ord, og Ord, hvis Rigtighed nu, fire Hundrede Aar efter, at de er bleven skrevet, fremtræder tydeligere end nogensinde før; men trods Luthers Autoritet naade de ikke langt. Medens hans Ungdomsskrift: "Dasz Jesus Christus ein geborener Jude sei", (1523), i hvilket han byggede paa Haabet om at  kunne omvende Jøderne hjulpet af disses Reklame for det, kom i ni Oplag i Løbet af et Aar, kom hans langt betydeligere Skrift om deres Løgne kun i to Oplag, og blev i protestantiske Krese kritiseret som hensynsløst og haardhjærtet.5) Det var desuden allerede dengang Jøderne muligt takket være deres Forbindelse med de forskellige Fyrstehuse, der alle trængte til deres Penge, at lægge en Bog, som denne betydelige Hindringer i Vejen.

Men med Hensyn til Virkningen kommer dertil, at Luther selv, ved at knæsætte Skriftprincipet, havde undergravet denne, thi for hver, der læste hans Bog om Jøderne, var der Millioner, der paa hans Autoritet læste Bibelen med den mest urokkkelige Tro paa, at hvert Ord i den var inspireret af Gud og derfor maatte forstaas aldeles bogstaveligt, eller, 

5) Denne Tendens til at paaberaabe sig Barmhjærtigheden til Fordel for dem, der misbruger den, som altid er svage Aanders Skødesynd, havde Luther godt nok Blik for og skrev derfor med Adresse til sine Kaldsbrøde, at jeg ser det godt og har ofte erfaret det, paa hvilken forkert Maade Verden er barmhjærtig, thi den er det, hvor den skulde være haard, og omvendt er den haard, hvor den skulde være barmhjærtig.

24

hvis de skulde fortolkes, da fortolkes i den Aand, hvori det gamle Testamente opfattedes til Forherligelse ikke blot af Gud, men af hans udvalgte Folk. Til de Fordele, der følger af Jødefolkets hele paradoksale Stilling, hører nemlig ogsaa den, at have faaet sin Historie sammenkoblet med en Religion, som det selv fornægter, og som det altid efter Evne har bekæmpet og undergravet.

I Kraft af denne fromme Tillid til Biblens Ord faldt det ingen ind at røre ved Rollefordelingen i Esthers Bog. Man opfattede Personerne i denne nøjagtigt saaledes som Jøderne - til deres egen Forherligelse - havde fremstillet dem.

En Stralsunder Borgmester, Sastrow, der i Slutningen af det 16de Aarhundrede fortæller om sit Livs mange Oplevelser, beretter saaledes om, hvorledes man havde bagtalt ham ved Hoffet og beskyldt ham for at forsømme sin Herres Anliggender:

"Da jeg nu i min store Ulykke maa opgive Haabet om menneskelig Hjælp, træder min naadige Gud til, og ikke alene redder han mig naadigt, men bringer paa en herlig Maade baade min Uskyld og mine Bagtaleres Løgnagtighed for Dagens Lys, saa at Mordokaj (!) bliver udmærket med alle Æresbevisninger og Haman derimod udsat for den største Vanære, Skam, Spot og Spe, ja selv hængt i den Galge, han havde rejst for Mordokaj."

Man føler baade den Lidenskab og den Lettelse, der ligger bag Ordene, og man forstaar særdeles vel, at han, da hans egen Velfærd stod paa Spil, ikke har kunnet interessere sig for, om det i Virkeligheden var Haman eller Mordokaj, der var den forurettede, men har taget Sammenhængen, som han fandt den. Men derved befæstedes han naturligvis paa den anden Side yderligere i sin Tro paa dens Rigtighed, og som det gik ham, gik det hans Læsere og enhver, der, ligesom han havde Brug for en tilsvarende Sammenligning.

Man paaberaabte sig jo ikke Biblen for at bestride den, man paa beraabte sig den, fordi man troede paa den: Og til

25

den Indflydelse, Skriftet saaledes øvede takket være Fromheden, kom yderligere det Indtryk, det gjorde paa Fantasien, takket være Kunsten.

Man har gentagne Gange fremhævet, at Digtningens Skikkelser ofte har en langt kraftigere Eksistens og er os langt bedre bekendte end dem, vi træffer ude omkring i det daglige Liv. Dette er saa sandt og rigtigt, at Kunsten i stor Udstrækning foretrækker at hente sit Stof fra Digtningen fremfor at øse det af Tilværelsen selv. Og det har netop i høj Grad været Tilfældet med Esthers Bog; Tintoretto, Rubens, Veronese og Rembrandt har alle hentet Motiver fra Esthers Historie: Lope de Vega, Racine og Grillparzer har omdigtet den og derved yderligere tilsløret dens virkelige Karakter.

Berømtest af disse Digtinge er Racines Stykke, Skrevet paa Opfordring af Louis d. XIV's Elskerinde, Madame de Maintenon, til Opførelse paa en Opdragelsesanstalt, hun havde oprettet for unge Piger. Her blev det jødiske Sagn benyttet til at forherlige den store Hersker og hans ædle Udkaarne, og Esther, der i Biblens Beretning er kløgtig og smidigt beregnende, bliver derfor til en følsom og daanefærdig Uskyldighed, ligesom hendes Onkel Mordokaj bliver til en medlidenhedsvækkende og miskendt Ædelhed, hvilket som bekendt har givet Goethe Anledning til i sit Maskespil: "Das Jahrmarktsfest zu Plundersweilen" at anlægge en anden og mere haandfast Opfattelse. 5*)

Paa det Tidspunkt, hvor man saaledes forherligede Jøderne til Opbyggelse for unge Piger, havde de selv ikke Lov til

5*) Det er i dette drastiske lille Ungdomsarbejde (1778), at de berømte Linier forekommer, i hvilke Haman karakteriserer Jødernes Forhold til det omgivende Samfund paa en Maade, der giver Ordene Gyldighed overalt og til alle Tider:

Es ist ein Jeglicher in Deinem ganzen Land

Auf ein' und andre Art mit Israel verwandt,

Und dieses schlaue Volk sieht einen Weg nur offen:

So lang' die Ordnung steht, so lang hat's nichts zu hoffen.

26

at opholde sig i Frankrig og samtidig med, at man ved alle Kunstens og Fromhedens Skønhedsmidler lagde Billedet af Esther og Mordokaj til Rette for en ikke-jødisk Smag, spillede de to Skikkelser i jødisk Bevidsthed og jødisk Opfattelse samme Rolle som hidtil, den Rolle, hvortil de var bestemt: at være Forbilleder for Kampen mod ikke-Jøderne, at være Vejledere m. H. t. hvorledes disse skulde behandles, hvis Lejligheden frembød sig, og Forkyndere af den Hævn, som man aldrig nogensinde ophørte med at haabe paa.

At disse to vidt forskellige Opfattelser har kunnet eksistere og den Dag i Dag eksisterer uafhængigt af hinanden og samtidig, er et nyt Bevis for den mærkelige Dobbeltstilling, Jøderne og alt jødisk indtager: med eet Ansigt til den ene Side og et andet til den anden; med een Opfattelse til eget Brug, og en anden fabrikeret til Brug for ikke-Jøderne - ofte under Medvirkning af disse selv.

Ønsker man imidlertid at lære Jøderne at kende som de er, kan det naturligvis ikke hjælpe at lægge en saadan retoucheret og forskønnet Opfattelse til Grund for sine Betragtninger, men man maa rette Opmærksomheden mod den, de selv holder sig til, og som for en nøgtern Bedømmelse ogsaa er den, der fremgaar af Sammenhængen.

Man har dels prøvet at paavise, at der laa historiske Kendsgerninger til Grund for Esthers Historie – Ahasverus f. Eks. skulde være den samme som Grækernes Xerxes, og dels har man prøvet at vise, hvilke mythiske Bestanddele den er sammenstøbt af – hvilket lyder mere sandsynligt.

Ingen af Delene er imidlertid af nogen som helst Betydning eller Interesse for Bedømmelsen af den som Dokument. Esthers Bog er Jødernes Bog uanset, hvorledes den er bleven til. Den er det, fordi den, som Georg Brandes siger, er den Bog i Bibelen, der næst efter Mosebøgerne har været mest al

27

menyndet iblandt Jøderne, og fordi den Aar efter Aar er bleven oplæst for dem i Synagogen til Jødedommens Forherligelse.

"Som med guldtrådar genomlopes detta det judiska samhållslivets vävnad av festerna", siger Brander Matthews i sin jødevenlige Bog "The Jew and the World Ferment"  her citeret efter den svenske Oversættelse - "Har månne någonsin en anordning for fostrande av gamla och unga i like mån uppfunnits, så smidig, så märkeligt genomträngande som dessa judiska fester? De återuppliva ständigt i dramatisk form folkets forna erfarenheter och göra dem levande och betydelsesfulla för nutiden."

Om ingen anden af dem kan dette siges med mere Berettigelse end om den Fest, som Esthers Bog tjener som Motivering for, og ved hvilken den foredrages for Menigheden, gamle og unge. Hvad dette betyder - derom savner man ikke Vidnesbyrd - heller ikke i vor egen Litteratur.

I sine "Livserindringer" fortæller Goldschmidt (Bd. I S.66 ff.) om sit Ophold som Barn i den strengt ortodokse Onkels Hus. Alt hvad der hører til dette Ophold, siger han, 

”staar i min Erindring med fuldstændig Blidhed, undtagen det kan være et Exempel paa det Modsatte, at da man havde fortalt mig om Jødefjenden Haman, der vilde lade alle Jøder dræbe, og derpaa ved Festen (Purim) forærede mig ligesom de andre Drenge en lille Mekanik, hvorved en Hammer i faldt ned og slog paa Bogstavet H, saa vilde jeg ikke slaa dette Bogstav, "kloppe Haman", men forlangte den rigtige Haman (!) for at vi kunde slaa ham."

Og efter hans egen Forklaring var dette ingenlunde blot et barnligt Indfald, men hang nøje sammen med Oplevelser i hans nærmeste Omgangskres.

"For et Barn, der havde seet Haandværksdrengen blive slaaet ned i Pytten, fordi han havde raabt "Jøde!", og som vidste, hvorledes en Onkel havde sagt "den Unde turdne mig!", da en Mand raabte: "Nu har jeg dig, Jøde!", maatte det nødvendigvis være paafaldende og utilfredsstillende, at en Mængde Jøder stode sammen i Synagogen og, naar de

28

raabte Erke- Jødefjendens, Amalekitens Navn, ikke gjorde Andet end at lade deres Børn banke et Bogstav af Navnet."

Han tilføjer, at man tyssede paa ham fra alle Sider, "og af Fysiognomierne blev jeg rimeligvis klog paa at vi vare de Faa og de Svage."

Men hvis de ikke havde været det? Hvorledes maa man saa tænke sig, at de Tilskyndelser vilde have virket, der udgik fra denne velberegnede Opfordring til aldrig at glemme Israels Fjender, til aldrig nogensinde at forsone sig med Omgivelserne? For Goldschmidt og hans Generation var Betingelserne for at omsætte Tankerne i Handling endnu ikke til Stede - i hvert Fald kun i begrænset Omfang. De maatte stadig gøre en Dyd af Nødvendighed og nøjes med at slaa Bogstavet H, men i vore Dages Amerika, hvor Jøderne ikke føler sig som de faa og svage, men som de mange og indflydelsesrige, møder man en helt anden og langt mindre forbeholden Tone. Ogsaa her holder man den gamle Fortælling i Ære og lægger sig dens Anvisninger paa Sinde, men her nøjes man ikke længer med at lange ud efter Bogstavet H, her sigter man med hele sin Kraft efter Personen H.

For Haman kan snart hedde det ene, snart det andet, men det gør ikke Forholdet mellem før og nu mindre anskueligt, naar hans Navn som i Øjeblikket begynder med samme Forbogstav som hans efter jødisk Omdømme berygtede Forgænger. I Tusinder af Artikler har de aabenlyst og skjult sendt Forbandelsen, Bagtalelsen og Hævnskriget efter ham, men næppe nogensinde maaske mere krigerisk og blodtørstigt end i en Artikel, som den jødiske Avis "Jewish Examiner" d. 20. Sept. 1935 bragte Om Hitler og Einstein. 6)
"Om Hundrede Aar vil Du, Jøde, en Dag gaa ned ad Einsteingaden mod Berlins Centrum, der, hvor den majestætiske Statue af den jødiske Filosof hæver sig.

Einsteingaden blev kaldt saaledes fordi Eistein engang

6) Citeret efter van Leers: Kräfte hinter Roosevelt, Berlin 1941, S.77-78.

29

boede der. Det beskedne Hus, i hvilket han boede, vil være en Nationalhelligdom, og en uniformeret Fører vil fortælle dig, at Einstein var Guds største Gave til Tyskland (!) -'- -

Om Hundrede Aar vil Du, Jøde, spasere gennem Berlins Gader og et Støvgran fra Hitlers Grav vil flyve Dig i øjet.

Det er alt, hvad der er bleven tilovers af Hitler - - - 

Samme Dag vil Jøderne i Berlin fejre deres Aarsfest, der bliver kaldet Hitler-Purim, og i alle Synagoger vil Hitler- Megilla'en blive oplæst, og Overrabbineren holder Jubilæumsprædiken. Saa skynder Jøderne sig hjem for at spise Hitler-Kage."

Saaledes er nemlig den jødiske Drøm, og man maa ikke tro, at den kun bliver drømt i Amerika. Den er drømt i mindst to Tusinde Aar og drømt overalt, hvor Jøderne samledes - ogsaa herhjemme, og i disse sidste Aar, hvor de har sat hele deres Kraft ind paa og mobiliseret hele Verden for at realisere den, tager den overalt den samme Retning. Det Hjertesuk, hvormed Ugebladet Mosaisk Samfund d. 19. Februar 1937 slutter en Artikel, er ikke mindre inderligt end de amerikanske Jøders.

”Om selve Historien om Purim”, skriver det, "der er kendt af enhver, kunde vi kun ønske, at den snart maa gentage sig (!), nemlig at lade vor Tids mange Haman'er lide samme Skæbne som den persiske. Hermed a guten Purim."

Det nytter derfor ikke, at man (saaledes Brandes og Schück) ilde berørt ved de Afsløringer, Bogen bringer, har villet skyde den fra sig som kun et historisk Vidnesbyrd om det Tidspunkt, paa hvilket den er blevet til, under Makkabæernes forbitrede Kampe mod Fremmedherredømmet. Baade Anvendelsen af den og Virkningen af den viser, "at der er Tale ikke blot om en gammel Overlevering, der kun afspejler en historisk Episode, men om et Dokument, der afspejler et Folks inderste Væsen.

Thi ganske vist er Jøderne ikke den eneste Nation, der fejrer sine nationale Fester og som glæder sig over sine Sejre, men man vil vistnok forgæves lede efter nogen anden,

30

der i Aartusinder har hoveret over en indbildt Sejr og som ved Hjælp af den systematisk har opdraget sin Ungdom i Had til Omgivelserne og i Haabet om at kunne foretage et Blodbad paa dem.

Hvor der opstilles et jødisk-nationalt Opdragelsesprogram - som af den polske Jøde Hillel Cejtlin - nævnes Mordokaj da ogsaa som en af Israels Helte sideordnet med Saul, David og Makkabæerne.7)

Man vil maaske undskylde Uforsonligheden med en Henvisning til, hvad Jøderne har gennemgaaet. Men ogsaa andre Folk har gennemgaaet store Prøvelser uden derfor at reagere paa lignende Maade.

"Jøderne har", som Stan Rosniecki siger i sin fortræffelige og maadeholdne Bog om Jødeproblemet, "en altfor god historisk Hukommelse. De har ofte omhyggeligt optegnet Navnene paa de under Jødeforfølgelserne omkomne, selv om de gaar op i hundreder eller tusinder, og de mindes deres lidelser under gudstjenesten i synagogen, og deres historie læses op. Herved dryppes stadig paany bitterhedens gift ned i Jødernes sjæl paa en maade, som de Kristne, hvor de er stedte i lignende omstændigheder, ikke kender mage til. Jøderne mindes f. ex. nedsablingen i Niemerow, under den polske krig med Bodan Chmielnicki, og en anden i Hunnau 1768, begge gange ved Kosakkerne, medens Polakkerne, paa hvis værgeløse forfædre der ved de samme lejligheder blev øvet lignende massakrer(!) for længe siden, har skrevet dette i glemmebogen. Der er siden den tid flydt alt for meget nyt polsk Blod. 8)

Man gaar derfor ikke fejl i Byen, naar man henvender sig til Esthers Bog om Oplysning angaaende det jødiske Problem, ja, hvis man læser den opmærksomt, behøver man for saavidt ingen anden Vejledning. Her er det sammenfattet

7) Rosniecki: Det jødiske Problem (1920) page 238.

"Det jødiske Problem", page 279.

31

paa en Maade, der ikke lader noget tilbage at ønske, og det er gjort ikke af jødernes Modstandere, men af dem selv til deres egen Races Forherligelse og til Fornedrelse af de forhadte ikke-jødiske Modstandere.

Man faar for det første at vide, at Antisemitismen ikke er nogen moderne Opfindelse, ikke er noget som Hitler og lignende barbariske Personer har fundet paa, men at den fandtes allerede et Par Hundrede Aar før Kristi Fødsel, og at den fandtes iblandt orientalske Folk, hvor der ikke kunde være Tale om nogen Raceteori; men hvor formodentlig Folkeblanding allerede dengang foregik i ikke ringe Udstrækning. Her i Lilleasien trues Jøderne altsaa af en Progrom, thi det er aabenbart en saadan, der er Tale om, og hvad siges der om Grunden til denne? For det første fremgaar det klart, at Jøderne er de udæskende. De er det gennem Mordokajs Personlighed. Navnet skal være det, der i Socialismens og Kommunismens Hovedmand er bleven til Marx, og han har i hvert fald det Træk tilfælles med ham og de mange andre jødiske Oprørere, Historien melder om, at han drives frem til Oprør imod det Samfund han lever i, af en ren instinktiv, dæmonisk Trang til at undergrave Autoriteten, og om muligt bemægtige sig dens magt og Indflydelse. Baggrunden for denne Indstilling er givet i Hamans - af Fortællingen senere bekræftede – Bebrejdelse mod Jøderne, at de bor ikke blot adsplittede men afsondrede, lydende andre Love end andre Folks og utilbøjelige til at anerkende Kongens Love - Bebrejdelser, der tydeligt nok ikke er Opspind, da de er bleven bekræftede af Jødernes Opførsel i alle senere Aarhundreder, hvor de indtil den Dag i Dag - hvad de fleste ganske vist ikke er opmærksomme paa - har lydt ”deres egne Love”, ligesom de bagved den officielle Stats Kulisse har deres egen Samfundsordning, deres ”Kahal”, der betyder mere for dem end den Ordning, ikke-Jøderne paatvinger dem. Ligesom det af denne Bog fremgaar, at Antisemitismen, Modstanden mod Jødernes Væsen og Indflydelse, er saa

32

gammel som de selv, saaledes fremgaar det ogsaa, at deres Afsondrethed er det, og at den saaledes ikke, som man har bildt Folk ind, er Følgen af et Tryk udefra, men at det, som den amerikansk-jødiske Kritiker Ludwig Lewisohn siger, omvendt er Jødernes Afsondrethed, deres Særegenhed og Sammenhold, der har ført til ikke-Jødernes Reaktioner overfor dem. "Det er ikke Trykket, der frembringer jødisk Forskel men det er jødisk Forskel, der fremkalder Trykket”, siger han, og man maa tilføje: det er ikke Jødernes Indespærring i Ghetto, saaledes som de ynder at paastaa, der har gjort dem til det, de er, men det er den Omstændighed, at de overalt, hvor de kan - altsaa ogsaa i Kong Ahasverus Rige - har levet i et selvskabt Ghetto, der førte til, at de omsider ogsaa fik et ydre Ghetto, hvis Mure var ment lige saa meget til Beskyttelse for dem som til Afspærring.9) Man

9) Man har meget træffende sammenlignet Jødernes Ghetto med Fremmedkvartererne i de store kinesiske Havnebyer. Naar Europæerne levede sammen og for sig selv, var det ikke fordi de var tvunget til det, men fordi de foretrak det, og fordi det i givet Tilfælde kunde være dem en Beskyttelse, hvilket det jo ogsaa viste sig at være under Boxeropstanden i Kina.

Det er for øvrigt mærkeligt, at man vedblivende kan bruge Ghettoen som Argument for, hvilken skændig og beklagelsesværdig Stilling, Jøderne har haft Under Landflygtigheden, da disse selv er fuldkommen paa det rene med, hvorledes det forholder sig. Man behøver ikke at gaa længere end til Ugebladet Mosaisk Samfund, der d. 9. Febr.,1929 i en Artikel om "Ghettoen i gamle Dage" giver et Billede, der nøje falder sammen med det, man finder i Esthers Bog.

"Selv længe efter at det var blevet tilladt Jøderne at bo udenfor Ghettoen", hedder det i denne Artikel, "foretrak de at bo her frem for andre Steder …her kunde de bedst forsvare sig, og her kunde de undgaa al Berøring med de urene Kristne. (!) Der blev intet gjort fra de Kristnes Side for at slaa en Bro over Kløften, men der blev heller intet gjort fra jødisk Side. Man betragtede sig som værende i Udlændighed, og man vilde ikke have anden Forbindelse med en Goj, en Kristen, end den, Forretningerne bragte med sig. (Smlgn. Shylock!) Mændene kunde Landets Sprog, men Kvinderne kunde sjældent mere

33

faar endvidere gennem Hamans Udtalelser til Kongen at vide, at de anses for velhavende, og kan deraf slutte, at det ikke er deres Indespærring i Ghettoen, der har paatvunget dem deres Interesse for Penge, men at der tidligt, og længe inden den moderne Kapitalisme gav dem deres enestaaende Chancer, har eksisteret et særligt Forhold mellem dem og de ædle metaller, og at dette var kendt af den omgivende Befolkning.9*) Endelig faar vi gennem Mordokajs Raad til Broderdatteren om ikke at røbe sin Race at vide, at denne alle-

end nogle faa Brokker. Indbyrdes talte man et Blandingssprog af Hebraisk og Landets og Grænselandets Sprog.”

9*) Det er derfor et nyt Bevis for, i hvilken Grad Facit er forud givet, naar talen er om Jøderne, at det i den af Professor Aage Bentzen og Pastor Glahn forfattede Bibelhistorie: "Israels Folk" hedder, at Esthers Bog "tillige", nemlig foruden at vise Jødernes Had til og Foragt for ikke-Jøderne, viser, ”hvor kummerligt et Liv, Jøderne havde i Adspredelsen”.

Der er nemlig i Esthers Bog ikke det fjerneste Bevis for, at de førte noget kummerligt Liv. Tværtimod, det fremgaar af selve Fortællingen, at de førte det Liv, de ønskede at føre - et fra den øvrige Befolkning afsondret Liv – og at dette indbragte dem store Rigdomme. At det ogsaa indbragte dem den omgivende Befolknings Had er ikke til at undre sig over. En hvilken som helst Nation, der har indtaget en nogenlunde tilsvarende Stilling som Jøderne, f. Eks. Tyskerne i Rusland under Czardømmet, eller Englænderne i Kina har paadraget sig samme uvilje. At den er universel og permanent for Jødernes Vedkommende følger af, at deres ejendommelige Forhold til Omgivelserne er universelt og permanent.

Vil man beklage dem, kan man ligesaa godt beklage Vikingerne, fordi de ikke alle sammen vendte tilbage med hele Lemmer fra deres Røvertogter og nogle af dem slet ikke. Hovedsagen for dem var, at de vendte tilbage med Bytte. Det var det, de var ude efter og det var for det, de betalte Prisen, og ingen skal tvivle om, at de havde deres store Fornøjelse af togterne trods de dermed forbudne Farer og Besværligheder, ligesom jøderne gennem Aartusinder har haft deres meget store Tilfredsstillelse af deres Virksomhed blandt ikke-Jøderne med dens mange Triumfer og anseelige Udbytte. At de udbyttede ikke har været ligesaa begejstrede, kan man som sagt næppe undre sig over. Heller ikke Vikingerne var elskede af deres Ofre, men – de var respekterede.

34

rede dengang fremkaldte saa mange Mindre heldige associationer hos den ikke-jødiske Befolkning, at det var mest formaalstjenligt at fornægte den: Med andre Ord, det Billede, der er overleveret til os af Jøderne fra for to Tusinde Aar siden og af deres Stilling i Samfundet, svarer Punkt for Punkt til det, vi kender fra senere Erfaringer, og da man daarligt kan tænke sig, at det er Esthers Bog, der er bleven forfalsket af ondskabsfulde Antisemiter, maa man tage denne paafaldende Overensstemmelse til Efterretning og drage de Slutninger deraf, som man mener at kunne forene med sin Sandhedskærlighed.

Skildringen af, hvorledes Jøderne, dette rundt om i Landet spredte Mindretal, der bor afsondret og aabenbart ilde lidt blandt den øvrige Befolkning forholder sig til Situationen er ikke mindre lærerig. Man kunde have tænk sig det forkuet, ængsteligt for at støde an, opsat paa at tilpasse sig, men det er aldeles ikke Tilfældet. Det optræder efter sit eget Vidnesbyrd anmassende og udæskende og tænker saa langt fra paa, hvorledes det skal kunne tækkes Magthaverne, at det tværtimod lægger vidtskuende og snedige Planer for selv at kunne erobre Magten.

Et Redskab til disse Planers Fuldbyrdelse er Esther, Mordokajs Broderdatter. Hun er jo som bekendt ikke den eneste Kvinde i det gamle Testamente, hvis Kvindelighed og sex-appeal tjener politiske Formaal. Det samme er tilfældet med Judith, der opsøger Holofernes i hans telt, og som benytter hans Begær efter hendes Skønhed til at dræbe ham.10)

1 0) En ganske særlig Form for Esther-Politik – alle kneb gælder – fortæller Willy Buch om i sin interessante Bog ”50 Jahre Antisemitische Bewegung”: En dag viser der sig paa Kontoret en Dame, der absolut maa tale med Dr. Theodor Frisch, den bekendte Udgiver af ”Handbuch der Judenfrage”. Willy Buch gaar derfor ud, men hører lidt efter Skrig derindefra: "Hjælp! Politi, Hjælp!” I samme Øjeblik bliver Døren revet op og Frisch siger til en af Kontorpersonalet: ”Hr. Tröpfer, vil De føre denne Dame ud; hun er bleven gal!”

I Esthers Tilfælde er Maalet et andet. I første Omgang gælder det om at vinde over de mange andre Konkurrenter til Herskerens Bevaagenhed. Dette opnaar hun ikke alene ved den Skønhed, hun siges at være i Besiddelse af, men som de faa mesterlige Træk antyder, ved klog Beregning, ved nøje at forstaa, hvem hun har at gøre med, og hvorledes den Paagældende skal behandles: baade Overgildingen og hans mægtige Herre. Selv om hun ikke havde været skøn, vilde dette have været tilstrækkeligt til at sikre hende hendes Magt over den svage Mand, hos hvem hun har indyndet sig og der er heller ikke Tvivl om, at netop det klogt beregnende i lige saa høj Grad som deres sex-appeal har været det afgørende for den Magt, adskillige af hendes jødiske Medsøstre har øvet.11)

Det viste sig at hun havde revet Blusen op og sad med blottet bryst og raabte, at hun var blevet voldtaget. Frisch sagde roligt: "Hun vilde have Penge af mig, og da hun ikke fik dem, rev hun Tøjet op."

Fra sin egen Erfaring beretter han om, hvorledes han engang i aarene 1909-11 i det Blad han var knyttet til, havde afsløret et ”Dueslag”. Ejerinden en Jødemadam, aflagde Besøg hos ham for at faa ham til at indstille Kampagnen, og tilbød han, hvis han vilde gøre det sin medbragte 17-aarige Datter. Da han ikke tog imod Tilbudet, hvæsede hun om Sædelighedsattentat, men blev sat paa Porten. Han indrømmer dog, at der er Tilfælde hvor førende Antisemiter er faldet som ofre for denne Form for Esther-Politik.

Mange vil maaske finde det uberettiget at bruge Udtrykket i Forbindelse med de tarveligste Former for Kobleri og Bedrag, men det maa dog bemærkes, at ogsaa dette har sin Hjemmel i det gamle Testamente. Baade Abraham og Isak – Abraham oven i Købet to Gange - stiller deres Hustruer til Raadighed for fremmede herskere for selv at slippe ud af Klemmen, og tager sig tilmed godt betalt for det. Beretningen om disse Uhyrligheder, til hvilke deres Gud giver sin Velsignelse, findes i Mosebog 12, 20 og 26 Kapitel. Først Jacob - der skal jo tre Generationer til at frembringe en Gentleman - synes at have beholdt baade Lea og Rachel for sig selv, og have nøjedes med at bedrage, hvor han kunde komme afsted med det. (Smlgn.Friedrich Delitzch: Die grosse Täuschung 1-11. 1921).

11) Drumonts Medarbejder. J. de Riez, sammenligner i "La Question

36 

En Støtte og Hjælper - en Sceneinstruktør – har hun i sin Onkel, der lusker rundt om Paladset, ventende paa det Øjeblik, hvor han kan trænge ind i det. Ogsaa ham kender man ikke blot gennem Fortællingens ypperlige Karakteristik af hans maalbeviste Trods og Hævngerrighed og smidige Evne til at gøre sig nyttig og til Sidst uundværlig for Magthaveren, men gennem de talrige Racefrænder, der ligner ham og som Historien ved at berette om lige fra Hofjøden Joseph til Disraeli, der ganske vist ikke kunde faa sin Modpart hængt, men, som ved dristig og behændig Smiger forstod at gøre sig Dronning Victoria bevaagen i Modsætning til Gladstone, der i Sammenligning dermed tog sig klodset og besværlig ud. Thi alle disse Mordokajs Race- og Aandsfrænder, der ofte nok har været grumme og hævngerrige, som Disraeli var det overfor Robert Peel, kendte tillige som Esther den Kunst at behage, hvor det var formaalstjenligt. I dette Træk af klog Beregning samles baade hun og han en kvindelig og en mandlig Esther.

Ifølge Georg Brandes skulle Adgangen til Polen være bleven aabnet for Jøderne, fordi Kasimir den Store var forelsket i en anden skøn Esther. Om dette er historisk paalideligt, maa staa hen i det uvisse, men usandsynligt er det ikke, da Biblens Esther siden har faaet mange Efterfølgersker; indtil den Indflydelse, hun repræsenterer i det nittende Aarhundrede er gaaet over til at blive en Masseforeteelse. Først indenfor de Krese, der altid har vist sig som de nationalt mest troløse, nemlig Fyrsternes, Adelens, og Bourgeoisiets, for hvilke Krese Nydelse og Penge ofte spiller den første

Juive" Esther og Judith med Jeanne d' Arc ,,og viser, at Maaden at ofre sig paa for sit Folk ikke er helt den samme hos de to første som hos den sidste.


Jean Drault: "Drumont: La France Juive et La Libre, Parole",  Paris

1935, S. 36.

Rolle og som derfor enten gerne køber de smukke Jødepiger for deres Penge, eller erhverver sig de fornødne Penge ved at tage en Jødepige med i Købet. I begge Tilfælde bliver Resultatet det samme som i Esthers Bog: Afhængighed i deres Beslutninger af den fremmede Race og tilsidst Magten og Indflydelsen overgivet til denne.

 Hele den saakaldte Assimilation er i Virkeligheden Esther-Politiken populariseret, blot at den Hersker, der nu skal vindes og beherskes, ikke mere hedder Ahasverus, men Demos, og jo flere af jødisk, halvjødisk eller kvartjødisk Race, der bliver gift med ikke-Jøder, desto sikrere er de paa ved Demos' Hjælp at blive den raadende Indflydelse, og i Stand til at tage Hævn - blodig Hævn over de genstridige, der vover at sætte sig op mod deres Magt og gennemskue deres Planer.

Thi Haman - det er Jødernes Modstander! Det er enhver, der forstaar den Fare, de frembyder, det er enhver, der vover at advare imod den, enhver, der kommer paa tværs af deres Planer - det er alle, der staar dem eller deres Planer i Vejen.

Bismarck f. Eks. var paa ingen maade det, man sædvanligvis kalder for Antisemit. Tværtimod, han var alt andet end venligt stemt overfor den af Adolf Stöcker rejste antisemitiske Bevægelse. Ikke fordi han omvendt var særlig sympatisk stemt overfor Jøderne, men fordi han ikke havde Blik for Spørgsmaalets videre Betydning og derfor kun bedømte den af Slotspræsten rejste Bevægelse ud fra sine egne nærmeste politiske Formaal. Ikke desto mindre viser det sig, at ogsaa han har maattet finde sig i at blive kaldt en Haman, thi ganske vist bekæmpede han ikke Jøderne, men han bekæmpede den af dem inspirerede, støttede og i Virkeligheden  ledede socialdemokratiske Bevægelse.

Det er Drumont, der i sin fængslende og vægtige Bog " Le Testament d'un Antisémite" (1891) gør opmærksom paa denne interessante Episode, der er saa lærerig, fordi den peger paa de dybere og mere skjulte Sammenhænge.

38

I Marts1890 havde Bruddet mellem Bismarck og Kejseren fundet Sted. Der var naturligvis flere Grunde til dette, men en Hovedaarsag var Bismarcks Stilling til den socialdemokratiske Udvikling og hans Uenighed med Kejseren om, hvorledes denne skulde imødegaas. Paa Trods af hans Ønske blev Socialistloven ikke fornyet, og ved Valget i Februar gik Socialdemokraterne og deres radikale Forbundsfæller frem. Grunden var taget bort under ham. Hans Modstander, Mordokaj - Karl Marx - havde fældet ham, selv om det var Kejseren, der som det blinde og intetanende Redskab eksekverede Dommen. Det, som Dostojewski havde forudset allerede i 1880, var sket: Bismarck var bleven fejet tilside af  vores alles Herre hele Europas Herre, Jøderne."12) At det forholdt sig saaledes, anede næppe hverken han eller Kejseren eller Samtiden. Tidens Begivenheder fremtræder jo kun yderst sjældent saa ligetil og letfattelige, at de ikke kan bortforklares eller misforstaas; men der var een, der vidste det og forstod det, og som ikke tog i Betænkning at sige det - stolende paa, at man som sædvanlig mindst vilde tro ham, naar han var mest oprigtig: det var Jøden selv.

En Navne til den bekendte jødiske Storkapitalist og socialdemokratiske Fører, Singer , skrev i Archives israëlites 16. Okt. 1890 en Artikel, i hvilken han først raser mod Antisemiterne i Wien, som han kalder for "Rosche" (formodentlig noget meget slemt). Derefter vender han sig mod Bismarck, som han tiltaler direkte:

"Jeg vil bede Dem læse den pragtfulde (magnifique) Bog om Esther, i hvilken De vil finde den typiske Historie om Haman og Mordokaj. Haman, den almægtige Minister - det er Dem, Deres Ekscellence; Ahasverus, det er Wilhelm og Mordokaj, det er den tyske Socialisme, skabt af Jøderne Lassalle og Marx og fortsat af min Navne og Trosfælle, Singer.

De har villet kaste Mordokaj i Støvet og villet tilintetgøre

12) Smlgm. "Europas Ødelæggelse" S. 87.

39

ham og det er Dem, den store Rigskansler, der er bleven hans Offer."

Naar det gik saaledes med Bismarck, der nærmest havde Beskyttet Jøderne, som havde modarbejdet Stöcker og benyttet Bleicllschröder til sine finansielle Transaktioner, fordi han, ud fra sin germanske Natur, havde vendt sig imod den jødiske Marxisme, som Hitler senere gjorde det, og ligesom han besjælet af Ønsket om paa anden og mere national Maade at løse Arbejderspørgsmaalet, forstaar man let, hvorledes Dommen maatte lyde om dem, der vovede direkte at kritisere Jøderne eller gøre Indsigelse mod deres stedse stigende Indflydelse - selv om det skete i de mest moderate Former.

Det vil tage en Ende med Forskrækkelse med ham - som med alle Haman'er", sagde den tysk-jødiske Forfatter Berthold Auerbach om en af dem, og efter Evne har Jøderne, hvor de kunde det, selv bidraget til, at denne Spaadom kom til at gaa i Opfyldelse. Codreanu , denne moderne Tempelridder, hvis rene, naive, heroiske og mandige Sind man selv kan danne sig en Mening om ved at læse hans fængslende og gribende politiske Selvbiografi, der er oversat paa Tysk under Titlen: " Eiserne Garde" ; blev ganske vist ikke hængt af Kong Carol og hans Esther, den jødiske "Dame", Fru Lupescu, men han og tretten andre af Rumæniens bedste, mest idealistisk sindede og fædrelandstro unge Mænd blev strangulerede bagfra efter de bedste jødiske Forskrifter, der siger, at en Slave skal dræbes med Sværd, medens en fri Mand skal - kvæles.13) Og ikke blot blev han dræbt som den "Haman" han var, men ligesom for den rigtige Hamans vedkommende sørgede man for saavidt muligt ogsaa at dræbe hans Eftermæle. Til alle Verdens Hjørner fløj Meddelelsen gennem de jødiske Telegrambureauer, om disse onde og farlige Mennesker, som nu lykkelig og vel var bleven slaaet

13) Smlgn. de af Aage H. Andersens udgivne Brudstykker af Talmud . Kbhvn. 1939, S. 36.

40

ihjel - myrdede af Kong Ahasverus og hans Yndlingshustru, og det moderne Publikum, der tror ikke mindre ubetinget paa den jødiske Verdenspresse og Radio, end deres Forfædre troede paa de jødiske Krøniker i det gamle Testamente, aandede lettet op ved Tanken om, at disse Fjender af Sandheden, Retten og Kærlighedsætten (for at tale Grundtvigsk) var bleven ekspederet over i en anden Verden, ligesom deres Forgænger og Aandsfrænde Haman.

"De bedste blandt ikke-Jøderne skal I dræbe" , hedder det i Simon ben Jochai's efterladte Kommentarer, (2det Aarh. e. Kr.) og denne smukke Anvisning har man altid holdt sig efterrettelig, men skal det gøres, skal det ogsaa gøres grundigt. Thi hvad vilde det nytte at dræbe, hvis den dræbte levede videre i sit Folks, i Verdens Erindring som den uskyldigt forfulgte, som Helten, som Martyren, som Forbilledet og Geniet, som den, af hvis Blod der voksede ny Vilje, nyt Haab, ny Tro? Skal det gøres saa det virkelig batter, maa han ligge i sin Grav miskendt af sine Landsmænd, hadet og ringeagtet af dem, for hvis Skyld han kæmpede, forraadt af dem, for hvis Velfærd han døde.

 Og omvendt, kan man ikke straks komme ham selv til Livs, er der ikke noget nyttigere at foretage sig end at dræbe hans Rygte, gøre ham umulig i hans Medborgeres og Samtidiges øjne, sværte ham saaledes, at ingen er i Stand til længere at tro paa hans Hensigter, forstaa hans Planer og stole paa hans Vilje.

I mange Tilfælde er denne Forvanskning, som for Hamans Vedkommende gjort saa grundigt, at det bogstavelig talt ikke er muligt at trænge igennem Bagvaskelsen. Hvem er Haman? Vi ved det faktisk ikke. Vi ved kun, at Jøderne hadede ham og har kun deres Fremstilling at holde os til. Hvem er Quisling? Vi ved det faktisk ikke, ja de fleste aner ikke engang, at de ikke ved det. Det eneste, man ved er, at den af Jøderne dirigerede Opinion har gjort hans Navn til et Smæ-

41

deord Verden over, men om det er med Rette eller Urette, hvem tør sige det! Selv hans Landsmænd kan aabenbart have svært ved at danne sig en Mening om det. I 1941 udsendte saaledes den norske Officer, Øyvind Lange en Bog: Krigen, som vekket Norge , der viser dette paa en Maade, om hvis Oprigtighed det ikke er muligt at tvivle. Han skildrer i denne Bog med en ærlig og pligtopfyldende Officers Indignation, hvorledes Hæren er blevet behandlet og Forsvaret forsømt - ja direkte modarbejdet under det Styre, der førte Landet ind i Krigen, og hvorledes de, der havde kæmpet med de utilstrækkelige Vaaben, man havde stillet til Raadighed, bagefter blev beskyldt for Forræderi af de samme Krese med Kommunisten Tranmæl i Spidsen, der havde gjort, hvad de kunde for at ødelægge Forsvaret. Forræderi, siger han, jeg kender ikke et eneste Tilfælde af Forræderi! Det eneste Forræderi, der er øvet er det, som et korrupt Partiregime har øvet: at udlevere Landet til et Nederlag, det ikke havde behøvet at lide. Og i denne Forbindelse er det saa han omtaler Quisling som den Mand, der har kæmpet imod Partiregimet, imod Forsvarsforræderiet, og som nu kæmper for en national Genrejsning. Han giver ham denne Omtale, siger han, efter at have undersøgt "alle de onde og sårende versioner om Quislings forhold i tiden før 8. April" og han gør det for at opfylde en moralsk Pligt til at gøre den Uret god igen, som han selv "om enn selvsagt i fullkommen god tro, har øvet i tanker og dommer."

Hans Ord vejer til, men selv den ærligste Mand kan tage fejl! Lad det derfor staa hen som den Gaade, det stadig er, men man undrer sig! Man undrer sig over, hvilken mærkelig Skabning Quisling vilde være, hvis han var som hans Modstandere fremstiller ham. Man undrer sig over, at nogen Mand skulde have Lyst til at forraade sit Land, og navnlig over, at en Mand, der havde gjort det overhovedet skulde kunne faa Tilhængere i et stejlt og hyperpatriotisk Folk som det norske. Hvis Beregning, saa spørger man, hvad

42

Slags Beregning, der kan ligge bagved, at en Mand i vore Dage udsætter sig for Flertallet af sine Landsmænds Mistro og Uvilje! Er det dem, der gaar imod Strømmen, der kan mistænkes for at flyde med den? De fremmede Magthavere? Tysklands Hjælp? Men hvad saa med de norske Patrioter, der flygtede til London og som stoler paa Englands og Amerikas Hjælp? Og hvad med Kommunisterne, som nu skønt de ikke et Øjeblik vilde tøve med at udlevere Landet til Moskva, er bleven optaget i den norske Front som gode Patrioter? Hvorfor - apropos - har man f. Eks. ikke hørt Navnet Kuusinen anvendt paa samme Maade som Navnet Quisling. Er det fordi det er for vanskeligt at udtale? Er det, fordi man anser en Mand som Kuusinen, der nu er bleven belønnet for sine Fortjenester af Sovjetunionen, for at være en Slags Idealist, hvad han paa sin Maade utvivlsomt ogsaa er? Eller er man ganske simpelt bange for at støde sin mægtige Allierede? 15) Men endelig: skal det uden videre anses for landsforræderisk at tilraade Samarbejde med en Magt, man har været i Krig med, hvorfor saa ikke stemple General Smuts som Landsforræder, eller er den eneste Grund til, at han i Verdens Øjne ikke er bleven det, men tværtimod staar paa en Piedestal af Højagtelse, den, at hans Politik har været Jø-

15) Dette sidste Motiv behøvede i hvert Fald ikke at afholde fra at anvende Badoglio's Navn, og der er i dette Tilfælde næppe heller Grund til at regne med nogen Idealisme, selv den mest bagvendte. Hvorfor saa ikke anvende hans Forræderi, der har bedækket hans Nation med Vanære og kastet hans Land ud i grænseløse Ulykker, paa samme Maade som det Forræderi, man paadutter Quisling? Der er dog den store forskel, at det ene kun er en Paastand, en af Modstanderne ved Hjælp af Alverdens Blade og Højttalere gentagen, men aldrig bevist Paastand, medens det andet er en Kendsgerning, som ingen vil falde paa at bestride, hvad enten de mener at have haft Fordel af den eller ikke, hvad enten den har været dem kærkommen eller det modsatte. Hvis en Mand begaar et Giftmord, er og vedbliver det at være et Giftmord, enten man hører til den Myrdedes Arvinger eller ikke.

43

derne i Sydafrika - og det vil sige Jøderne i Verden - ligesaa kærkommen, som Quislings er dem forhadte? 15)

Det er ikke muligt at sige! Det eneste, man i saadanne Tilfælde ved er, at man ingenting ved, men naar man ser ogsaa en Petain blive sat paa Anklagebænken, er man paa den anden Side heller ikke til Sinds paa Forhaand at afvise nogen Mulighed, thi kan Helten fra Verdun blive stemplet som Krigsforbryder - og den nyeste Beskyldning mod Haman under den Jødernes Verdens-Purim, der nu foregaar, er jo, at han er Krigsforbryder - er det ikke udelukket, at de, der deler Skæbne med ham, ogsaa deler Beskaffenhed med ham er Mænd, som han, Mænd, hvis eneste Forbrydelse i deres Øjne, der anklager dem, er den, at de har elsket deres Land og Folk og med Kærlighedens Skarpsyn set, hvorfra den virkelige Fare truede det.16) 

Man kunde altsaa forsaavidt med god Grund have ventet, at Badoglios Navn i det mindste havde gjort Quislings Rangen stridig og var bleven benyttet som Standardbetegnelse for de talrige Forræderier af samme Art, der er begaaet senere. Man kunde have tænkt sig, at man m. H. t. de Statsmænd, der af Fejghed, lav Ærgerrighed, eller under Paavirkning ude fra forraadte deres Lande anvendte Betegnelsen Badoglio-Politikere eller havde talt om Badoglioi-Nationer .

Maa man ikke undre sig over, at det ikke er sket? Eller er det maaske netop set i denne Sammenhæng, slet ikke saa underligt?

1 5*) Se Efterskrift: General Smuts.

16) Krigsforbrydere! Hvem? Det sidste, man vilde gætte paa er dem, der har udmærket sig i Kampen for deres eget Land, men ikke desto mindre forlyder det med Bestemthed, at General Siilasvuo skal være bleven udleveret som Krigsforbryder. Siilasvuo, Sejrherren fra Suomissalmi , Forfatteren til en af Verdenslitteraturens klassiske Krigsskildringer! 

Man vægrer sig ved at tro det; men man kan ikke benægte Muligheden af det. Russerne har ifølge Vaabenstilstandsbetingelserne Krav paa at faa ham udleveret, hvis de ønsker det - andre fortjente og tapre finske Officerer er bleven udleveret. Samtidig med, at Finland saaledes er bleven tvunget til at forraade sine egne bedste Sønner, tilflød der 

44

Hvad man har at holde sig til, er kun Ofrene og Hadet!

frene, der viser, hvor Overbevisningen findes, og Hadet, der viser, hvor Fjenden findes.

For hvis Jøderne hader, har ikke-Jøderne al mulig Grund til at være paa deres Post, saa kan de nemlig med Sikkerhed gaa ud fra, at det er deres Interesser, det gælder.

Saameget vil enhver have forstaaet, der har læst Esthers Bog med blot nogen Opmærksomhed. Derfor er det Skade, at det ikke blev til noget med den paatænkte Oplæsning i Radio, thi man kan ikke ønske noget bedre end at Esthers Bog bliver kendt af flest muligt og læst ligesaa ivrigt og ligesaa tit af ikke-Jøder som af Jøder, læst - vel at mærke - som det, den er: en Afsløring og en Advarsel.

Verdenspressen en hoverende Meddelelse om, Feltmarskalk Mannerheim har overværet en Sørgehøjtidelighed i Synagogen i Helsingfors for faldne jødiske Soldater.

Faldne jødiske Soldater hædrede, levende finske Officerer udleverede - kan man forlange det tydeligere?

45

General Smuts.  En Efterskrift.

Smuts - Forræder!? Man afviser Tanken, og objektivt er der heller ikke Spor af Grund til at nære den, men det vil ikke sige det samme, som at der ikke er Holdepunkter for at tænke den.

Lad os kaste et Blik paa hans Løbebane! Han er født under engelsk Styre og har faaet sin Universitetsuddannelse i Cambridge og var til at begynde med en Beundrer af Cecil Rhodes. Først efter at dennes Ven og Medarbejder, Dr. Jameson, havde foretaget sit mislykkede Indfald i Transvaal, forlod han Kapstaden og slog sig ned i Johannesburg. Under Krigen kæmpede han, som man ved, mod Englænderne, og da disse havde sejret, var han en af dem, der raadede til Fred og Samarbejde. Han bliver under Botha Minister først i Transvaal og senere i den nydannede sydafrikanske Union, og var som saadan ved den første Verdenskrigs Udbrud med til at slaa et Oprør ned af sine tidligere Menings- og Kampfæller, og til at erobre de tyske Besiddelser i Afrika.

Alt dette lyder saaledes fortalt meget ligetil, men fremstillet i den Aand, hvori den allierede Propaganda herhjemme og ude skrider ind mod enhver, der ud fra lignende Anskuelser som General Smuts tilraader Samarbejde i Europa, er dette ikke ligesaa selvfølgeligt. England havde ikke blot faa Aar før Krigen uforanlediget foretaget et Røveroverfald paa Transvaal, men det havde i et lille Hundrede Aar blandet sig i Boernes Anliggender. Først, da England erobrede Kapstaden, tvunget dem til at vandre nordpaa, og derefter søgt at bemægtige sig Herredømmet over de to Republiker, de havde dannet. Da der blev opdaget Diamantlejer i Kimberley fandt England ud af, at det ejede det Omraade, hvor disse laa, og nu var der blevet opdaget Guld i Transvaal. General Smuts engelske Biograf, Sahrah Gertrude Millin siger i sit to Bind store Værk om ham (1936), at England ikke følte sig sikker i Sydafrika, naar 

46

disse mægtige Guldlejer "tilhørte en saa lille og afmægtig Nation". Det kan siges, men det er et Ræsonnement, der kan anvendes, og som er bleven anvendt paa andet end Guld, og som man stempler med de mest nedsættende Ord, naar det ikke er England, hvem alting klæder, der anvender det. Boerne under Præsident Krüger værgede sig saa godt de kunde, men England havde i de Tusinder af Englændere, Amerikanere og Jøder, der var strømmede til ved Rygterne om Guldfundene, et kærkomment Paaskud til i Demokratiets, Frihedens og Rettens Navn at undergrave den lille Stat indefra. Disse "Uitlanders" forlangte Stemmeret eller rettere: man forlangte Stemmeret paa deres Vegne, thi selv var de mere opsat paa at faa Guld end paa at faa Stemmeret. Milner, en Al-Englænder, der ikke kendte til nogetsomhelst Hensyn, tog, som Smuts Biograf siger, heller ikke Hensyn til, at Uitlanders allerede var Undersaatter hos Datidens største Stormagt og havde til Hensigt vedblivende at være det, og at det aldrig vilde være faldet en Englænder ind af Amerika, Frankrig eller blot en sydamerikansk Republik at forlange Ret til baade at være engelsk Undersaat og Borger i den Republik, i hvilken han kun blev saa længe til han havde tjent de Penge, han ønskede.

Udsat for dette overmægtige Tryk erklærede Boerne tilsidst Krig, værgede sig, under Verdens platoniske Beundring og Sympati, tappert og blev besejrede. For at knække deres Modstand afbrændte man Tusinder af Bøndergaarde, drev Kvæget bort eller slog det ned, fratog de hjemmeværende Kvinder og Børn al Mad og samlede dem i Koncentrationslejre, i hvilke efter engelsk Opgivelse tyve Tusinde af dem døde af Tyfus og andre Sygdomme, hvilket efter Antallet af de Hvide vilde svare til, at Danmark eller Norge paa samme tidspunkt havde mistet det firdobbelte Antal.

Lad os tænke os samme Begivenheder overført til Norge, hvor store Guldfund havde faaet en Stormagt til at drive en tilsvarende Politik. Vilde man saa ikke heri have kunnet finde Stof nok til af gøre en norsk Smuts til en norsk "Quisling"?

Eller overfør Begivenhederne til danske Forhold. "Smuts" er født syd for Grænsen af danske Forældre, har studeret i Berlin og beundrede Bismarck. Saa bliver der opdaget Guldlejer ved Viborg. Tyskere og andre strømmer til i Tusindvis. Man forlanger Borgerret for dem efter faa Aars Ophold, og for at give Kravene Eftertryk falder en Friskare ind i Landet. Den bliver ganske vist afvæbnet, men faa Aar efter følger Krigen. Jylland bliver hærget, Gaardene brændt, Kvæget slaaet ned og Kvinder og Børn dør i Massevis. Nogle Aar efter Freden bliver der indrømmet os Selvstyre, og nu foreslaar den danske Smuts at indføre Tysk som obligatorisk Sprog i Skolerne og Dansk, hvor det ønskes!

47

Mon man ikke paa Grundlag af en Udvikling som denne kunne opbygge en ret velfunderet Paastand om Landsforræderi? Mon man ikke hvis man ønskede det, skulde kunne gøre ogsaa hans Navn til et Smædeord? Selvfølgelig vilde man kunne det, og selvfølgelig har man da ogsaa gjort det, hvor Tilfældet forelaa. Man har kaldt Smuts Judas, Blodhund og Forræder. Mit eget Folk forbander mig, sagde han (Millin, Bd. 2, S. 332) og mit Navn er bleven et Mundheld (byword). Ved Valget i 1915 fik Smuts og hans Ledsagere raadne Æg, Sten og Murbrokker i Hovedet. Han selv blev revet om i Tumulten og skudt paa, da han stod op i sin Vogn. Der var Øjeblikke, sagde han, hvor han ikke kunde lade være at sammenligne sine Kaar i England med det Had, den Mistro og den Bagtalelse, han maatte kæmpe med i sit eget Land, og hans Modstandere sagde spottende, at hvis Englænderne var saa glade for ham, kunde de jo beholde ham.

Lad os tænke os den jødiske Verdenspresse gøre Brug af disse Momenter efter sine kendte Metoder! Lad os tænke os disse Beskyldninger gentaget hele Verden over, ethvert ufordelagtigt Rygte om ham kolporteret, hans Navn aldrig nævnt uden med Ringeagt og Had - hvor helt anderledes vilde det Billede, der eksisterede af General Smuts i den almindelige Opfattelse da ikke være! 

Men det er det, man ikke har gjort, thi Smuts er, som hans Biograf siger, maaske den eneste helt overbeviste Jødeven blandt Nutidens Statsmænd. Han regner det selv for sit Livs Retfærdiggørelse, at han uden Vaklen har staaet paa Jødernes Side og er stolt af, at et Stykke Land i Palæstina bærer hans Navn.

Fra hans Modstanderes Side har man ikke manglet Blik for dette eller savnet Forklaring paa det. Man har karikeret ham som en Mand, der servilt krummede sig for en stor Jøde, der repræsenterer Guldminerne, men der er ikke den ringeste Grund fil at tro, at Motiver af denne Art har spillet nogen Rolle. Han var som Puritaner opdraget med det gamle Testamente og var med Henblik paa et Storafrika principiel Tilhænger af Raceblanding - dog ikke med Negre og Hinduer. For Virkningen er det imidlertid ligegyldigt hvilket Motiv man vil tillægge ham. Det afgørende er, at han hele Livet igennem har staaet paa den Side, der bestemmer, den offentlige Mening rundt om i Verden og at han derfor har kunnet være sikker paa at faa sine Fortrin lovprist og sine Svagheder og Nederlag mest muligt fortiet.

Det er Grunden til, at han ikke som hans hjemlige Modstandere har kaldt ham, er bleven en "Forræder"; ikke det, at han ikke er det.


Harald Nielsen

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu