Manden, der overlevede sin skæbne

Harald Nielsen 1879-1957

 

Af Nina Bjørneboe:

 

AT VÆRE ELLER IKKE VÆRE

 

Medens England er kendt som det sted i verden, hvor spøgeriet har overlevet længst - der findes vel selv i vort oplyste århundrede næppe et hus i England af agtværdig alder, hvor der ikke huserer et eller flere gespenster - er spøgeriet i Danmark officielt afskaffet blandt oplyste mennesker.

 

Ikke desto mindre - også fra danske slotte og herregårde, ja selv fra ganske almindelige huse, rapporteres nu og da om hvide damer og grå mænd, der træder frem fra tapeterne ved midnatstide og vandrer omkring i sale og gange og glider tværs gennem tykke mure, for atter at fortone sig i det rene ingenting.

 

Disse spøgelser er ekstraordinære væsener og passer ikke ind i systemet. Spøgelser eksisterer jo ikke virkelig. Overhovedet kan spøgelser kun beskrives ved hjælp af negativer.

 

Dermed være ikke sagt, at det uden videre er de pågældendes egen skyld, at de går igen efter døden som negative eksistenser. De luftige skygger, der glider omkring i mørket og spreder skræk blandt de levende, består af skyldige og uskyldige mellem hinanden.

 

Allerede i levende live faldt deres skæbne uden for normerne, ude i det ekstreme, hvor de færreste kommer: i tragedien, forbrydelsen, lasten, i den rene lidenskabs, den absolutte uskylds eller den totale ondskabs sfære. Det fremgår af spøgelsernes forhistorie, der for manges vedkommende er velkendt og dokumenteret.

 

Som nu Hamlets fader. Han var jo virkelig  ganske uskyldig i sin onde skæbne. Når han viser sig for Hamlet efter sin død, er det for at minde sin vankelmodige søn om hans pligt og opgave: at gøre regnskab med sin faders morder, der fejgt og lumpent har tilranet sig tronen og den kongelige ægteseng. William Shakespeare havde englænderens naturlige og afslappede forhold til spøgelser og med forbilledlig pædagogisk sans har han anskueliggjort, hvordan man får et spøgelse til at forsvinde. Det nytter ikke at blive bange for det. Mon kongens spøgelse ville være forsvundet, dersom Hamlet var faldet om af skræk ved synet af ham? Eller hvis Hamlet havde givet sig til at mane ham væk? Nej, det kongelige genfærd må spøge videre, indtil den falske konge er

 

8

 

fældet. Først da er der kommet balance i historiens regnskab, og først da får Hamlet fred i sin sjæl og hans fader fred i sin grav.

 

På tilsvarende måde forholder det sig sikkert med mange andre spøgelser på begge sider af Nordsøen: de er påmindelser om en eller anden regnskabsmæssig uorden; en uret, der ikke blev gjort god i tide, en kærlighed, der blev fornægtet, en uskyld, der blev krænket og aldrig fik sin oprejsning - der er mange kedelige poster i historiens indviklede bogholderi, som mangler at blive afregnet.

 

For folk, der vil undgå spøgelser, er det en ringe trøst, at man kan holde sig væk fra gamle huse og fra Kronborgs bastioner, for spøgelser optræder de mest uventede steder. De kan endog røre på sig i avisens spalter, selvom det hører til sjældenhederne.

 

 Engang i vinteren 1963, et årstid efter Karen Blixens død, havde Emil Frederiksen en stor artikel i Berlingske Tidende med en gennemgang af den indtil da foreliggende litteratur om vor verdensberømte baronesse. Herunder nævnte han en passant "Harald Nielsens hvinende uelskværdige bog" om hende. Som flittig læser af Emil Frederiksens anmeldelser var jeg fortrolig med hans kryptiske, ambivalente udtryksform; alligevel studsede jeg over, at han havde grebet til en så fjantet vending som "hvinende uelskværdig". Senere gik det op for mig, at disse to ord var revnen i tapetet, bag hvilket et spøgelse var muret inde. Anvendt af en ekspert om en bog, der falder inden for hans fagområde, antyder ordene "hvinende uelskværdig" et pinagtigt dilemma.

 

Jeg havde aldrig før hørt om en forfatter, der hed Harald Nielsen; men da jeg et par uger senere fik øje på den omtalte bog på biblioteket, lånte jeg den hjem, ansporet af Emil Frederiksens lovende omtale.

 

"Karen Blixen. Studie i litterær mystik" hed den, og var udgivet i 1956. Harald Nielsens syn på Karen Blixen viste sig ganske rigtigt at være ikke just elskværdigt. Men hvad der overraskede mig og vakte min begejstring: bogen var skrevet af en fremragende kritiker; skarp, dybtborende, vederhæftig og ejendommeligt stilistisk begavet. Med et årvågent intellekt, båret af troskab mod de almene vilkår, som livet er bundet til og kunsten blomstrer af, krængede Harald Nielsen den sproglige fjer- og silkeham af Karen Blixens forfatterpersonlighed og analyserede, hvad det "egentlig" var hun skrev, og afslørede hvad hendes beundrere kaldte visdom, som "en række suffisante påstande, der ret beset er lige så mange beviser på, at også fasaner hører til hønsefuglene". Meget havde han ikke tilovers for hendes fortællinger, under hvis glitrende overflade han skimtede den kyniske voyeurs tomme nydelse af sadistiske og bizarre seksuelle påfund. Hun var en gold eksperimentator, åndsfrænde og reinkarnation af Henrik Ibsens Hedda Gabler,

 

9

 

og hendes næsegruse beundrere lignede han ved dennes naive ægtemand Tesmann, der falder for det "elegante" uden at lægge mærke til "den depraverede ånd, der skjuler sig bag dets soignerede ydre".

 

Harald Nielsen lignede ikke nogen anden forfatter, og jeg bebrejdede mig selv, at en så begavet og afvigende åndstype hidtil havde undgået min opmærksomhed. Men måske var han endnu for ung til at have gjort sig mærkbart gældende i offentlighedens bevågenhed - en antagelse som fik næring af den ungdommelige friskhed og spændstighed i hans sprog og af hans stejle, lidenskabelige fordring om kunstens etiske niveau. Han måtte være en yngling af den gammeldags, men ingenlunde uddøde type, der "har slugt en skefuld af den ideale fordrings saltsyre og siden aldrig har forvundet det", som Jacob Paludan siger om sit ungdomsideal Feodor Jansen. Under alle omstændigheder var det vel værd at mærke sig, hvad Harald Nielsen skrev i fremtiden; thi en strålende karriere måtte blive det uundgåelige resultat af hans usædvanlige evner.

 

 Så hændte det en forårsdag nogen tid derefter, da jeg havde ærinde i Farvergade i det indre København, at mit blik i forbifarten fangedes af Harald Nielsens navn i en antikvarboghandlers udhængsskab. Jeg vendte om og gik tilbage for at læse bogens titel. "Selvafsløringer" hed den, med undertitlen "Litterære afhandlinger". Den var fra 1948, og der var ingen forlagsangivelse. Så var han altså ikke helt så ung, som jeg havde gættet. Han havde en fortid - oven i købet en tør og kedelig fortid, at dømme efter titlen og undertitlen, bogens spartanske, nærmest selvudslettende udseende, og så det, at forlaget manglede. Formentlig en selvkredsende, nyudklækket magister af årgang 48, der havde finansieret sin egen debut med noter og anmærkninger til glæde for alle de andre magistre. Men lovende var han jo trods alt, som han senere havde vist, så man burde vel ofre et minimum af diagonal interesse på hans forstadium ...

 

Inde i den støvede boghandels halvmørke fremførte jeg mit ærinde, og manden bag disken rakte mig et eksemplar af "Selvafsløringer" ledsaget af et let overdrevet buk. "Det bliver 2 kroner," sagde han. "Kun 2 kroner. Billigt, ikke sandt? Jeg kan skaffe Dem mange andre af den herres bøger, og de er alle billigt til salg. Særdeles billigt. De burde overveje det."

 

Der løb en understrøm i hans ord, som forvirrede mig, og samtidig så han vedholdende på mig med et udtryk af spot eller ironi - eller var det frimureri?

 

Jeg mumlede et eller andet, lod daleren springe og forsvandt med min bog ud i forårssolen, hovedrystende.

 

På vejen hjem i toget sprættede jeg bogen op; men næppe havde jeg

 

10

 

skilt de første sider ad, før blodet stivnede i mine årer. Uden endnu at have læst en eneste sætning så jeg et bestemt ord springe frem for mine øjne, igen og igen det samme ord, ud over siderne, fra første til sidste blad; det lå som sorte, dæmoniske sten fældet ned i tekstens mosaik og gav mig en uforklarlig kvalme - over mig selv, over bogen, forfatteren, forårsluften, mine medpassagerers anmassende nærhed, jeg vidste ikke selv over hvad.

 

Siden jeg som skolebarn i fyrrerne af en behjertet sidekammerat fik forevist de frække steder i "Lady Chatterleys Elsker", havde jeg ikke haft en så tydelig oplevelse af at nærme mig et tabu som i dette øjeblik, hvor jeg for første gang i mit liv så ordet jøde skrevet og gentaget i det uendelige uden blusel. Efter at dette ord i vort naboland havde været benyttet som eneste argument for nedværdigelse, tortur og udslettelse, var det nærmest gledet ud af sproget. Et ord, der hver gang det nævnes, vækker forestilling om seks millioner menneskers lidelse og død, egner sig ikke til at blive udtalt ret ofte. Men der var jo heller ikke brug for dette ord længere; en ny generation var vokset op, den generation jeg selv tilhørte, for hvem et sådant skelnemærke ingen mening havde - just som den unge Herming i "Indenfor Murene” havde ønsket det for sine børn: "Hverken jøder eller kristne. Mennesker skal de blive."

 

Da jeg tog fat på at læse bogen, bekræftedes mine bange anelser; ordet jøde, som Harald Nielsen brugte så hemningsløst, var ikke ment som et adelstegn, men som navnet på fjenden, som faresignal. Hvad mere var: De essays, bogen bestod af, var alle skrevet i årene 1941-48. Det var altså ikke fremtidens gyldne skær, der hvilede over navnet Harald Nielsen, men fortidens sorte skygger. Den lovende yngling måtte stuves ind i de bristede illusioners raritetskabinet.

 

Imidlertid kunne hans bog hverken vække vrede eller forargelse hos mig, hvem den traf ganske uforberedt med femten års forsinkelse.

 

Hans sigte var alene at afsløre det suspekte i, at jøderne forsøgte at tilsløre de af dem selv erkendte forskelle mellem dem og ikke-jøder, hvor det gjaldt om at lette dem og deres frænder vejen til magten, og hans kilder var hovedsagelig jødiske forfattere, deraf titlen "Selvafsløringer".

 

Noget program til en "Endlösung" på dette jødeproblem lod han sig ikke forlyde med. Overhovedet var hans hadefulde udfald blottede for hævnmotiver, og hans ensidighed havde intet af et propagandaskrifts uoprindelighed og bevidste fordrejning. Harald Nielsen var hverken agitator eller taktiker, men indtil marven individualist og sandhedssøger.

 

Sammenlignet med Det tredje Riges tanker og handlinger i jødespørgsmålet fremmanede den Harald Nielsenske antisemitisme snarere

 

11

 

billedet af en forstokket hædersmand fra anno dazumal, der var blevet offer for sin egen monomani, end af en "moderne" raceteoretiker.

 

Udover en uundgåelig modvilje fremkaldte "Selvafsløringer" først og fremmest en tung medfølelse. Thi i den talte et harmdirrende, et fortvivlet menneske ud af sit hjertes inderste, og den blev derved et portræt af manden, ja et stykke af livet selv, som greb mig og holdt mig fangen. Den gav et tragisk indblik i en skuffet mand, som af et bittert modsætningsforhold til Georg Brandes' rodløse og traditionsfrie, "fædrelandsløse" åndsretning, og efter et langt livs bekæmpelse af uvederhæftigheden og overfladiskheden i brandesianismen følte sig trængt op i en krog, miskendt, isoleret, fortiet, ringeagtet og lagt for had. Med halsstarrig energi dyngede han det ene argument oven på det andet for at underbygge sin afgrundsdybe mistillid til Georg Brandes og de mænd, der fulgte ham - til hele radikalismen.

 

Således indledtes mit bekendtskab med et interessant spøgelse fra den nyere Danmarkshistorie: kritikeren, tænkeren og digteren Harald Nielsen, født 1879 død 1957. Når jeg ikke blev bange for spøgelset, skyldtes det, at det til at begynde med slet ikke faldt mig ind at opfatte Harald Nielsen som et spøgelse. Dertil forekom han mig alt for levende og nærværende. Efterhånden erfarede jeg, at det ikke hører til god tone at opfatte ham så fordomsfrit.

 

Skønt Harald Nielsen er en af de mærkeligste og betydeligste skikkelser i den danske litteratur, kendes han i dag kun af såre få. Endnu færre vil kendes ved ham.

 

Nævner man hans navn for folk, der kan mere end deres klassikere bliver der underligt stille omkring én, som om man har begået en indiskretion ved at hentyde til familiens sorte får. Fra bibliotekerne er størsteparten af hans værker fjernet og puttet ned i kælderen eller ført til et fjernlager i den anden ende af byen, og falder man en sjælden gang over hans navn på tryk, står det konsekvent anført i en bleg bisætning. Tyst som et spøgelse glider Harald Nielsen ind på sin plads i en og anden sammenhæng, hvor en forfatter har set sig nødsaget til at nævne ham en passant; lynhurtigt glider han ud igen. Var der nogen, der mærkede noget? Næppe! Han er så gennemsigtig, at han går i ét med tapetet.

 

Grunden til at Harald Nielsen lever dette besynderlige skyggeliv som det trykte ords persona non grata, angives officielt at være hans skriverier under Besættelsen, hvormed han brød landsmandskabets uskrevne love - som Henning Fenger skrev i "Danmark under Besættelsen": "Han var fra da af en død mand i vort offentlige liv".

 

Men hvad er da forklaringen på, at Harald Nielsen, som ikke havde gjort andet end at udtale sine forkerte meninger på et tidspunkt, hvor

 

12

 

tavshed havde klædt ham bedre, ikke har fået del i den overbærenhed, der er timedes andre og mere belastede "døde mænd" fra dengang, og som bedømmer et menneske mere på hans gode gerninger end på hans slette?

 

Med Harald Nielsen har der ikke været nogen overbærenhed, til trods for at han, stadig ifølge Henning Fenger, var en af vore betydeligste litteraturkritikere og æstetiske vejledere i den første tredjedel af vort århundrede, en mand om hvem der stod respekt, også hvor hans indtrængende analyse omfattede de hjemlige samfundsforhold.

 

Med nådeløs grumhed har samfundet formået at iværksætte og opretholde den totale, evigvarende fordømmelse af dette uønskede medlem. Som "død mand" er han hundrede gange så ikke-eksisterende, som hvis han bare var kradset ganske almindeligt af.

 

 Helt umuligt er det ganske vist ikke at begribe, at Harald Nielsens tilstedeværelse i den danske åndshistorie er et prekært anliggende. Med sit nøgterne skarpsyn, sit kompromisløse mod og sin blændende evne til at forsvare sine anskuelser er han dømt til at blive anset for asocial af en tidsalder som vor, der sværger til kompromiserne og problemløsningerne "hen over midten". Harald Nielsens anskuelser gik på tværs af en række fastslåede sandheder; hans rolle blev i mange spørgsmål det åbenmundede barns i "Kejserens nye Klæder", og den bliver man sjældent populær på, det være sig hos kejseren eller hos deltagerne i den langsomt skridende procession.

 

Sine skarpeste og mest utrættelige angreb har han rettet mod Georg Brandes, hvem han frakendte enhver ret til værdigheden som kulturpave. Men også andre af vore urørlige litterære afguder pillede Harald Nielsen pynten af, granskede deres hjerte og nyrer og vejede deres talent uden persons anseelse og under ledsagelse af hvasse kommentarer.

 

Som lidenskabelig forsvarstilhænger, som modstander af kvindesagen og i mange andre spørgsmål bragte han sig i modsætning til radikalismen; samtidig har han mere dybtgående og forudseende end nogen af sine samtidige beskæftiget sig med konservatismens indre krise; i sin indignerede revselse af det lunkne, konservative borgerskab og i sin spot over det politiske højres pjaltede opportunisme har han afsløret den moralske svækkelse, som fører direkte frem til Det konservative Folkepartis antiklimaks i 1970-erne.

 

Til pressen fik han et yderst køligt forhold som skarptandet kritiker af dens sensationsjageri og manglende oprigtighed. Hans åndsaristokratiske livsholdning danner grundlag for en inderlig afsmag for den nivellering og rethaveriske, aggressive vulgaritet, der efter hans opfattelse er demokratiets yderste konsekvens og diktaturets forløber.

 

Efterhånden som radikalismen vandt sejr, politisk og kulturelt, stod

 

13

 

han mere og mere ene i sin kamp imod den og da 2. Verdenskrig kom, var han halvt begravet af det glemselens mørke, der havde sneget sig ind over hans navn gennem trediverne.

 

Under krigen tog han afstand fra alsang, sabotage og andre meningstilkendegivelser over for besættelsesmagten. Heraf skal man ikke udlede nogen sympati for nazismen. Kølig reservation over for den og dens fører - længere har han aldrig strakt sig, hverken til den ene eller den anden side. Men hans pjecer om Europas fremtid, om jødespørgsmålet og om Danmarks rette holdning til besættelsesmagten, som han udsendte under krigen, måtte i den givne situation forekomme hans landsmænd mildt sagt malplacerede. Ildeset som han i forvejen var i vide kredse, blev han et let offer for de hadefulde stemninger, der efter krigen rensede ud i Danmark og skilte "de onde" fra "de gode", "de hvide" fra "de sorte". Der var ikke plads for nuancer og ræsonnementer, der var ikke sans for personlig tilegnelse af en mands selvstændige tanker og meninger - og der har heller ikke været det siden. Harald Nielsen var og blev færdig.

 

Det første nutidige bidrag til en positiv vurdering af Harald Nielsen kom allerede et par år efter hans død; da Søren Krarup debuterede i 1960 med bogen "Harald Nielsen og hans tid". Om end Søren Krarups modige indsats i åndsfrihedens tjeneste ikke blev indledning til en renaissance for "den døde mand", fik den stor betydning ved at forhindre, at Harald Nielsen gik helt i glemmebogen. Mange yngre læsere har fundet frem til Harald Nielsens forfatterskab via Søren Krarups bog.

 

Denne er en status over den epoke, der indledtes med brandesianismens gennembrud i 1870-erne og sluttede med besættelsestiden 1940-45. Det er Krarups konklusion, at Harald Nielsen og modstandsbevægelsen burde have fundet hinanden i et fælles opgør med radikalismen, eftersom modstandsbevægelsen var det spontane nej til den nationale defaitisme, der havde været radikal udenrigspolitik siden århundredets begyndelse - en politik, Harald Nielsen havde bekæmpet med energi og talent det meste af sit liv. Men Harald Nielsen fordømte modstandsbevægelsen - og modstandsbevægelsen fordømte Harald Nielsen. Efter befrielsen i 1945 gled de forhenværende frihedskæmpere skridt for skridt over i den vattede opportunisme og glemte, hvad det egentlig var, de havde kæmpet for og imod. Hvis de søgte råd for deres svigtende hukommelse, var det ikke i Harald Nielsens forfatterskab.

 

Blandt litteraturhistorikerne har der ikke været megen lyst til at forsøge en oprejsning af Harald Nielsen. Vel skal det ikke forbigås, at flere ældre videnskabsmænd har ydet Harald Nielsen hæder efter hans

 

14

 

død for hans banebrydende litteraturkritiske indsats. Således Oluf Friis i "Den unge Johannes V. Jensen" (1974), der fremhæver Harald Nielsens ejendommeligt fremsynede anerkendelse af Jensens ungdomsroman "Einar Elkær" og giver ham æren for "som den første at have fremstillet et værk af Johs. V. Jensen som en tankebelyst, æstetisk helhed". Ligeså F. J. Billeskov Jansen i Politikens Dansk Litteraturhistorie, bd. 4: "Fra Georg Brandes til Johs. V. Jensen" (1977), hvor Harald Nielsen faktisk figurerer som det eneste kapitel under hovedafsnittet "Tidsskrifter og tidskritik" og i artiklen anerkendes som den kritiker og tidsskriftredaktør, der bedst forstod tidens tegn.

 

Men bortset fra sådanne afgrænsede og fredelige sammenhænge er Harald Nielsen også litterært et højst ømtåleligt emne, hvilket må ses i relation til, at en omvurdering af Georg Brandes og Det moderne Gennembrud tilsvarende har ladet vente på sig. Historikere og litterater, såvel forskere, som undervisere og lærebogsforfattere, holder trofast liv i myten om Georg Brandes som det nittende århundredes Ansgar, der hidførte Det moderne Gennembrud og vakte det danske folk til en ny virkelighed - dette latterlige, lille, søvnige provinsfolk i Europas udkant, der slumrede blideligt med hovederne i en romantisk sky, og hvis digtning ikke handlede om vort liv, men om vore drømme - indtil mirakelmageren Georg Brandes kom med lyset og fik J. P. Jacobsen, Holger Drachmann, Herman Bang, Henrik Pontoppidan og alle de andre genier til at springe ud som blomster under en varm forårshimmel.

 

En afviger fra den traditionelle ærbødighed for det officielle Danmarks sofastykke af Gennembruddet er professor Sven Hakon Rossel, University of Washington, Seattle, som i sommeren 1976 i USA's Society for the Advancement of Scandinavian Studies fremlagde sine synspunkter på Det moderne Gennembrud. I Danmark blev hans forelæsning offentliggjort som dobbeltkronik i Berlingske Tidende den 9.-10. juli 1976, og allerede overskrifterne: Var "det moderne Gennembrud" moderne? og "Georg Brandes - propagandistisk manipulator?" forkyndte, at Rossels opfattelse af Gennembruddets hovedskikkelse var et opgør med den doktrinære myte.

 

Med befriende respektløshed afslører Sven Hakon Rossel selve grundlaget for Georg Brandes' sensationelle gennembrudsprogram som et falsum: Danmark var aldeles ikke så provinsielt og prisgivet romantisk virkelighedsflugt som påstået af Georg Brandes, hævder han. Imod Brandes' arrogante påstand om, at den danske digtning er tilbagestående og virkelighedsfjern, påviser Rossel den årtusindlange realistiske tradition i dansk digtning og tænkning og fastslår med uigendrivelige eksempler, at den samfundsomvæltende nytænkning, Georg Brandes

 

15

 

lancerede i "Hovedstrømninger", i al stilfærdighed var foregrebet af en række danske digtere og forfattere gennem adskillige årtier.

 

Loyalt refererer Sven Rossel til Harald Nielsens hadefulde Brandeskritik med dens eklatante afsløringer af Lysbringerens plagiatkunst og afskrivningstalent. Ja, Rossel anbefaler endog sine tilhørere og læsere at indtage Harald Nielsens Brandes-bog "Usurpatoren" som gavnlig modgift mod overdreven Brandes-dyrkelse.

 

Det burde måske ikke være et særsyn, at en ung videnskabsmand peger bagud på en af sine ældre kolleger og anbefaler ham til sin samtid, men det er et særsyn, og Rossels eksempel bør nævnes med hæder. At han har bosat sig uden for Danmarks grænser med sine afvigende synspunkter, skal ikke regnes ham til last; eksilet er for visse den åndelige friheds sande hjem.

 

Søren Krarups bog og Sven Rossels afhandling er tegn på, at den forrige generations domme over Harald Nielsen og forkastelse af hans værk næppe vil blive opretholdt af efterslægten. Ud fra vidt forskellige forudsætninger har disse to nutidige forfattere indsat Harald Nielsen på hans retmæssige plads i den historiske sammenhæng: Søren Krarup med hovedvægt på hans indsats i kampen for Danmarks selvstændige statseksistens og imod defaitismen og den rodløse individualisme, Sven Hakon Rossel med vægten på hans hårdnakkede angreb på Georg Brandes' videnskabelige charlataneri og propagandistiske selvdyrkelse.

 

Men også uden for den historiske ramme, der omkredser hans livsløb, er Harald Nielsen en betydningsfuld og betydelig skribent, og intet tabu vil i det lange løb kunne forhindre, at han bliver vurderet efter sit værd i den danske kulturs tidløse fællesskab. Vel ejer han ikke en Holbergs, en H. C. Andersens eller en Søren Kierkegaards artistiske formdrift og élan, og vel er der mange slagger i hans værk. Han er en kejthåndet profet, eller en digter uden lyre; men han er ligefuldt en af de ægte enere, som vi ikke kan undvære. Vanskelig at sætte på en formel, en umiddelbar, dybt oprindelig tænker og virkelighedsforkynder.

 

Som fortsætter og fornyer af gamle, prøvede sandheder har han en livsfunktion i vor tid, hvor den personlige dømmekraft er svækket i sin selvtillid af videnskabelige og politiske teoretikere, der med brug af imponerende fremmedord og statistikker præsenterer de vises sten i stadig nye udgaver. Over for de blændende teorier og utopier står Harald Nielsens jordnære visdom som en nyttig og gangbar filosofi for mindre husholdninger:

 

16

"Verden begynder overalt, og man kan kritisere den ud fra en pølsepind, blot man er i stand til at hensætte pølsepinden på det sted i sammenhængen, hvor den har hjemme, er i stand til helt at opfatte den efter dens væsen og til rigtigt at udrede de forudsætninger, der ligger i den."

 

Det var hans force at kunne det, og i sin lange række af værker giver han beredvilligt læserne andel i sin know-how.

 

Nærværende bog er skrevet ud fra bemeldte pølsepind. Den har så at sige skrevet sig selv med Harald Nielsens værker både som grundlag og underlag. Hans værker handler nemlig ikke blot om de emner, han tog sig for at skrive om; de handler også om ham selv. De er på én gang hans skæbne og en række løbende kommentarer til den.

 

Savnet af et videnskabeligt funderet værk om Harald Nielsens indsats og levned, baseret på arkivmaterialer og andre vanskeligt tilgængelige eller uhåndterlige kilder, er ikke afhjulpet med den bog, der her fremlægges. Et sådant mere dybtgående og omfattende studium af Harald Nielsen må afvente en forsker med de kvalifikationer og det mål af idealisme, som er fornøden til løsning af denne for en lægmand uoverkommelige opgave.

 

Under arbejdet med bogen har jeg mødt opmuntring og hjælpsomhed fra mange sider, og jeg vil gerne takke alle de mennesker, der er kommet mig i møde med oplysninger og vejledning, og som dermed har bidraget til opgavens løsning.

 

En særlig tak retter jeg til Harald Nielsens datter, billedhuggeren Bodil Nielsen. Gennem samtaler med hende og hendes mand, nu afdøde billedhugger Børge Ishøy, har jeg fået uvurderlig hjælp. Endvidere har forfatteren Kirsten Bang, som er mangeårig ven af familien, vist en enestående interesse og velvilje over for mit arbejde, og jeg skylder hende min hjerteligste tak. Jeg takker også Harald Nielsens husbestyrerinde, fru Else Fols Frederiksen, som har været behjælpelig ved belysningen af den ældre Harald Nielsens liv.

 

Fra Højres Fond har jeg modtaget et legat som hjælp til udgivelsen, for hvilket jeg takker.

 

Endelig ønsker jeg at takke forfatteren, sognepræst Søren Krarup, hvis årelange, utrættelige ansporing har været det afgørende incitament, for ikke at sige irritament, til bogens fuldførelse.

 

Vanløse, den 31. august 1981.

Nina Bjørneboe

 

 

Harald Nielsen

Harald Nielsen-bibliotek

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu