H.J. Hansen

- zoolog og polemiker

 

af Peter Neerup Buhl

 

Kapitel 4. Revolution eller reaktion?  (uddrag)

  

H.J. Hansen så kommunismen som socialismens nødvendige konsekvens, så for at undgå dens magtovertagelse i Danmark skrev han mange artikler for at skildre de forfærdende forhold i Sovjetrusland. Når man læser disse, der byggede på grundige studier af udenlandsk litteratur, forstår man ikke, hvordan tidens Sovjetbeundrere senere var i stand til at påstå, at de ikke kunne kende de virkelige forhold. De skulle blot have læst Jyllands-Posten. I artiklen "Den bolshevikiske Sygdom" karakterise-

55

rede Hansen forholdene: "Der er Slaveri over det hele. Fysisk Slaveri og Tankens, Villiens og Samvittighedens Slaveri. Og selve Slavedriverne er Redskaber for de Dogmer, de i deres blinde Fanatisme har lavet. "32) Proletariatets diktatur er "rent Nonsens" - der er tale "om Førernes Diktatur baade over Proletariatet og over Middelstanden, med Udtynding eller nogenlunde Udryddelse af Overklassen og Intelligensen." Desuden var felttoget mod kapitalen "den latterligste Politik, der nogen Sinde er opfunden. Man kunde lige saa godt forsvare Afskaffelse af Fremskridt. Det er Reaktion, som er bleven sindssyg. Den nationaliserede Stat var en af de tidligste Regeringsformer, naar Nationer hævede sig op af Barbariet; den havde nøjagtig samme Form som i Rusland i Dag. Industriel Udskrivning var bragt til Fuldkommenhed af Faraonerne i Oldtidens Ægypten, og Lenin, som antages for at være det nyeste Nye af Reformatorer, er kun en forrykt Reaktionær, der med sit Regeringssystem er gaaet fire Tusind Aar tilbage i Tiden."33)

I en artikelrække trak Hansen paralleller mellem Den franske Revolution 1789 og den russiske i 1917, og han påviste, at den sidste er et plagiat af den første: "For Jakobinerne var 'Folket' - og for de røde Førere er det den Dag i Dag - en højere Personlighed, begavet med de for Guder særlige Egenskaber: ikke at skulle gøre nogen Regnskab for sine Hand- 

32) JP 24.2.21

33) JP 21.11.20

56

linger og aldrig tage fejl (...). Men hvoraf bestaar den mystiske Afgud, som Revolutionære har æret i over et Aarhundrede. Den kan deles i to Kategorier. Den ene af disse bestaar af Bønder, Handelsfolk, alle Slags Arbejdere, som ønsker Ro og Orden for at passe deres Gerning; dette er Flertallet, men det laver aldrig Revolution; da det lever i Arbejde og Tavshed, ignoreres det af Historikerne. Den anden Kategori, der spiller Hovedrollen i alle nationale Forstyrrelser, bestaar af omvæltningslystent socialt Bundfald med kriminelle Tilbøjeligheder. Individer, degenererede af Alkoholisme og Elendighed, Tyve, Tiggere, maadelige arbejdsløse Arbejdere udgjør den farlige Blok af de oprørske Hære." Vedrørende Den franske Revolution skrev Hansen videre, at Robespierre var "en af de hæsligste Tyranner i Verdenshistorien. Han udtalte den socialistiske Doktrin, at ”et Menneskes Ejendom maa efter hans Død vende tilbage til Samfundets Eje.” Robespierre og hans medsammensvorne havde planer om at reducere Frankrigs befolkning fra 24 til 8 millioner og var altså ligesom "Sovjet-Herrerne" efter alt at dømme "aldeles ligeglade ved, at Millioner omkommer af Sygdom og særlig af den i væsentlig Grad af dem selv fremkaldte Hungersnød."34) 

Hansen forsøgte at forstå kommunisternes mentalitet og irrationelle fremfærd: "Forstaaelsen af Begivenhederne er kun mulig ved at regne med de dybe Forskjelle, som adskiller de følelsesbevægede og mystiske Indskydelser fra Forstandens Indflydelse. Disse Forskelle forklarer, hvorfor Individer med ypperlig Forstand har i alle Tidsaldre kunnet antage de mest barnlige Troslærdomme, snart religiøse, snart politiske. I vore Dage har de kommunistiske Hjærnespind haft Kraft til at ødelægge et kæmpemæssigt Rige og true flere Lande. "35) Kommunistiske samfund kan kun bestå, hvis menneskene var fuldkomne, fastslog Hansen - i forsøget på at skabe paradis bliver det i virkelighedens verden til helvede. "Hvorvidt Ruslands Skæbne er tilstrækkelig til at reducere Socialismen i andre Kulturlande, synes imidlertid noget tvivlsomt. "36) Hansen noterede sig f.eks. i 1919, at avisen Politiken i den seneste tid havde "saa at sige slaaet sig paa Bolshevismen. Først gør det den forrykte Bandit Lenin til en stor Statsmand og næsten sammenligner ham med Peter den Store. "37) I juli 1921 så han desuden, hvordan 68 akademikere hyldede Socialdemokratiet i en jubilæumsadresse, og han kommenterede: "Det er kjedeligt, at man ikke kan exportere alle 68, og besynderlig Hr. Prof. Otto Jespersen, til Moskva et Aar, saa de ved Selvsyn kunne lære de økonomiske Velsignelser og den 'aandelige Frihed', der hersker under en Socialisme gen-

34) JP 25.-27.5.22

35) JP 10.2.24

36) JP 22.6.22

37) Vort Land 12.4.19

57 

nemført med en Religions Konsekvens."38) Hansen mente, at det at dyrke "de saakaldte Moderate er den værste og taabeligste Betaling af politisk Sikkerheds-Afgift, der nogen sinde er opfunden." At støtte moderate for at undgå de yderligtgående vil være at give efter for disses krav: "De yderligtgaaende planlægger i deres private Raadslagning at bruge de Moderate som den tynde Ende af en Kile. De drages frem for at opnaa Indrømmelser. Naar disse er opnaaede - for, som det hedder, at opretholde sundere Indflydelse - saa begynder de Yderligtgaaende først at konsolidere Stillingen og derpaa planlægge et nyt Skridt fremad." Girondinerne spillede de moderates rolle under Den franske Revolution - i Danmark spilles den af De radikale, "som viste det smukkeste Girondiner-Pjalteri overfor Socialisternes Krav, bl.a. ved den berygtede Arbejdsløshedsunderstøttelseslov." Hansen mente; at "rødere Radikale som d'Hrr. Rode og Zahle vilde Gang paa Gang give efter for de mere rødes, for Syndikalisternes Krav, indtil disse fik deres 'Raads'-Republik."39) Syndikalisme var en mulighed, socialisme en anden: "De talløse moderne 'Humanitets'-Dyrkere med deres saa ædle og overfor alskens Pak let rørte Hjærter, de maa vælge."40) Den egentlige svaghed lå dog ikke i personer, men i selve demokratiets væsen: "Jo mere et Folk nærmer sig til at blive et 'Demokrati', desto flere Love og Indskrænkninger, desto skrappere Skatter særlig for Middelklassen og opefter, desto slettere Styrelse af Statens og Kommunernes Finanser, desto mere Leflen for de lavere og særligt de laveste Klasser, desto mere Synken i politisk og borgerlig Moral, desto mere Raab paa Undervisning, paa Videnskab, paa Kultur, medens alt det samtidig forfladiges og synker i Kvalitet. Thi vi maa huske, at den højeste Fuldkommenhed, Kommunisme, kun er Socialisme konsekvent gjennemført, som i Nutidens Rusland."41)

I årenes løb gennemgik H.J. Hansen i sine artikler faktisk hele den fundamentale socialistiske teoretiske litteratur. Han udpegede Rousseau som grundlæggeren af den moderne socialistiske mentalitet. "Rousseau skriver selv i en af sine Bøger: 'Hvad der var vanskeligst at udrydde hos mig, var et hovmodigt Menneskehad, en vis Bitterhed mod de Rige og Lykkelige i Verden, som om de havde det paa min Bekostning, som om deres paastaaede Lykke var bleven røvet fra min.' Man ser heraf, at han selv var klar over at nære en lav, skiden og dum Følelse, og det er forøvrigt netop det samme Klassenag, der er Drivkraft hos de fleste af Nutidens Socialister... Nøglen til meget i Rousseaus Natur findes i hans Erklæring

 

38) JP 29.12.21

39) JP 9.3.21

40) JP 1.8.26

41) JP 4.6.24 

58 

om, at da han i den virkelige Verden ikke var i Stand til at finde Mennesker, han syntes om, saa opbyggede han for sig selv en Fantasiens Guldalder."42) Hansen gennemgik selvfølgelig også Det kommunistiske Manifest, og her sluttede han: "Forøvrigt har Marx (og Engels) søgt at underbygge den hele Herlighed - der stiler efter Ødelæggelse af Moral og Civilisation - med en Art historisk-filosofiske Beviser, der tidt kun er dristige, uvederhæftige Agitationsfraser." Derpå gennemgik han disse ideologers biografi, der for ham - ligesom i de seneste år for Paul Johnson - forekom vigtigere end alverdens teoretiseren. Arbejderne frembringer iflg. Marx al rigdom, men, kommenterede Hansen, "Marx har imidlertid aldrig selv udført legemligt Arbejde" men blev støttet finansielt af Engels, "en rig Fabrikant, der plejede at betragte Arbejderne som Maskine-Foder og Kanon-Foder." Og han sluttede sin biografiske skitse: "Endelig et Par Data om Marx' Familie, med Henblik paa, at hans Lære jo skal skabe lykkelige Mennesker. Marx' Hustru kaldte Fr. Engels for sin Mands onde Aand. Deres yngste Datter, Eleanor, indgik en 'fri Forbindelse' med en Dr. Aveling, en Marxist; baade Aveling, Eleanor og hendes Søster begik alle Selvmord."43) I en anden artikel citerede Hansen fra Marx' og Engels' breve og måtte konkludere: "De to saakaldte internationale Socialister elskede Tyskland lidenskabeligt og lufter i Brevene hadet til Franskmænd, Russere, Englændere, Danskere, Serbere, Bulgarer; de viser det fra Foragt og Begjærlighed stammende Had, som i Følge den tysk-jødiske Digter Heinrich Heine er en af de psykologiske Ejendommeligheder ved den tyske Sjæl."44) Hansen præsenterede også anarkismens teorier og forfattere for Jyllands-Postens læsere. Proudhon "nærede den taabelige Tro, at Menneskene skulde en Gang kunne udvikle sig til at have lige saa store Evner." Bakunin "var for doven til regelmæssigt, hæderligt Arbejde, slog sig paa den Profession at være Revolutionær, hvad han, som saa mangen anden af lignende Sort, fandt behageligt og indbringende."45) 

Ikke kun i de moderne samfundsteoretiske værker, men også i de skønlitterære fandt Hansen de holdninger, som undergravede sund moral: "Naar man vender sig til den saa forroste æsthetiske Literatur, der jo har faaet Navnet 'den naturalistiske', fordi den baade stiler efter og siges virkelig at give sandfærdige Skildringer af Livet, hvilket Billede faaer man saa? Læser man Daudet, Maupassant, Zola, saa finder man, at de fleste af de fremstillede Personer ere Egoister efter stor Maalestok, ja ofte i den Grad, at de maae kaldes Pak eller Slyngler, ligegyldigt til hvilket Sam-

42) JP 5.9.26

43) JP 9.5.22

44) JP 17.4.24

45) JP 24.5.22 

59

fundslag de høre. Jagt efter Penge, efter Indflydelse, efter forloren Hæder og efter Nydelse drives med Kraft paa alle mulige optænkelige Maader, og de fleste af disse maae ligefrem betegnes som umoralske, lurvede eller samvittighedsløse. Raahed florerer ofte, de meest hykleriske Phraser anvendes som Dækning, Alt gaaer ud paa Tilfredsstillelse af det kære Jegs Lyster, og det er temmelig ligegyldigt, om man derved kommer til at ødelægge Andre."46) 

H.J. Hansen vendte ofte tilbage til det faktum, at det hovedsagelig var jøder, der både på det politiske og det kulturelle område stod i spidsen for de nedbrydende kræfter. To trediedele til tre fjerdedele af bolshevikkerne er jøder, skrev han i artiklen "'Jøden som Fredsstifter" fra 1919: "De viser sig som Banditer, der er modne til Hængning, og deres anarkiske Færd er saa dum, som den er hæslig, thi baade de selv og mange af deres Race kommer til at betale med Livet for de utallige sindssvage Forbrydelser." Også storfinansen, som giver stof til socialisternes agitation, "er væsentlig styret af Jøder, men Stemningen mod den Race breder sig i de store Samfund som Fristaterne og England med forbausende Fart og voxer i Styrke hvert Halvaar." I sin lange artikelrække "Jødespørgsmaalet" nævner Hansen også, "at den socialistiske Lære og Bevægelse, der ikke var af jødisk Oprindelse, efterhaanden gled over til at blive ledet væsentligst af Jøder; man kan blot erindre Karl Marx og Lasalle, senere Fader og Søn Liebknecht, Rosa Luxemburg, Bernstein, Haase og talrige Andre." Hansen viste, at præsident Wilson i sit arbejde for Folkeforbundet var styret af jøder, og angående jødernes indflydelse på kulturlivet fremviste han USA som eksempel: "Jo mere jødisk Styrelse fortrængte den tidligere, desto stærkere sænkedes Kunst og Moral. Frivolitet, Sandselighed, overvældende illiterær og endeløs Smagløshed er Kjendetegnene paa det amerikanske Theater, medens det nærmer sig sin Degeneration under jødisk Kontrol." 

I sine artikler om Tyskland behandlede Hansen ofte jødiske finansmænds ledende indflydelse, og han skrev, at med "Hensyn til Jødevæsen er der stor Lighed mellem Tyskland og Danmark (…), dog med den Forskjel, at det er blevet værst hos os."47) Han mente, at jødisk virksomhed herhjemme havde gjort fortræd på fire områder: Det litterære, i politik, i pressen og ved pengesvindel. Størst betydning tillagde han brødrene Brandes. I 1917 skrev han: "Minister, Dr. E. Brandes har som Bladmand og æstetisk Forfatter kun haft Betydning som Nedbryder af

46) Danmarks Stilling og Tilstand I, p. 23f

47) JP 13.5.17

60

baade godt og ondt, thi det vil være vanskeligt at paavise noget nævneværdigt positivt godt, han paa Tryk har lagt sig i Selen for. Hans politiske Principper karakteriseredes pudsigt ved, at han i Samtale med afdøde Geheimeetatsraad L. Bramsen i Rigsdagen har (i Følge Ørenvidne) bemærket, at det nærmest var tilfældigt, at han var radikal og ikke konservativ - mens Bramsen fandt, at han selv ogsaa tilfældigt var konservativ og ikke radikal." Edvard Brandes' ældre, "forstandsmæssigt mindre begavede Broder Prof. Dr. Georg B. har øvet langt større Indflydelse, takket være vor overdrevne Værdsættelse af Æstetik og overfladisk Filosoferen (...). Hans jødiske, ikke danske Natur var i Grunden anarkisk, tilstræbende en 'Kultur', der trods alle kjønne Talemaader om Frihed og Aandfuldhed og aandelig Fornemhed o.s.v. gik ud paa forfinet Materialisme, absolut Atheisme og tøjlesløs Selviskhed for 'Overmennesker' og dem, der vilde gjælde derfor. I Danmark er han nu en levende Relikvie, uden Indflydelse, uden videre Tag i Ungdommen. Men ingen Modstander kunde skrive Prof. G.B. ned, som han selv har besørget det. Og ingen har som Broderen og særlig han selv gjort Jøderne og deres Stilling i Danmark Fortræd. De to Herrers Aandsretning bliver forresten nok baade ude og hjemme udslettet af den rensende Krig."48) Disse sidste ord fik Hansen til sin sorg ikke ret i, så i februar 1923 måtte han atter tage Georg Brandes under behandling: "Hans Plagiater er jo 'berømte', men langt værre er hans Upaalideligheder, Fordrejelser, Forfalskninger, undertiden ogsaa hans Uvidenhed om Hovedpunkter; han er overhovedet ikke værd at læse, thi man kan aldrig stole paa ham. Hans jødiske Indbildskhed og Forfængelighed er beviselig grænseløs; hans evige Sludren om Aandfuldhed, Frisind, Fornemhed, Frihed, Kunst osv. er bedragerisk Skin; han er alt andet end 'Demokrat', men nærmest bolshevikisk, og skal, har jeg set omtalt, offentligt have luftet sin Beundring for Racefællen Banditen Trotzky. I Virkeligheden er han en religionsfjendsk, halv-anarkisk Materialist, har efter 1914 vist sig at have tyske Sympathier, og man faar det Indtryk, at hans Fædrelandskærlighed er omtrent lig Nul." I 1921 havde Hansen desuden hævdet, at Brandes "har næppe skrevet en eneste Bog, som kan siges at have videnskabelig Værdi eller har Udsigt til at leve blot en enkelt Generation ind i Fremtiden."49) Hans "Betydning i de sidste Aar har vist kun bestaaet i med uhyre Flid at forsyne Trykkeriers Sættere med Arbejde og bruge en Masse Papir." 50) 

Hansen havde sikkert tildels sin bedømmelse af Brandes' forfatterskab fra læsning af Harald Nielsens tidskrift "Ugens Tilskuer", hvori 

48) Ibid.

49) JP 29.12.21

50) JP 25.5.21

61

Nielsen havde afsløret Brandes' mange plagieringer og manipulationer (samlet i Nielsens bog "Usurpatoren", 1922). Hansens kritik af Brandes er desuden tildels en genklang af Nielsens kritik i bogen "Jøden, Filisteren og Holsteneren" (1917), hvori Nielsen hævder, at Brandes' virkelige landsmænd ikke var danskerne, men jøderne, hvoraf følger en jødisk patriotisme, der p.g.a. jødernes mangel på fædreland var kosmopolitisme. Dette synspunkt var længe kontroversielt, men efterhånden synes der at være udbredt enighed om, at det er nødvendigt at inddrage det jødiske aspekt for at forstå såvel Georg som Edvard Brandes. I sin biografi om Edvard fremhæver Kristian Hvidt således de to brødres jødiske baggrund, idet denne forårsagede, at de udgik fra deres forældrehjem "uden noget som helst forpligtende engagement i tidens store åndelige knudepunkter, kristendommen og nationalfølelsen"51) Da den sidstnævnte følelse var et conditio sine qua non i politik for H.J. Hansen, blev hans opmærksomhed naturligt henledt på kosmopolitismens årsager. At den jødiske radikalisme stod i opposition til socialismen havde af samme grund i hans øjne kun sekundær betydning: At både socialismen og radikalismen var pacifistiske og grundlæggende anti-nationale, gjorde dem til ét fedt for ham. Desuden var de fælles om den i konservativt perspektiv nedbrydende tanke om fremskridt, der af både socialister og radikale blev tolket som noget entydigt. Konsekvensen heraf er sammenfattet af Kristian Hvidt i forbindelse med hans omtale af ministeriet Zahle: "Det radikale ministerium efter 1913 havde ikke kunnet stå for de følgende års storme, hvis ikke dets medlemmer havde haft en usvigelig tro på den intellektuelle overlegenhed, der lå i den radikale ideologi og dertil hørende strategi. Troen på, at fortiden havde været hillet i illusioner, og den fremskridtstro, som fulgte dermed, gav også dets tilhængere en tone af akademisk bedreviden, som har gjort sammenligningen med de nationalliberale i 1840'rne berettiget."52) H.J. Hansen ville givetvis have været enig i denne tolkning. Han frygtede en gentagelse af katastrofen i 1864, på ny forårsaget af politikernes virkelighedsflugt og forværret af den nationalt nedbrydende jødiske ånds indflydelse, som via den radikale presse i mellemtiden havde vokset sig stærk. 

I "Jødespørgsmaalet" citerede Hansen den jødiske baron Moses Montefiore i Krakow: "Hvad sludrer I om? Saalænge vi ikke har Pressen i hele Verden i vore Hænder, saa er enhver Ting forgæves, I gjør. Vi maa have Kontrol med og Indflydelse paa Aviserne i hele Verden for at blinde og narre Folket." - "I den kjøbenhavnske Presse er Jøderne kommen 

51) Hvidt: Edvard Brandes. Gyldendal, Kbh. 1987, p. 464. Jvf. også Nina Bjørneboe: Manden, der overlevede sin skæbne. Georg Ryders Eftf., Vanløse 1981, p. 114.

52) Hvidt, p. 388

62 

langt frem i den Retning", tilføjede Hansen og gav særlig Politiken som eksempel. Fra den politiske verden gjorde Hansen opmærksom på, at jøder sad i eller havde indflydelse på den radikale regering 1913-20 ("den halvbegavede" Zahle, E. Brandes, O. Rode og H. Heilbuth). 

Trods sin skepsis over for den jødiske magt lagde Hansen vægt på, at der er mange jøder herhjemme, som vi nødig vil undvære. "At her er mange brave Jøder, der holder af Danmark og føler sig som Danske, er sikkert nok; men det kan som Regel siges, at de af det Danske kun begriber og slutter sig til det specifikt kjøbenhavnske."53) Overalt er det kun få jøder, som kaster skam over hele det jødiske folk, og Hansen opfordrede de mange skikkelige, rolige jøder i Danmark til at lægge bånd på deres radikale og andre skadelige frænder, så jødehadet ikke blusser op. Desuden undlod han ikke at nævne, at "Bolshevik-Bevægelsen var en jødisk Bevægelse, men ikke en Bevægelse af den jødiske Race som Helhed. De fleste Jøder stod helt udenfor den, og mange afskyer den." Om man kan kalde Hansen antisemit, er derfor tvivlsomt, og under alle omstændigheder var der ikke tale om pøbel-antisemitisme, men om en på meget vidtstrakt læsning grundet mening. Hansen selv var ikke i tvivl: "Ordet 'Antisemit' synes at være af jødisk Fabrikat, i hvert Fald bruges det internationalt af Jøderne til at betegne jødefjendsk Sindelag blandt den hvide Race og anvendes tillige af dem med det Formaal at kaste Latterlighedens Skær over Enhver, der ytrer sig uvenligt eller fjendtligt mod Racen eller blot mod nogle af dens Elementer." Kernen i Hansens "antisemitisme" var en advarsel - også af hensyn til jøder - om, at de kræfter, "der driver Mennesker hen mod den antisemitiske Lejr, er langt stærkere end de Kræfter, der virkede for de gamle Yndlingsdoktriner, som Stemmeret for Kvinder, Spiritusforbud osv. Thi de er personlige Faktorer, der skriver sig fra de stærkeste Race-Instinkter og fra de bitreste Individuelle Erindringer om Pengetab, Undertrykkelse, National Vanære."54) 

Ved bedømmelsen af Hansens holdning til jøder må det desuden huskes, at antisemitismen trivedes godt i begyndelsen af århundredet. Som Kristian Hvidt skriver i sin Edvard Brandes-biografi, havde den lige kraftigt fat i borgerskabet og i arbejderklassen: "I tidens kæreste danske vittighedsblad Klods-Hans, der i disse år havde en guldalder, stikker det antisemitiske stadig hovedet frem ligesom i det socialdemokratiske ugeblad Ravnen. Begge steder var jøden og kapitalisten identiske, lige usympatiske størrelser." Det reelle i klagepunkterne om jødernes indflydelse kan heller ikke overses: Selv Edvard Brandes var generet af den jødiske dominans i Politiken og i Det radikale Venstre, og "af principielle race-

53) JP 13.5.17

54) JP 14.2.23

63

grunde" afviste han i 1909 Herman Trier som ministeremne - kun en jøde pr. ministerium" var et princip, han - forgæves - søgte at håndhæve. Hvad angår jøders indflydelse på det akademiske liv, er Poul Levins ord (fra allerede 1894) betegnende: "Gid Studentersamfundet engang - for kuriositetens skyld - ville lave en festkomite med to kristne og kun en jøde."55)

 

Den måske mest betydelige forening, der som hovedformål havde bekæmpelsen af den jødiske indflydelse i Danmark, var i 20'rne "Foreningen Dansker-Ligaen", eller, som den også kaldte sig, "Dansk Forening til Fremmedelementers Begrænsning". Under devisen "Danmark for Danskerne" udgav den i årene 1919-26 månedsbladet "Dansk Nationalt Tidsskrift", en tid redigeret af den fremtrædende Brandes-kritiker Alfred Ipsen. Det var efter eget udsagn det eneste tidsskrift her i landet, "der uden Hensyn til Partier og Personer bekæmper Jøderne og andre unationale Folkeelementer." Heri blev H.J. Hansens artikel "Til Forstaaelse af Socialismen" fra Jyllands-Posten genoptrykt. Desuden udgav ligaen med Hansens samtykke hans store artikelrække "Jødespørgsmaalet" i bogform. Iflg. udgiverne havde Hansen "vist sig at være en af de faa Videnskabsmænd, der med en lykkelig Evne har kunnet lodde Tilværelsen, se paa Forholdene med et sandt og sundt Blik, og som har været saa selvstændig, uhildet og ægte Dansk, at han paa Trods af Nutidens Skik og Brug har turdet og kunnet sige sit Folk Sandheden om Tiden, Udviklingen og om Forholdene ude og hjemme."

I 1924, efter regeringen Staunings tiltræden, fastslog RJ. Hansen, at både den socialdemokratiske og den tidl. venstreregering var klasse-regeringer, "men jeg personlig tillader mig alligevel at mene, at vore Socialister bør indtil videre være Regjering for at vise deres Kvalitet i Praxis og derved tillige muliggjøre, at vi faar klarlagt Evner og Oprigtigheden hos Gjennemsnittet af vore Rigsdagsmænd i alle Partier, saa Skuffelse over og Vrede mod det nuværende Demokrati kan blive almindelig Landet over. Anden Vej til en Forandring, der kan skaffe virkelig Bedring, gives næppe mere."56) Med folkets accept af socialisternes magtovertagelse nedlagde Hansen ethvert forbehold, han tidligere måtte have haft i sin holdning mod demokratiet. Med de strenge krav, han satte til individet, må det særlig have faldet ham for brystet, at Stauning blev regeringsleder. Tidligere havde han rapporteret fra en dag i Folketinget, hvor det "fornøjeligste" var, at "Thingets fungerende Formand, Socialisten Hr. Stauning, som lige var kommet hjem fra glade Timer i Malmø, var saa medtaget, at han daarligt kunne holde Ligevægten, og endte med at falde

55) Hvidt, p. 366

56) JP7.9.24

64

sammen."57) I sin biografi om Stauning fra 1979 rammer Hans Lyngby Jepsen vel også i plet, når han karakteriserer Stauning som en middelmådighed med format - således forstået, at Stauning i indsigt og krav til livet ikke sigtede højere end de fleste. Folket ønskede måske i 20'erne at få en af "sine egne" til magten, - en, der delte menigmands værdier -, men i H.J. Hansens øjne havde det bedst af at blive tugtet af en leder af større format, selvom det ikke ønskede det.

Den eneste leder i nyere tid, som mod folkets vilje havde søgt at tugte det til at nære forsvarsvilje, var Estrup, men Hansen havde "aldrig syntes om Provisorismen og heller aldrig anset Estrup for en Statsmand med et klart Blik", men i 1925 ville han alligevel tillade sig "at paastaa, at paa de faglige Administrationers Omraader har vi siden ikke haft saa dygtige Mænd som Estrup til Finansvæsnet, Ingerslev til Indenrigsministeriet, maaske ogsaa Fischer til Kultusministeriet. De Administrationer af Middelsort eller af Udueligheder, vi siden da har haft i de samme vigtige administrative Embeder, har nu bragt os vældige Skatter, stor Statsgjæld, et anseligt Bureaukrati, alskens Opløsning, for til sidst at føre os til Socialismens Slaraffenland... Men, vil alle 'frisindede' Mænd og Kvinder sige, der blev kæmpet for Frihed. Gjorde der? Er det maaske Frihed, vi nu har faaet, eller skal vi endnu et Stykke fremad - til Kommunismen. Var Drivkræfterne ikke snarere Misundelse, Magtsyge, Forfængelighed, Haab om egen Fordel paa andres Bekostning?"58) 

Disse ord er næsten et ekko af Thomas Carlyle, som Hansen jævnligt citerede. I "Past and Present" (1843) ironiserede Carlyle således over "mammon-evangeliet" og den opfattelse, "at et menneskes frihed består i at have adgang til at stemme ved valgene, og at sige 'se, nu har også jeg min tyvetusindedel af en snakkemaskine i vor nationale vrøvleforsamling, vil så ikke alle guder være gode imod mig' ."59)

Allerede før socialdemokraternes magtovertagelse var Hansens modvilje mod demokratiets principper gradvis tiltaget, efterhånden som "udviklingen" skred frem. I 1921 skrev han, at "Demokrati opløser Samfund i Individer og samler dem igjen i Folkehobe", og dets "Korruption stammer ligefrem fra det Faktum, at een Klasse paalægger Skatter og en Anden betaler dem."60) I 1923 gengav han en intelligensundersøgelse over amerikanske værnepligtige, hvoraf det fremgik, at over 45% af den voksne befolkning stod ikke højere eller endog lavere end gennemsnittet for 12-års børn, "hvilket just ikke taler til Gunst for udstrakt demokratisk 'Selvstyre'." Danske udvandrere stod endog en del under dette gennem-

57) JP 1.4.23

58) JP 8.1.25

59) Cit. efter L. R. Langslet (Red.): Konservatismenfra Hume til idag. Munksgaard, Oslo 1965, p. 114

60) JP 11.3.21

61) JP 5.8.23 

65 

snit, hvorfor vi "ikke bør være for indbildske."61) Året efter fastslog Hansen, at "Folket som Helhed kan ikke og har aldrig kunnet regere sig selv; om nogen sinde et Folk har ønsket det, er vanskeligere at sige. Det 'fuldkomne' Demokrati er kun en fantastisk Luftspejling (...). De farligste Folk er dem, som har en for høj Mening om den menneskelige Natur". Det passede på den første Grundlovs fædre, og det passer også på de venstremænd, der for nogle år siden var lykkelige over den så folkelige, så "frisindede" nye Grundlov, mente Hansen.62)

Folket, de "oplyste" vælgere, er iflg. Hansen "for Flertallets vedkommende oftest kortsynede, gridske, dumme og parat til at vælge dem, der bedst forstaar at smigre dem og deres Lyster, love dem indbildte Herligheder - og bagefter gaar det saa ud over dem selv."63) I maj 1913 havde han ironisk konstateret, at folketingsvalg "er en af Velsignelserne ved vor saa roste frie Forfatning. Folketingsvalg er da ogsaa bleven kaldt Fester, og den Lighed er der ganske vist, at Folk samles, at der konsumeres en Mængde Drikkevarer og holdes Taler af et oftest ret luftigt Indhold. Men nærmere beset turde det festlige være et ret bedragerisk Skin, thi Valget er i Virkeligheden Borgerkrig i Forklædning." Partier og klasser svarer nemlig omtrent til hinanden, forklarede Hansen, og ved valget kan man tilfredsstille klasseforfængelighed, klassenag eller særlig skaffe sig materielle fordele på andres bekostning. 64) "En af de Ting, hvori vort Demokrati ogsaa har handlet herligt i Overensstemmelse med Systemets Væsen er: Middelmaadigheden til Vejrs. Man ser Middelmaadighed paa de øverste Pladser saa at sige overalt: det vilde være let at paapege Navne baade paa det civile og militære Omraade. Kun Middelmaadighed kan klatre op til de styrende Stillinger; kraftig Selvstændighed og overlegent, virksomt Talent holder sig dels borte fra det offentlige Liv og dels bliver det udsultet eller holdt nede. Partivæsen florerer og Klikevæsen boltrer sig frit. En enevældig Konge og hyppigere en Diktator eller en grundmuret 'aristokratisk Republik' udpiller dog oftere de bedste Kræfter og anbringer dem i de ledende civile eller militære Stillinger, men i et folkeligt Demokrati med sin nivellerende Tendens og sin Frygt for den stærke Karakter sker Sligt næsten kun af Vanvare. "65) For at komme bort fra dette satte han i mange år sin lid til indførelsen af en ny forfatning, der i Landstinget skulle sikre tilstedeværelsen af et aristokratisk element, "ikke just saa meget for Overklassernes som for Statens Vel. Forfatningen skal saa vidt muligt sikre de mange mod de faa, og de faa mod de mange, bl.a. ogsaa sikre mod, at hele Magten kan tilfalde Levebrødspolitikere, der tilmed i stigende Grad vilde blive af den demagogiske

62) JP 4.6.24

63) JP 7.6.26

64) JP 7.5.13

65) JP 14.1.12 

66 

landsødelæggende Sort."66) Da Christian X tiltrådte i 1912, opfordrede Hansen ham via Jyllands-Posten til at danne et ministerium af 8-9 uafhængige mænd, "som forøvrigt i deres hidtidige Virksomhed har vist Dygtighed, Hæderlighed og Kraft."67 Han opfordrede desuden sine læsere til at rejse en folkestemning for ideen. Kongen skuffede ham imidlertid, og han kommenterede bittert: "Naar Kongen blot vedbliver at gjøre som hidtil, og som han siger, han vil: at vandre i sin elskede Faders Fodspor, saa beholder vi Ministerium og Rigsdag til - maaske til Enden?" Og "naar Kongen undlader at tage Initiativ, saa kand intet Menneske, han være nok saa modig, nok saa indsigtsfuld, nok saa energisk komme til at udrette noget som helst udover - at skrive Artikler." Om Hansen tænkte på sig selv i disse og de følgende ord, fremgår ikke: "Men en Statsmand kan findes og fremdrages af Kronen eller, i sidste Øjeblik, af en Del af Folket, men i sidste Tilfælde bliver Kronen sandsynligst sat ud af Spillet - thi Nød bryder alle Love." Han gjorde opmærksom på, at "hvis Tyskerne kommer ind i Kjøbenhavn, saa Englænderne og maaske Russerne skal til at drive dem ud, saa bliver det gjennem mange Aar en Skam at være dansk. "68) 

Hansens skuffelse over Christian X's loyalitet over for parlamentarismen fik ham til at overveje det attråværdige ved en republik. Siden Margrethe har der intet virkeligt betydeligt herskertalent været i kongerækken, konstaterede han, og når majestæten nærmest "kun bliver et Objekt for Snobberi og Servilisme, ja saa vil der være Mening i en Republik." Han mente, at "en tyndt maskeret, saa at sige paa den bredeste Valgret baseret demokratisk Republik er altid en Uting, netop fordi Kongemagten bruges som Skjold, som Dække af de maadelige Magthavere. Derfor synes jeg, at den Grundlov, vi stiler efter at faa, egentlig kun passer for en ligefrem Republik." Under alle omstændigheder var han skeptisk overfor kongens ansvarfrihed: "Man vil svare, at Ansvarsfriheden er juridisk, ikke moralsk, men det er i Nutiden yderlig farligt at skille det Juridiske fra det Moralske. Og bliver det Hele egentlig synderlig andet end konstitutionel juridisk Hokuspokus? Thi i Virkeligheden har Nationerne, naar det rigtig gjælder, da ogsaa talrige Gange og ofte med Kraft gjort Ansvar gjældende mod en Konge, hvordan Forfatningen end var Formuleret."69)

I sin første politiske bog, "Stormagterne og Danmark" fra 1900, forudså Hansen demokratiets uundgåelige spredning: "Dets Ideal er Parlamentets

66) JP 5.11.16

67) JP 13.7.12

68) JP 6.1.13

69) JP 5.1.13 

67 

Almagt; efter de videst gaaende Krav skal dette Parlament kun bestaa af eet Kammer og skal vælges af saa mange Stemmer som muligt, baade Mænd og Kvinder. 'Lad os faa Stemmeret, almindelig Stemmeret, og alt vil enten blive godt paa een Gang eller passende gradvis, og et virkeligt Tusindaarigt Rige kommer." Da Grundloven 1915 var indført, konstaterede han, at vi havde fået "en Grundlov med Valglov der næsten ruinerede Landstingets Muligheder for lejlighedsvis at stemme op mod demokratiske Udskejelser, endvidere udvidet Stemmeret for Mandspersoner og samme 'Menneskeret' for Kvinder. "70)

Hansen advarede mod "stemmesyge" kvinder, og i en artikel fra 1924 skildrede han den engelske feminisme, som var særlig vidt fremskreden. Hverken manden eller kvinden fører "Krigen mellem Kønnene", rapporterede han; det gør derimod "det tredje Køn" - de ugifte kvinder. Disse feminister kræver frihed og lighed, men ikke broderskab - kun uafhængighed og frihed fra enhver forpligtelse. Hansen fortsatte med at vise, hvor uberettiget kvindernes indignation over forholdene var, idet han med statistik dokumenterede, at kvinder spiller, drikker og ryger mere end mænd i England. Desuden skildrede han, at den offentlige stemning også var i kvindernes favør, endog i hysterisk grad: "Da jeg første Gang, i 1901, besøgte London, boede jeg hos en jævnaldrende dansk og ugift Bekjendt, der havde lejet sig et Hus i en Forstad og havde en ældre dansk Husholderske. Han advarede mig imod at blive ene i en Kupe paa den underjordiske Jærnbane med en Kvinde, thi i følge Pressen hændte det af og til, at hun ved en Station lavede Spektakel, erklærede, at Mandspersonen havde gjort Tilnærmelser, havde opført sig uanstændigt; - selvom Manden var nok saa uskyldig, kom han som oftest galt fra det, blev dømt." I sin konklusion om situationen brugte Hansen feministernes synonym for manden: "Taget som Helhed har Fordelene været paa det svage Kjøns Side - de 'forfremmede Krybdyrs' Tidsalder gaar mod sin Afslutning. "71)

Hansen havde i 1913 advaret mod kvindelig stemmeret i Danmark, idet han spurgte om, hvilken splid man dog ikke kan "faa oparbejdet i mange Hjem mellem Mand og Kone, mellem Datter med moderne Frihedstheorier og den ældre, ofte forholdvis 'reaktionære' Moder? Og ved Valgene vil en ung, flot og veltalende radikal Frasemager faa et uhyre Overtag i Hundreder af Tusinder af Unge til halvgamle Kvindehjærter over en ældre, ikke kjøn og noget mere konservativ Mand, som ikke raader over Modpartens for alle Tosser saa besnærende Ordmusik! "72) I

70) JP 1.4.23

71) JP 12.12.24

72) JP 8.5.13 

68 

afvisningen af kvinders valgret stod Harald Nielsen sammen med Hansen, men at kun et medlem af Rigsdagen (den konservative Vilhelm Lange) ved den endelige afstemning om sagen i 1915 delte deres standpunkt, viser i hvor høj grad de to "moderne reaktionære" H.J. Hansen og Harald Nielsen stod i opposition til tidsånden. ”73)

Ud over at parodiere kvindelig valgret, parodierede Hansen desuden fortalerne for en sænkning af valgretsalderen: "Skal man fuldt ud drage Konsekvensen af de demokratiske Fraser, saa maa man give Alle, Pattebørn medregnede, Stemmeret og saa tillade Moderen at lade Poden skrive Kryds paa Stemmesedlen med 'ført Haand'. "74) Hans pointe var, at enhver aldersgrænse er vilkårlig og derfor ikke målestok for demokratiets stade. 

I bogen "Stormagterne og Danmark" skrev Hansen, at "'Demokrati' i sin skarpere Gennemførelse medfører langt mere Lighed end sund Frihed, at den demokratiske Strømning sikkert gjør sig skyldig i en Overvurdering af Nationernes intellektuelle Status og i næsten endnu højere Grad i en Undervurdering af de moralske Værdiers Betydning." Men "Demokratiet er det uundgaaelige, og ingen arvelig Hersker kan i Længden standse det i sit eget Land. Farerne for Demokratiets Fremtid ligger ikke hos Konger og Kejsere, men helt andetsteds: i Slægtens Kvalitet i moralsk og intellektuel Henseende. En Undersøgelse i den Retning ligger udenfor min Plan: kun kan det siges, at Vanskelighederne ved at lede den demokratiske Strøm saaledes, at der ikke opstaar ødelæggende Oversvømmelser eller dannes store Sumpe og Moradser, ville være langt større, end mangen en troende Demokrat tænker sig Muligheden af." Andetsteds gjorde han opmærksom på, at "Civilisationen afhænger altid af Kvaliteten af det Folk, der bærer den", så hvis "dens levende Grundvolde, Individerne, begynder at vise sig for svage, for tarvelige til at fyldestgøre Kravene, saa sygner den og ender med at falde i Ruiner. "75) Hvis fremskridt således ikke afhænger af noget ydre, men "hvis Fremskridt betyder Forbedring af selve den menneskelige Natur, saa maa man stille sig det Spørgsmaal, om det moderne civiliserede Menneske opfører sig bedre under samme Omstændigheder, end hans Forfædre vilde have gjort." Det mente Hansen ikke, at det gør. Der var efter hans mening kun tale om et skin af forbedring - "et gammelt Ordsprog siger, at Djævelen har et fiffigt Kneb ved at lade, som han er død." For de enkelte individer er fremskridtets vej imidlertid altid åben. ”76)

Standpunktet, at alt i sidste instans afhænger af individernes kvalitet,

73) Hatting, p. 21 (vedr. Vilh. Lange)

74) JP 8.5.13

75) JP 21.7.23

76) JP 19.6.21

69 

er en del af forklaringen på Hansens mening, "at der ikke findes nogen absolut god Styreform, ja ikke en Gang nogen, der kan anses for bedre end de andre under hvilke som helst Forhold, thi Hensigtsmæssigheden af en Statsform afhænger netop af Tiden, af Folkets Oplysning og øvrige Kvaliteter, ja endog undertiden af vedkommende Lands Udenrigspolitiske Stilling. Cæsarisme eller mere kortvarig Diktatur, absolut eller konstitutionel Kongemagt, ja selv en, helst dog ikke for centraliseret, Republik kan under givne Forhold og gjennem kortere eller længere Tid være den bedste Form for Styrelse af et Land. "77) Ti år efter disse ord, i 1923, fastslog han, at "Parlamentarisme ser bestikkende ud, men lider af indre Svagheder, der i Længden gjør den livsfarlig for et Land eller fører til dens midlertidige Afskaffelse. "78)

I artikelserien "Indbildte Herligheder" mindedes H.J. Hansen, at "en anset norsk radikal Professor i Historie" engang skrev noget om, "at Diskussion var godt; det var det, der trængtes til". På grund af de mange tusinde politiske taler her i landet må danskerne i så fald være svært lykkelige, fortsatte Hansen. "Desværre vil vist enhver forstandig Mand, der gav sig til at læse blot en enkelt Aargang af 'Rigsdagstidende' med Omtanke, til sidst vende sig med Foragt fra al det langtrukne Snak, alt det uvederhæftige, ørkesløse eller taabelige, ikke sjældent uærlige Partipræk, han traf paa, thi kun en forholdsvis temmelig lille Part var virkelig præget af sund, almen Sans - og det blev tilmed ofte udtalt for døve øren. Kunde tvunget Studium af 'Rigsdagstidende' mon ikke anvendes i vore Straffeanstalter paa særlig forhærdede Forbrydere? - Maaske vil vor humane Retspleje dog finde den Straf for haard. "79) Et par år tidligere havde Hansen klaget over, at parlamentarikerne ikke kan begejstre ungdommen, som keder sig over kævlet - "alle Partier fra højkonservative til kommunister taler et forslidt Sprog, som ikke mere giver Genlyd i Sjælene. "80) Han bemærkede, at rigsdagsmændenes kvalitet er sunket over de seneste 30 år; de bedste, skarpest tænkende og mest selvstændige vil ikke have med Rigsdagen at gøre. ”81) I 1925 kritiserede han selve demokratiets grundtanke: "Politik er en Del af Hverdagslivet og ligger paa et lavere Niveau end Kunst og Videnskab. Intet Kvantum af Demokrati kan frembringe en Maler eller en Opfinder. Vi vælger Førsteministre, men vi vilde blive latterlige, hvis vi forsøgte ved hjælp af Valgurnerne at opdage en Rembrandt eller en Edison. De fleste af os har en eller anden Gang troet, at hvis vi blev stillede paa Dagens politiske Føreres Plads, kunde vi gjøre det bedre end de. Men faa af os har vovet blot at drømme om at kunne

77) JP 5.1.13

78) JP 30.9.23

79) JP 28.3.26

80) JP 17.2.24

81) JP27.4.23 

70

male et Maleri eller opfinde Grammofonen (...). Bevis for Politiks yderst menneskelige Natur, er den efterladende Maade, hvorpaa vi vælger vore Førere... Man viser mere Omhu ved Antagelsen af en Gangkone paa et Hospital eller en Jordemoder i en lille Landsby end ved at udsøge en Repræsentant til Parlamentet. "82) 

Hansen ville have de dygtigste i toppen, men han stillede næsten uopfyldelige krav. Hvad han savnede var nogen, der ligesom Lord Nelson og Tordenskjold "med Lethed gjorde det Umulige. "83) Selv tidens måske største konservative personlighed, formand for Industriforeningen og Industrirådet Alexander Foss, troede Hansen ikke på som politisk leder, da Foss "røber Ængstelse indadtil, hvilket næsten er det værste, en Politiker kan vise overfor politiske Modstandere eller Fjender, og det er værre jo rødere og jo mere magtsyge de er. "84) I 1924 måtte Hansen erkende, at vor "Status og Udviklingens Retning tegner til at gjøre det umuligt for os at faa en Regering af et 'intellektuelt Aristokrati', altsaa en fremragende Chef, der evner den saa vanskelige Kunst at finde dygtige, samvittighedsfulde Medhjælpere til de højeste Poster. En saadan Chef maa have det moralske Mod at sætte sig ud over meget af det, der stemmer med Massernes officielle Meninger, thi disse er tidt luftige og i høj Grad omskiftelige, men han maa forstaa at tale og særlig at handle saaledes, at

82) JP 1.3.25

83) JP 5.3.22

84) JP 20.3.18 

71

Massernes gode dybere Instinkter vækkes og tilfredsstilles. Landet glider nu hen imod at blive Forsøgskanin for en smaaborgerlig, smaatskaaren, bundmaterialistisk, pervert-human Halvsocialisme, der efterhaanden, saa vidt den tør, bliver mere rød; de andre politiske Partier, særlig Radikalerne, delvis ogsa Venstre med Støtte af de slappe Konservative, har forresten allerede ført os et godt Stykke frem ad de Veje. "85)

Samtidig øjnede Hansen dog et håb og et eksempel til efterfølgelse i horisonten. I Italien havde der jo hersket kaos, og Lenin havde allerede forkyndt den italienske Sovjet-revolution: "Men han havde ikke regnet med en 36-aarig Mand, der sad i sit Aviskontor i Milano med den ladte, nødvendige Revolver paa Bordet ved Siden af sig og skrev sin daglige Artikel fuld af giftig Spot mod en Regering, der syntes at have overgivet Italien til dets indre Fjender, og af en lidenskabelig appel til Ungdommen om at frelse deres Land i rette Tid. Italien var langt længere nede, end vi er i Øjeblikket, dets Forhold er anderledes end vore, men dog er der i Mussolinis Principer og Methoder meget, som fortjener at kjendes i Danmark, thi vi kunde lære adskilligt deraf. "86) Når Stauning kommer til magten, driver vi i rød retning, skrev Hansen i 1923, og "naar Landboernes pekuniære Smærter med den nye 'Grundskyld' etc. bliver for store, kan vi maaske ikke blot i den bedre, modige og patriotiske Del af Byernes Befolkning, men endog rundt om i Landets Sogne faa en fascistisk Bevægelse og derpaa en grundig Omkalfatring. "87) En Mussolini kan først komme, når "en stor Del af Folket enten er hundeangst for et Angreb udefra, eller vi indenfra trues af Socialisme, eventuelt Kommunisme med Ruin. "88) 

Da sådanne trusler forekom overhængende i 30'erne, var det dog kun L.S.-bevægelsen, der nærmede sig realiseringen af Hansens forhåbninger, men den oprørske kerne i denne bevægelse bestod af bønder, der havde tillagt sig dyre vaner og havde vanskeligt ved at indstille sig på de dårligere tider - altså netop sådanne materialistiske individer, som Hansen foragtede, ”89) hvilket han også viste i en kritisk artikel om L.S. 13.5.1928, hvor han betonede nødvendigheden af, at også landbruget nedsatte sit forbrug. Mere i overensstemmelse med HJ. Hansens hele mentalitet ville bevægelsen "Dansk Folkefællesskab" nok have været. Den blev stiftet i hans dødsår, 1936, med pastor Anders Malling som leder. Malling var medlem af DNSAP, men brød sammen med et følge på ca. 80 medlemmer ud af dette parti for at danne en rent dansk, anti-tysk

85) JP 4.6.24

86) JP 30.9.23

87) JP 1.4.23

88) JP 27.4.23

89) Jvf. Kr. Kolding: Koldings verdenshistorie. Gyldendal, Kbh. 1956, bd. III p. 337 

72

fascistisk præget bevægelse, DF, der dog aldrig fik mere end godt 500 medlemmer.”90) Hansens lidenskabelige nationalfølelse og anti-parlamentarisme havde åbenbart ikke den store opbakning i folket.

Det fik derimod pastor Kaj Munk, som skrev sine første artikler i Jyllands-Posten i de år, hvor HJ. Hansen skrev sine sidste. Munks udgangspunkt (den lidenskabelige søgen efter Kristus og Guds kærlighed i verden) og hans letbevægelige kunstnersind placerer ham utvivlsomt i en helt anden åndsverden end Hansen, men de politiske konsekvenser af deres mentalitet blev ret ens. Munks (f.eks. i "Foraaret saa sagte kommer") erklærede sympati for "de små" i samfundet ville dog nok havde gjort hans ideal-stat mere social end Hansens, og Munks afvisning af antisemitisme blev måske også stærkere, end Hansens ville have blevet, hvis han havde levet længere. Her kan det tænkes, at Hansen havde erklæret sig enig med Harald Nielsen, der i "Faldskærmstropper" (1944) forsvarede mærkningen af jøder med gule stjerner som det eneste forsvarsmiddel mod deres infiltration af nationen. Derimod ville Hansens holdning til modstandsbevægelsen efter alt at dømme have været nærmere Munks end Nielsens. Harald Nielsen tog endvidere afstand fra den herskende konservative konsekvente tyskfjendtlighed, som også H.J. Hansen stod for.

Ligesom H.J. Hansen ville Kaj Munk gøre op med klassekamp og radikalisme og indføre det nationale folkefællesskab.”91) Når Munk i dramaet "Sejren" lader diktatoren (Mussolini) sige, at krig ikke kun er svineri, men også "Selvopofrelse, Tapperhed, Udholdenhed, sagt i eet Ord: Heroisme", så svarede det til Munks egen og også til H. J. Hansens mening. Hansen kunne også have samtykket, når Munk glædede sig over, "at naar alle de kæftsmurte, parlamenterende Pøbelleflere har forkvaklet og vrævltilsølet en Sag, saa rejser sig Samson den Blinde og sparker de Søjler af Nonsens om Kuld" i krigens blod og brand.92) Munks ord i sin forkætrede Ollerup-tale 28.7.1940: "Jeg sørger ikke over Demokratiets Dødsfald, men over Danmark", ville givetvis også have afspejlet H.J. Hansens holdning i den samme situation. Munk blev beskyldt for at være "gal Militarist", og ligesom Hansen mente han, at der altid vil være kamp i verden, og at man skal kaste sig ind i den med dødsforagt. Karakteristiske var Hansens ord i en artikel i Militært Tidsskrift om, at soldater altid burde være indstillet på at kæmpe til døden i stedet for at overgive sig.

"Fascismen har givet arbejdere og arbejdsgivere et ideal oven over deres snævre klasseinteresser, rapporterede Hansen og tilføjede: "Hvor trænger

90) Se H. P. Lohmann: Dansk Folkefællesskab 1936-42. En fascistisk, nationalistisk og idealistisk bevægelse. Odense Universitetsforlag 1984

91) Bjarne Nielsen Brovst: Kaj Munk - liv og død. Centrum, Århus 1984, p. 47

92) Cit. efter Niels Nøjgaard: Ordets Dyst og Daad. Arnold Busck, Kbh. 1946, p. 329

73

vi haardt til saadant i Danmark!" Han priste fascismen, fordi den havde forbudt strejker og lockouter, og han fortsatte sarkastisk: "Vi, de Danske, har da heldigvis bevaret Frihed for alle Samfundslag til ved Arbejdsstandsninger og alskens Løftebrud at plage og forarme hverandre og det hele Folk. Folkesuveræniteten leve!"93) Han så i fascismen "Spirerne til en vældig Verdensbevægelse. Man kan selvfølgelig ikke nægte, at den i Praxis har vist Mangler, som lejlighedsvis ved unødig Voldsomhed eller ved, at Elementer af daarlig Kvalitet er kommen med, har forstaaet at skaffe sig Indflydelse og derpaa begaaet Misbrug - sligt kunde næppe undgaas (...). Naar vi atter vender os til Nutid og den nærmeste Fremtid, kan man trygt udtale, at enten maa et nyt Aristokrati frembringes og dets Krav anerkendes, eller Nationerne vil blive hærget af Krig mellem Klasserne (...). Styrelsen skal være i Hænderne paa et politisk Aristokrati, hvis Personer tilsammen og hver for sig har stræng Moral, uafbrudt Flid, upersonlig og upartisk Sans for Retfærdighed, absolut Uegennytte og ophøjet Idealisme."94) Hansen mente, at Mussolini var en sådan person. Kaj Munks håb om en Kristus-agtig diktator, der modvilligt påtager sig ansvaret, viser sig her også hos Hansen. Han skrev, at ofte standser politikeres og videnskabsmænds intellektuelle vækst i 30-års alderen, men evnen til at tale beholder de. Kun personer som Oliver Cromwell og Mussolini har det sådan, at nye evner vokser frem, efterhånden som de stiger. 95) (Der er her en tydelig påvirkning fra Carlyles hero-dyrkelse). Derimod nærede Hansen på intet tidspunkt beundring for Hitler, hvis bevægelse han kaldte "en Art Karikatur af Fascisme" - en klar forskel fra den mere ukritiske Kaj Munk. På grund af udviklingen fra midten af 30'erne er man i dag tilbøjelig til at glemme de væsentlige forskelle mellem fascisme og nazisme, med hvis standpunkter Hansen intet havde at gøre. Mussolinis praksis - omend ikke hans teori - var en traditionel autoritær regeringsform. Fascismen doktrin var "alt i staten, intet uden for staten, intet imod staten", men det var realiteterne, den virkelighedstro H.J. Hansen forholdt sig til. Han citerede Mussolinis ord om, at fascisterne "vil opretholde Statens Overherredømme, men indskrænke dens Virken til de Funktioner, der tilkommer den, nemlig Udenrigspolitik, indre Lovgivning og Haandhævelse af Orden."96)

Hansen var måske snarere kontrarevolutionær end konservativ, men han var ikke ideologisk fascist. Det var nationalt-danske hensyn, der fik ham til at overtage visse fascistiske ideer, først og fremmest tanken om 

93) JP 7.2.26

94) JP 14.11.24

95) JP 1.3.25

96) JP 30.9.23

74

social harmoni håndhævet af en elite. Socialstat og kollektivisme afviste han derimod, hvilket også fremgår af C.O. Bøggild-Andersens ord i hans oversigt over Jyllands-Postens historie, hvor den afgørende ideologiske skillelinie sættes: "Den største Fare, der truer vor Tids Udvikling, er utvivlsomt - hvad ogsaa H.J. Hansen havde Blik for - en for stærk 'Ensretning', der hæmmer Enkeltpersonlighedens og det hele Menneskelivs frie og frodige Udfoldelse fra Knop til Blomst." Hansen ville nok have samtykket i nobelpristager F. von Hayeks overvejelser om stat og forfatning, som blev realiseret med Chiles "Frihedsforfatning" af 1980. 97) I modsætning til hos Hayek er det hos Hansen imidlertid ikke på forfatning, lovgivning, økonomisk system eller andet udvortes, at hovedvægten i sidste ende lægges, men på menneskenes moral, deres holdning til tingene. Denne stadige fremhæven af individernes kvalitet som altafgørende faktor hæver i væsentlig forstand Hansen over det gængse politiske "højre-venstre"-spektrum, ligesom han jo heller ikke afviste fremskridt - tværtimod afviste han netop de herskende "progressive", fordi deres tiltag i hans øjne ikke var sande fremskridt.

I artikelserien "Bolshevisme eller Fascisme" fra 1926 gengav Hansen mange af fascismens resultater positivt, men hvad hjemlige forhold angik, var han ikke optimist: "Hvad Danmark angaar, synes vi at være ikke hurtigt, men jævnt og meget synligt synkende i økonomi, i almindelig borgerlig Moral (herover klages der nu privat fra alle Kanter), i offentlig Intelligens og Karakter, i positiv Villen; vi er nu saa slappe, at der i hvert Fald i Øjeblikket ikke er synderlig Udsigt hverken til Kommunisme eller Fascisme hos os, men ikke mindst paa Grund af vor fiffigt lavede Valglov, vor Rigsdag og dens Partiregeringer kun er Udsigt til mere Synken, om man vil til Alderdomssvækkelse, til Hensygnen."98) 

97) Se Hayek: The Constitution of Liberty (1960), jvf. også hans bog Vejen til Trældom, Gyldendahl, Kbh. 1946

98) JP 30.5.26


Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu