BAGEFTER

 

Fra Manden, der overlevede sin skæbne

 af Nina Bjørneboe

 

Allerede midt under krigen begyndte aktive modstandsfolk at gøre sig overvejelser om "Opgøret bagefter". Under den overskrift skrev Arne Sørensen en artikel i "Nyt fra Dansk Samling" den 15. august 1943. Opgøret deler sig i to dele, fastslår han:

"Dels opgøret med angiverne; forræderne og andre som på skamløs måde har forbrudt sig mod lov og ret, dels det politiske opgør med personer og grupper, der har haft forkerte meninger - og endelig opgøret med dem, der kommer ind under begge kategorier.

….Uanset om disse personers handlinger kommer ind under den almindelige straffelov, må de have de allerstrengeste straffe.

Og det kan gøres - om ikke på anden måde så ved behandling efter militær straffelov, der om nødvendigt kan gøres gældende overfor civile. En sådan streng afstraffelse uden nogen som helst sentimentalitet er nødvendig, først og fremmest, fordi retten kræver det. Men for det andet er den også nødvendig af praktiske grunde. Hvis der ikke kommer en straf gennem lov og dom, vil folket nemlig tage selv. Og det ville være ilde, om privat hævn og privat opgør skulle blive løsningen. Det bringer blod og uret ind, hvor det ikke hører hjemme, og det giver en altfor uensartet afstraffelse."

I en artikel, som skulle have været offentliggjort i Den ny Tilskuer for september 1943, tog Harald Nielsen skarp afstand fra den mentalitet Arne Sørensen havde luftet:

"... det er tydeligt, at der i den mentalitet, man her gør bekendtskab med, ikke er plads for den mulighed, at andre også kunne have ret eller i det mindste handle og tænke ud fra ligeså hæderlige motiver som en selv. Målestokken er kun een, nemlig hvad hr. Arne Sørensen og hans meningsfæller anser for rigtigt. Hvad der strider mod dette er "forkert". Man er ikke helt klar over, 

250

 hvilken straf det vil medføre at have sådanne "forkerte" meninger, men hvis synderne tillige falder ind under begrebet "angiverne, forræderne og andre som på skamløs måde har forbrudt sig mod lov og ret", er de hjemfaldne til at blive dømt - uden lov og ret. For det fremgår klart af udtalelsen, at de skal dømmes også uanset, om de ikke falder ind under den almindelige straffelov, hvilket vil sige, at ikke blot deres meningers forkerthed, men også deres opførsels forkerthed skal bestemmes efter, hvad hr. Arne Sørensen og meningsfæller anser for "rigtigt". Og for at blive i stilen kamoufleres denne åbenlyse opfordring til at tage sig selv til rette som en advarsel mod at gøre det."

 På grund af den tyske censurs krav om strygninger lod Harald Nielsen imidlertid den pågældende artikel udgå tillige med en anden artikel til samme nummer, som blev bladets sidste. Efter at Den ny Tilskuer var gået ind, udsendtes artiklerne som særtryk med de forbudte afsnit udeladt, men i 1948 udgav han dem in extenso i pjecen "29. August og fem Aar efter".

 Ganske som forudset kom det til at gå ham selv: Den 6. maj 1945 blev han opsøgt i sit hjem af tre civilklædte unge mænd med frihedskæmperarmbind og ladte pistoler. Harald Nielsen befandt sig i sit arbejdsværelse på første sal sammen med en mand ved navn Hans Ostenfeld, som havde lært ham at kende ved et møde for unge konservative på Hindsgavl i 1932 og siden været ham hengiven og ofte gik ham til hånde. Harald Nielsen gik selv ned og lukkede op. De unge mænd greb brutalt fat i ham og trak ham ud af huset. En af dem pegede på ham med sin pistol; Harald Nielsen råbte indigneret: "Tag den væk! Den kan jo gå af, mand!" Han prøvede at gøre sig fri men de holdt fast. Under håndgemænget rev de ærmet af hans jakke. Derpå kørte de ham til den nærliggende åndssvageanstalt Ebberødgaard, hvor han fik anvist natteleje på en bunke halm. Næste dag blev han overført til Hørsholm Kommuneskole, hvor han tilbragte et par uger under frihedskæmpernes bevogtning, tillige med en del andre "angivere, forrædere og personer med forkerte meninger”. Derfra vendte han hjem med en såkaldt "hvid attest" som den misforståelse, det var at han var blevet interneret. Han havde været en lovlydig borger, der havde rettet sig efter regeringens henstillinger om ro og orden; han havde under nødvendighedens tryk anset samarbejdspolitikken for den eneste mulighed; ligesom han havde været imod frihedskæmpernes udæskende handlinger over for besættelsesmagten. Disse opfattelser havde han offentligt givet udtryk for, og andet havde han ikke bedrevet. Han havde ikke været medlem af nogen nazistisk eller krypto-nazistisk organisation. Han havde ikke optrådt i nazistiske blade, og han havde ikke deltaget i det dansk-

 252

 tyske selskabs- og foreningsliv eller på anden måde haft omgang med tyskerne.

 Den eneste gang, han var i forbindelse med værnemagten, var da han lige efter den 29. august 1943 blev kaldt op på Dagmarhus til en samtale med Dr. Bests sekretær Billstein, der søgte at overtale ham til at lade den ovenomtalte artikel "29. August" trykke i septembernummeret af Den ny Tilskuer, minus de af den tyske censur krævede udeladelser. Men Harald Nielsen havde som sagt ladet artiklen udgå netop på grund af censurens strygninger, og under samtalen fastholdt han sit afslag, idet han mindede Dr. Billstein om det gamle ord, at man ikke kan sidde på bajonetterne. Samtalen varede i tyve minutter og førtes med Harald Nielsens ord, "i de høfligste vendinger". Billstein opfordrede ham til at besøge ham igen ved lejlighed, men Harald Nielsen erklærede, at dette var umuligt.

 Skønt han senere i et brev til Hartvig Frisch med bitterhed beklagede sig over, at han havde måttet "vandre i fængsel for sine meningers skyld", tog han sin internering på Hørsholm Kommuneskole med godt humør og berettede mange anekdoter bagefter fra sit ophold.

 Men udadtil havde han kløerne fremme: 

 "Hvad jeg havde været mest tilbøjelig til at betragte som halvgale eller indskrænkede personers hysteriske påfund: Tanken om ved hjælp af tilbagevirkende love at nedsable og brændemærke dem, der havde haft en anden mening end deres om, hvad der bedst tjente vort lands interesse, blev den 5. maj til sørgelig virkelighed. Patrioter og kommunister i skøn forening hjulpet af "det allerhæsligste krapyl" - for at citere en Arne Sørensensk vending overfaldt og fængslede anderledestænkende... Sat i system af klassisk dannede personer florerede angiveriet som aldrig før. En uforsigtig ytring på en frokoststue om, at Tyskland ikke var den eneste fare, kunne koste en mand ansættelse og pension, hvis der ellers var en mere renlivet patriot, der havde kig på hans stilling eller et horn i siden på ham."

"Kunne man ikke ligefrem personlig deltage i en af de straffeekspeditioner, under hvilke man samlede souvenirs til erindring om disse i vort lands historie så stolte dage, kunne man på utallige andre måder sikre sig den belønning, der tilkom én. Man kunne, hvis man hørte til inderkredsen, blive minister med ministergage og ventepenge, og, hvis man ikke gjorde det, for en god dagløn bevogte og genere de indespærrede - i visse tilfælde mishandle og pine dem, hvad der altid gjorde arbejdet mindre kedeligt ... aldrig nogensinde er der i den grad blevet slået mønt af idealerne som efter 5te maj. Alle deltog i kapløbet penge, stil- 

252 

linger, fordele, understøttelser og dekorationer, ingen anstrengelse blev skyet for at holde gryden i kog og stemningen på højdepunktet. "

"Man kunne have tænkt sig, at pårørende af dem, der var faldet i den illegale kamp havde protesteret i harme mod den måde, hvorpå disses offer blev udnyttet merkantilt af Frihedsbevægelsens ådselgribbe, men dette skete ikke. Hvad der under andre omstændigheder ville have fremkaldt betegnelser som svindel og korruption blev under de foreliggende kaldt genrejsning."("29. August og - fem Aar efter")

Et er at få en hvid attest på, at man er uskyldig i henhold til landets love, såvel de fremad- som de tilbagevirkende; noget andet er at værge sig mod bagtalelsen. "I en stat, hvor mistanken er tilstrækkeligt bevis, er det underordnet, om den er begrundet," skrev han i 1957 om Sovjetunionen. Efter 2. Verdenskrig var Danmark blevet en sådan stat, ikke i juridisk forstand, men som "offentlig mening".

 Når det gjaldt Harald Nielsen, var mistanken tilstrækkeligt bevis, og da der ikke i hans ord og handlinger kunne findes noget, som begrundede mistanken om landsskadelig virksomhed, veg man ikke tilbage for at skabe mistanken ad kunstig vej ved at hæfte begivenheder, udtalelser og holdninger på ham, som ikke tilkom ham, og dem bedømte man ham på. Denne kampagne var han naturligvis værgeløs overfor, men så længe han levede, kunne han bide fra sig og i nogen grad modvirke mytedannelser. Efter hans død blev der frit slag for disse, og man skal stadig høre meget om Harald Nielsen, før ørerne falder af.

 Hadet, det sydende, fortærende had, ligger stadig og lurer på ham i hjørner og kroge, og hvis man kunne lægge Harald Nielsen på hjul og Stejle, ville det ikke skorte på viljen! I en avispolemik omkring Harald Nielsens hundredårsdag i april 1979 erklærede en tidligere modstandsmand, at når Harald Nielsen havde fået lov at leve efter krigen "i relativ ubemærkethed", var det mere, end han havde fortjent.

 Hvad havde Harald Nielsen da fortjent? Det tør man næsten ikke tænke på! Det bemærkes, at Hitlers rustningsminister Albert Speer i dag nyder større agtelse end Harald Nielsen. Albert Speer fik nemlig, hvad han havde fortjent: 20 år i Spandau. Siden han blev løsladt, har vestlige journalister været ved at træde hinanden ned for at få del i den visdom, der er strømmet ud af denne hæderkronede veteran fra Det Tredje Rige.

 Var det også 20 år bag tremmer, Harald Nielsen havde fortjent? Eller skulle han have været dømt til "death by hanging"?

 Det ulmende, uforløste had til den, der har betalt prisen for sin urørlighed, kaster sin særlige uhygge over Harald Nielsens skæbne. I øvrigt

 254

  ikke blot over hans. Det samme had ulmer under overfladen i den holdning til Kaj Munk, som har overlevet hos flere fremtrædende socialdemokrater, der var unge mænd under Besættelsen. Enkelte kan endnu tredive år efter koge op i et så hvidglødende had til Kaj Munk, fordi han lod sig myrde, at man uvilkårligt må spørge sig, hvorledes de egentlig stiller sig til dem, der myrdede ham. At Kaj Munk selv nedkaldte døden over sig ved at provokere besættelsesmagten med sin åbenmundethed - det tilgiver de ham aldrig. Med sin offerdød betalte han sig ud af sin gæld fra tredivernes overmenneskeforvildelser; men de fra krigen overlevende socialdemokrater kan ikke nære sig for at præsentere regningen på ny, hver gang de nævner Kaj Munks navn. Og ejendommeligt nok er det ofte Kaj Munks navn, de først kommer i tanker om, når de taler om de oprakte arme i trediverne.

En af vejene til at uskadeliggøre Harald Nielsen var at udvide definitionen på nazisme, så den kom til at passe også på ham. I Politikens "Hvem skrev Hvad 1914-1955" står alle Harald Nielsens udgivelser under og efter krigen opført under etiketten "Nazistiske pjecer".                          

Og Volmer Dissing skriver i "Danske Digtere i det 20. Århundrede!":

"Følelse og moral vil han genindsætte i deres påståede rettigheder på lige fod med forstanden for således at vende tilbage til naturgrundlaget… det givne, det nedarvede og det instinktive ..." Det dufter allerede af "Mythus des zwanzigsten Jahrhunderts", og herfra er Harald Nielsen gået den lige vej frem til hagekorsets fod. Harald Nielsen er fast og klar til det sidste; man ved stadig, hvor man har ham. Han indgyder respekt foruden adskillige andre følelser …"

"Hans største svaghed er hans sikkerhed. Han hører til den slags mennesker, der ikke kan overbevises med argumentation, men som vil overbevise andre netop ved deres argumenter, skønt disse bunder i en livsanskuelse, der langt bedre kan overføres til næsten gennem propaganda." 

Ikke sandt: når det at ville genindsætte følelse og moral på lige fod med forstanden allerede dufter mistænkeligt, er der simpelt hen ingen vej uden om hagekorset og den nazistiske propaganda.

Nævnes skal endelig den i indledningen omtalte artikel af Henning Fenger i Vilh. la Cours 3-bindsværk "Danmark under Besættelsen" 1947, Bd.2. Henning Fengers artikel hedder "Nazistisk propaganda og åndelig infiltration", og mottoet for dette stykke udrensende Danmarkshistorie er, at "Alt, hvad der ikke gik stik imod den tyske propaganda, hjalp den." Henning Fengers undersøgelse gælder især "det midterste parti", hvorved han forstår en krypto-nazisme  uden etiketter

255

 og hagekors, idet man "retfærdigvis" bør medtage "den forståelseskampagne, der førtes ud fra gode danske motiver, men dog endte i den håbløse infiltration, der netop var tyskernes inderligste ønske." Skarpretteren Fenger hvæsser sit sværd:                            

"trods alle undskyldninger og renvaskelsesforsøg efter 5. maj står den kendsgerning fast, at disse folk ved deres virksomhed gik fjendens ærinde, og endnu en kendsgerning står fast: for det danske folk som helhed og dets kamp mod undertrykkerne var disse infiltrationsmagere langt farligere end de nazister, som bekendte kulør." 

I lyset af disse ord og den fanatisme, de repræsenterer, måtte man faktisk ønske for Harald Nielsen, at han havde været nazist - så var han for længst blevet rehabiliteret og hans forfatterskab genantaget; men fordi han ikke rigtig havde gjort noget og ikke sagt noget, der kunne fælde ham, så skal han aldrig tilgives! 

Meget snildt lykkes det Henning Fenger at stemple Harald Nielsen gradvis. Først skriver han i sin almindelige gennemgang af, hvad han kalder "syndebuks- og afgudspropagandaen": Den eneste antisemitiske skribent af noget format var Harald Nielsen, om hvem senere." Næste side: "Fra dansk side kan der være grund til at fremhæve skrifter af Gudmund Hatt og Harald Nielsen, om hvem nedenfor" . Seks-syv sider længere fremme, under omtalen af  Den danske Tilskuer: "Blandt bidragyderne bemærkes professor Knud Berlin, magister Harald Nielsen, Valdemar, Rørdam .. "  Efter endnu nogle siders forløb, under omtalen af Tidsskrift for Udenrigspolitik: "Blandt bidragyderne troppede gode, gamle kendinge som Gudmund Hatt og Harald Nielsen op". Metoden svarer til den, der anvendes ved markedsføring af et nyt produkt: Den dag, varen første gang viser sig i butikkerne, er den for publikum allerede en "god, gammel kending" - dens image er skabt af foromtalen. 

Omsider følger to siders specialomtale af  Harald Nielsen og hans meriter under Besættelsen. Efter et veltilrettelagt referat af "Europas Skæbne"  spørger Fenger: "Er ikke sligt nazisme i renkultur?" Og efter hans egen definition på nazisme som "alt, hvad der ikke gik stik imod den tyske propaganda" er svaret givet på forhånd: Jo, sligt er nazisme i renkultur. At Harald Nielsens holdning til de politiske og kulturelle magtindflydelser, der skjult og åbenlyst udgik fra jødefolket, lige så entydigt bestemmer ham som antisemit, er der heller ingen grund til at strides om. 

Men når Henning Fenger beskrev artiklen "Faldskærmstropper" som slet og ret den plumpeste jødehetz a la "Kamptegnet", i hvilket organ

 256

 den rettelig burde være offentliggjort, hvilket også gælder hans sidste skrift, "Mordokaj og Haman", en studie over "Esther-Politikken", d.v.s. den jødiske kvindes indflydelse i alle civiliserede samfund", demonstrerede han journalismen i en kedelig udgave. Få, der læser de to nævnte essays, vil vel selv i dag undgå at blive rystet; men ingen kan være i tvivl om, at de er skrevet på eget ansvar som "sandhedens blodige forpligtelse", i den ånd, Søren Kierkegaard har udtrykt: "Dette skal siges, så være det da sagt". Når Harald Nielsen ikke lod dem offentliggøre i Kamptegnet, var det, fordi de rettelig ikke hørte hjemme der, men måtte stå for sig selv som udtryk for en kættersk humanisme uforenelig med plump jødehetz.

Henning Fengers nådeløse dom over landsmanden Harald Nielsen: "Han var fra da af en død mand i vort offentlige liv", står i ejendommelig modsætning til den medfølende sympati, han har lagt for dagen over for den franske forfatter Céline, der levede i politisk asyl i Danmark i årene 1945-51, mens risikoen for en fransk dødsdom for landsforrædderi svævede over ham, og hvis antisemitiske udtalelser forekommer væsentlig mere outrerede end Harald Nielsens.

I en artikel i Ord och Bild 1958: "Céline og Danmark eller Gullivers rejse til lilleputternes land" har Henning Fenger hævdet, at Céline under krigen modstod alle forsøg fra tysk side og fra franske samarbejdsfolk på at blive inddraget i deres kreds. Det gjorde Harald Nielsen skam også - men med ham var det åbenbart noget andet!

I de senere år er Fengers sympati for Céline steget til heftig indignation over den behandling, Danmark udsatte ham for under hans asyl. 

De danske myndigheders vattede snusfornuft i Céline-sagen: "Mens græsset gror, dør horsemor", var vel også lidet heroisk, knap nok idealistisk, og til tvivlsom gavn far Céline, hvis dårlige helbred blev nedbrudt under hans ophold i Vestre Fængsel. På den anden side: hvad kunne myndighederne gøre, når de samtidig skulle passe på ikke at udfordre den opinion, som blandt andre Henning Fenger var talsmand for i de år, og som var skarpt fordømmende over for landsmænd, hvis generalieblad var væsentlig lettere at overse end Célines?

I et indigneret indlæg i Weekend-Avisen den 27. februar 1976 har Henning Fenger sat spørgsmålstegn ved, om behandlingen af Céline i Danmark var i overensstemmelse med menneskerettighederne. Han refererer til et interview i France Soir med Célines enke, danserinden Luzette Almanzor, i anledning af at højesteretsdommer Helga Pedersens bog "Céline og Danmark" var udkommet på fransk. I interviewet fastholdt Madame Céline, imod Helga Pedersens oplysninger, at de forhold, hun og hendes mand havde levet under i Danmark, var alt andet end komfortable, at en stor del af Célines formue, som han havde bragt med til Danmark skjult i en kiksdåse, var forsvundet her i landet på mystisk 

257

 vis, samt at det gæstehus på Klarskovgaard ved Korsør, Célines advokat Thorvald Mikkelsen havde lånt dem kun var en hytte uden indlagt vand og elektricitet. Henning Fenger sekunderer Madame Céline ved at bebrejde Thorvald Mikkelsen, at ægteparret Céline ikke havde adgang til bad, og at Madame Céline var henvist til at bade og vaske op i Store Bælt: 

Måske er den mest slående bemærkning i interviewet med Madame Almanzor, at "man", d.v.s. ægteparret Céline, spiste frokost om søndagen i Thorvald Mikkelsens egen bolig, altså hovedhuset på Klarskovgaard, "hvor vi aldrig har boet". Hun kunne have tilføjet: og hvor vi i tre år allernådigst fik lov at tage ét bad.

Da Johannes V. Jensen... engang så madame Almanzor tage et af sine nødtvungne bade i Storebælt, udbrød han poetisk: "Hvem der havde været en bølge?" Man kunne mere prosaisk tilføje: hvem der havde haft mulighed for blot en sjælden gang at tage et varmt bad i Mikkelsens gæstehus."

 Muligvis har Henning Fenger skiftet standpunkt siden 1947, således at han i dag frikender, hvad han dengang fordømte. Måske har han villet gøre afbigt for sin tidligere hårdhed over for landsmanden Harald Nielsen ved nu at træde i skranken for franskmanden Céline og hans kones velbefindende i Danmark på samme tidspunkt. Men i så fald svarer hans aktion til at "befri Polen i en smuk lejlighed med tjener". Thi hvis han virkelig mener, at de moralske domme var uretfærdige, som blev fældet i årene lige efter krigen over fortidens syndere - og det må han vel mene, siden det ville være absurd at stille krav om rindende varmt vand til en mand, som rettelig burde være et hoved kortere - hvorfor har han da ikke hævet den hårde dom, han selv har fældet over Harald Nielsen? 

Til billedet af Harald Nielsens skæbne hører den afstandtagen, som kom til udtryk fra sønnerne af to af de mænd, der havde betydet mest for ham. 

Ingeniør Erling Foss, søn af Alex Foss og kendt som fremtrædende modstandsmand, en af grundlæggerne af Danmarks Frihedsråd, udtalte i et interview til sin 60-års dag i 1957:

"Far ville gerne have intellektuelle med i arbejdet for fælles mål, men gjorde sig her skyldig i flere fejlbedømmelser. Det viste sig ikke mindst i tilfældet Harald Nielsen." 

Over denne bemærkning følte Harald Nielsen sig krænket for Alex Foss havde lige til sin død i 1925 bevidnet ham sin velvilje. Hermed 

257 

skal ikke postuleres, at Alex Foss ville have sympatiseret med Harald Nielsens holdning under 2. Verdenskrig. Det er ikke sikkert, at Alex Foss ville have anset Tysklands centrale rolle i fremtidens Europa for en ligeså ubønhørlig nødvendighed, som Harald Nielsen gjorde; mere rimeligt måske at tænke sig, at han ville have arbejdet aktivt for en anden europæisk fremtid end den, der blev til virkelighed. I hvert fald var Alex Foss ikke tyskvenlig; efter 1. Verdenskrig var han på Danmarks vegne ganske godt tilfreds med Tysklands totale sammenbrud, for som han sagde: "Hvis Tyskland var gået ud af krigen uden større skade og efter at have udstrakt sit herredømme over Østersøen og gennem Finland til Ishavet, ville Tyskland i virkeligheden trods alt have vundet sejren. Dermed ville Danmark være blevet en vasalstat til Tyskland, og det ønskede han bestemt ikke. Generelt mente Alex Foss: 

"Den bedste politik er den, som skaber Danmark det bedst mulige rygstød i Norge og Sverige. Det forenede Skandinavien støttet af England ville danne det bedste bolværk mod en fastlandsmagt, hvad enten den hedder Frankrig, Tyskland eller Rusland."  

Der er ingen tvivl om, at en sådan europæisk magtbalance også i dag ville være mere efter danskernes hjerte end Harald Nielsens strenge fremhævelse af de kendsgerninger, vi har måttet bide i. 

Men disse kendsgerninger måtte jo også Erling Foss tage til efterretning, og han fandt sin mission på den nye virkeligheds grund: som medstifter af og kasserer for Atlantsammenslutningen fra 1950 samt Dansk-Tysk oplysningsudvalg 1960-68 og som næstformand i Dansk-Tysk Selskab 1968. Det forekommer derfor lovlig forhastet af ham at rangere kendsgerningernes mand Harald Nielsen ind under sin fars "fejlbedømmelser". 

Dernæst forholdet mellem Harald Nielsen og professor Julius Paludans berømte søn, forfatteren Jacob Paludan. 

Denne fik på sine gamle dage den ulyksalige ide at tømme sine skrivebordsskuffer og udgive indholdet i bogform, og i et essay med titlen "Et ord om Harald” - en meget sigende forkortelse af et gammelt mundheld! - i samlingen "I høstens månefase" 1974! har Paludan fremhvislet sit had til Harald Nielsen, som da havde ligget under mulde i 16-17 år. Hadets årsag fortæller Jacob Paludan ikke, men han lægger ikke skjul på, at hans artikel er en hævnakt, fordi Harald Nielsen tyve år forinden, i maj 1954 i et enmands blad "Egne Meninger", trykt hos en boghandler yderst på  Nørrebro, havde udnævnt ham til "akkordens ånd" og bebrejdet ham, at han var mere optaget af at leve bekvemt og bevare et godt forhold til pressen end af at sætte sin personlighed ind på de idealer, han havde gjort sig til talsmand for. Efter at

258 

have udøst sin gift og galde over Harald Nielsen giver Jacob Paludan ham følgende skudsmål:  

"Han var en efterhånden storhedsvanvittig egocentriker, der et for et slukkede sine fåtallige lys." 

Om denne tilintetgørende karakteristik skrev Emil Frederiksen i sin anmeldelse af "I høstens månefase": "Det er ubarmhjertigt, men det er sandheden." 

"Ja, vist er det ubarmhjertigt - men hvad er sandhed? Faktum er, at det er meget vanskeligt at mane en død mand i jorden. Som regel opnår man i stedet at mane et spøgelse frem. I dette tilfælde er spøgelset Jacob Paludans alter ego, Feodor Jansen, hvis "Jerimiader" han udgav i 1927, og hvis skarpe udfald mod tidens "nemheder" minder påfaldende om Harald Nielsens ideale fordringer. Forskellen på de to herrer er, at Jacob Paludan lod sin Feodor Jansen emigrere til Brisbane inden "Jeremiaderne" udkom, så der ikke var nogen hjemme til at tage øretæverne, medens Harald Nielsen blev i landet og kæmpede videre, selv om han uden tvivl kunne have skabt sig en mere glorværdig karriere i udlandet.

Jacob Paludan, viste heller ikke som ung eller senere tilbøjelighed til at videreføre det opgør med Georg Brandes' indflydelser, som hans far havde indledt. Alt taget i betragtning, herunder det musikalsk mangestemmige i Jacob Paludans kunstneriske anslag, forekommer udtrykket "akkordens ånd" ganske rammende - og det indeholder jo samtidig en snert mod hans okkulte interesser. 

I øvrigt blev Harald Nielsens blad "Egne Meninger" trykt i Elof Petersens Bogtrykkeri midt på Gammel Kongevej. 

Nina Bjørneboe, 1981

Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu