Thorkild Gravlund

- folkets digter

 

af Peter Neerup Buhl

 

Uddrag af kap. 7: ”Danmark, det fremmede og de intellektuelle”

 

s. 60

 Og med ord der minder om Dostojefskijs i artiklerne om folket og de intellektuelle i "En forfatters dagbog", fastslog Gravlund i foredraget "Under Grændsens Lov" i anledning af genforeningen: "Vi må til at forstå hvad der skiller og deler et folk. Men først må vi gøre os klart, at den stærkeste strid i dansk åndsliv den står - og den vil blive stående mellem dem der hævder en nations arveret og dem der kæmper imod. Striden bliver standende til den dag, hvor nationen er enig om at hævde sig selv, den dag, hvor vi med stolthed kan sige, at ingen dansk står dansken imod (...). Vi vil vinde sejren ved at hævde folket. Folket som det var og er: Nationaliteten som har båret dansken frem gennem årtusinder og bragt Danmark frelst ud af alle farer. Med folket vil vi sejre - trods al parlamentarisme, folkepædagogik, fremmedvælde og afstemningskunst. Og folket i sig selv er med os. Dansk nationalitet bærer fremad. Og den skal sejre påny."

 Gravlund kunne godt gå med til at kalde sig internationalist, idet internationalisme oversat er mellem nationer, nationernes mellemværende. Den mondæne pacifisme er derimod at udslette dette mellemværende "og få alle nationer til at flyde sammen og gå op i en forskelsløs overklasse med et forskelsløst slavehold." 102) 

Direkte at ville omskabe folket, som nutidens politikere vil, er at melde sig ud af ethvert folkeligt fællesskab - som Gravlund skriver i "Dansk Folkekarakter", er det "den strengeste fordring, der kan stilles et folk, at de skal være anderledes, end de er. Den er strængere end høje skatter." 

Gravlund kommer også ind på dette i artiklen "Folkerace": "Danmark er et gæstfrit land, skal så være, kan ikke ændres. Her huses mange frem-

102)  »Internationalisme og Pacifisme«, i Flensborg Avis 25/4 1936

61 

mede racer, naturligvis. Men selvfølgelig skal dansk race have magten. Vi har ikke nødig at lave foreninger til fremmedelementernes bekæmpelse - hvis vi kender os selv (...). Lad jøder eller andre asiater blive æresborgere, kommandører og etatsråder - lad dem blive forgyldt, hvis det er det de vil - men her vil vi råde i dansk race uden at det skal udskriges som fordom, forfølgelse og henpege på massemord. Og vi vil fritages for den historiske svindel, at fremmede: Jøder eller hvemsomhelst, er danske, fordi de har indfødsret og kan bruge vort sprog tilnød. Vi kræver dansk arbejde - og det kan kun ydes af danske. De fremmede kan frit skrive, handle, købe, tale og slå sig for brystet iblandt os. Men de kan ikke være os. Og dette gør dem absolut ikke ringere, undtagen når de prøver derpå. Intet forringer en mand mere end at ville være det han ikke er." 

Dette er netop at være national - at være sig selv: "Rigest er den, der ejer mest af tid og har sit sind dannet længst tilbage. Derfor er vore bønder så stærk en race, ukuelige, fordi de stod som de samme gennem tiderne. Derfor er vore markers piger så ligevægtigt skønne, velværnede, sig selv. Derfor er fædrelandet dyrebart i Danmark. Ingen kan give os det vi mistede, om vi mistede vor henrundne tid og gik over i fremmede stater. Vi skulde falme i race og kultur, omend opdragelsen aldrig stod så højt, den kunde muligt bøje os endnu dybere (...). Eje os selv må vi for enhver pris. Går Danmark under, går årtusinder under, og et af verdens dybest prægede folk svinder ind i et verdensproletariat."103) 

Vreden mod de intellektuelle, der førte an i undergangskursen, kunne få Gravlund til at ønske sig en revolution i stil med "det store drøn" i Rusland i 1917: "Hvornår kommer drønet til os på dansk, så vi sætter ærkeintelligensen på plads uden for alt, hvad der har med menneskeliv at gøre." Han konstaterede i den forbindelse, at "der kan næppe nævnes et nationalt arbejde, som ikke intelligensen har faldet i ryggen."104)

I kronikken "De intellektuelle" advarede han mod disses tiltagende indflydelse i det offentlige liv som åndelige lejetjenere og teoretiske indpiskere: "De intellektuelle breder sig selvbehageligst i politik. De intellektuelle, det er dem, der intet ved. I produktionsspørgsmål er de amatører. I folkelige sager er de dilettanter som oftest. Men i frihed, fremskridt og folkeopdragelse er de professorer, - fraseopfødte af den materialistiske historieopfattelse, som egentlig er dem såre fjærn. Men den kan bruge dem…. Friheden førte til tvangsstyre - fremskridtet til folkelig afmagt - folkeopdragelsen rejste ikke en kraftig dansk type, men en slatten elev, der er rede til at underkaste sig alt med 'frisind'." Hvor "fremskridt" bliver enerådende, vil der blive rigeligt af to slemme ting, fortsatte Gravlund: "Sult og skolevæsen. Men begge er nødvendige for storproduktionen og det sociale slaveri." Med tanke på den endnu i dag uhæm-

103) Vi flokkes, s. 49

104) Flensborg Avis 23/10 1938 

62

mede vækst af uddannelsessystemet synes Gravlunds syn profetisk: "Frie uvidende mænd vil altid kæmpe for deres selvstændighed, vil kun, hvad de selv vil - men forsultne skoleelever går under åget. Nyproduktion i landbrug som i fabrik kræver nyt skolevæsen - grundtvigsk eller marxistisk, det giver godt statssocialistisk produktionsmateriale. Det er de intellektuelle, der skal gøre det, nogle i første række som politikere, andre bagved som lærere og digtere eller forskere."

Skolen har altid første ret for de intellektuelle, "disse spadserende lærebøger", påpegede Gravlund: "I deres høje tanker har den oplyste ret og den uvidende uret. Den uvidende skal være retløs. Frihed er godt for dannede mennesker, og mindre dannede skal i fagforening. Vorherre være med de dumme. Fremskridtet er vort evige liv."

Det er imidlertid folket, vort folk eller andre folk, sagen drejer sig om, fastslog Gravlund. "International kaldes kunsten og videnskaben. Det er kun læresætninger, opskrifter, programmer (...). Hvad skal vi med en intelligens, der ikke kan give nye og stærke udtryk for vort blod og hævde vor races livsvilje! Vi har ingen brug for åndelige lejetjenere og teoretiske indpiskere. De intellektuelle bør hives ud af politik, hvor arbejder og arbejdsgiver må forhandle ligetil og på lige fod. Det er utåleligt, at radikal bourgeoisi-intelligens spiller rollen som arbejdervenner uden at kunne tænke en tanke sammen med disse arbejdere og med et arbejdende folk. Hiv dem ud af lokalet, de laver kun vrøvl." Gravlund kommer da med et ønske, der kunne gentages i dag: "Kunde der så blive plads for sømænd, fiskere, håndværksmestre i tinget, hvor de næsten helt savnes, vilde der være vundet et stort lod i det statslotteri, der kaldes folkestyre."

De intellektuelle skal værne dansk kultur, ikke blande sig i politik: "Dansk kultur har altid haft brug for sine kræfter i kamp mellem hjemligt og fremmed (...). Nu skal disse folkebrydninger opløses i pædagogik. Så siger de intellektuelles visdom: Vi bør lære af det fremmede, vi må aldrig lukke det ude og lukke os inde. Vi må ikke rejse kinesiske mure". Kultur er imidlertid krig, indvendte Gravlund, "nu som til alle tider, krig på kniv og krig på pen, pensel, mejsel, fiol og passer, hammer og høvl, til lands og til vands, krig for det, vi vil, imod det, vi ikke vil. Hvorfor ikke enes under de forenede intellektuelles 'almenmenneskelige' indterpen? Fordi vi ikke er ens. Fordi vi elsker og hader. Først når vi er ude over det, får vi 'verdensfred'. Indtil da: social militarisme og kulturkrig."105) 

Ud fra samme tankegang skrev Gravlund i sit utrykte essay "Dansk Kamp": "I enhver nation føres der en kamp mod fremmedvældes hæmning af stedbunden kulturkraft. Men det er uret at kalde denne kamp antisemitisme (...). Og synes det nu, at fremmede har for megen magt hos os, så spørger vi...: hvor fik de den fra? Det kan jo ikke undre os, at de tog 

105) Nationaltidende 19/9 1923

63

den, hvor den var at få." Med sin tiltro til almuen er Gravlund dog fortrøstningsfuld: "En social overklasse vil aldrig få en social underklasse til at tro på et verdensbroderskab uden Gud, fordi fattigmands Gud er det eneste virkelige verdensbroderskab, der nogensinde har været."106)

106) Flensborg Avis 18/4 1936

64

 

11. Af Gravlunds korrespondance med litterater 

s. 83 

Blandt Gravlunds litterære meningsfæller må først nævnes kritikeren Harald Nielsen, som besøgte Gravlund i oktober 1917. "Mag. Harald Nielsen har været her - og det var meget morsomt. Vi skændtes bravt om politik og havde det rart", berettede Gravlund til forfatterinden Marie Bregendahl. Nielsen mente, at "Nilavs" er "den bedste studie af en sjællandsk bonde siden Jeppe."151) 

I forbindelse med, at Gravlund førte en lang kamp for forfatterstøtte til sig selv og andre, må Nielsen dog sige fra: "Når De har anfægtelser i den retning står jeg helt rådløs. Er da forståelsen af tilværelsens tragiske vilkår og dens nødvendighed ganske svundet af min samtid samtidig med at tilværelsens tragiske karakter har lagt sig for dagen som aldrig før? Lever jeg da til forbandelse i et land, hvor alle tror, at man ved små arrangements kan ordne tilværelsen og lave den om til en lun og hyggelig dagligstue for alle? Jeg er af den kætterske mening, at det vel er ondt for den enkelte at han sulter, men at det ikke er til skade for kunsten, at dens udøvere ikke har stipendier og subventioner alle sammen. Jeg tror, at vi istedet for at spekulere på, hvorledes vi skal holde liv i vore forfattere skulde overveje, hvorledes vi kan få taget livet af mindst halvdelen af dem. Måske enkelte af de udpegede oven i købet under processen blev til forfattere (…). Hvad misforholdet mellem Deres og den arbejdsløses indtægter fra staten angår er vi ganske enige, men derimod vistnok ikke om hvor fejlen ligger. De vil jo så vidt jeg har forstået have understøttelse og velvære over det hele. Jeg tror, at dette er kulturens grav, jeg tror af hele min sjæl, at det er nødvendigt både for deres velfærd og for samfundets, at masserne slider. Til ikke at være bundet af den hårde nødvendighed hører der den højeste kultur, hvilken kun er fås sag."152) 

Nielsen var på samme måde heller ikke helt enig i synspunkterne i Gravlunds litterære produktion, hvilket fremgår af et brev af 26/5 1919 om "Sognet": "Jeg tror jeg fik mit første advarende chok under læsningen, da jeg kom til side 149, hvor De taler medynksfuldt om fattiglemmernes ære og tab af borgerlige rettigheder. Jeg er ikke, som man vidstnok tror, nogen udpræget grusom natur, jeg kan strække mig vidt for at give stakler tålelige vilkår, men jeg kan ikke sprænge samfundets rammer for deres skyld, og heri tror jeg at være mere i forbindelse med den sognekultur, den bondekultur, der er udgangspunktet for Dem end De selv er. Thi når De skildrer 'Sognet', det fastsluttede, det jordbundne, det menneskelige, så har De mit ganske hjerte med Dem, men i dette sogn bero-

151) Brev af 1/5 1918

152) Brev af 5/3 1919 

84

ede det menneskelige netop på en solid grundvold af nøgternhed. Disse bønder kunde måske nok være menneskelige mod dem, der var indenfor deres synskres (ofte også det modsatte), men (...) de udviskede ingenlunde forskellen mellem fattig og rig, de lod ikke fattiglemmerne sidde med i sognerådet, kort sagt deres menneskelighed hvilede som al menneskelighed på en solid grundvold af konservatisme, af realistiske forskelle. Og når de nu har vist sig så ynkelige til at regere, så er det netop fordi de udenfor sognet ikke har formået at bevare samme realisme, men har tabt fodfæstet, forvildede af højskolesimilimenneskelighed og radikalisme. Og her står vi ved et andet skel mellem vor opfattelse, nemlig at bonden kun er stærk indenfor sognet, at han ikke uden i omsatte former kan flyttes udenfor dette... Umiddelbart før Deres bog havde jeg læst Madvigs Livserindringer, og det slog mig ved at læse Deres bog, at her var korrektivet. Thi Madvig er nemlig sognet udenfor sognet. Her har De, men omsat i den kultur, der formår at magte opgaven, bondens soberhed, hans helstøbthed, hans menneskelighed tempereret af fornuft, hans flid, hans sognekærlighed, d.v.s. fædrelandskærlighed. Og som Madvig i denne forstand var bonde således var Ole Rømer det, således var Poul Martin Møller det osv. Med andre ord, De begår i mine øjne den fejl ikke at omsætte sognet efter dets ånd men holde fast ved det efter dets bogstav udenfor dets bogstavelige grænser."  

At Nielsen for så vidt havde ret i sin kritik af Gravlund, som denne mente, at man har vide sociale forpligtelser overfor sine landsmænd, fremgår bl.a. også af en artikel af Gravlund i "Tilskueren" 1917: "Nationen skal dække et fællesbord, hvor ingen skal sulte. Det sker ikke ved ideer - socialisme - eller etik - velgørenhed - men alene ved at den oprindelige nationalbevidsthed kan harmes over landsmænds nød og blues i skamfølelse derved som skyldig i en vanærende handling. Og det vil ske så snart vi tænker som folk."

Efter sin omfattende kritik kunne Nielsen dog 7/1 1920 skrive til Gravlund, "at vi trods alle forskelligheder dog er af samme blod, som det hedder i Junglebogen, hvilket jeg forøvrigt hele tiden har troet."

 At Gravlund trods sin socialt indstillede nationalisme samtidig var enig med Nielsen i livskampens nytte, fremgår da også af hans ord: "Kultur stiger med evne til at tåle - tåle alt, hvad tænkes kan."153) Og han nærede afsky for den stadig mere omsiggribende spillen på sentimentalitet i politik: "Jeg mindes ikke at have hørt et politisk foredrag, uden at vi alle svømmede i følelse for den fattige mand. Hvad kunde han ikke få af livsens goder, når vi indskrænkede militærudgifterne! Noget af det første, jeg mindes i politik, er kampen for 'den fattige mands snaps'. Nu synes det mig, at der ikke er kæmpet for andet siden (...). At sikre riget, at øge produktionen kommer i anden række, - i første almisse. Modbydeligt har 

153) Berlingske Tidende 24/9 1936 

85

man plagieret den store rige rene følelse for de små. Den kan ikke udtrykkes gennem staten. Uselvisk glæde er aldrig politik - og når politik bilder sig ind at være uselvisk, er den rå." Men Gravlund måtte konstatere, at sådan vil vælgerne have den. "Men den hjerterørte vælger har ikke ti Øre tilovers for stodderen, som staten skal tage sig af. Mage til humbug gives ikke."154) 

Harald Nielsens kritik af jøder blev senere berygtet; skønt han næsten ikke udtalte sig offentligt om dette spørgsmål, var Thorkild Gravlund i vid udstrækning enig med Nielsen. I et brev af 7/1 1918 til filologen, dr. Marius Kristensen takker Gravlund denne for en artikel om antisemitismen i Højskolebladet: ”Jeg synes De tager noget let på at semitismen er, eller har været, og let igen kan blive, rettet mod dansk kultur. Det er fejl, at se jøderne som en nation (Harald Nielsen gør det) - de er tværtimod antinationale, vistnok overalt. Brandes blev frygtet som fritænker - hans fritænkeri gør vist ikke stor skade - men hans racesyn på alt hvad der er dansk har været os en dyr luksus. Netop luksus - vi har holdt denne luksuskritiker, som vist ikke har gjort os spor af gavn, men nok af og til pyntet lidt. Alt hvad jøderne tænker og føler er vist forskelligt fra vort." Gravlund gav som eksempel jøders erotiske litteratur. Han var ikke imod naturalistisk skildring af erotikken, "- men alligevel: Jødeerotik holder jeg ikke af."

Gravlund ville "ikke optræde som antisemit og deltage i 'altyskernes' naive spektakler - det er det værste, at antisemitismen er i hænderne på den slags (...). Men jeg kan ikke se bort fra, at der er et jødespørgsmål, som betyder kamp, og at det både gælder race (fysiologiske træk), nation (kulturelle træk) og religion (dansk grundtvigianisme - ikke det bløde begreb 'kristendom')." Gravlund turde ikke prøve grundtvigianerne overfor jøderne, "for så er jeg bange for, at de sidste tar magten." Han var skeptisk overfor den østerlandske indflydelse i landet via kristendommen såvel som via jøderne, men i det grundtvigske så han en dansk kristendom: "Jeg har ikke ret til at kalde mig grundtvigianer religiøst, men jeg er født grundtvigianer, og jeg ved at han, den gamle, ikke er østerlandsk."

Gravlund beskrev den jødiske holdning: "Jødernes stilling til alt nationalt spores i små hånlige ord. Sådan går det 'i dette land' - så slet er det 'herhjemme' - vrøvlet lever 'i Danmark'. De kender disse tilføjelser, som viser at man egentlig er verdensborger, og ser med hån eller medlidenhed på hjemmefødinger." Modsætningsforholdet var derfor uundgåeligt: "Når vi står fast om bondekultur: hjemstavnsdigtning o. a. så er vi i en antisemitisk stilling. Men at vi tager vor stilling anderledes end altyskerne siger sig selv." 

I sit lange brev til Marius Kristensen skriver Gravlund flere gange,

154) Nationaltidende 23/9 1926

86

hvor vanskeligt det er at udtale sig offentligt om jøder uden at blive misforstået, og han beder Kristensen betragte brevet som rent privat. Han undlod også senere et offentligt opgør med jøders indflydelse i dansk åndsliv, hvorved scenen blev overladt til mindre lødige antisemitter - og til Harald Nielsen, hvis eftermæle kom til at lide derunder. 

Ud over Harald Nielsen var der en anden konservativ kritiker, der havde noget væsentligt at indvende hos Gravlund, nemlig Henning Kehler, der engang kaldte Gravlunds forfatterskab "prænazistisk". Kehler skrev i brev af 4/61924 bl.a.: "De er en populær mand, hr. Gravlund. Det er for­di, De er så uskadelig. Af en så radikal reaktion som Deres venter man sig ikke foruroligende resultater. Hvis nogen skal være bange for Dem må det være Deres egne - vi mener: Folk af dem, som De politisk står nærmest."

På grund af sin elskværdighed var Gravlund virkelig populær, også hos folk i den diametralt modsatte ende af det politiske spektrum. Lige­som Harald Nielsen følte således Martin Andersen Nexø sig af samme blod som Gravlund: "Karskhed - forekommer det mig - findes kun i de sociales eller folkelivsskildrendes lejr", skrev Nexø til Gravlund 8/9 1917, hvor han også erklærede, at han gerne vil se Gravlund i sit hjem: "Jeg har en sød kone og tre små unger, som alle fire holder af mig - det er dog noget. Den fæle socialist!" Godt et år senere inviterer han igen Gravlund: "...vil De og Deres hustru ikke komme her ind til os? Vi har god sengeplads og skal nok gøre Dem det bekvemt. De er velkomne."155) Og den 3/5 1919 spørger han Gravlund:, "Hvordan lever De? Jeg har læn­ge fantaseret om en cykeltur nordvest over, bl.a. for at besøge Dem, men endnu har jeg ikke kunnet ofre tid." Nexø glemte dog ikke uenighederne trods venskabet. Den 28. marts 1919 skriver han således: "Tak for Deres brev og den tilsendte artikel, hvis synspunkter jeg vel ikke deler for et enestes vedkommende, men hvis tale jeg alligevel har lyttet til med opmærksomhed, for den stærke stemmes skyld der bær den frem." Gravlund gengældte denne agtelse - han satte ifølge eget udsagn Nexø højest blandt sine samtidige.156) 

Gravlund havde også et nært venskab med en anden proletardigter, nemlig Jeppe Aakjær. Den 19. marts 1918 skriver Gravlund til Aakjær, at han længe har villet tale med ham om, at hjemstavnsdigtningen skulle have mere magt. "Ved magt forstår jeg nærmest noget politisk", men kan ikke forklare det pr. brev. Gravlund fortsætter, at han sætter Aakjærs dom højt, og at han hele tiden har "en sær følelse af, at vi går og mangler noget... en samling af kræfterne fra folket. Jeg ville ha en avis, et tids­skrift eller et rigtigt folkeligt ugeblad... for hvad er det for noget altsam­

155) Brev af 1/10 1918

156) Flensborg Avis 18/4 1936 

87

men i pressen?" For at komme til at tale sammen bliver de enige om at cykle gennem Sjælland sammen. "Min cykle er ikke første klasses, men det går vel", skriver Gravlund 1/6 18. "Vi cykler den 7.-8.6. over Slagel­se, Næstved til Faxe. Vi har jo nok en vestlig vind, omtr. rygvind. Men tilbage - med modvind kan det blive et uhyggeligt stykke arbejde." De klarede det imidlertid, og 12. juli kan Gravlund skrive: "Det var morsomt at mødes. Turen gennem Sjælland vil jeg længe mindes." Udover de ven­skabelige samtaler hjalp Aakjær også Gravlund til at få økonomisk støt­te via historikeren, prof. Aage Friis.157) 

Alligevel afskyede Gravlund Aakjærs sang om Danmark - "puslinge­landet" , der "hygger sig i smug, mens hele verden brænder om din vug­ge." Det var netop dette danske selvhad, han ville bekæmpe. Ejheller kunne han lide Helge Rodes og Thøger Larsens lidt for idylliske fædre­landssange. Hvis han skulle vælge en nationalsang, ville det blive "Dan­mark dejligst, vang og vænge", og han satte også speciel stor pris på C.A. Thyregods vise:

"Og smådrengen standset sin leg på vang;

Jeg bliver vel også mand en gang,

Så sandt mig hjælper Himmerigs Gud,

hin skænselsgrænse skal slettes ud,

Fra nu jeg leger med krudt og bly,

til Danevirke er rejst påny."158) 

Ligesom Nexø og Aakjær havde husmandsforfatteren Johan Skjoldborg et nært forhold til Gravlund og besøgte ham flere gange. Af brev fra Skjoldborg af 16/6 1925 fremgår, at det lige så meget var Gravlunds per­son som hans værk, der gjorde indtryk: "Jeg længes efter dig. Selvom du ikke havde skrevet et lille mesterværk som Nilavs men kun kunde lappe en træsko længtes jeg ligedan efter dig. Det har jeg gjort tit." 

Gravlund korresponderede også med den meget skrivende socialdemokratiske chefideolog Julius Bomholt, som i brev af 20/5 1930 spurgte: "Hvorfor søger De ikke Nilavs-sindet i den moderne underklasse, præget af nye tiders vilkår (...). Længsel efter fortiden fører kun til romantik og stillestående sump. Fortidens erfaringer skal først og fremmest vurderes efter deres hensigtsmæssighed i nutidens kamp." Og 1/10 1932 sendte Bomholt Gravlund et ni sider langt brev, hvori det bl.a. hed: "Almue­samhørigheden er blevet til arbejdersolidaritet, hjælpsomheden har taget andre former - men hjertet, det er slægtens (...). Jeg synes, De siger til mig: 'Deres bedsteforældre var rigtige mennesker, Deres forældre var en slags halvfusk, og De, kære Bomholt, er en rodløs nar...' Og det mest tra­giske er, at jeg ikke har mulighed for at blive andet end nar, fordi jeg er

157) If. breve fra Gravlund 11/1 og 23/1 1919

158) »Hvad maa vi synge?«, i Flensborg Avis 14/8 1937

88

afskåret fra at leve et liv efter landsby-linier." Typisk for modstanderes forhold til Gravlund kunne Bomholt dog også skrive: "Jeg dukker en skønne dag op i Reersø og ber om at få en kop kaffe."159) 

Forfatterinden Marie Bregendahl mente, at Gravlunds skildringer er "mere ægte, mere virkelighedstro end de fleste andre almueskildrin­ger", 160) derimod var hun slet ikke enig med ham i den nationale kamp: "Så kom Deres brev om grænsespørgsmålet! Kære, Gravlund, jeg blev helt lam af Deres hidsige ord. - Jeg kan ikke dele Deres ønsker med hensyn til Slesvig, det er mig umuligt at se, at vi med vor retsindighedsfølelse i behold, kan forlange mere, end hvad vi nu får,"161) Gravlund gav hende ren besked: "Jeg er antiradikal, ønsker regeringen hen hvor pebe­ret gror", Og op til genforeningen 1920 klagede han til hende over den "højskolebolsjevisme, indpodet ved jøder", der havde lagt grunden for svigen. 162)

I et brev til Bregendahl af 26/2 1919 omtalte Gravlund digteren Harald Bergstedt, og han gav her en rammende karakteristik af såvel Bergstedt som sig selv. Gravlund regnede Bergstedt for "et vrøvl". De havde mødtes en gang: "Han er en morsom fyr (for en enkelt gangs skyld), men, synes jeg, et rent barn. Begrebet folk er ham ganske fremmed, han er almenmenneskelig seminarist. Og overfor 'almenmenneskelighed' må jeg med alt hvad der er i mig tage afstand."

En anden kvindelig kunstner, som Gravlund førte omfattende korrespondance med, malerinden Agnes Slott-Møller, samarbejdede han derimod med om den sønderjyske sag. Således om at få danske børn syd for grænsen på ophold i Danmark for at præge dem dansk. "Selvfølgelig er jeg gerne med i arbejdet for at skaffe slesvigske børn hertil", skrev Gravlund til Slott-Møller 19/5 1920. "Men jeg ved ikke om jeg selv får råd, og man skal jo helst selv gå i spidsen." Gravlund ville gøre, hvad han kunne, idet han mente, at disse børnerejser var det bedste, der kunne gøres for den nationale sag. Han havde da også trods sine evigt trange økonomiske kår haft en lille Flensborgpige i huset vinteren 1919-20; han berettede stolt til Slott-Møller, at den lille lærte dansk på kun ca. 6 uger. 

Politisk på linie med Gravlund stod også Valdemar Rørdam, som i et brev til Gravlund kaldte ham en "national stridsmand".163) Rørdam var enig med Gravlund i det sønderjyske spørgsmål, men han gjorde i brev af 24/1 1919 opmærksom på, at alene at få Flensborg med er svært, og for at få Dannevirke med "måtte vi ialtfald først have denne regering og den­

159) Brev af 17/6 1937

160) Brev til Gravlund af 19/12 1915

161) Brev af 7/6 1920

162) Gravlund til Bregendahl 26/2 1919 og 17/4 1920

163) Brev af 4/12 1926 

90

ne rigsdag pløjet dybt ned - hvad jeg er med til, hellere i dag end i morgen, men hvad folket neppe er med til, før det er for silde." Vedr. Gravlunds litterære indsats skrev Rørdam i brev af 17/10 1916, at Gravlund har udført noget, som han selv ville men som han har manglet det sproglige grundlag for, nemlig "Sjællands æresrejsning i literaturen overfor det mægtige Jylland."

Den senere i det nazistiske Tyskland så populære dramatiker og kritiker Svend Borberg havde i brev af 12/1 1917 til Gravlund kun ros: "Det står for mig som Deres hovedfortjeneste, at De virkelig påviser de nationalpsykologiske kendsgerninger, den 'jordskabte nationalisme' (...). Hvilken beundringsværdig evne De dog må eje til at lytte, til at være kilden, hvori søen løber ud."

Forfatteren Johannes Dam gav i en anmeldelse i Nationaltidende 10/11 25 et rammende og positivt skudsmål af Gravlund: "Dansk åndsliv ejer i det hele taget i øjeblikket ingen digter, der går sin vej så støt og målsikker som han. Der er kun eet, han vil, og det vil han til enhver tid. Med sit absolute og indtil det paradoksale spændte krav til hævdelse og virkeliggørelse af dansk væsen i den enkelte personlighed og i samfundslivet tør han med en vis ret kaldes vor nationale bevidstheds Søren Kierkegaard."


Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu