Gudmund Schütte

 

-forsker og national stridsmand

Af Peter Neerup Buhl

 

 

 

Kap. 4. Jødespørgsmål ( s. 102-111)

 

Ud over altysk ekspansionisme kunne Schütte i sin samtid se et fremmedproblem i forbindelse med jøderne. Hans mange artikler om dette emne viser også en afbalanceret saglighed, som næsten er utænkelig under nutidens politisk korrekte og tabu-belagte opinion. "Race og folk er for danskhedens selvopfattelse praktisk talt ét og det samme; thi vort folk er frit for nogen ætsende og forstyrrende racetilsætning", konstaterede han. Derfor har vi "ingen brug for den jødeforfølgelse, der i andre lande stundom har givet sig så frastødende udslag." *165)

 

I andre lande med større fremmedandele kunne forholdet til jøderne imidlertid forme sig mere problematisk, skrev Schütte: "Jøderne stod overalt som et rodløst og ensidigt intellektuelt udviklet fremmedelement og kunne derved ikke undgå at komme til at stilles overfor værtsfolkene i et køligt, uforstående forhold, der ofte udartede til et ligefrem fjendtligt modsætningsforhold. "*166).

 

Her var der i Schüttes øjne en parallel mellem jøderne og tyskerne:  "Skønt tyskerne danner et samlet nationallegeme, medens jøderne er spredte over alverdens lande uden statsligt centrum, så er der i mangelen på politisk enhed et vist fælles moment. Og det kan jo være, at det netop hænger sammen med den omstændighed, at begge folk har vænnet sig til en snylte-trafik, der i noget mon gør dem uskikkede til den rolige statslige enheds-tilværelse.*167) I sin artikelserie "Vanviddets Triumfer" (1919) havde Schütte desuden peget på, at jødedommen har draget de yderste konsekvenser af skellet mellem den retsværnede folkefrænde og den retsløse "barbar", som næppe fandt noget sidestykke før de aktuelle altyskere. Faktisk følte han sig slået af, hvor mange jøder der direkte optrådte på fremragende poster indenfor altyskeriet trods denne bevægelses udprægede jødehad. Fx. påpegede han, at den mest "grotesk-glubske" af alle altyskere, Berlin-professoren Adolf Larsson, var født Lazarussohn.*168

 

Mod en advarsel om at gribe ind mod jøderne med lovgivningens magtmidler, idet det kan være vanskeligt at drage grænsen mellem "fårene og bukkene", svarede Schütte i Kolding Avis 24/5 1919 efter en grundig gennemgang af såvel Danmarks situation som verdenssituationen, at

 

165) "Dansk Samling", manuskript i Det kgl. Bibliotek

166) "Nyt Land", Jyllands-posten 4/2 21 (stor anmeldelse af Stanislaw Roznieckis bog "Det jødiskeProblem")

167) "Militarismens Dom", Den ny Tid 30/6 23

168) Nationalt Tidsskrift Sandheten, jan. 20

 

 

103

jøderne overalt viser samme stræben og samme resultat, nemlig "utrættelig brug af magtmidlerne, hensynsløs sikring af magten." Og han fortsatte: "Vi andre derimod, den lavere race med kristelig eller human europæisk opdragelse, vi er for svagsynede til at skille fårene fra bukkene, og derfor er vi ved vore kristelige eller europæiske moral forpligtede til overhovedet at give afkald på at se. Vi skal gøre os selv til blindebukke, og så stilles der os i øvrigt meget liberalt det frie valg, om vi foretrækker at ihjelnarkotiseres ganske blidt og sagte som i Danmark, eller at massakreres ein-zwei-drei af kinesere og andre asiatiske bødler i de øst- og mellemeuropæiske stor-jødelande." Vedrørende advarslen mod brug af magtmidler måtte Schütte konkludere: "Denne velmente advarsel er netop, hvad jødevælden tillidsfuldt regner med. Thi er der noget, jødevælden selv ikke er ræd for, så er det at bruge magten. "

 

Og mod udtalelser af sognepræst A. Fibiger om at lade næstekærligheden omfatte jøderne, skrev Schütte sammesteds: "Her får vi det da med rene ord at vide: vi skal ikke foragte og frygte jøderne, men elske dem og bede dem til fornuft! Vor elskov skal om muligt gå så vidt, at den får en kristen præst til at synge ligefremme jubelhymner over jødernes indboringskraft og pengevælde, over brandesianismens triumftog og over bødler som Trotzki, født Bronstein, samt hans horder! Et værdigt kor, hvor den åndsfrie kristne synger første stemme og hr. Viggo Cavling en diskret anden stemme, akkompagneret af ekspressionist-digteren Bønnelyckes revolverskud i 'Pol.'s thesalon!" Størst hjælp blandt hjemlige kræfter fik jøderne i Schüttes øjne fra ”jødekapitalistbladet" Politiken.

 

Trods sin påpegning af jødesammensværgelser gik Schütte med til, at "Zions Vises Protokoller" er et falsum, men han gjorde opmærksom på, at jøderne ved deres adfærd og hemmelighedskræmmerier er skyld i, at ting som protokollerne fortsat vinder tiltro: "Jødedommen har sit præg af det hemmelighedsfulde, som er kommet til stærk udvikling indenfor ghettoets mure. Fra sin tilværelse på livets skyggeside har den derfor medbragt en stærk evne til revolutionært muldvarpearbejde verden over. Og selv når jøden ved revolutionen løftes op til samfundets lederpladser, røber hans lyssky vaner sig i det regelmæssige navneskjul: Trotzki født Bronstein, Sinovief født Apfelbaum, Litvinof født Finkelstein osv." Dette er den atmosfære, hvoraf "Zions Vises Protokoller" er groet frem: "At det mystiske hemmelighedskræmmeri fremkalder spekulation i mystik-svindel, kan ingen undre sig over." Schütte henviste desuden til, at ud af 500 ledende bolshevikker var de 450 jøder, og under drøftelse af "Zions Vises Protokoller" har det vist sig, "at mange af disse jødiske bolshevikkers ledende grundsætninger stem-

 

104

 

mer til punkt og prikke med den i bogen givne skildring fra 1905."*169)

 

I sin artikel, "Jøder og Bolshevisme" præciserede Schütte, at det her ikke drejer sig om, "hvorvidt 60 eller 30 pct. af de ledende bolshevikker er jøder; ej heller om, hvorvidt det bolshevikiske religionshad er ligeså rettet mod jødedommen som mod kristendommen. Hovedsagen er, at bolshevikkernes yderliggående fanatisme og dens ytringsformer ikke finder tilstrækkelig forklaring i Mellem- og Nordeuropas gennemsnitlige racepræg." Scütte tror altså gerne, at Zions Vises Protokoller er et falsum. "Men når dette falsum i 1900 kunne udmale den kommende revolution med farver, der passer påfaldende på bolshevikvældet fra 1917, så er dette en 'tilfældighed', der mærkelig ligner en tanke. Og der skyldes os stadig en påvisning af, at dette er et blindt træf."*170)

 

I Jyllands-Posten 18/9 1921 skriver Schütte videre: "Vi ser altfor tydeligt, hvordan en lille skare racefremmede, hensynsløse udbyttere lægger Ruslands uvidende, hjælpeløse. hundredmillionfolk under åget og med deres forrykte papirs-teorier driver det til undergangens rand (...). Og vi ser af 'kommunistbønnen' , hvordan de i følelsen af den kristenfjendtlige humanitetsrummels hulhed og magtesløshed nu krampagtig søger at eftergøre den kristne humanitetsfølelses bærekraft gennem et blasfemisk plagiat." Overfor sligt "batter det ikke synderligt" at afsløre "Zions Vises Protokoller" som forfalskede: "Dels har bogens spådomme på adskillige punkter vist sig at slå forbausende til, dels er forfalskningerne på andre punkter bleven kraftigt distancerede af virkelighedens rædsler."

 

Schütte advarede sammesteds om, at "så længe den kristne moralitets heldbringende virkning hårdnakket nægtes og modarbejdes af teoretikerhjerner, som måske er geniale til børsmanøvrer og partimanøvrer, men håbløst stærblinde med hensyn til sandt folkegavn," - så længe vil der også være jordbund for den slags sensationelle tendensprodukter som "Zions Vises Protokoller".

 

I årene efter 1. verdenskrig anså Schütte kommunismen for en snart sagt større trussel end altyskerne. I Vort Land 8/1 1919 skrev han således, at det danske folk "har brug for mænd og karakterer til at værge det, om ikke længere mod tysk tyranni, så desmere mod dette tyrannis endnu værre udsæd, Den Røde Rædsel." Og da der i 1920 var bestræbelser fra bolshevikkernes side for at alliere sig med Vestasiens folk mod Europa, advarede han om, at det dels ville blive en social krig på grund af kommunismens stræben efter at knuse de borgerlige europæiske samfundsklasser, dels en race- og kulturkamp, idet ,,Østruslands og Sortehavslandenes

 

105

 

tatarer forenes med Syriens og Arabiens semitter til et fremstød mod Europas ariske lande. At man også fører Ruslands ariske folkestammer i ilden, siger intet, da det her blot drejer sig om viljeløs kanonføde, og da lederne tilhører en anden race, som det fremgår af navnene Bronstein, Sobelsohn, Finkelstein o.s.v. Endelig er kampen ikke mindst en religionskamp. Det er en kendt sag, at hos Muhammeds tilhængere er krigen mod kristendommen en aldrig ophørende pligt, som alene ved tidernes ugunst er kommen noget i vanrøgt. "*171)

 

At Schütte nogle gange kunne tale for europæisk samling, fandt netop sin begrundelse i den aktuelle trussel fra kommunismen. Således skrev han i "Den ny Tid", 1921: "I sin tid kunne Europa samle sig til korstog, da det truedes ved fremstød af asiater fra syd. Dengang kom faren fra islam, der som åndsmagt og kulturmagt ingenlunde var at foragte, snarest var Europa midlertidig overlegen. Nu kommer faren fra et europæisk Halvasien, som svinger mellem sindssygt principrytteri og bundløs nederdrægtighed, og som vil gøre vor kultur til en ørken. Skulle Europa da under sådanne forhold ikke kunne overvinde sin selvmorderiske splidagtighed og mande sig op til et nyt korstog?"

 

Men han tilføjede: "Til os danske sætter jeg ganske vist intet håb, thi bortset fra sønderjyderne er vi, som en fremragende vesterlandsk statsmand har sagt, blevet et sløvt og usammenhængende folk, som intet mere bider på. "*172)

 

Det var dog et dybere kulturmodsætningsforhold end det, der kom til udtryk i kommunismen, som grundlæggende fik Schütte til at gøre front overfor øst; allerede i "Akademisk Foreningsblad" 5/4 1906 skrev han således: "I det historiske fremtids skue står Danmark sammen med Sverrig og Norge som forpost for det vestlige Europas politiske fremskridt overfor den halvasiatiske reaktion. Det er en ansvarsfuld post, men også en ærespost. Nødig skulle vort eftermæle være, at vi svigtede den." På vores gravsten ville der i så fald komme til at stå: "Herunder hviler det folk, der ikke gad hjælpe andre, og ikke evnede at hjælpe sig selv."

 

Også efter 2. verdenskrig var Schütte i øvrigt på vagt overfor truslen fra østmagterne. Fx. skrev han om Louis de Wohls "Horden fra Øst" (1949), en roman om den asiatiske barbar Attila og hans forsøg på at knuse de vestlige kristne kulturlande: "På baggrund av vor tids rystende oplevelser har den et budskab at bringe til søgende

 

106

 

sind. Når han læste om Attila, under hvem Donaus bredder var milevidt dækkede med menneskeknogler, mindede det ham om Stalins hæres fremfærd.*173)

 

I Nationaltidende 7. januar 1925 skrev Schütte videre om jøderne, at idet de "sproglig assimilerer sig med deres omgivelser uden dog at opgive deres eget nationale sammenhold, stiller de sig ligegyldig eller negativt overfor alle deres forskellige værtsfolks nationalisme, og derved bliver de bærere og forfægtere af en slags internationalisme. For så vidt føres de derved til samme stræben som Kristus; men ligheden er kun rent udvortes. For medens Kristus forfægter en human internationalisme med broderskab i ordets fulde, ideale mening, så er 'broderskabet' og 'idealismen' i alt fald hos en vis klasse jødiske internationalister blot en hul frase; hovedsagen er den at herske selv og at herske materielt; de forskellige 'brødre' af alle mulige andre nationer er slet og ret brikker, der er nødvendige for at opnå det store mål."

 

At dette store mål var verdensherredømmet, blev hævdet af den norske advokat E. Saxlund i hans bog "Jøder og Gojém". Da en skribent i det norske "Dagbladet" kaldte denne bog "smudslitteratur" og advokat Saxlund anlagde fornærmelsessag, frikendte domstolen fornærmeren, thi, hed det i domsgrundene, "hvis udtrykket mortificeres, er det jøderne i Norge, som dømmes. Det er dem, som er hovedpersonerne i denne sag." Hertil kommenterede Schütte: "Det synes altså i Norge, som en enkelt klasse medborgere og indflyttere skal have privilegium på at kaste smuds på enhver, der tillader sig at øve saglig kritik. Vi vidste ikke, at Norge ejede så små og rædde mænd som disse dommere. Men vi ser tillige, at Norge også ejer mænd, rigtige mænd, og blandt dem er advokat Saxlund ikke den ringeste. Han har stillet sig på riddervagt for det, han i følge sin hjertensmening regnede for sandhed og ret. På en sådan post rammes han ikke af det smuds, der slynges efter ham. Det pletter kun den mand, der løfter det. Og han bør vide, at han også i Danmark har læsere, der ser hen til ham som et forbillede på mod og sandhedskærlighed."

 

Blandt andet som resultat af Saxlunds virksomhed begyndte det norske blad "Nationalt Tidsskrift Sandheten" at udkomme, og ved dets jubilæum i 1926 bad redaktionen dets trofaste danske abonnent Schütte om en kommentar. Heraf fremgår også grænserne for hans jødekritik. Han skrev, at han som dansker må lægge skarpt mærke til, at tidsskriftet står for en i Tyskland ret udbredt retning, der vil frakende jøderne flest mulig

 

173) Lige så meget mindede Attila ham om Hitler, se hans omhyggeligt opstillede skema over ligheder mellem de to i "Slesvigeren" 31/3 50

 

107

 

store og gode egenskaber. Som modstander af altyskeriet må Schütte "vise varsomhed overfor enhver tendens, der blot i svageste mon kunne risikere at havne i det tyske racehovmods overdrivelser." Han så dog med sympati på tidsskriftets stræb: "Det, det gælder om under den nu faretruende stilling, er oplysning, - oplysning fremfor alt. Denne nødvendige oplysning søges undertrykt av mægtige jødiske finans- og pressekredse, der indirekte støttes av domstole, på hvis ynkelige frygtsomhed 'Nationalt Tidsskrift' har givet så mange grelle eksempler."*174)

 

Schütte var dog enig i Saxlunds konklusioner; således skrev han, at selvom jøderne spiller forskellige roller fra land til land, er alle steder hadet mod selv den mildeste kristendom tydelig: "Også vi danske har fået virkningerne af den jødiske fanatisme at føle. Vi har følt den i brandesianismens angreb på kristendommen, vi har følt den i overbrandesianske oplysningsmænds hånsord mod 'sønderjyderiet'. Og det er kun de danskes knippelstærke uvidenhed og himmelblå uskyld, der har ladet sig putte blår i øjnene, så de overså, at den vidt udråbte internationalisme og åndsfrihed ikke var andet end camouflage for jødisk nationalisme med det skjulte feltråb: 'Frem til verdensherredømmet! Frem, asiater, frem!"*175)

 

I 1919 gjorde Schütte opmærksom på, at strømmen af indvandrere vælter ind over Danmark i skikkelse af en række forskellige fremmede, heriblandt "skjulte udsendinge, som i forretningsmænds eller flygtninges forklædning søger at udsprede enten den tyske kulturmission eller bolshevikjødedommens evangelium: 'Jøden som fredsstifter'." - "Danmark modtog den nye jødiske indvandring gæstfrit som altid. Andet kunne man selvfølgelig ikke vente af et ministerium, der var fortrinsvis præget af de mere eller mindre jødiske elementer Zahle, Rode og Brandes", fortsatte Schütte, der også gjorde opmærksom på, at jøder udgiver stadig flere blade i København på jiddish, "der ved sine hebraiske skrifttyper egner sig så fortrinligt som kræmmer- og revolutionssprog. "*176)

 

Han pointerede imidlertid i 1921, at Danmarks fåtallige jøder i reglen søgte "at slutte sig til den danske nationalitet; smukke eksempler fra litteraturen er forfatterne Hertz og Goldschmidt. Fra de senere dage mindes vi den i bladet 'Mosaisk Samfund' trykte erklæring om kraftig tilslutning til nationaldanske synspunkter overfor Sønderjylland; selvom 'Politiken' søgte at latterliggøre erklæringens ophavsmænd, tør vi nok tage en sådan foreteelse som vidnesbyrd om ledende stemninger i dansk-jødiske

 

174) Nationalt Tidsskrift Sandheten, 1926 nr. 1

175) "Asiatisk Fredsmission" I-XI, i "Dagens Ekko" sommeren 1919

176) Sammesteds

 

 

108

 

kredse, - stemninger, der har bidraget til at forebygge udviklingen af en dansk antisemitisme. "*177) Det jødiske dilemma eksisterer dog også her: "Den rigtige jøde er og bliver, trods al statsborgerret i ariske lande, først og fremmest statsborger i det åndelige Jerusalem." Spørgsmålet er derfor at skelne "mellem den nationalt akklimatiserede indvandrer og den landsfremmede snyltegæst."*178) Således tøvede Schütte ikke med at udpege den "heilbuthske snylte-nationalisme": "Da dir. Heilbuths organ 'Politiken' gennem en menneskealder er faldet sønderjyderne i ryggen på den lumpneste måde ved mangfoldige lejligheder, synes den heilbuthske snylte-nationalisme at skulle påføre det helede Danmark en så uhyggelig arvesmitte, at jeg vel skal vogte mig for forhåndsjubel."*179) Og i kronikken "Jødisk Chauvinisme i Ministeriet Zahle!" præciserede han sit angreb på det "brandeske race- og regeringsblad" Politiken, der 1914-18 stemplede sine modstandere som "uneutrale kredse": "Mærkeligt er det, at den neutrale optræden skulle anekteres på sådan måde netop af de to ministre (Rode og E. Brandes, PNB), under hvis redaktion jødebladet 'Politiken' har boltret sig i den mest udæskende chauvinisme til forskellige sider (...). 'Politiken's jødiske chauvinisme er fæl, men dens jødisk-danske snylte-nationalisme er endda en grad værre. Kun godt, at kompagniet driver det så groft, at selv den trægeste dansker må vågne og råbe: Hertil og ikke længer!"*180)

 

Da Marcus Rubin således i 1911 offentliggjorde sin tidligere omtalte skandale-artikel, fór E. Brandes ud med en lovprisning af artiklen, hvori han med Schüttes ord stillede sig i "drabelig positur som den udenrigspolitiske korrektheds ridder." End ikke den mindste ukorrekthed bør der lægges den danske regering til last, hævdede Brandes. Hertil kommenterede Schütte: "Og hvordan forholder det sig med den 'korrekthed', hvori Dr. Brandes vil kappes med Marcus Rubin? Som redaktør af 'Politiken' fyldte Dr. Brandes under den russisk-japanske krig sine spalter med udgydelser, der ligefrem brølede af jødisk chauvinisme. F.eks. var der vers, der endte med linjer som 'frem, asiater, frem!"'*181)

 

At Schütte ikke hørte til dem, der ryster på hånden i deres sandhedssøgen, blot fordi tidsånden ændres og nye tabuer opstår, viser sig ved, at han også gentagne gange efter 1945 diskuterede jødernes særlige egenskaber.

 

177) Jyllands-Posten 4/2 21. Særlig satte Schütte Goldschmidts hjertegribende skildring af menneskelig trofasthed og skrøbelighed meget højt.

178) Skive Folkeblad 17/1 19

179) Kolding Avis 6/119

180) Kolding Avis 15/1 19

181) "København" 23/12 18

 

 

109

 

I 1951 belyste han således deres gode og dårlige sider ligeligt, og i Flensborg Avis 24/9 1954 opremsede han en række "fremragende jødeslyngler" efterfulgt af lige så mange sympatiske jøder, bl.a. "min uforglemmelige ven", halvjøden Åge Meyer Benedictsen, "de undertrykte nationers tolk, en lysende ånd for det danske folk" - hans "selvopofrende talsmands-gerning for undertrykte nationer" er for Schütte "en tydelig jødisk racearv."

 

Konsekvent overfor sin støtte til nationale menneskerettigheder måtte Schütte også "tage hatten av" for Israels succesfulde fødselskamp mod arabisk overmagt: "En av de vidunderligste folkegenfødsler er jødernes. Under et par årtusinders forbandelse, spredte til alle verdenshjørner, ringeagtede, forfulgte med antisemitisme, syntes de prisgivne til evig forsmædelse og Askepot-stilling."*182)

 

Schütte satte en klar principiel grænse i kritik af jøder. Da H. Brunøe, fhv. leder af den antisemitiske "Dansker-Ligaen", hvis organ "Dansk Nationalt Tidsskrift" tidligere har rost Schütte, i et brev til ham af 8/1 1937 beder om hjælp til at skaffe økonomisk støtte til afsætningen af restoplaget af sin bog "Danskerne og de andre", gør det Schütte ondt at måtte skuffe ham: "Jeg er nok klar over, at jøder fremdeles udøver en skadelig indflydelse i forskellige lande. Men dels er der i mellemtiden indtrådt en så kras jødeforfølgelse i Tyskland, at man taber lysten til at gøre yderligere. Dels har jeg i mit samlede liv gjort alt for mange erfaringer med jøder, der alt andet end opfordrer mig til at følge det tyske eksempel." Schütte tvivler ikke om Brunøes oprigtighed og ærlige tro på sandheden af det, han kæmper for. "Men jeg har, for at sige sandheden, aldrig sympatiseret med den måde, De gjorde det på. Og derfor kan jeg ikke med ærlighed sige god for Dem overfor andre."

 

Brunøe udtrykte i et svar sin skuffelse over Schütte og hævdede, at jødeforfølgelserne i Tyskland var nødvendige - "mere er der ikke at sige om den ting. "*184)

 

Da Brunøes "Dansk Nationalt Tidsskrift" udkom i 20'erne, abonnere-

 

182) Højskolebladet 4/551

 

183) Dog med utilfreds erkendelse af hans forbehold. Fx. hedder det i okt. 1920 om hans artikel "Frem, Asiater, Frem!", der gengives i sin helhed: "Skulle vi rette nogen anke imod hr. Gudmund Schüttes iøvrigt fortræffelige artikel, så er det den, at han ikke, skønt han så godt som nogen kender de virkelige forhold, ikke klart nævner de agerende med deres rette navn, men hele tiden dækker dem med ordet asiater." Og i jan. 1925 hedder det om artiklen "Raceprægets indre Kontraster": "I visse henseender afsløres jøden heri grundigt, i andre forsvares han".

 

184) Korrespondance i Schüttes scrapbog "Jøder II" (Det kgl. Bibliotek)

 

 

110

 

de Schütte på det, men han så sig gal på ham på grund af hans “brutale og uciviliserede optræden.”

 

Harald Nielsen så anderledes på det. Den 10/3 1945 skrev han til Schütte og kritiserede ham for ikke at have gjort nok mod jøderne: "De havde f.eks. i sin tid alene eller sammen med andre kunnet sikre Brunøes tapre og dygtige lille tidsskrift, så det ikke var bleven nødt til at gå ind! (…) Eller -- billigere endnu - De havde kunnet revidere Deres begreber, og holdt op med at prædike Deres fanatiske tyskerhad, der kun er vand på jødernes mølle." Ifølge Nielsen truedes Danmark af langt, langt større ulykker, mod hvilke kun Tyskland kunne beskytte os.

 

Da Schütte 4/9 1947 takkede Nielsen for tilsendelsen af dennes skrift "Åndsfrihed og udrensning", forsikrede han om sin mening, at ingen i Danmark overgår Harald Nielsen i uræd og usvigelig sandhedssøgen. Desuden gjorde han opmærksom på, at han selv gentagne gange har kritiseret jøderne. "Endnu ifjor under arbejdet på min bog 'Udvalgte Epistler' har jeg med uvilje erfaret jødevenlig censur." ”Men”, tilføjede han ligesom til Brunøe ti år før, "tyskernes bestialske overdrivelse af reaktionen mod jødefaren fik mig til at tie, og jeg kræver midlertidig at ha lov dertil, ligeså vist som jeg lader Deres grunde til at tale stå ved sit værd," Schütte fandt, at jøderne "på visse punkter er en frastødende race; men jeg finder, at nordtyskerne er nøjagtig det samme. To alen av et stykke! De tyske 5te kolonnemænd er efter min mening Nordeuropas jøder. - Men jøde og jøde er dog to ting. Her må diskrimineres, ikke slås i hob," Således fremhævede Schütte i et andet brev til Nielsen, at Kristus og Aage Meyer Benedictsen var jøder, og han mente ligeledes, at ligesom det var "fæiske lavpander", der i sin tid nægtede Nielsen doktorgraden, var det også fæiske lavpander, der tidligere avviste "det jødiskdanske stortalent Georg Brandes og gav professorposten til en pæredansk undermåler."

 

Schütte sluttede sit brev til Harald Nielsen af 4/947: "Jeg tykkes, De er bleven sur og ensidig, - undskyld at jeg siger det. De har ret til at være bitter; men lad det ikke tage magten fra Dem! Jeg har også nogen ret til at være bitter; men jeg søger dog at få det bedst mulige ud av tingene. "*186)

 

I sit svar på dette hævder Nielsen stadig, at Schütte ikke rører ved hovedsagen, nemlig jødernes "uhyre, skæbnesvangre og ukontrollable indflydelse", hvorpå Schütte igen fastslår: "Tyskerne har fået jøderne på hjernen. Men det skal ikke få os til at glemme, at i løgnske og snedig indboring er tyskerne jødernes værdige konkurrenter, ja, kanske stundom

 

185) Allerede 14/10 39 skrev Nielsen til Schütte: "Vi lever i Jødeland, og i Jødeland

hersker der censur. "

186) Korrespondance i "Jøder II"

 

 

111

 

overgår dem." Diskussionen var gået i stå.

 

Der kan ikke gives eksempler på, at Schütte kritiserede jøder, fordi de var jøder, Men han kritiserede jøder for konkrete handlinger, og i forklaringen på disse handlinger kunne den jødiske kosmopolitisme ofte med god grund indgå som et element.

 


Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu