Usurpatoren - del 3

af Harald Nielsen

85.

 

HVORDAN MAN SKRIVER 34 SIDER

Motto:

- Mo'er! Petrine stjæler af Kammerraadens Pindebrænde og kommer det i vores Kakkelovn !"

- "Stjæler - hvor kan du faa saadanne afskyelige Ord i din Mund! Troer du Herr Sommerfeldt bryder sig om et Par Fyrrepinde?"

(Fritz Jürgensen.)

I 1911 udgav Georg Brandes et Par mindre Skrifter: "Armand Carrel" og "Før og Nu, To tragiske Skæbner". Skønt de begge hver paa sin Maade er overordentlig oplysende med Hensyn til, hvorledes Georg Brandes kommer i Besiddelse af sit Stof, er det i denne Forbindelse kun den sidste af de to Smaabøger, der skal betragtes noget nærmere.

"Før og Nu" bestaar af to Afhandlinger, af hvilke den første fortæller om en spansk Reformator, Servet, der blev brændt i Genf, og den følgende - som Bevis for, hvor lidt Tiderne eller i det mindste Kirken har forandret sig ­om den spanske Anarkist og Skolemand, Francisco Ferrer, der 12. Oktober 1909 blev skudt i Barcelona.

Hist og her ytrede man i Anmeldelserne Tvivl om, hvorvidt det var muligt at bedømme Ferrers

86

Skæbne paa Grundlag af det tilgængelige Materiale, men i det hele og store blev Bogen modtaget som man kunde vente det, med de sæd­vanlige kliché-agtige Lovprisninger af Stilens ” glimrende” Egenskaber, som et Bevis for sin Forfatters usvækkede "Fyrighed" og som et Ud­slag af hans ofte prøvede Idealisme. "Den in­dignationens eld mot förtryck och orättvisa, mot lögn (!) och fanatisme (!) som är det vackraste draget i Georg Brandes' karaktär, brinner i denna bok uförminskadt varm och klar", skrev Hr. John Landquist i "Dagens Nyheter", medens Hr. Rimestad, der dengang forvaltede "Politiken"s litterære judicium, efter at have faaet Lejlighed til at nævne Baudelaire og Villiers de l'Isle Adam, med from sønlig Hengivenhed priste Brandes for at have bidraget mere end nogen anden til, "at et større og større Antal Mænd i Danmark har faaet deres Sind opladt for at bedømme (!) Mennesker og Forhold efter deres Forudsætninger, deres Natur."

Da jeg i al Beskedenhed gerne vil bidrage mit til et saa smukt Formaal, skal jeg prøve paa at vise, hvorledes det forholder sig med det Kendskab til Forhold og Medmennesker, Hr. Rimestad, og med ham den danske Offentlighed er bleven beriget med i dette Tilfælde. Jeg tror, at det vil vise sig, at den kunde være grundigere og mere i Overensstemmelse med deres sande "Forudsætninger" og "Natur".

87

Afhandlingen om Ferrer fylder knap 34 almindelige Bogsider. Den begynder efter Georg Brandes' Sædvane med at skabe en flatterende Baggrund for ham selv paa hans Landsmænds Bekostning.

Da Efterretningen om Ferrers Henrettelse (12. Oktober 1909) "naaede København, var der, med maaske to Undtagelser, ikke et Menneske i Danmark, der anede, hvem han var, eller havde Begreb om dette Justitsmords Betydning. I nærmere Berøring staar Danmark ikke med Kulturbevægelser i det fjerne Spanien" (!?)

Andetsteds, og navnlig i England, var man bedre underrettet. Der havde det engelske Blad ”The Freethinker” allerede den 19. September en udførlig Artikel om Ferrer og hans truende Skæbne. "Den 26. September havde Bladet sin anden Artikel om den spanske Reformator, skreven af Udgiveren G. W. Foote, med Titelen Ferrers Gerne-Mordere (Would-Be-Murderers).

I Oktober havde The literary Guide en Ar­tikel af Ferrers nærmeste engelske Ven, William Heaford med Overskrift: Krigen mod den frie Tanke i Spanien, Ferrers Liv i Fare. Den 15. Oktober bragte det socialistiske Ugeblad The Clarion en anden Artikel af Heaford, hvori han endnu er ubekendt med Ferrers Endeligt, og haaber, han kan reddes.

I dette Haab havde der allerede i September dannet sig et saakaldt Forsvarsudvalg. Nogle af

88

Europas bedste Mænd og Kvinder: Krapotkin, France, Häckel, Maeterlinck, Nacquet, Severine, Ellen Key, var Medlemmer af dette. De søgte ved at oplyse den offentlige Mening at øve et Tryk paa de spanske Magthavere."

Dette er i alt væsentlig Indledningen, af hvilken Læseren maa danne sig sit Indtryk af Forfatterens Forhold til Emnet. Man er straks klar over, at han er en af de to "Undtagelser", og da man saa tit har hørt om hans kolossale Korrespondance og hans Forbindelser Verden over, undrer det ikke.

Om han just ikke har kendt Ferrer selv ­ hvilket han i saa Fald nok vilde have nævnet - saa har han dog sikkert staaet i intim Forbindelse med hans Venner, i hvilken Antagelse man bestyrkes ved Navnene paa Forsvarsudvalgets Medlemmer. Krapotkin, France, Sévérine - det er jo hans europæiske "Busenfreunde".

Paany forbavses man over hans fabelagtige Viden og allestedsnærværende Interesse. Hvad ved vi andre, som han ganske rigtigt begynder med at gøre opmærksom paa, om Forholdene i Spanien? Intet, men han kender dem tilbunds. Han har ikke blot, som det fremgaar af hans Skrift, nøje Rede paa de sociale, politiske og kirkelige Tilstande i dette fjærne Land; men har vidst at skaffe sig statistiske Oplysninger, der udelukker enhver Tvivl.

Hvor han har dem fra? Ja, det er jo netop

89

det beundringsværdige, deri ligger netop Beviset for hans Idealisme, hans dybe, varme, utrætte­lige Interesse for Ferrers Skæbne, thi enhver vil forstaa, at denne lille Afhandling maa have kostet ham meget Arbejde. Han har ikke blot maattet læse det Par Tidsskriftartikler, han selv nævner i Indledningen, men han har maattet gennempløje de store specielle Værker om Spanien, han henviser til, som f. Eks.: Dierck: Das moderne Geistesleben Spaniens (pag. 50) og Tarrida del Marmol: Les Inquisiteurs d'Espagne (pag. 59). Desuden, naturligvis, Ferrers Skrifter, som han citerer, og for Aanden i hvilke han garanterer. Men dertil kommer, hvad der er et endnu større Vidnesbyrd om hans alvorlige Optagethed af Emnet, alt det Stof, der for et saa moderne Fænomens Vedkommende kun er at finde rundt om i Dagblade og Tidsskrifter. Heller ikke dette har skræmmet ham. Han har gennempløjet baade franske og spanske Aviser.

I det Selvforsvar, han med Henblik paa Kritiken af Voltairebiografien offentliggjorde i "Politiken" , har han med stor Beskedenhed gjort gældende, at han ikke modtager Aabenbaringer. Det er der naturligvis heller ingen der har tænkt sig, men naar man ser ham i Stand til at med­dele, hvad der stod i Barcelona Ugebladet Fructidor d. 8. Februar 1907, eller hvad Madrider­bladene fortalte i 1903 uden, saa vidt vides, at have gjort Arkivstudier i Spanien, kunde man (forts. S. 102.)

90

GEORG BRANDES SKRIVER:

1) Side 45:

Francisco Ferrer blev født d. 10. januar 1859 i Landsbyen Allella i en stille vinklædt Dal i Catalonien.

2) Side 46:

I den spanske Landsby var der som Regel kun én Mand, der kunde læse, Præsten, og han fortolkede Tidens Tegn saaledes, at den lille Drengs Forældre blot klamrede sig des fastere til Kirken og betragtede boglig Kundskab som farligere for Ungdommen end Vin og Kvinder.

3) Side 48:

En Forfatter i Le Temps mindes ham som en Mand med jernvilje, en Idealist, en mønsterværdig Lærer, hvis Undervisningsmaade var original.

6) Side 49:

To Trediedele af Landets Penge og en Trediedel af dets Grund tilhører Munke og Nonner. Denne Opgørelse er foretaget ikke af en kirkefjendsk Mand, men af en spansk Prælat José Velida de Gunjado.

7) Side 50:

Blot for den hellige jomfrus Garderobe i Toledo kunde der bygges hundrede smukke Skoler. Figurens Kjoler bærer flere Tusind store Perler og en Mangfoldighed af Safirer, Ametyster og Diamanter. Den Krone, der smykker Statuens Hoved er 80,000 Kroner værd, dens Armbaand 36,000 Kroner. Talværdien af Juvelerne i Spaniens Kirker er uberegnelig, en helt død Kapital.

8) Side 50:

Efter Diercks Das moderne Geistesleben Spaniens har et kirkeligt Tidsskrift, Rivista Christiana, opgivet Værdien af den Voks og den Røgelse, som gaar med i disse Kirker, til 25 Millioner Kroner, omtrent hvad Spanien giver ud for sit Undervisningsvæsen.

91

JOSEPH MC. CABE WRITES:

1) pag. 11:

Francisco Ferrer y Guardia was born at Alella, in one of the quiet vine-clad valleys of Catalonia, January 10. 1859,

2) pag. 11:

Usually only one man in their village could read - the priest - and the version he gave them of the distant battles was couched in the language of the seminary . . . , So the small vineyard-owner Ferrer and his wife - from whom, by a pretty Spanish custom, the martyred teacher took the name of Guardia - shrank closer to their church, looked on letters as more dangerous than wine or pretty faces, . . . .

3) pag. 15:

A writer in Le Temps remembers him as "a man of iron will, and especially an idealist. . . . a model professor, giving

excellent lessons in a very original manner."

6) pag. 28:

A Spanish prelate, Mgr. José Veleda de Gunjado, has recently declared that these regulars (monks and nuns) own two-thirds of the money of the country and one-third of the wealth in property, etc. . . .

7) pag. 28:

The wardrobe of the image af the Virgin at Toledo would alone suffice to build hundreds of fine schools. One robe bears, says Mrs. Bates, ,,85,000 large pearls, and as many sapphires, ametysts, and, diamonds". The crown used to decorate the statue is worth £ 5,000, and the bracelets £ 2,000. The total value of this useless and senseless jewellery in the great churches of Spain is beyond calculation; . . . .

8) pag. 31:

Diercks relates that the Revista Cristiana at one time made a calculation of the value of the wax and incense burned in Spanish churches in the course of a year. The total reached the extraordinary sum of £ 1,500,000 - a sum litlle short of what Spain spends on education.

92

9) Side 50:

Indtægterne for et enkelt Jesuiterkloster i Manresa opgives officielt til mer end 270,000 Kroner om Aaret.

12) Side 50:

En irsk Katolik, Mr. Doran, har kaldt den spanske Gejstligheds Usædelighed saa stor, at en Irlænder maatte bruge et Liv til at forstaa den og en Evighed til at tilgive den.

13) Side 51:

En spansk Katolik, Roman de Torre-Isunza, har skrevet: Vor Religion er en farisæisk Formalisme, des mere usædelig, jo mere hyklerisk den er.

14) Side 52:

Den overfladiske Modsætning mellem Liberale og Konservative har (som andensteds den mellem Venstre og Højre) ingen Betydning.

15) Side 52:

Hvad man i New-York kalder Tammany-Styre, i Italien Camorra, i Spanien Caciquismo er Landets virkelige Regeringsform, dets eneste.

16) Side 53:

Kandidaten bejler paa Skrømt til Folkets Stemmer. Thi det gør intet til Sagen, om de stemmer for ham eller ikke. Hans virkelige Arbejde er den hemmelige Forhandling med Stedets Cacique. Det er hændt, at mens der faktisk var blevet afgivet 300 Stemmer for den officielle Kandidat og 3000 imod ham, er Valgresultatet blevet det, at Manden valgtes med 3000 Stemmer mod 300.

17) Side 54:

Han har selv skrevet i Barcelona-Ugebladet Fructidor 8. Februar 1907: "Da Zorilla døde, tabte jeg al min Tillid (der

93

9) pag. 28:

A religious review (the Revista Cristiana - quoted in Diercks's Das moderne Geistesleben Spaniens) gave the income of the Jesuit body at Manresa alone as more than £ 15,000 a year, . . . .

12) pag. 30:

It is written by an Irish Roman Catholie, Mr. Doran. . . . He found a state of immorality among the clergy "which it takes an irishman half a lifetime to understand and an eternity to forgive".

13) pag. 35:

Roman de Torre-Isunza . . . . ,,The truth for His Majesty the King", (p. 168) "Our religion is a pharasaic formalism, the more immoral as it is hypocritical".

14) pag. 35:

The superficial opposition of Liberals and Conservatives has "no real significanee" (p. 198) . . . .

15) pag. 36:

Senor Costa. . .: "Oligarchy and Tammany are the actual form of government in Spain". I have ventured to insert the word "Tammany" for the untranslatable Spanish word "Caci-quismo", because, as will appear, it is the only word familiar to English readers which approximately conveys the meaning.

16) pag. 40:

Senor Moret describes the candidate hypocritically seeking votes. "It does not matter", he says, "whether they vote for him or not". His real work is the seeret and corrupt Negotiation with the local cacique. Cases have been put before me in which votes have been cast somewhat in the proportion of 300 for the dynastic candidate and 3,000 for the Republican; but the result was announced the other way round.

17) pag. 16:

. . . his own explicit declaration, published in the Barcelona Republican weekly, Fruetidor, February 8. 1907 . . .: "When

94

tilforn var meget svækket) til Resultaterne af en Revolution, som skulde udføres af overfladiske Mennesker, der sad inde med de samme Fordomme som Monarkisterne, de vilde bekæmpe. Fra da af indskrænkede hele min Virksomhed sig til Oprettelsen af en Skole, der i min ringe Mening kunde tjene til Mønster for alle andre Skoler og skærme Barnet mod de officielle Opdragelsesanstalters løgnagtige Undervisning".

18) Side 54:

Hans Erfaring havde lært ham, at Anvendelsen af vold­somme Midler var unyttig, at denne Fremgangsmaade trods dens tilsyneladende Hurtighed i dette Tilfælde vilde være den langsomste. Uden at gaa saa vidt som Tolstoj, der kun anerkender Resignation og passiv Modstand, troede han, at en varig Forbedring af Tilstandene blot kunde opnaas ved en langvarig aandelig Forberedelse. Hvad det gjaldt om var at omdanne de Samtidiges Grundbegreber ved Hjælp af Opdragelse.

24) Side 59:

De pinlige Forhør fra 1893 genoptoges. En Mand, hvis Krop var helt svullen og stribet af Piskning, blev holdt staaende i ni Dage. En ung Mand ved Navn Ollé blev pisket, til han spyttede Blod, og saa holdt gaaende i 37 Timer. Af andre Fanger trak man Neglene ud. En saadan ved Navn Gana rejste til Paris og blev af en engelsk Ven ført til Clemenceau, viste ham sine negleløse Hænder.

Tarrida del Marmol, paa den Tid Direktør for det Polytekniske Akademi, blev fængslet paa Grundlag af et op­digtet Brev. Han har samlet Vidnesbyrd fra martrede Mænd og beskrevet Rædslerne i sit franske Værk Les Inquisiteurs d'Espagne. Han har aldrig kunnet vende tilbage tilbage til Spanien; har en Dødsdom svævende over Hovedet paa sig. Han blev i England Ferrers nære Ven.

95

Zorrilla died I lost all my confidence, which had been already much weakened, in the results of a revolution effected by the superficial revolutionaries, who were themselves the victims of much the same prejudices as the monarchists whom they would deprive of power. From that time forward I devoted all my activity to the task of establishing a school which, in my humble opinion, might serve as a model for all the schools which advanced bodies were endeavouring to found, in order to preserve the child from the mendacious teaehing of the official schools . . . ."

18) pag. 17:

. . . M. Naquet writes on the subject: " He had arrived at the conclusion that the employment of violence is useless; that, despite its apparent swiftness, it is the slowest method in the end. Without going to the length of accepting the passive-resistance of Tolstoy - he was far from that - he believed that the quickest and surest way to progress was the pacific way which consists in transforming by means of education the conceptions of one's contemporaries" .

24) pag. 59:

The same tortures were applied to many of them as had been used in 1893. One, whose body was already livid from the lash, was kept afoot for nine days. A youth of twenty-one, Ollé by name, was scourged till he vomited blood, kept walking for thirty-seven hours, and fed on dry fish. He stuffed himself with all the most nauseous things in his cell, in the hope of poisoning himself. A friend of mine, one of the prisoners whom I will quote presently, saw Ollé in his appalling state as he was being reconducted to his cell. The nails of others were torn off; they exhibited the nailless fingers after their release. One young man, Gana, went to Paris after his release, and was taken by my friend to be examined by M. Clemenceau and other distinguished Parisians.

96

27) Side 60:

Men da Forfatningen ikke ved denne Lejlighed var hævet, var de nødte til at stille ham for civil Domstol, og - efter at have trukket Fængslingen ud i mere end et Aar - nødte til at frigive ham, da Intet forelaa imod ham.

Der er ligefuldt Træk i denne Proces, som har Interesse med Hensyn til den sidste, der blev hans Død. Øvrigheden i Madrid erklærede straks, at der ikke forelaa nogen Grund til Varetægtsarrest.

40) Side 63:

Han omgikkes her Tarrida del Marmol, Professor Portet fra Handelsskolen i Liverpool, Ward, et bekendt Medlem af den engelske Arbejderforening, Fyrst Krapotkin og William Heaford fra London, en udmærket modig og kyndig Mand, en ivrig Fritænker og Oplysningsven.

41) Side 63:

Ferrer forlod England, ikke for at stifte Oprør i Barcelona, for hvis Skyld han blev skudt, men fordi han erfor, at hans Svigerinde og hans Broderdatter var farligt syge. Vidnesbyrd er dette Brev til Tarrida del Marmol:

97

Professor Tarrda del Marmol was at that time Director of the Polytechnic Academy. He was imprisoned on the pretext of a forged letter (the author of which, it has since transpired, was a convict), but escaped through the influence of relatives of high rank. He has gathered together the testimonies of the tortured men, and described the whole episode - with others of equal discredit - in a French work, Les Inquisiteurs d'Espagne. His name will be familiar to many as an able contributor to our chief scientific journals: his profound humanity and honour are known to me. He is under standing sentence of death in Spain.

27) pag. 61:

But the constitutional guarantees were not suspended. They vere forced to grant him a civil trial. How he had to be acquitted, after thirteen months' detention, is still remembered. But there are features of the trial which have the greast interest in connection with the later and fatal charge against him, and I will briefly discuss them.

The Madrid magistrate, before whom he was first brought, declared that he could see no valid ground for keeping him in custody.

40) pag. 65:

... to whom Ferrer made his English visits. Most of them are personally known to me. I need only name them: Professor Tarrida del Marmol, . . . .

Professor Portet, of the Liverpool School of Commerce.

Prince Krapotkin.

Mr. Ward, a wellknown Trades Union worker, of Sheffield.

Mr. W. Heaford, of London, who is neither Anarchist nor Socialist.

41) pag. 67:

His plans were interrupted by the news that his sister-in-law and his niece were seriously ill. I have before me the last letter that he wrote in England, to his friend Del Marmol. . . .:

98

Kære Fernando. - Vi hører fra Mongat (Broderens Gaard), at min Broders Kone og Datter er alvorligt syge. Vi tager bort med første Tog imorgen og faar ikke Tid til at sige Jer Farvel. Vort Aftensmaaltid maa opsættes til næste Gang vi ses. Jeg skal sende Brev fra Mongat. Hjertelige Hilsener fra Soledad og Eders

Ferrer.

42) Side 63:

Hans Tid i Mongat var delt mellem hans syge Slægtning og Oversættelsen af Krapotkins ny historiske Værk om den store franske Revolution.

43) Side 63:

Kun ved et rent Tilfælde var han i Barcelona, da Opstanden i Anledning af den marokkanske Krig brød ud. Men, vil Enhver spørge, hvorfor sendte hans Venner ikke Aktstykker som den nysnævnte Billet fra England, hvorfor blev sligt ikke brugt ved hans Forsvar? og hvorfor sendte ikke Hr. Heaford alle de Dokumenter, han sad inde med, derned?

44) Side 64:

Torrida lagde sine skrevne Vidnesbyrd frem ved et offent­lig Møde i England. Han, som kendte Krigsretterne i Spanien, vidste, at sendtes de, vilde de, som han udtrykte sig, »gaa tabt med Posten".

47) Side 64:

Da under Oprøret i 1909 Hoben brød ind i et Jesuiter­kloster, fandt den flere Bomber liggende der og desuden Støbefol11le til falsk Mønt. Det har et Øjenvidne, en spansk Skolelærer, meddelt Joseph Maccabe.

50) Side 66:

Man meddelte dem forud Ildspaasættelsen og hjalp dem

99

Dear Fernando. - We hear from Mongat (his brothers farm) that my brothers wife and my niece are seriously ill.We leave by the first train to-morrow, and shall not be able to bid you all good-bye. The supper must be postponed until the next time. I will send news from Mongat. Cordial greetings to all from Soledad and yours,

F. Ferrer.

42) pag. 67:

No one at that time had the faintest presentiment of serious trouble, and Ferrer's attention was divided between his sick relatives, the translation and publication of a work of Prince Krapotkin's for his new library and his English books on moral instruction.

43) pag. 68:

By sheer accident he was in Barcelona when the riots broke out, and his bitter and unscrupulous enemies closed on him.

Why, the reader will ask again, was not this evidence put forward on his behalf? . . . . Why were not these letters I now reproduce sent to be used in his defence? Why did not Mr. Heaford, with his ample documents, prove on what business Ferrer was engaged?

44) pag. 68:

The reply, to the first question is that Professor Del Marmol is one of the Barcelona refugees of 1896, and knows the ways of "military councils". He produced the letters at a public meeting at which I presided, and said that if they were sent to Barcelona they would be "lost in transit". He entrusted them to me, and I warned Senor Maura that I held them.

47) pag. 74:

I am further assured by a schoolmaster who entered the Jesuit convent with the crowd that, as was reported in the press, not only the shells of bombs, but apparatus for coining money was discovered.

50) pag. 73:

. . . but the ailing and infirm religious were assisted out

1 00

alle uskadte ud. Der blev ikke plyndret. Man kastede endog, taabeligt nok, Værdigenstande og Værdipapirer i Ilden. Der døde kun to Munke, en, som forsvarede sig med Riffel i Haand, og en, der nægtede at forlade sit Kloster og kvaltes af Røgen.

54) Side 67:

Ferrer var i de Dage sysselsat med at studere to engelske Opdragelsesbøger for Børn (Alice Chestertons Magic Garden of Childhood og Waldergrave's Teachers Handbook of Moral Lessons). Politiet beslaglagde dem, da han blev anholdt. Hvor er disse kære Bøger nu? skrev han fra sit Fængsel.

56) Side 69:

Retten sattes Kl. 8 om Morgenen d. 9. Oktober. Ferrer, der blev ført ind bleg, udtæret, klædt i en ussel Fangedragt, men endnu med et Glimt af Kraft og Haab i de sorte øjnes stærke Blik, stirrede paa de seks Officerer, i hvis Haand hans Liv var lagt. Han bukkede høfligt for Retten og vilde forklare sit forsmædelige Udseende. Men Formanden afbrød ham og opfordrede Statsadvokaten til at oplæse Anklageakten.

Den fyldte trykt en halvhundrede Sider og synes formet ud fra den Overbevisning, at naar man nogle Timer igennem fylder Officerers Øren med dristige Paastande om oprørende Ting, saa kan man faa dem til hvadsomhelst.

58) Side 71:

Som Bladet Gil Blas udtrykte det: "Processen blev sat i Gang med en Brutalitet, der er sjælden selv i Krigsretternes Historie".

59) Side 71:

Da man havde givet Ferrer en Liste over Officererne i Barcelonas Garnison og opfordret ham til blandt dem at vælge en Forsvarer, svarede han, at han kendte ingen af

101

of danger by the assailants, who had generally given notice of their intention. From conflicting accounts I gather that only two inmates were killed. One was shot, rifle in hand, in the defence of his home. One was asphyxiated with smoke, obstinately refusing to leave.

54) pag. 77:

He was occupied solely in studying English works on the moral instructions of children - such works as Miss Alice Chesterton's Magic Garden of Childhood and Mr. Waldegrave's Teacher's Handbook of Moral Lessons . . . .

"Where are these dear now" he writes, before his condemnation. "They have been seized by the police at my house,. . .

56) pag. 84:

The court opened at 8 o'clock in the moming af October 9. Ferrer, pale, worn, clothed with deliberate igno­miny, the intense black eyes flashing forth the last reserve of energy and hope, faced the six military men to whom his life was entrusted. He courteously bowed to the court, and sought to explain his disreputable appearance. The president curtly interrupted him, and called the prosecutor to read his lengthy "act of accusation".

This extraordinary document ran to more than fifty pages. It seems to have been constructed on the belief that if you poured bold, untested allegations against a man into the ears of a group of officers for a few hours, without intermission, they would be able to persuade themselves that he must be guilty af something.

58) pag. 87:

As Gil Blas editorially comments (October 14): "The process went on with a brutality af procedure rare even in the annals of courts-martial".

59) pag. 86:

. . ., when Ferrer was asked to choose an advocate - of course, from a list af officers submitted to him - he said that he knew none, and trusted none of them; but he

102

dem og ikke havde Tillid til nogen. Han tog tilsidst den, hvis Navn mest lignede hans eget.

. . . Det var Kaptejn Francisco Galcerán Ferrer. . .

64) Side 73:

Han hørte roligt Dødsdommen oplæse. Han blev ført tilbage til sin Celle … Han bad høfligt Kapellanen om at trække sig tilbage, eftersom han vilde skrive sit Testamente, og han satte sig til at skrive, stadigt afbrudt af Præster og Munke, som i deres uhyggelige Begravelseskostume hylede deres Dødspsalmer i Ørene paa ham og med Vold og Magt vilde omvende ham. ”Jeg har min Overbevisning, som De har Deres”, var alt, hvad han svarede; ikke med et Ord bebrejdede han dem, at de havde bragt ham saa vidt.

103

selected one whose name resembled his own (Francisco Galcerán Ferrer).

64) pag. 91:

He listened with serenity to the sentenee of death, and was taken back to his cell. There he courteotlsly begged the chaplain to depart, and commenced writing his will. Jesuits and other priests incessantly interrupted him. "I have my convictions, as you have yours", he said , . . Not a word of reproach was made to them for the foul crime they had instigated the State to commit.

fristes til at tro det. Men Forklaringen er selvfølgelig en anden. Hvad formaar man ikke, naar man har saadanne Forbindelser som Georg Brandes. Det er selvfølgelig dem, han har sat i Bevægelse, hans gamle Venner Clemenceau (pag. 59) og Krapotkin (pag. 63) foruden andre, som vi stifter Bekendtskab med, f. Eks. Heaford, hvem han slaar opmuntrende paa Skulderen ("en udmærket modig og kyndig Mand, en ivrig Fritænker og Oplysningsven") (pag. 63) og saa denne Joseph Mc. Cabe, om hvem der ikke meddeles noget nærmere, men hvis Navn forekommer ganske en passant (pag. 64).

Hvorfor han kun nævnes saa flygtigt, er næsten ikke til at begribe, thi særlig han har været en god Støtte, ja, det er ikke let at se, hvorledes Skriftet om Ferrer med dets "glimrende" Stil og

103

fyrige Tyranhad overhovedet skulde være blevet til uden hans Hjælp. Det er nemlig for Største­delens og det væsentliges Vedkommende en ganske simpel Afskrift af havs Pamflet "The Martyrdom of Ferrer" Novbr. 1909. Pris 6 d. l).

Fra Mc. Cabe stammer altsaa de detaillerede Oplysninger om Tilstanden i Spanien, det er ham, der har læst de franske og tyske Værker om Emnet, det er gennem ham, at Georg Brandes ved noget

1) Materialet til denne Undersøgelse er mig bleven tilsendt af en Privatmand, men skulde det benyttes in extenso,

vilde det være nødvendigt at optrykke en meget stor Del af Afhandlingen. Størstedelen af Side 48 i Georg Brandes Afhandling er saaledes Afskrift, hele Side 50, hele Side 59, hele Afsnittet V (Side 60-64) paa et Par Linier nær, hele Side 66, hele Side 72 o. s. v . Vi maa derfor nøjes med nogle Stikprøver.

104

om, hvad der stod i Madriderbladene eller i "Gil Blas" og "Le Temps", ja, hvad der er endnu mere forbløffende og uventet, det er ogsaa gennem ham, at Georg Brandes faar sine gamle Venner Clemenceau og Krapotkin med ind i Fremstillingen og aldeles ikke, som man tvunget til at antage, gennem nogen Forbindelse med dem selv!!

Man vil antagelig til hans Forsvar anføre, at de fleste af disse Plagiater kun drejer sig om Oplysninger, som en Forfatter altid vil være berettiget til at hente fra et andet Værk, men et Blik paa Eksemplerne vil vise, at dette Ræsonne­ment ikke dækker. Thi rent bortset fra, at man heller ikke plejer at tage Oplysninger uden at nævne sine Kilder, saa er Forholdet med Hensyn til denne Afhandling særlig graverende, thi Oplysningerne er i den alt, Skriftet hviler helt og holdent paa dets Velunderrettethed. Det er denne, der giver det Beviskraft, det er ved den, det im­ponerer; det er den, der kaster Glans over dets Forfatter, og denne dets tilsyneladende Velunderrettethed har Punkt for Punkt en Karakter, der er som beregnet paa at føre Læseren bag Lyset. Det er ikke blot saaledes, at man ikke kan vide, at den omtrent helt og holdent skyldes en Mc. Cabe, men i det ene Tilfælde efter det andet tvinges man til at tro, at den skyldes Georg Brandes selv. Naar han f. Eks. skriver: "Efter Dierck's Das moderne Geistesleben Spaniens har

105

et kirkeligt Tidsskrift Rivista Christiana opgivet Værdien af den Voks og den Røgelse, som gaar med i disse Kirker, til 25 Millioner Kroner", maa man gaa ud fra, at han har set dette Værk. Man kan ikke ane, at den Samvittighedsfuldhed, hvormed han her har nævnet Kilden, dækker over, at han ikke har gjort det.

Eller naar han med sine egne Ord karakteriserer Ferrer saaledes:, "Hans Erfaring havde lært ham, at Anvendelsen af voldsomme Midler var unyttige, at denne Fremgangsmaade trods dens tilsyneladende Hurtighed i dette Tilfælde vilde være det langsomste. Uden at gaa saa vidt som Tolstoj, der kun anerkendte Resignation og passiv Modstand, troede han, at en varig Forbedring af Tilstandene blot kunde opnaas ved en langvarig aandelig Forberedelse", hvem kan saa tvivle om, at dette er en selvstændig Dom, grundet paa Georg Brandes' Kendskab til Ferrers Personlighed og Virksomhed, og dog er dette ikke blot ikke Tilfældet - som det viser sig ved Sam­menligning med den engelske Tekst - men Georg Brandes har endogsaa i dobbelt Forstand berøvet Karakteristiken dens Oprindelsescertifikat, idet den i Mc. Cabes Fremstilling udtrykkelig fremtræder som Citat efter en fransk Hjemmelsmand. Mc. Cabe citerer dennes Ord saaledes, at enhver kan tillægge dem, hvad Betydning han vil, og Georg Brandes tilegner sig dem og fremsætter dem som en kritisk Dom for egen Regning.

106

Det er, hvad man med allerbedste Ret kan kalde "fri" Forsken, thi det er en "Forsken", der ikke blot er fri for alt det Arbejde og Besvær, der ellers er Forskningens sikreste Løn, men som i det hele taget er fri for ethvert Hen­syn, enhver Betænkelighed.

Som Eksemplet viser, ikke blot skjuler Georg Brandes sin Kilde, men han benytter den paa en saadan Maade, " at vi føres bag Lyset, ja, han forringer den saaledes, at det, der hos hans Hjem­melsmand, Mc. Cabe, endnu fremtræder som Frugterne af en Slags Undersøgelse, og ledsaget af Angivelser, ved Hjælp af hvilke man kan danne sig et Skøn om dets Sandsynlighed, hos ham bliver forvandlet, gjort uigenkendeligt og indarbejdet som "ganske vist" i en Fremstilling, hvis quasi-kritiske Suffisance bedst karakteriseres ved følgende. Mundfuld, der tillige er en Prøve paa Stilens "glimrende" Egenskaber:

"Mangen en vil paa Forhaand være tilbøjelig til Tvivl overfor Spaniens (!?) politiske Moralisters Udtalelser om den politiske Usædelighed i Landet. Moralister tager jo altid Munden fuld, og den politiske Fordærvelse er allevegne ikke ringe. Men den spanske er øjensynlig (!) paa Højde med den russiske, og det er unægtelig en Højde."

Disse Forhaandstvivl med Hensyn til de spanske Moralister er naturligvis saare beroligende, men endnu mere beroligende vilde det have været, om han havde næret nogen Tvivl med Hensyn

107

til de Hjemmelsmænd, gennem hvis Udpluk og Citater han "øjensynligt" ene kender dem. Men herom er der aldeles ikke Tale. Heaford karakteriseres som en "ivrig Fritænker og Oplysningsven" , hvilket vel vil sige en ivrig Fjende af Katholicismen. Om Mc. Cabe siges der intetsomhelst, og dog skulde det synes af Interesse for Læserne at vide, at den, hvem Hovedmassen af Skriftets Domme og Oplysninger skyldes, er en forhenværende katolsk Præst, der er traadt ud af Kirken og har giftet sig, og som nu ernærer sig som en meget frugtbar Forfatter af allehaande radikale og ateistiske Bøger og Pjecer.

Det er det Lejlighedsskrift, denne nødvendigvis forudindtagne Mand udsender faa Uger efter Døds dommens Fuldbyrdelse, som Brandes to Aar efter i sønderlemmet, forvansket og forringet Form og suppleret fra Kilder af samme Værd, flotter sig med at skænke den nordiske Læseverden som sit eget, og tager Kegler paa baade som Skribent og Frihedshelt, skønt det, bedømt efter dets "Forudsætninger", dets "Natur", kun er Bevis for eet: en næsten ubegribelig Forfængelighed, Usandfærdighed og Fanatisme.


NB: Fortsætter i del 4

Fortsat fra Usurpatoren - del 1 og 2

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu