HARALD NIELSEN

 

 

JØDEN, FILISTEREN OG

 

 

HOLSTENEREN

 

 

H. ASCHEHOUG & co. KJØBENHAVN

 

 

GRÆBES BOGTRYKKER

1917

 

 

GEORG BRANDES

 

NAAR det gælder om paa Forhaand at slaa en Bog ned, om til Gavns at spærre den Vejen til Læseverdenens Opmærksomhed, plejer det at være virkningsfuldt at betegne den som Optryk af gamle Artikler, idet man uden videre gaar ud fra, at alt, hvad der offentliggøres i Tidsskrifter og Dagblade kun er bestemt for Øjeblikket og derfor bærer Hastværksarbejdets skødesløse, tilfældige Præg. Læser man en Bog som Georg  Grandes' "Verdenskrigen", vil man nok kunne blive bestyrket i denne Fordom, thi den frembyder alle de Svagheder, man plejer at anse som karakteristiske for daarlig Journalistik: slet Sprog, overfladisk og banal Tænkning, sammenrapset, usigtet Viden, fejlagtige Oplysninger og falsk Logik. Man belæres om, at "et ensomt men genialt virkende Enkeltmenneske er mere værd, end al mesterlig organiseret Brutalitet," hvad der minder om den klassiske Sammenligning mellem en Poppelpil og et Tordenskrald; man oplyses om, at Bismarck, "efter den tysk-franske Krig, gjorde ildfuldt gældende, at Elsass-Lothringens

 

2

 

Tilknytning til det tyske Rige, maatte befrygtes i Løbet af et Halvhundrede Aar at ville føre til ny Krig, " hvilket beviser, at Forfatteren har hørt, at Byen hedder Snerpe, ligesom man faar Indtryk af, i hvilken Grad, han er gaaet til Bunds i Problemerne, naar man erfarer, at "den virkelige Fare for Freden næppe ligger i skrevne Ord eller holdte Taler. Den synes at ligge paa et andet Punkt: i de store Landes Hærvæsen."

 

"Det Fortryllende ved et Gennemsnitsmenneske er den Umulighed, hvori han befinder sig af at kunne forstaa en Tanke," siger Georg Brandes i en af Ahandlingerne paa en Maade, der er typisk for Sproget, der, hvor det ikke er slet Oversættelse, lyder som om det var det. Vi ved ikke om han med disse Ord ogsaa har tænkt paa Dybsindigheder som de ovenfor anførte, men i hvert Fald synes der ikke Grund for ham til at beklage sig, thi hans Bog kan dog vist næppe være købt af lutter Genier. Derimod er det selv for en opmærksom Læser - eller vel rettere navnlig for en saadan - vanskeligt at forstaa, ikke blot, hvorfor disse Artikler er bleven samlede, men hvorfor de overhovedet i sin Tid er bleven skrevet. Hvad har tilskyndet dertil? Bekymretheden for hvad, Optagetheden hvoraf, Troen paa hvilket?

 

"Skulde jeg skrive unyttige Protester, hver Gang der i Verden sker en Begivenhed, jeg misbilliger, saa fik jeg aldrig andet gjort," siger han

 

3

 

i en af dem. Er det da mon hans Opfattelse at Protester mod Verdenskrigen hører til de nyttige og frugtbare, anser han det for sin Opgave at forklare os Betydningen af Basras' Erobring, eller tror han at have gjort et Fund, da han opdagede, at Stormagterne hver kæmper for deres Interesser og ikke som Romanhelte af pur Idealisme, siden han ikke blot har gidet skrive, men ogsaa samle lange Artikler derom. I hvert Fald maa han have følt større Oplagthed til at føre endeløse og i bedste Fald unyttige Diskussioner under, Krigen med Clemenceau og Archer, end til før Krigen at give sig i Lag med Politikere som P. Munch, thi medens hans aabne Breve til de første fylder adskillige Ark, maa den sidste nøjes med nogle faa Sider, skønt det for et Gennemsnitsmenneske ser ud, som om det omvendte vilde have været rigtigere og gavnligere.

 

Sammen med et Par andre ældre Artikler tjener den som Indledning, for at vise, hvor forudseende Georg Brandes har været.

 

Den ældste af disse indledende Artikler (fra 1881) kaldes "Anelse om Verdenskrigen" og skildrer den antiliberale Aand, der præger det moderne Tyskland. Naar den har sejret »vil Tyskland ligge ene, afsondret, forhadt af Nabostaterne, midt i Europa som Konservatismens Fæstning. Rundt om dette Land vil man i Italien, i Frankrig, i Rusland, i Norden, finde en Slægt, der har verdensborgerlige Idealer for Øje

 

4

 

og vil være i fuldt Arbejde med at virkeliggøre dem; men Tyskland vil ligge der, gammelt og afblomstret, væbnet til Tænderne. . . .".  I Forbindelse med disse Udtalelser, maa hans uheldvarslende Spaadomme ved Kejser Friedrichs Død, syv Aar senere, ses. Denne Fyrste skildres i Glansbilledfarver, som en Liberalismens Helt. Hans Bortgang betyder "Ond Tid, Sværdtid, Dødtid" i Europa. Thi Tyskland vil "ikke Frihed, men Orden og Magt," "i dette Øjeblik er der langt mere Frisind og Sving i den russiske Intelligens end i den tyske."

 

Som man let vil se, har dette ikke mere med Verdenskrigen at gøre end de Anelser, der kommer af gule Ærter, men hviler tværtimod paa en grundig Misforstaaelse af Situationen og paa en doktrinær-liberalistisk Fejlvurdering af Udviklingsmulighederne. Det moderne Tyskland laa som bekendt ikke "gammelt og afblomstret" ved Krigens Udbrud, hvorimod det mer end liberale Frankrig frembød betænkelige Tegn og maatte betale blodigt for demokratisk Vanrøgt og Misregimente. Maaske er Georg Brandes, efterhaanden som den paaklistrede Demokratisme gled af ham, selv bleven opmærksom paa, at Beregningen ikke holdt Stik, siden han ikke fortsatte Spaadommene.

 

Først 1905 genoptages Traaden i en Artikel "Forvisning om Krigens Komme", der er en Indsigelse mod en Paastand af P. Munch, den nu-

 

5

 

værende Krigsminister, om, at Udsigterne til en Krig mellem Tyskland og England var langt mindre, end man tænkte sig dem, da hverken det ene eller andet Lands Statsmænd kunde antages vanvittige nok til at føre en saadan Krig. Heroverfor hævder Georg Brandes fornuftigt, at der ikke kræves mere Koldblodighed til at anse en saadan Krig for udelukket, end til at anse den for mulig, og han opregner forskellige Tegn, der viser, at Spændingen er stor og voksende og antyder, at han desuden er bekendt med adskilligt, der ikke egner sig til Offentliggørelse. Men trods hans Velunderrettethed og "Forvisning om Krigens Komme," sporer man ikke mere til hans profetiske Virksomhed før i August 1913, da han, noget sent, bliver opmærksom paa de nationalistiske Strømninger i Frankrigs Ungdom, og skriver en Artikel om disse samt om "Tysk Fædrelanderi".

 

Paa disse fem Dokumenter støtter Georg Brandes sit Krav om at anses for Profet og i Kraft af dem har han faaet Anerkendelse for at have været det.

 

Lad os derfor betragte dem nøjere. 1881 havde han "Anelse om Verdenskrigen" og 1905 havde han "Forvisning om Krigens Komme." Naar man nu tager i Betragtning, hvad andre har anet og vidst, der ikke har været saa tidligt paa Færde og som ikke har haft Georg Brandes' altid rigt flydende "hemmelige" Viden, kan man

 

6

 

begribe, hvor velunderrettet og forudseende han maa have været. Ja, i 1881 og 1905, men ikke i 1909! Herom faar man Besked samme Bogs Side 189, i Svaret til hans tidligere Ven Georges Clemenceau. Denne har bebrejdet ham, at han har svigtet tidligere Anskuelser og henviser til Samtaler, de har haft under deres Badeophold i Karlsbad. Dette benægter Georg Brandes og skriver til yderligere Bekræftelse: "Tillad mig imidlertid den Bemærkning, at vort sidste Møde, der fandt Sted i 1909, altsaa paa en Tid, da den nuværende Situation i Europa ikke var til og ikke kunde drøftes, næppe en Gang formodes."

 

"Den nuværende Situation i Europa" er naturligvis et svævende Begreb - det var f. Eks. umuligt i 1909 at forestille sig P. Munch som Krigsminister i skønt Samarbejde med Hærens Overkommando, eller forudse, at en ikke ringe Del af den danske Præstestand vilde kaare sig Edvard Brandes til Mandsideal, men det rimeligste vil dog vist være ikke at underlægge Ud trykket en saadan speciel Mening, men at tage det i dets jævne og naturlige Betydning, og i saa Fald kan der ved Situationen kun forstaas et af to: enten det, at der overhovedet er Krig, eller det, at der er Krig mellem disse bestemte Magter i denne bestemte Gruppering. Det første kan jo ikke være kommet overraskende for en Mand, der har haft levende Anelse og Forvisning derom i Forvejen, og det sidste skulde heller ikke synes

 

7

 

at kunne have været skjult hans profetiske Sjæl, da man aldeles ikke behøvede at sidde inde med hemmelig diplomatisk Viden for i det mindste at regne med det som en Mulighed. Aaret før han udtrykte sin Forvisning, var Forstaaelsen mellem England og Frankrig ved Marokkooverenskomsten bleven en officiel Kendsgerning og to Aar efter (1907) ordnedes Stridsspørgsmaalene mellem England og Rusland ved en Overenskomst. I 1909 var Ententen saaledes en fuldbyrdet Kendsgerning, og at den skulde kunne komme i Krig med Centralmagterne var derfor baade til at drøfte og formode.

 

Naar Georg Brandes alligevel erklærer sig ude af Stand dertil, er der kun een Forklaring mulig: han har trods sine Anelser og Forvisninger, hverken anet eller begrebet noget af det, han har snakket om, men blot i Øjeblikket interesseret sig for det som Indfald. Og dette er ikke blot den rimeligste, men ogsaa den smukkeste Forklaring. Thi hvis han virkelig i Begyndelsen af Firserne havde anet Krigens Komme, og i 1905 havde været forvisset om den, saa vilde disse fem Artikler i endnu højere Grad end de er det, være kompromitterende for ham; thi man maatte da spørge, hvad han havde gjort med denne Viden, hvorledes han havde forvaltet den. Den der véd Sandheden og ikke siger den er en ussel Pjalt, hedder det i et gammelt tysk Rim, og at sige Sandheden i en Forbindelse som denne, er

 

8

 

ikke med Aars Mellemrum at skrive en Kronik ind imellem talrige andre, omhandlende allehaande ligegyldige og forfængelige Emner, men med hele sin Personligheds Kraft at gøre opmærksom paa den og blive ved dermed om det behøves. Saaledes har andre gjort, f. Eks. Udgiveren af "The National Review", Maxse, der hår samlet et Udvalg af, hvad han har skrevet før Krigen, ikke nogle spredte Udtalelser, men et tykt Bind. Saa stædigt, ihærdigt og vedholdende advarede han mod den Fare, der truede hans Land, at de mere forstandige og ligevægtige blandt hans Medborgere sagde, at han havde faaet "Tyskland paa Hjærnen" og for at det ikke skulde gaa i Glemme nu, har han sat det som Titel paa sin Bog, en velfortjent Ærestitel: "Germany on the Brains."

 

Men vi behøver ikke at gaa saa langt. Ved Verdenskrigens Udbrud skrev et udbredt Provinsblad 1) i et Øjebliks selvforglemmende og angergivent Klarsyn:

 

"I vort Naboland Sverige har Sven Hedin med stigende agitatorisk Styrke og næsten profetisk Kraft forkyndt, at Krigen stod for Døren. Mange lo ad denne iltre lille Opdagelsesrejsende, der satte Trompeten for Mund og smeldede sine Varselssignaler mod Borgernes Vinduer. Han havde altsaa Ret, hans Føling med Tiden og Verden var saa intim, at han forstod, hvorhen

 

1)Aalborg Amtstidende.

 

9

 

det bar. Og hvert Land har haft sine som forstod, hvad det gjaldt. Man lo ad dem, man spottede dem. Ingen - eller kun faa - vilde høre dem. Undrer man sig saa over, at disse Virkelighedsmennesker, efterhaanden som Ulykken uafvendelig kom nærmere og Folk lo dem sorgløst op i Ansigtet, blev bitre og bidske.

 

Nu maa det være dem en egen Tilfredsstillelse, at de i alt Fald gjorde deres Pligt."

 

Hvor passer denne Karakteristik udmærket, men blot ikke paa Georg Brandes. Naar han er bleven bitter og bidsk er det saavist ikke af Bekymring for det Land, i hvilket han er født, eller tynget af Ansvaret for det Folk, hvis Sprog, han taler. Det er andre, helt andre Navne og Personligheder, man maa trække frem, naar man vil finde dem, der svarer til Beskrivelsen, det er f. Eks. en Gudmund Schiitte, der i 1913, da Georg Brandes paa Grundlag af et tysk Værk skrev om Altyskeriet og lignende Fænomener, havde studeret dem i Aarevis og under høflig Uopmærksomhed talt og skrevet om dem; det er en Dr. phil. H. J. Hansen, der ikke en enkelt Gang har udtalt Forvisning om den kommende Konflikt mellem England og Tyskland, men som har været saa forvisset om den og dens Betydning for vor Skæbne, at han i en halv Menneskealder har anset det for sin Pligt at advare, raade og oplyse sine Landsmænd om den, og som ikke i 1909 behøvede at afholde sig fra at drøfte den,

 

10

 

da han allerede Aar 1900 havde udtalt som sin Mening, at Krigen vilde komme senest "12 a 15 Aar senere og sandsynligvis forinden," hvilket under Krisen i 1911, da den engelske Flaade laa kampberedt og ventede paa Ordre, let kunde være gaaet endnu mere bogstavelig i Opfyldelse.

 

Meningen er forøvrigt ikke at ville paastaa, at han har været lige heldig med alle sine Forudsigelser, eller har haft lige megen Ret i alle sine Paastande, men herpaa kommer det lige saa lidt an, som det kan forringe Hedins Fortjeneste, at det Overfald fra Ruslands Side, som han forudsatte, endnu ikke har fundet Sted. Det, der giver Mænd som disse deres Præg og deres Ret til den Ære, som Georg Brandes forfængelig strækker Haanden ud efter, er, at de, som det hedder i den anførte Udtalelse, har haft en saa intim Føling med Tiden, at de forstod, hvor det bar hen og en saa vaagen Ansvarsfølelse, at de vidste hvad Pligt denne Indsigt paalagde dem, medens han tydeligt nok hverken har haft det ene eller det andet. 1)

 

 

1)Det tilsvarende gælder naturligvis hans Forhold til de de Fredsideer, han nu koketterer med. Han antyder forsigtigt - "jeg hørte ikke til de Fortrøstningsfulde. . . dog deltog jeg gerne i Fredsarbejdet" - at have haft Interesse for dem, men det vil sikkert være umuligt at paavise praktiske Udslag af denne. Overretssagfører Niels Petersen har næppe mærket mere til hans Fredssagsbegejstring end vi andre til hans Forsvarsvilje.

 

11

 

Naar Brandes imidlertid mener at disse gamle Artikler fortjener at optrykkes og er egnede til at stille ham i et flatterende Lys som Profet, burde han ogsaa have gjort det fuldtud. Han nøjedes jo nemlig ikke med i 1905 at udtrykke sin "Forvisning" om en kommende Krig mellem England og Tyskland men gav os i den Anledning bestemte politiske Anvisninger, idet han var klar over, at Neutraliteten i paakommende Tilfælde ikke vilde blive respekteret, hvorfor det ikke hjalp "at ligge død", men gjaldt om at føre en Udenrigspolitik. Hvori denne skulde bestaa lod han heller ikke til at være i Tvivl om, han tilraadede os nemlig at søge Englands Beskyttelse og give den tyske Regering Indtrykket af, "at der i Danmark er ved at arbejde sig en Stemning frem for den nøjeste Tilslutning til England." Hvad Følgen vilde være bleven hvis det var lykkedes os at bibringe Tyskland et saadant Indtryk er jo nu ikke længere usikkert: det vilde have udsat os for Belgiens Skæbne, og det har derfor nogen Interesse at se, hvorledes Georg Brandes har tænkt sig, at vi i saa Tilfælde burde bære denne. Herom kunde man indtil Tilfældet virkeligt indtraf vanskeligt nære nogen Tvivl. I den Dithyrambe til Heroismen i dens mest ubetingede Form, som han i 1908 indflettede i sit Skrift" Om Læsning" syntes han at have anbefalet den til hans politiske Raad svarende moralske Holdning.

 

Han indskærper i dette Skrift, at man skal

 

12

 

læse saaledes, "at vi af det læste tilegner os den nyttige Lære, der ligger gemt deri", hvilket vel ogsaa maa gjælde hans egne Ord. Som Eksempel vælger han Beretningen om Fæstningen Soissons Belejring og Overgivelse den 3. Marts 1814, i Henri Houssaye's Værk. Det er et strategisk Punkt af yderste Vigtighed for Napoleon, der hvis det holdes har Udsigt til at besejre Blücher. Denne bevæger imidlertid ved Smiger og Skræmsel Kommandanten, Moreau (ikke Marechallen) til Overgivelse. Næppe er imidlertid Dokumentet undertegnet før man hører Kanontordenen fra Napoleons Arme ganske nær.

 

"Jeg kender ingen lærerigere, ingen dybsindigere Historie", siger Georg Brandes. "Jeg kender ingen mere moralsk Historie".

 

"I denne Historie stikker den hæderlige Usselheds Psykologi. . . Der er Grunde som Blaabær for ikke at gøre det eneste, der bør gøres. Man er 8000 mod 50000. Som om det var en Grund. Man har kæmpet tappert en hel Dag igennem mod denne uhyre Overmagt. Som om det var en Grund! Man kan lige fuldt kun holde sig saare kort Tid. Som om det var en Grund! Man sætter ved at vise Fasthed uskyldige Menneskers Velfærd paa Spil. Det vil sige: man frelser ved at vise sig ussel muligvis, sandsynligvis brave Menneskers Liv. Man kan ved nu at give efter, muligvis en anden Gang vise sig som Helt. Som om sligt var Grunde.

 

13

 

Her er Opgaven, som ikke tør svigtes. Her er den højere Befaling, som ubetinget skal lydes. Her er Kejserens Vilje, den Kejser, vi Alle skal give, hvad Kejserens er. Her er Rhodus; her skal danses. Her er det Punkt i Verdensaltet, hvor Afgørelsen ligger.

 

Og ingen (!) af os kan nogensinde vide, om det Punkt, hvorpaa vi staar, ikke er et saadant Knudepunkt, hvorfra uendelige Traade gaar ud til alle Sider. Det ved vi ikke. Det eneste (!) vi ved er, at her gælder det om at være Mand, ikke Ærtekælling, Kommandant, ikke Kapitulant. Ellers udsætter vi os for, at naar vi, under Modstandernes dybeste Agtelse (!), har opgivet Ævred og paa den hæderfuldeste Maade af Verden med Trommer og klingende Spil har kapituleret - saa høres Kejserens Kanoner, voldsomt tordnende, ganske nær, og vi føler, at vi er forkastede og fortjener en Uslings Endeligt".

 

Man vilde næppe anse det for muligt, at selv den "hæderligste" Usselhed kunde overleve en Haan saa dræbende som denne, men ikke desto mindre træffer man den lyslevende og i bedste Velgaaende i Georg Brandes " Verdenskrigen" i Færd med at opregne alle de Grunde, der talrige som Blaabær taler mod at Belgien gjorde, hvad det gjorde og som, efter" Eksemplet Soissons", var det eneste, det burde gøre. "Havde Belgien bøjet sig for Overmagten og nøjedes med at modtage den Skadeserstatning, der tilbødes, og som

 

14

 

det kunde kræve (!) udstrakt til Vederlag for ethvert Overgreb, der maatte blive begaaet af tyske Tropper, saa vilde Belgien ganske vist have savnet den Tapperhedsglorie (!), hvori det nu staar; men det vilde have undgaaet Ødelæggelse og langt haardere Ydmygelser, og ingen Fornuftig (!) kunde kalde dets Handlemaade æreløs eller endog blot (!!!) uforstaaelig. Nu har det ulykkelige Belgien ganske vist høstet Lovprisninger fra de Allieredes Side, men har iøvrigt gjort Tjeneste som Eng- lands og Frankrigs Prygledreng."

 

"Englands Prygledreng" det var alt, hvad vi vilde have faaet for det, hvis vi havde fulgt Georg Brandes' Raad af 1905 og opført os efter hans opflammende Anvisning af 1908, og det er ikke troligt at nogen i dette Resultat vilde kunne have set et Bevis, hverken for hans politiske Visdom eller for hans Anskuelsers Vederheftighed. l)

 

 I hvilken Grad han ikke kan have haft Anelse om det, der forestod, fremgaar forøvrigt af de Anskuelser, han lægger for Dagen om det, der foregaar og som han er Vidne til.

 

[)ette skal ikke forstaas som om de bestaar af lutter Forkertheder og Urigtigheder. Tværtimod, man vilde kunne samle en Række Udtalelser af den utvivlsomste Bonsens: om det nedtrykkende i at være Vidne til Krigens Virkninger herhjemme, medens den rundt om i de kæmpende Lande udløser national Offervilje; om Skribentens Kald, der ikke er at tale i Tide og Utide, for at man ikke skal glemme, at han er til, men at være

 

1) En fransk Journalist, Paul Hyacinthe Loyson, har i et aabent Brev betitlet "St. Georg tæmmet af Dragen" med bidende Ironi givet Udtryk for de Følelser, hvormed man i franske Krese, der kendte Georg Brandes fra tidligere Tid, læste hans afvisende Ord til Clemenceau: "Skulde jeg skrive unyttige Protester, hver Gang der i Verden sker en Begivenhed, jeg misbilliger, saa fik jeg aldrig andet gjort".

 

15

 

Da dette Aktstykke rummer interessante Bidrag til Forstaaelsen af den "Verdensberømmelse". Georg Brandes har skabt sig og Maaden, hvorpaa den er blevet til, skal jeg anføre Størstedelen af det.

 

"Hvem vil bestride dette?" siger Loyson med Henblik paa de anførte Ord. "Man gyser ved Tanken paa det uhyre Offer af kostbar Tid, det vilde have krævet af Dem at fremkomme med en Protest i Anledning af Belgien! Hvilken Bøoter, denne Clemenceau og hvilken Lektion i sandt attisk Væsen - jeg mener i almindelig Høflighed, der gives ham! Nedslagtningen af Tusinder Uskyldige, Ødelæggelsen af Hundreder af Landsbyer - den kyndige Nedbrænding af en halv Snes Byer, fulde af Kunstskatte, alle beskyttede ved Neutralitetsgaranti, alt dette er for Dem indbefattet under Begrebet "Dagligt Smaanyt", som De ikke har Tid til at beskæftige Dem med…..

 

Hvad der i Deres Tilfælde gør Sagen særlig fortrædelig er, at De efter hvad Folk siger har en Navnefætter eller rettere en Dobbeltgænger. Og tænk, hvor uheldigt, denne deres Dobbeltgænger har en Mani for at protestere hvergang der hænder noget, han misbilliger.

 

Han har tilbragt hele sin Tid med det og har ikke bestilt andet. Hvad enten det angik Kurderne eller Dreyfusaffæren udslyngede han ivrigt Invektiver. En hvid fransk Sløjfe, der altid var i Bevægelse forestillede Retfærdighedens Due paa hans Skulder. Kort sagt, han spillede netop den samme latterlige Rolle, som Clemenceau vilde lokke dem til at optræde i: som Hans Geskæftighed, Idealets Ridder. Og denne frække Bedrager, der har antaget Deres Navn, Deres Stemme og Ansigt gik med utrolig Fornøjelse op i sin Rolle og havde Held til at bringe os ind under sin Fortryllelse. Efter hvert større Felttog fandt han Lejlighed til at komme

 

16

 

til Paris for som en rimelig Ting at blive bespist af os, helst ved en Banket, som Erkendtlighed for hans fremragende Andel i dette eller hint Princips Sejr. Stop, jeg husker tydeligt det første straalende Indtryk af den vandrende Ridder, der kaldte sig Georg Brandes. Det var saavidt jeg husker i 1900 i Avenue de l'Opera - i Louis Havets Hjem. Der havde været Middag til Ære for Dem - hvad jeg vilde sige, til Ære for Deres Dobbeltgænger

 

Det var en Forsamling af Idealernes Mænd og deres Dobbeltgænger kunde derfor ikke undværes. Hvor det dog synes længe siden, de Begivenheder fandt Sted, der kastede Frankrig ind i to fjendtlige Lejre og førte til en Række gensidige Grusomheder, hvis mindste Ar nu heldigvis er udslettede af 1914's velsignede Lægedom. Selv følgelig var Georg Brandes ilet til. Ingen uangribelige Skrupler med Hensyn til Neutraliteten afholdt ham fra at komme og af al sin Magt blande sig i en Affære, der kun angik os selv. Og med hvilken Hyldest modtog vi ham ikke! Med hvilken religiøs Ærefrygt, med hvilken ukunstlet Taknemmelighed! I Salonen dannede en Sværm af udvalgte Gæster Kres omkring ham medens de nød Kaffen. De indsugede selv hans mindste Ord som en fremmed Likør. To unge Mænd, der tørstede efter at gøre hans Bekendtskab pegede paa hans hvide Sløjfe og bekendte: "Han er en Apostel." To unge Piger, der lige var udskrevet af Skolen, hviskede: "Han skriver for Scenen" og den Omstændighed. at De har Navn tilfælles med en af vore store Skuespillerinder gav straks de unge Damers Videbegærlighed Nøglen til Forstaaelsen af Deres - jeg mener naturligvis af hin anden Brandes' Værk. Paa denne Maade indtog vedkommende Brandes Paris - det gik i Galop.

 

De vil maaske mene, at det af den Grund heller ikke

 

17

 

var saa svært at komme af med ham igen, men det var nu ikke hans egen Mening.

 

To Aar senere vendte han tilbage til Paris og en ny Række Festligheder fandt Sted for, at hans Berømmelses Forgyldning kunde blive oppudset. Denne Gang blev det til en rigtig Banket, givet til Ære for Dem - jeg mener til Ære for ham - af Revue d'Art dramatique. Ogsaa jeg tog Del i Forberedelserne og maatte som Tak tage imod den mærkelige Tale, Georg Brandes holdt hen imod Slutningen ved Champagnen. Hvilken Nietszchesk Bitterhed! Den var bygget over Flaubert's Ord: "Ørkenens Schakaler besudler Pyramidens Fod, men Schakalerne forsvinder og Pyramiden bliver." Schakalerne var hans Fjender og Pyramiden var ham selv. Den Beskedenhed, der lagde sig for Dagen i dette Udgangspunkt forekom mig i Sandhed pyramidalsk. Men Pierre Quillard var alligevel den, der beredte os den største Overraskelse. I en glødende Dithyrambe forherligede han Frankrigs Gæst, Verdensdemokraten, Forkæmperen for alle nationale Rettigheder, alle hellige Sagers Drabant og han profeterede, at Georg Brandes vilde finde sin Død "ved Foden af en Væg med en Kugle gennem Hjærtet." Jeg overlader til Dem selv at forestille Dem vor Ærefrygt.

 

Medens Festens Genstand blegnede af Tilfredshed med denne lyriske Hyldest tvivlede vi ikke om, at hans Heroisme en skønne Dag vilde forlede ham til et desperat Skridt. Og jeg sværger Dem til, at jeg forrige Efteraar, da Myrderierne i Belgien havde fundet Sted, ledte efter hans Navn paa Listen over Martyrerne. Han er netop af den Slags, sagde jeg til mig selv, hvem det kunde falde ind at gaa et saadant Sted hen og lade sig slaa ihjel. Hvilken Lettelse det derfor var at læse Deres Brev til Clemenceau!

 

Saa befandt De Dem dog heldigvis i fuld "vigeur" og levede rigtig godt i København. Saa gjorde De altsaa tilsidst Ende paa den uhæderlige Forvandlingskunstnertvetydighed, som klæbede ved disse tvende Brandes'er og, sendt den falske, Bedrageren, Forkæmperen for al1e ledige Sager, Vrøvlets Paladin tilbage til Fantasiens Verden, medens De selv atter traadte i Forgrunden, De den rigtige, velafbalancerede, koldhjærnede, der nu havde eet Krav mere paa al1e fornuftige Menneskers Beundring." (Citeret efter den engelske Oversættelse "The Gods in the Battle", Hodder & Stoughton, London 1917).

 

18

 

Sandhedens viede Præst; om det umulige i at udrydde Krig ved Vaabenmagt, om de kæmpende Magters forskellige Interesser og Standpunkter og disses Uforenelighed; om Menneskenaturens Beskaffenhed og Uforanderlighed osv., osv., men en saadan Samling vilde give et højst ufuldkomment og ensidigt Indtryk af Bogen, og dennes Fortjeneste ligger, som dens Beundrere fremhæver, netop i, at den ikke er ensidig, at den overfor de Kæmpendes forblindede Ensidighed, repræsenterer det frie Overblik og den stolte Uafhængighed. "Ene, frygtløst løftende sin Røst over et delirerende Europa" 1) læser han det Teksten, men da "Folk", som Georg Brandes selv siger "der føler sig i Livsfare, ikke egner sig til Drøftelse," er hans Overlegenhed ikke blevet vel optaget og han har faaet at føle, hvad det "koster" at være neutral paa denne Maade og har maattet

 

1)Poul Levin i "Tilskueren" 1916.

 

19

 

føje et nyt Martyrium til den lange Række, han besad i Forvejen som Sandhedens Forkæmper.

 

Nu maa man nok spørge, hvad Georg Brandes egentlig har at beklage sig over, naar han selv paa Forhaand har indset det umulige i at komme med "neutrale" Betragtninger til Folk, der kæmper for deres Eksistens, men hvad vil det overhovedet sige at være neutral under en Krig som denne, der bringer hele Verden til at sitre, og hvis Følger strækker sig overalt og vil spores i Generationer? Hvor er det Menneske, hvis Interesse den ikke berører? Hvor stump og sløv maa, det ikke være for at kunne holde sig paa et saadant Standpunkt eller hvor forblindet af sin egen Forfængelighed, for at tro sig i Stand dertil! Georg Brandes tager i hvert Fald grundig Fejl, naar han tror, han er det, det er jo nemlig slet ikke sandt, at han vejer Sol og Vind lige. Ganske vist lader han England, Frankrig og Tyskland vide, at de er ham lige gode og lige kære, men gennem alle hans Overvejelser gaar en Understrøm af Had mod Rusland, og Grunden her til er ikke svær at finde, naar man sammenligner den koldsindigt ræsonnerende Maade, hvorpaa han, omtaler Belgiens Skæbne, med den lidenskabelige Maade, hvorpaa han tager sig af Polens. Denne Forskel skyldes ikke politiske Overvejelser, ikke ophøjede moralske Hensyn, ikke vidtskuende Verdensplaner men er af den utvety-

 

20

 

digste og snævreste nationale Oprindelse, d.v.s. ikke dansk-nationale, men jødisk-nationale.

 

"End ikke paa, hvad der refereres som historisk, kan Læseren stole. Der lyves, der forties, der vildledes og raderes, der udelades og opdigtes, der hykles i de forskelligste politiske Formaals Tjeneste", siger han i et af disse Udbrud, der er bestemt til at revse de usle, smaa, forblindede Mennesker, der strides ved hans Fod. Men hvad andet er det han selv gør? Skønt Polen er en af de Egne, hvor Kampen har bølget heftigst frem og tilbage og det derfor skulde synes mere end vanskeligt at skaffe sig paalidelige Efterretninger derfra, er Georg Brandes fuldtud i Stand til at give os Besked om, hvad der er foregaaet og om, hvorledes Ret og Uret er fordelt. Han kan berette for ganske vist, hvor mange der blev skudt eller hængt i hver By, hvorledes det gik til, og hvem der var uskyldige. Og mærkelig nok er det særlig jøderne, der er det. Baade Russerne og Østrigerne skyder dem ned. "Der gives (!) imidlertid Lister over dem, der virkelig er demaskerede som Spioner. En Potocki fandtes iblandt dem og maatte bøde med sit Liv derfor; men der findes intet jødisk Navn paa disse Lister"1).

 

1) Goldschmidt holdt sig dog paa den rigtigere Side af Sandsynligheden, da han i "En jøde" berørte samme Problem.

 

"Er det virkelig kun jøderne, der ere Forrædere", spørger Helten sin polske Underofficer.

 

"Nej, bevare's Hr. Lieutnant! Enhver saadan svinsk Bonde er en Forræder, han ved knapt, at der eksisterer et Land, som hedder Polen; men enhver Forræder kalder vi en jøde".

 

21

 

Lister, der beviser at ingen af hans jødiske Stammefrænder i Polen har gjort sig skyldige i Forræderi! De findes - et eller andet Sted, affattet af hvem? Hvorved adskil1er en saadan Paastand sig fra de tyske Videnskabsmænds saa meget omtalte, berygtede Erklæring: "Es ist nicht wahr!" Det er ikke sandt, at tyske Soldater har begaaet Grusomheder i Belgien - som deres Landsmænd garanterer vi det! Det er ikke sandt, at jøderne i Polen har været skyldige i noget af det, de er blevet dømt for - jeg, Georg Brandes, garanterer for det - som hvad? Behøver man at spørge om, for hvilket politisk Formaals Skyld der her forties, udviskes, vildledes og hykles, og kan man undre sig over, at de Krigsførende er utilbøjelige til at tage een, der i den Grad selv har sit Blod med i Krigen som Repræsentant for den "neutrale" Retfærdighed.

___________________

 

Imidlertid, hvorledes den end tager sig ud overfor et Europa, der kæmper for, hvad det anser for Ret eller Livsbetingelse, var det meget vel muligt, at den i Forhold til os kunde være af Værdi. Officielt er det jo ikke som jøde, men som Dansk, han har skrevet sine Betragtninger

 

22

 

og hans Landsmænd maa derfor have Lov at spørge, hvad de vedkommer dem. Hvilken Vejledning eller Tilskyndelse kan man herhjemme uddrage af dem?

 

At man ikke skal tro nogen af de Stridende eller anse nogen af dem for at være i Besiddelse af den ubetingede Ret? Udmærket, men rent bortset fra, at Georg Brandes ikke er ene om en saadan nøgtern Skepsis -- ogsaa andre har været i Besiddelse af den dertil fornødne "Overlegenhed" - saa er man jo egentlig ikke blevet en Smule klogere fordi man har indset det. Den Affære, der er Tale om, er for stor og nærgaaende til, at man kan forholde sig blot negativt til den. Den lader sig ikke afvise som Kævl mellem et Par Skraalhalse, man kan raade til at gaa hjem og forlige sig. Det er en uhyre Omvæltning og en uhyre Afsløring, der kræver Svar af os: hvorledes vi vil forholde os til de Forandringer, der kan tænkes at blive Følgen, og hvorledes vi vil forholde os til de psykiske og moralske Erfaringer, Begivenhederne har bragt? Med andre Ord: hvilken Politik vil man tilraade sit Land eller hvilken Holdning vil man opdrage sit Folk til?

 

Ingen kan bebrejde Georg Brandes, at han ikke giver politiske Raad, thi dertil mangler han ganske Forudsætninger, men hvad er hans Mening om det sidste. Hvad har han lært af Krigen, hvorledes har den paavirket hans Menneskeopfattelse, hvorledes ser den Livsanskuelse ud,

 

23

 

som han har at anbefale, hvilken Aand har Krigen fyldt ham med, og hvilken Aand ønsker han at fylde os med?

 

I god Overensstemmelse med sin Profeti af 1905, indskærper han, at man paa ingen Maade maa anse denne Krig for den sidste. Allerede i, 1870-71 hørte han dette "imbecile" Refræn, men han er ligesaa lidt nu som dengang naiv nok til at tro paa, at Menneskeheden "fra næste Aar regnet aldeles forandrer sin Natur." Han kender denne, sammensat som den er af "Vildhed" og "Dumhed". Naar Europa nu befinder sig midt i Krigen, kan det ikke overraske den, der var opmærksom paa, at den foregaaende Periode var en latent Krigstilstand. "Hele vort middelalderlige (!) Samfundsliv er jo gennemsyret med Ufornuft indtil Vanvid." "Krigen med al dens uhyre Brutalitet var kun mulig, fordi alle Forudsætninger for den var givne i Fredstid." Louvain's og Reims's Skæbne formaar ikke at ryste ham, da han daglig ser Begivenheder, der er ikke mindre oprørende. "Thi netop saadan er endnu den Dag i Dag Menneskelivet. Videre er Menneskeheden ikke kommet." Den er, - for endnu at citere en Udtalelse, han er fremkommet med Aaret før krigen, og som han opfrisker i den første Artikel, han skriver under denne - den er i Almindelighed dresseret til at lystre, naar der befales; den ledes af Lidenskaber og Fantasi, er i sin Naturgrund bestialsk (!); er i sit Væsen let

 

24

 

at suggestionere til Begejstring, er i sin Selvopofrelse stundom (!) heroisk, men baade som bestialsk og heroisk ret uimodtagelig for Fornuft." Dens Historie er derfor ogsaa en lang Række af blodige Krige, hvilket han nærmere paaviser. Cherbuliez, der før har maattet holde for som Hjemmelsmand, skal have udregnet, at der "fra Aaret 1500 før vor Tidsregning til 1860, var indgaaet 8000 Fredsslutninger, der alle skulde oprette Fredstilstand for evige Tider og som gennemsnitlig havde varet to Aar."

 

Hvad er nu Følgen af disse meget tydelige og meget desillusionerede Forudsætninger? At man vedblivende venter Krig, og at man følgelig gør klogest i diplomatisk, militært og moralsk at holde sig forberedt paa det erfaringsmæssigt uundgaaelige? Nej, saa simpelt lader det sig ikke ordne. Nederst paa samme Side erfarer man, at Sikkerhed (!) ikke erhverves ved Traktater og ikke ved Krigsførelse. (!) "Ellers vilde Krigen 1870-71 have afgjort det Elsass-Lothringske Spørgsmaal. Sikkerhed opnaas først, naar Stridsspørgsmaalet ordnes paa en Maade, der af begge Parter anses for retfærdig. 1) En saadan Ordning tilfredsstiller ikke den Afart af Helte, som kaldes Pennehelte, og af dem findes der jo allevegne adskillige. Men den tilfredsstiller Mennesker (!), og af dem er der jo heldigvis flere. Og jeg for min Del nærer

 

1) Udh. af Forfatteren selv.

 

25

 

et alvorligt og ikke ubegrundet (!) Haab, om at i hint Spørgsmaal, som i andre, Fornuften vil vise sig stærkere end Fanatikernes Ufornuft." Og for at man ikke skal tro, at man har læst fejl, tilføjer han, at han vel har udtalt Forvisningen om, at "Menneskenaturen saare, saare langsomt forandres til det Bedre. Mennesket er i sit Væsen et højere Rovdyr og en højere Abe," men at man ikke derfor maa tro, at han mener, at Menneskeheden "ikke engang vil komme ud over Krigen. Kun det er sikkert, at Midlet, Staterne nu har valgt (dvs.: at føre Krig), ikke fører til Maalet. "

 

For den, der kun kender, hvad man almindeligt forstaar ved Logik er det vanskeligt at følge med. Allerede Tanken om en Ordning, der af begge Parter anses for retfærdig er det svært at tilegne sig, da Krige hidtil har været ført, fordi Parterne altid havde en stik modsat Opfattelse af, hvad der var en retfærdig Ordning. At de vil ophøre, naar dette ikke længer er Tilfældet er imidlertid ikke til at betvivle, blot synes man det maa vare endogsaa meget længe inden dette Tidspunkt indtræffer, hvis, Georg Brandes' Beskrivelse af Menneskene passer, og man forstaar ikke, hvorfra han pludselig henter sin Tillid til, at disse Væsener, der er "bestialske", "ret uimodtagelige for Fornuft," i deres Væsen "højere Rovdyr og højere Aber," hvis Brutalitet er Forudsætning for Krigen og hvis Samfundsliv endnu er "gennemsyret med

 

26

 

Ufornuft indtil Vanvid," med Undtagelse af et Par Pennehelte skal føle sig tilfredsstillet af en "retfærdig" Ordning. Oven i Købet kaldes dette et alvorligt og ikke ubegrundet Haab, skønt man vistnok sjældent har set et Haab svagere begrundet. Imidlertid kan det jo heller ikke skjules, ,at det har lange Udsigter, og at det eneste sikre er, at det Middel, som Staterne nu anvender (nemlig Krig) ikke fører til Krigens Ophør, hvad man ikke føler sig fristet til at bestride. Men hvilket andet er der? Ja, "lad, os se paa de faa beslægtede Fremskridt. Tænkerne har iværksat dem."

 

De "beslægtede" Fremskridt er saadanne som Hekseprocessernes og Religionskrigenes Ophør og Duelvæsenets Indskrænkning. Men indtil Tænkerne har faaet Bugt med "den nationale Hundegalskab", som de har faaet det med den religiøse - hvad saa? Et gammelt Ord siger, at medens Græsset gror, dør Horsemo'r, og vi er endnu kun naaet til "middelalderlige Tilstande". Hvorledes vil Georg Brandes tilraade os at forholde os i denne Mellemtid. Da han ingen Steder direkte udtaler sig, er det vanskeligt at komme efter, hvad der er hans Mening.

 

Sætter man imidlertid hans Udtalelse om Belgien og de Fordele, det vilde have haft af at "bøje sig for Overmagten" i Forbindelse med hans kraftige Understregen af, at Krig ikke drives ud af Verden ved Krig" Undertrykkelse ikke ved

 

27

 

Undertrykkelse, Ondt ikke ved Ondt" (!), synes det at maatte opfattes som et Fingerpeg. Der er ikke andet for end at underkaste sig, og medens Tankerne arbejder paa Krigens Afskaffelse, vente med det, man i gamle Dage kaldte kristelig Taalmodighed. Og dog, nej! Til allersidst aabner der sig en mere praktisk Udvej. Det nytter ikke at blive ved at drøfte Aarsager og Ansvar siger Brandes til Mr. Archer, lad os vende os til det eneste vigtige og afgørende Spørgsmaal: hvorledes vi skal komme ud af dette Helvede. Det er klart, mener han, at dette ikke vil lykkes, hvis Fredsslutningen efterfølges af en Toldkrig.

 

"Europas fredelige Fremtid beror da paa frihandelen. Frihandelen er, som Cobden har sagt, den bedste Fredsstifter! Den synes mere (!) den eneste mulige Fredsstifter." Frihandel den eneste Fredsstifter, der (S. 322) kan tænkes at faa Bugt med en Menneskehed, som (S. 40 og flg.) ledes af "Lidenskaber og Fantasi," i sin Naturgrund er "bestialsk" og "ret uimodtagelig for Fornuft"! Er det fordi man selv hører til den Slægt, han karakteriserer saaledes, at man ikke formaar at forbinde Resultatet med Forudsætningerne, at man er ude af Stand til at finde Mening eller Sammenhæng i et Verdensbillede, som det der opruller sig for os, hvor en dyrisk og stupid Menneskehed, der saa langt tilbage som Historien melder, har ført blodige Krige, ved Hjælp af "Tænkere" og ved Indførelsen af "Frihandel"

 

28

 

skulde kunne bringes til at høre op dermed, og at man forgæves spejder efter et Fingerpeg, en Tankeretning, et Holdepunkt i dette Virvar. Eller er det maaske fordi man vender Billedet forkert? Fra Danmarks og det danske Folks Synspunkt er det uforstaaeligt, men drej det blot en Kende, sæt Frihandelen i Forbindelse med de uskyldigt forfulgte jøder i Polen, og man vil iagttage en forbavsende Forandring. Overfor dem banker den Deltagelse, man savner overfor Belgien, overfor dem lever den Interesse, der i saa paa faldende Grad mangler overfor Danmark, og i Forhold til dem og deres Racefrænder Verden over passer alt det, der i Forhold til os tager sig ud som det pure Nonsens. Thi medens Krigen for hver enkelt af de kæmpende Nationer, eller dem, der kan blive det, har sin bestemte Mening, er der een Nation, for hvilken den i Ordets egentligste Forstand maa være meningsløs, nemlig for Nationen uden Land, Nationen i alle Lande. Der er Mening i at Russer forsvarer sig mod Tysker og omvendt, men der er ingen Mening i for den tyske jøde at slaa den russiske eller franske Racefælle ihjel. Naturligvis - naar Krigen nu engang er en Kendsgerning, ønsker man sine værste Modstandere, Russerne, mest Skade af den, men i sig selv kan den fra et jødestandpunkt ikke opfattes som andet end et ødelæggende Vanvid, idet man som Nation blot

 

29

 

har Del i dens Rædsler og Lidelser uden at have Del i dens Pathos. Er det dog ikke langt bedre naar alt gaar fredeligt, Handel og Foretagsomhed trives, Telefoner og Telegrafledninger er i Orden. Hvorfor vil man da kæmpe, er Verden ikke stor nok, kan man ikke leve overalt? Om Grænser trækkes her eller der, kan være dem ligegyldigt, der har Slægt paa begge Sider, naar blot de ikke betyder nogen Skranke. Derfor er Frihandelen deres nationale Ideal - underforstaaet, fri og uhindret Adgang til at færdes hid og did, bosætte sig her og der, høste Berømmelse eller Fordele overalt og uindskrænket af det taabelige Nationalhad at kunne række hinanden Haanden – i national Samfølelse og Interessefællesskab. Medens enhver anden Nation, der har et Omraade at staa til Ansvar for, i Kraft af sine egne Vilkaar kan føle med det, der driver de Kæmpende mod hverandre, sætte sig ind i deres Planer, selv hvor der er Grund til at frygte dem, og lade sig opløfte af det Mod, der udfoldes, kan det gigantiske Sammenstød fra det Punkt udenfor, hvorpaa Georg Brandes og hans Blodsforvandte staar, kun tage sig ud som en beklagelig og fortrædelig Forvildelse og Heroismen ikke blive mere end en Illusion, en Frugt af Fantasi og Suggestion.

 

Men heraf spirer tillige Haabet, om end svagt. Forvildede Væsner maa kunne tales til Rette.

 

30

 

Det er dette Tænkerne (d.v.s. Journalister, Forfattere og Talere) maa paatage sig, og naar man saa tillige faar Frihandel, med alt hvad deri ligger - saa kan man haabe, at, Verden bliver til at leve i.

 

______________

 

Med andre Ord: "Verdenskrigen" er ikke et dansk, men et jødisk-chauvinistisk Skrift, baaret af en Patos, der ikke er mindre glødende og ensidig end den, der kommer til Orde i andre Nationer, og ligesom disses Overvejelser præget af nationale Fordomme og Interesser og nationale Fremtidsforhaabninger .

 

31

 

 

KRISTOFFER NYROP

 

TILSYNELADENDE er der en Modsigelse mellem at opfatte Georg Brandes' Bog som karakteristisk for Opinionen og samtidig godtgøre, at den ikke har Forhold til danske Interesser, ja, endogsaa er uforstaaelig og meningsløs, betragtet ud fra disse. Men Modsigelsen er netop kun tilsyneladende, thi hvem paastaar, at der findes en Opinion, der har Blik for vore Interesser eller søger disse paa de Omraader, hvor man ud fra nationale eller statslige Synspunkter var berettiget til at spejde efter dem? Kan man forlange noget bedre Bevis for, i hvilken Grad de politiske Instinkter maa være udslukte, end den sympatiske Samstemmen, hvormed Betragtninger, der er skrevne ud fra et helt udenforliggende Midtpunkt, bliver godkendte som os vedkommende? Som man bortkaster en Brøk i et Regnestykke, hvor den ikke spiller nogen Rolle for Resultatet, saaledes ser man ganske bort fra denne Biomstændighed og holder sig til det, man betragter som Hovedsagen: den fuldkomne Enighed i Stemningen.

 

32

 

En fremmed Iagttager, en Svensker 1), har med mærkværdigt Klarsyn, ind imellem ganske fejlagtige og vildledende Bemærkninger, karakteriseret denne saaledes: "Ligesom Danmarks offentlige Bygninger, lige fra det gamle Amalienborg til det nye kongelige Bibliotek, vender Facaden indad, saaledes vender Danmark (efter Nederlagene) beslutsomt sit Ansigt indad imod sig selv. En saadan Indadvendthed, en saadan Lyst til at sidde stille paa sit Kammer med Udsigt over Verden gennem Vinduets Blomsterramme i Stedet for at vandre derude paa ukendte og farlige Stier, har maaske altid ligget i det danske Naturel. Men den er i Aarhundredernes Løb bleven stadig mere fremherskende." . Men "naar alt rigt og skønt, som Livet kan byde paa, ligger i Hjemmets solfyldte Fred, i Havens Blomsterglæde, naar alle virkelige Værdier - ørets, øjets, Hjertets, Tankens - skabes ene og alene der, da maa alt, hvad der forstyrrer denne Idyl, tage sig ud som værende af det onde.

 

Det er derfor Verdenskrigen er kommet som et saa overvældende Slag for Danmark. Alt det store og betydningsfulde, som nu sker i Verden synes for enhver dansk at være et eneste stort Vanvid, som truer med at knuse og tilintetgøre

 

1) Mærket "Adalvardus" i "Stockholms Dagblad," citeret i Ugens Tilskuer 17. Marts 1916, Nr. 285.

 

33

 

det, som for ham er bleven Livets højeste Gode og eneste Mening."

 

"Et eneste stort Vanvid" - det er netop Kvintessentsen af de Georg Brandes'ske Betragtninger, naar alle Særformaal og al kunstig Tilsætning udelades. Med en Overlegenhed, der er sikker paa den varmeste Tilslutning fra alle et lille Folks Ravnekrogsinstinkter og hele dets Smaaborgerindbildskhed tager han sig af det "delirerende Europa. " Havde der blot været "en stor Statsmand paa hver af Siderne, var Verdenskrigen aldrig brudt ud", men desværre, Europa styres "i dette øjeblik af svagt begavede politiske Dilettanter…. Europa gaar til Grunde ved sin egen, næsten imponerende Dumhed."

 

Se, det er noget, der kan varme Selvfølelsen. Det trøster for megen Afmagt at have saadanne Karle iblandt sig, der kan sige de store Herrer ude i Europa Sandheden, og som formaar paa det uigendriveligste at skære igennem deres Snak. Jo, jo, "vi kender alle den Remse, at Krigens Ophør ikke vil forædle Menneskene, men sløve dem og give dem Vellevned til Ideal. Vi kender Molktes … Ord, at den stadige Fred er en Drøm, og ikke en Gang nogen smuk Drøm." Naturligvis nægter ingen, at Krigen ogsaa "aabenbarer Heltemod og Selvopofrelse", men det er ingen Grund til "at afsky den mindre hjærteligt."

 

"Ildsvaade giver kække Brandmænd Anledning til at lægge Dristighed, Heltemod, Snildhed og

 

34

 

Udholdenhed for Dagen; meningen priser, derfor en Ildløs, allermindst en, som lægger en By i Aske.

 

Frygtelige Epidemier giver samvittighedsfulde Læger og tapre Sygeplejersker Anledning til at vise Mod, Omtanke, Inteligens, Snarraadighed og mange andre Dyder; men ingen synger derfor en Hymne til Koleraen.

 

Fattigdom og Elendighed kalde, Barmhjertighed og Godgørenhed til Live. Men intet fornuftigt Menneske betegner derfor disse Dyder som Hungersnødens Velgerninger."

 

Dette Citat indtager med Rette en Hædersplads i Kristoffer Nyrops Bog i dens allerførste Afhandling, som en Udtalelse af en af de "fremragende Repræsentanter" for Kunst og Videnskab, der mener det samme som han, thi det er ikke blot i højeste Grad karakteristisk for den, der har fremsat det, men betegner med Nøjagtighed Foreningspunktet mellem ham og den, der anfører det. Det er mere, det er hele Kulturforsvaret i dets historisk paaviselige Sammensmeltning af semitisk Rodløshed med det fladeste, mest snusfornuftige og spidsborgerlige i dansk Naturel.

 

Imod denne virkningsfulde Baggrund af et velordnet Brandvæsens, Hospitalsvæsens "fredelige bedrift" viser Krigen sig ret i hele sin Hæslighed. Alt dette og meget mere udsættes for Ødelæggelse! Maa man derfor ikke nok, som Professor Nyrop med oprigtig

 

35

human Patos gør det i Spidsen for sine Krigsafhandlinger spørge: Er Krig Kultur?

 

_____________

 

 

Medens der saaledes er en dyb og væsentlig Enighed mellem de to udmærkede Mænd, er Rollerne noget forskelligt fordelt mellem dem. Georg Brandes er først og fremmest den oversvævende Aand, der ved sin Overlegenhed og Lidenskab fortryller og henriver andre Aander som Poul Levin og Anker Kirkeby. Hos Kristoffer Nyrop er det derimod Videnskaben, der er det bærende, og som giver hans Ord Autoritet, thi som alle ved, eller burde vide, har han foruden ved Studier over Heibergs "Nej," Kyssets Historie, Grevinden med de 365 Børn og andre lignende populære Emner gjort sig berømt ved en stor fransk Grammatik, der er bleven modtaget af Franskmændene med Anerkendelse og Sympati som en kærkommen Hjælp for dem til at lære deres Sprog at kende.

 

Hermed skal dog ikke være sagt, at der er Tale om nogen absolut Modsætning, idet der paa ingen Maade er Grund til at frakende Georg Brandes en Videnskabelighed som den, Kristoffer Nyrop viser sig at være Repræsentant for eller til at underkende den Lidenskab, hvormed denne gaar løs paa sin Opgave, men det har blot været Meningen at gøre opmærksom paa den særlige

 

36

 

Aandsform, de særlige Idealer, hvormed de hver for sig skrider til Værket, svarende omtrent til Forskellen mellem et titulært og et virkeligt Professorat.

 

Hvor meget Videnskaben ligger Professor Nyrop paa Sinde, erfarede man, da han uforvarende var kommet til at krænke dens strenge Krav ved at offentliggøre et fransk Soldaterbrev, som bagefter viste sig at frembyde "en stærk Lighed, undertiden næsten ordret Overensstemmelse med et Kapitel i Emile Zolas Roman: La Débacle (Charpentiers Udgave, Paris 1893, Side 286 ff)" 1). Han nøjedes ikke med kort at underrette sine Læsere i "Tilskueren" om det lille Uheld, som de sikkert vilde have tilgivet ham, men i sin Utrøstelighed offentliggjorde han i "Berl. Tidende," hvis Abonnenter maaske slet ikke havde opdaget, hvad der var sket, en Redegørelse for Sagen.

 

Han har ganske vist ikke straks lagt Mærke til denne Lighed, forklarer han i dette Communiqué, men til Gengæld lod han sig, efter at være bleven gjort opmærksom paa den, ikke uden videre rive med. "Jeg ved vel," siger han, "at man maa være forsigtig med at drage Slutninger paa Grund af Overensstemmelser i to forskellige Tekster. Som jeg har omtalt i min Bog "Nej" (København, 1891, S. 110 ff.) behøver endog meget stærke

 

1) Hvorvidt der ogsaa bestaar Lighed med andre Udgaver fremgaar ikke klart af Sammenhængen.

 

37

 

Tekstligheder ikke at bero paa Laan." Behøver ikke - saaledes viser en stærk Mand sine Kræfter ved, inden han lader Naade gaa for Ret, at løfte Modstanderen fra Jorden, thi det staar ikke til at nægte: i dette specielle Tilfælde er Ligheden virkelig fældende. Professor Nyrop indrømmer det. Spørgsmaalet er blot, hvem der er Misdæderen, den, der udgives for at have skrevet Brevet, eller den, der har udgivet det. Professor Nyrop lover "straks" at meddele det, saa snart han har indhentet Oplysninger derom, og Offentligheden behøver saaledes blot at vente.

 

Hvor meget hele denne Tildragelse har taget paa Professoren, fremgaar af Slutningsordene, der er prægede af stor Bitterhed: "Prosper Mérimé bar en Ring, paa hvis Inderside der stod to græske Ord, der betyder: "Husk - paa at nære Mistro." Det er trist under saadanne Forhold og paa en saadan Maade at blive mindet om disse Ords evige Sandhed."

 

Der er i dette, maa man indrømme, mere end en Undskyldning, der er en fuldkommen Rehabilitation. Hvilken anden end den, der sidder inde med en udstrakt Viden kan ane, hvad der staar paa Indersiden af Prosper Mérimés Armbaand eller paa Pag. 110 ff. af Professor Nyrops Værk om "Nej" (189l)? Hvor megen Kultur maa der ikke til for i rette Øjeblik at erindre sig, at man bør være "forsigtig," selvom der i det foreliggende Tilfælde ikke er Brug for Forsigtig-

 

38

 

heden, og hvor inderligt har ikke Lærdom og Aand i den sidste tragiske Vending forenet sig med skuffet Mennesketillid til en ophøjet Stemning, samtidig med, at Formen har bevaret den ved fortrolig Omgang med fransk "esprit" erhvervede Elegance!

________________

 

 

Vist er det trist at sligt kan ske, men ret betænkt har det kun kunnet styrke ham i hans Had til Krigen, der gør den Slags Ting mulige og i hans faste Forsæt med alle Videnskabens Vaaben at bekæmpe den.

 

Og hvilken frygtelig Modstander er han ikke! Naar man læser hans lille Bog om »Frankrig," kan man ikke undgaa, skønt det er en upassende Sammenligning, at komme til at tænke paa hin "tyske Karl fra Frankfurt," der overtalte Henrik og Magdelone til at gaa paa Maskerade, og som det var umuligt at nægte noget, da han kunde "24 Slags Sprog, endog Mesopotamisk," thi der er i dette lille Skrift en saadan Overtalelsens "embarras de richesses," at man vanskelig kan tænke sig nogen undslippe dets Virkning. Ligger man nemlig ikke under for det ene Argument, synes man umuligt at kunne modstaa det andet. Der er noget for enhver Smag. En er maaske interesseret for Sagnhistorie - han faar Roland at opbygges ved; en anden er Theatergænger –

 

39

 

han erindres om Cyrano de Bergerac; den galante opflammes ved Tanken om Ludvig d. 14des Aarhundrede, medens den demokratisk anlagte trøstes ved, at det nu er overstaaet; for den litterært interesserede er der Anatole France og Pierre Loti; den musikalske overbevises om Frankrigs kulturelle Forspring og Førerstilling ved Mindet om Md. Malibrans og Viardots Verdenstriumfer i Fyrrerne, medens Spindesiden besejres ved Henvisning til Frankrigs Indflydelse paa Damemoderne, eller som det hedder i Professorens veltalende Vendinger:

 

"Det vil sikkert endnu for lange Tider være forbeholdt franske Tegneres fantasifulde Skøn hedssans, franske Dameskrædderes Forstaaelse af det fine Sammenspil mellem Stof, Farve og Snit, franske Syerskers yndefulde Opfindsomhed at skabe de nye Dragter, der hvert Aar paa ny vil gaa deres sikre Sejrsgang gennem Verden, vil fortrylle og erobre alle, fordi deres enkle Stilfuldhed eller straalende Elegance og festlige Brus forøger selv den skønneste Kvindes Skønhed og Charme. "

 

Man vil sikkert indrømme, at det er svært at modstaa et saadant "Sammenspil af Stof, Farve og Snit," men lykkes det, er man ikke derfor frelst. Man udsættes umiddelbart efter for en ny og om muligt endnu kraftigere Beskydning; thi det er ikke blot i "Modernes lette og luftige Kunst,"

 

40

 

fransk Kultur udmærker sig, men ogsaa "den mere (!?) materielle Kogekunst og alt, hvad dermed staar i Forbindelse," har naaet en høj Udvikling i Frankrig. "Det franske Køkken har længe været og er endnu et Mønster for alle Lande, ligesom Spisesedlerne i de fleste store Byer Verden over affattes paa Fransk." Det er umuligt at citere den hele Udvikling, da den fylder over en Side, men det maa være nok at anføre, hvorledes "Colbert opfandt en Sauce, der endnu bærer hans Navn og Ludvig d. 18de opfandt en ny Ret, Truffes à la purée d'ortal," samt at Napoleon, naar han holdt Kongres, lod Middagene anrette af Datidens Mesterkok, hvorved han viste, hvilken Betydning han tillagde Kogekunsten, thi "Voltaire har sikkert ikke Uret, naar han kalder en Kok for un mortel divin."

 

"Det vil fremgaa af det hidtil anførte," siger Professor Nyrop, "at Frankrig ogsaa er Glædens Land, Skønhed og Glæde følges gerne ad, og alt bidrager i Frankrig til at stemme Sindet festligt. Landet er frugtbart, rigt og skønt. Solen skinner længe og varmt, og den gør Folk glade og gode." Man er ikke helt klar over, hvilket af det hidtil anførte, der mest medvirker til dette Resultat, men vist er det, at intet bidrager mere til - i hvert Fald forbigaaende - at forbedre Mennesker end god Mad. Men "dertil kommer," thi vi er langt fra færdig, dertil kommer endnu

 

41

 

- 24 Sider Argumenter, ikke mindre vægtige og forskelligartede l).

__________________

 

Og endda er dette - trods Grundigheden - kun at regne for en Forpostfægtning. Det egentlige Hovedslag slaas i den Bog, hvis mandigt udfordrende Titel allerede er nævnet ovenfor.

 

Den bestaar ligesom Georg Brandes' af en Række Afhandlinger, fremkomne i Dagspressen og omhandlende forskellige Emner, Anmeldelser af Krigsbøger, Referater af Propagandaskrifter og Omskrivninger af krigsfordømmende Digterværker. Ligesom i det foregaaende Skrift om " Frankrig" skorter det heller ikke i dette paa en kraftig Vilje til at fremdrage alle de Argumenter og Synspunkter, der kan tjene Formaalet, men derimod i om muligt endnu højere Grad paa den Evne til at sigte dem, man havde Lov til at vente hos en Videnskabsmand. Det er endogsaa lykkedes Professor Nyrop ved sin hasarderede Paastand, at Domkirken i Reims er ødelagt "i Bund og Grund" at fremkalde Indsigelse fra sin Anmelder i "Politiken," og endda er denne lille Unøjagtig-

 

1) Der er endogsaa saa mange, at den franske Oversætter har haft Raad til at undvære nogle, nemlig hele det Afsnit, hvori Romain Rolland og hans Forherligelse af Nederlagets Velsignelser tages til Indtægt. Det har man dog aabenbart i Frankrig ment var for meget af det gode.

 

42

 

hed for intet at regne mod de mærkelige Beviser for, at Ødelæggelsen var planlagt længe i Forvejen, han henter fra almindelige Digter- og Journalistvendinger. Efter Hr. Nyrops videnskabelige Metode synes imidlertid Lyrik og Retorik uden videre at staa paa Linie med Grunde eller Kendsgerninger, og man forstaar derfor ikke, hvorfor han tog sig Brevforfalskningen saa nær. En Roman af Zola maa jo altid være ligesaa god som en Novelle af Daudet eller et Digt af Victor Hugo, og begge Dele glider med i Fremstillingen som fuldgyldige Vidnesbyrd. Der er derfor heller ikke noget overraskende i, at Professor Nyrop, der i Forvejen har samlet saa mange Bidrag til Belysning af Frankrigs Fortræffelighed, finder nye afgørende Beviser derfor i de Fordømmelsesdomme mod Krigen, han anfører af Guy de Maupassant: "Alle vil sikkert være enige om, at det Land, hvorfra saadanne Ord lyder staar i Frihedens og Fremskrridtets Tegn," siger han tillidsfuldt. Men mon det nu ogsaa er saa sikkert? Mon ikke en og anden af Læserne har følt hans Bevisførelse gynge under sig, og mon de ikke navnlig har studset, ved Samstillingen Moltke-Maupassant, den store tyske Feltherre med den talentfulde franske skribent som jævnbyrdige Størrelser, eller rettere ikke jævnbyrdige, thi Maupassant er så ubetinget den, der går af med Prisen. Han er talerør for de nobleste Anskuelser og de mest ophøjede  Principer.

 

43

 

"Han er blandt de første, der i Menneskelighedens Navn har  protesteret mod Moltkes Qrd," og han var den rette til at gøre det, thi han var "i enhver (!) Henseende en fremragende Repræsentant for sit Folk," en Mand med "ualmindelig fint udviklet, høj Kultur" og med Idealer, der "gik i Retning af en aandelig (!) frigjort Menneskehed."

 

Dette udvides og uddybes senere til en national Egenskab, thi Frankrig er Frihedens Land, i hvilket det ikke er "det alt overskyggende Hensyn til den voksende Stats Trivsel, der kommer i forreste Række, men Hensynet til Individets Tarv," og "dette Forhold har ogsaa sat sit stærke Præg paa Guy de Maupassant's kraftige Protest mod Krig." "Det gælder (for ham) om at bevare den hellige Frihed; det gælder om stadig at kæmpe for nye Fremskridt, og Fremskridt betinges af, at de har Individets Lykke til Formaal."

 

Han staar derfor ogsaa – paa Grund af disse Anskuelser - uforstaaende overfor Lovprisningen af Krigen og fremmanet i "et kraftfuldt, malende, Sprog" dens Uhygge. At '"dø en ussel Død ude paa en Mark, medens Ens gamle Forældre, Ens Hustru og Børn omkommer af Sult. Det er, hvad man kalder ikke at synke ned i den modbydeligste Materialisme", udbryder den franske Forfatter indigneret vendt mod Moltke. Og han nøjes ikke med at "sætte Krigen i Gabestokken," han stiller den op ved Siden af Freden. Krigs-

 

44

 

mennesker er Verdens Svøber. Vi (?) kæmper imod Naturen, imod Uvidenhed, imod Hindringer af enhver Art for at gøre vort elendige Liv mindre haardt. Menneskene, de Lærde, de Godhjertede slider sig op i Arbejdet med at søge efter, hvad der kan hjælpe, gavne og trøste deres Brødre." Ved at se et af de moderne Krigsskibe oprøres han over det Opbud af Arbejde og Snille, det har kostet og spørger om "ikke de, der i gamle Dage af Sten byggede kniplingsfine Katedraler" for de "barnligtfromme Drømme" var "langt mere værd end de, der nu til Dags udsender paa Havene Staalhuse, der er Templer for Døden?" Til yderligere Bestyrkelse i disse Anskuelser, anfører Professor Nyrop Victor Hugo, der hævder, at det at sætte sig i besiddelse af fremmed Land aldrig kan kaldes Stordaad saalænge det at stjæle anses for vanærende. "Lad os højlydt bekende disse absolutte Sandheder, lad os brændemærke Krigen."

 

Krigen er en "kæmpemæssigt Forbrydelse," et "kulturfjendsk Barbari," der kun kan "billiges" naar den gaar ud paa at forsvare Fædrelandet "Tomme for Tomme," det er Kulturevangeliet, for hvilket Guy de Maupassant opstilles som den beundrede Repræsentant, der i Nyrops Fremstilling ikke blot gøres til eet med Civilisationen og Frankrig, men tilsidst endogsaa med - Kristendommen, thi - man bedes følge med - "Krig og Kristendom, eller om man vil (!) Krig og

 

45

 

moderne Civilisation (!) staar hinanden uendeligt fjernt." Men paa denne moderne Civilisations Vegne - der viser sig identisk med Kristendommens - har Guy de Maupassant "atter og atter" sagt, "at Krig er en Form for Barbari."1)

 

Man kunde antage dette for en tilfældig Forveksling, hvis ikke en hel Række af smaa Træk førte i samme Retning, thi naar Professor Nyrop indigneret opregner, hvormange Kirker, Tyskerne har sønderskudt 2), naar han anvender Syndfloden i sin Kronologi, naar han citerer Maupassants Udtalelser om de "barnligtfromme Drømme" og Hugo's om de "absolutte Sandheder" forledes man let til at lægge andet og mere i Ordene end de i Overensstemmelse med Sandheden kan rumme, thi Hr. Nyrop tror næppe paa Syndfloden, Maupassant er ikke bekendt for sin Skaansel mod de barnligt fromme Drømme, og hverken han, Nyrop eller Hugo har hidtil været anset for Tilhængere af de "absolutte Sandheder."

 

I denne Bog finder man dem i hvert Fald ikke, thi det er ikke i den "absolutte" Sandheds Aand at opholde sig over de Udtryk, Patriotismen giver sig i et smukt og kraftigt Brev fra en tysk

 

1)"Er Krig Kultur?" 2.  Oplag pag. 180.

2) Fra hvilket Antal dog billigvis burde trækkes dem, som den franske Regering i Forvejen havde lukket, og hvis Ødelæggelse derfor ikke kunde betyde noget Tab for det religiøse Liv.

 

 46

 

Præst, og tage den for gode Varer i et fadt og usmageligt Brev fra en fransk Videnskabsmand; det er ikke "absolut" at slaa sig til Ridder paa tysk Chauvinisme og samtidig uden Indsigelse Oversætte et groft, usandfærdigt, ophidsende italiensk Propagandaskrift; det er langtfra absolut at fordømme al Krig, der ikke er Forsvarskrig, og samtidig finde gode Grunde for Italiens Deltagelse; det er i den mest absolutte Uoverensstemmelse med Sandheden at opfordre den "kommende Slægt" til at betragte Mord som Forbrydelse af den laveste Art og saa selv lovprise det.

 

Hvad andet er det nemlig den kulturfromme Professor gør, naar han omtaler Oberdans Skæbne som "tragisk." Den unge Trientiner pønsede paa at dræbe Kejser Franz Josef, men blev forraadt og paagrebet med et Par Orsinibomber i Lommen, forhørt, overbevist, hængt, trods Hugo's' og Carducci's Protester, som omstændeligt anføres.

 

Er dette tragisk, da fortjener Krigen dog maaske næppe at omtales i de Udtryk, der anvendes paa den, thi i en Verdensopfattelse, hvor Snigmord er tilladt, synes den ikke at kunne mangle raison d'etre.

 

Og er Maupassant Repræsentant for Kulturen, var det sandfærdigere overfor dem, der ikke har hans Værker og hans Biografi i frisk Erindring at gøre opmærksom paa, hvad han var og hvilken Kultur, han er i Stand til at repræsentere. Af de anførte Citater og den Omtale, han gøres til

 

47

Genstand for, kan man nemlig let faa et misvisende Indtryk. Thi "det virkelige Frankrig er helt forskelligt fra det, man tror at kende," siger Professoren. "Et arbejdsomt og flittigt, et nøjsomt og udholdende, et sparsommeligt, hæderligt og rettænkende Frankrig, et Frankrig, som staar ganske udenfor Pariserlivets Hvirvelstrøm, der lever et stille, pligtopfyldende Liv, optaget af at sørge for Hus og Hjem og røgte sit Kald, det "være stort eller lille, saa omhyggeligt som muligt, et beskedent, tilbagetrukkent og lavmælt Frankrig, der gaar fuldstændigt op i det daglige Livs alvorlige Krav uden dog at tabe Idealerne af Syne." Men da det udtrykkeligt siges, at Maupassant i "enhver Henseende" er Repræsentant for sit Folk, maa han jo ogsaa antages at skulle være det for det Frankrig, der skildres saaledes. Hans Begejstring for Fredens Velgerninger, hans Ømhed for "Hustru og Børn," hans Iver for at "hjælpe, gavne og trøste" sine Brødre stemmer godt med denne Antagelse, men denne stemmer, som Hr. Professor Nyrop vil vide, ikke med Kendsgerningerne.

 

Maupassant var ikke en for Folkevel interesseret Aand. Det Frankrig, Hr. Nyrop betegner som det virkelige, var ikke det, med hvilket han delte Kaar eller Interesser. Hans Skrifter gik ikke ud paa at trøste og hjælpe hans Medmennesker, men tjente til at desillusionere dem, og. skaffe dem en æstetisk Nydelse af at iagttage,

 

48

 

hvorledes Drifterne gik af med Sejren. Han var ikke baaret af nogen Trang til at gøre vort elendige Liv mindre haardt, men af kold Lyst til med overlegen Færdighed og blændende Virtuositet at vise, hvor elendigt det er. Han, der saa rørt taler om Hustru og Børn, stiftede ikke blot ikke selv Familie, men tog ikke i Betænkning - som f. Eks. i ,,l'Inutile Beauté" l) - med giftig Ironi og kynisk Haan at ødelægge den Pietet, der er Forudsætningen for, at et sundt Familieinstinkt kan bevares. Hans Kamp mod Naturen bestod efter hans Læges Vidnesbyrd i en udstrakt Brug af Æther, Haschich og andre stimulerende Gifte og af denne Kamp bærer hans Digtning Præg.

 

Men er det end lidt misforstaaet at lade ham optræde paa Velfærdsmoralens og Folkelykkens Vegne, saa er det dog sikkert ærligt ment, naar han udtaler sig nedsættende om sit Lands Panserskibe. I det mindste ved man, at der var andre Fartøjer, han foretrak: de smaa Kanoer, i hvilke han paa Seinen oplevede de Æventyr, han har skildret i sine Noveller, og sin Lystjagt "Bel-Ami," ombord paa hvilken han med Venner og Veninder førte en frigjort Tilværelse, thi det er rigtig nok, at hans "Idealer" gik i Retning af "Frigjorthed, " blot er det ikke helt udtømmende at betegne den som "aandelig;" det var nemlig ikke blot Frihed til at skrive som han vilde, men og-

 

1) Kap. III pag. 30-47, Edition Victor Havard 1899.

 

49

 

saa til at nyde som han vilde, han ønskede sig, og i den Grad gjorde han Alvor af disse sine Idealer, at han, der havde en Konstitution som en Bjørn, døde som Paralytiker i et Galehus i en Alder af tre og fyrre Aar, efter først at have gjort Forsøg paa at skære Pulsaaren over.

 

Saaledes ser i Lys af de nøgterne Kendsgerninger den Mand ud, som Hr. Professor Nyrop har fundet det passende at opstille som Kulturens Repræsentant overfor en Moltke, der foruden at være en talentfuld Skribent ogsaa var en stor Mand, i Stand til at befale over andre, fordi han beherskede sig selv. Han talte maaske .ikke bevæget derom, men han kendte baade Pligtens og Familielivets Glæder af egen Erfaring og døde ikke nedbrudt før Tiden, men sjælssund i en høj Alder efter et daadrigt, pligtopfyldt og arbejdsomt Liv. 

I Sandhed, hvis det "virkelige Frankrig" skulde have en af disse to til Repræsentant, synes den tyske General at være nærmest til at paatage sig Hvervet, og det har kun liden Grund til at føle sig taknemlig overfor Hr. Nyrop, der har truffet Valget, og saaledes, efter først at have latterliggjort det i alle indsigtsfuldes øjne ved sin paatrængende og kritikløse Smiger, tilføjer dets Anseelse større Skade end let nogen Fjende var i Stand til.

 

Men er Valget end ikke heldigt i anden Henseende, saa er det det som Udtryk for den Kultur, der er Tale om i disse Bøger, thi i det mødes

 

50

 

alle de Bestanddele, hvoraf den bestaar: Uvederhæftigheden, Kritikløsheden, den hule Fredsbegejstring og først og sidst den fade Æstetisme og inderlige Velværesentimentalitet, der er Grundlaget for den.

 

Naar man skal holde med Italien paa Grund af dets Turistbehageligheder og med Frankrig paa Grund af dets Køkken og Damemoder, hvorfor skulde man saa, ikke kunne bruge Guy de Maupassant som Ideal, da han dog skriver saa godt !

 

"Blodet kommer let i Kog, naar man ser sit Liv sat paa Spil", siger Forpagteren i "En dansk Students Eventyr", da den krøllede Frits i Kaadhed har skudt til Maals efter ham.

 

"Der har vi det," svarer Mølleren, der har været i fremmed Krigstjeneste, "det gaar altid saaledes med Hjemfødninger. Du har været vant til at sidde bestandig hjemme for din Bordende, og have Forordet, derfor kan du ikke vænne dig til at se Verden med andre øjne. Fra det Stade betragter du det som en stor Begivenhed i Landet, om du fik et Skud i Hovedet i Stedet for i Kabudsen; men i Grunden gjorde det dog grumme liden Forandring i Verdens Gang, om der var en Forpagter mer eller mindre."

 

I disse Ord har en af de mandigste og mest ægte Naturer, der nogensinde har givet Nationen Mæle, med djærv Humor foregrebet den Situation, hvori vi er bleven bragt ved Verdenskrigens

 

51

 

Udbrud, og som afspejler sig i den Litteratur, den har fremkaldt, og selv med Fare for at begaa Uret mod en enkelt Stand, der maaske nu oven i Købet hører til de mere "krigeriske", er det rimeligt at bevare det Symbol, han har skabt.

 

Selvfølgelig er man ikke saa plump som den brave Forpagter at tilstaa, at man ikke holder af at se sit Liv sat paa Spil - hvad der i og for sig er en ærlig Sag, - men man foretrækker at se Spørgsmaalet under en større Synsvinkel. Det er Kulturen, der er i Fare.

 

"Ingen ved, om der ikke blandt de Tusind (Faldne) var dem, der vilde være blevet sit Lands Ære og hele Menneskehedens Velgører gennem Tiderne.

 

Der kan have været en Shakespeare, eller en Newton, en Kant eller en Goethe, en Molière eller en Pasteur, en Kopernikus, en Rubens, en Tolstoy blandt de Hundredtusinder af tyveaarige Englændere, Tyskere, Franskmænd, Polakker, Belgiere, Russere, som er faldne."1)

 

1) Georg Brandes: Verdenskrigen pag. 260. Samme Bekymring for" Talentets" Skæbne brugt som Alibi for den ganske simple individualistiske Ulyst til at lade sig ofre har jeg tidligere paapeget i Hammers Bog om Kejser Wilhelm og i Einar Christiansens Skuespil "Fædreland". Ja selv i Johan Bajers smukke lille Bog "Den franske Fane", der ellers synes skrevet ud fra en anden og friskere Aand stikker det Hovedet frem (pag. 33).

 

Forøvrigt behøver man blot at vende Ræsonnementet om for at se dets Hulhed og Uholdharhed. Selve de Navne, der nævnes er jo bevis for, at Menneskeheden trods  stadige Krige ikke har været i bekneb for geniale Personligheder. Naar det ikke hidtil er lykkedes at dræbe Goethe'ne og Pasteur'erne, hvorfor skulde det da ske fremtidig? ”Naturen vor Moder, er mere end ødsel”.

52

 

Overfladisk set tager dette sig eksklusivt og aandsaristokratisk ud – og er maaske ogsaa saaledes ment – men Forpagterne nu om Stunder lader sig ikke skubbe til Side. De forstaar at læse mellem Linierne og finde Kærnen frem. Er det maaske ikke ogsaa et tab for Kulturen, hvis en dygtig Forpagter gaar til Grunde? Nu ja, hvor er Grænsen? Enhver kan være god for sig, og naar "Fremskridt", som Hr. Nyrop mere lige ud af Posen forsikrer, "betinges af, at de har Individets Lykke til Formaal", og "Hensynet til Individets Tarv", gaar forud for "Hensynet til Statsmagtens Tarv", kan det vel ikke være Meningen, at man skal udsættes for Overlast, og man maa derfor meget have sig frabedt noget  saa barbarisk som Krig. Krig er ikke Kultur, Fred er Kultur,Velvære er Kultur, kønlitteraturen (f.Eks. Maupassant) er Kultur, Videnskab à la Nyrop og Brandes er Kultur, Dameskørter, Turistudflugter, god Mad, Sangerinder, Domkirker at se paa, Lande at rejse til, Rokokoletsindighed at læse om, alt det, der staar opført paa Hr. Nyrops lange Inventarliste over Ting, der tjener "Individets Lykke" og Behagelighed, er Kultur (herunder ogsaa en passende Sympati for forbigangne

 

53

 

Tiders Tapperhed og for heltemæssig Optræden i visse vagt definerede, men skønt tænkte Tilfælde).

 

Det frembyder derfor praktisk talt heller ikke nogen Vanskelighed for Forstaaelsen, at Hr. Nyrop paakalder, forherliger og beklager Kulturen, uden hverken at gøre sig selv eller Læserne klart, hvori den egentlig bestaar – litterært Talent, god Madlavning, fri Kærlighed, borgerlig Velanstændighed, pittoresk Fordærvelse eller beskeden Pligtopfyldelse – thi mellem ham og hans Læsere er der en Slags Frimureri, der gør Forklaringen overflødig. Hvad bryder man sig om, hvorvidt Skildringen er korrekt, Oplysningerne tilforladelige, Logikken ubestridelig, naar man føler,  at det væsentlige er i Orden. Denne kaotiske Blanding af fysiske Behageligheder og vage ikke alt for nærgaaende Idealer er netop den Aand, hvori man befinder sig, og som man derfor med glad Undren genkender og finder sig til Rette i, paa samme maade som Sjælen i Heibergs  Helvede, selv naar den som hos Nyrop optræder i fremmed iklædning.

 

Jo vist, dette Frankrig det er selveste vort eget kære lille Danmark –maaske lidt forskønnet -, men i øvrigt saaledes, som vi kender det med Frihed og Fremskridt, Folkelykke (Berntsen og Zahle), forfinet Kultur (Nansen, Houmark), Kunstnere, Skuespillere, Forfædres bedrifter (Vikinger, 64), alle de Aandens  og Legemets Gaver, samt 

 

54

 

stolte Minder, der giver os Grund til at se ned paa mere barbariske Nationer.

 

Eller som en af "Forpagterne" udtrykte sig i Efteraaret 1916 under Debatten om Øsalget:

 

 "Selv om der paa den ene Side ingen Tvivl er om, at en aandelig høj Kultur kan eksistere uden materiel Basis, er der paa den anden Side ingen Tvivl om, at Kulturen i Almindelighed er bedst tjent med en solid og grundmuret materiel Basis, at man gør klogt i at mætte Legemet, før man forsøger at mætte Aanden.

 

Den uomtvisteligt høje danske aandelige Kul-tur har da sikkert ogsaa sin Basis i Landets høje materielle Kultur. Tysken derimod er jo nøjsom over for baade Materie og Aand, efter vor Mening det sidste som Følge af det første. " 

 

Disse Linier, stammende fra en indsendt Artikel i et af vore konservative Provinsblade, der gik ud paa at anbefale energisk Bekæmpelse af Alkoholen for saaledes at forøge Levealderen, og derigennem at skabe "et større Danmark", viser, hvor dyb en Forstaaelse en Nyrop kan regne med. Hans Sukces en ingen Tilfældighed. Er denne "Røst fra Folket" ikke en af hans Læsere, fortjente han at være det, thi de er to Hjærter og eet Slag.

 

I fuldkommen klassisk Form har man her den Livsfilosofi, som med Rette kan kaldes den nationale, fordi den gennemsyrer alle Klasser og Partier og ubevidst paavirker ogsaa dem, der i

 

55

 

paakommende Tilfælde vilde handle ud fra langt dybere Instinkter og langt højere Idealer.

 

I denne naive Sammenblanding af Kultur og Civilisation, i denne uanfægtelige Selvgodhed, i denne Idealisme, der har en saa "solid og grundmuret materiel Basis" og et saa banalt, hygiejnisk Formaal, har man det nationale Credo: Jeg tror paa Kulturen, og af alle kultiverede Lande er Danmark det mest kultiverede.

 

Fra denne Tinde er det, at Verden tager sig saaledes ud, at Brandes' og Nyrops Betragtninger synes at passe paa den. At de er lidt uenige i Enkelthederne, at den ene retter Brodden mod det jødeforfølgende Rusland og anslaar en Tone af verdensforagtende Bitterhed, medens den anden med salvelsesfuld Kulturfromhed vender Front mod det barbariske Tyskland, spiller mindre Rolle. Hovedsagen er, at de begge bekræfter os i Troen paa vor Overlegenhed, subsidiært Fortræffelighed, i Modsætning til det "vanvittige" 'Europa. Men skal man iøvrigt derudover tage Stilling, er det Professor Nyrop, der er sikker paa den største Tilslutning, thi skal man gøre Forskel, er man ikke i Tvivl om, hvilken Stat,  man udpeger som den egentlig "vanvittige". Det er dog Tyskland, der er Fredsforstyrreren.

 

Dette har den tidligere anførte svenske Iagttager set fuldkommen klart og udtrykt skarpt og præcist.

 

"Hvis Danskerne endda vilde noget, om det

 

56

 

saa var til forkert Side! Men de vil intet, kun være i Fred. Sønderjylland? Spørgsmaalet besvares med et forundret Smil.

 

Man maa nemlig ikke tro, at Tyskland hades hernede for Sønderjyllands Skyld. Tyskland hades udelukkende derfor, at det har anstiftet Verdenskrigen, ødelagt Reims og slagtet i Tusindvis af belgiske Børn."

 

"Udelukkende" er for stærkt, thi selv i Nyrops Betragtninger, der i saa høj Grad bekræfter Rigtigheden af denne Iagttagelse, spiller Følelsen for Sønderjylland med ind, og Georg Brandes har som bekendt høstet stærk Anerkendelse for den af ham selv stærkt opreklamerede Interesse, han fra Tid til anden har vist det, men man kan ikke tage fejl af, at Karakteristiken i Hovedsagen træffer det rette. Den egentlige Patos rinder ikke af denne Kilde - det er langt mere det legitime Skilt, man bruger - men af Indignationen over det, der bringer Forpagterfilosofien og Forpagteridyllen i Fare, Militarismen, nærmere betegnet den tyske Militarisme, thi i den ser man Roden til alt ondt, Arvefjenden af alt, hvad man regner med som godt og helligt, og den, der som Professor Karl Larsen paatager sig at tage den i Forsvar, har dermed taget den Handske op, som Professor Nyrop - paa hvormange Landmænds Vegne - har slynget gennem sit Spørgsmaal.

 

_____________________

 

 

 

 

KARL LARSEN

 

KARL LARSENS Krigsafhandlinger er vel skikkede til at gøre Indtryk og fortjener tildels at gøre det, thi de rummer i en paa een Gang sober og virkningsfuld Form Sandheder som de, der beruser sig i Brandesk Indignation og Nyropsk Kulturbegejstring nok kan trænge til at faa indskærpet."Kultur er saa uendeligt meget andet end Litteratur, Kunst og Vindskibelighed" siger han, og tysk Nationalmilitarisme betyder en gennem utrættelig Flid og uselvisk Hengivelse i Menneskealdre oparbejdet kæmpemæssig Organisation af Viden og Kunnen, Underordningsevne og Førerdygtighed, Forudseenhed og Vovemod, alt sammen baaret oppe af en religiøst opfattet Offervillighed indtil Døden. Hvis det ikke er Kultur, moralsk, social, religiøs Kultur, saa er ingenting Kultur, og denne Kulturform dømmes ikke af, at andre Folkeslag eller enkelte Individer (som min Ringhed) kan staa æstetiske og videnskabelige Kulturværdier nærmere."

 

58

 

I disse, fortræffelige Ord rummes som i en Ekstrakt den Opfattelse, Karl Larsen taler ud fra. I dem har han paa Forhaand besvaret det Spørsmaal, Professor Nyrop stillede eller rettere sagt besvaret det Spørgsmaal, der laa i Luften og derved medvirket til, at det fik sit klassiske Udtryk. Da derefter Handsken aabent blev kastet svarede Karl Larsen med i " Krig, Kultur og Danmark" at drage en Sammenligning mellem Krigen og Freden, der ikke udelukkende falder ud til dennes Fordel og minde om de haarde, men upaatvivlelige Realiteter, som det vilde være farligt af glemme for vor Begejstring og fromme Ønsker. De kan ikke lades ude af Betragtning, thi vi lærer kun at herske over det (Livet) idet vi retter os efter det. "Ud fra den Betragtning har han anset det for sin Opgave at pege paa en hel Række Realiteter, som han mente ikke tilstrækkkelig paaagtede herhjemme: Tysklands uhyre Dygtighed, det Mod, dets Hære har vist sig i Besiddelse af, den Gavn, det har høstet af sin Militarisme, kort sagt de Fortrin, som det virkelig ejer, og som ofte i Omdømmet, med Urette frakendes det eller i hvert Fald tilkendes for ringe Betydning.

 

At Synspunkter som disse har maattet  virke udæskende paa de natiorialfilistrøse Anskuelser og Stemninger, for hvilke Professor Nyrop er den kaarne Repræsentant  er der intet mærkeligt i, men det vilde ikke være rigtigt at paastaa, at

 

59

 

det kun er den nationale Bornerthed, der har følt sig stødt af dem. De har samtidig med, at den Dygtighed og Vedholdenhed, hvormed de er bleven forfægtet, har skaffet dem Opmærksoml1ed - i visse Krese vel endogsaa Sympati - haft en sjælden Evne til at irritere og frastøde selv dem, hos hvem man skulde have ventet, at de havde fundet Tilknytning og Lydhørhed. Man har opfattet dem kun som Indlæg for den ene af de krigsførende Parter, og Indlæg, bestilte om ikke af denne selv, saa dog af hele Situationen, af Aktualiteten, men ikke af nogen dybere Trang. Dette er imidlertid ikke helt rigtigt, i hvert Fald ikke med Hensyn til den moralske Baggrund for Dommene over Øjeblikkets Spørgsmaal, thi denne har han ikke først lært af det, der nu foregaar udenfor vore Grænser, men forlængst tilegnet sig ved at iagttage Fredens Virkninger indenfor dem.  Allerede inden Krigen var han en dem, der klarest havde opfattet og karakteriseret den Tilstand af Æstetisme, Nydelsessyge og Begrebsforvirring, der er Forudsætning for "Forpagterfilosofien"s Udfoldelse.

 

 I det Skrift, han under Titlen "Mene, mene-," udgav anonymt, først som Artikel og senere som Pjece, har han med hele den Kunst, han raader over som Skribent, givet en Beskrivelse af den.

 

Dette Skrift er blevet til midt under Forsvarsdiskussionen i Kulturforsvarets Glansperiode og skildrer dette saaledes som det tog sig ud set

 

60

 

med Dødens øjne. Denne havde i mange Aar ikke gæstet Danmark. Naturligvis ikke saaledes at forstaa, at Folk ikke døde, men dette skete som andre nødvendige og nødtørftige Ting i størst mulig Stilhed og mest mulig privat. Blev en enkelt Gang en ældre Person kørt over paa aaben Gade, forkyndtes det som "rædselsfuld Ulykke," men tjente iøvrigt kun til at fremhæve den Overflod af Liv og Velvære, i hvilken man befandt sig, og som ved Hjælp af Hospitaler, Hjælpekasser, Vuggestuer, Sanatorier og Samaritaner var blevet i den Grad betrygget, at Tanken paa Døden tog sig næsten urimelig og upassende ud.

 

Den Tid da det var anderledes laa saa fjern, at den knap længere mindedes, men nu da Døden atter vandrer gennem de gamle Kvarterer ved Nørrevold, husker han, hvorledes han i Krigens Tid kom til Fru Christine og berøvede hende hendes Mand, knuste hendes Lykke og skænkede hende det, som kun han formaaede at skænke, thi "Døden maatte altid inddele Menneskene i dem, der kunde se det usynlige og de andre." Dengang ærede man ham. "Man betragtede ham ikke som en Skraldemand, der kører Livets Affald bort. . . . . . Man turde nævne hans Navn uden at Hoben peb i Fingrene, eller Digtere søgte at faa det listet bort i Ord og under tusinde Blomster; man bød ham netop ind i sit Lønkammer . . . . . . Ved hans Haand vandt Fru Christine det Liv, der er befolket af saa meget udover det,

 

61

 

der ses, og som gennemstrømmes af et uforgængeligt Lys."

 

Med Undren betragter Døden den By, han er kommet til. "Var det Fru Christines Land? Paa Døden virker disse livlige Mennesker sørgmodigt, som optagne Spillere." Han synes, at der lugter ramt af Liv, men hans Erfaring har lært ham, at der maatte være en Evighedstanke i Menneskers Liv "om de ogsaa mente, det var færdigt, naar de døde, ellers vilde de have mistet det længe før de gik herfra."

 

Men efterhaanden som Døden gør sig bekendt med Forholdene bliver hans Mine stedse mørkere. ,,I Danmark havde man den ene store Afgud: Freden. "

 

Vilde nogen vove at tale om Krigens økonomiske og moralske Betydning, "skulde man have set Freden. . . . . puste sine Præster op til rene Delirier over Landetab, Statsbankerot og andre Udvendigheder." Her raaber man, "med Kultur, som med Bananer paa Gaderne, til Næring og Forfriskning for det store Folk og til billigst mulige Penge. . . . . . At tale om en Nations Sjæl, som ikke maatte tage Skade, om man saa vandt den hele Verden, var for Nutidens Danske Ord ud i den tomme Luft. . . . . . Staten var de Mennesker et Ædetrug ikke en Nationens Borg og Kirke med en Fane smeldende over. Folket var dem en Skare forsultne efter Mad og Lyst og Magt. Samfundslivet blev en brutal Egoismes

 

62

 

Sparken bort fra Fadet, eller en misundelig Egoismes barnagtige Passen paa,' at ingen fik saa meget, at det kunde ærgre nogen anden."

 

Han overvejer, om han ikke hellere maa "tage bort igen og overlade Landet til de lumske Ildebefindender, de dorske Syger, den snigende Sot - indtil Folk atter lærte at strække Haanden ud og bede om Livet gennem Døden." Først vil han dog ud paa en af de gamle Kirkegaarde, og her kommer han til at overvære Begravelsen af en General. "En Magtens Mand, i Danmark en Afmagtens Mand par excellence." Da han staar ved den aabne Grav mellem de sørgende, føler han, "at det er Mennesker, hvem Tabet havde gjort fattigere, mindre duelige, mere rede til at undskylde sig selv i Stedet for viljekraftigere, mere fyldte af Ansvarsfølelse og staalsikre paa, at Tabet skulde og maatte erstattes i den afdødes Aand."

 

Han følger en af dem, "en civil, halvhundredaarig Mand," "Fru Christines Søn." Han er "bleven en stor Jurist og Forretningsmand tillige, med mange offentlige Hverv." Han gaar hjem i sin store elegante Lejlighed, fyldt af Indtrykkene fra det, han just har overværet. Han forstaar det i hele dets Tomhed og Tristhed. "Kisten havde været svøbt i Nationens Flag, der laa en Sabel paa den og Krudtrøg drev ind over Graven - Anakronismer i Landet Danmark." Saa dum var Fru Christines Søn ikke, "at han noget

 

63

 

Øjeblik troede paa den Nationalfølelse, der vilde højne og hygge og trygge Landet ved en Kultur, der skulde blive ligesaa forfinet speciel som det "første Klasses Smør, der smeltede i delikate Smagsnuancer paa engelske Ganer. En saadan Sentimentalitet var maaske god nok for nogle Tusinder", men ikke for de mange. "Anskuelig maatte Nationalfølelsen være som en spærret Dør og et godt Vaaben, i denne Virkelighedens Verden. Den maatte kunne fattes af alle og forlange det, som var muligt af alle og det største for alle, Indsatsen af Livet. Den maatte være Demokrat som Døden og ikke lærd som en filosofisk Doktor. Ellers havde den ingen Livsværdi for de mange".

 

Han tænker paa sin Moder, hvor hel og udelt hun var, rede til at leve og dø for det, hun holdt af. "Hun kendte ingen æstetisk eller videnskabelig Betragtning af Livet". Og efter 64 var der adskillige som hende, "men fra den Dag Pikkelhuerne slog Napoleon til Jorden. . . . . begyndte Haabløshed, Fantasteri og Jagt efter Velvære at sætte Kræft i den danske Nation ....Folks Arbejde vurderedes ikke længere nationalt - undtagen i Forfængelighed - men socialt, og Arbejdets Hellighed blev en Frase; det var nu kun Midlet til aandelig eller - navnlig - legemlig Gevinst". Han tænker paa Folket saaledes som det efterhaanden er blevet, ledet af "Partiernes Tyvelygter": Bøndernes Plejen deres Interesser,

 

64

 

Arbejdernes Pressen paa, og "Bourgeoisiet splittet og blaseret, fordærvet af Pengeglæde, nervøst i sin Kulturtrang". Mon det, naar alt kommer til alt, "ikke skulde være sandt, naar det blev sagt, at det ikke kunde nytte - fordi Nationen havde tabt Evnen til at kunne ville, lide og dø. Dø for at leve".

_______________

 

Naar dette Skrift føres ind paa sin Plads i Karl Larsens Forfatterskab, kan forsaavidt ingen længere undre sig over de Standpunkter, han nu indtager, thi her findes de i Virkeligheden fuldt udformede: baade hans Domme over Krigen, Kulturen og Danmark og Forudsætningerne for hans Beundring for det velordnede og heroiske Tyskland. Alligevel er den Mistillid og Modvilje, hvormed en stor Del af Offentligheden har mødt disse Anskuelser ikke uforklarlig og bunder dybere end alene i Forskellen i Sympatier. Den skyldes en dunkel Fornemmelse af, at der mellem Karl Larsen og de Meninger, han optræder som Talsmand for, bestaar et ejendommeligt Forhold, der ikke er uvæsentligt for Forstaaelsen af dem, og heri har man Ret, selvom man ikke har det i de Maader, hvorpaa man har forklaret sig det.

 

Til Offentlighedens Undskyldning maa tjene, at heller ikke den Forklaring, Karl Larsen selv har givet er rigtig. Ifølge denne poetiske og stem-

 

65

 

ningsfulde Myte er han den moralske Arving til 1864. "Jeg er Søn af en ejderdansk Officer, der i Ordets bogstavelige Forstand satte sit Liv ind paa sin Overbevisning og fandt Døden for den paa Dybbølbjerg i 1864". Saaledes begynder han den Redegørelse for sin Udvikling, med hvilken han indleder første Samling af sine Krigsafhandlinger. Og jeg blev efter min "Moders Død Aaret derpaa", fortsætter han, "opdraget hos min Farfader, som var en gammel Helstatsmand, paa hvis Boghylde Ove Mallings "Store og gode Handlinger af Danske, Nordmænd og Holstenere", havde en Hædersplads."

 

Uden at det siges, har man Indtryk af en gammel Officersslægt, og af Karl Larsen som "soldatgossen" der bæres af dens glorrige Traditioner. Med et let Anstrøg af virkningsfuld æstetisk Sentimentalitet betones det, at det er Aanden fra 64 saaledes som den levede i Bedsteforældrenes Hjem og mødte ham i Mindet om den "tapre unge Fader" i Forbindelse med den Modsætning og Sammenhæng mellem Dansk og Tysk, der endnu var levende for hin Generation, der har baaret hans Udvikling. "Den første Bog, jeg som Forfatter udgav, hed "Kvinder", en københavnsk Studie "Ære", Nutidsbilleder fra Tyskland. Og gennem alt, hvad jeg har skrevet op til de seneste Dage, gaar for et opmærksomt øje en Traad, der er spundet af to: Fordybelsen i det hjemlige og

 

66

 

Trangen til at begribe det udenfor os, som kan stille vort eget i Belysning".

 

I Skriftet "Krig, Kultur og Danmark" udvider han denne Redegørelse. Han taler om, hvorledes han efter sine første Ophold i Tyskland har "rejst over den hele Verden, saa at sige altid for længere Tid ad Gangen og med Studieformaal indenfor de forskellige Nationer". Men til intet Land vender han hyppigere og mere indtrængende tilbage end til Tyskland. "Det var og blev mig den af de store Kulturnationer, der laa os Danske nærmest, sprogligt, historisk og - ikke mindst - geografisk-strategisk. For enhver, der tænkte over sit Fædrelands Fremtid syntes Kendskabet just til dette Folk mig at være det først fornødne" .

 

I denne Fremstilling er "Dichtung und Wahrheit" sammensmeltet og blandet paa en saadan Maade, at det er skikket til at blænde publikum, men ikke kan undgaa tillige at forvirre det og bringe den Opmærksomme til at studse. Thi hvorledes forholder det sig med de Kendsgerninger, Hr. Karl Larsen selv nævner? Han paaberaaber sig sin første Bog "Kvinder - Ære" som et Bevis for sin tidligt vakte Opmærksomhed for vor sydlige Nabo. Dette er jo ogsaa rigtigt forsaavidt Emnet er hentet fra tyske Forhold, men de fleste, der har læst de to Studier vil vistnok tiltræde den Dom, Vilhelm Møller fælder over dem i sin Omtale af deres Forfatter

 

67

 

i "Biografisk Leksikon": "De aabenbarede straks hans Fortrin som Digter, nemlig et strengt artistisk (!) Syn, ualmindelig Opmærksomhed for det særegne og sære, megen psykologisk Fortolkningsevne og en sjælden Smidighed til at behandle Sujetter og Situationer". Ikke Afstanden mellem det københavnske og det tyske Emne er det karakteristiske for dem, men Sammenstillingen af dem. Det er et Par interessante Tilfælde anbragt i en Samlers Mappe. Næste Gang gik Opmærksomheden paa Rejse til Portugal, uden at det vilde være mere nærliggende deraf at drage Slutninger om andet Forhold til portugisisk Kultur end Nysgerrighedens, Kuriositetens.

 

Det varede noget inden Offentligheden atter fik Vidnesbyrd om Hr. Karl Larsens Interesse for Tyskland, nemlig gennem en af de turist-æstetiske Smaabøger, i hvilke han skildrede sine Rejser rundt om i Europa, men de, der i hans lille Skrift "Poetisk Tyskland" (1898) søger Tanker, der bebuder dem, han nu er Talsmand for, vil gaa forgæves. Tværtimod, man skal lede efter mere pæredansk og tidsbestemt Bog end denne. Intet i den kunde forstyrre Nationens tilvante Forestillinger om Nydelse, som Tilværelsens egentlige Maal. Med samme omhyggelige, kyndige og kræsne Ordkunst skildrer han en Aften i Bremens Raadhuskælder og en Henrettelse i en preussisk Fæstning, en stilfuld Generalenke og et Pensionat i Weimar, og man har Indtryk af at han

 

68

 

nyder sine flygtige Oplevelser, Vinens saavel som Blodets, med den samme behagelige og uanfægtede Kenderro. Nogle Stemninger, delikat og bekvemt tilrettelagte for et bedre litterært Publikum, det er Udbyttet af hans fortrolige Kendskab til det moderne Tyskland, et Udbytte, der ikke er væsensforskelligt fra, hvad han har bragt med sig hjem fra Spanien, Portugal og Rusland, og hvad han for den Sags Skyld ikke behøvede at forlade det gamle Voldkvarter for at finde, thi enten man laver Stemningsbilleder fra Lübeck eller fra Larslejstræde kommer ud paa eet og fører samme Sted hen, til Æstetismens lille fredlyste, indestængte Provins.

 

Skulde man uddrage noget saa tungt som en Moral af disse lette Skitser, maatte forøvrigt ogsaa den tjene til at befæste Læserne i deres Opfattelse af Tyskland som "Verdens haardest forspændte, mest hadede, brutalest producerende Forretning baade i materielle og aandelige Brancher", for at citere den unge tyske Doktor, Forfatteren træffer og som gennem en Parabel viser, hvorledes det gaar de enkelte finere mere højtstræbende Aander i dette uniformerede Land - de svimler i deres Ensomhed og knuses. Har han vidst andet og mere end der passede i de hjemlige liberale, individualistiske og æstetisk bestemte Forudsætninger, har han i hvert Fald ikke røbet det. Dette indrømmer han forsaavidt ogsaa, idet han dog samtidig søger at bortforklare

 

69

 

det. Han gik nemlig efter eget Sigende, stille om med det. Indtrykkene af Krigen 64 og af Krig overhovedet var ikke bleven borte, skønt de var trængt tilbage, siger han. "De var kun naaet derhen, hvor Tingene ligger allerbedst og mest frugtbart, i det ubevidste. En Sans for Samfølelse og fælles Arbejde i Offervillighed og med Liv og Død som Baggrund var gaaet mig i Blodet, bleven mig til aandelig Vækst, uden at jeg mere tænkte derover. Vel skulde jeg blive klar over, at ogsaa Sammenslutning i og Samarbejde indenfor politiske Partier fremkaldte Samfølelse og Offervillighed overfor fælles store Maal, og jeg lærte at beundre Videnskabs og Kunst's uselviske Arbejde for Erkendelses eller Anskuelses Skyld. Men naar det kunde hænde, at jeg kom til at reflektere noget over disse Ting, dæmrede der for mig - ikke mindst i Erindring om Smaafolkene fra min Barndom - et Indtryk af, at der i Krigens Indsats af selve Livet laa en ganske særlig ethisk Inderlighed og populær Værdi.

 

 Og naar jeg hørte Pacifister tale op om, at Krigen kun var Gru og alene avlede Raahed, saa sagde jeg vel ikke noget - for jeg havde saa umaadelig meget andet at snakke løs om (!!!) --- men jeg smilede stille (!!!). For det vidste jeg saa sikkert som, at jeg selv var til, at det var Vrøvl".

 

 Altsaa i Kraft af, at han gik "ubevidst" om

 

70

 

dermed kunde han gentagne Gange "snakke løs" bl. a. om Tyskland uden at sige noget om sin Opfattelse af Krigen og han kunde lave Samleværker om 64, uden at man mærkede Spor til den Aand, der efter hans eget Sigende var gaaet ham over i Blodet!?

 

Det er ikke for meget sagt, at det "stille Smil" Karl Larsen omtaler maa have været ham til ubetalelig Nytte, thi han færdedes fortrinsvis i Krese, hvor han havde rig Anvendelse for det, og takket være det, navnlig dets Stilhed, synes det gensidigt gode Forhold aldrig at være bleven forstyrret. Tværtimod - samtidig med at gode Mænd blev stemplede som Patentpatrioter og Krigsgale fordi de udtalte de Anskuelser, der gennemtrængte Hr. Karl Larsen inderst inde, nød han ubeskaaret alle Fordelene ved at tilhøre de toneangivende Krese, dem, hvis toneangivende Meninger, han med Bestemthed vidste var Vrøvl.'" Hans Produktion gik ind under den "moderne" Litteraturs Toldbeskyttelse, medens han selv som skattet Medarbejder skrev og den Dag i Dag skriver i det Blad, der ihærdigst og virkningsfuldest har revet det ned, som man skulde synes, at han daarligst kunde taale at se angrebet. Ja, hvad mere er: han har selv deltaget i Nedbrydningsarbejdet, thi hvorfor høstede hans Optræden i Niels Kjeldsen-Affæren saa energisk Bifald og Støtte fra radikal Side, hvis ikke netop, fordi den gjorde den Gerning, som disse Krese

 

71

 

havde Brug for? Ganske vist var det Videnskaben først og Videnskaben sidst, der var Tale om, men efter at man har set, hvorledes det er gaaet med Videnskabens Krav i andre Tilfælde, hvor de ikke var ligesaa kærkomne, kan man ikke tage fejl af Begejstringen i dette, og det er vanskeligt at tænke sig, at Karl Larsen, der kendte disse Krese og deres herskende Lidenskaber saa nøje, virkelig skulde have gjort det. Utvivlsomt var der dog nogen Naivitet med i Spillet, naar han paa Titelbladet af en lille Pjece betegnede sig selv som "Der Wahrheit Knecht" -- han skriver nu under Krigen, at den eneste Fanatisme, hans Sjæl rummer er "Trangen til Erkendelse og til at udtale (!) det af mig erkendte klart og aabent" - men at han kunde lade sig lede af en saadan Naivitet - eller Fanatisme - er jo dog ikke nogen Tilfældighed. Det vilde ikke have været muligt, hvis de Instinkter, han nu paaberaaber sig, havde ligget saa dybt som han mener, thi da maatte Tanken paa hans Folks Forfatning og Hensynet til dets mishandlede og bespottede Nationalfølelse have bragt ham til at overveje, om den Smule ligegyldige Sandhed, der i bedste Fald var Tale om, ikke var for dyrt købt, naar den kun kunde vindes ved at krænke en Pietet og en Følelse, af hvilken Folket ikke havde for meget. Og i hvert Fald vilde han, Sønnen af 64, ikke have gjort det med Brask og Bram,

 

72

 

navnlig i Betragtning af, at hans Trang til at udtale sig ikke iøvrigt gav sig fanatiske Udslag.1)

 

  Tværtimod, han foretrak som han selv nu oplyser at smile "stille" og holde gode Miner med dem, hvis mest fundamentale Meninger han ansaa for Vrøvl, men en saadan Opførsel er just, hvad der til Lands indbringer en Mand den højeste Ros; den, at han ikke er Fanatiker.

 

Man kan imidlertid ikke faa baade i Pose og Sæk. Den Sukces, han upaatvivlelig har haft med sit Smil staar i Vejen for den Virkning, han nu tilstræber med sin Alvor, thi et eller andet Sted venter en Mands Ideer paa ham med deres Krav om at lægge nogle af de Egenskaber for Dagen, han priser, og ikke mindst gælder det

 

1) I hvilken Grad, den Gerning, han ved denne Lejlighed øvede, staar i praktisk Modsætningsforhold til hans Lovprisning af preussisk Nationalmilitarisme faar man et Vink om i Oberst Pattersons Bog "With the Zionists in Galipoli" (London 1916). I denne fortælles det, hvorledes Forfatteren faa Aar før Krigen i "Ruhmeshalle" i Berlin var Vidne til, at smaa Afdelinger af preussiske Rekruter blev ført fra Maleri til Maleri af ældre Soldater. "Med stram Holdning og funklende øjne opflammede de de vordende Krigeres Begejstring ved at fortælle dem om de ærefulde og dristige Bedrifter, deres Forfædre har udkæmpet paa saa mange Slagmarker". Mon disse Billeder allesammen tilfredsstiller en Kritik, som den, der fik Niels Kjeldsen-Billedet fjernet fra Frederiksborg og mon en Karl Larsen vilde være bleven paaskønnet, hvis han havde meldt sig som Tempelrenser dernede?

 

73

 

den, der mener at have Sansen for Offervillighed i Blodet og som roser sig af at have haft en Fader, som i "Ordets bogstavelige Forstand satte sit Liv ind paa sin Overbevisning".

 

Noget lignende er der aldeles ikke Tale om at kræve af Sønnen. Der er overhovedet ikke Tale om at anvende hans egne Ord paa ham i deres Bogstavelighed, thi det vilde være urimeligt og uretfærdigt. Han har Lov til at prise Krigens opløftende Virkninger uden selv at have været i Krig, og det kan ikke forlanges, at han skal kunne indføre preussisk Organisation fordi han beundrer den. Men han er ikke afskaaret fra at lægge moralsk Mod for Dagen og fra at "organisere" sig selv. Det staar ham frit for redeligt at bekende Kulør og arbejde sammen med dem, der vil de samme Maal som han selv, og derved give et Eksempel paa "Orden", der peger i Retning af hans Idealer. Men ved at slaa sig til Ridder paa Bekostning af de Følelser, der er Forudsætningen for det, han anbefaler og ved samtidig med at han optræder som Talsmand for tysk Dygtighed og Heroisme at æde sit Brød baade bogstaveligt og figurligt med dem, der forgifter de samme Egenskaber herhjemme, har han gjort det stik modsatte, og den Omstændighed, at han nu under Krigen har haft Ubehageligheder af sine Meninger, sti1ler ikke disse i et andet Lys. Det betyder ligesaa lidt, at han er Martyr for dem som

 

74

 

det, at han kom galt af sted med Udgivelsen af den "episke Brand". Begge Tilfælde viser kun, at selv en klog Mand kan gøre fejl Beregning, thi ligesom hans anonyme Forsvarsagitation var hans aabenlyse Tyskvenlighed beregnet paa at støtte sig til forhaandenværende Strømninger og sejrrige Kendsgerninger. At ville bortforklare det paafaldende i hans Optræden ved den "Ubevidsthed", han paaberaaber sig, lader sig heller ikke gøre. Han er en af de ikke mange, der er fuldt ud i Stand til at vide, hvorlangt deres Meninger rækker og paa hvilke Punkter de betyder et Brud med den herskende Opinion. Han erklærer selv, at det er hans Hovedpassion at arbejde sig frem til en saadan Klarhed og give den Udtryk, og selvom man gerne indrømmer, at dette ogsaa for ham maa have taget sin Tid, hvad vil det saa sige, at paaberaabe sig en mangeaarig Tilstand af "Ubevidsthed", som om det "ubevidste" var det uvirksomme? Hvor der er ubevidste Sympatier plejer der ogsaa at være ubevidst Frastødning. Hvorfor mærkede man ikke noget til denne? Hvorfor var det først, da hans heroiske Anskuelser ved deres Tyskvenlighed blev velsete i de "toneangivende" Krese, han saa djærvt gik i Skranken for dem?

 

1) Er det ogsaa "ubevidst" naar han nu under Verdenskrigen, samtidig med at han belærer os om preussisk Væsens Fortrin, ikke glemmer at aflægge sin Kompliment for Peter Nansen, den "udmærkede" Forfatter. Eller er det ved Hjælp af en Litteratur som "Brødrene Menthe" og "Den fejge Soldat," at han vil fremelske den Aand, han anser for den rette?

 

75

 

Paa disse og lignende Spørgsmaal, som Legenden om hans Ubevidsthed lader ubesvarede har han givet en anden Forklaring, der er mindre skaansom men mere overbevisende, nemlig i Slutningen af "Mene, mene -.

 

Fru Christines Søn er under Indtryk af den triste Begravelse, han har været med til gaaet hjem, usynligt fulgt af Døden. Medens han stirrer fra sin elegante Lejlighed ud i det straalende Solskin, tumler han med de underlige Tanker, der trænger sig paa, om hans Land og dets Skæbne.

 

"Der stod at læse om Mennesker, der paa en Graavejrsdag, tilsyneladende uden Grund, blot knugede af deres Tilværelses Ensformighed, havde gjort Ende paa Livet. Var dette underlige golde Solskin over Danmark mindre egnet til at føde en Spleen, der fik Mennesker til at lukke sig æreløst ud af Tilværelsen?

 

Uden at vide, hvad han gjorde, rakte Fru Christines Søn Haanden frem imod Døden. Men Døden saa ham ind igennem Marv og Ben og rørte sig ikke. Han tog kun dem, der forstod at dø, dem, som havde Sjæl. Og denne Mand var bleven til det sjælløse, en Starter og en Betragter. En Starter og en Betragter i Stedet for en Tjener. Saa kunde hans Arbejde have været

 

76

 

nok saa virksomt, hans Betragtning nok saa fyldt af Aand."

 

________________

 

En Starter og Betragter, mere træffende kunde det vanskeligt siges. En Starter er den, der sætter i Gang hvadsomhelst uden Forkærlighed eller Fordomme, blot han ser at Tiden er inde dertil og Betingelserne er tilstede. Det er en Starter, der ligesaa gerne udnytter Niels Kjeldsen Affæren som Forsvarsagitationen; det var en Starter, ikke en Patriot, der udgav Brevene fra 64, kyndigt og interessant i Tidens Smag som documents humains, og som efter at have anbefalet sig ved sin "videnskabelige" Upartiskhed i Kjeldsen-Affæren prøvede paa ogsaa at faa Lov til at udgive de tyske.

 

Saameget mærkeligere er det at høre det af hans egen Mund, og hvor afkølende det end ellers er at beskæftige sig med Karl Larsens Udvikling, kan man ikke undgaa at blive grebet af denne oprigtige og bitre Selverkendelse. Betragteren har for et Øjeblik vendt Søgelyset mod Starteren og set ogsaa ham med Dødens øjne som en af de mange, der har gjort sig uværdige til dens Alvor, thi "den Egenkærlighedens og Endelighedens Bacille, der har voldt hans Undergang som levende og handlende dansk Mand,

 

77

 

havde ædt sig dybt ind i alle Samfundets Lag over det hele Land”.

 

 Der er faa Vidnesbyrd, der smerteligere end dette siger den fulde Sandhed om vort Folk og de Vilkaar, det skænker, og det kunde vanskeligt bringes mere levende til vor Bevidsthed end ved denne Tilstaaelse af en Medskyldig, saa meget mere som man ikke kan være vis paa i det øjeblik, man er mest greben ikke at være Offer for en af Starterens allerfineste Beregninger. Thi hvortil tjener Anonymiteten i et Tilfælde som dette? Er det en Finfølelsens Trang til at være alene i sit Lønkammer eller et Forsigtighedens Ønske om at kunne være sanddru uden at blive forpligtet deraf?

 

I hvert Fald: efter at have givet denne Karakteristik af sig selv fortsatte han med i Gerning at vise, i hvilken Grad den passede. Imellem "Mene, mene-" og Krigens Udbrud ligger seks Aar, i hvilke han kunde have været med i Arbejdet for at skabe nye Tilstande og Delingslinier mere i Overensstemmelse med de Idealer, han dømte ud fra i sin anonyme Selvbekendelse, men i hvilke man saa ham optaget af samme litterære Gründervirksomhed som tidligere og færdes indenfor samme Krese, forøvrigt et Tegn paa, at disse opfattede ham, som han opfattede sig selv.

 

Hvad Under derfor, at ogsaa de, paa hvem han beregnede sin Patos, tilsidst blev ufølsomme overfor den, og da han paany syntes at Konjunk-

 

78

 

turerne var til at optræde som Bekender af stærke Sandheder, uanset disses større eller mindre Rigtighed, mest huskede den Dygtighed, med hvilken han havde holdt dem paa Afstand af sin egen Virksomhed. Navnlig da hans Genoptræden som "Der Wahrheit Knecht" var præget af samme Egenskaber, som gjorde et saa uheldigt Indtryk, da han sidst var fremme i samme Ærinde. Ligesom han dengang ikke tog i Betænkning at ofre Hensynene til Folket paa Kildekritikens Alter, saaledes fandt han det ogsaa nu betimeligt at behandle Spørgsmaalet om Tyskernes eventuelle Overgreb og Grusomheder i Belgien og Nordfrankrig som et rent filologisk Anliggende. At det var af Betydning om den Bédierske Tekst var nøjagtig vil ingen bestride - ligesom det naturligvis kunde have sin Interesse at vide nøjagtig Besked om Niels Kjeldsen - men i begge Tilfælde var der Følelser med i Spillet, som ogsaa havde deres Ret og som blev tilsidesat, naar Spørgsmaalene behandledes paa denne Maade.

 

Ganske vist forsikrer Karl Larsen med et høfligt Buk, at "ingen" "dybere" end han kan "beklage de Rædsler, som nødvendigvis følger med Krig," men heri tager han ganske upaatvivlelig Fejl, baade af sig selv og af "andre," thi der er - det kan man mærke paa adskillige Træk - en meget stor Forskel paa hans og almindelige Menneskers Maade at føle overfor disse Ting paa, og den bestaar ikke, som han tror, udeluk-

 

79

 

kende deri, at han har større Sans for "Ret og Skel," men fuldt saa meget i, at han har mindre Sans for de Følelser, der er bleven krænkede og som lider for meget til at kunde forlige sig med en Tone saa uberørt skæmtende, saa ikke blot nøgternt, men iskoldt undersøgende, som den han ser sig i Stand til at anslaa. Naar han, i Anledning af Bagvaskelser, Tyskerne har været Genstand for, taler om ”Sandhedens Golgatha gang paa Jorden" forstemmes man og faar en dunkel Fornemmelse af, at Sandheden forraades i selve det Øjeblik, hvor den tages i Forsvar, thi det er ingenlunde Medfølelse og Finfølelse, der ellers præger hans Opfattelse.

 

Efter at have citeret en tysk Dagbogsoptegnelse, der fortæller om, hvorledes en sachsisk Bataillon rykker ind i en brændende By og er med til i Nattens Løb at skyde 200 af dens Borgere, fortsætter Karl Larsen uanfægtet: "Her følger et Stenogram, der er bleven tydet som: Haupmann H. war betrunken. (Som et pudsigt (!!!) Sidestykke til denne stenografiske Diskretion skal jeg parantetisk anføre o.s.v. et lignende Træk fra en dansk Soldaterdagbog fra 1864)," hvorefter han roligt gaar over til Undersøgelsen af, ikke hvor vidt det er sandt eller ej, at der er skudt 200 Civile, thi det er aabenbart udenfor al Tvivl, men hvor vidt en Enkelthed i Rædslerne er rigtigt opfattet og forstaaet af Bédier eller ikke.

 

Men i dette er Hr. Karl Larsen aldeles ikke i

 

80

 

Overensstemmelse med sine Læsere. Det langt overvejende Flertal af dem i hvert Fald vil, efter at have læst Skildringen, være ganske uimodtagelige for pudsige Associationer og blot opsat paa at høre, om der kan siges noget, der gør dette usandt, og naar de derefter et Par Sider igennem skal døje subtile Undersøgelser om, hvorvidt en Enkelthed i dette natlige Skuespil skal opfattes paa den ene eller paa den anden Maade, forvirres, og opirres de.

 

Og ikke alene, hvor den kan sættes i Forbindelse med videnskabelig Optagethed møder man denne Kulde, men rundt om, hvor man mindst er forberedt paa at slaa sig til Taals med den. Saaledes fortæller han f.Eks. om en Automobiltur, han foretager med en tysk Officer i Nordfrankrig, paa hvilken de kommer forbi "en Mand, der sad foran sit Hus lige ved Udgangen af en Landsby og betragtede os noget indædt. (!) Der fløj en Due op i Luften. Officeren, jeg kørte med, saa hastigt op mod Duen og vendte sig derefter i Sædet for under Farten at  mærke sig Huset, den var fløjet op fra. Da saa jeg den franske Bonde rejse sig og gaa ind i sit Hus med Holdning som en Drengs, der ved, at nu skal han i Morgen stille til Klø (!!!) hos Inspektøren."

 

I Betragtning af, at det drejer sig om en haard Straf for den paagældende Bonde, maaske om hans Liv, er Udtrykket mærkeligt og efter almin-

 

81

 

delige Begreber ikke heldigt valgt. Det tyder paa en Uberørthed af det frygtelige, der kun synes fuldt forstaaelig hos den, der har det til Profession og man mindes, hvad han i "Poetisk Tyskland" fortæller om, hvorledes han, paa Vej hen for at iagttage og beskrive Henrettelsen, af den ventende Mængde bliver antaget for Bøddelen eller Mestermanden som det hedder med en Betegnelse, der passer lige godt paa den, der embedsmæssigt kapper Hovedet af Synderen og den, der anser det for hørende til sit "métier" at beskrive, hvorledes det gaar til. Vox populi, vox dei! I en Tid og et Folk, der forstod at vurdere den Kunst, han øvede, nød Karl Larsen et ubeskaaret Ry for at være Mester i sit Fag, en Æstetismens, Kildekritikens, Dokumentjageriets erfarne og hærdede Mestermand, som uden at lade sig holde tilbage af noget Hensyn forstod at indregistrere nye Iagttagelser og servere dem paa den mest prompte Maade.

 

______________________

 

 

Efterhaanden er man, ved at efterspore Sammenhængen i hans Anskuelser og deres Forbindelse med det centrale i hans Personlighed, kommet et godt Stykke fra den Krigens og Offervillighedens Aand, i hvilken han efter sin egen Opfattelse har sit Udspring, og dog vil man, 

 

82

 

naar man søger dette, ad en højst forbavsende Omvej føres tilbage til 1864.

 

For det første hænger den almenudbredte Æstetisme i Folket, der er Baggrunden og Betingelsen for hans Sukces nøje sammen med den Formindskelse, Landet efterhaanden har været Genstand for. Den er Lidenhedens og Passivitetens paatvungne Frugt og vilde vanskeligt kunne udvikle og forhærde sig i samme Grad andre Steder, end hvor Mangelen paa store Maal og udadvendt Aktivitet har gjort Opmærksomheden stillestaaende og kresende - d.v.s. æstetisk. Men for Karl Larsens Vedkommende er den tillige paa en ganske særlig Maade forbunden med Nederlaget, thi den Relativisme, som dette avlede og som satte sit kranke og kløgtige Præg paa hele Folket, er hos ham et logisk Resultat, af det.

 

I "Dr. Ix" (1896) har han i Digtningens Form gjort sig Rede for dette.

 

Denne Dr. Ix er en Fremmed, som Bogens Hovedperson, "Kulturhistorikeren" Dr. Falk træffer paa Øresundsdamperen. De falder i Samtale bl.a. om Krigen, som den fremmede har været med i, og som han priser for de stærke Illusioner, den skænker. "Tanken om Døden, som Sejren kan koste, faar Blodet til at synge i Kroppen og Fantasien til at flytte Bjergene, der spærrer Udsigten. Man tror". Denne noget tvetydige, mefistofeliske Maade at tage Sagen paa forklares ved

 

83

 

 hans Afstamning. Han er Holstener, Søn af en tysk Officer og en dansk Moder, der begge med samme Overbevisning troede paa hvert sit Standpunkt. Det er Faderen en hel Lettelse, da Hustruen dør, skønt han elsker hende. Han taler til Sønnen om hende og om hendes Anskuelser, "men aldrig fik jeg andet ud deraf," siger Dr. Ix, "end at vi tyske havde den soleklareste Ret, men at det kunde danske naturligvis ikke forstaa, og det havde den kære afdøde Moder naturligvis heller ikke kunnet forstaa. Og hvis hun havde kunnet det, tilføjede Fader flere Gange - jeg husker det saa tydeligt -, saa havde hun ikke været det gode Menneske, hun var. De Ord faldt som Sædekorn i mit Sind, for min Fader bar de ingen Frugt; men da han i fire og treds var falden paa Dybbøl Banker, saa var de allerede ved at spire i min Sjæl, og inden den store nationale Krig brød ud, jeg selv skulde tage Del i som frischer und frohlicher Soldat, saa stod jeg over alle dem fra begge Sider, hvis Blik ikke naaede ud over Fædrelandets Idé. Jeg saa blot Mennesker, og jeg troede kun, fordi jeg vilde. -"

 

Dette er, hvad Karl Larsen virkelig har vidst om Tyskland og Krig, og hans Arv fra 1864 er den slebne Tvivl, der personificeres i Dr. Ix, thi at man i denne ligesom i Fru Christines Søn har et Selvportræt avant la lettre, kan man ikke tage fejl af, naar man sammenligner det med,

 

84

 

hvad han i sine seneste Skrifter fortæller om sin 0pvækst og Udvikling.

 

Han blev opdraget af sin Bedstefader, fortæller han, og denne var, efter hans Skildring, gammel Helstatsmand, fyldt af forestillinger om Holsten som det med Danmark sideordnede Land. "Holstens Forlis var ham i 1864 det største, som det politisk og i Folketal var det, og - syntes han egentlig - ogsaa kulturelt. Han kunde aldrig glemme den Rude, som Holsten havde været imod Europa. Mange Holstenere havde han i gammel Tid kendt indenfor dansk Militærvæsen og Embedsstand. Tysk kunde han ikke komme fra at betragte som det ene af de to Sprog, der taltes indenfor det danske Monarki. . . ." I sin Barndom og Ungdom læser hans Sønnesøn de tyske Bøger sideordnet med de danske, og da han som ung Mand drager ud i Verden, er det til Tyskland. "Og fra den tyske Bred saa jeg første Gang mit Fædreland. . . ."

 

Hvorledes det tog sig ud herfra, fortælles i "Krig, Kultur og Danmark".

 

"Ærligt talt maa jeg sige, at jeg i min Naivitet havde forestillet mig, at Tyskerne, unge som gamle, naar Talen kom paa Forholdet til Danmark, vilde indrømme, at vi Danske selvfølgelig havde Ret. Men, tænkte jeg mig; de vilde sige: vi havde nu engang Magten. Men der hændte noget ganske andet. For det faldt ikke Tyskerne noget Øjeblik ind at mene,

 

85

 

de havde haft Uret; tværtimod fandt de, at den mest soleklare Ret havde været paa deres Side .. . . Et særligt gribende Indtryk gjorde det paa mig at høre de tyske Kravs Berettigelse blive hævdede, ikke gennem døde Bøger, men af levende Mennesker, i blomstrende og lykkelige Hjem, hvis Trivsel netop skyldtes hele den store Udvikling, som Holstens Løsrivelse fra Danmark havde skabt. Besynderligt nedslaaende, anskuelige Argumenter. Og atter maatte jeg bekymret spørge: Men hvad er da Ret."

 

Den, hvem dette Spørgsmaal er gaaet i Blodet, er paa engang blevet klogere og koldere, nærmere ved at gennemskue Tingenes Forhold, men længere fra at forstaa dem selv, han er fra at være et rigtigt varmblodigt og ensidigt Menneske som Fru Christine og Dr. Ix's Moder, paa Veje til at blive Betragter, Artist, eller for at citere Vilhelm Møllers Karakteristik af ”Dr. Ix" paa Veje til at drives over "i Kunstnervirksomhedens fordækte Jegdyrkelse". I den Virkning, denne Mefistofeles øver paa Bogens Hovedpersoner, hvis indbyrdes Forhold han opløser ved Reflektionens og Selvbespejlingens Gift, har Karl Larsen foregrebet og symboliseret den Udvikling, han selv er et saa mærkeligt og tankevækkende Offer for. Gennem det fundamentale Indtryk af Værdiernes Relativitet, han har indsuget ved sin ejendommelige Stilling til 1864 er han bleven sin egen Dr. Ix, ja mere end det, han er som denne i Forhold

 

86

 

til sin Moders Land blevet "Holsteneren", den, der har sin forstaaelse med paa begge Sider af Grænsen.

 

Der er, som man let vil se, meget i denne Stilling, der minder om Jødens, thi ligesom denne har han ved at lægge sit Synspunkt udenfor det Land, han lever i, erhvervet sig en Slags Overlegenhed paa Bekostning af den Samhørighedens Varme og Enfoldens Kraft, der er forbeholdt dem, der kun hører til eet Sted. Der er imidlertid en væsentlig Forskel, forsaavidt som Jødens Instinkter altid peger mod hans Race. Hvor dennes Interesser er, vil han se sit Fædreland eller i hvert Fald den naturlige Forbundsfælle af det, han kalder saaledes, medens paa den anden Side Bevidstheden om, at intet Land virkelig er det, giver Hjemløsheden et nødvendigt og rationelt Præg, som den aldrig kan faa for den, der har eet. Det at staa med eet Ben paa hver Side af Grænsen vil derfor føles ubekvemt og unaturligt, selvom man nok saa grundigt ved sin Analyse har overskaaret de Naivitetens Baand, der binder En til sit Land; Trangen til atter at samle dem, vil melde sig, og naar man ser, hvorledes Iagttageren Karl Larsen forvandles til en hidsig og maalbevidst Partigænger for det Land, han har skænket sin Sympati, har man ogsaa en Fornemmelse af, at han er i Begreb med at gøre det - paa den forkerte Side.

 

Man kan bedømme og fordømme denne Ten-

 

87

 

dens som man vil, men hvad Fru Christines Søn paastaar, at "den Egenkærlighedens og Endelighedens Bacille, der havde voldt hans Undergang som levende og handlende dansk Mand, havde ædt sig dybt ind i Samfundets Lag", er sandt, og det vil derfor være urigtigt ikke at betragte denne gradvise Erobring gennem Reflektionens og Desillusioneringens Mellemstadier som en Fare, der kan true flere end ham, og gøre sig klart, at den kun kan afvendes, hvis Folket gennem en enfoldig og kraftig Hævdelse af sin Eksistens sætter Reflektionen til Vægs og paatvinger sine Sønner den Agtelse, der er det eneste varige Grundlag for deres Kærlighed.

 

Men hvor en Brandes og Nyrop fører det store Ord og udtrykker den offentlige Menings Forhold til Verdenskrigen, synes dette Grundlag unægtelig brøstfældigt, og vil man være retfærdig mod Holsteneren, maa man derfor ikke glemme, at han har Jøden og Filisteren til Baggrund.

 

Tilsammen danner disse tre en tragisk og skæbnesvanger Konstellation.

 

__________________

Harald Nielsen

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu