ANTI-BRANDES

 

Fra Manden, der overlevede sin skæbne

 

af Nina Bjørneboe

 

»Sig det ikke til nogen; men til jer vil jeg tilståe det, at min fædrelandskjærlighed, der eengang var så brændende, desværre næsten rent er forsvundet så det forekommer mig kort og godt en ulykke at være dansk. Jeg har før tiltroet de danske en overlegenhed over andre folk i enkelte henseender, som de aldeles ikke besidde. Desuden afskyer jeg København. Imidlertid har jeg jo dér mit hjem, og det er alene mine få kjære, som for mig udgjøre landet. Havde Heiberg ikke skrevet det sprog og var der ei lidt af digterne og af Kierkegaard, som jeg beundrer, bandt intet åndeligt mig dertil."
Georg Brandes, af et brev til forældrene 16. august 1870 fra Paris

Forsåvidt Harald Nielsen har en plads i nutidens historiske bevidsthed, er det for sin Brandeskritik, der stadig regnes for det mest intelligente og dybtgående opgør med Det moderne Gennembruds hovedskikkelse og med brandesianismens litterære og politiske indflydelse i vort århundredes første tredjedel.

Efter debutbogens målbevidste, men ret fredsommelige opgør med Georg Brandes som gårsdagens mand tilspidsedes kritikken i en række regulære angreb på Brandes' vederhæftighed og kompetence. "Usurpatoren" kaldte han sit essay i Ugens Tilskuer efter Georg Brandes' 70 års fødselsdag 1912 - et markant modstykke til de hyldestartikler, hvormed Brandes var blevet fejret på den store dag, bl.a. i sit hoforgan Politiken. Med tilføjelse af et par mindre afhandlinger udsendtes "Usurpatoren" i bogform 1922, og den udgør tilligemed "Jøden, Filisteren og Holsteneren" 1917, der også bygger på artikler fra Ugens Tilskuer, Harald Nielsens hovedangreb på Lysbringeren. Men han vendte jævnlig tilbage til emnet, således i "Selvforsvar og Landeværn" 1927, Georg Brandes' dødsår, igen i 1933 i "Litterære Mirakler", og atter i sin brevveksling med professor Hartvig Frisch, publiceret i pjecen "Åndsfrihed og Udrensning", 1947; endelig i essaysamlingen "Selvafsløringer" 1948.

107

Harald Nielsens Brandes-angreb blev ført med sikker argumentation og indigneret lidenskab, og fremstillingen var belagt med fyldig dokumentation, der afslørede Georg Brandes' overfladiskhed, forfængelighed, skamløse plagiater og illusionsnumre.

Han lagde ikke fingrene imellem, men kaldte brandesianismen en "Køpenick-affære" og en "åndsværdiernes Alberti-affære". Usurpatoren, tronrøveren, kaldte han Georg Brandes, idet han sammenlignede ham med Napoleon, usurpatoren fra Korsika, der ikke havde ret til den magt og de titler, han tilrev sig. Brandes havde kun betragtet sit land som et elendigt fodstykke for sin egen berømmelse. Han var en tom og blændende magthaver uden en samlende og opretholdende kongstanke, men med en voksende livvagt af begejstrede stympere.

I det moderne Gennembrud, hævder Harald Nielsen i "Usurpatoren", har man virkningerne af Georg Brandes' personlige gennembrud, der fandt sted, da han under sin første større udenlandsrejse i 1870-71 kom til Syden. Som andre berømte rejsende nordfra blev Brandes betaget af Italien, beruset af Solen, skønheden, kvinderne. Da slår hjemrejsens time, og i den overvældende følelse ved at skulle skilles fra alle de berusende indtryk skriver han ved et cafébord på Marcuspladsen det smukke digt "Finis":

 

"O, så skal jeg da surres til pælen igen,

af en skinhellig pøbel begloes og betragtes.

Og mit hjerte skal smides for hundene hen,

Og mit navn skal flås, og min stolthed skal slagtes.

Det er endt. Jeg skal hjem. O, mit fristed, farvel!

Luft, du klare, hav tak! Tak Italiens kvinder,

Som med skønhed beriged og fyldte min sjæl,

og I marmorpaladser med lysende tinder!

Det er endt, jeg skal rejse. Farvel! Farvel!

 

Ak, I spørge, I solbørn! hvorhen jeg vil gå:

Spørger ej! Der er mørkt, der er stygt, hvor jeg fødtes.

Her min vej med granatrosens flammeblomst strøedtes,

hist er vejen moradsig og himmelen grå.

Ingen søjler og dejlige statuer stå,

ingen glødende tavle fik liv der i landet,

og et menneskeliv helt forkrøblet I så,

i forknyttet fordummelse sive i sandet,

ifald Eders blikke så vidt kunne nå."

 

"Jeg påstår, at vi i digtet fra Marcuspladsen har den inderste celle i gennembruddet," siger Harald Nielsen og gør opmærksom på, at den

108

unge martyr, der gøs ved sin vanskæbne, var en begavet og begunstiget ung mand, der allerede var anerkendt som åndrig kritiker, nød respekt blandt de bedste repræsentanter for det hjemlige åndsliv og havde erhvervet doktorgraden med bravour. I Italien fandt han den attitude, som han nogle måneder senere indtog på katederet på Københavns Universitet: den ensomme udfordrer, den frygtløse forkæm­per, den utrættelige lysbringer, og som følge af alt dette en martyr, en blødende helt, der overfaldes af den lavsindede hob.

Denne hob, danskerne, hans publikum på auditoriets bænke, var et folk mærket af nederlag og stedt i rådvildhed efter 1864 og 1870. Med begejstring lyttede de til denne ildsjæl med den hæse, skærende stemme, der forkyndte den frie forsknings ret og den frie tankes endelige sejr, og som gennem en fremstilling af de europæiske hovedlitteraturer fra ca. 1800 til 1850 påviste, at den franske revolutions ideer var de sejrende rundt om i verden, medens vi herhjemme var blevet stikkende i reaktionen. Med ydmyg selvforagt påhørte de hans referat af Madame de Staëls roman "Corinne", hvori englænderen Osvald glemmer sin italienske digterinde, hendes geni og sjælsadel, så snart han vender hjem til England og træffer "et ungt, uskyldigt pigebarn på 16 år, der er som skabt til hustru efter den engelske recept, tillukket uvidende, uskyldig, tavs, den incarnerede familiepligt med blonde hår og blå øjne." Den lille giftbrod fæstnede sig i tilhørernes sind. Om ikke andet kunne man gå hjem og underkaste hende derhjemme en kritisk undersøgelse som det første bidrag til samfundsoprøret og frigørelsen. "Og således var da den store misfornøjelse, den unge kritiker havde følt nede i Italien ved tanken om at skulle vende hjem, via revolutionen bleven omsat til en lille misfornøjelsens spire i mange sind. Det var deres andel i fornøjelsen." Brandes' spydighed til de hjemlige, lyse damer var ledsaget med en så stor armgestus, at de, der klappede, ikke vidste bedre end, at de havde været med til et verdensdrama. "Sagt uden omsvøb blot en journalistisk flabethed, blev det i denne udsættelse det hellige oprør."

Begejstringen for Brandes' talentfulde ungdomsværker, for hans oprørske trods, geni og mesterskab havde nu holdt sig i fyrretyve år; men i forhold til Gennembruddet var Brandes som det barn, der piller ved aftrækkeren og fyrer bøssen af. Den tidsånd, han udløste, lå spændt og færdig til eksplosion, og en række unge stod parat til at søge sig nye udtryk. J. P. Jacobsen, Holger Drachmann, Herman Bang osv. ville have udfoldet sig lige så særegent, uden at Hovedstrømningerne var gået forud. Med gletscheragtig kraft bevægede tiden sig i retning af mere frihed, dvs. større individualisme, ikke blot ude i Europa, men også herhjemme:

109

"Hvad var grundtvigianismen med dens tro på alt, hvad der havde "fri" foran, andet end i folkelig og kristelig form den samme romantiske subjektivisme, der i anden skikkelse brød frem i brandesianismen? Trods den skarpe modsætning var de dybest set brødre, avlet af samme tidsånd, og man har da også i tidens løb kunnet spore slægtskabets dragende magt imellem dem."

Her hentyder han formentlig bl.a. til Edv. Brandes, der i 1880 af grundtvigske præster og højskolemænd blev valgt til folketinget som repræsentant for de langelandske bønder.

Efter nederlaget 1864, fortsætter Harald Nielsen, havde en Tietgen og en Dalgas begyndt deres positive arbejde for landets fornyelse.

"En døende fortid, en skridende strøm, en skuffelsens redebonhed - dette var nogle af de vigtigste forudsætninger for den virkning, den unge Brandes udløste.

Harald Nielsens vurdering af Georg Brandes' indsats forekommer ikke meget forskellig fra den aldrende Georg Brandes' vurdering af sig selv - eller var det falsk beskedenhed, da Brandes i 1899 skrev til Henrik Pontoppidan:

"... jeg kan aldrig ret begribe hvad De kan mene med, at De skylder mig meget. Det kan jo dog ikke være det stød jeg herhjemme i længst forsvunden tid har givet rettroenheden; det behøvedes der jo næsten intet til. Man kan naturligvis bruge det ene ben af et fortepiano til murbrækker; men fortepianoet kan ikke være stolt deraf."

Hvad Harald Nielsen bebrejder Brandes, er at han har handlet ilde med den tidens ret, han havde fået i hænde. Der hører ikke blot flair og dristighed, men tillige overlegenhed og modenhed til at være tidens tolk, og først og fremmest hører der ansvarsfølelse, og den manglede Brandes.

Hårdt angriber han Brandes' videnskabelige uredelighed i "Hovedstrømningerne"s gennemgang af den europæiske litteratur. Læser man selv værkerne og Georg Brandes' redegørelse for dem, vil man ikke tro, at det er den samme bog, der er tale om. De værgeløse tilhørere måtte gå ud fra, at Brandes nøgternt gengav, hvad der stod i bogen, og kunne ikke ane, at det var en romantisk forfalsket, delvis andenhånds omdigtning, man havde med at gøre. Andenhånds, idet Brandes ikke undså sig for at benytte udenlandske kritikeres afhandlinger som kladde og overføre dem i sin egen fremstilling med krav på at opfattes som den beåndet nøgterne gennemgang af et digterværk. Hvorledes kunne en

110

litteraturhistoriker, der ville skærpe sandhedskravet, arbejde på andres indtryk, andres autoritet? Brandes manglede det minimum af selverkendelse, uden hvilket det er umuligt selv for den "ærligste" mand at have en ærlig mening. Han var på forhånd ude af stand til at skelne mellem løgn og sandhed, mellem indfald og tanke, mellem æstetik og virkelighed. Han havde en misundelsesværdig ydre hukommelse, men manglede fuldkommen den indre, hvor erfaringerne og kundskaberne samles og sammensmeltes til visdom, til lune, overlegenhed, resignation, til forsonlighed eller fornuft. Han læser bog efter bog og træffer alle arter af mennesker, bølge efter bølge går hen over ham og glider af på hans indre uimodtagelighed. Lige travl, lige flittig, lige sulten på ethvert nyt ”interessant" fænomen, samme abe-grimace ad menneskene, da han var niogtyve, som nu han er halvfjerds. Georg Brandes er en kosmos i samme betydning som en verdensudstilling,

"hvor døgnets ting findes sammenbragt uden indbyrdes forbindelse, resultaterne af den sidste fiffighed, nyeste teknik, bestemt til at skydes til side for næste års fiksere opfindelser, og det hele overhvælvet af en bygning, flot og festlig, holdt i brogede farver, men af træ og borte, når udstillingen lukkes."

I sin ungdom havde Brandes læst Hegel med en sådan "lidenskab", at han havde glemt at følge en ung dame på banegården. Men hvor var Hegel blevet af - en af de største og mest åndfulde repræsentanter for statstanken?

"Ingen skulle ane, at den unge forfatter nogen sinde havde haft lejlighed til at begribe, hvad et samfund er, og af hvilke nødvendigheder det sammenholdes, og dog må man antage, at en grundig, endsige en lidenskabelig læsning af Hegel ville have sat sine spor, såvist som argumenterne vil vokse med de indvendinger, de skal overvinde, deres vægt med det, de skal opveje."

Den samme besynderlighed træffer man overalt: "Hvad han har læst, fastslået eller erkendt på den ene side, påvirker ikke med en nuance, hvad han vil skrive på den næste."

Brandes' stilling til kvindesagen f.eks.: Hvad kan kvindernes ligeberettigelse nogensinde have betydet for ham? Hvorledes forbinde denne idé organisk med hans temperament eller med hele hans betragtning af forholdet mellem kønnene? Han har da også flere gange vrisset skeptisk ad kvindernes valgretskrav! Alligevel er der god konsekvens i, at han med tilfredshed noterer, at han er fader til den moderne kvindebevægelse herhjemme, skønt han altså betragter dens praktiske udslag med

111

afsky eller væmmelse; thi en idé - god eller dårlig, gavnlig eller uheldig – er alle dage en idé, en skalp mere i bæltet, og desuden:

"Idéerne er for ham kun brækjern, med hvilke han skaffer sig plads for sit eget jeg. I sig selv interesserer de ham ikke; han forbeholder sig ikke at tro på dem - ja, i morgen at vrænge ad dem, han havde i dag." Den frie tanke var "ikke retten for en hvilkensomhelst tanke til at komme frem repræsenteret af en personlighed", der stod inde for den, men retten for ham selv til at komme frem med en hvilkensomhelst tanke og slippe den igen, retten til at have flyvegriller – "ja, oven i købet til, som en afveksling, fra tid til anden at have en ganske simpel borgerlig bonsens."

Brandes' grundfølelse har været den umodne trods:

"trods, det er det negative, ikke at ville noget, medens modet er det positive og smidige: at vove, at lade være, når det ikke behøves."

Bevægelsen ville have undergravet sig selv ved sin negativitet og grimhed, hvis Brandes ikke gennem attituden havde forvandlet det karakterfattige til en æstetisk og fantasifængende nydelse. Den frihedsbegejstring, der fylder Hovedstrømningernes seks dele, vil man forgæves søge at bringe inden for en begrebsmæssig eller praktisk form, men opgiv dette og se dem som emanationer af hans "selvegenhedsdyrkelse" (Brandes' eget udtryk), da bliver der enhed, da sammenholdes de af en attitude med sans for effekt og skønhedsvirkning.

Til at spille den af ham valgte bravourrolle medbragte han ikke blot indre betingelser, sin semitiske smidighed og sans for effekten, sin utrættelige naivitet og sin mangel på sky for det uægte, men navnlig glimrende ydre betingelser af den største betydning: den slanke skikkelse, den hæst tilslørede stemme, der virkede skærende, som sønderrev den ikke blot sit eget slør, når den hævede sig; holdningen med den venstre skulder lidt tilbagetrukken og hovedet lidt fremadbøjet, som stod han med kården i hånd og endelig - over det hele - hårmanken flammende og bølgende som et felttegn.

Ja dette hår, hvad ville man have gjort det foruden. Prøv at tænke Dem en Georg Brandes skaldet! Der var måske mere sandhed end tænkt i, hvad hans blad skrev på hans højtidsdag: "Festen var altid midt iblandt os. Det voldte hjælmkammen over hans pande." "

112

Man har prist Georg Brandes' fædrelandssind og henvist til, at han dristigt gik imod forsvarsnihilismen i dens egen lejr. Man er begejstret for det danske sindelag, han har lagt for dagen. Men man kunne lige så vel prise hans polske sindelag, thi han har skrevet en af sine ildfuldeste bøger om Polen, det fremmedartede Polen, hvor han blev feteret, og som han "befriede" i en smuk lejlighed med tjener. Ingen har i tide og utide underrettet os om, hvilket usselt, latterligt, ringe folk vi er, ingen har så gerne slået sig til ridder på vor historie og bragt sladder til torvs om vore offentlige personligheder.

Men hvad er der blevet af den kultur, han ville sætte i stedet for den gamle, han lagde øde? Overfladen var simpel, åndrig, "festlig", men det der var under, var usandhed, meningsløshed og uretfærdighed. Sjælden har så mange betingelser hos en personlighed været forbunden med mangelen af noget så væsentligt.

"Gennembrudet - det var statskup'et, ved hvilket han svang sig op, idet han uden sentimentalitet benyttede sig af det friske nederlags tvivl og demoralisation, og støttende sig til det eneste uskadte instinkt - det æstetiske - indførte et herredømme, der har varet til nu, de æstetiske sejres regimente, katederrevolutionernes blændende æra."

Medens Brandes under livlig applaus "befriede" alskens fremmede folkeslag, lagde han sit lands kultur øde. Det var de bedste instinkter i folket, han kaldte under fanerne og lod dø for sin forfængelighed. Men hans regimente har ikke blot været skadeligt, det har også været dybt ydmygende for vor kultur:

"I et større land ville han være bleven henvist til den beskedne rolle som talentfuld feuilletonist, hvor han har hjemme; i et folk med usvækket ethos ville hans indflyde1se have været ringe. Kun her i dette lille, intellektualistisk anlagte, af ulykker oprevne, tæt sammenboende folk er han tænkelig som fænomen. Havde han selv kunnet vælge sit fødested, kunne han ikke have valgt bedre - hvilket held han dog ikke tilstrækkelig har påskønnet."

Som videnskabsmand var Harald Nielsen grundigheden og pligtfølelsen selv. Dér havde han sit stærkeste våben mod Georg Brandes' brillante uredelighed. Kyndigt og skånselsløst afslører han Georg Brandes' plagieringer og manipulationer, trevler op og dokumenterer, hvorledes Brandes' tilsyneladende inside viden om forhold i fremmede lande, baseret på selvstændige studier og personlige bekendtskaber med nøglepersoner, i virkeligheden er anden- og tredjehånds oplysninger, hentet

113

i fremmede tidsskrifter og bøger, sammentrængt, manipuleret, efter behov fordrejet, oversat til dansk af Brandes selv og udgivet som hans eget arbejde baseret på førstehåndskilder, spækket med navne på personer, som han foregiver at være i kontakt med, skønt han kun kender dem fra en eller anden fodnote!

Men Harald Nielsen var mindst lige så forarget på sine kolleger, de andre videnskabsmænd, der lukkede øjnene for det overfladiske og uhæderlige i Brandes' arbejde og lod sig imponere af hans glansfulde virkninger i stedet for at gøre indsigelse imod hans falske forudsætninger.

Dette synspunkt uddybede han senere i "Litterære Mirakler", hvor han kalder Georg Brandes "the missing link" mellem videnskaben og journalistikken, idet han bragte dem i forbindelse med hinanden og kompromitterede begge:

"takket være ham blev journalistikken bestyrket i sin tro på, at det er virkningen, det kommer an på, at det er glansen, der er det afgørende, medens samtidig videnskaben blev rokket i sin tro på, at dens metoder var de eneste saliggørende og fik en trang til også at prøve en ekstratur med den tiende muse."

"Han var i forhold til dem, der gjorde videnskabens daglige tjenestepigegerning, den letsindige, men strålende søster, der var gået til varieteen. Når hun løber hjemmefra, fordømmes hun som umoralsk, men når hun gør lykke og får de store engagementer, kan også de dydigste se, at hun har talent."

I "Jøden, Filisteren og Holsteneren”, - der tillige tager filologen Kristoffer Nyrop og forfatteren Karl Larsen under behandling - sætter Harald Nielsen lys på Brandes' åndsoverlegne kosmopolitiske neutralitet og foragt for "fædrelanderiet", som kom til udtryk i Brandes' artikler om Verdenskrigen, og påviser dens sammenhæng med hans jødiske patriotisme. Brandes var nøjagtig lige så ensidigt og patetisk engageret i sin nations skæbne som alle andre patrioter i deres, hævder han. Brandes' virkelige landsmænd var ikke danskerne, men jøderne, som jo ikke selv havde noget fædreland, men hvis fællesskab gik på kryds og tværs af landegrænserne, og som derfor havde interesse i at sløjfe alle grænser, så deres internationale samkvem kunne foregå så uhindret som muligt. Dette jødisk-patriotiske forhold ville være ganske naturligt og legitimt, hvis blot det var vedstået og erkendt, "men dette er ikke tilfældet!" siger Harald Nielsen i et brev til Helge Rode: "Hans ræsonnementer skal gælde for og er - både her og ude i verden - bleven taget som udtryk for, hvorledes en dansk føler."

114

Fra begyndelsen af havde Harald Nielsen nok troet på, at det var ham, der havde fremtiden for sig, medens Georg Brandes og hans følge var gårsdagens mænd. Heri tog han fejl, og det opdagede han snart. Han havde kastet handsken til en tidsånd, hvis avantgarde, det 19. århundredes filosofi og litteratur, havde gjort det forberedende arbejde: "at gennembryde bolværkerne i den menneskelige bevidsthed, som havde været rejst af de nedarvede traditioner og institutioner. Efter forberedelsen kom fuldbyrdelsen: radikalismens erobring af magten i det 20. århundrede. Radikalismen ikke som et parti, men som en tidsånd, der lidt efter lidt bemægtigede sig alle partier, en bevidsthedstilstand, der kom til at præge alle områder af samfunds- og kulturlivet - og stadig gør det.

I "Ursurpatoren” erklærer han "optimistisk:

"… den dag er ikke fjern, hvor man som en selvfølge vil erkende, hvad jeg her har sagt. Da, når spørgsmålet er flyttet over på et helt andet grundlag, skal jeg gerne give mit bidrag til vurderingen af de talenter, der også under andre forhold ville have gjort Georg Brandes til en fin æstetiker og udmærket skribent."

Den dag kom han aldrig til at opleve. Ganske vist, efterhånden som yngre forskere begyndte at grave i Georg Brandes' værk, bekræftedes Harald Nielsens synspunkter ét for ét, og i dag er der såmænd ingen, der vil indlade sig i en diskussion om, hvorvidt Harald Nielsen havde ret i sin påvisning af Georg Brandes' svagheder. Selvfølgelig havde han ret! "Men spørgsmålet er ikke af den grund blevet flyttet over på et helt andet grundlag, idet tidsånden, bevidsthedstilstanden, stadig er den samme. Okay, sådan var Brandes: Forfængelig, selvdyrkende, evigt changerende, overfladisk, uvederhæftig, inkonsekvent. Men det gør ingenting - Brandes er og bliver dog Brandes, og ham skal man ikke pille ved! Sådan er holdningen, og den bliver der heller ikke pillet ved.

Ligeså er alle, som har beskæftiget sig med Georg Brandes, enige om, at hans fornægtelse af sin jødiske arv var et falsum. "Jøde, som han var, ville han ikke være, og dansk, som han ville være, var han ikke", skrev Henri Nathansen om ham; Helge Rode har sagt noget lignende, Jakob Knudsen også, Poul Borchsenius ligeså, og ingen af dem er blevet antastet af den grund. Alene Harald Nielsen fik stemplet "antisemit" på sig, og på ham faldt hadet med sin fulde vægt, dels åbenlyst, dels skjult - et had, i hvilket magten trak i trådene, spændte ben for ham, spærrede vejen for hans karriere og drev ham skridt for skridt ud i ulykken.

Hvis magt? Ja, hvem kan sige nøjagtigt, hvor magten sidder? Harald

115

Nielsen troede, eller endte med at tro, at han var et offer for jødernes had og hævntørst, altså jødernes magt. Men hvor megen magt har jøderne i Danmark? Når Venstre-regeringen i 1902 tildelte Georg Brandes den så længe attråede professortitel, var det så under pres af jødernes magt? Hvis man tør udtale sig sagkyndigt om sine hjemmefødte landsmænd: Nej. Det var af jævn dansk bravhed for at vise deres "gode vilje”. Den behandling, Harald Nielsen fik var - uden at forklejne jødernes magt - for en meget stor del det negative udslag af den samme "gode" vilje".

Ugens Tilskuer fik ry for at være et organ til forfølgelse af Georg Brandes, skønt sandheden er, at bladet i hele sin ti-årige levetid kun bragte ganske få artikler om Georg Brandes. Om Harald Nielsen dannede man tidligt den kliché, at han var "umådeholden" i sin kritik, og at han "i stigende grad lå under for sit Brandeskompleks". Sandheden er, at Usurpatoren kom til at belaste ham dobbelt, fordi han formastede sig til at udsende den i bogform ti år efter, at den havde været trykt i bladet. Da bogens hovedafhandling stort set er identisk med den oprindelige artikel, må det være i selve udgivelsen af den som bog, at man ser hans "Brandeskompleks" vokse! Og ligeså i udgivelsen af "Jøden, Filisteren og Holsteneren", hvis Brandes-artikel som nævnt også fra først af havde været bragt i Ugens Tilskuer.

Skønt Georg Brandes stadig har sine kritikere, om end mest i det stille og skjulte, er myten om ham tilsyneladende immun over for alle angreb på hans indsats og metoder. Han er i vore dage genstand forgudelse fra venstre godt ind over midten mod højre. Georg Brandes' sejr er uden for diskussion.

Hans metode med at sammenstrikke og manipulere en tidsskriftartikel og servere den for offentligheden som sit eget imponerende førstehåndsprodukt er et veletableret "nummer" i moderne journalistik. Henrik Stangerup har i bogen "Løgn over Løgn" givet en ubarmhjertig afsløring af, hvor groft metoden udnyttes i de offentlige medier, og hvor nemt det er at imponere naive radiolyttere med en sådan "viden".

Henrik Stangerup har dog ikke draget konsekvensen af sin forargelse ved at tage afstand fra Georg Brandes. Tværtimod optræder han som en moderne Brandesridder, der ikke tåler kritik af Mesteren, men dømmer enhver, der ikke ligger unde for ham, som antisemit. Gerne fører han også Georg Brandes i marken som autoritet for egne opfattelser. Sådan sagde Georg Brandes, Also sprach .....

Der synes hos mange mennesker at være tale om en art forelskelse i manden; det er svært at forstå, hvad denne langtrækkende magt beror på, men det er vel myten om hans udstråling, der har overlevet. Den lærer man om i skolen; den er vort pensum - katederløven, der for-

116

vandlede Danmark til en moderne, internationalt orienteret kulturnation med social bevidsthed.

Hans kampskrifter finder stadig mange læsere, skønt de hverken handler om vort liv eller vore drømme. De vækker især begejstring blandt teoretikere og ideologer, for når Georg Brandes har sagt det, passer det - uanset om han måske andetsteds har sagt det stik modsatte. Georg Brandes' værker er lige som Bibelen - de siger det ene og det andet og det modsatte og kan derfor bruges til hvad som helst.

Det levende billede, nutiden bevarer af mennesket og manden Georg Brandes, er kun de samtidiges beskrivelser af ham, som han var på sine gamle dage: en vranten og sladdervorn olding, en "elitær chauvinist", fascinerende og frastødende på samme tid, i det store og hele en usympatisk personlighed. Men det er selvfølgelig ikke et retfærdigt billede. Et helhedsbillede af Georg Brandes fra hans bedste alder har vi ikke. Dér er han ikke et menneske for os; hans billede er rent mytisk, en begivenhed eller en åbenbaring, et flagrende hår og et kateder. Læser man hans breve, lærer man manden selv at kende, men de to billeder: manden selv og begivenheden bag katederet, vedbliver at være adskilte og vil ikke smelte sammen.

Førstehåndsberetningerne om hans personlighed og virksomhed i halvfjerdserne, da han stod på sin højde, er for længst døet hen. Men Henri Nathansens begejstrede skildring af det store tilløbsstykke på Københavns Universitet i halvfemserne har bevaret livskraften – det falder sammen med myten.

Mytens modstykke er portrættet af Den afskyelige Dr. Nathan i Henrik Pontoppidans "Lykke-Per". Fra Pontoppidans side var portrættet vistnok ikke ment afskyeligt, men snarere som en idealisering af Mesteren; ifølge korrespondancen mellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes (Elias Bredsdorff: "Henrik Pontoppidan og Georg Brandes" I-II, 1964), tog denne ham heller ikke portrættet ilde op, men erklærede sig "tilfreds med så megen velvilje". Han protesterede mod et par lovlig spiddende bemærkninger, og dem glattede Pontoppidan så ud i næste udgave. Men ellers var de lige gode venner for det.

Det vil sige, venner og venner! Af deres brevveksling, der strakte sig over næsten 40 år, overbevises man ikke om, at Georg Brandes' oprigtige hengivenhed for Henrik Pontoppidan var oprigtigt gengældt. Ganske vist har Pontoppidan i sit testamente nedlagt absolut forbud mod, at hans breve til Georg Brandes nogensinde trykkes, hvorfor Elias Bredsdorff kun meddeler dem i referat, medens Georg Brandes' breve er citeret ordret. Ved denne skævhed accentueres modsætningen mellem Georg Brandes' spontane hjertelighed og Pontoppidans reservation, en virkning der ikke er tilsigtet af Bredsdorff, hvis intention

117

tværtimod har været at dokumentere, at Georg Brandes og Henrik Pontoppidan stod hinanden betydelig nærmere, end man hidtil havde antaget.

Om Georg Brandes' hengivenhed for Henrik Pontoppidan efterlader brevene ingen tvivl. Gang på gang beklager han, at de ses for lidt, og udtaler, at Pontoppidan er en af de få mænd i Danmark, han føler sig knyttet til. Rørende er Brandes' resignation overfor Pontoppidans fint skjulte foragt, der bl.a. røber sig ved, at han gang på gang undslår sig for Georg Brandes' invitationer; snart på grund af bortrejse, snart sygdom i familien, tandpine og lignende forhindringer. I reglen skriver Pontoppidan som svar på Brandes' utrættelige henvendelser, men tager sjældent selv initiativ til at genoptage brevvekslingen, når den er gået i stå.

Ifølge svenskeren Fredrik Böök hører det til danskernes nationale talenter at anbringe usynlige giftdråber i deres blomsterbuketter. Pontoppidan hørte i så henseende til de viderekomne. Han ville gerne stå sig godt med Georg Brandes og vise ham den ærbødighed og sympati, hans magt og status bød, men, men ....

Medens Brandes efterhånden var gået over til at skrive "Kjære Pontoppidan!", holdt denne fast ved "Kære Dr. Brandes!" eller "Professor Brandes!" Mod det sidste protesterede Brandes, og Pontoppidan lovede at holde op med det, men Dr. ville han ikke stryge. Flere år senere begyndte han pludselig igen med sit ”Kære Professor Brandes!" hvad Brandes tog ham fortrydeligt op: "De ville forpligte mig, når De aldrig mer ville kalde mig professor. I de romanske lande kalder man dog endnu folk ved deres navn; her er det snart usømmeligt."

Pontoppidan skrev til Brandes i 1899: "... jo ældre jeg bliver, des stærkere føler jeg mig knyttet til Dem ved en taknemmelighedsgæld, der daglig beskæftiger mig." Nydeligt. Men der er en afgørende forskel på, hvad Henrik Pontoppidan siger, eller hvad han selv og andre siger, han vil - og hvad han gør i sit forhold til Georg Brandes.

Tag portrættet af Dr. Nathan - det er jo ikke ordene i og for sig, rosende og dadlende mellem hinanden, der gør udslaget. Dem kan man analysere og veje på en guldvægt, så meget man vil, og nå til den slutning, at Dr. Nathan er skildret overvejende sympatisk og positivt. Nej, det er selve billedet i sin uopløselige helhed, der er Pontoppidans budskab. Harald Nielsen fastslog "kunstens magiske evne til at sammentrænge og potensere". Dér ligger Pontoppidans talent, og der har han sit hemmelige våben mod Georg Brandes, den gamle Mester, hvem han gerne ved passende lejligheder bevidnede sin beundring og pietet. Men hvad siger billedet om Dr. Nathan: dæmonisk, afskyelig, frastødende - en ond ånd. Og billedet lever videre i efterslægten, side om side med Messiasmyten, for "Lykke-Per" er en klassiker, som alle må læse.

 

118

 

Eller Henrik Pontoppidans digt til Georg Brandes' 70 års fødselsdag i 1912, hvor det bl.a. hedder:

 

"Det kundskabens træ, han har plantet i landet,

som favned' så vidt over fjorde og bugter,

forgifter nu folket med ormstukne frugter.

 

Og Adam, den nye, blev dum som den gamle

Og Eva forså sig på kærlighedsgaven

og åd med hver lysten gorilla i haven. "

 

Af herlighedsdrømmen blev intet tilbage

Et luftsyn den var - og nu sank den i graven.

 

Hvad under, han gøs for det festlige møde

og vendte sig mismodigt bort fra sit værk

Jeg tænker, han fejrer sin dag med de døde"

Igen må man undre sig over, så pænt Georg Brandes tog det. Han takkede Pontoppidan for digtet, men indrømmede, at han ikke helt havde forstået det. Det har også senere forskere haft deres besvær med: De ovennævnte linier er lagt i munden på en natfugl, og det er dens sang, digteren har lyttet til og refererer i digtet, hvis tone hele vejen er mørk og pessimistisk.

Elias Bredsdorff har gjort meget ud af at forklare, at digtet ikke er Pontoppidans dom over Brandes, således som det almindeligt er blevet forstået, bl.a. af Harald Nielsen, men at det som menes, er at landets jordbund ikke passede til det træ, Georg Brandes, havde plantet i den, og at frugterne derfor var lidet modstandsdygtige over for skadedyrsangreb.

Man sætte ølse for, man sætte ølse bag ... om det er træet, jordbunden, frugterne, folket, ormene, tiden eller Georg Brandes, der er årsag til Pontoppidans pessimisme, så handler digtet uimodsigeligt om virkningerne af Brandes' indsats som gartner i Danas Have, og han noterer uden formildende omstændigheder, at virkningerne har været skadelige. På en eller anden måde må man dog standse ved den, der har plantet det træ i den jordbund, thi havde han ikke gjort det, var folket heller ikke blevet forgiftet af dets frugter.

Mon ikke de fleste ville betakke sig for at få at vide på deres 70 års fødselsdag, at det træ, de har plantet, forgifter folket med ormstukne frugter? En hårdere dom over en mands livsværk kan næppe tænkes.

Uanset de to herrers private venskabelige brevveksling, uanset Pontoppidans lykønskningsbrev ved samme lejlighed: "... vi er mange, der

119

føler det som en lykke, at De endnu lever og lyser - som et ensomt fyr i den Nordiske troldenat. Gid det først sent må slukkes!" Uanset hvad Pontoppidan har villet sige med det digt, evt. tolke Brandes' egen skuffelse og ensomhed på sine gamle dage - det må være en tolkning, Brandes selv har haft i tankerne, da han skrev til ham: "Jeg ved ikke ret, om De ville udtrykke, at sådan ser De, eller sådan ser jeg forholdene - så har Pontoppidan hermed udtalt dommen over Brandes' indsats, offentligt i et stærkt anskueligt billede - og på vers, så det huskes. Som eftermæle - nærmest dræbende.

Og endelig Henrik Pontoppidans erindringer: "Undervejs til mig selv". Når man betænker, at han var startet som tilhænger af den radikale åndsretning, Brandes havde inspireret, og at de to mænd havde kendt hinanden, brevvekslet i adskillige perioder og mødt hinanden personligt ved mange forskellige lejligheder og gæstet hinandens hjem flere gange over en periode af fyrre år, er det så ikke ejendommeligt, at Pontoppidans eneste "erindring" om Georg Brandes - fra et tilfældigt sammentræf i firserne som passager på en færgeoverfart - udelukkende stiller Brandes i et grelt lys som en forfængelig, snakkesalig, sludderagtig nar. Med rette studser Elias Bredsdorff over, at dette negative øjebliksbillede er det eneste, Henrik Pontoppidan har fundet det for godt at "huske" om Georg Brandes.

Men hvad andet er der at sige, end at sådan har Pontoppidan til syvende og sidst villet forevige Georg Brandes.

At han også har villet lægge længst mulig afstand mellem sig selv og ham, fremgår med al ønskelig tydelighed af den sætning, hvormed han slutter sin erindring om den frastødende Dr. Brandes: "Når en gang vi, der har vore indtryk af ham fra et flygtigt bekendtskab - og det er jo de fleste - ikke er mere …" Man tror, det er løgn, indtil man har læst sætningen tre-fire gange. Så mycken falskhet - efter fyrretyve år!

Nathan-portrættet, fødselsdagsverset og erindringerne - det er tre monumenter over Georg Brandes, skabt af en kunstner ved fuld bevidsthed. De er Pontoppidans sidste vilje. Hver for sig og tilsammen fortæller de tydeligt, hvad han inderst inde mente om Georg Brandes, og det følte han sig altså som kunstner forpligtet til - eller kunne måske bare ikke lade være med - at præge i blivende form. Ud skulle det! Og alligevel var han altid fuld af ærbødighed og smiger, når han skrev til den gamle, og blev dybt forarget på Brandes' vegne, når andre, f.eks. Ugens Tilskuer, havde angrebet Den store Mester. Hvorfor ville Pontoppidan overhovedet have noget med Brandes at gøre, når han ikke havde mere til overs for ham, end at han gav ham et så negativt eftermæle?

Georg Brandes havde magt. Ikke tilstrækkelig magt til at binde Pon-

120

toppidans digterpen, men nok til at Pontoppidan holdt sine skumlerier inden for den kunstneriske sfære, og også nok til at han undsagde dem, der angreb Brandes uden for romanen og den formfaste sonet, i virkeligheden. Det er vel en side af magten i det hele taget. Den opretholdes til dels ved skumlernes indbyrdes illoyalitet, således at modstanden til stadighed splittes, svækkes og undergraves i kritikernes egne rækker. I forbifarten kan nævnes Kai Friis Møllers "Memoirer på høje Tid", 1960, med Brandes-portrættet "Sct. Georg som drage". Mere ædende ondt har man ikke set den gamle Georg Brandes beskrevet, men samtidig får Friis Møller snildt anbragt det obligate æselspark til Harald Nielsen. Man undrer sig gang på gang over de herrer.

 

Sammenlagt er det billede af Georg Brandes, Pontoppidan har videregivet til eftertiden, ikke mere flatterende end det, Harald Nielsen har tegnet. Men Pontoppidans fordægtige, understukne holdning står i den stærkeste kontrast til Harald Nielsens djærve og uforfærdede fremfærd. Ham vidste man, hvor man havde; han kæmpede med åben pande og sagde sin mening ligeud uden persons anseelse.

Nina Bjørneboe, 1981


Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu