DEN YDERSTE BRINK

 

Fra Manden, der overlevede sin skæbne

 af Nina Bjørneboe

 

Den 9. april 1940, da tyske tropper rykkede ind i Danmark og erobrede landet i løbet af et par timer, indtrådte den tilstand, som Harald Nielsen havde spået 30 år forinden som en uundgåelig konsekvens af, at en stat ikke vil forsvare sig selv.

 Lad os tænke os det afvæbnede folk opleve farens dage fyldt af en levende nationalfølelse - sådan som forsvarsnihilisterne tænker sig, skrev han i 1910:

 "I kraft af, at folket ønsker at bevare sin nationalitet, må det være fyldt af dyb bekymring, der efterhånden som faren bliver større og mere overhængende må stige til fortvivlelse, ja rædsel. Men i kraft af sit antimilitaristiske standpunkt vil det være udelukket fra at give disse følelser udløb i handling. Det må, skønt langtfra ligegyldigt, forholde sig fuldkommen passivt til sin egen skæbne. Hvilken virkning kan dette nu tænkes at have? Det er en bekendt sag, at kvinder og i det hele personer, der er forhindrede fra at forsvare sig, under myrderier er udsat for at blive vanvittige af angst. Følelserne, som ikke får udløb i handling, "slår ind". En lignende opløsende og forvildende virkning vil faren kunne have for det folk, der bagbundet er vidne til sin egen undergang, og virkningen vil være desto frygteligere jo stærkere folkets nationale følelser tænkes at være. Handletrangen, der ikke kan vende sig i sin naturlige retning, vil splitte sig i indbyrdes fjendtlige kræfter. Man vil bekæmpe hinanden i stedet for at bekæmpe fjenden for at lette det betyngede sind. Bliver folket indlemmet i en fremmed stat, vil det være et modløst, udmattet, splidagtigt bytte. Og hvis faren skulle drive over nogle gange inden den fører til en katastrofe, hvilket vel er det sandsynligste, da vil følelserne nødvendigvis afstumpes mere og mere for hver gang, og den fortvivlede tilskuer ville lidt efter lidt forvandles til den ligegyldige, ja rimeligvis letsindige tilskuer til sin egen skæbne. Også dette er en menneskelig grundregel, at hvor der intet er at gøre, ophæves ansvarsfølelsen."

("En moderne Reaktionær" 1911)

 

238

 Der var tung alvor i denne profeti, og de, der, har oplevet Besættelsen, vil huske denne resignerede tilskuerholdning som et gennemgående træk hos den danske befolkning. Til at begynde med fik den angstfulde handletrang udløsning i alsang og algang, men i det store og hele fandt befolkningen sig føjeligt til rette i de foreliggende tilstande; det gjaldt også hovedparten af den unge generation. Den aktive modstandsbevægelse udgjorde, da den havde nået sit højeste i foråret 1945, under to procent af befolkningen. Efter krigen blev besættelsestiden til en myte om det danske folks sejge modstand mod den tyske besættelsesmagt - en heroisk oprustning med tilbagevirkende kraft, der fortrængte de moralske og politiske tømmermænd oven på det mest lusede kapitel af Danmarkshistorien.

 Dermed skal frihedskampens betydning på ingen måde bagatelliseres; uden de fåtalliges spontane NEJ til overmagten ville Danmark have mistet det sidste gran af selvrespekt under vægten af de ydmygende begivenheder.

 Også Harald Nielsens holdning under Besættelsen bærer træk af letsindighed over for sin egen skæbne. Med sine tyskvenlige og antijødiske skriverier mistede han den sidste smule goodwill, han havde tilbage. Ikke at han på nogen måde bedrev noget ulovligt. Han var ubetinget loyal over for den danske stat under hele krigen og samarbejdede ikke med tyskerne. Men ved sin åbenmundethed opførte han sig taktløst over for sine landsmænd, og det har de aldrig tilgivet ham.

 I artikler i Nationen, Tidsskrift for Udenrigspolitik og Den danske Tilskuer - det sidste blad var startet i oktober 1941 med cand. polit. Aage Petersen som redaktør, men gik ind i marts 1943, hvorefter Harald Nielsen udgav bladet i perioden maj-september 1943, hvor han standsede det på grund af begivenhederne 29. august - tog han skarp afstand fra meningstilkendegivelser over for besættelsesmagten som alsang og algang, og især fra modstandsbevægelsen; den var efter hans opfattelse ikke de danskes vej, men de engelskes, de franskes og amerikanernes vej, russernes og jødernes vej. I sine europæiske perspektiver pegede han på faren fra Rusland, hvis uudtømmelige folkehav var et lydigt redskab for Ruslands territoriale ekspansionsdrift, og advarede mod at tro, at Europa ville have nogen fremtid med et knust og afvæbnet Tyskland i midten. Han manede til, at man efter krigen fandt en forståelsens vej i Europa, men således at man respekterede de enkelte nationer som organiske, historisk givne enheder. Artiklerne samlede han i pjecerne "Europas Fremtid" og "Europas Ødelæggelse", som han udgav på eget forlag, og hvoraf den tyske besættelsesmagt købte et betydeligt antal eksemplarer. "Europas Fremtid" kom således i 4 oplag på tilsammen over 10.000 eksemplarer.

 239

I hans landsmænds øjne var disse artikler og pjecer særdeles malplacerede i situationen, og at tyskerne kunne bruge dem, fandt man i sig selv kompromitterende. "Litterær værnemager" blev han kaldt!

 Værre var det, at han i en række artikler angreb jøderne. Han påstod, at jøderne havde erobret en verdensmagt; dels åbenlyst ved at indtage ledende poster i de enkelte stater og ved gennem de jødiske organisationer at øve pression på staternes regeringer med trusler om økonomiske sanktioner, samt som ejere af de store dagblade og internationale presseagenturer, som sikrede jøderne et meningsmonopol med dertil hørende magt til at stemple modstandere eller tie dem ihjel; dels en mere skjult eller hemmelig indflydelse gennem infiltration, bl.a. gennem jødiske kvinders ægteskab med indflydelsesrige ikke-jøder inden for adelen og borgerskabet, den såkaldte "Esther-politik". Den sidste opfattelse argumenterede han især for i pjecen "Mordekaj og Haman" en afhandling om "Esthers Bog" fra Det gamle Testamente. I andre artikler påtalte han, at assimilationen var et blændværk, og fremførte fyldig dokumentation ved citater af jødiske forfattere til støtte for sin påstand: at jøderne stræbte efter magten i de lande, hvori de havde taget ophold, idet de tilslørede de af dem selv erkendte forskelle mellem sig og ikke-jøderne, som derfor ikke var opmærksomme på, hvad der foregik, før det var for sent, hvor de så måtte se sig regeret og  deres åndsliv præget af orientalsk tankegang og smag.

 Harald Nielsens angreb på jøderne var en videreførelse og tilspidsning. af hans modstand mod Georg Brandes og den strukturopløsende radikalisme, som han og broderen Edvard havde banet vejen for. Det var linierne og belysningerne fra "Jøden, Filisteren og Holsteneren", der nu under indtryk af og som en konsekvens af de aktuelle verdensbegivenheder blev forlænget og skærpet, udvidet fra det individuelle og lokale til generelle og verdenspolitiske.

 Men lige så lidt som højskolebevægelsen i sin tid havde brudt sig om, at han i sit angreb på den foretog et skridt fra det generelle til det specielle tilfælde, lige så stor forargelse vakte han nu, da han med sine angreb på den jødiske magtvilje gik den modsatte vej. Fremhævelsen af jødernes verdensmagt på et tidspunkt, hvor nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland og de besatte lande i Centraleuropa vakte almindelig harme her i landet og medvirkede til at forøge danskernes i forvejen udbredte sympati for jøderne, var intet mindre end - socialt selvmord.

 Henning Fengers dom over ham i "Danmark under Besættelsen": "Han var fra da af en død mand i Danmarks offentlige Liv", deltes ikke bare af den ungdom, Henning Fenger selv hørte til, men også af Harald Nielsens samtidige, af hans venner, af alle, hvis mening gjaldt for noget, ja af de fleste der havde en mening overhovedet.

 240

 De sidste venskabsforhold røg; kun et par stykker overlevede med nød og næppe freden, hvorefter også de splintredes i voldsomme skændsmål og bratte brud.

 Hjemme i Birkerød var han omgivet af kold luft. Folk vendte ryggen til ham, undgik ham, så den anden vej. Jakob Knudsens enke gik over på den anden side af gaden, når hun mødte ham. Det sårede ham, for han havde altid sat fru Knudsen meget højt.

 Vilh. la Cour, hans gamle ven og nationale kampfælle, stod med sin aktive modstand på den stik modsatte side af Harald Nielsens halsstarrige neutralitet, som måtte forekomme enhver modstandsmand uantagelig i en situation, hvor der kun eksisterede to farver: hvidt eller sort.

 Harald Nielsen var sort, derom var ingen i tvivl. Men det skal siges til Vilh. la Cours ære, at han har sat Harald Nielsen et meget smukt minde i sine erindringer, et minde uden sorte skygger.

 Harald Nielsens børn var voksne og fløjet fra reden, og hans hustru, som havde været ham en uvurderlig støtte, var død i 1938. Om hun havde levet, havde dog måske hensynet til hende afholdt ham fra at stille sig helt ude på samfundets yderste brink? Men han havde ingen andre end sig selv at tage hensyn til.

 Som Søren Krarup har fastslået i "Harald Nielsen og hans tid", ligger Harald Nielsens vurderinger af Europas fremtid på linie med den europapolitik, vestmagterne gik ind for efter krigen, og som dels gav sig udslag i en storstilet økonomisk hjælp til det slagne Tyskland, dels i Nato-fællesskabet, som også Danmark blev medlem af.

 Hvad der stiller både herrefolkets sympati for hans artikler og hans landsmænds forargelse over dem i et tragikomisk lys, er at de øjensynlig ikke er skrevet udfra forventningen om Tysklands sejr i 2. Verdenskrig, men ud fra den vurdering, at Tyskland sandsynligvis ville tabe krigen eller i hvert fald gå stærkt svækket ud af den. Allerede efter slaget ved Dunkerque i forsommeren 1940 havde han da også dannet sig den opfattelse, at Tyskland havde forskertset chancen for at sejre definitivt.

 Den vægtigste og mest vidtskuende af hans krigsartikler, "Europas skæbne" fra efteråret 1941, som foregriber hele den europæiske problematik og den samarbejdets nødvendighed, der kom til at fremgå efter krigen, tager udtrykkelig sit udgangspunkt i det tankeeksperiment at centralmagterne ville tabe krigen og England-Amerika vinde den totale sejr. Den beskæftiger sig overhovedet ikke med tanken om Tyskland som sejrherre. I lyset af kendsgerningerne er der ikke noget forkert i, hvad Harald Nielsen skrev. Det forkerte var, at han skrev det på det tidspunkt.

 Det forhindrer ikke, at en koldblodig læser af i dag må finde Harald

 241

Nielsens krigsartikler overordentlig vedkommende og læseværdige - ikke mindst "Europas skæbne", som ved sin besindige ligevægt og sit frie overblik over en europæisk fremtid, hvis kompleksitet de færreste havde fantasi - eller optimisme - til at skimte gennem krudtrøgen i efteråret 1941, virker nærmest rørende. Meget indtrængende betoner han nødvendigheden af en europæisk nyordning efter krigen, hvor de militærtekniske og strategiske forhold og de nationale forhold i lige høj grad er givne forudsætninger, der ikke er til at komme udenom. En nyordning må blive til ved et kompromis mellem disse to lige uomgængelige hensyn:

"At tilvejebringe et sådant kompromis er den store og uhyre vanskelige opgave, der er stillet europæisk statskunst, men betænker man, hvilke hindringer af had og mistro, krigen uundgåeligt har skabt allerede nu, begriber man næsten ikke, hvorledes den skal kunne løses. Skal ofrene ikke blive så store, at hele vor kultur forbløder, er det i hvert fald nødvendigt at finde en forståelsens vej, en vej banet af forståelse for, hvilke nødvendigheder, der foreligger og hvilke hensyn, der er at tage."

Den nyordning, Harald Nielsen forestiller sig, er således noget ganske andet, end hvad Det tredje Rige stræbte efter. Man har sammenlignet Harald Nielsen med Knut Hamsun, og det kan vel have en vis rimelighed i henseende til deres skæbne efter krigen; men i opfattelse og karakter er de to stejle herrer vidt forskellige. Hamsun med sin amoralske genidyrkelse og sit hysteriske naturevangelium befandt sig såre langt fra pligt- og ordensmennesket Harald Nielsens idealer, men også den ekstreme individualismes anden yderpol: slavemoralen, lå Harald Nielsen fjernt. Hamsun berusede sig i en forestilling om, at Norge skulle underlægges det germanske storrige - altså i sin konsekvens en underkastelse og selvudslettelse under en overmægtig fremmedvilje.

Harald Nielsen lagde betydelig vægt på selvbevarelse og selvstændighed, og advarede i "Europa Skæbne" mod ensretning. At hans formaning også havde adresse til Tyskland, fremgår indirekte af, at han fremførte en tysk skribent til støtte for sit synspunkt - det var alle dage en sport for Harald Nielsen at hente sine argumenter i "modparten"s lejr. Her, hvor han citerer den tyske filolog Willamowitz-Moellendorfs bog "Reden und Vorträge" fra 1901, har hans ærinde sikkert samtidig været at afvæbne censuren! Emnet er de gamle romeres Europaherredømme, om hvilket Willamowitz-Moellendorf skriver:

 "Individualitet er altid den almægtige stat imod ... Husene og værelserne, menneskene og bøgerne, gudebillederne og krukkerne, alt ligner hinanden nogenlunde fra den skotske til den mauri-

242

 

ske grænse, ved Theisz og ved Tajo, på eengang moderne og forældet, konventionelt, pralerisk og kedeligt."

Harald Nielsen drager parallellen til "det fredsområde, der er skabt i Nordamerika":

 "Også her er der først ved tvang - indianernes udryddelse og sydstaternes undertrykkelse - og senere ved civilisatoriske midler: veje, jernbaner, telefoner, presse, biografer o.s.v. fra kyst til kyst og fra nord til syd bleven skabt en ensretning, der omfatter alt og alle, og som lægger et uhyre tryk på individerne."

Han advarer mod at bruge USA eller Sovjetunionen som model for et samlet Europa, for Europa er nu engang hverken Rusland eller Amerika. "Europa er det, det er!" Der er en snæver sammenhæng mellem de enkelte europæiske staters økonomi og kultur: 

"Når Norge havde en handelsflåde forholdsvis større end noget andet lands, når Sverige har en industri, ejendommeligt betinget af råstoffer og høj teknisk intelligens, når Danmark havde en rekordomsætning hvilende på landbrug, handel og kvalitetsindustri, når Schweiz midt inde i Europa havde skabt sin egen særegne og velkonsoliderede økonomiske tilværelse, når Belgien på et begrænset fladerum har skaffet udkommet til en millionbefolkning, så er det altsammen ikke tilfældigheder, der ligesågodt kan erstattes af andre økonomiske ordninger, men det er højesteydelser, der er betinget af de pågældende landes beskaffenhed og de pågældende befolkningers evner i forbindelse med hinanden indbyrdes. Det er præstationer, i hvilke der som drivende ferment indgår national dygtighed, national selvfølelse, national interesse, og som kan antages at blive de samme, hvis forudsætningerne borttages eller svækkes. Eller tror man, at det Norge, der skænkede Europa en Ibsen, en Lie, en Grieg, ville have kunnet gøre dette uden disse tusinder af sømænd, der foer på alverdens have, og disse fiskere og hvalfangere, der trodsede storm og kulde for at hente havets rigdomme? Tror man, at Europas økonomi og kultur have været i den grad førende, hvis den ikke netop havde brudt sig i disse mange facetter, og vil den vedblivende kunne blive ved at være det, hvis den ikke længer gør det?"

Spørgsmålene er stadig aktuelle, og for mange danskere var det overvejelser af denne art, der brændte på op til folkeafstemningen i 1972 om Danmarks tilslutning til EF. De, som stemte for, må jo have ment at

243

kunne besvare det sidste spørgsmål med et ja, for det er givet, at harmoniseringen og integrationen i EF tager sigte på at fjerne individuelle, nationale forskelle i politisk og økonomisk adfærd, i uddannelse, i vareprodukters udformning osv. Idealet er en afslibning og nedslibning af de brydninger, der skaber facetterne, og det vil sige, at facetterne forsvinder ved samme lejlighed - en udvikling, som er i samklang med selve den moderne teknik og civilisation, og som ganske rigtigt lægger et uhyre tryk på individerne.

 Hvad der for en moderne læser føles højst utilfredsstillende er, at han i sit fremtidsperspektiv kun opererer med Tyskland som Europas geografiske centrum, som et landområde og en nation, men ikke som en politisk enhed, et politisk kraftfelt, et politisk system med en egoistisk interesse i at drive sin ideologi igennem over for andre lande i Europa som led i sin strategiske stræben efter total selvudvidelse - medens han for Ruslands vedkommende opfatter kommunismen som et "naturligt" politisk instrument for Ruslands territoriale ekspansion. At historien har givet ham ret, gør det ikke mindre irriterende, at han i den grad kunne se nazismen over hovedet, som om den bare var noget midlertidigt, uholdbart, inferiørt, som han ikke behøvede at beskæftige sig med, fordi dens dage alligevel var talte, hvorimod Tyskland var den givne størrelse, som altid ville blive ved med at ligge, hvor det lå. Ganske vist, det var jo rigtigt nok, ja, det kom virkelig til at holde stik, men det kunne han da ikke vide - dengang!

 At ensidigheden ikke lader sig forklare som lutter overlegen forudseenhed, afslører han i "Europas Ødelæggelse" 1944. Han fastslår, at Rusland befinder sig på et lavt kulturtrin:

 

"de, der skabte civilisationen, udleverede den fiks og færdig til dem, der ikke kunne skabe den, men kun kunne være redskaber for den.". Rusland har kunnet tilegne sig den moderne teknik, og dens militarisme er bygget på "slavernes og de primitive folkeslags medfødte anvendelighed som kanonføde: deres robusthed, deres hårdførhed, deres nøjsomhed, deres anerkendelse af despotiet som regeringsform og ufølsomhed over for blodige metoder.... Det er selve massen, der nu har overtaget våbnene og vender dem mod den civilisation, der først skabte dem."

 Overfor Tyskland kunne man jo sige nøjagtig det samme, eftersom det dér var det rene pøbelregime, der havde overtaget våbnene, og dets enehersker var en storforbryder og psykopat, hvis adkomst til magten var endnu mere tvivlsom end Georg Brandes' adkomst som dansk kulturpave! En usurpator af værste skuffe. Elsket og beundret af - massen.

 

244

 

Men det skal indrømmes, at selv om Harald Nielsen havde villet tage sine forbehold over for de aktuelle tyske tilstande, så havde han ikke kunnet det, for ytringsfriheden under Besættelsen var som bekendt begrænset til, hvad tyskerne kunne tåle at høre, og de kunne ganske givet ikke tåle at høre kritik af nazismen. I artiklen "29. August" henholder Harald Nielsen sig til Hitlers ord om, at nationalsocialismen ikke er bestemt til eksport, og tager afstand fra D.N.S.A.P., som ville omplante bevægelsen fiks og færdig til Danmark med ideer, slagord, ceremoniel og former. Hvad der for tyskerne "var naturligt, et nyt udtryk for folket iboende ejendommeligheder, føltes herhjemme kunstigt, delvis latterligt". Dette afsnit blev strøget af den tyske censur.

 I sin hævdelse af samarbejdspolitikkens nødvendighed, i sin afstandtagen fra modstandskampen og i sine europæiske fremtidsperspektiver var Harald Nielsen på linie med samarbejdspolitikerne - omend mere karakterfast i tonefaldet. At han efter krigen fastholdt de standpunkter, han havde indtaget, hvorimod samarbejdspolitikerne undflyede deres udtalelser fra Besættelsen under påberåbelse af, at de ikke havde ment dem, og at det måtte enhver have kunnet sige sig selv, allerede da de blev fremsat, kom ham til skade, dem til gavn.

 Men nu Harald Nielsens artikler om jøderne. Der er ingen tvivl om, at disse forargede og chokerede hans landsmænd i langt højere grad end hans øvrige kommentarer til verdenssituationen.

 Hans første artikel om den jødiske problematik, "Frankrigs Skæbne", blev til i juni 1940 under indtryk af sammenbruddet i Frankrig; men på grund af de penible spørgsmål, artiklen berørte, lod han den ligge i skuffen et helt år, hvorefter han besluttede sig for at offentliggøre den, da han fandt det vigtigt ikke at overse nogen af de faktorer, der kunne få indflydelse på udfaldet af krigen - og spændingen mellem jødernes interesser og de nationale interesser i de lande, de opholdt sig i, var en af dem:

 "Nøglen til den situation, der foreligger - det gælder også herhjemme - er jo ikke en gadedørsnøgle, der kun behøver at drejes een gang om. Det er en pengeskabsnøgle med mange takker og flere omdrejninger frem og tilbage. I denne indviklede låsemekanisme er jødespørgsmålet en af takkerne, men mangler den, nytter det ikke, at alle de andre findes. Man vil i så fald, hvor meget man end anstrenger sig, alligevel ikke kunne trænge ind i det rum, hvor forståelsen ligger gemt."

 Dette kan i virkeligheden stå som motto for alle hans artikler om jødespørgsmålet.

 "Frankrigs Skæbne" tager udgangspunkt i Paul Ferdonnet's bog "la Guerre Juive", ifølge hvilken jøderne spiller en stor rolle i fransk pres-

 245

 se, efterretningsvæsen, radio og biografvirksomhed samt politik. Denne uhyre og for største delen skjulte indflydelse er i afgørende tilfælde brugt til skade for Frankrigs sande interesser. Efter et tilbageblik på Dreyfus-affæren, gennem hvilken de gamle bastioner: kirken og hæren, blev undermineret, konstaterer Harald Nielsen, at årene efter 1.Verdenskrig var gunstige for jøderne i Frankrig. Mange jødiske profiler trængte sig frem i det offentlige liv, og det kulminerede i socialistministeriet Blum 1936. "For første gang er dette gallisk-romanske land regeret af en jøde," sagde da den konservative Xavier Vallat. "Jeg nærer de venligste følelser for mine kammerater, de jødiske forhenværende soldater, og jeg nægter ikke jøderne ret til at blive assimilerede i Frankrig, men jeg ville foretrække i spidsen for regeringen at se en mand med dybere rødder i den nationale jordbund." Blum blev hvid af raseri. Rhinmarchen havde fundet sted året før, men Blum ville ikke vide af "nation, orden og autoritet"; det lugtede af fascisme. I stedet for at have opmærksomheden henvendt på udenrigspolitikken, brugte man tiden til indre magtkamp og sociale eksperimenter, der knækkede landets økonomi. Opløsningen i det franske samfund gav sig udslag i strejker og politisk uro. I begyndelsen af 1938 fik Blum selv kolde fødder over for flere reformer. Da det kom til stykket, kastede han pacifismen overbord og gjorde sig til talsmand for kampen til det yderste - nemlig da det stod ham klart, at det var kampen på liv og død om jødernes interesser, det gjaldt; da faldt pacifismen af ham som det skjul den havde været for hans raceinstinkt og -samhørighed, og nu var det Blum, der var "krigsgal", medens partiets generalsekretær Paul Faure vedblivende ønskede at undgå krig og stemplede Blums aktive udenrigspolitik som et konjunkturfænomen. I 1938 havde de fra Tyskland flygtede jøder samlet sig i Paris og fyldte kafeerne, udgav tidsskrifter og optrådte som agitatorer. Jøderne spillede i forvejen en stor rolle i Frankrig, og ophobningen af nye indvandrere skabte nye problemer. Til at begynde med var franskmændene velvillige og dannede hjælpekomitéer, men efterhånden blev man betænkelig. Man klagede over, at jøderne tog arbejdet fra landets egne børn. Der opstod en antisemitisk stemning. En fransk-jødisk politiker udtalte: "Som alle landflygtige mener de at have hellige krav på det land, der giver dem husly." Mange frygtede, at de jødiske flygtninge ville skaffe sig tilgivelse ved at være spioner for Tyskland. Le Matin okt. 1938: "Der er franskmænd, der godt kunne tænke sig, at fransk politik overfor Tyskland ikke blev ledet af emigrerede tyskere, der har slået sig ned i Frankrig."

 Det er ikke alene vigtigt, fastslår Harald Nielsen, at folket har ubetinget tillid til de ledere, der optræder på dets vegne, lederne må også have tillid til sig selv for i de afgørende øjeblikke at kunne handle med fornøden ro og fasthed. Blums selvsikkerhed undergravedes af mod-

 246

 standernes stadige omkvæd, at jøderne ønskede krigen for at hævne sig på Hitler, og gjorde ham vaklende og tøvende i den politik, han anså for den rette. Tvetydigheden spredte sig til alle sider som usikkerhed, gensidig mistillid og forkerte beslutninger. Efter våbenstilstanden var det ægte franskmænd, der fik til opgave at redde stumperne og ordne kaos, og Pétain, helten fra Verdun, der fik det tunge hverv at afblæse kampen.

 "Frankrigs Skæbne" vakte stor opmærksomhed, da den blev publiceret i Nationen i juni 1941. Året efter udsendte han den sammen med "Europas Skæbne" i pjecen "Europas Fremtid". Men mange var bestyrtede over den vej, Harald Nielsen var slået ind på, og spåede, at han med denne artikel var en færdig mand, der aldrig mere ville rejse sig efter samfundets dom.

 I de følgende besættelsesår fulgte andre antijødiske artikler, hvoraf "En Verdensmagt" 1943 og "Faldskærmstropper" 1944, den sidste udsendt som selvstændig pjece, formentlig har virket mest fordømmelige på hans landsmænd.

 Det fordømmelige lå ikke i, at han gav forkerte oplysninger eller drev antisemitisk propaganda. Han fremlagde nogle kendsgerninger om magtforholdene i verden, og hans dokumentation var fyldig og vederhæftig. Helst bruger han jødiske forfattere som kilder, og i øvrigt foretrækker han at citere prosemitiske forfattere frem for antisemitiske, engelske frem for tyske, førstehåndsvidner frem for overleverede beretninger. Der er heller ingen grund til at tvivle om, at han er slået ind på emnet af den grund, han selv angiver: for at gøre sine landsmænd opmærksom på vigtige faktorer i verdenssituationen, som der ellers ikke ville blive peget på, fordi ingen anden dansk mand ville kunne få sig til det. Han er faktisk den eneste, der kan gøre det, for han har ingen popularitet at miste.

 Det er derfor, han er farlig. Der findes ikke farligere menneske end den, der har mistet alt; han har intet at frygte, intet at håbe på, intet at glæde sig til. Det eneste, der besjæler ham, er sandhedens forpligtelse, som intet vil kunne afholde ham fra at opfylde. Med tilkæmpet ro skrider hans fremstilling fra det ene punkt til det næste, han ræsonnerer, han konkluderer, og han lader ingen tvivl tilbage hos læseren om, at jøderne har en stor og tildels uhåndgribelig magt i den moderne verden. Ind imellem går naturen over optugtelsen. Han bliver grebet af raseri og fortvivlelse over, hvordan han selv er blevet brændemærket af dem, hadet af dem, udstødt af dem, og lidenskaben synes næsten at skulle tage vejret fra ham.

 Grundstemningen er fortvivlelse - fortvivlelse over hans egen skæbne og fortvivlelse over Danmark. Han og Danmark har begge overlevet deres skæbne. Nu er det bagefter, alt er tabt, alt er forbi; hvad der står

 247

 tilbage er kun "at konstatere kendsgerningerne udrede forløbet og påpege konsekvenserne". Thi også Danmark er erobret indefra af denne fremmedartede, orientalske magt, under hvilken nationaliteten gradvis har mistet sit indhold og gjort den nordiske ånd hjemløs i sit fædreland.

Hvis Harald Nielsen, som intet havde tilbage at leve for, ingen resultater af sin livskamp at opmuntre sig over, men kun en årrække af forgæves indsats og et eklatant nederlag for sine idealer at se tilbage på - hvis han nu blot havde besluttet sig til at ville gøre sin sandhedspligt og derpå begå selvmord - så ville hans fremstilling være blevet mere harmonisk, mere objektiv, befriet for personligt had og nag. Et menneske, der i erkendelse af sin umulige situation har besluttet at tage sit eget liv og som sin sidste handling nedskriver sit livs konklusioner, formår faktisk at fremstille tingene objektivt, idet selvmordsbeslutningen pr. definition er personlighedens frigørelse fra selvopholdelsesdriften.

 Men det ubehagelige ved Harald Nielsen er, at hans fremstilling ikke er frigjort fra hans selvopholdelsesdrift. Han, der naturligvis intet øjeblik var i tvivl om, at han begik social harakiri ved at sætte fokus på jødernes ejendommeligheder, deres had- og hævnmotiver, deres magtvilje og deres indbyrdes sammenhold - på et tidspunkt, hvor jøderne var allermest ombølget af hans landsmænds medfølelse og sympati - ønskede med selve dette at demonstrere at han nægtede at lade sig udslette. Derfor er hans antijødiske artikler midt i det hele så livsbekræftende.

 Han er rasende, han er fortvivlet; galden flyder ud af ham, men han er også en hæderlig videnskabsmand med æresbegreber og idealer, som han ikke kan svigte, og han er mærkeligt uskyldig midt i sit had; han ejer en hjertets renhed, som gør ham harmløs.

 Harald Nielsen har aldrig dræbt en jøde med sin pen. Endelig er han en åndfuld kunstner med en inciterende, suggestiv rytme i tankeforløbet og sprogføringen - og af hele denne mærkelige blanding af Harald Nielsens meninger, jødiske citater, fodnoter og sidebemærkninger, udfald, krumslutninger og henvisninger fremstår forholdet mellem jøder og ikke-jøder som et tragisk, uophæveligt paradoks. Der findes ingen Endlösung, hvilket Harald Nielsen sandelig heller ikke søgte at foregøgle nogen. Man kan forsøge at ordne forholdet mellem jøder og ikke-jøder, men man kan ikke ophæve paradokset. Man kan ophæve sig selv, jøderne ved at assimilere sig, ikke-jøderne ved at overtage det jødiske værdisæt og lægge deres eget bort - men hvad skal vi med en verden, som vi ikke må være os selv i? Så bliver jo alting ligegyldigt.

 Altså læseren sidder tilbage med et komplet uløseligt problem og er henvist til at begynde forfra på egen hånd. Deri ligger Harald Nielsens til dels  ufrivillige genialitet.

 248

 Det for Harald Nielsens landsmænd forargelige i hans artikler om jødespørgsmålet var ikke, at han talte usandt om jøderne, men at han overskred et tabu ved at tale om dem overhovedet, og så i et vredt tonefald, og oven i købet på det tidspunkt.

 Det med tonefaldet er afgørende. Mange mennesker har sagt noget lignende som han om jøderne, endnu flere mener det samme, og sidst, men ikke mindst: det svarer til, hvad jøderne mener om sig selv. Det er jo stort set deres egne opfattelser af sig selv og deres situation, Harald Nielsen baserer sin argumentation på. Men de andre er sluppet godt fra det, fordi deres tonefald har været i orden. Poul Borchsenius fortæller i sin glimrende bog: "De danske jøders historie", at det bare var en lille håndfuld jøder, der gennemførte den russiske revolution. Borchsenius er imponeret, stolt på jødernes vegne: Tænk, at så få kunne frembringe så kolossal en virkning! I 1919 indeholdt Ugens Tilskuer en artikel (mrk. "n.m."), der hævdede det samme; men tonen var negativ over for den russiske revolution, og artiklen opfattede ikke de få jøder, der havde iværksat den, som repræsentative for det russiske proletariat, der påstodes at være kommet til magten. Bolsjevikkernes ledere prydede sig med smukt klingende russernavne, men de var kun et dække over deres jødiske identitet. Trotski hed Bronstein, Zinoviev hed Apelbaum osv. Artiklen vakte forargelse, og en jødisk læser opsagde sit abonnement i protest.

 At nyhedsformidlingen i mange år har været ensidigt pro-jødisk og pro-israelsk, og at dette har skabt informationsforvridning, erkendes i dag åbent af jødiske patrioter (Berl. Tid. 28/1 1979, samtale mellem formanden for Dansk Zionistforbund Arne Melchior og anti-zionisten, professor Svend Holm-Nielsen). Arne Melchior vender sig her også klart imod, at der sættes lighedstegn mellem antisemitisme og antizioisme, og ligeså imod den opfattelse, at israelere skulle være bedre end andre mennesker. "Man siger somme tider til jøder: "I burde være særlig tolerante, I som selv har prøvet at være forfulgt." Nej, på den måde kan man ikke lave specielt gode mennesker. Tryk avler modtryk, og mange gange er det nogle af de hårdeste, der overlever."

 En anden jødisk patriot, Politikens chefredaktør Herbert Pundik, udtalte i en radioudsendelse om nationalfølelse, at jøderne i tyverne og trediverne var modstandere af nationalismen og troede fuldt og fast på, at internationalismen var vejen til en løsning af deres eksistensproblem som "de uden fædreland". Det lå i Pundiks udredning, at heri havde jøderne taget fejl, og denne konklusion svarer også til, at han selv har deltaget aktivt i oprettelsen og forsvaret af den jødiske nationalstat. Det, som Pundik i en rolig tilbageskuen konstaterede om jødernes arbejde i mellemkrigstiden på at opløse nationalitetsbegrebet, var det samme, som Harald Nielsen sagde, mens det var aktuelt - men som han

 249

 ikke måtte sige, fordi han var vred. Vred var han imidlertid, fordi han følte sig selv og sit land, hele sit kulturgrundlag som offer for den ihærdigt arbejdende kosmopolitisme og internationalisme.

 Jøde er den, der selv vedkender sig at være det - og i den forstand respekterede Harald Nielsen jøderne, som han respekterede enhver, hos hvem han fandt ægthed og trofasthed over for det givne. Den amerikansk-jødiske forfatter Louis Lewisohn kalder han "en af de ikke altfor mange jødiske skribenter, der er sig deres race fuldt bevidst og fuldt bekendt, og som af denne racebevidsthed og racesammenhørighed øser samme indsigt som ikke-jøden af samhørigheden med sit land." Gennem bekendelsen til sin race er Lewisohn blevet ført til en vurdering af de livsværdier og den tradition, den har levet på. Han er bleven "konservativ", og ved at se spørgsmålene ud fra folkets synspunkt har hans ord fået saft og kraft, substans. "Det er en klog mands tale og en tale, der fængsler, også når den går ud fra andre synspunkter end ens egne." Louis Lewisohn er gennem erkendelsen af assimilationens umulighed blevet zionist. I sine bøger hævder han med stolthed og selvfølelse den jødiske egenart i livsform, tankegang og traditioner; assimilationen skaber en anorganisk, en rodløs og hjemløs "esperanto"-kultur siger Lewisohn. Han fortæller om den sjælelige pinsel ved at skulle tilpasse sig væsensfremmede idealer og livsmønstre, og om hvorledes jøder selv i det tyvende århundredes frisindede Amerika bliver frosset ud af sommerpensionater, nægtet optagelse på anerkendte læreanstalter og afvist som lejlighedssøgende i huse ejet af ikke-jøder.

 Harald Nielsens essay om Lewisohn, "Blodets Røst" 1941 indgår, i samlingen "Selvafsløringer" 1948 og betegner, som den står der midt i hadets og fortvivlelsens medrivende opgør, et nyt litterært mirakel, som ikke står tilbage for det mirakel, han tidligere havde fuldbyrdet på grundlag af Paul Claudels katolske skuespil. Hadet er skrinlagt, og hans behandling af Lewisohns stof er "viet med indsigt". At analysere et mirakel lader sig ikke gøre; men vist er det, at kærlighed, agtelse og ægte medfølelse indgår deri - den induktion af sympati, han anså for vejen til sand erkendelse. Harald Nielsen gør undskyldning for sin ensidige behandling af Lewisohns roman "Blodets Røst", der ikke gør ret og skel mod romanen som skønlitterært værk - men når det kommer til stykket, er Harald Nielsens essay en langt rigere oplevelse end romanen selv. Læser man Lewisohns bog bagefter, skuffes man en smule. Den virker blegere og mattere, mindre bevægende, end man havde ventet. Man savner en dimension i den - og deri ligger vel det uretfærdige over for Lewisohn, på en måde. Den dimension, man savner, er jo Harald Nielsens personlige gennemglødning og levendegørelse af den problematik, romanen fremstiller, og som dybest set også var hans egen problematik.

Nina Bjørneboe, 1981

Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu