MAGISTEREN OG UNGDOMMEN

 

Fra Manden, der overlevede sin skæbne

 af Nina Bjørneboe

 

»Har man i denne verden opnået en højde over gennemsnittet, ser det ud til at være en slags naturlov, at man skal lide. Løsenet er resignation - og nu og da en stille triumf i folkesammenstimlinger«

Arvid Oll,

informationschef i Norges
Standardiseringsforbund

 

På unge mennesker øvede Harald Nielsen alle dage en stærk tiltrækning - ikke på de mange, men på de enkelte, der gennem egen søgen fandt frem til hans kætterske forfatterskab og hentede inspiration deri.

Tiltrækningen holdt sig uafhængig af hans faldende konjunkturer i offentligheden, og selv nåede han at se ungdommens interesse manifestere sig hos dens yngste kuld, halvtredsernes gymnasiaster. I 1953 ville gymnasieforeningen "Heimdal" ved Aarhus Katedralskole i fællesskab med gymnasieforeningen på Marselisborg Gymnasium arrangere en litterær foredragsaften med ham. Han blev svært oplivet, da han erfarede, at de unge mennesker i Århus med stor interesse havde læst adskillige af hans bøger, og han erklærede sig villig til at komme. Men katedralskolens rektor, Aage Bertelsen, krævede som betingelse for at stille skolens lokaler til rådighed at være til stede under arrangementet - et krav der stred mod "Heimdal”s love; foreningen var stiftet efter krigen 1864 og havde en ærværdig tradition for åndsfrihed uden censur. Gymnasiasterne prøvede i stedet at få husrum på Marselisborg Gymnasium; også her fik de afslag, og planen om at få Harald Nielsen til Århus måtte dermed opgives. 

Men halvtredsernes Århus-historie er kun toppen af det isbjerg, der rummer Harald Nielsens betydning for dansk ungdom - en betydning, der omgærdes med en meget sigende tavshed af de fhv. unge mennesker selv, hvorfor det kan forekomme indiskret at berøre emnet. På den anden side er Magisterens rolle i ungdommens subkultur gennem flere 

280 

generationer et påfaldende træk i hans mærkværdige status, som man vanskeligt kan forbigå.                          

Mig bekendt er Søren Krarup den eneste, der offentligt har vedkendt sig en meget tidligt vakt interesse for Harald Nielsen; ved flere lejligheder har han beskrevet, hvordan han som stor skoledreng rent tilfældigt fik en bog af Harald Nielsen i hånden og blev optaget af hans klare ånd og hans vilje til redelighed. Af den alvor, hvormed Krarup henviser til denne første impuls, fremgår det, at den blev en skelsættende begivenhed i hans liv; dette bekræftes fuldt ud af, at han som sin første litterære handling satte Harald Nielsen et minde med bogen "Harald Nielsen og hans tid".                          

Afsides har en del andre kulturpersonligheder imidlertid, uafhængigt af hinanden, givet udtryk for lignende oplevelser - at de begyndte at læse Harald Nielsen i deres tidligste ungdom, enkelte endnu før konfirmationsalderen, og at han gjorde et dybt indtryk på dem. Karakteristisk er, at man altid rent tilfældigt så at sige er snublet over Harald Nielsen og ser tilbage på "tilfældet" som epokegørende. En fik som 13-14 årig i trediverne tilfældigt fat i "Typiske Tilfælde" og følte sig draget og frastødt på livstid af Harald Nielsens fremmedartede og samtidig ejendommeligt bekendte personligheds-tone; en anden læste sig, som gymnasiast gennem samtlige essaysamlinger, "altædende", en tredje kom engang til at se en gammel årgang af Ugens Tilskuer: "Det blev bestemmende for min livsholdning" - og så fremdeles. Hver enkelt opfatter sin egen ungdommelige fascination af Harald Nielsen som noget exceptionelt, noget for teenagere atypisk - vel en korrekt opfattelse, for Harald Nielsen har aldrig været særlig udbredt i det hele taget, og hver yngling har i sin kreds af jævnaldrende sikkert været alene om at dyrke ham. Men stillede man alle hine enkelte sammen, der uden at vide det om hinanden har dyrket Harald Nielsen som deres egen private subkultur i dybeste hemmelighed – så kunne der såmænd komme et rigtig nydeligt Harald Nielsen-Selskab ud af det!                          

Et sådant ville dog sikkert snart udarte til et heftigt rivegilde, for hos ingen andre møder man så stærke ressentimenter som netop blandt Harald Nielsens "fans", der startede deres unge liv med at lade sig drage af ham og stadig ikke kan holde sig fra hans bøger. Her står vi ved noget virkelig ejendommeligt, ja gådefuldt i ungdommens forhold til Harald Nielsen.  

Hans rolle som profet kan bedst sammenlignes med Zarathustras i Richard Dehmels "Nachruf an Nietzsche": En ung mand gik til Zarathustra og spurgte, hvad han skulle gøre for at få del i visdommen. Vismanden svarede: "Følg mig!" Det gjorde den unge mand - idet han forlod ham! Hvad Harald Nielsen angår, er der det tragisk-ironiske aber dabei, at det er svært for hans disciple, at gøre sig fri af ham. Det

281

 foregår ofte med brask og bram, enten som en frontal udladning af had, en panikagtig flugt fra ham eller en irrationel fornægtelse af hans reale eksistens - fulgt af en lige så brat, total-hengiven tilbagevenden til ham. Denne lidenskabelige ambivalens i forholdet til ham går igen hos alle de generationer af ynglinge, han har præget med sin ånd - helt tilbage til hans jævnaldrende ungdomsven, der uden forklaring afbrød forbindelsen med ham og skyede ham i nogle og tredive år, for til slut i sin høje alder over for tredjemand at bekende sin oprindelige følelse og i dybt hengiven stemning hylde Harald Nielsen som Alexander d. Store. At hyldesten ikke svarede til Harald Nielsens selvopfattelse, er i denne forbindelse uvæsentligt. Det, det drejer sig om, er at forstå, hvad der rører sig i de unge mennesker. 

Fra Harald Nielsens modne livsfase er berettet om unge mennesker, der bogstaveligt pakkede sammen og vendte ham ryggen for at unddrage sig hans tænderskærende klarsyn, der truede med at blive en overmægtig byrde i deres egen livskamp. Det kan jo heller ikke nægtes, at der skal et stærkt livsmod til som modvægt, hvis man skal tåle at blive mindet uafladeligt om tilværelsens hårde kendsgerninger, uden at bukke under for dem. For hans egne børn, der i det daglige fik indpodet hans illusionsløse "nominalisme", kunne hans påvirkning være noget af en belastning. Bodil Nielsen har fortalt, at hun som ung pige i den grad følte trang til at gøre oprør mod sin fars uigendrivelige logik, at hun i lang tid gik rundt og gentog for sig selv: "To og to er fem! To og to er fem!"

For den læsende ungdom hænger tiltrækningen vel til dels sammen med, at han ikke er en klassiker; han falder helt uden for pensum og har kun eksistens for den, der selv har valgt ham con amore. Ingen skolelærer bemægtiger sig ham med en pegepind, og hans værk maltrakteres ikke af Dansklærerforeningens noter og anmærkninger, der har maset mangt et kunstværk til plukfisk i gymnasiasternes hjerner. Gådefuldt er det unægtelig for en indviet, at en bog som "Typiske Tilfælde" 1917 - der bestemt ikke er nogen børnebog og desuden er så bundet af sin tid og dens tilstande, at den nærmest må have været født antikvarisk - flere årtier senere har kunnet gribe en 13-14 års dreng, der tilfældigt fik den i hånden. Dog er det ikke svært at begribe, at Harald Nielsens ranke og frygtløse personlighed aftvinger unge mennesker beundring og agtelse, og at hans virile tone og den umiddelbare fordring til karakteren har en stærk appel til den pure ynglings modtagelige sind. At han oven i alt dette er unævnelig, gør vel tiltrækningen og tilegnelsen af hans værk for alvor betydningsfuld, som en hemmelig indvielse til manddommen.

Men tabuet omkring vor lokale Zarathustra indebærer samtidig, at den unge mand, der uforvarende drages ind i hans sfære, får hele hans

282 

tragiske skæbne lagt på sine ufærdige skuldre, med fare for at forløfte sig på den. De fordringer, der fremgår af hans virkelighedsforkyndelse, bliver uopfyldelige under vægten af den fordømtes skæbne, for hvem alt håb synes ude. Jo nærmere tiltrækning, jo stærkere de modfølelser, der mobiliseres for at undslippe budskabet og kaste den fordømte af sig.

Både direkte og indirekte spiller Harald Nielsens holdning under Besættelsen naturligvis en stor rolle i de mange slags nagfølelser, der kommer til udtryk. Det er ofte de unge mænds dybe skuffelse over den ranke og frygtløse, som i Danmarks skæbnetime ikke havde andet at byde på end "ro og orden"; som med sit kompromisløse mod kun manede til neutralt og fredeligt samarbejde med den forhadte fjende, og som med sin strenge fordring om "at eksistere" kun havde hån til overs for dem, der netop ud fra den eksistentielle nødvendighed gik til kamp mod tyskerne. 

Nogle forkaster ham en bloc som falsk profet på grund af denne stillingtagen, andre ser den som et brud på hans personlighed, en historisk fejludvikling, og skelner skarpt mellem Harald Nielsen før og Harald Nielsen efter. Atter andre ser hans stillen-sig-udenfor under og efter Besættelsen som et konsekvent udtryk for hans dybeste motiv: viljen til selvdestruktion, og trækker sig bort i rædsel fra denne farlige profet. 

Ofte udarter modfølelsen til besværgelser hinsides enhver saglighed, så man må rystes, over de mange "typiske tilfælde" af ungdommelig Harald Nielsen-dyrkelse, der er endt som de voksne mænds paniske flugt fra klarsynet, eller også i en dødlignende apati over for alle ideer og idealer - konsekvensen af evindelig træden vande i egen ambivalens. 

I betragtning af den heftige, livsvarige bølgegang, Harald Nielsen har efterladt i nogle af sine ungdommelige læseres sind, må det være på sin plads at spørge, om han nu også er den rette vejleder for ungdommen. Vel er det interessant, ja imponerende, at drenge i konfirmationsalderen på egen hånd har fundet frem til hans bøger og lært at værdsætte dem; men nok så væsentligt er spørgsmålet: har de kunnet tåle det? Har det ikke været alt for stærk kost for dem? Havde det ikke været bedre, om de havde holdt sig til Jack London og Jules Verne et par år endnu - og ventet med at tage fat på Harald Nielsen, til de havde nået myndighedsalderen?

Sagen vedrører ikke blot de forhenværende, men også fremtidens årgange af dansk ungdom. Ganske vist er Harald Nielsens bøger ikke genoptrykt, men den dag i dag står der i mangt et borgerligt hjem en Harald Nielsen-samling, som der allerede er en vis tradition for at lade gå i arv fra far til søn, som de sjældenheder de er i mere end en forstand. At hele komplekset af forargelse og tabu indgår i arven tillige med bøgerne, ligger jo i selve kulturtilstanden, som vi har kendt den i mange år - men hvordan skal de unge mennesker kunne tilpasse

283 

sig tilstanden, endsige ændre den, hvis de først har vokset sig vinde og skæve af at slæbe rundt på dens offer?

Der er således grund til at nære en vis moderlig bekymring for den opvoksende slægt, der uforvarende kan pådrage sig psykiske belastninger gennem et engageret studium af persona non grata. Det bedste, man kan anbefale, siden forbuden frugt lader til at smage bedst, er at placere Harald Nielsens værker et par hylder over de 14-åriges øjenhøjde, så de ikke rent tilfældigt får fat i dem - medmindre de står op på en stol. 

Dette ville også være i Harald Nielsens egen ånd, for han har aldrig lagt an på at skrive for så ungt et publikum endsige haft til hensigt at knække livsmodet hos nogen. Tværtimod fremhævede han, at der til at leve livet kræves et vist mål af god tro og optimisme, og at en kunst, der vil være folkets tjener, må rumme "en overdrivelse i livets retning". Selv accepterede han umiddelbart intellektets begrænsning og tvivlede aldrig på livets berettigelse trods alt; men ejede en i og for sig irrationel livsglæde. Det er denne uslukkelige livstro, som er hans inderste hemmelighed og det tavse budskab i hans bøger. Man begriber ikke, hvor han havde den fra, og hvordan han kunne bevare den trods tabet af alle illusioner. Han begreb det vel heller ikke helt selv: Engang på sine ældre dage sagde han til en kvindelig bekendt: "Somme tider spørger man sig selv: Hvorfor opgiver du ikke? Hvorfor bliver du ved med at kæmpe? Men det er jo nok, fordi man trods alt inderst inde håber, at det stadig kan nytte. Det jo være det, der gør det!" 

Dette skeptiske, uudslukkelige håb, ligeligt baseret på intellektuel deduktion og intuitiv hengivelse, er det bedste, Harald Nielsen har at give til den danske ungdom før og nu. Mange af hans unge læsere, ikke mindst blandt "de stille i landet", har da også gennem hans stærke, ideligt arbejdende og genskabende selvudtryk først og fremmest hentet kraft og inspiration til selvstændig tænkning og handling, og har lykkeligt undgået at "få ham på halsen"

Harald Nielsen hører ikke til de profeter, der lover sine tilhængere guld og grønne skove. Den, der vil vide, hvad han positivt ville og håbede med sin kamp, er henvist til selv at finde sit eget svar. Hans befriende vid og utrættelige kritiske energi dementerer mellem linierne den bogstavtro, men åndløse konklusion af hans værk og virke, at her lades alt håb ude. 

Klart og stærkt har han fremlagt sit dementi for eftertiden i en tynd pjece fra 1947, "Aandsfrihed og udrensning". Den indeholder hans afhandling "Om Humanisme" samt en halv snes breve frem og tilbage mellem ham og professor, folketingsmand Hartvig Frisch. I forordet skriver Harald Nielsen, at pjecen udgives med regning på eftertiden, og bag i bogen har han trykt en anmodning til læserne om at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at skaffe bogen størst mulig udbredelse:

284

"De har her en lejlighed til vise det åndstyranni, der foranstalter sine kætterforfølgelser, at der er grænser for dets magt. Jeg håber, de vil benytte lejligheden."

 

Hvorfor ikke benytte det sidste kapitel i denne bog som en lejlighed til at efterkomme Harald Nielsens anmodning. Ja, hvad kan vel være mere rimeligt end at overlevere en glemt mand til eftertiden i en skikkelse, han selv udtrykkeligt har ønsket at præsentere sig i: 

Vi befinder os i maj 1947, på slutningen af Knud Kristensens regeringstid; han vil senere på året blive afløst af regeringen Hans Hedtoft, og i den vil professor Hartvig Frisch - socialdemokratisk folketingsmand, klassisk filolog og berømt for sine værker "Europas Kulturhistorie" og "Pest over Europa" - blive undervisningsminister og indføre nye retskrivningsregler. Men det ligger endnu i fremtiden.

Fornylig har Hartvig Frisch i det norske tidsskrift Samtiden offentliggjort en artikel om "Humanismen og dens fremtid". Den har Harald Nielsen læst med stor interesse; han er jo selv gammel humanist og nu som 68-årig stadig lige optaget af de fundamentale kulturproblemer, der har beskæftiget ham altid. Han føler trang til at svare på Hartvig Frisch's artikel og skriver et formfuldendt essay "Om Humanisme", som han sender til det norske blad, og hvori han indledningsvis ytrer sin anerkendelse af Hartvig Frisch's smukke og sympatiske artikel, og erklærer sig enig med ham i, at humanismens fremtid beror på, om der virkelig findes humanister.

Hartvig Frisch har en særlig personlig ret til at sige det, mener Harald Nielsen, da han i modsætning til andre under efterkrigstidens fanatisme og hykleri virkelig har bestræbt sig for at indtage en holdning, der er en humanist værdig. Det er rigtigt, at humanisme er det modsatte af fanatisme og dømmesyge, at den forudsætter besindighed, retssans og følelsen af fællesmenneskelig samhørighed og troen på, at man ikke ved slette midler kan opnå gode resultater - at man ikke ved at myrde millioner og gennemsyre samfundet med had og mistro kan gøre det til hjemsted for lykkelige og tilfredse mennesker.

Alt dette er rigtigt, men det er også rigtigt, at humanisme forudsætter evne til at holde begreberne ude fra hinanden - at sondre. Betydningen heraf skulle ingen bedre være i stand til at påskønne end den, der som professor Frisch påberåber sig Sokrates, thi Sokrates er ganske vist næppe den første, der har foretaget en sondring af begreberne, men han er den største repræsentant, vi kender for denne kulturproces, den første, der bevidst og med indsættelsen af hele sin personlighed har fremhævet den som fundamental for al forståelse: 

285

 "Det er derfor næppe sandsynligt, at Sokrates, ville have kunnet dy sig, hvis han havde læst, hvad hans discipel nu har skrevet. For det er godt nok med alle de pæne og rigtige ting, han siger om humanismen, men hvad kan det hjælpe, når selve hans definition af den er i den grad misvisende, at den i stedet for at klare begreberne sammenblander og udvisker dem på den mest skæbnesvangre måde. 

"Det fundamentale humanistiske krav," siger Hartvig Frisch, "er at komme bort fra enhver diskriminering af mennesker, dvs. at man ophører at gøre forskel efter race eller religion, efter sprog, stand eller nation."

"Så nemt er det, men måske ville netop denne nemhed have fået Sokrates til at tvivle og spørge. For humanisme er et begreb, der skal kunne anvendes overalt i verden og på alle verdens anliggender, og disse er som bekendt alle det, de efter professor Frisch's opfattelse ikke burde være: såre forskellige." 

"Hvad vil det i det hele taget sige, ikke at "gøre forskel"? Vil det sige, at man ikke må vide, at sådanne forskelle findes? Vil det sige, at man må lade, som om de ikke findes, selv om man ved, at de findes? Vil det sige, at man overhovedet ikke må regne med dem?

For en mand som Sokrates, der ikke bestilte andet end at henlede opmærksomhed på forskellene, må det være ganske særligt påfaldende, at hans discipel anser det for inhumant at "gøre forskel". Hvordan ville han spørge, i det hele taget lade være med det?" 

Når professor Frisch bruger ordet, må man derfor antage at han underlægger det en anden betydning, nemlig den: at gøre forskel, hvor forskel ikke er berettiget, men i så fald må man vide, hvornår den ikke er det.  

Ifølge den kristne tro er vi alle lige for Vorherre, og dette lader sig høre. Hæver man sig til en vis højde over jordens overflade, forsvinder dens ujævnheder. Den bliver forvandlet til et fladt kort, og menneskene allesammen til små prikker. Til daglig bevæger vi os imidlertid ikke i flere hundreders eller tusinders meter over jordens overflade, og vi ser heller ikke vore medmennesker udelukkende under evighedens synsvinkel. Vi bevæger os på det daglige livs fælles plan og på dette fælles plan er forskellene både fremtrædende og betydningsfulde. Det lader sig ikke gøre at se bort fra dem. Tværtimod, vi må regne med dem i alle forbindelser. Vi kan ikke behandle et barn på samme måde som en voksen; trods politisk ligestilling ikke en kvinde på samme måde som en mand; ikke en neger på samme måde som en hvid. Man kan prøve på

286 

det, men det vil hurtigt vise sig i nogle henseender at forbyde sig selv. I nogle forbindelser må vi også overveje om en mand er marxist – i hvert fald om han er kommunist, da det kan have overraskende virkninger, hvis man ikke gør det. Eller mener professor Frisch det modsatte? Betyder det, at være human efter hans opfattelse at behandle menneskeheden som en forskelsløs masse? Vil det sige det samme som ikke at tænke?

Det gør ingenlunde sagen bedre, at han som yderligere forklaring tilføjer, at "ethvert menneske kun bør dømmes for sine handlinger, aldrig for andres", thi ganske vist lyder det både kønt og retfærdigt, men er, når man ser nærmere på det, kun tågetale. Thi hvad menes der med at dømme, og hvilke handlinger tænker man på?

At tyveri, bedrageri og bagvaskelse skal straffes ens uanset den pågældendes tro og hudfarve siger sig selv, men de domme, der fældes for en ret er jo kun en lille del af de domme, der fældes overhovedet. Det er også at dømme, at udtale sig om kunst eller litteratur i bladenes spalter, det er også at dømme at foretrække den ene eller anden til en stilling, det er at dømme at rose og dadle sine medmennesker, at begunstige dem eller modarbejde dem, og mange af disse former for domsvirksomhed har i det daglige liv langt større betydning end den juridske.

Hvor i verden er i det hele taget det princip, han forkynder, nogensinde kommet til anvendelse, og hvorledes ville den komme til at se ud, hvis man gennemførte det i dets allerbogstaveligste betydning? Først og fremmest måtte han i så fald bryde staven over den marxisme, han i humanitetens navn beder om beskyttelse for, thi ingen anden livsanskuelse har i højere grad forsyndet sig mod det princip, han opstiller end denne, ingen har i den grad fældet massedomme og appelleret til hadet. En arbejdsgiver har efter denne livsopfattelse aldrig været enten god eller dårlig, human eller brutal, men var under alle omstændigheder en blodsuger, en arbejderfjende, en mand som det gjaldt om på enhver måde at bekæmpe."

"Marxismen bygger nemlig på klassekampen og i en krig kan man ikke gøre forskel. Man kan ikke, når man skyder - hvilket også er en form for at dømme - skelne mellem dem, der har villet krigen og dem, der ikke har villet den. Man kan ikke undtage de gode og kun skyde de dårlige. Alle bliver skåret over een kam, og den enkelte må finde sig i at blive ofret for de andres handlinger som de for hans."

"Mellem nationer har man ikke hidtil kunnet undgå at anvende krigens summariske metoder, og hvad der gælder, når denne er  

287

brudt ud, at den enkelte må svare for, hvad alle har bedrevet, gælder til en vis grad også i fredens dage.”

"En nation er altid en indbyrdes forbunden helhed med fælles interesser, uafhængige af de interesser, den har fælles med hele menneskeheden." 

Enhver, der tilhører en nation, bliver selv i fredstid ikke bedømt blot som et mer eller mindre elskværdigt menneske, men tillige som repræsentant for sin nations ejendommeligheder og mulige interesser. Dette synspunkt kan træde tilbage og de private egenskaber i forgrunden; men det er latent til stede altid, selv om det ikke er aktuelt. 

"Ingen har nemlig drømt om at strække humanismens fordringer så vidt, at den ene part for at tilfredsstille dem skulle lade sig frivillig udslette af den anden. At A. er human overfor B. betyder ikke, at han af den grund skal ophøre med at betragte B. som B. Det betyder, at han, samtidig med at han værger om sin egen personlighed, respekterer den andens, og da hans land og folk hører med til den personlighed, han bliver gjort ansvarlig for, vil det sige, at han i givet tilfælde også må værne disse mod angreb eller udslettelse - ligegyldigt om angrebet kommer indefra eller udefra." 

Den "lighed", som demokratiet dekreterer, er ikke den samme som de ligheder, der ikke behøver at dekreteres, og som det er humanismens sag at tage hensyn til i hver enkelt situation, så langt de gælder. 

"Vil man vide, hvor lidt demokrati og humanisme har med hinanden at gøre, behøver man kun at rådspørge de grækere, han påberåber sig. De vidste det nemlig! Ingen vidste det bedre end selve humanismens ypperstepræst, Sokrates, hvem demokratiet rakte giftbægeret. Og hvorfor? Ja, anklagen lød som bekendt på, at han foragtede statens guder og indførte nye guder, men bagved denne anklage lå en opsamlet uvilje imod ham, dels i al almindelighed fordi han var så aparte, men også fordi man mistænkte ham for, hvad man i vore dage ville kalde fascistiske tilbøjeligheder. Så lovlydig han end var og så folkelig han end levede, lagde han nemlig ikke skjul på, at han ikke anså det for den bedste adkomst til at styre statens anliggender ikke at have forstand på dem." Sokrates fik skyld for af være reaktionens åndelige bagmand.

"I det hele taget må det være enhver, der er bekendt med Athens historie i disse år påfaldende i hvilken grad den frembyder samme skema som det vi nu har for øje: samme opløsning af  

288 

alle forhold, samme kamp mellem noget, der kaldte sig demokrati og mislykkede forsøg på at genindføre orden og autoritet. I denne brydning finder man om end med forskellig begrundelse og fra forskelligt udgangspunkt alle dem, vi er vant vil at se op til som den græske kulturs ypperste som modstandere i humanismens navn af det, der kaldte sig demokrati, men som i virkeligheden var demagogi. 

"Hvis man vil studere den demokratiske "ligestilling", der foresvæver professor Hartvig Frisch, og dens forhold til humanismen, må man vende sig til De Forenede Stater, hvad han jo også mere end de fleste har lejlighed til. Her kender man ikke til diskrimination, hverken m.h.t. race eller religion. I De Forenede Stater har alle kunnet indvandre, alle få borgerret og blive anset for lige gode. Her var stedet, hvor racer og nationer har skullet smeltes sammen. Har man opnået dette? Har man opnået et samfund, der ikke regner med disse forskelle, og som ikke behøver at regne med dem?" 

"Man har opnået en uhyre folkeblanding - det kan ikke bestrides. Man har også på grundlag af denne folkeblanding opnået at skabe en statsbevidsthed, men i hvilken grad denne statsbevidsthed kan siges at være bleven omsat i kultur er igen et andet spørgsmål. Den har i hvert fald langt fra udslettet sporene af de forskellige nationaliteter, der udgør dens bestanddele."

Dette ville imidlertid altsammen være underordnet, hvis det kun var et tidsspørgsmål, men er det det? Ikke efter indvandringslovgivningen at dømme. Selve det, at denne findes er jo en indrømmelse til kendsgerninger, som man ikke har kunnet komme udenom, og som i andre tilfælde ytrer sig som krig. På et vist tidspunkt fandt man ikke mere at kunne modtage de tilstrømmende masser i ubegrænsede mængder. Man diskriminerede i allerhøjeste grad, idet man foretrak visse nationer, visse racer for andre. Kineserne f.eks. ville man helst ikke have, skønt kineserne er en gammel kulturnation, og kineserne både flittige og dygtige. De viste sig nemlig så flittige og nøjsomme, at den amerikanske arbejder ikke kunne hamle op med dem og følte dette som - diskriminering. Efter flere tilløb blev kinesernes indvandring næsten fuldstændig standset. 

"Hvor, på hvilket punkt finder professor Hartvig Frisch's humanitetsprincipper anvendelse i dette tilfælde? At kineserne blev beskyttede af amerikanske domstole, når de var udsat for overlast var en selvfølge, men hvorledes med at udelukke dem? Er dette humant? Eller ville det have været mere humant at have ladet

289 

dem få adgang i stigende mængde på samme betingelser som andre racer med udsigt til, at der ville være opstået et gult "jødespørgsmål" med forfølgelser, pogromer og - i humanitetens navn - protester, måske efterfulgt af krige? Eller var det for begge parter det mest humane at afbøde en sådan udvikling? Principielt kommer det imidlertid ud på det samme, om man holder en bestemt race ude fra sit territorium, eller om man forviser den fra det. I begge tilfælde er det forskellene, der reagerer mod en "humanisme", der ikke svarer til virkelighedens krav og vilkår."

I lyset af de problemer, negerspørgsmålet har rejst, må man dog foretrække udelukkelse frem for forvisning. Her må man virkelig sørge på humanitetens vegne, thi noget frygteligere end slavehandelen skal man lede efter i menneskehedens historie og noget beklageligere end den situation, der er blevet resultatet af den, kan man dårligt tænke sig. Last efter last af sort menneskekød er bleven ført over havet og er bleven til en sort befolkning på 12 mill. indbyggere, hvis eksistens indkapslet i et hvidt samfund frembyder alle de vanskeligheder, som en falsk ligestilling medfører.

"At de hvide ved alle mulige kneb søger at sætte loven ud af kraft, og i mange tilfælde øver privat justits under de grusomste former, er i højeste grad fordømmelsesværdigt, men millioner og millioner i De Forenede Stater, der vender sig med afsky mod metoder som disse, vil på den anden side ikke kunne tænke sig at bo i hus sammen med negre, køre i sporvogn med dem for slet ikke at tale om at have selskabelig omgang med dem.

"For kinesernes vedkommende løste man problemet ved at lukke porten for dem. For negrenes vedkommende lader dette sig ikke gøre, men hvorledes da afvise den tanke, om det ikke ville være mere humant at lade de politiske former svare til de foreliggende realiteter end ved at fornægte disse at skabe spændinger, for hvilke negrene ikke kan undgå at blive ofrene?"  

Det er således, man har båret sig ad på det eneste område, hvor humaniteten indtil nu i nogen grad har sejret - på det religiøse. Her er man gået en stik modsat vej af den, man nu anbefaler i humanismens navn. Man har ikke sløjfet forskellene, man har respekteret dem. Det var sålænge man ikke gjorde det, at religionskrigene rasede; det var da man besluttede sig til at lade dem bestå, at krigene hørte op. 

Den humane, den sjælelige lighed, at enhver må blive salig i sin tro, førte ikke til, at man i tolerancens navn tillod gudsdyrkelse, der stred mod moral og sømmelighed, og heller ikke fandt man på, at en hvilken som helst trosbekendelse hvor som helst kunne eller burde indtage sam-

290

me stilling i samfundet. Hvor lutheranismen er herre, vil katolicismen være gæst og omvendt. Hvad det kommer an på er, at den mindre udbredte konfession forbliver uanfægtet i de rettigheder, som den efter de forhåndenværende omstændigheder kan gøre krav på at få respekterede."

Man kan let være enig med professor Hartvig Frisch i, at et diktatur hvilende på ensretning må være humanismens fjende. Noget helt andet er, om man deraf kan slutte, at demokratiet er dens ven. Dette turde være en i høj grad forhastet slutning. Thi ligesom han tager fejl i, at demokratisering og humanisering er et og det samme, tager han fejl, når han anser demokratiet for at være diktaturets modsætning:

”Det er det nemlig slet ikke. Det er diktaturets åndsfrænde og diktaturets forløber. Fra demokratiet stammer troen på, at, man kan behandle menneskene som forsøgskaniner; fra demokratiet stammer troen på, at man kan lyksaliggøre dem ved magtsprog og gennem demokratiet er de blevet forvandlet til den masse, som diktaturet har kunnet gøre med, hvad det ville."

"Humanismens syndefald fandt hverken sted i Tyskland eller i Rusland, men da fædrene til Menneskerettighedernes erklæring glemte at sondre mellem de forskellige former for lighed; mellem den, der søger at forbinde menneskene indbyrdes i tro, i medfølelse, i gensidig forståelse takket være de ligheder, der åndeligt forener dem tværs over alle forskelle, og den, der uden hensyn til forskellene dekreterer ligheder hvor de ikke findes eller påberåber sig dem i en udstrækning, der ikke svarer til kendsgerningerne.

At professor Frisch er human gør hans karakter ære, men de principper han gør sig til talsmand for vil forhindre, at hans gode eksempel bærer frugt, for humane personligheder vil kun med større og større vanskelighed kunne opstå hvor de principper, man bygger på er fjendtlige overfor al personlighed, den økonomiske personlighed, den åndelige personlighed, den nationale personlighed - "hvor man kort sagt i humanismens navn tilstræber en verdensorden, der i sine konsekvenser kun kan ende i et verdenskaos, idet struktur netop forudsætter de forskelle, man fornægter. 

Ovennævnte essay sender Harald Nielsen som sagt til det norske blad Samtiden; men han får ingen reaktion, og da han efter en tids forløb rykker bladet, får han sit manuskript i hovedet igen med henvisning til overvældende stofmængde. Den sene besvarelse undskylder bladet med, at man har haft svært ved at tyde Harald Nielsens fornavn i underskriften. 

291 

Han bliver vred: "Meningen er ganske simpelt for mit vedkommende at suspendere ytringsfriheden -formodentlig i tillid til, at jeg ikke vil være i stand til at gøre min ret gældende."

Han sender sit manuskript direkte til professor Hartvig Frisch, ledsaget af et brev, hvori han beklager sig over bladets behandling af ham og henviser til, at Hartvig Frisch i sin artikel havde gjort Voltaires ord: "Jeg hader dine meninger, men jeg vil dø for, at du skal kunne udtrykke dem" til sine. "Det kan ikke være Dem uvedkommende, at jeg bliver gjort til genstand for diskriminering i dette ords virkelige betydning samtidig med, at man på fremtrædende plads optager Deres protester mod "diskriminering"." 

Han foreslår, at Hartvig Frisch og han lader deres to artikler, forsynet med en kort orienterende indledning, offentliggøre samlet "således, at offentligheden selv kan dømme om vore meninger. Skulle De ønske at svare på min, skal også dette stå Dem åbent, idet jeg naturligvis i så fald også må fremsætte mine bemærkninger. En fremgangsmåde som denne vil også kunne tjene til at skyde bresche i den intolerance og forløjethed, som jeg forstår De i lige så høj grad som jeg er en fjende af." 

Hartvig Frisch's svar er omtrent, som når man tager et insekt mellem to fingre og smider det ud ad vinduet. Men formen, hvori han gør det, er upåklageligt dannet:

"Deres indvendinger vedrørende nødvendigheden af sondringen mellem individer har Aristoteles udførligt behandlet i sin "Politik", idet han nok erkender forskellighederne men stadig som kriterium stiller spørgsmålet: i henseende til hvad? Det er det springende punkt, om forskellene er sådanne, at de begrunder diskriminering i henseende til borgerrettigheder. Det vil De altså afgjort besvare med ja, og jeg synes, De burde sende Deres artikel til "Jyllandsposten", der sikkert i hver enkelthed vil give Dem ret i Deres belysning af emnet.

At franskmandens berømte sætning om trykkefriheden skulle involvere, at man ligefrem på bladkontorer og tidsskriftsredaktioner skal poussere andres afvigende meninger frem eller være forpligtet til at tage ethvert modindlæg, kan jeg ikke give Dem ret i, og som privatmand føler jeg heller ikke nogen pligt i så henseende. For skribenter skifter vilkårene jo ofte af mange grunde. De havde f.eks. under Besættelsen en ytringsfrihed, der var anderledes end min, og som De benyttede Dem af, da andre ikke kunne gendrive Dem. Det kan jo have bidraget til det, De kalder diskrimineringen, idet adskillige erindrer sig dette.

292 

Jeg takker Dem for Deres venlige tilbud om et skrift i fællesskab, men jeg tror ærlig talt ikke, vore navne rigtig ville klæde hinanden."

Hermed er målet fuldt. Den behandling vil Harald Nielsen ikke finde sig i - og så er det, han tager sagen i sin egen hånd og udgiver pjecen "Aandsfrihed og Udrensning," med sagens akter, og han hidsætter også et par ældre korrespondancer mellem de to herrer, bl.a. om retsopgøret efter Besættelsen - som Harald Nielsen og Hartvig Frisch hver ud fra sine forudsætninger tog afstand fra. Endelig bringer han sit svar på Hartvig Frisch's ovennævnte brev, som han har tilsendt ham samtidig med pjecens udgivelse: 

"De betegner Dem som "privatmand" og skyder i denne egenskab ethvert ansvar fra Dem for det, der nu er sket. Dette beror i høj grad på en misforståelse. Hverken De eller jeg er i denne sag "privatmænd". Det er ikke i egenskab af privatmand, jeg har skrevet til Dem og det er ikke fra privatmanden Hartvig Frisch, som jeg ikke kender, at jeg har modtaget svar. Tror De, at Sokrates i et tilsvarende tilfælde ville sige: ganske vist har jeg talt om ytringsfrihed og humanisme, men da det foreliggende tilfælde ikke vedkommer mig i embeds medfør, erklærer jeg mig for privatmand.

Jeg henvendte mig til Dem, fordi jeg troede, De var en personlighed, jeg forelagde Dem sagen, fordi jeg gik ud fra, at den faldt ind under Deres ansvar, som den faldt ind under mit, og som jeg finder, den falder ind under enhvers, der har sind og forståelse til at se, hvad det kommer an på, og hvad der står på spil.

Selvfølgelig kan De ikke have noget medansvar for tidsskriftets afvisning, men dette giver Dem ingenlunde ret til at affærdige sagen med et skuldertræk, og slet ikke med den begrundelse, De bruger, at vilkårene skifter for skribenter, og at jeg under Besættelsen havde en anden ytringsfrihed end Deres, hvilket - det er den smukke konklusion - naturligt forklarer, hvorfor jeg nu bliver diskrimineret.

Hvilken forvrængning af de virkelige forhold og hvilken farisæisme! Men sådan leger vi ikke! Ikke De og jeg!" 

Og så følger der en lang redegørelse - et selvforsvar med næb og kløer og et angreb på den nationale holdningsløshed, der havde præget bl.a. socialdemokraternes forsvarspolitik gennem flere årtier, og hvis uom- 

293

gængelige konsekvens var blevet den danske regerings æreløse forlig med Tyskland den 9. april 1940.

Fra sin karrieres nulpunkt, udstødt af offentligheden og foragtet i sin isolation, træder Harald Nielsen frem i sin pjece i fuld belysning som tragi-komisk ånd. Han slår ikke en tøddel af på sin værdighed over for den fine professor, der har vist ham sin fine foragt, men er komplet uanfægtet i sit krav på at være én, man regner med. Af en "død mand" at være er der overraskende meget liv i ham. Ganske vist er det den aldrende mands langsomme puls, der slår i hans tankeforløb og i hans sætninger, men lidenskaben, den ømfindtlige selvfølelse, forurettetheden, det letvakte selvforsvar, den ridderlige respektløshed over for modstanderen og den utrættelige konsekvens i tankegangen er hans uforanderlige væsenstræk. Det er livet, der rører sig i det dødelige individ. Eller endnu stærkere: Det er livet, der opponerer mod sin udslettelse. Manden anerkender overhovedet ikke, at han selv er død. Det fremgår også af den kostelige slutning på hans brev til Hartvig Frisch: 

"Det forekommer mig, at De ikke har fulgt Deres klassiske læremestre, ellers ville De næppe hånligt have vist mit forslag fra Dem. De vil imidlertid næppe finde det mærkeligt, at jeg, henvist til mig selv, tager sagen i min egen hånd og skaffer mig den oprejsning, jeg mener at have krav på.

Det gør mig ganske vist ondt ikke at kunne gøre dette uden at knytte Deres og mit navn sammen, men jeg beder Dem ikke tage det for tungt. De ved, hvorledes det går her i verden! Opfattelsen skifter, og hvad der på det ene tidspunkt regnes for dårligt selskab, kan på et senere blive anset for godt. Således gik det jo f.eks. med Sokrates - for stadig at holde os til Deres store forbillede. Hans demokratiske dommere blev meget opbragte, da han foreslog, at de skulle bespise ham på Prytaneion i stedet for at dømme ham til døden, men – ikke sandt! – det atheniensiske demokrati ville have stået sig ved at have fulgt hans råd! På lignende måde kan det gå i et tilfælde som dette, thi ganske vist er jeg ingen Sokrates, og det lille giftbæger, De har blandet til mig, ikke dræbende, men historien gentager sig i småt som i stort, og det er derfor ikke udelukket, at man en dag vil sætte større pris, end De nu gør det, på, at der selv på et tidspunkt, hvor man ved trusler og forfølgelse havde gjort ytringsfriheden til et næsten tomt ord, endnu fandtes nogle, der turde tænke sandheden og udtale den. I så tilfælde vil De ikke længere behøve at skamme Dem ved at se Deres navn i selskab med mit - i hvert fald ikke af samme grunde som De gør det nu. Deres ærbødige Harald Nielsen.” 

294 

Tydeligt nok har de to mænd et højst forskelligt syn på tilværelsens mål og mening, men ikke alene det: de bruger heller ikke samme midler.

For Hara1d Nielsen er tilværelsen forskelle, modsætninger, kamp - at begribe er at sondre - men hans holdning til Hartvig Frisch er ligeud, mand til mand; han betragter ham og behandler ham som sin broder i ånden.

Hartvig Frisch derimod er lighedens repræsentant. Hans politiske og humanistiske mål er økonomisk, social og borgerretlig lighed. Men mellem Harald Nielsen og sig selv vil han ikke vide af nogen ligestilling, han drager et tydeligt skel og holder fornem afstand som professor og ekspert i Aristoteles. Både som socialt væsen og som ånd er Harald Nielsen én der står under ham. Han vil aldeles ikke vide af noget broderskab med ham.

Tag de to mænds forhold til grækerne, der bygger på vidt forskellige forudsætninger. Professor Hartvig Frisch er uden tvivl den, der ved mest om grækerne - det er jo hans område. Denne viden formidler han dels gennem sine bøger, dels på Universitetet, plus at han holder sig på bølgelængde med sine akademiske ligemænd, de andre klassiske filologer, der stort set ved det samme, som han om grækerne. Alt dette er megen respekt værd og mange af Hartvig Frisch's gamle elever holder ham stadig i minde som en fremragende pædagog. Alligevel er det, som om hans viden er en død kapital, og det fremgår vel også af, at han har kunnet opstille en så fladbundet kulturdefinition: "Kultur er vaner". Den kan han ikke have uddraget af sin viden om grækerne, for det var dog ikke som vanemennesker, at Sokrates, Platon og Aristoteles fik betydning for Europas kultur.

Sammenlign Harald Nielsen: For ham er viden ikke en død kapital. Han var rig på kundskaber, og også om grækerne vidste han god besked. Men han formidler ikke den rene viden, han investerer den direkte i tilværelseskampen, omsætter den i handling, smelter den om til praktisk værktøj eller våben. Han docerer ikke Sokrates, men han puster støvet af ham og fører ham i marken for ved hjælp af ham at trænge ind på sin modstander, ikke bare ved i sin argumentation stadig at henvise til Sokrates, men også i selve den form, han argumenterer i. Nok er han ikke nogen Sokrates, som han beskedent gør opmærksom på, men ved sine æggende spørgsmål bliver både hans essay "Om Humanisme" og hans brev til Hartvig Frisch til anvendt pædagogik. Et eksempel fra brevet, hvor både formen og indholdet vil udfordre til selvtænkning:

295

"Mener De, at grækerne som folk ville have fundet sig i ikke frit at kunne drøfte deres egen skæbne, og hvad der havde indflydelse på den? Mener De, at en Sokrates, en Platon, en Aristoteles - og det er jo i deres selskab, De foretrækker at optræde - ville have ladet sig foreskrive, hvad de måtte tænke og mene? Skulle Kopernikus have afstået fra at fremsætte sin teori, fordi den kom på tværs af hævdvundne forestillinger og truede med at undergrave overleveret fromhed? Var det alligevel inkvisitionen, der havde ret, da den tvang Galilei til at fornægte den? Er det i overensstemmelse med Deres princip som videnskabsmand og humanist, at man udelukker drøftelsen af et spørgsmål ved på forhånd at mistænkeliggøre enhver beskæftigelse med det? Er det det, man i de kredse, De er udgået fra, forstår ved fri tanke og fri forskning? Hvis ikke, hvorfor da gøre en undtagelse med det, der her er tale om?"

Hvis sådanne kanonader af pågående spørgsmål havde kendetegnet hans forfatterskab som helhed, var man hurtigt blevet træt af ham. Men han har hentet dem frem for tilfældet, og det samme med hans idelige henvisning til grækerne. Han har dem på lager, ligesom han har så megen anden viden på lager og hvis det er Sokrates, han har brug for, så må Sokrates ud at aftjene sin værnepligt i Harald Nielsens eksistenskamp; men bagefter bliver Sokrates sat på orlov, for viden skal man administrere ligesom penge: Man skal ikke flotte sig eller imponere med den, men kun bruge det nødvendige til livets ophold. Hvad der skal til, det skal til.

Nøjsomhed er for Harald Nielsen ikke en sur pligt, men et virkeligt aktiv, og gennem hele sit forfatterskab forvalter han det som en sand pædagog ved at delagtiggøre læseren i, hvordan han bærer sig ad, når han tænker. Den åndeligt eller materielt ubemidlede kan drage nyttig lære af hans praktiske anvisninger på, hvordan man selv med små midler kan tænke selv.

Derfor er Harald Nielsen en farlig mand - for hvad sker der, hvis folk uden særlige forudsætninger begynder at tænke selv? Det er det, man ikke véd. Måske er der nogen, der tænker forkert. Måske tænkte også Harald Nielsen forkert. Det kan ikke udelukkes, for han tænkte selv.

Det faldt ham slet ikke altid let at tænke, det kunne tværtimod falde ham ret besværligt at tænke klart, selv over de mest dagligdags ting – f.eks. vand: 

"Hvis vandet er frosset er det ikke ophørt med at eksistere, men det er gået over i en tilstandsform, der ikke tillader samme an-­ 

296 

vendelse af det, som da det var flydende. Bevares, der kan senere komme mildere vejr, så det atter tøer, men i mellemtiden gælder det om stadig at have adgang til vand, der ikke er frosset."

Den slags møjsommelige læresætninger giver blod på tanden: når han kan tænke, kan jeg også!” 

Som tænker er Harald Nielsen enestående - ikke fordi han tænker bedre end andre tænkere, men fordi han tænker som en almindelig mand. Alle de andre kloge hoveder er mest optaget af at hæve sig op over det almindelige. Descartes' sætning: "Jeg tænker, altså lever jeg", er i grunden en hoven sentens. Med Harald Nielsen er det omvendt: Han levede, altså tænkte han, og hans tanker og hans tænkning er også blevet derefter.

Men i det menneskerettighedernes paradis, som Hartvig Frisch forestillede sig, og som der siden hans tid har været den bredest mulige tilslutning til at arbejde henimod, er der slet ikke plads for sådan én som Harald Nielsen. Den ligestilling, man vil berede for menneskeheden uden diskriminering af den ene eller den anden minoritet vil ikke komme til at gælde for en mand af Harald Nielsens kaliber. Han vil til nød blive tålt i frihedens, lighedens og broderskabets paradis, men så bliver det på betingelse af, at han holder sin mund.

Men det er jo det, han ikke kan. At ytre sin mening er for ham lige så nødvendigt som at trække vejret. Det er der ikke noget abnormt i, tværtimod; mange andre har det på samme måde. Det er vel også netop i erkendelsen af, at behovet for at ytre sin mening er fundamentalt og alment, at den demokratiske stat værner om ytringsfriheden. Men det ligger ligesom i luften, at de meninger, man ytrer, skal være de rigtige. Harald Nielsens meninger er imidlertid forkerte. Hvad gør man så?

Ja, hvad gør et samfund med sine systemkritikere? Hvad gør man andre steder? Der slår man dem ihjel. Det er probat, men det strider mod den demokratiske humanisme. Hvis det er den, man vil fremme, kan man ikke slå dens kritiker ihjel. Man kan erklære ham død mand, men det dør han jo ikke af. Hvad skal man så gøre? Hvad gjorde man før i tiden? Det berømteste fortilfælde er P.A. Heiberg, den oplyste enevældes enfant terrible, der blev forvist fra Danmark i 1799. Men det siger sig selv, at også forvisning ville være kompromitterende for en human, demokratisk stat. Det ville hurtigt rygtes i Paris, og andre steder, hvis Danmark strittede sine egne børn ud af reden på den måde.

Man er altså nødt til at beholde ham, at tåle ham inde i landet, hvor hans eksistens indkapslet i et samfund baseret på demokratisk ligestilling frembyder alle de problemer som en falsk ligestilling medfører. Man er nødt til at holde ham skjult ved at lade, som om han ikke ek-

297

sisterer, slette ham af listen, lukke ørerne for hans forkerte meninger, endelig ikke give sig af med at diskutere hans synspunkter eller gå ind på hans præmisser, og hvis en eller anden skulle formaste sig til at nævne hans navn, da lade vedkommende forstå, at han har sagt noget forkert, så det ikke gentager sig.                     

Det er den fremgangsmåde, man har benyttet i Harald Nielsens tilfælde.

Det er ganske vist ikke helt i overensstemmelse med humanismens principper; det er heller ikke helt, hvad man forstår ved demokratisk ligestilling eller borgerret uden diskriminering.

Men som D. G. Monrad fastslog i et af sine politiske breve, er der tre magter i staten: "Den lovgivende, styrende, dømmende. Ja, og så den fjerde, den stille magt." Og Monrad tilføjede: "Der er intet helligt for den stille magt."

Han måtte jo vide det, for det var ham, der havde skrevet udkastet til Junigrundloven.

Den stille magt - den står der ikke noget om i grundloven. Så ville den jo netop heller ikke være stille. Men den er stærk i Danmark, og det er ikke særlig rart for dem, der bliver ofre for den. Det er heller ikke sikkert, at det er særlig godt for landet.

Nina Bjørneboe, 1981

Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu