Uddrag af bogen:

 

Egelund Møller

 

SØREN KIERKEGAARD

om

POLITIK

 

1975

FORLAGET STRAND 

KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE:

Forord

København i 1819

Søren Kierkegaards Skoletid

Søren Kierkegaard og Poul Møller

Søren Kierkegaard og Professor Sibbern

Avisartiklerne imod Orla Lehmann

Soldeperioden

Søren Kierkegaard og Jacob Christian Lindberg

Søren Kierkegaard og H. C. Andersen

»Stemninger og Tilstande«

Studentermøderne i December 1839

Søren Kierkegaard og Kong Christian 8

»Corsaren«

Søren Kierkegaard og den menige Mand

Søren Kierkegaard om Journalisterne

Svigtende - og uønskede - Forbundsfæller

Søren Kierkegaard om Jøderne

Katastrofen i 1848

Søren Kierkegaard om Tyskerne

Søren Kierkegaard og Biskop Mynster

Noter

Person-Index

 

NYSTED BOGTRYKKERI

 

Forord


»I disse Tider er Alt Politik«, skriver Søren Kierkegaard i sit Forord til »Den Enkelte«, (Tvende »Noter« betræffende min Forfatter-Virksomhed). Og lidt længere fremme i samme »Forord« siger han: »En utaalmodig Politiker, der forhaster sig med at kigge i disse Blade, vil vistnok kun finde Lidet til sin Opbyggelse: faaer saa at være. Dersom han derimod skulde velvilligt ville give sig lidt Taalmodighed: jeg er overbeviist om, at ogsaa han, endog ved de korte Antydninger, der meddeles i disse Blade, vil blive opmærksom paa, at det Religieuse er den forklarede Gjengivelse af, hvad en Politiker, forsaavidt han virkelig elsker det at være Menneske og elsker Menneskene, i sit lykkeligste Øieblik har tænkt, om han end vil finde det Religieuse upraktisk som for høit og for idealt.«

Dette skriver Søren Kierkegaard hen imod Slutningen af sin Forfatterbane, da han ønskede at forklare sit Liv og sit Forfatterskab som planmæssigt ordnet og i alle Maader ledet af en højere Styrelse, der havde udset ham til at være religiøs Forfatter. Saaledes ønskede Søren Kierkegaard at staa for Eftertidens Bevidsthed. Men andensteds (»Om min Forfattervirksomhed«) indrømmer han:

10

»I en vis Forstand var det slet ikke min Tanke at blive religieus Forfatter. Min Tanke var, saa hurtigt som muligt at udtømme det Digteriske - og saa ud paa en Landsby-Præstegaard.«

Vi har altsaa Søren Kierkegaards egne Ord for, at det »i en vis Forstand« ikke var hans Hensigt at blive religiøs Forfatter. - Men Tanken om at blive Forfatter har han tidligt haft. Kun 25 Aar gammel udgav han sin første Bog, »Af en endnu Levendes Papirer«, - en grusom nedsabling af den unge H. C. Andersen. Den Bog har bestemt intet med Religion at gøre.

Forinden havde han allerede skrevet nogle Avisartikler om Politik. Sit politiske Forfatterskab begyndte han altsaa paa førend det religiøse. Og han paabegyndte det med straalende Veloplagthed. Der kan ikke være Tvivl om, at havde han været født blot en halv Snes Aar senere, vilde hans Forfatterskabs Hovedtema være blevet Politik og ikke Religion. - Nu blev det omvendt. –

Men det betyder ikke, at hans Forfatterskab ene og udelukkende er religiøst. Hvad han har skrevet om Politik skulde være nok til at give ham Rangen som Danmarks ypperligste politiske Skribent. Denne Hæder er dog aldrig blevet ham tildelt. Selv ønskede han jo ogsaa at staa for Efterverdenen som den religiøse Forfatter. Men det var i denne Forbindelse ikke det afgørende. Hovedsagen var, at hans politiske Modstandere, de Liberale, som dengang var de toneangivende, fandt hans politiske Meninger ubekvemme. De ønskede derfor intet hellere end at se Søren Kierkegaard rubriceret som religiøs Forfatter og intet andet.

Deres Paastand om, at Søren Kierkegaard ikke interesserede sig for Politik, er blevet gentaget til denne Dag,

11

skønt han har skrevet saa meget og saa vægtigt om Politik, at det vilde være nok til at give ham Førstepladsen blandt Danmarks politiske Skribenter - der rigtignok heller ikke er talrige.

»I disse Tider er Alt Politik«, sagde Søren Kierkegaard. Og det gælder ikke mindre i Dag end da det blev sagt i 1840'erne. Derfor vil det være rimeligt at forsøge sammenfattet, hvad Søren Kierkegaard mente om Politik og at se det i Belysning af, hvad hans Samtid mente. Dette Forsøg er ikke gjort før.

Denne Bog om Søren Kierkegaard og Politik er dog ogsaa skrevet med en anden Tanke - eller Bagtanke: Nutildags, da Skolernes Kristendomsundervisning er i Opløsning, og da den religiøse Vankundighed er et af Ungdommens Kendetegn, er der ingen anden Indgang til Søren Kierkegaards religiøse Forfatterskab end Vejen gennem det politiske. - Eduard Geismars Anvisning: at begynde med Skriftemaalstalen over Temaet »Hjertets Reenhed er at ville Eet«, duer ikke mere.

Men det er jo kun Indgangsvejen til Søren Kierkegaards religiøse Forfatterskab, der maa være en anden end den, Eduard Geismar anviste i 1927. Selve Forfatterskabet bliver det samme.

13

 

København 1819


Kongens København, først i September Maaned 1819.

Det var nu 12 Aar siden, at Engelskmanden, »den troløse Albion«, havde overfaldet Byen med Brandbomber og Raketter. Denne Skændselsdaad var ikke glemt af Københavns Borgere og kunde heller ikke glemmes, saa længe mange Brandtomter dagligt mindede Byens Indvaanere om de tre Rædselsnætter, da Bomber, Brandpile og Raketter regnede ned over dem. Efter disse Rædsler kom de 7 haabløse Krigsaar. De danske Søfolk sad i Fangenskab, i »Prisonen«, i England. Handelshusene gik Fallit. Fattigfolk sultede og frøs i de lange Krigsvintre. Og i 1813 gik ogsaa Staten bankerot. Da Krigen omsider fik en Ende - i 1814 - var Tvillinge-Rigerne Danmark-Norges fordums saa rige og herlige Hovedstad en armodig Ruinby; nu kun Hovedstad i et lidet, fattigt Land; for Tvillingebroderen Norge var af de ondsindede Stormagter tvunget i Armene paa Arvefjenden Sverige. Ansvaret for den ubrudte Række af Ulykker var ikke svær at placere. Den troløse Albion, de lumske Engelskmænd, bar Hovedskylden. Dernæst kom den snu og træske Ponte Gorvo, Napoleons svigefulde General, der nu havde sat sig bredt tilrette som Konge af Sverige og Nor-

14

ge. Carl d. 14. Johan kaldte han sig nu; men i fædrelandssindede Danskeres Øjne var og blev han den forræderiske Revolutionsgeneral. Krigens Ulykker havde dog flere Ophavsmænd. Statsbankerotten skyldtes mest Jøderne. Menigmand i Danmark kunde ikke i Enkeltheder forklare, hvordan Jøderne havde arbejdet imod Fædrelandets Tarv. Det var en indviklet Sag. Men sandt maatte det være; for medens Staten gik fallit, blev mange Jøder velhavende. Og i de trange Efterkrigsaar forøgede de deres Rigdomme. Nu fornylig havde et Par jødiske Forretningsfolk, Brødrene Raphael paa Østergaden, paa udfordrende Maade pranget med deres Rigdomme, som maatte være samlet i Danmarks Armodstider. Disse Mosaitter havde ladet deres Butik ombygge og indrette med store Udstillingsvinduer i Støbejernsrammer, noget hidtil uset i Kongens København. Og bag de skinnende Glasruder hang Klædesvarer, saa mange og saa kostbare, at fattige Kristenfolk fandt en saa prangende Udstilling af Rigdomme helt forargelig. Tilmed fortaltes det i Byen, at flere Hundrede Jøder nu var vandret over Grænsen fra Tyskland med København som Maal, og at endnu flere Tusinde vilde komme efter. Saa kunde man selv tænke sig til Resten. Om nogle faa Aar vilde mange af disse mosaiske Indvandrere sidde som Ejere af de fineste Butikker paa Østergaden. Men det var for galt. Smaa haandskrevne Sedler blev af fædrelandssindede Unge slaaet op paa Husmurene, og den 4. September om Aftenen flokkedes Læredrenge, Matroser, Sjovere, Butikssvende og Studenter uden for Brødrene Raphaels Butik paa Østergaden. Først lød Smæderaabene: Hep, Hep. .. og det gav Mod at raabe.

15

Snart regnede Stenene imod Udstillingsvinduerne. Politiet rykkede ud, men var for faatalligt. Der maatte tilkaldes Hjælp af Husarerne. Først ved 11-Tiden om Natten var Østergaden ryddet for Demonstranter. Men næste Aften gentog Optøjerne sig, og det baade paa Østergade, Købmagergade, Gl. Torv, i Gothersgade, Læderstrædet, Hyskenstrædet og Vimmelskaftet. Overalt blev Ruderne slaaet ind hos »mosaiske Troesbekjendere«. Hos Vekselerer Erfelt i Gothersgaden blev alt Indbo slaaet i Kvas og adskilligt blev stjaalet. En Slagtersvend, som havde opkastet sig til Fører for disse Demonstranter, erobrede Vekselererens Kanariefugl. Tumulterne afslørede, at Politiet var magtesløst, og Borgervæbningen var ikke til at stole paa. Mange Borgersoldater hjalp endda Demonstranterne med at slaa Ruder ind. Optøjerne fortsattes de følgende Aftener. - Om Dagen var der forholdsvis Ro. Demonstranterne var jo Folk, der skulde passe deres Arbejde og kun havde Tid om Aftenen. Alligevel sporedes om Morgenen Dønningerne af Aftenernes og Nætternes Uroligheder. Paa en af disse usædvanlige Morgener, Mandagen den 6. September, ankom den 14-aarige Odense-Dreng, Hans Christian Andersen, til København. Straks da han traadte ind gennem Vesterport, overraskedes han af Uroen og Rastløsheden i den store Folkevrimmel paa Gaderne. Men saadan maatte det vel være i en stor By, tænkte han. Det var en eventyrlig Verden, H. C. Andersen var traadt ind i. Her behøvedes ingen Forklaring paa Ophidselsen og Uroen og paa Tilstedeværelsen af de mange Soldater. Han var jo i Kongens København. Samtidig med at den 14-aarige Odense-Dreng vandre-

16

de gennem Vestergade, sad den 5-aarige Hosekræmmersøn, Søren Kierkegaard, i sin Faders Hus, Nytorv Nr. 2 og kikkede ud ad Vinduet, over imod Gammeltorv, hvor de knuste Ruder vidnede om Aftenens usædvanlige Hændelser. Den lille Dreng havde ofte siddet ved Vinduet og kikket paa Folkelivet: Torvekonerne paa Gammeltorv, der falbød Høns, Gæs, røgede Skinker og røget Flæsk. Fruer og Madammer gjorde Indkøb hos Torvekællingerne; men de bar ikke selv deres Indkøb hjem; dertil havde man Tjenestepigen med Spaankurven; hun fulgte respektfuldt i 2-3 Skridts Afstand sin naadige Frue eller agtværdige Madamme. Hvis Indkøbene var for store til at kunne rummes i Torvekurven, vinkede Madammen en Torvesjover hid. Torvesjoverne hjalp ellers Bønderne med at læsse af og paa Vognene. Selvom Hjælpen var overflødig og uønsket, kunde Bønderne ikke slippe for den. Det var en Omkostning, der maatte lægges paa Varepriserne. Mange andre end de Torvehandlende færdedes over Gammeltorv: Studenter og Præster, Soldater og Butikssvende, Professionister af enhver Slags, men let kendelige fra hinanden, Snedkere, Murere, Barberere, Skomagere, Fasbindere, Skorstensfejere o.s.v., hver i sin Professions »Uniform«, men ingen saa pragtfulde som Borgervæbningens Kaptajner og Brandkorpsets Majorer.

Dette farverige Folkelivsbillede i Frederik d. 6.s fattige København havde den lille Hosekræmmerdreng, Søren, hver Dag for øje. - Og han glemte det ikke. I hans Forfatterskab dukker de op igen: Barndommens Brandmajorer og Matroser, Urtekræmmersvende og Garderleutnanter.

17

Men i Septemberdagene 1819 sporede den lille Københavnerdreng fra sit Vindue noget usædvanligt i Folkelivsbilledet. Han har sikkert spurgt sin Fader, Hosekræmmeren, om Uroen og de knuste Ruder. Og den tungsindige Michael Kierkegaard, der forstod sig meget godt paa Penge, men som ogsaa var en grundig Bibellæser, har kunnet forklare sin lille Søren, at det altsammen skete, som skrevet stod. Jøderne var Skyld i Vor Frelsers Domfældelse og Korsfæstelse. De havde selv raabt til Pontius Pilatus: »Hans Blod komme over os og vore Børn.« - Det Ønske havde Gud opfyldt, og det Ønske vilde Gud vedblive med at opfylde indtil Dommedag. - I den rettroende Hosekræmmers Hus kunde man ikke ynke Jøderne, hvis Ruder var slaaet ind, og hvis Bohave var knust. Her var Tale om Vor Herres Straf over de Vantro. Og saadan betragtede de fleste københavnske Borgerfolk de natlige Optøjer, selvom de som lovlydige Borgere ikke deltog deri. Mange af Hovedstadens Indvaanere havde dog helt andre og dybt alvorlige Problemer saa tæt inde paa Livet, at Jødespektaklerne for dem kun blev en fjern Larm. Der var den stakkels Enke, som ikke saa anden Udvej end at prøve at forære sine Børn bort. - I »Adresse-Avisen« for 8. September 1819 læser man flgd. Avertissement, som bærer Præg af at være udformet med Redaktørens Bistand: »En Enke af god Familie sidder med tvende uforsørgede Børn, en lille Dreng og en Pige, og da hun ingen Pension nyder eller forresten fra nogen Side faaer ringeste Understøttelse, er hun ikke i stand til, med den ivrigste Stræben og Anstrængelse, at forskaffe dem Brødet, de

18

skulle mætte dem paa, endmindre give dem en anstændig Opdragelse. Hendes Moderhjerte bløder derved, og, i hvor tungt det end er hende at løsrive sig fra disse hendes kjere Smaae, som nu udgjøre hendes eneste Glæde her i Livet, saa fordrer dog Børnenes Fremtids Vel, at den ulykkelige Moder her, i Mangel af anden Udvei, forsøger at tale til den ædle Fader, Moder, Menneskeven, hvem Gud har undet blidere Vilkaar, og som derfor maaske vilde modtage et af fornævnte Børn til Underhold og Opdragelse. Børnene ere begge af en elskværdig Character, og man vil sikkert høste Glæde af sin Velgjørenhed.«

Under den ulykkelige Enkes Bøn læser man et Avertissement fra et helt andet Samfundslag. I Pistolstrædet, maaske den usleste af alle Københavns fattige Gyder, en blind Smøge, der mundede ud til den berygtede Peder Madsens Gang, sad en Tjenestepige, velsagtens indvandret fra Landet. For sine fattige Skillinger havde hun rykket flgd. Avertissement i Avisen:

»En ung og tarvelig Pige, der godt kan omgaaes Børn, ønsker sig strax en Condition som Enepige. Man behage at mælde sig i Pistolstrædet 312 i Stuen.«

Henne fra Østergaden har hun kunnet høre Folkemængden, der slog Ruderne ind i Brødrene Raphaels alt for fine Butik. Men hvad kom det altsammen hende ved. Hun sad i den forfaldne Pistolstræde-Rønne og haabede, at hendes dyre Avertissement maatte blive bemærket. I samme Situation befandt sig en anden »tarvelig« - d.v.s. fordringsløs - Pige, der ønskede sig »Condition som Kokkepige eller Enepige, helst i en liden Huusholdning hos honette Folk. Hun er at finde i Borgergaden 104, 3.die Sal tilgaarden.«

Det var strengt at være fattig; og dobbelt strengt, naar

19

man var gammel. Det maatte »Arrestantinden Frederikke Møller« sande. Hun var tidligere dømt for Tyveri og stod nu tiltalt for at have stjaalet »en deel Haveurter m.v. af Værdi 2 Rigsdaler 1 Mark 8 Skilling.« Dommen lød: »Arrestantinden, Frederikke Møller, Sejlmager Bagges Enke, bør hensættes til Arbeide i Kiøbenhavns Forbedringshuus i 3 Aar.«

Det var endda billigt sluppet, sammenlignet med Dommen over Arrestanten Peter Petersen, der ganske vist i Forvejen havde to Domme for Tyveri, og nu stod tiltalt for paa tvende Steder ved Nattetid at have stjaalet Duer. Da det var tredie Gang, Tyven forbrød sig, har Dommeren opgivet ham. Dommen lød: Arrestanten Peter Petersen bør hensættes til Arbeide i Kiøbenhavns Fæstning for Livstid, samt udrede Actionens Omkostninger.«

Man forstaar, at de Deltagere i Jødespektaklerne, som Myndighederne fik fat paa, heller ikke slap billigt. Straffene laa mellem et og tre Aars Fængsel. - Slagtersvenden, der under Stormen paa Vekselerer Erfelts Bolig erobrede en Kanariefugl, fik saaledes 2 Aars Rasphus-Straf.

 Dommenes Strenghed skulde virke paa Ligesindede til Advarsel og Skræk. Alligevel blussede Jødespektaklerne op igen i Slutningen af Oktober, og igen maatte det ved »Politie-Placat« befales, at »alle Huusværter skulle holde deres Porte, Døre og Kieldere lukkede fra Klokken 8 om Aftenen indtil Kl. 5 om Morgenen, samt at alle Huusfædre skulle holde deres Børn og Tyende, Svende og Drenge, hjemme paa samme Tider; ligesaa og at ingen Søe-Indrulleret, og ingen af Mandskabet paa de Skibe, der ligge paa Rheden eller i Havnene, maatte lade sig finde paa Gaderne efter Klokken 8.«

Dennegang drev Uroen hurtigere over, og Byens Bor-

20

gere kunde igen i Fredelighed passe deres Dont. »I den gamle Sæbekjælder paa Ulfeltsplads, hos de gamle Sæbekjælderfolk« kunde man nu som før Urolighederne købe »oprigtig kjøbenhavnsk grøn Oliesæbe til 24 Skilling Pundet«. Og Dr. Albrecht med den tvivlsomme Doktortitel, boende i Kristalgaden No. 55 2. Sal, kunde igen anbefale sig med forskellige af ham selv forfattede Lægeskrifter. Et af dem hed: »Nogle Midler til Livets Forlængelse i den høieste Alder.« Det kostede 1 Mark. Og Danmark var trods alt et godt Land at leve i, sikkert det bedste i Verden, saa det var maaske nok værd at ofre 1 Mark for at leve længere og glæde sig over, at man var Dansker. Hvor velbegrundet denne Glæde var, kunde man rigtigt se i Bogtrykker Elmquists nye Samling af Fødelandssange, som var fremkaldt af en Indbydelse fra »De skiønne Videnskabers Selskab.« Blandt de Digtere, der her »udaandede deres Følelser for gamle Danmark« - som Bogtrykkeren siger - var Adam Oehlenschlæger med: »Der er et yndigt Land.«

___________________

 

122

 

Søren Kierkegaard og Jøderne


I sin Krig med »Corsaren« glemte Søren Kierkegaard aldrig, at det væmmelige Blad blev skrevet af en Jøde.

Sin Mening om Jøderne havde han dannet sig allerede længe før Sammenstødet med Goldschmidt. Men havde han i Forvejen ikke haft meget tilovers for dem, saa blev hans Bedømmelse naturligvis endnu haardere efter Bekendtskabet med »Corsaren«.

Nogle Smagsprøver fra hans Dagbøger:

»See derfor var det saa rigtigt af mig, Gud være lovet at jeg gjorde det, pludselig at tage Sigtet paa »Corsaren«; thi aldrig har Danmarks Arve-Onde haft saa glimrende Vilkaar, som da en trællesindet Jøde øvede Hersker-Magt med Trællesind. Fornuftens Gudinde i Frankrig var et offentligt Fruentimmer (hvor dybt epigrammatisk), Trælle-Herskeren var en Jødedreng (hvor dybt epigrammatisk).« (1847).

- og igen om »Corsaren«:

»- - det eneste Læste og det af Alle Læste i Landet var misundelig, smaalig Bagvaskelse, Snakken om hinanden, et Usselhedens Tyrannie, hvis Aand var jødisk trællesindet sig selv foragtende Nedrighed.« (1848).

123

»Og hvad var saa det Hele derhjemme med »Corsaren«? Det var Publikums Herskesyge - og det var en Jøde der vilde være Redskabet; som Fornuftens Gudinde i Frankrig i sin Tid var et offentligt Fruentimmer, saaledes troer jeg ogsaa kun en Jøde kunde være skikket til dette af alle tvetydigste Tyrannie, endnu tvetydigere end en Aagerkarls (hvortil dog Jøder bedst egne sig), som siger: jeg har sku ham og ham i min Magt - men selv bliver sparket ned af Trapperne. Det var Publikums Herskesyge.« (1849).

Endnu haardere bliver Anklagen imod Jøderne i flgd.: »Goethe bemærker (i Noterne til West-östlicher Divan: S. W. 6te B.) at Jødernes Mord paa Ægypterne var den omvendte sicilianske Vesper. Der myrdede Verten Gjæsten, her Gjæsten Verten. Men det bliver nok Jødernes Forhold til hele Europa i vor Tid.« (1849).

Søren Kierkegaard var glad for, at han i sit Syn paa Jøderne havde Poul Møller som Meningsfælle:

 »Publikum er af Alt det meest Ideeløse, ja er just Ideens Modsatte. Thi Publikum er Tallet. Deraf kommer ogsaa, hvad vor Tid udviser og hvad allerede Poul Møller var saa opmærksom paa uden dog at forklare det - at Jøder især egne sig til Publicister. Jøden er i Almindelighed phantasieløs, ogsaa gemytløs, men abstrakt Forstand har han - og Tallet er hans Element.

For Publicisten er det offentlige Livs Menings-Kamp hverken mere eller mindre end Børs-Forretning. Som i Forhold til Penge-Papirers Cours, saaledes beskæftiger det ham blot, hvilken Mening der har Tallet paa sin Side. Han troer, at Tallet er Ideen - dette er just den høieste Grad af Ideeløshed.« (1854).

124

At Søren Kierkegaard var Antisemit kan ikke bortforklares. Der er heller ingen Grund til at søge det bortforklaret. Rigtignok vilde en jødefjendtlig Holdning virke paafaldende og vel nærmest anstødelig i Danmark i Dag, men saadan var det ikke, da Søren Kierkegaard levede. Og ethvert Menneske har et rimeligt Krav paa at blive bedømt udfra sin egen Tids Forudsætninger.

Man skal ikke beskæftige sig ret meget med Literaturen fra Søren Kierkegaards Tid, før man træffer paa en højst uvenlig Omtale af Jøderne. (Se Note IV). Og som foran omtalt brød den fjendtlige Stemning ud i Handling under den saakaldte »Jødefejde« i København, 1819. Og disse Optøjer forplantede sig endda til Helsingør, Hillerød, Næstved, Vordingborg, Slagelse og Odense. Herom melder »Berlingske Tidende« (20-9-1819) :

»Tienstetyende, Læredrenge og andre deslige have flokket sig sammen paa Gaderne for at fornærme de Indvaanere, som bekiende sig til den mosaiske Troe. Bønder fra de nærmeste Landsbyer, hvilke i Almindelighed om Søndag Eftermiddag besøge Vertshusene i Kiøbstæderne, have paa nogle Steder ladet sig forlede til at blande sig i Stimmelen, og at deeltage i dens ulovlige Foretagender.«

Redaktør Liunge (»Kjøbenhavnsposten«) skriver i sine »Optegnelser«:

»Som et Par Smaatræk fra denne Feides Tid skal her blot bemærkes, at det var almindelig bekjendt, at i Begyndelsen flere af Førerne for de militaire Afdelinger, der skulde skride ind imod Tumultuanterne, commanderede : »Omkring!" til deres Folk, naar de kom til en Gade, hvor Ruderne bleve slagne ind hos Jøder, de i deres Hjerter godt undte saadan Medfart.«

125

Selvom der igen blev Ro i Landet, var Jødernes Omdømme stadig daarligt. Man holdt fast paa det Billede, eller Vrængbillede, man havde af dette fremmedartede Folkefærd.

Konferensraad v. Holten fortæller, at en Aften i Januar 1830 var hans Kone i Theateret og oplevede »at en Jøde faldt fra Galleriet ned i Parterret, uden at beskadige sig selv eller den Mand, han faldt paa. Scenen skal have været heel tragicomisk. Han vilde, saa fortaltes der, tage et af sine Børn ved Ørerne, rækkende sig frem, forfeilede sin Hensigt og dumpede. Endvidere sagdes at den Faldnes Fader allerførst spurgte, om han ikke havde slaget sit Uhr itu.«

I September 1830 oplevede København igen Jødeuroligheder. Det var den franske Juli-Revolution, der havde den Virkning paa de letbevægelige Gemytter i vor Hovedstad.

Forfatteren P. V. Jacobsen (Henrik Hertz's gode Ven) skriver i et Brev af 15. September 1830 fra København: »Gadedrengene her i Byen have begyndt Jødespectacler paa ny. - Disse begyndte i Mandags, og vedvarede igaar Aftes. Der sloges Ruder ind, og nogle gamle Jøder ere maltrakterede, een saaledes, at han sagdes at skulle døe deraf; men dette sidste blev der intet af. Det er en yderst skandaløs Historie; men charakteristisk; den danske Pøbel hører om de fremmede Uroligheder, skal eftergjøre dem her, og finder nu intet andet Object at udøse deres Galde paa, end de stakkels Jøder.«

Efter 1830 forekom ikke flere Optøjer rettet imod Jøderne, men Uviljen imod dem var stadig levende. - De havde ganske vist i 1814 faaet almindelig Borgerret i

126

Danmark, men de kunde dog ikke vælges til Stænderforsamlingerne. Endnu betragtedes de som Fremmede i Landet.

Da den slesvigske Stænderforsamling i 1844 havde  Spørgsmaalet om almindelig Værnepligt til Udtalelse (hidtil havde Værnepligten kun hvilet paa Bondestanden), vedtoges det med 27 Stemmer imod 13, at Jøderne skulde holdes uden for Værnepligten

Flertallets Indstilling blev begrundet af en Pastor Lorentzen:

»Overalt ansaae han (Jøden) sig som en Fremmed, hans Længsel stod til det forjættede Land; han haabede, at hans Folk engang i Tiden atter vilde komme i Besiddelse af dette Land, og dette vilde blive det første og mægtigste Land paa Jorden. Vilde man ogsaa ansee dette Haab som et falsk Haab, saa var det dog forhaanden, og besjælede deres Liv. Allerede af denne Grund var der ingen Fædrelandskærlighed, den første Betingelse for et nationalt Værnesystem, mulig hos dem; det beroede paa en indre Usandhed at antage denne hos Jøderne.«

Goldschmidt havde allerede som Barn mærket Uviljen imod Jøderne, og det baade i Vordingborg og København. Alligevel begyndte han Udgivelsen af sin »Corsar«, der maatte virke udfordrende.

Det var dristigt gjort.

Digteren Henrik Hertz syntes ogsaa, at det var forkert gjort. Hertz var jo selv Jøde, men havde ladet sig døbe og bestræbte sig paa at være blandt den enevældige Majestæts tro og lydige Undersaatter. Man skulde indordne sig og ikke være obsternasig:

»I en Stat maa Enhver afgive en Part af sin Frihed,

127

men Hanekyllinger som Goldschmidt og Consorter bilde sig ind, at Friheden bestaaer i at ryge Cigar foran en Skildvagt, synge Marseillaisen i Theatret og gjøre Caricaturer af Folk.«

- skriver Hertz i sine Studiebøger (1838-39).

I en anden af hans Optegnelser (Studiebog 1840-42) synes man at kunne spore Genklang af en Samtale med Søren Kierkegaard:

»Udenfor et Kaffehuus stod en skiden Sjouer, der af Værten blev betalt for at skjælde de Forbigaaende ud til Morskab for hans Gjæster. Ingen Honnet vilde enten prygle eller indstævne Sjoueren for Injurier, og da disse ere private Forbrydelser, saa paastode Værten og Sjoueren, at Øvrigheden ikke af egen Beslutning kunde faae ham bort jaget; men Politiet lod ham desuagtet transportere i Hullet.

Corsaren er saadant et Kaffehuus, hvis Vært og Gjæster betale en Sjouer for at give sin Usselhed hen som Skjold for deres Kaadheder. Mon nu ikke Øvrigheden har Lov af egen Beslutning at gribe ind.«

Søren Kierkegaards jødefjendtlige Holdning kan man forklare; men man bør næppe søge at bortforklare den, som nogle Kierkegaard-Forskere har villet. Med Bestræbelser i den Retning rykker man Søren Kierkegaard ud af Frederik 6.s og Christian 8.s København, hvor han hørte hjemme.


Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu