DEN OVERLEVENDE

 


Fra Manden, der overlevede sin skæbne 

Af Nina Bjørneboe

 

Af sine nære venner fra ungdommens dage beholdt Harald Nielsen kun en eneste livet ud, nemlig Henry Goldmann, der døde et par år før han. Golle, som han hed mellem venner, var en af veteranerne fra studentersamfundets "Blege Ansigter", matematiker af uddannelse, forsikringsdirektør af profession, fra 1950 gift med keramikeren Nathalie Krebs.

 

Alle de andre venner var faldet fra lidt efter lidt. Paul Læssøe Müller havde trukket sig væk i tyverne, præsten Holger Trautner var død i 1930; senere fulgte brud med Ingemann Ottosen, Axel og Jo Locher, Vilh. la Cour og mange andre. Og så alle dem, der tog afstand fra ham under krigen og gik uden om ham efter krigen eller direkte opsagde ham huldskab og troskab: Johan Wøller, Sigrid Undset, Hertha Knudsen, blandt de yngre Ole Bjørn Kraft. En af de få, der havde holdt ved ham gennem krigen, var redaktør Svensson fra Flensborg, men også det venskab gik i stykker kort efter krigen. Sprængninger, brud, eruptive opgør - det ene efter det andet. I nogle tilfælde opsagde Harald Nielsen venskabet pr. brev, definitivt uforsonlig og samtidig mærkeligt resigneret. Sådan var han - forbi var forbi. Hans omgivelser kunne have svært ved at forstå misforholdenes kærne og klogere bliver man ikke i dag af at læse hans "opsigelsesbreve", hvoraf et er bevaret i kopi - et langt, fortvivlet brev til en kær gammel ven, som hermed får sin endelige afsked. Hvad der nærmer ligger til grund for bruddet, bliver man ikke klar over; alligevel berøres man sært - den lidenskabelige fortvivlelse; den ubøjelige beslutsomhed, står ud af sætningerne og hensætter én i sørgmodig afmagt og undren over denne mærkelige mand, hvis inderste bevæggrunde er utilgængelige for andre - et sind i uafladelig bevægelse og samtidig på sælsom vis selvberoende og upåvirkeligt. Som flydende lava måske. Men myten om Harald Nielsen som en isoleret, fattig og bitter gammel mand, der sad og skar tænder i mørket, mens verden gik ham ligegyldig forbi, må efter evne tilbagevises, selvom den unægtelig sætter hans tragedie mere i relief - og måske også ville være mere velegnet som afskrækkende eksempel! - end den mangeartede virkelighed. Vel

 

261 

 

var han fortvivlet over, at verden havde vendt sig fra ham; men ikke mere end at han havde bevaret en kostelig evne til at hengive sig til de nære ting. Han levede et på mange måder jævnt og muntert, virksomt liv, lige til han døde.

 

Hans børn og børnebørn var hans alderdoms glæde, og når de sad omkring ham og snakkede i munden på hinanden, frydede han sig som en rigtig gammel patriark. Det kunne ganske vist knibe med at hævde den patriarkalske værdighed, og det kunne være svært at få et ord indført, at dømme efter en båndoptagelse fra et af hans sidste leveår, hvor hans hvasse betragtninger og livfulde ungdoms erindringer halvt drukner, halvt bliver skåret på tværs af ivrige barnestemmer.

 

I øvrigt var den ufrivillige komik en uløselig del af profeten og vejlederen Harald Nielsen også på hjemmebane:

Engang ville han demonstrere for sine to dattersønner, hvorledes man håndterer et jagtgevær med omtanke, "Aldrig pege ligeud med det, heller ikke, selv om det ikke er ladt," formanede han. "Altid skråt ned mod gulvet! Se nu, hvordan jeg gør: Skråt nedad!" Og så holdt Harald Nielsen jagtgeværet skråt nedad, så løbet pegede over mod hjørnet af bogreolen. Men mod forventning var geværet ladt, og der lød et ordentligt brag, da han skød det ene ben væk under reolen. Den væltede, og i faldet dryssede alle bøgerne ud og spredtes hulter til bulter. Nej, Harald Nielsen kunne hverken ride eller skyde; men der er en rimelig symbolik i, at denne midt i sin Skarphed harmløse kritiker, der heftigere end nogen anden havde stræbt efter at opfylde "sandhedens blodige forpligtelse", aldrig har nedlagt andet med et skydevåben end en reol fuld af bøger.

 

Økonomisk sad han hårdt idet. Hans indtægter som skribent var lig nul da hans tidligere bøger ikke mere solgte, og alle sunde til bogforlag og redaktioner var lukkede. Han fik tilbudt noget oversættelsesarbejde at udføre anonymt. Men nej! At dølge åsyn og navn - dybt ville han ikke synke! Stolt var han og derfor svær at hjælpe. Når det kneb, gav børnene ham en håndsrækning; også det krævede takt. Engang samlede en kreds af mennesker ind til ham og købte en stak præmieobligationer og skænkede ham - i håb om, at en af obligationerne ville blive udtrukket med den store gevinst. Men den faldt aldrig på så tørt et sted.

 

Dog, også fattigdommen er relativ, og sammenlignet med de rigtig fattige havde han det ikke værst. Han kunne blive boende i sit hus i Birkerød, mens han tærede på den sørgelige rest af sin formue. Da han i 1954 solgte den sidste aktie af Alex Foss' donation fra 1922, erklærede han: "Nu er jeg bankerot! Fra nu af har jeg tre år, tilbage at leve i som en fri mand."

 

26

 

 Han hverken frøs eller sultede, og i det daglige var han omgivet af kærlige og forstående mennesker, som gjorde deres til at fjerne stenene fra hans vej. I de første år efter sin kones død havde han et sandt gennemtræk af husholdersker; ingen kunne holde den vanskelige herre ud ret længe, og han heller ikke dem. I perioder forsøgte han at klare sin husholdning selv, hvilket ikke faldt ham let, da han var såre upraktisk anlagt og i øvrigt slet ikke egnede sig for at være alene. Med gode bekendtes hjælp fandt han omsider en husbestyrerinde, der stod det igennem - fru Else Frederiksen, som førte hus for ham de sidste 15 år, han levede. Hun var en djærv og folkelig dame med en kvik forstand og en levende interesse for, hvad der rørte sig i tiden og omverdenen. Ligesom Harald Nielsen var hun ivrig avislæser og pløjede hver dag alle de vigtigste dagblade igennem, hvilket gav rigeligt stof til diskussioner med Magisteren. Med sin sans for tilværelsens pudsigheder, sit ubestikkelige syn på mennesker og sin naturlige forståelse for ungdommen havde fru Frederiksen stor betydning for den gamle Harald Nielsen og bidrog meget til at holde hans humør oppe. At hun tillige lavede fortrinlig mad, var et stort plus. For Magisteren nærede hun ægte respekt og beundring; men hun lod sig ikke kue af hans kværulantiske udladninger, men gav igen med samme mønt, så det af og til føg med gnister imellem dem. Helt venneløs var han ikke, selv om den gamle venneskare var borte. Nærmest stod forfatteren Kirsten Bang, som lærte Harald Nielsen at kende i 1945, og som med sit personlige venskab og sin praktiske hjælp som sekretær var ham en uvurderlig opmuntring og støtte i hans livsaften. Nævnes må også den før omtalte Hans Ostenfeld fra Den konservative Klub, der ofte besøgte Harald Nielsen og gik ham til hånde i arbejdet omkring bladet Egne Meninger, som han udgav i årene 1953-57.

 

Hans bekendtskabskreds var ikke stor, men dog heller ikke forsvindende lille. Egentlig selskabelighed havde han ikke råd til; men det hændte dog, at han holdt en lille gæstemiddag med vin på bordet til fru Frederiksens gode mad.

 

Den norske lyriker og kulturskribent dr. phil. Alf Larsen var en god, gammel ven, og de stod stadig hinanden nær. Alf Larsen var tilknyttet det konservative norske kulturtidsskrift "Farmand" og var en slags norsk pendant til Harald Nielsen. Politikens "Hvem skrev Hvad" oplyser med en misfornøjet næserynken: "L. har som polemiker mod materialismen været en stadig dominerende (og trættende) personlighed i norsk kulturdebat". Nærmere kan man vist ikke komme det! Det åndelige slægtskab omfattede dog ikke Alf Larsens tilslutning til Rudolf Steiners antroposofi.

 

263

 

Heller ikke var Harald Nielsen så totalt miskendt og ugleset, som det umiddelbart kan se ud.

 

Både hans 70-års og hans 75-års fødselsdag blev fejret med festivitas og mange gæster! Mere isoleret var han trods alt ikke. Hans 70-årsfest blev afholdt af godsejer Neergaard på Valdemarskilde.

 

Hos Karen Blixens svoger, overretssagfører Knud Dahl, var han gæst ved et middagsselskab, hvor han -   vist nok for eneste gang traf den berømte baronesse. De kom ikke ret på bølgelængde. Mellem de to så stærke og særprægede egocentrikere der vel opstå en vis gensidig frastødning! Harald Nielsen sagde, da han kom hjem, at hende brød han sig ikke meget om, en opfattelse, han senere bekræftede med sin bog om hende. I øvrigt siges Karen Blixen at have været en stor beundrer af Harald Nielsen; men det har formentlig været inden hun blev offer for hans hvasse pen! 

 

Vel, de små og store middage, et par runde fødselsdage, et opmuntrende brev eller et sjældent besøg af en åndsbeslægtet fra Norge var få og exceptionelle lysglimt, spredt over en lang række år, der kunne være tunge og brydsomme nok. At der stadig var liv i den gamle Harald, demonstrerede han ved sin aktivitet som forfatter.

 

 I årene efter krigen udgav han tre publikationer, der hver på sin måde omhandlede de problemstillinger, den havde aktualiseret for hans vedkommende: "Åndsfrihed og udrensning. En brevveksling med folketingsmand Hartvig Frisch 1947", "29. August og – fem år efter 1948" og "Selvafsløringer", ligeledes 1948, alle på eget forlag. Derefter var han tavs, indtil han i maj 1953 begyndte at udgive sit blad Egne  Meninger, som han videreførte indtil maj 1957, et halvt år før sin død – i alt sytten numre spækket med langtspundne artikler, noter og kommentarer, alt fra hans egen hånd.  Bladet var en ren underskudsforretning; abonnenterne var få, og prisen, kr. 1,50 pr. nummer, kunne ikke dække fremstillingen. Når det lykkedes ham at etablere bladet og holde det gående, var det takket være bogtrykker Elof Pettersen midt på Gammel Kongevej (tidl. Saabye Christensens Eftf.). Pettersen ville gerne støtte Harald Nielsen som forfatter, og det typografiske arbejde, han udførte for Harald Nielsens regning med bladet og de førnævnte publikationer fra "Eget Forlag", var baseret på langmodighed med betalingen, så der i realiteten var tale om mæcenvirksomhed.

 

For Harald Nielsen var ytringsfriheden lige så vigtig som den luft, han indåndede, og da han var så godt som udelukket fra at ytre sig offentligt, bortset fra et læserindlæg i pressen i ny og næ, var bogtrykker Pettersens støtte en af forudsætningerne for, at han kunne trække vejret frit. Uden denne støtte var den gamle Harald Nielsens pjecer og artik-

 

264

 

ler blevet føde for papirkurven. Om verden var gået glip af noget derved, er der delte meninger om blandt Harald Nielsens venner og sympatisører. Søren Krarup har kaldt hans seneste skrifter "bitterhedens og fortvivlelsens affaldsprodukter" (Jyllands-posten 30. september 1978).

 

 "Hvor et menneske ikke er fastholdt af andet end sig selv, vil dette menneske nemt forhærde sig i selvovervurdering og forurettelse - hvis det møder massiv modstand. Dette blev Harald Nielsens skæbne. Modstanden imod ham var mere end massiv, og den ødelagde ham, for han var ikke i stand til at leve med den. Deraf det tragiske over hans tilværelses sidste del."

 

Men hvis Harald Nielsen ikke var i stand til at leve med den massive modstand - hvorfor døde han så ikke af den? I en højst læseværdig artikel: "Ret - moral - etik", der snarere end et besk affaldsprodukt forekommer at være en klog mands afklarede ræsonnementer, pegede Harald Nielsen 76 år gammel på de religiøse tabuers magt i primitive samfund, hvor  

 

"man har eksempler på, at de, der har overtrådt stammens "tabu" er døde af det, har følt det i den grad som en forbrydelse, at de ikke har kunnet overleve det."

 

Men Harald Nielsen døde jo ikke. Han følte det nemlig ikke som en forbrydelse at have overtrådt sit samfunds tabuer, men som en utaknemmelig pligt, den han selv patetisk kaldte "sandhedens blodige forpligtelse". Med sine sene pjecer har han tydeligvis tilsigtet at fremføre sit selvforsvar for en eftertid, hvor han ikke kunne være personlig til stede; nærværende bog er et udtryk for, at han ikke har sigtet forgæves. Tankegangen former sig så at sige selv i forlængelse af hans alderdoms vidnesbyrd: Hvis der aldrig var nogen, der vovede at overtræde samfundets tabuer og vise med sig selv som indsats, at man ikke dør af det, ville samfundet og kulturen henfalde til primitiv dæmoni. Samfundet ville kunne opstille hvilket tabu som helst; og ingen ville vove at overtræde det af angst for at falde uden for verden og dø. På den måde ville tabuet virke selvforstærkende, og til sidst ville man nå det punkt, Harald Nielsen har peget på, hvor man faktisk kan dø af at overtræde et tabu. Kulturen ville blive plumret og stillestående som mosevand. For at afklare denne problemstilling for eftertiden havde bøgerne og pjecerne i og for sig været tilstrækkelige. Derimod forekommer Egne Meninger at lide af den gennemgående skavank ved enmandsblade: den ensformige synsvinkel. Der mangler udveksling - og afveksling. Me- 

 

265

 

dens en forfatter udmærket kan fastholde sine læseres interesse over mange hundrede sider omkring et stærkt begrænset emne - tænk på Thorkild Hansens trebinds værk "Processen mod Hamsun", der har holdt adskillige tusinde læsere i ånde over hele Skandinavien - kniber det, når forfatteren i et blad vil fremføre sin suveræne enetale om mange forskellige emner på én gang. Hvis et blad ikke på en eller anden måde udtrykker eller åbner for en flerhed af synsvinkler, en dialog, en overraskelse nu og da, får det uvægerligt karakter af sekterisme eller monomani, og den uhildede læser trættes eller begynder at snappe efter luft. Sådan virker Egne Meninger. Der er ingen dialog, ingen overraskelser, ingen festlige og tragiske højdepunkter, ingen afvigelser fra den Harald Nielsen, man kender ud og ind.

 

Hver for sig er mange af artiklerne i Egne Meninger særdeles interessante, og hans storpolitiske ræsonnementer vidner om indgående studier og et imponerende og selvstændigt tankearbejde. Men taget som helhed bærer bladet stærkt præg af at være skrevet af en isoleret mand, der ikke har haft jævnbyrdige at tale med, og som ikke er blevet afledet til at springe over i nye tankerækker, andre emnekredse og belysninger, men bevæger sig uforstyrreligt frem ad sin egen bane - ligesom Christian den 2. på Sønderborg Slot, der sled en skure i bordet med sin tommelfingernegl og dermed selv dannede et "naturligt" sted at sætte fingeren, når han gik rundt om bordet. En ond cirkel!

 

Hvis Christian den 2. ikke kun havde været overladt til sine egne ensomme tanker, havde han måske efterladt sig noget mere opbyggeligt i Sønderborg end en skure i et bord, og det samme med Harald Nielsen i Birkerød og hans Egne Meninger. Nu var han en gang kommet til den erkendelse, at jødernes stammekultur havde tilsneget sig en enorm storpolitisk magt, også efter 2. Verdenskrig, og i Danmark et kulturelt herredømme på bekostning af danskernes egen nationale kultur og hans personlige karriere - og så kunne han ikke komme ud af den bane igen, men blev ved med at have sin opmærksomhed fikseret derpå, år efter år. Men selv hvis man går helt eller delvis ind på hans forudsætninger vedrørende jødernes rolle i de skjulte magtmekanismer og territoriale studehandeler mellem Vest og Øst efter 2. Verdenskrig, så ville der stadig for en mand af Harald Nielsens støbning og med hans uvurderlige, kritiske begavelse være andre synsvinkler og andre opgaver tilbage, som han også kunne have kastet sig over, men som han skammeligt forsømte. Når han for eksempel var så begejstret for Arthur Koestlers bøger, hvorfor skrev han så ikke selv et essay om ham i stedet for bare at kritisere Jacob Paludans overfladiske behandling af Koestlers erindringer? Men gejsten var gået af ham. Han havde ikke kræfter til at få neglen op af skuren.

 

Det er tragisk. Det ville være endnu mere tragisk, dersom det ikke 

 

266

 

samtidig var et typisk gammelmandsfænomen. Som nu hans succesombruste genbo Jacob Paludan – han blev jo virkelig også en gammel mand i sit forfatterskab, hvem inspirationen ikke formåede at løfte op over de landskabsødelæggende motorveje og de lede biler, der gjorde ham gnaven, når han gik ture. Det skrev han om i det ene essay efter det andet, og til sidst tænkte man: Nej, ikke nu igen! Vi har jo hørt det til bevidstløshed! Og så skrev han om de medaljer, han havde fået, og om misundelsen fra dem, der ingen medaljer havde. Det var ikke rart.

 

Eller Thomas Mann, der skrev "Doktor Faustus" i 70-års alderen. En imponerende arbejdsindsats - men en gammelmandsbog uden blod og varme, uden fremtidsperspektiv, en forfængelig, narcissistisk pervertering af livsmotivet.  Nej, det er sjældent, at gamle mænd har noget stort at give videre, selv når de som Jacob Paludan og Thomas Mann er begunstiget af succes og har lejlighed til inspirerende tankeudveksling med åndeligt jævnbyrdige venner og kolleger. Alt for ofte synes visdommens kilde hos de store ånder at tørre ind med alderen.

 

Heldigvis nåede ånden at komme over Harald Nielsen endnu en gang. Det skete en morgen, bedst som han sad og læste i Kristeligt Dagblad, af alle blade!

 

Anledningen var, at Karen Blixen fyldte 70 i april 1955, hvilket, gjorde hende til genstand for den allerunderdanigste hyldest fra nær og fjern og i alle dele af pressen, herunder Kristeligt Dagblads litterære medarbejder provst Vagn Riisager, der kastede sig i støvet for baronessens fødder, kyssede kanten af hendes klædebon og bugtede sig i vandret gennem spalterne i næsegrus ærbødighed for den berømte dame og hendes fantastiske præstationer. Det var en tand for meget for Harald Nielsen. "Næ, nu må jeg vist hellere….." mumlede han ned i sin flip.

 

Og så gik han i gang med den bog, der skulle blive hans sidste: "Karen Blixen. Studie i litterær mystik". En festlig og blændende sortie, hvorved offentligheden endnu en gang fik anledning til at falde over ham i forbløffet forargelse over, hvad han dog kunne få sig selv til at sige. Borte var den gamle mand med hans mismod og træthedssymptomer, hans enerverende åndelige isolation og borende og gnavende fortvivlelse, og frem trådte den evigunge, studentikose idealist og sandhedsridder, sammenbidt immun over for baronessens adelstitel, stilistiske blændværk og parfumerede røgslør over begivenhedernes gang i sine indviklede fortællinger. Ivrigt opsat på at

 

267

 

"gå lige på og hårdt og gennemtrænge stilens, alt omsluttende overflade og uden hensyn til dens charme spørge om den sande betydning af det, den har påtaget sig at udtrykke. Vil man vide, hvorledes en bonbon smager, kan man være nødt til at fjerne sølvpapiret."

  

Hans bog udkom på Borgens Forlag. Nej, hvor blev de forargede alle sammen! Alle landets kritikere var enige om, at  Harald Nielsen havde begået noget højst upassende og oprørende ved at behandle Karen Blixen med en sådan mangel på delikatesse; men de havde en meget forskellig måde at vise det på. Nogle overlegent affærdigende ved at meddele læserne, at Magisteren trådte i andres fodspor, idet han blot gentog, hvad skarpsindige kritikere forlængst havde peget på. Andre ved at trække overbærende på skuldrene, thi hvad Karen Blixens "frimodige tumlen med ham- og kønsskifte, med fristende nøgne piger, ruffersker og bordelinteriører angår, er tiden jo vant til så stærke sager, at det vist vil blive vanskeligt at rejse en indignationsstorm mod de Fantastiske Fortællinger og Vintereventyrene på det punkt." Og ganske rigtigt: den storm af indignation, Harald Nielsen rejste, var udelukkende rettet mod ham selv, fordi han havde formastet sig til, som han selv sagde: "at afdække den kyniske, tvetydige, betændte kærne bag den silkeglatte overflade." Det var det oprørende, deri var de alle enige uden hensyn til politisk og religiøs credo. Katolsk Ugeblad kaldte ham en forbitret sjæl uden sans for nuancer, et venstreblad "en røst nedefra", og Dagens Nyheder (Hakon Stangerup) noterede, at han havde et "forvrænget grundsyn". I Gymnasielærernes Blad fik han et kursus i litteraturforståelse og fik foreholdt det komiske i, at han havde hævet en "moralsk pegefinger", fordi Blixen er "pervers, depraveret og sadistisk", thi når man læser Karen Blixen, må man hverken stikke fingeren i vejret eller i jorden", men "være villig til at gå blindgang i hendes ekscentriske fantasilabyrint”. Vestkysten trak på skuldrene over, at meget af det, Harald Nielsen sagde, "er så indlysende rigtigt, at der ikke er nogen særlig fortjeneste ved at sige det."

 

I Højskolebladet blev Harald Nielsens bog sønderlemmet af Gartnerhøjskolens forstander Johs. Rosendal der selv har skrevet en  næsegrus afhandling om Karen Blixen, hvori han har berømmet hendes "visdom" og kaldt hende en religiøs tænker, ja en mystiker, der afslører Guds plan med verden og indirekte giver et bidrag til forsoningslæren. Den dybere mening i Karen Blixens kunst er ifølge Rosendal, at "mennesket har en bestemmelse"; og "denne bestemmelse gælder det om  at være tro". Men hvad med sandheden? Den er som bekendt ilde hørt, og for at komme den til livs kan selv en højskoleforstander blive fristet til at af-

 

268

 

lægge sin blødhåndede attitude. Det gjorde Rosendal, idet han uden smålighed tildelte Harald Nielsen en serie håndkantslag, blandt andre dette: "Mange store kunstnere har i deres følge et stinkdyr. Nu har Karen Blixen også fået sit.'" Undersøger man denne påstand, opløser den sig i det rene og skære vrøvl. Hvad er det for "mange store kunstnere" han taler om? Hvad er det for "stinkdyr", de har i deres følge? Hvad berettiger ham til at injuriere Harald Nielsen? Åbenbart det, at Harald Nielsen helt savner "forståelse for centrale ideer i hendes forfatterskab" og "ikke er nået frem til forfatterskabets hovedtanker", men i stedet har "fremdraget og snaget i de beskrivelser, der vedrører erotiske og seksuelle forhold" og "med flid … trukket dem ned i et trivielt plan", hvilket godtgør, at Harald Nielsens opfattelsesevne "også overfor disse foreteelser" er "stærkt begrænset".

 

For Karen Blixen fik Harald Nielsens bog og postyret omkring den imidlertid en positiv effekt, idet hun samme år demonstrativt fik tildelt Henri Nathansens Legat, oven i købet med et for lejligheden forøget beløb, hvilket - som Harald Nielsen bemærkede med vanlig selvfølelse - "kun kan tjene til at fremhæve, hvor lidt det, jeg siger, har at betyde. Quod erat demonstrandum!" 

 

Efter at den ufrivillige igangsætter af Harald Nielsens Blixenbog, provst Vagn Riisager, havde læst alle sine kollegers anmeldelser i den øvrige del af pressen, vovede han sig frem med et selvforsvar i Kristeligt Dagblad imod, hvad han kaldte Harald Nielsens "pamflet", og oplyste, at hans hyldestartikel til "Karen Blixens 70-års dag var ment spøgefuldt, og at det var et bevis på, at Harald Nielsen manglede både den lille og den store humor, at han ikke havde opfattet det.

 

"Og det har jeg ikke, det må jeg indrømme!" svarede Harald Nielsen i Egne Meninger: "Jeg har nok fundet hans begejstring komisk, men har regnet med, at der var tale om ufrivillig komik. Efter at være bleven oplyst om, at dette ikke er tilfældet, vil jeg fremtidig læse hans mange begejstringsudbrud på en ganske anden måde end tidligere og anbefaler, at nogle af dem i så fald får den plads i radioens Aviskabaret, de fortjener." 

 

Harald Nielsens Blixen-bog er stadig i stand til at vække forargelse, og det samme gør den, der omtaler den uden i samme åndedrag at tage afstand fra den. Jeg var engang ved at blive ædt af en Blixen-fan, blot fordi jeg citerede mottoet om bon-bon'en og sølvpapiret - skønt jeg ikke kan se rettere, end at det er et glimrende motto, hvis man ikke vil risikere at få sølvpapir i munden. "Har du overhovedet læst Blixen?" spurgte han harmdirrende og gav mig et belærende foredrag om hendes visdom og hendes dybtgående opgør med kristendommen. Hvad han ville med hendes opgør, ved jeg ikke, da manden var kristen teolog.

 

269

 

Hvorom alting er, vil Harald Nielsens Blixen-studie visselig blive stående som et værk i sit eget værd. Da den gamle knark klædte Karen Blixen af, gjorde han det vel uden den pli, som kræves af en borgerlig gentleman; men han gjorde det med en ynglings lidenskab, og den vil alle dage bevare sin ret over for konventionerne, også når den som her ikke har attrå efter kvinden som sit motiv, men harme og forbitrelse over heksekunstens forførende magt. Der er mere ungdommelig handlekraft og varme, mere hjerte og åndedræt i Harald Nielsens "pamflet" end i den samlede hyldest fra alle de anæmiske skønånder, som skabte Karen Blixens ry og kappedes om at kysse kanten af hendes klædebon.  

Hermed skal ikke påstås, at Harald Nielsen har skrevet en udtømmende karakteristik af Karen Blixen. Hans bog er, jfr. Sven Hakon Rossels ord om "Usurpatoren", en gavnlig modgift mod overdreven Blixendyrkelse. Hans Brix er stadig uundværlig, når det gælder om at finde vej og sti i Blixens artistiske labyrinter; men især har Aage Kabell fremdraget sider af hendes væsen og loddet dybder i hendes problematik, som Harald Nielsen var - ja, hvordan skal man sige det - for stupid til at begribe! I hans bog fremtræder han selv og Karen Blixen som et umage par - en tragikomisk illustration til Edith Rodes livskloge konstatering af, at der er en inkongruens mellem kønnene. 

 

De seneste års righoldige Blixen-litteratur har desuden givet en mængde facetter til forståelse af hendes liv og derigennem indirekte til belysning af hendes værker, som Harald Nielsen af gode grunde ikke kunne tage hensyn til. Om han ville have gjort det, dersom han havde kendt dem, er en anden sag. Hvordan man end vender og drejer det, hviler Karen Blixens ry fra først af på hendes værker, og det er dem, Harald Nielsen forholder sig til; det er Karen Blixen som forfatter, han underkaster en etisk vurdering, og den åndspersonlighed, værkerne afspejler, han tager stilling til. 

 

Det er derfor komplet misvisende at angribe ham for at snage. Det gjorde han aldrig, og det var hans udtrykkelige holdning som kritiker ikke at gøre det; derfor er han så velgørende renfærdig. Hans kritiske ideal var

 

"at læse teksten med en sådan opmærksomhed, at yderligere vidnesbyrd bliver overflødige." Medens litteraturhistorikeren tænker i påvirkninger, tænker kritikeren i karakter og natur, og kritikerens dom skal ikke afvente forfatterens død og eftertidens adgang til private korrespondancer, fastslår han i "Litterære Mirakler"

 

"Skulle den litterære forskning være afhængig af brevstoffet, måtte den jo også på forhånd afholde sig fra at beskæftige sig med alle de forfattere, for hvis vedkommende et sådant ikke fore-

 

270

 

ligger, og det er vel endnu langt de fleste. Nej, i værkerne selv og i pressens udtalelser om dem ligger der en fuldtud tilstrækkelig orientering."

  

Når han henviste til breve og andre kilder uden for værkerne selv, var det som bekræftelse eller uddybning af en opfattelse, han havde dannet sig ved at studere værkerne, ikke som primært grundlag for en opfattelse.

 

For hans opfattelse af Karen Blixen som gold eksperimentator ledet af pervers seksualitet er der leveret fuld bekræftelse i Thorkild Bjørnvigs erindringsbog "Pagten". Hvad Harald Nielsen, ved at holde sig til hendes historier alene, har påvist punkt for punkt om hendes ånds beskaffenhed: talentfuld simili, artistisk iscenesatte banaliteter og fnisende paradokser, marionetintriger med hende selv som dukkefører, er altsammen gået i opfyldelse i Thorkjild Bjørnvigs bog, man fristes til at sige: med livet og kærligheden som indsats - vel at mærke Bjørnvigs liv og kærlighed, ikke Blixens! Men hvis man foreholder en Blixen-fan og Harald Nielsen-hader denne bemærkelsesværdige overensstemmelse, får man til svar, at Thorkild Bjørnvig er et dumt svin, fordi han har skrevet "Pagten"!

 

Men hør nu: Harald Nielsen undrer sig over, at man ikke mærker noget til i Karen Blixens historier, hvorledes digteren skaber sin fantasivirkelighed ved at opleve sine digtede personer indefra:

 

"Hvor hun præsenterer os for en "digter", bliver også han kunstigt sat i gang og kunstigt dirigeret af en justitsråd, der trækker i trådene. Ikke digterens lidenskab er fortællingens indhold men justitsrådens leg med den." Det hele er så fint og forvirrende, at læserne af frygt for at synke i almindelig agtelse ikke tør stille samme spørgsmål til hendes produktion som til andres. Dertil kommer, at hendes forvandlingsnumre kaster et usikkerhedens og tvetydighedens skær over det, hun fortæller, samtidig med at de også synes udtryk for en sådan tvetydighed. Hendes interesse for det seksuelle er uomtvistelig, men det er ikke altid uomtvisteligt, om hun opfatter det fra det mandlige eller det kvindelige synspunkt.

 

Det er en nøjagtig kortlægning af de psykologiske mekanismer, der fik Thorkild Bjørnvig til at sprælle hjælpeløst i Karen Blixens net. Medens Harald Nielsen er kartografen, der tegner landkortet på basis af nedskrevne data om et sted, hvor han aldrig selv har været, er Thorkild Bjørnvig den opdagelsesrejsende, der oplever stedet ved selvsyn, men farer vild i tågen, fordi han ikke har noget kort at gå efter

 

 271

 

Medens Bjørnvig lod sig suggerere af hendes magt, var Harald Nielsen, afvisende og immun. Han har noteret sig hendes interesse for det jomfruelige, som hun imidlertid med forkærlighed krænker, snart ved at lade jomfrueligheden udsættes for voldtægt, snart ved at udlevere den til en impotent levemand. I "Den gamle vandrende ridder" tager en ung baron en forkommen ung pige fra gaden med hjem; han klæder hende af foran kaminen, og hun viser sig, som Harald Nielsen konstaterer, "foruden at være umanerlig dejlig også at være i besiddelse af sin jomfrudom - en kombination af fortrin, man ikke møder hver dag på gaden." Da hun har tilbragt natten hos baronen, står hun op og forlanger tyve francs for sin ulejlighed. Det har "Marie" sagt, at hun skulle:

 

Denne mystiske "Marie", påpeger Harald Nielsen, indtager en nøglestilling i Karen Blixens kunst; hun dækker over begreber som rufferske, koblerske, bordelværtinde, men også over kunstneren, iscenesætteren. Der forekommer i Blixens forfatterskab adskillige ældre damer, der "selv ikke længere kan spille nogen aktiv rolle i kærlighedslegen, men som nyder at dirigere andre". Derimod er det svært at finde noget, der fortjener betegnelsen kærlighedshistorie eller overhovedet noget, der minder om begær eller sanselighed i blodvarm betydning.

 

 Igen må man beundre hans præcision i skitsen til Karen Blixens fremfærd overfor Bjørnvig. At svække hans ægteskab, at dirigere og spolere hans og hans venindes kærlighedsaffære, overhovedet at indgå en pagt af den art med en begavet ung digter, - hvordan skulle det kunne lykkes for hende, dersom digteren ikke netop havde været en uskyldig ung mand, der ikke anede den onde vilje bag det udsøgte venskab, ikke opfattede "den depraverede ånd bag det soignerede ydre", men lod sig forvirre af alt det fine og tvetydige, de behændige forvandlinger, den sikre stil, hun spillede i.

 

Om sit sidste besøg på Rungstedlund, helligtrekongersaften 1954, fortæller Thorkild Bjørnvig:

 

"Denne aften formede, sig nu mest af alt som et grumt satyrspil. Karen Blixen var igen slået om og harcellerede over, at min veninde, som jeg fremdeles ikke så, og jeg ikke lod det blive til noget. Men det undrede hende ikke, sådan som vi var: "De med Deres tåbelige trods og fejghed, De som ikke tør blande blod, simpelthen fordi De er bange for at se blod, og hun, ja, kan De ikke se, at hendes sjæl ikke er større end en grønært?" Jeg blev frygtelig ophidset, men var så overrumplet, at jeg var fuldstændig lammet. Og hun talte videre og kom nu med så uhyrlige mor-

 

272 

 

somheder om os, om alt og alle, så jeg meget mod min vilje måtte le og lod mig rive med i en hvirvel af vild og lystig og forfærdelig ironi; ingen så normale ud, og ingen gik fri. Det var den fuldkomne nihilisme, eller djævlemesse, og på en eller anden måde befriede den også noget tilbagetrængt i mig, så jeg i stedet for at protestere endte med at deltage. Jeg husker kun meget lidt, og det er absolut ikke værd at gentage."--

 

------ "Karen Blixen havde den aften fået mig til at fornægte alt, også min kærlighed. Det gik langsomt op for mig, at hun uigennemskueligt, med vekslende masker, konsekvent havde modarbejdet og saboteret både at forholdet mellem min veninde og mig skulle nå til opfyldelse og at det skulle kunne opfattes som tragisk. Jeg tror, at hun dybest set satte sig imod, at det skulle opnå nogen form for gyldighed, og på dette punkt udspilledes den sidste afgørende strid mellem os. Derfor blev det ved moralsk forargelse nægtet opfyldelse, og ved latterliggørelse nægtet tragik. Og derfor kunne hun fordre tragik, når jeg søgte opfyldelse, og fordre opfyldelse, når jeg accepterede tragik - og i begge tilfælde hævde, at vi svigtede historiens love, den historie, vi var indlagt i. Vort forhold måtte ikke eksistere, ja ikke engang have eksisteret."  

 

Om det så er Harald Nielsens direkte henvisning til Hedda Gabler og hendes destruktive skønhedsdyrkelse, der symboliseres ved "revolverskuddet, det ubønhørlige facit af fejlvurderingen" har den sin "Anspielung" i de virkelige begivenheder mellem Karen Blixen og Thorkild Bjørnvig. Det skete under et langt tidligere besøg på Rungstedlund, en aften i november 1952:

 

"Pludselig rejste hun sig fra bordet og gik langsomt, uden et ord, ud af stuen. Lidt efter kom hun tilbage med en revolver i hånden, stillede sig med den ene hånd hvilende på sin højryggede stol og hævede den anden med revolveren og sigtede længe og ubevægeligt på mig. Jeg var ikke spor forbavset, der var intet, der kunne forstyrre min fuldkomne lykke, jeg tænkte: alt er uløseligt, og lykkeligere kan du aldrig blive, så hvorfor ikke lige så godt nu, og hellere nu, end siden. Hun så ufravendt på mig og jeg på hende, i en eller anden gensidig og forrykt forståelse. Så sænkede hun langsomt armen og gik igen ud ad døren. Lidt efter kom hun tilbage, satte sig ned og begyndte at tale som om intet var hændt. Vi fortsatte til sent, og da jeg gik i seng, satte hun Tschaikovskys Andante Cantabile på grammofonen, mens jeg lå i en usandsyn-

 

273 

 

lig rus, i salig fordobling, så at sige svævende over mig selv, og lyttede.

 

Hun sigtede, men hun skød ikke og - dermed fik skønheden det sidste ord. Thi for en Hedda Gabler går skønheden frem for alt, og derfor bliver hendes forhold til virkeligheden aldrig til andet end "Anspielungen".

 

Hedda Gabler? Jamen, hun skød sig jo, vil man sige! Ja, på papiret, men det gjorde Werther i sin tid som bekendt også, og der er vel ingen, der derfor vil mene, at han også forsvandt ud af tilværelsen?" spørger Harald Nielsen - og ret har han. 

 

Heller ikke Karen Blixen er forsvundet ud af tilværelsen, selvom hun endte med at falde ret ynkeligt ud af rollen som dirigent for en naiv, ung digters skæbne. 

 

Thi når en myte er skabt, kan den ikke mere dø. Denne myte: den fornemt urørlige Karen Blixen, det var den, Harald Nielsen forsøgte at gennemhulle - uden held, ganske som hans forsøg på at gennemhulle Brandes-myten var forgæves. Begge myter overlever, og i begge tilfælde er myten den givne forudsætning for interessen i at uddybe kendskabet til de pågældendes personalia. At det dybere kendskab i begge tilfælde afslører, at myten hviler på falske forudsætninger eller selv er et falsum, får imidlertid ikke myten til at forsvinde, - det er det ejendommelige: samtidig med at dokumentationen omstøder de præmisser, myten hviler på, vækker dokumenterne i sig selv en interesse, der får dem til at virke som ny næring til myten.

 

Den hæmningsløse Blixen-dyrkelse, vi nu oplever, ville hendes forfatterskab i sig selv antagelig ikke kunne afstedkomme på nuværende tidspunkt; men gennem en kædereaktion er hun forlængst blevet interessant som person, derfor kaster vi os over hendes breve, hendes venners erindringer om hende, vi diskuterer hendes barndom og hendes ægteskab, hendes syfilis, hendes barnløshed, hendes kaffefarm og hendes mislykkede kærlighedsforhold til Denys Finch-Hatton, hendes pagt med Thorkild Bjørnvig osv. I Blixen-myten på dens nuværende stadium er hendes værker nærmest en biomstændighed ved hendes interessante liv. 

 

Sådan som hendes livsskæbne nu ligger åben for almindelig beskuelse, synes den ånd, der bærer hendes værker, at kunne tolkes som en forkastelse af tilværelsen på de givne vilkår. Man får indtryk af, at forfatterskabet er en form for hævn på tilværelsen, en hævn hvis grundlæggende motiver har været et socialt mindreværdskompleks og mang-

 

274

 

lende sex appeal. Faderens selvmord var tildels en følge af økonomiske  vanskeligheder, og hans bortgang bevirkede igen et socialt fald for kone og børn; thi også i de kredse nød en familie med intakt mandligt overhoved mere prestige, end en enke og hendes børn.

 

Man har peget på Karen Blixens barnløshed og syfilis som hendes livs tragedie og man har talt om hendes "mangel på erotisk evne". Men meget tyder på, at hun selv som ung har haft ringe erotisk tiltrækningskraft; det har rimeligvis gjort et ægteskabeligt springavancement vanskeligt. Da hun blev forlovet med Bror Blixen, var hun højt oppe i tyverne, og deres ægteskab og etablering i Afrika var en særdeles kostbar investering for hendes familie. Den baronessetitel,  han skænkede hende, og som hun til trods for skilsmissen klamrede sig til resten af sit liv, var vel det eneste aktiv, hun reddede ud af det ægteskab. Man overbevises ikke om, at Bror Blixen var voldsomt følelsesmæssigt engageret i hende. Om hendes forhold til Denys Finch-Hatton står kendsgerningerne mere tågede. Hun  elskede ham; men elskede han hende? Vist ikke sådan rigtigt. Og for hans families øjne fandt hun ikke nåde.  

 

Oven på nederlaget i Afrika skrev Karen Blixen til sin broder, at hun ville  stige ned i Lucifers rige og finde sandheden. Hun erklærer udtrykkeligt, at hun ville være en heks. Hun skrev også i et brev, at hun ikke kunne forestille sig noget mere idiotisk end at sidde og stirre forelsket ind i en mands ansigt. Da hun betroede Thorkild Bjørnvig om sin sygdom, udstødte hun et hjertesuk over at måtte forsage en mands favntag; men efter hendes død har hendes læge, professor Mogens Fog oplyst, at hendes sygdom ikke var smittefarlig og at hun ikke af fysiske årsager var afskåret fra at leve et erotisk liv.  

 

Men hvis der ikke var nogen, der ville have hende? Så kan det være svært for en kvinde at leve et erotisk liv og lægge erotisk evne for dagen. Ja, det kan blive svært pinligt for begge parter, om hun forsøger. Hvis hun er kunstner, med en kunstners formende drift med en digters trang til at suggerere med ord, kan hun give sig til at lave kunst som en slags efterliv oven på nederlagene – forudsat at hun kan finde vejen om på den rigtige side af nederlagene. Men det kan hun ikke i Lucifers rige, for Lucifer er fuld af løgn, og han véd end ikke, hvor sandheden er, og hans lys er skærende og koldt; det blænder uden at lyse op, og det mangler solens livgivende varme.

 

En kunst uden kærlighed er ingen ægte kunst, kun simili. En digter, der elsker dyden, kan skabe ægte kunst med dyden som motiv. En digter, der foragter dyden, kan kun krænke den - men det er ingen kunst at krænke dyden. Derfor kan simili meget vel have sin berettigelse, og Karen Blixens glitrende, funklende, artistiske, historier har da også deres. De er de blikfangende tapperhedsmedaljer, bag hvilke hun søgte at skjule og

 

275

 

dække sit ubodelige sammenbrud. Det er muligt, at smykkerne med tiden vil miste deres glans og blive bortkastet som gammel julestads. Men i mellemtiden er kvinden bag smykkerne, den rigtige Karen Blixen, der levede og elskede og spillede fallit, kommet til ære og værdighed. Hun kalder på vor medfølelse – trods alt.

 

Med Blixen-bogen afsluttede Harald Nielsen sit forfatterskab lige så veloplagt, som han havde begyndt det mere end halvtreds år forinden. Meget havde han ikke forandret sig, i hvert fald efter de flestes mening absolut ikke til det bedre! Lige studentikos, lige respektløs, lige brandirriterende, i sin konstatering af selvindlysende kendsgerninger, som det var ganske overflødigt, for ikke at sige asocialt  at gøre opmærksom på.

 

De, der husker tilbage til 1956, vil erindre at det var det år, den borgerlige forargelse slog ud i lys lue over Agnar Mykles småpornografiske roman "Sangen om den røde Rubin". Men ligesom det vil være fremgået af nærværende kapitel, var der ressourcer nok i den skrivende og tænkende del af offentligheden til, at der kunne blive en god portion forargelse tilovers til Harald Nielsen.

 

Helt havde han ikke nedlagt sin pen. Han nåede at udsende endnu et nummer af Egne Meninger, hvor han kommenterede angrebene på sin sidste bog. Det kom i maj 1957, halvandet år efter det foregående nummer. Kræfterne begyndte at ebbe ud. På bladets sidste side tog han behørigt afsked med læserne. Han henviste til Søren Kierkegaards ord om skribentens kår: at et enligt menneske ikke kan hjælpe eller frelse en samtid, og sluttede:

 

"Heller ikke mig falder det ind at tro, at det er muligt, og dog - således er kårene! - må enhver skribent, hvem hans lands ve og vel og hans folks skæbne ligger på sinde gå ud fra, at det er det.

 

Ud fra denne antagelse har også jeg arbejdet efter evne."

 

Det samme havde han sagt i 1907, da han afviste det kristelige ydmyghedsideal i den folkelige og kulturelle kamp og erklærede: "Man skal kæmpe for sin sag med hele sin kraft."

 

Den 9. december 1957 døde Harald Nielsen i sit eget hus. Det var en mandag; han var alene hjemme og havde formentlig sin vane tro begyndt dagen med at læse i sengen. Der fandt man ham hen på eftermiddagen, med lyset tændt og en opslået bog i hånden - Bunyans "Pilgrimsrejsen."

 

Men hvorfor ikke lade Harald Nielsen kommentere sin afgang fra verdens arena med egne ord - et par linier af et brev fra februar 1957 til en bekendt, som havde fortalt ham, at en gammel ungdomsven ny-

 

275

 

ligt havde mindedes ham kærligt og sammenlignet ham med Alexander d. Store - en sammenligning, Harald Nielsen med stilfærdig selvbevidsthed gør sig fri af:

 

"Det eneste punkt, hvori jeg ligner Alexander d. Store er, at heller ikke jeg får gjort mit værk færdigt, men, hvad siger ikke Eddaen: Sejrløse falder kæmperne alle.

... en venlig hilsen fra sejrherren uden sejre

Harald Nielsen".

Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu