Harald Nielsen

USURPATOREN

 

 

Forlagt af H. Aschehoug & Co.

Kjøbenhavn – MDCCCCXXII

Kære Ven!

De spørger, hvorfor jeg ikke har skrevet om Georg Brandes nu til hans 70-aarige Fødselsdag. De mener, at der trods alle Indvendinger maatte være meget hos ham, jeg vilde kunne vurdere.

J eg kunde svare, at det var overflødigt. De, der vilde have været de forsigtigste til at udtale sig om hans Ungdoms talentfulde Værker, har faaet Mod til at henrykkes over hans svageste Alderdomsprodukter. De, der aldrig har anet, hvad det vil sige at staa alene med sine Meninger, har været de første til at begejstres over hans oprørske Trods; Mænd uden Talent slaar i Bordet for hans Geni, og Personer uden Kritik staar inde for hans Mesterskab. Kort sagt: Blinde se, Døve hører, og Lamme staar op og gaar. Det er et helt Mirakel. Hvad vil man mere? Hvad har jeg at gøre i den Forsamling?

Og dog - jeg vil ikke give dette Svar; thi hvis jeg ikke havde andre Grunde, skulde Forsamlingens blandede Beskaffenhed visselig ikke afholde mig fra at tage min Plads mellem de

2

andre "Skidtmads'er". Det er jo som bekendt langt det behageligste at tude med de Ulve, man er iblandt. Ja, naar jeg ser de udviskede eller plumpe Mønter, man har ladet slaa i Dagens Anledning, kunde det vel friste mig til at forsøge at skære en Festpenge finere og skarpere i Præget.

Naar jeg imidlertid har holdt mig udenfor, er det af den simple Grund, at jeg staar udenfor hele det Grundlag, hvorpaa Festbegejstringen for ham hviler. Det er jo ikke Fagmanden, man har hyldet. Det er jo ikke en frugtbar Forfatter, en fortræffelig Stilist, en ualmindelig Arbejdskraft, en sjælden Veltalenhed, en fremragende æstetisk kritisk Begavelse, en aandrig Skribent, det gjaldt om at fejre. For Gud ved, hvilken Gang har man paany villet paadutte os ham som Genstand for vor Beundring og Taknemmelighed i et ganske andet Omfang, og hertil kan jeg ikke være med, thi jeg betragter denne Begejstring som ganske falsk og hvilende paa et Grundlag, der vil bryde sammen under den første mere indgaaende Undersøgelse. Dette er maaske Grunden til, at man ubevidst har undgaaet at komme ind paa den kritiske Vurdering af Georg Brandes som Aand og Aandspersonlighed, der skulde synes den naturligste netop ved en Lejlighed som denne, men som uvægerligt vilde have ført til ubehagelige Opdagelser.

Man har forudsat, hvad der skulde bevises.

3

Men det er imod denne Forudsætning, jeg af min hele Sjæl gør Modstand. Som Aand er han efter mit Skøn ringe, og som Aandspersonlighed er han det modsatte af beundringsværdig; og som

rimeligt er, fortoner denne min Uenighed med den vedtagne Opinion sig ud i alle Enkeltheder som en forskellig Vurdering ogsaa af disse.

Men, vil De med Rette indvende, hvorledes er det muligt, at saa mange kan tage Fejl? Hvorlede s tør De tro, at De alene skulde have Ret. Er det en Illusion, at han har frembragt en overor dentlig Virkning? Staar det til at nægte, at Han har begejstret en Række talentfulde Mænd lige ned til dem, der nu er unge? Nej, og det er naturligvis ogsaa det, der gør det vanskeligt at forholde sig som Kætter til noget saa vedtaget. Naar alle i en Stue er enige om at kalde et Bord rødt, er man ikke dristig ved at tilstaa, at man ser det grønt.

Imidlertid, naar De vil have min sande Grund, hvorfor jeg ikke kan være med i nogen Feststemning for ham, da er det denne - jeg be nægter, at der tilkommer ham den Beundring, man skænker ham.

Jeg skal forsøge at gøre klart, hvad jeg mener.

Man kan jo stille sig paa det Standpunkt, at alt, hvad der sker, sker nødvendigt, og at en Mands Storhed staar i ligefremt Forhold til den Virkning, han udløser; men i saa Fald tilkommer der ogsaa det Barn, der piller ved Aftrækkeren

4

og Skytten, der fyrer Bøssen af, samme Ret og samme Ære - ja, det er endogsaa muligt, at Barnet frembringer den største Virkning. Men lægger ma n Vægt paa, hvor Kuglen rammer, spørger man om fast Haand og fint Sigte, regner man endvidere med fuld Bevidsthed om, hvad en Kugle kan udrette, da bliver der unægtelig mellem Barnet og Manden en Forskel - som ogsaa vil vise sig i Virkningen.

Det forekommer mig; at dette Billede passer paa det saakaldte Gennembrud. Den Tidsaand, Georg Brandes udløste, laa netop spændt og færdig til Eksplosion, som en ladt Bøsse.

En Række Unge stod parat til at søge sig nye Udtryk. Eller tror man, at I. P. Jacobsen ikke havde fundet sin Ejendommelighed som Skribent, Holger Drachmann ikke sin som Digter, hvis Georg Brandes ikke havde været? For den sidstes Vedkommende tør man i hvert Fald sige, at Indflydelsen har været fuldt saa meget vildsom vejledende. Eller tror man, at Herman Bang vilde have udfoldet sig mindre særegent, hvis Hovedstrømningerne ikke var gaaet forud?

Med gletcheragtig Kraft bevægede Tiden sig i Retning af mere Frihed, d. v. s. større Individualisme. Ikke blot ude i Europa, men ogsaa herhjemme. Hvad var Grundtvigianismen med dens Tro paa alt, hvad der havde "fri" foran, andet end i folkelig og kristelig Form den samme romantiske Subjektivisme, der i anden Skikkelse

5

brød frem i Brandesianismen? Trods den skarpe Modsætning var de dybest set Brødre, avlet af Samme Tidsaand, og man har da ogsaa i Tidens Løb kunnet spore Slægtskabets dragende Magt imellem dem.

Træk en Linie fra Grundtvig til Herman Bang - begge i højeste Grad uafhængige af og forskellige fra Georg Brandes - og man har Retningen for den Forskydning, han ikke opfandt eller satte i Gang, men traadte ind i, og satte sit Stempel paa.

Den gamle Tid havde faaet sit Dødsstød først ved Krigen 1864 og endnu ubønhørligere ved Krigen 1870. Stemningen var Nedslaaethed og Raadvildhed - dog ikke værre end, at en Tietgen og en Dalgas længst, uden at behøve noget Gennembrud, havde begyndt deres positive Arbejde for Landets Fornyelse. En døende Fortid, en skridende Strøm, en Skuffelsens Redebonhed - dette var nogle af de vigtigere Forudsætninger for den Virkning, den unge Brandes udløste. Nu er det, at kunne mærke, hvor Tiden i bærer hen, vel en Del af Talentet, men langtfra det hele. Mange Mænd have en saadan "flair", men vover ikke at forlade sig paa den - Modet hører med til Talentet - og mange forlader sig dristigt, nok paa deres Anelser, men mangler Overblik, og deres Tolkninger bliver blot Mistydninger eller Brudstykker; thi der hører ikke blot "flair" og Dristighed, men der hører Overlegenhed og Mo­

6

denhed til at være Tidens Tolk og først og fremmest: der hører Ansvarsfølelse. Jeg ind­rømmer villigt, at Georg Brandes havde den rig tige "flair", og at han havde mere end nok af Dristighed, men de øvrige Egenskaber kan jeg ikke finde hos ham. Hans Modgang stammer ikke fra, at han gik mod sin Tid; thi det gjorde han saa langt fra - han gik med den, han fulgte en Strøm, som under alle Omstændigheder med eller uden ham vilde være bleven den herskende -, men den stammer fra, at han handlede ilde med den Tidens Ret, han havde mellem Hænde.

Thi se dog en Gang paa dette Gennembrud, der er blevet saa meget prist. Hvori bestod det? Det forkyndte den frie Tanke og den frie Forskning, og gennem en Fremstilling af de europæiske Hovedlitteraturer fra ca. 1800 til 1850 skulde det vise, at Revolutionens Ideer var de sejrende rundt om i Verden, medens vi var blevet stikkende i Reaktionen.

Men disse Sandheder, som han docerede som den nyeste Visdom til Brug for sine Landsmænd, var i den Form, han gav dem, forældede, inden de blev fremsatte. Det er ikke nogen Tilfældighed, at den Forsker, Hippolyte Taine, som hvis Discipel han i Skuffelsen herhjemme over 1870, saaede Idéerne fra 1789, foranlediget ved samme Skuffelse satte sig hen og studerede 1789 og udledte alle Frankrigs Ulykker fra det Brud, der dengang havde fundet Sted, og som vi nu

7

skulde efterligne. Paany var vi bagefter - uhjælpelig bagefter. En Aand som Carlyle med hans lidenskabelige Gennemprøven af Tidens Tankegange var for denne Modernisme ikke til, ikke opdaget. Vi fik i 1871 Revolutionen serveret med frisk Gymnasiastbegejstring, som om ikke hele det Aarhundrede, der var fulgt efter i Tanke og i Handling lige indtil Socialismen og det tyske Riges Dannelse, havde været et stadigt Korrektiv til den.

Altsaa, at en Mand under Paaskud af at ville modernisere en Fabrik anskaffer en Maskine uden at tage Hensyn til de Mangler, den har vist sig i Besiddelse af, den Kritik, den har været udsat for - dette skal jeg anse for beundringsværdigt, dette skal jeg tage som et Udslag af Virkelighedssans. Det forekommer mig for meget forlangt.

 _________

Det er rimeligt at dvæle ved Gennembrudet, ikke blot fordi det er den mest skæbnesvangre Handling i Georg Brandes' Liv, men ogsaa fordi hans Personlighed synes mig helt og fuldt at tegne sig i de Fortrin og de Mangler, det røber.

Lad mig tage den umiddelbart psykologiske Baggrund. I andet Bind af sit "Levned" har Georg Brandes fortalt om sin Udenlandsrejse efter Doktordisputatsen med alle dens stærke

8

og friske Indtryk - ikke mindst af Italiens Na­tur og Folkeliv. Han opholder sig i Venedig, beruses af Byens Skønhed, finder Venner, be­undrer de skønne Kvinder. Da slaar Hjemrejsens Time, Pengene er sluppet op, han prøver at laane flere, det glipper - han maa afsted ­- og i den overvældende Følelse ved at skulle skilles fra alle de Indtryk, i hvilke han beruser sig, skriver han - ved et Kafébord paa Marcus­pladsen - det smukke Digt »Finis":

O, saa skal jeg da surres til Pælen igen,

af en skinhellig Pøbel begloes og betragtes.

Og mit Hjærte skal smides for Hundene hen,

og mit Navn skal flaas, og min Stolthed skal slagtes.

Det er endt. Jeg skal hjem. O, mit Fristed, Farvel!

Luft, du klare, hav Tak! Tak Italiens Kvinder,

som med Skønhed beriged og fyldte min Sjæl,

og I Marmorpaladser med lysende Tinder!

Det er endt, jeg skal rejse. Farvel! Farvel!

Ak, I spørge, I Solbørn! hvorhen jeg vil gaa:

Spørger ej! Der er mørkt, der er stygt, hvor jeg fødtes.

Her min Vej med Granatrosens Flammeblomst strøedtes,

hist er Vejen moradsig og Himmelen graa.

Ingen Søjler og dejlige Statuer staa,

ingen glødende Tavle fik Liv der i Landet,

og et Menneskeliv helt forkrøblet I saa

i forknyttet Fordummelse sive i Sandet,

ifald Eders Blikke saa vidt kunde naa.

Det er smukt, fordi det er sandt! fordi det med Lidenskab og Kraft maler hans Sjæleliv paa

9

mom entant og typisk. Alle kender den Frihedsfølelse, man har paa Rejser. Tiden ud­fyldes af stadigt nyt Indhold. De gamle Vaner og de gam le Hensyn glider af En. Med fuld intensitet lever man i Nuet, og hvad der er det mest ejendommelige: det, som man ellers maa røve fra sine Pligter, Nydelsen, er ikke blot til ladelig, men er selv bleven en Pligt – den højeste , man har at opfylde. Og alle kender den Skuffelse, der venter, naar man efter et nydelsesrigt Ophold ude har skullet vende hjem til Hensynenes og Forpligtelsernes "Spændetrøje".

- Georg Brandes bruger dette Udtryk - men for faa har den maattet være mere overvældende end for ham; thi hvad der for andre blot har været en Forfriskelse, en forbigaaende Stemning, blev tydeligt nok for ham hans inderste Naturs Gennembrud. Da han var blevet rask efter en længere Sygdom i Rom, skrev han et andet mindre smukt, men næppe mindre sandt Digt:

Grubl ej min Tanke: Hvad er det at være?

Svar: Lutter Fryd, lutter Lykke og Ære.

Livet er Sejr. Ny Tribut, ny Salut

bringes i hvert Minut.

Man vilde tage det for et Øjebliks Stemning, hvis ikke hele hans senere Liv ved sin Stræben og ved sit Forløb havde bevist, at det virkelig var hans Væsens Svar paa det Spørgsmaal, han stiller, og man forstaar da bedre, hvorfor Hjem­ -

10

komsten maatte tegne sig for hans stemningstørstende Sind i de mest skræmmende Farver; thi "ny Tribut, ny Salut i hvert Minut" - det Krav var i hvert Fald vort Samfund for lille til at op­fylde, hvor meget det end vilde anstrenge sig. Konflikten var dermed paa Forhaand givet.

Jeg paastaar, at vi i Digtet fra Marcuspladsen har den inderste Celle i Gennembrudet. Man lægge det ved Siden af " Emigrantlitteraturen " og se om noget af det smukkeste i denne ikke er den Rejsemindernes Poesi, det gyldne Erindringsskær fra Sydens Sol og det blaanende fra Bjerge og Søer, der hviler over den, og man efterprøve om det revolutionære, men tillige det falske i den ikke netop bestaar deri, at den udenvidere lægger "Rejselivet"s Alen paa Dagliglivets Foreteelser.

Fra Marcuspladsen og Italiens Kvinder til Øster­gade og de kvindelige Bekendte - hele Mod­sætningens Patos saaledes, som den paa Forhaand er følt i Digtet, skælver sammentrængt til Ironi i de Ord, hvormed han et halvt Aar senere refererer Madame de Staëls "Corinne" for sine Tilhørere. Den italienske Digterinde elsker den unge Englænder, Osvald, med en stor og uselvisk Lidenskab, "og saa glemmer han hende, hendes Geni, hendes Sjæleadel og hendes aandelige Storhed, ligesaa snart han atter staar paa hjemlig Grund, paany indaander engelske Taager og Fordomme og træffer et ungt, uskyldigt Pige-

11

barn paa 16 Aar, der er som skabt til Hustru efter den engelske Recept, tillukket, uvidende, uskyldig, tavs , den incarnerede Familiepligt med blonde Haar og blaa Øjne".

Man fortsætter uvilkaarligt med sidste Vers af hans Digt:

Et mig trøster, et Forsæt. Jeg giver mig ej.

Var en Gabestok sikker - i Trods har jeg levet,

og intet af, hvad jeg har villet, har skrevet,

har tænkt og har elsket, fornægtede jeg.

Dette Løfte, givet under Italiens Sol, holdt han. Han Bevarede de paa Marcuspladsen indsugede Billeder og maalte med dem Virkeligheden i Vimmelskaftet, og hans værste Anelser bekræftedes: der var Morads, graa Himmel og "Fordummelse".

Man kan her Led for Led følge den psyko­logiske Proces, indtil den ved denne lille Giftbrod fæster sig i Tilhørernes Sind. I store Buer svinger han sig over deres Hoveder, indtil han skyder ned paa et enkelt Punkt med hele den Kraft, der laa i den høje Flugt. Revolutionens Frigørelse, Madame de Staël, Kampen mod Samfundets Fordomme, stolte Skæbner, Geni, Mod havde gennembævet dem i vage Begejstringsbølger, som de knapt rigtigt vidste, hvad de skulde gøre med, og saa tilsidst, denne praktiske Anvisning paa den ”incarnerede Farniliepligt med de blaa Øjne". Funtus, sagde Fanden - rigtigt,

12

hun var lidt ubetydelig, lidt uvidende, lidt mindre aandrig end Madame de Staël. Om ikke andet kunde man gaa hjem og underkaste hende en kritisk Undersøgelse som det første Bidrag til Samfundsoprøret og Frigørelsen. Og saaledes var da den store Misfornøjelse, den unge Kritiker havde følt nede i Italien ved Tanken om at skulle vende hjem, via Revolutionen bleven omsat til en lille Misfornøjelsens Spire i mange Sind. Det var deres Andel i Fornøjelsen.

Men fra Digtet kan man tillige forfølge en anden Linie. Naar man læser det, bør man erindre, hvem det var, der skrev: en Mand, der allerede havde vundet Anerkendelse som aandrig Kritiker, som var traadt i Forbindelse med de bedste Repræsentanter for det hjemlige Aandsliv og af dem bleven modtaget med Respekt og Forventning. Han var ude paa Rejse efter paa en glansfuld Maade at have erhvervet sig Doktorgraden, der i den akademiske Verden var betragtet som en Begivenhed. Det er denne begavede og begunstigede unge Mand, der, efter at have foretaget en udbytterig Rejse, paa Forhaand for bereder sig paa at blive bundet til Pælen og be gloet af en skinhellig Pøbel. Det er en Situation, der paafaldende minder om den, han selv beretter om Goldschmidt, hvis Svagheder han har portræteret med det antisemitiske Skarpblik, som kun Jøder er i Besiddelse af.

Han træffer ham og spadserer sammen med

13

ham. Den ældre Forfatter spørger: "Har De læst Taines engelske Litteraturhistorie? – Nej, jeg kender den ikke. - Naa, De hører maaske til Dem, som anser det for overflødigt at lære noget som helst Udenlandsk at kende. Vi har nok i vort eget, ikke sandt? Det er jo en ret udbredt Synsmaade; men en Vildfarelse er det. - De slutter for rask; jeg har ikke den Mening. - J a ja da, Farvel! - Og vore Veje skiltes”.

Man sammenligne hermed den opmuntrende Harangue, den hjemvendte Italiensrejsende holdt til sineTilhørere:

"Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overvældende Majoritet som Dos­mere og Ignoranter, er det let at se, i hvad For­hold til Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Almindelighed vil staa".

Hvad var dette andet: Kender De maaske Taine, Renan, Constant, Staël, og - før nogen ydmygt kunde svare -: "Naa, De ikke blot er uvidende, men ønsker at være det! Hykler!" Man mærkede Tendensen, og var det underligt, at man blev lidt forstemt?

De vil forstaa, at en Opfattelse som den, jeg her har skitseret, gør det vanskeligt at tro paa det Hoveddogme i den gængse Brandesdyrkelse, hvorefter han var den Uskyldige, der led skammelig Uret, eller som Trosbekendelsen netop

14

ved nærværende Lejlighed er bleven formuleret af en Beundrer:

"Jeg tror, at han ikke helt har faaet Lov til at udfolde sin sande Natur. Jeg tror, at han op­rindelig slet ikke er tænkt til en Stridens Mand (!)

. . . En dum og forstokket Samtid drev ham ud i en ensidig Kampstilling, som ikke var hans Lyst, men blev hans Liv".

Begynder De at ane, hvilke Misforstaaelser der er i Omløb, naar sligt kan siges, efter at han i fyrretyve Aar med sjælden Uforbeholdenhed har udfoldet sin Natur, og efter at han i sit "Levned" har givet enhver, der behøver en saa­dan, Nøglen til den?

----­

Jeg for min Del tvivler ikke om, at det netop var hans sande Natur, der udfoldede sig, og jeg vil derfor bede Dem dvæle yderligere ved den Bog, der er Hovedhjørnestenen i hans Livsgerning, for at se, hvorledes den var beskaffen. Jeg vælger som Stikprøve Afsnittet om Constants "Adolphe", der for enhver Læser maa staa ikke blot som et af de bedste advokatoriske Indlæg for Bogens Tendens, men ogsaa som et af de mest overbevisende Vidnesbyrd om Forfatterens Talent. Selv nu, da jeg ikke læser det med samme kritikløse Umiddelbarhed som tidligere, beundrer jeg Fremstillingens Finhed og Glans og

15

kan derfor let forstaa, hvor den maa have blæn­det de første Tilhørere og Læsere. Men naar De paany har beundret det, vil jeg bede Dem gennemlæse Constants Bog - det er hurtigt gjort - og derefter sammenligne Deres Indtryk af den med Redegørelsen for den. De vil blive højst forbavset. De vil tro, at det ikke er det samme, der er Tale om.

For det første Tendensen! "Adolphe" handler om et Kærlighedsforhold mellem en ung Mand og en noget ældre Kvinde. Det er en Sjælestudie af samme Art som dem, Bourget senere har skrevet saa mange af. Med Finhed og ubønhørlig Sanddruhed skildres Lidenskabens Dødskampe. Det paavises, hvorledes det forkerte, der fra Begyndelsen af er til Stede i Forholdet, æder sig ind, forkrøbler og visner Følelserne. Dette forkerte ligger allerede i selve Forholdets Opstaaen. Eleonore er vel ikke gift med Greven - hvorfor klargøres forøvrigt ikke - men har i en Række af Aar levet sammen med ham som hans Hustru og har et Par Børn med ham. I dette Hjem indføres Adolphe, bliver forelsket i hende og vinder hende. Forstillelsen bliver deres første Fjende, og allerede inden deres Forhold er blevet aabenbaret og hun rejser bort med ham, føler han det som en Byrde. Det vises nu, hvor vanskeligt det er at slippe en saadan Følelse, skønt den er berøvet sin Glans. Gennem alle Skiftninger af Had og Tiltrækning forfølges den indtil

16

hendes Død, der foranlediges ved Visheden om, at han vil forlade hende.

Der er ingen Kamp imod Samfundet i alt dette. Adolphe dvæler - i Trætheden ved de evige Slidninger - ved Tanken om, hvormeget nemmere og tryggere det vilde være at gifte sig med en jævnaldrende, ung Kvinde og derved komme i et ligefremt Forhold til Omgivelserne, men der er intet i Vejen for, at han kunde gifte sig med Eleonore. De er begge fri, og hun har Formue. Hele Vægten ligger paa Psykologien, alt udenom er reduceret til det mindst mulige. Det er et rendyrket Tilfælde, Forfatteren har villet give - en Passionens Sygehistorie. Han har villet vise, hvorledes den kæmper forgæves mod de allehaande Indflydelser, der omgiver den. Det er ikke Kvindens" Kamp med det bestaaende og med Samfundet", han eksemplificerer, men hendes rent private Kamp for at bevare sin Lidenskab og Genstanden for den, og netop derfor er det ikke faldet Constant ind at begrunde, hvorfor de ikke gifter sig, thi gift eller ugift er i denne Forbindelse det samme. Skal man finde Bogens Kærne noget Sted, maa det være i hendes Ord: "Jeg har villet det umulige. Kærlig­heden var hele Livet for mig, men den kunde ikke være det for Dig".

Og dens Opgave er at vise, at "Menneskenes Følelser er uklare og blandede. De sammensættes af en Mængde forskellige Indtryk, der

17

unddrager sig iagttagelse, og Ordene, der altid er for plumpe og omfattende, kan vel bruges til at betegne dem, men ikke til at udtømme dem". Det er ved denne moderne, reflekterte Bevidsthed, den har sin Værdi.

Det nærmeste, der i Bogen selv vil kunne anføres som et Udfald mod Samfundet, er lige i Begyndelsen en Omtale af en gammel Dame, der som saa mange andre havde set sine Forhaabninger skuffes, "fordi hun ikke havde bøjet sig for kunstige, men nødvendige Vedtægt", men det vilde jo ikke kunde bruges af en Fortolker, for hvem det gjaldt om at bibringe en Følelse af, at Vedtægterne ikke blot var kunstige, men ogsaa unødvendige. Imidlertid fastslaar Brandes, at Constant har udtrykt Bogens Moral i følgende Ord: "Den mest lidenskabelige Følelse kan ikke kæmpe mod Tingenes Orden, Samfundet er altfor stærkt. Det gør den Kærlighed, det ej har bekræftet og sanktioneret, altfor bitter". Hermed forholder det sig saaledes. Bogen fremtræder som udgivet af Benjamin Constant. I et Forord meddeler han, at han var uvis om, hvad han skulde gøre med Manuskriptet, og sendte det til en Ven, der tilbagesendte det med et Brev, i hvilket han tilraader Udgivelsen. Dette Brev, der altsaa ikke fremtræder som skrevet af Constant, og i hvilket de anførte Ord findes, er aftrykt bag i Bogen, men det efterfølges af et Svar (altsaa fra Udgiveren), i hvilket han siger, "at han vil

18

offentliggøre Manuskriptet som en kun altfor sand Historie om det menneskelige Hjærtes Elendighed. Hvis den indeholder nogen lære, er det til Mændene denne henvender sig. Den viser, denne Forstand (esprit), af hvilken vi er saa stolte, hverken er i Stand til at skænke eller finde lykken, den viser, at Karakter, Fasthed, Troskab, Godhed er de Gaver, vi maa anraabe Himmelen om at skænke os . . . Omstændighederne er de mindste, Karakteren er alt . Det er forgæves, at man bryder med de ydre Genstande og Forhold, man vil ikke kunne bryde med sig selv; man skifter Situation, men man fører i hver ny den Kval med sig, som man haabede at befri sig for, og naar man ikke forbedrer sig, vil man kun ved at skifte have føjet Selvbebrejdelser til sine Savn og Fejl til sine Lidelser".

 De vil høre, at det er en helt anden Tone, og at det er den, man maa holde sig til, kan man ikke blot slutte af, at de sidste Ord er skrevet i Udgiverens (Forfatterens) Navn, men navnlig deraf, at de helt og ganske dækker Bogen, medens de andre ikke gør det, men staar rent isoleret.

Et Værk, der ved hele sin Aand og Stemning er Udtryk for de Erfaringer, man har gjort gennem Revolutionen om, at Vedtægterne vel er kunstige, men nødvendige, gøres til Udtryk for dens samfundsforandrende Tendenser. Og Kri-

19

tikeren véd ikke blot bedre end Forfatteren, hvad han har villet med sit Værk, han tillader sig ogsaa i Enkeltheder at forbedre det og paa en saare karakteristisk Maade. Den Eleonore, om hvilket det i Bogen med den Sanddruhed, der er dens moralske Kvalitet, siges, at hun havde kun "un esprit ordinaire", "esprit juste, mais peu étendu", bliver til Repræsentanten for en Kvindetype, hos hvilken alt er "Bevidsthed, Aand 1) , Lidenskab og Vilje, aktiv Karakter", og hun siges at have "Skatte af Lidenskab, af Ømhed og Begejstring, af Aand og Erfaring". Det er mindre stemmende med Sandheden i Bogen eller med, hvad Erfaringen som Regel frembyder, men det er en Romantik, der er mere lokkende, mere fængende for Tilhørerne. Det er en Akcentuering, der til modsat Side svarer til, naar Kritikeren ligesaa ubeføjet i sit Referat lader "Samfundet kaste sig over hendes Rygte med et hyæneagtigt Raseri". Heller ikke hertil findes der noget tilsvarende i Bogen.

Men De vil ved en Sammenligning opdage mere endnu. Med Forundring vil De læggen Mærke til, hvormeget Georg Brandes ved om Eleonore, inden hun træffer Adolphe. I Bogen er dette Livsafsnit gjort af paa et Par Sider, kort og tørt. Her fremtræder det som en detailleret Sjæleskildring.

1) Fremhævet af G.B.

20

Løsningen til Gaaden er den lille Henvisning til Gustave Planche paa Foden af Siden. Denne udmærkede franske Kritiker har over "Adolphe" skrevet en Afhandling, hvis Karakter af psykologisk Parafrase han udtrykkelig betoner. Han opfatter Bogen som et Musikstykke, der udfolder sig mere og mere for hver Gang, han hører det, og dette digterisk-kritiske Indtryk har han givet med megen Veltalenhed og psykologisk Finhed. Men uden at medtage Forudsætningen, der gør denne Form for Kritik forstaaelig og tilladelig, bruger Georg Brandes den franske Kritikers Af­handling som Kladde, trækker den sammen og overfører dette kritiske Fantasifoster i sin egen Fremstilling, der fremtræder med Krav paa at opfattes som den beaandet nøgterne Gennemgang af et foreliggende Digterværk. Herpaa ligger der saa meget mere Vægt, som Kritikeren udtrykkelig har givet netop hele dette Afsnit dets tydelige realistiske Fortegn. Han fremdrager det Træk, at Constant lader det første Ubehag opstaa i Adolphes" Sjæl, derved at Eleonore i sin Forelskelse lægger for stærkt Beslag paa hans Tid, og han udbryder: "Hvor er I henne, alle I skønne Romaner, i hvilke Elskeren aldrig havde andet at bestille end at elske, i hvilke han elskede fra Morgen til Aften, stod op om Morgenen for at elske, elskede hele Dagen og tilbragte en søvnløs Nat af Kærlighed. Det er et kraftigt og reali-

21

stisk(!) Træk i "Adolphe", at Elskeren føler Tabet af sin Tid som et Tab".

Maatte Tilhørerne ikke være dobbelt værgeløse overfor en Romantik, de fik serveret med en saadan detailleret, realistisk Garanti? Maatte de ikke trygt gaa ud fra, at en Fortolkning, der saa stærkt betonede en Enkelthed, vilde være ligesaa samvittighedsfuld i at fremhæve alle de Træk, hvorved Bogens Tilfælde romantisk isoleredes fra Virkeligheden, maatte man ikke i hvert Fald gaa ud fra, at den nøgternt gengav, hvad der stod i Bogen? Kunde man ane, at det var en romantisk forfalsket, delvis andenhaands Omdigtning, man havde med at gøre?

Det er dette, man i Festbegejstringen har kaldet, at han "renligt" holder Kritik og Polemik ude fra hinanden?

Lad mig forøvrigt i denne Forbindelse henlede Deres Opmærksomhed paa, hvorledes der netop fra det saaledes indledede "realistiske" Gennembrud udsprang en Række "skønne Romaner, i hvilke Elskeren aldrig havde andet at bestille end at elske". Det er sligt, der giver En Respekt for den Sammenhæng, der øjensynlig findes i Aandens Verden.

 ___________

Det har været nødvendigt at føre Dem denne lange Vej for at vise Dem en anden Side af Gen­nembrudet: den Ansvarsfølelse, hvoraf det er

22

baaret, den Sandhedskærlighed, hvoraf det er gennemaandet. De vil let se Betydningen af en Analyse som den her foretagne. Man har ment, at det var Fejlen ved Georg Brandes' Samfundskritik, at den byggede paa Litteratur. Det er efter mit Skøn ikke rigtigt. Verden begynder overalt, og man kan kritisere den ud fra en Pølsepind, blot man er i Stand til at hensætte Pølsepinden paa det Punkt i Sammenhængen, hvor den har hjemme, er i Stand til helt at opfatte den, efter dens Væsen og til rigtigt at udrede de Forudsætninger, der ligger i den. Men det er paa den anden Side indlysende, at man ikke kan vente nogen ærlig og frugtbar Kritik, ar det hele Samfund af den, der ikke tager i Betænkning at give en falsk Fremstilling af det Dokument, der skulde være det nærmeste Grundlag for hans Slutninger, og intet Eksempel kunde bedre belyse Betydningen af Kritikerens Sandhedspligt end netop det her fremdragne; thi en ganske redelig Gennemgang af et Værk som "Adolphe" vilde af sig selv have paatvunget ham de Korrektiver, som hans Anskuelser nu mangler for at være sande.

Den Frygt, man efter en saadan Prøve er berettiget til at nære, bekræftes da ogsaa fuldt ud af et hvilket som helst af Bogens direkte sam fundsreformatoriske Partier. Stryg det Slør, som fyrretyve Aars Lovtaler har lagt over Deres Blik, til Side, hold fast, at det drejer sig om en Mand, der ikke tilfældigt kommer til at volde Forstyr-

23

relse, men om En, derefter sit eget Udsagn havde gjort sig klart, at han var kaldet til at tale til sit Folk med Myndighed og vejlede det ind i nye Tilstande, og som meget rigtigt havde indset, at vi "ikke har Mænd nok til de forskellige Rammer", hvilket i høj Grad skulde synes at maatte forøge den Enkeltes Ansvar; hold dette fast og se saa, hvi1ke overfladiske, ynkelige i Ordets oprindeligste Betydning letfærdige Syllogismer, han vover at Udgive for Samfundskritik. De spiller i alle Farver fra det næsten aabenlyse Vrøvl (den berygtede Passus om "Hjemmet" og Kakkelovnsvarmen) til Angreb, hvis sagligt uhold­bare Fanatisme med perfid Kunst skjules under en glimrende Overflade. Jeg vælger med fuld Bevidsthed om dets Betydning Ordet ”perfid". Intet andet dækker den Maade, hvorpaa Uærligheden i Dokumentation og Tænkning fortoner sig i Fremstillingen. Læs f. Eks. det Afsnit, i hvilket han priser Katolicismen for dens "liberale Forhold til Kunsten" . I Modsætning hertil er Protestant ismen "fantasiløs og kunstløs, tør og kold". For at belyse hvilken ganske verdslig, ren artistisk Aand, der, bærer den katolske Kunst, skildrer han Marcuskirkens østerlandske Pragt. Tager jeg m aaske Fejl, siger han saa. "Er det ikke mig, den profane Beskuer, der ser paa alt dette med profane øjne? Er Kunsten her ikke alligevel blot Middel. Har det Hele ikke af fromme Byg-

 24

mestre faaet en ganske anden Indvielse end den rent kunstneriske?

Nej, svarer han. Ved Hovedudgangen læser man følgende Indskrift, Kirkens eneste: "Naar Du opmærksom har betragtet og overvejet al den Kunst og alt det Arbejde, som vi to venezianske Brødre, Franciscus og Valerius Zucatus her har udført, da først bedøm os, ikke før".

"Tænk Dem et Øjeblik Indskriften over en protestantisk Kirke", fortsætter han, "og sammen­lign saa. Saa helt, saa fuldstændigt er en Kirke her opfattet som Kunstværk, at Indskriften over dens Hovedindgang, istedet for at være en Op­fordring til den Bedende, en Hilsen til den Troende, en Velsignelse eller et Skriftsted er" ­ pas nu paa - "en Bøn til Betragteren om med værdige, men indviede Blikke at beskue den hellige, af Religionen helligede Kunst".

Hvad var det, vi talte om? Hvad var det, der foregik? Taleren bukkede og forsvandt? Fik vi noget i øjnene? Var vi ikke i fuld Gang med at underminere de religiøse Instinkter ved Hjælp af de artistiske? Nej, det kan jo ikke have været Hensigten, her har vi dem jo igen ganske uskadte! "Den af Religionen helligede Kunst", "værdige, indviede Blikke" - kan noget lyde smukkere og mere beroligende for dem, der maaske var blevet lidt ængstelige eller frastødte? Som et Trylle­middel, der udspreder Taage og hindrer al Forfølgelse, strør han denne Sætning efter sig, som

25

en øvet Spiller overrasker han ved i det afgørende Øjeblik at have det Kort paa Haanden, man troede forlængst stukket og henlagt til Bunken.

De forstaar maaske, at det var ikke let at kæmpe mod saa megen - Behændighed. Den ganske simple Ærlighed tog sig overfor den ud som den plumpeste Bøffelagtighed, og Underlegenheden (som f. Eks. Rudolf Schmidts) blev dobbelt  afmægtig og frastødende.

Georg Brandes har selv i sit "Levned" fortalt, hvor hovedkulds disse Forelæsninger blev til. Det kunde forklare og tilgive en Forglemmelse eller Skødesløshed, men det forklarer ikke det, der her er Tale om. Tværtimod understreger det Bogens Egenskaber; thi hvorledes var det muligt, at en Mand, der havde en Ansvarsfølelse overfor Opgaven, der svarede til dens Rækkevidde, turde rejse de betydningsfuldeste Problemer uden tilstrækkelig Forberedelse, hvorledes kunde en Litteraturhistoriker, der vilde skærpe Sandhedskravet, arbejde paa andres Indtryk, andres Autoritet? Men i hvert Fald var der, hvis det var Hastværket, der bar Skylden for Fejlene, udmærket Lejlighed for Reformatoren til at indhente det forsømte i Retning af Ærlighed og Grundighed i det Forsvarsskrift, han udgav som Imødegaaelse af Kritiken; men enhver, der læser "Forklaring og Forsvar", maa indrømme, at det er sammensat

26

efter samme kemiske Formel som de Draaber, vi nys analyserede.

Der er ingen Trang i det til at overbevise ved de bedste Grunde; det er skrevet for at skræmme, forvirre, blænde ved de bedste Finter. Det er ikke skrevet for at retlede. Det tager aldrig Modparten paa hans Mening, men fanger ham paa en Fejl eller Forløbelse, det svarer aldrig, som der bliver spurgt, men forstaar ved snilde Ordmanøvrer at unddrage sig Svarpligten; kort sagt det er præget saa meget af ”den uegennyttige Sandhedskærlighed", det selv regner for "en af Moralens vigtigste Støtter”, som et Lomme­prokuratorindlæg plejer at være det.

Men hvad han ikke indhentede denne Gang, indhentede han aldrig. Aldrig kom han dertil: at opfatte sin Kamp som en Principdebat, hvor de Tanker, han repræsenterede, og ikke han selv var det vigtigste. Dette hænger sammen med hans allerinderste Ejendommeligheder, der lige­ledes lagde sig fuldt udfoldet for Dagen i Gennembrudet og blev bemærket baade af hans bedste Ven og af hans klogeste Modstander. Julius Lange skrev efter Modtagelsen af "Emigrantlitteraturen" de for en nutidig Læser saa uhyggeligt sande Ord: "Jeg synes, at du som Forfatter har faaet en større og større Smag for det Brillante. Jeg synes, at der var en Tid, da du som Forfatter var mindre brillant og mere sand." Og han tilføjer følgende, der er en Hovedhjørnesten for

27

Forstaaelsen af Georg Brandes: "Naar jeg her bebrejder dig, at du brillerer med forlorent Stads, saa glemmer jeg ikke, at det, som vilde være en stor Synd, hvis jeg gjorde det, ikke er det af dig, da du paa en Maade er saa uskyldig og har saa lidt Selvkritik - en Vare, som det heller ikke er godt at have for meget af.” Den sidste Tilføjelse kan være rigtig, men det var i dette Tilfælde det modsatte, der skulde have været betonet. Georg Brandes havde ikke blot ikke for meget, men han havde for lidt, thi der er et Minimum af Selverkendelse, uden hvilket det er umuligt selv for den "ærligste" Mand at have en ærlig Mening, og dette Minimum besad han ikke. Han var paa Forhaand ude af Stand til at skelne mellem Løgn og Sandhed, mellem Indfald og Tanke, mellem Æstetik og Virkelighed, og det interesserede ham heller ikke, thi alt var ligegodt forsaavidt det gav et øjeblikkeligt virkningsfuldt Afløb for hans Stemning.

Blandt meget andet, som ikke passer, blev til hans halvfjerdsindstyveaarige Fødselsdag ogsaa sagt om ham, at han i udpræget Grad er maskulin. Man maatte i hvert Fald tilføje en Aldersbestemmelse. Han er maskulin i samme Forstand som en Dreng er det. Han er, takket være sin Selvoptagethed i Forbindelse med sin Mangel paa Selvkritik, aldrig kommet ud over det drenge­agtige, undertiden - som hans eget Bidrag til

28

Festen viste 1) - lømmelagtige. Men ikke blot hans uforanderlige Ungdom, som man altsaa stadig har Grund til at beundre, men ogsaa hans uforanderlige Dumhed stammer fra denne Kilde; thi enten lærer man af Livet eller ogsaa er man dum et eller andet Sted, hvor det er vigtigt ikke at være det, men Georg Brandes, der i saa misundelsesværdig Grad har haft, hvad man kunde kalde den ydre Hukommelse, har næsten fuld­kommen manglet den indre, hvor Erfaringerne og Kundskaberne samles og sammensmeltes til Visdom, til Lune, til Overlegenhed, til Resignation, til Forsonlighed eller Fornuft. Han læser Bog efter Bog - mer eller mindre grundigt; han træffer alle Arter af Mennesker - mer eller mindre flygtigt; Bølge efter Bølge gaar henover ham og glider af paa hans indre Uimodtagelighed. Han forbliver uforandret den samme. Lige travl, lige flittig, med samme Appetit nu, som da han var ung, til at kaste sig over et hvilketsomhelst "interessant" Fænomen. Men omvendt ogsaa med samme Abe-Grimace ad Menneskene, da han var niogtyve som nu, da han er halvfjerds. Tiden har intet forandret, blot gjort det Hele mere mekanisk. Han kan med Rette for sig gøre Krav

------­

1) Nemlig Parablen "Sorteper og Skidtmads", offentlig­gjort i "Illustreret Tidende", i hvilken han fik Luft for den grænseløse Ringeagt og Antipati, han nærer for det Folk, han lever iblandt.

29

paa det Bonmot, der blev sagt om Bourbonerne. Han har ganske vist intet glemt, men heller intet lært.

I sine Erindringer lader Georg Brandes en Dame sige sig den Kompliment, at han er en Kosmos, og den Familiaritet, hvormed han undertiden nærmer sig Goethe, kunde tyde paa, at han virkelig troede hende.

Ak nej; om Goethe kan det siges - gennem ham opfattes Verden som en Kosmos af Aand; om Shakespeare kan det siges - gennem ham opfattes Verden som en Kosmos af Karakter; men om Brandes? Og dog, jo, ogsaa han er en Kosmos, men i samme Betydning som en Verdensudstilling er det, hvor Døgnets Ting findes sammenbragt uden indbyrdes Forbindelse, Resultaterne af den sidste Fiffighed, den nyeste Tek­nik, bestemte til at skydes til Side for næste Aars fiksere Opfindelser, og det Hele overhvælvet af en Bygning, flot og festlig, holdt i brogede Farver, men af Træ og borte, naar Udstillingen lukkes. En saadan Udstilling er ikke uden Nytte, men at forme sine Forestillinger om Verden efter den, hvor naivt!

Det var dette dybt centrale, Sammenhængsløsheden, Monrad havde Blik for, da han i Anled­ning af den Individualisme, der doceredes i "Emigrantlitteraturen”, skrev: "Vi undser os virkelig for at belære Dr. Brandes om Forholdet mellem Samfundet, Omgivelserne og Individet, da han

30

selv i sin Disputats har gjort dette Forhold til Genstand for en alvorlig Eftertanke, men hvor er det dog ikke besynderligt at se en Mand over øjeblikkelige Indfald glemme sin egen Kundskab og sin egen Overbevisning."

Ja, unægtelig, det var besynderligt. Hvor var Taine bleven af og - Hegel? Hegel, som han havde læst med en saadan "Lidenskab", at han havde glemt at følge en ung Dame paa Bane gaarden; Hegel, en af de største og mest aand fulde Repræsentanter for Statstanken?

Hvor var han henne? Ingen skulde ane, at den unge Forfatter nogensinde havde haft Lejlighed til at begribe, hvad et Samfund er, og af hvilke Nødvendigheder det sammenholdes, og dog maa man antage, at en grundig, endsige en lidenskabelig Læsning af Hegel vilde have sat sine Spor, saavist som Argumenterne vil vokse med de Indvendinger, de skal overvinde, deres Vægt med det, de skal opveje.

Den samme Besynderlighed træffer man overalt. I selve de Ord, hvormed han snor sig fra Monrads Indvending, bekræfter han den, thi som om han ikke kendte og ikke anerkendte noget, der hedder Velfærdsmoral, skønt ogsaa Stuart Mill var en af dem, han havde skænket sin Liden­skab og skønt han næste Aar oversatte hans" Utilitarianismen", lader han, som om han slet ikke begriber det stillede Spørgsmaals folkelige, almen-­

31

menneskelige Karakter, og behandler det i Overmenneskestil ganske aandsaristokratisk.

Men Eksemplerne er saa talrige, at enhver Læser vil kunne finde Snese af dem. Hvad han har læst, fastslaaet eller erkendt paa den ene Side, paavirker ikke med en Nuance, hvad han vil skrive paa den næste. Hvis man glæder sig over den rigtige og fornuftige Bemærkning, at det var "det franske Folks Ulykke, at det tænkte altfor abstrakt", vil man blive saa meget desto mere forbløffet ved fire Sider længere fremme at læse, at der jo dog "ikke er væsentlig Forskel paa Cølibats-Løftet og Troskabs-Løftet i Ægteskab". Eller for at tage et Eksempel, der omspænder hele hans Livsgerning, hans Stilling til Kvindesagen. Hvad kan man tænke sig, at Kravet om Kvindernes Ligeberettigelse nogensinde har kunnet betyde for ham? Hvorledes anse det for muligt at forbinde denne Ide organisk med nogetsomhelst i hans Temperament eller med hele hans Betragt­ning af Forholdet mellem Kønnene? Da han første Gang møder dens praktiske Konsekvenser som "Handskemoral", væmmes han da ogsaa inderligt ved dem og senere har han gentagne Gange vrisset skeptisk ad Ideen, naar den fremtraadte som Valgretskrav! Men det er alligevel fuldt konsekvent, naar han samtidig i sit "Levned" med Tilfredshed noterer, at han er Fader til den moderne Kvindebevægelse herhjemme, skønt han altsaa betragter dens praktiske Udslag med Af-

32

sky eller Vantro, thi for det første: en Idé - god eller daarlig, gavnlig eller uheldig - er alle Dage en Idé, en Skalp mere i Bæltet; men dernæst: Ideerne er for ham kun Brækjærn, med hvilke han skaffer sig Plads for sit eget jeg. I sig selv interesserer de ham ikke; han forbeholder sig ikke at tro paa dem - ja, i Morgen at vrænge ad dem, han havde i Dag. Han vurderer dem efter deres Evne til at bryde ned, støde an, for­arge eller i hvert Fald til at friste Nysgerrigheden - til sidst til overhovedet at lade sig sige i en eller anden tilfældig Forbindelse med nogen Virkning. Kampen gik for ham aldrig ud paa det positive, frugtbare og forpligtende, at sætte bestemte Ideer ind i Kulturen, som han saa senere fulgte, udviklede, beskar for Vildskud og beskyttede mod Overlast. Det, han forstod ved den frie Tanke, var netop det mest personlige, det mest absolutte, det mest negative, der kunde lægges ind deri - ikke Retten for en hvilken somhelst Tanke til at komme frem repræsenteret af en Personlighed, der stod inde for den, men Retten for sig selv til at komme frem med en hvilketsomhelst Tanke og slippe den igen. At betegne dette som Eklekticisme vilde være at anvende for godt, for ansvarstungt et Udtryk; thi Eklektikeren stræber dog om end kun paa udvendig Vis efter at tilvejebringe en objektiv Sammenhæng. Det var en Flyvegrille-Romantik, hvis eneste forbindende Idé er den at have Ret til at

33

have Flyvegriller - ja, oven i Købet til, som en Afveksling, fra Tid til anden at have en ganske simpel borgerlig Bonsens.

Hos Heine og Lermontoff genfandt han, efter sit eget Sigende, som ungt Menneske det dæmoniske i sin Karakter, "Selvegenhedsdyrkelsen som hensynsløs Frihedskærlighed". Vend dette Spejlbillede om og De har den, der spejler sig.

Det "communiqué", med hvilket han paa sin Fødselsdag har glædet sine Landsmænd, er dybt betegnende for den Maade, hvorpaa han har opfattet sin egen Kamp, og for den Følelse, der har baaret den. Det er naturligt, at han fremstiller den som et personligt Mellemværende mellem sig og nogle "Skidtmads'er"; thi han har aldrig selv følt sig som en Idéernes Tjener og har følgelig heller ikke kunnet tro paa, at hans Modstandere var det, og det er ligeledes naturligt, at han fejrer sig selv ved at aflægge Vidnesbyrd om, at den Grundfølelse, der har baaret hans Liv, lever uforandret, hans Trods.

Den Forbindelse, man nemlig søger forgæves i en positiv Stræben, finder man i noget negativt og noget formelt - der er to Sider af samme Ting - i en Trods og i en Attitude.

Det er karakteristisk, at Brandes i Kraft af den "Naivitet", Lange fremhævede hos ham, Gang efter Gang har brugt det rette Udtryk om den Patos, der fyldte ham, og at man ikke har været op­mærksom paa, hvad der laa deri. Trods, det er

34

jo netop en DrengeegensKab, den umodnes Form for Mod og Selvstændighedsfølelse; Trods, det er uklare Motiver og Forhærdethed i Stedet for Vilje; Trods, det er det negative; ikke at ville noget, medens Modet er det positive og smidige: at vove, naar det er nødvendigt, og vove at lade være, naar det ikke behøves; Trodsen, det er Modstanden for dens egen Skyld, dens "l' art pour l'art", medens Modet er uløseligt forbunden med Forestillingen om de Værdier, for hvilke det kæmper; Trodsen er endelig det egoistiske: mange kan trodse, men man kan ikke trodse paa manges Vegne.

Trods var det, der fyldte ham, da han kom hjem, - en uartig Drengs Trods over, at Tingene ikke var som han vilde have dem, og Trods var det, han fyldte Sindene med. Man trodsede Fordomme og Hensyn, men man havde sjælden Lejlighed til at vise Mod. Bevægelsen vilde hurtig have undergravet sig selv ved sin Negativitet, ved sin Grimhed, hvis han ikke gennem Attituden havde forvandlet det for Karakteren fattige og forringende til en æstetisk og fantasifængende Nydelse.

Jeg vender tilbage til det Eksempel, jeg anførte fra hans første Forelæsninger, hans Spydighed til de hjemlige (lyse) Damer. Denne giftige Uartighed ledsager han med en saa stor Gestus, at de, der applauderede, ikke anede bedre end, at de havde været med til et Verdensdrama; sagt uden

35

Omsvøb blot en journalistisk Flabethed, blev det i denne Udsættelse det hellige Oprør.

Man vil forgæves søge at bringe den Frihedsbegejstring, der fylder Hovedstrømningernes seks Dele indenfor nogen begrebsmæssig eller praktisk Form, men opgiv dette og se dem blot som Emanationer af hans "Selvegenhedsdyrkelse", som Forklædninger for den, da bliver der Enhed, da sammenholdes de af en stor med Sans for Effekt og Skønhedsvirkning varieret Attitude. De er bygget over en Række plastiske Stillinger, og selv Joseph de Maistre finder Naade, fordi han lader sig anvende i en saadan.

En naiv Beundrer har undret sig over, hvorfor Robert Emmet-Episoden skulde med i "Naturalismen" - den var jo strengt taget overflødig. En glimrende, virkningsfuld Attitude overflødig! En ædel Frihedshelt, tilbedt af Kvinder, elsket af Folket, hadet og dræbt af Undertrykkerne – han overflødig! Georg Brandes vilde foretage længere Afstikkere end denne for paany at faa Lejlighed til at vise sin Virtuositet i Rollen som Helt og Oprører.

Man kunde ligesaa gerne spørge om, hvad der kunde bevæge en Mand, der ikke sympatiserede med Socialismen, som ikke havde Trang til at beskæftige sig med de Problemer, den rejste, til at skrive om Lassalle, eller en Mand, der ikke kendte engelsk Historie, ikke forstod de Kaar, hvorunder den arbejder, de Opgaver, den sysler

36

med, til at skrive om Disraeli, eller en Mand, der ikke brød sig om at trænge ind i de etisk-psykologiske Problemer om Forholdet mellem Liv og Digtning, der ene gør Esaias Tegnér almeninteressant, til at beskæftige sig med ham.

Svaret er det samme. Han har haft Brug for deres Attitude: Lassalle "ridderlig, elegant, genial" og fræk; Beaconsfield ukuelig, talentfuld, snild og sejrende, ene og fremmed mod Overmagten; Tegnér hedensk og troende, uforstaaet af bornerte Omgivelser. Med elegant Dristighed skræller han Attituden fri af de virkelige Forhold og virkelige Problemer. Ud fra en rigtig Vurdering af, hvad der kan sættes i Hjælmen, skar han Halen af og lod Hesten staa - vel vidende, at Virk­ ningen ikke blev mindre; thi de, der saa den vajende Pryd, troede, at han kunde ride, ja saa ham i Aanden som Problemernes Hestebetvinger.

Som De vil have set af det citerede Digt fra Venedig, havde han inden Afrejsen fra Italien sin Attitude færdig, og da han traadte op paa Katedret, var det for at indtage den: den ensomme Udfordrer, den frygtløse Forkæmper, den utrætte lige Lysbringer, og som Følge af alt dette - na turligvis - en Martyr, en blødende Helt, der overfaldes af den lavsindede Hob.

Hvorsomhelst han i Historien fandt Skikkelser, egnede til sin Inkarnation, greb han dem: fra Byron og Shelley ned til Armand Carrel, som af den Grund og udelukkende af den Grund maatte

37

drages frem af Uvedkommetheden. Ved Motto'er, ved Billeder (Daniel Defoe i Gabestokken), ved særlige Afhandlinger (St. Georg, den vaabenløse og dog uforfærdede) sørgede han for at retlede Opfattelsen af sig.

Til at spille den af ham valgte Bravurrolle medbragte han ikke blot indre Betingelser, sin semitiske Smidighed og Sans for Effekten, sin utrættede Naivitet og sin Mangel paa Sky for det uægte, men navnlig glimrende ydre Betingelser af den største Betydning: den slanke Skikkelse, den hæst tilslørede Stemme, der virkede skærende, som sønderrev den ikke blot sit eget Slør, naar den hævede sig; Holdningen med den venstre Skulder lidt tilbagetrukken og Hovedet lidt fremadbøjet, som stod han med Kaarden i Haand, og endelig - over det Hele - Haarmanken flammende og bølgende som et Felttegn.

Ja, dette Haar, hvad vilde man have gjort det foruden - alene i Michaëlis' Festdigt forekommer det tre Gange. Prøv at tænke Dem en Georg Brandes skaldet! Synspunktet er ikke ufrugtbart. Der var maaske mere Sandhed end tænkt i, hvad hans Blad skrev paa hans Højtidsdag: »Festen var altid midt iblandt os. Det voldte Hjælm­kammen over hans Pande".

Ja, blandt andet. Han var som skabt til at digte paa. Selv den mindste. Prosasjæl af en Digter kunde ”gøre ham”. Det krævede ikke større Værksted, det var hverken nødvendigt at

38

have Esse eller Ambolt. Han leverede selv det Hele, alle Bestanddele og Synspunkter fuldt færdige med "Stemning" og Brugsanvisning, det var kun Ulejligheden at sætte det sammen, og der har da heller ikke været nogen nok saa lille poetisk Stymper, der har ladet Lejligheden gaa fra sig til - paa tredie Haand - at optræde som Oprører og Samfundsfjende.

Han var fortryllende, og man var fortryllet og saa ikke, at Guldet kun var vissent Løv. Enhver Mangel i en Attitude dækkede han med en ny Attitude. Han priste Retfærdigheden saa kraftigt, at man ikke tog ham det ilde op, at han saa sjeldent øvede den; han rasede mod Hykleriet saa heftigt, at man tilgav ham hans utallige Bagvaskelser mod Levende og Døde; han hyldede Friheden saa varmt, at man fandt det urimeligt, at han skulde tage sig af det Despoti, der øvedes i hans Navn. Bebrejdede man ham noget, da havde hans Beundrere altid paa rede Haand: hvad sagde han ikke ved hin anden Lejlighed saa modigt og uforfærdet. Mellem ham og Kritiken skød der sig stadig ny Æstetik.

Men lad mig hellere give Dem et Eksempel, et Eksempel saa godt som mange, et Eksempel, der for mig rummer alt det, der inderst inde har raadet for den Virkning, hans Livsgerning har øvet.

Som beregnet paa at møde en Kritik som min, har een af hans Beundrere taget sig for i Fest-

39

skriftet til ham at vise, i hvilken Grad det er hensynsløs Alvor med Georg Brandes' reformatoriske Virksomhed. Der er ingen Stormagt han skyr at lægge sig ud med - endogsaa Pressen vover han at udæske. Det drejer sig om hans Foredrag om Armand Carrel, i hvilken han fremstiller denne som den ridderlige og hæderlige Skribent modsat den moderne Journalistik re­præsenteret af Emile de Girardin. Han udtaler sig skarpt om den af denne skabte Presses Sensationstrang, Uærlighed og Reklamelyst.

"Ikke sandt?" siger hans Beundrer, "det er næppe rimeligt, at Fru Reklames Smaafolk vil paaskønne denne Skildring af deres Tilblivelseshistorie, en Skildring, der just ikke vidner om Smigre- eller Hyklerlyst, men derimod atter godtgør dens Forfatters Mangel paa praktisk Sans (!) og fornuftigt Hensyn til, hvad der betaler sig.

Og her slipper jeg da Georg Brandes, slipper ham i den for ham saa karakteristiske Stilling: udfordrende overfor en Stormagt".

Jeg vil tillade mig at overtage ham i denne Attitude, i hvilken jeg ikke selv har anbragt ham.

Jeg vil da fremhæve, at denne "hensynsløse" Kritik mødte varm Sympati hos de angrebne "Smaafolk" og ikke mindst i det Georg Brandes nærstaaende Blad.

Dette bragte et langt og varmt Referat af det "historiske Optrin", da Foredraget blev holdt og

40

i Modsætning til andre Blade - et Referat af de "udæskende" Steder:

,, - Det skal indrømmes, sagde Professoren, at Emile de Girardin ikke var nogen helt almindelig Presse-Bandit - han havde én Idé om Dagen, hvor vi andre maaske kun har en om Aaret. Men han repræsenterede den moderne Journalistik i dens uheldigste Form, med hans Blad La Presse gik der Industrialisme i Journalistiken, Sensationen og Reklamen holdt deres Indtog med Torveskrig. I tidligere Tid laa Hovedvægten paa Artiklen, nu kom Interviewet og Referatet, disse to Livretter for Svagtbegavede (Latter), der giver det omtrentlige, det omtrentlige, der er Døden for Smagen, for Belæringen og for Kunstsansen. Til denne Presse var Girardin Faderen, og Konflikten mellem ham og Carrel opstod egentlig af Girardins enorme Reklamesyge, der kun følte sig tilfredsstillet ved en Duel".

De vil se, der er intet stukket under Stolen - det er gengivet med tryg og frejdig Overbevisning. Artiklen slutter: "Det var en uforglem­melig Aften for alle, der var til Stede". Den er undertegnet "Ibald". Georg Brandes har altsaa i hvert Fald endnu en Beundrer foruden den, der nylig har beundret hans Uforfærdethed og "Mangel paa praktisk Sans" i "Tilskueren". Hvem er denne "Ibald", denne Pressemand, hvis Ge­nerøsitet og Fordomsfrihed kun maales ved den

41

gamle Oprørers Djærvhed? Tilfældigvis er jeg i Stand til at give et Par Oplysninger. Det er den samme, der ved Hjælp af en Række "Interviews", der bagefter kostede hans Blad en klæk­kelig Erstatningssum, for tre Aar siden var ved at faa en uskyldig Mand udlagt som Brandstifter, medens han ivrigt forsvarede den skyldige. Det var den samme, der ikke tog i Betænkning paa den frækkeste, taabeligste og letfærdigste Maade at stille en Mand i Gabestokken, rode op i hans Fortid og mistænkeliggøre ham uden Skygge af Bevis, uden ringeste Foranledning, blot for Sensations Skyld. Det er den fra Apotekaffæren i Kolding berygtede Interviewer" Ibald", der finder Hr. Brandes' Ord saa aandrige, at han maa ci­tere dem, og saa træffende, at han ikke vil glemme dem!

Men hvor var Hr. Brandes' Opmærksomhed henne, da Hr. Ibald producerede sig? Hvor? I Spanien naturligvis hos Ferrer, om hvem han dengang ikke kunde vide andet end løs Snak.

Ser De, hvor det er fortræffeligt ordnet! Da det gik ud over Apotekeren i Kolding, henrev Brandes alle ved sin hensynsløse og modige Kamp for Retfærdighed mod Ferrer, og nu, da der ikke er nogen Udsigt til at komme i Konflikt med Hr. Ibalds dengang maaske lidt ømfindtlige Følelser, henriver han endogsaa ham ved sit vittige og uforfærdede Angreb paa den moderne Presses Udskejelser. I Mellemtiden har begge de to Herrer

42

været at træffe i Monsieur de Girardins Blad, i hvilket man ogsaa fremtidig vil kunne følge dem i hver sitt Kald. Det er det, der hedder, at en Bog er en Handling!

Forstaar De nu, hvorfor hans bitre Angreb paa Pressen indbringer ham dens varme Beundring? Er han maaske mindre "festlig« at se paa, naar han siger det ene end det andet? Ingenlunde, Haaret bølger staalgraat over samme Ildsjæl. Nye Skarer - deriblandt Hr. Ibald - er vokset op, som med Begejstring ser ham i hans Glansrolle, eller i hvert Fald med den Pietet, som Kløgt og Bekvemmelighed indgiver.

Ved en velskreven Side har han paany befæstet sit Ry som Sandheds frygtløse Tolk, ligesom han for en velskreven Side vandt Tak og Anerkendelse som en Mand, der dristig og for­svarsvenlig var parat til at gaa mod Forsvarsnihilismen i sin egen Lejr. Og visselig er den godt skreven, Fortællingen om Fæstningen Soissons Overgivelse og den skæbnesvangre Betydning deraf 1) . Med Klarhed fremhæver han den ubetingede Pligt til at holde ud og vise Mod. Man ved aldrig, hvad der kan afhænge af endnu en Dags, en Times Modstand, man ved kun, at det er slet Politik at give tabt. Anvendelsen giver sig selv og man venter, at den, der saa vel har fattet Forsvarspligtens "kategoriske Impera­

1) Smlgn. Af Tidens Træk, Fjerde Samling, pag. 11 ff.

43

tiv«, ikke vil kunne raste, inden han med sin Veltalenheds Styrke, sin Berømmelses Indflydelse har overbevist sine Landsmænd, revet dem med sig og ranket dem. Saaledes gjorde i lignende Tilfælde en Bjørnson og for det blev Tusinde Daarskaber ham forladt. Men det sker ikke. Han har skrevet et Par stilistisk vellykkede Sider i en Afhandling - "om Læsning". Er det ikke nok? Hvad kommer det ham ved, at hans Land har Brug for hele sin Kraft til at løse det for sin Eksistens vigtigste Spørgsmaal? Han har talt og befriet sin Sjæl. Han føler sig ikke berettiget til at tage afgørende Del i disse Stridigheder. Han betoner, at han af Samvittighedsfuldhed ikke kan tage Stilling til Københavns Befæstning. Hvem bad ham om det? Det kunde han overlade til andre; vilde han blot have faaet sit Folk til at forstaa Eksemplet Soissons, skulde ingen forlange mere. Hans Ansvarsfølelse trykkede ham ikke, da han i sin Tid med sine Sofismer rokkede ved store ideelle Værdier, som han aldrig har formaaet at erstatte, den forhindrede ham ikke i under Forfatningskampen at lægge sit Lod i Vægtskaalen imod Fæstningen, imod Forsvarssagen, men den forhindrer ham i nu at gøre godt igen, hvad han sammen med sin Opinion havde forbrudt. Jo, han tog til Samsø og modarbejdede Krabbe, paa Trods af sin Broder og sine Meningsfæller. Ja, der var her Lejlighed for ham til at følge sin Grunddrift og foretage en kort og ufarlig

44

Fronde. Han vidste jo saa godt som nogen, at der ikke vilde blive krummet et Haar paa hans Hovede, at han nogle Dage efter den lille Udflugt kunde snakke løs igen om alt muligt i sit Blad, men skulde han have gjort Forsvarssagen, sit Lands Sag til Alvor, ikke til Attitude, da vilde det have kostet ham Brud med gamle Venner og gamle Vaner, da maatte han have bøjet sig selv ind under dens Tarv, have traadt i Berøring - ­ for dens Skyld - med Folk, han afskyede, have risikeret at blive den latterlige og senile Georg Brandes for dem, der hidtil havde beundret hvert Ord, der udgik fra hans Mund, men ikke en Gang sit Navn til Forsvarsadressen kunde han give - selv dette var for meget af et uselvisk Offer.

Det var nok for den Patos, der fyldte ham, at drille sine gamle Meningsfæller og Beundrere med et Par Ord om at ligge død, med en Sætning i en Tale. Det var nok ikke blot for ham, men - med Skam at melde - ogsaa for den offentlige Mening herhjemme.

En »Opsætsighed" af den Art, som han vilde tillade sig paa en hvilkensomhelst Foranledning, hvor hans Lune eller Forfængelighed var med i Spillet, var man rørt over som en Heltedaad. Og naar man kunde pille nogle faa forsvarsvenlige Udtalelser sammen, faldt det ingen ind at spørge om, hvorfor man skulde tillægge dem mere Vægt og Betydning for Bedømmelsen af ham end hvil-

45

kesomhelst andre fire-fem Udtalelser. Det er f. Eks. ikke mange Dage siden, han skrev klart, nydeligt, "forstandigt", æstetisk tiltalende, med sand Interesse om et parisisk Blodskamsforhold. Hvad adskiller denne og mange andre lignende taabelige eller skadelige Udtalelser fra dem, han har slængt om sig angaaende sit Lands vigtigste Spørgsmaal? Hvorpaa kender man, at den ene skal tages mere alvorligt eller mindre æstetisk end den anden?

Naar man taler begejstret om, hvilket varmtfølende dansk Sindelag en Mand som Georg Brandes har lagt for Dagen, tager man jo Ordene i en særlig Betydning. Jeg har ikke i Sinde at frakende ham Fædrelandsfølelse i den Betydning, hvori jeg paa Forhaand antager den hos enhver, der er født og opdraget indenfor Landets Grænser, men jeg er heller ikke tilbøjelig til at indrømme ham den i nogensomhelst anden, og det er i hans Tilfælde for lidt.

Der er intet i, hvad han har sagt, skrevet eller gjort i disse Spørgsmaal, der ikke fuldt ud for­klares af de samme Motiver, der har holdt hele hans Virksomhed i Gang, uden Tilkomsten af noget nyt Moment. At han forbeholder sig ogsaa at have forstandige forsvarsvenlige Meninger - han er jo en Gourmand, der ikke giver Afkald paa nogen Nydelse - er kun i Overensstem melse med hans Krav paa absolut Bevægelses­frihed.

46

Han har Skrevet et Par Afhandlinger om Søn­derjylland - ikke særlig betydelige i nogen Henseende - men Herregud, han har skrevet en af sine ildfuldeste Bøger om Polen. Vil man af den Grund antage nogen særlig polsk Følelse hos ham? Var det ikke snarere rimeligt at gaa den modsatte Vej og spørge: hvad maa man ikke vente sig af den, der har interesseret sig for Polakker, Finner og Armeniere? Med hvilken Ihærdighed maa han ikke have taget sig af det "undertrykte" Folkeslag; der laa ham nærmest. Hvilke Mesterværker, hvilken Varme og Glans maa det ikke have inspireret ham.

Eller skulde det "halvvisne Haab om Genvindelsen af det danske Slesvig ved Tyskernes udeblivende Velvilje" alligevel have fængslet hans Fantasi betydeligt mindre end det fremmedartede Polen, hvor han blev feteret, og som han "befriede" i en smuk Lejlighed med Tjener?

Hvad skal man kalde en A. D. Jørgensen, hvis det, at Georg Brandes bl.a. ogsaa har skrevet noget om Sønderjylland, og ved Siden af andre kætterske Meninger ogsaa har ytret nogle om Forsvarsnihilismen, skulde give ham Adkomst til den Hyldest som dansk Mand, man nu har skænket ham?

Hvis det var sandt, at hans Fædrelandskærlighed havde været et stærkt positivt Moment hos ham, maatte man vel have mærket det paa Tonen, hans Skrifter maatte have været præget mærk­

47

bart af en lignende Patos som den, der fyldte hans Stammefrænde Levertin, for hvem Kærlig­heden til hans Land og dets Fortid virkelig var en levende Kraft. Men hvor vil man i alle Georg Brandes' Skrifter kunne pege paa Sporene af den Ømhed, den Samfølelse, der ikke kan udeblive overfor det, man elsker mere end andet. Hans danske Essays? Der er intet i dem, han ikke kunde gøre paa æstetisk Finfølelse, men til Gen­gæld er der fra hans første til hans sidste Dage Ytring efter Ytring, som en Mand, der virkelig elskede sit Land paa den Maade, der her er Tale om, aldrig vilde have tilladt sin Tunge at udtale eller sin Pen at skrive. Fra hin Dag, da han som ung Mand i sin Dagbog skrev: "Et Land som Danmark er (selv med Slesvig) i vore Dage slet intet Land" og indtil han nu forleden Dag fejrede sin Fødselsdag ved at haane dets Historie og (hvad han skal have Lov til) sige sig løs fra den, har han ikke forsømt nogen Lejlighed til at nedtrykke sit Folk og ydmyge det.

Det er ikke Retten til at kritisere det, der skal være ham forment, men man har vel Lov til at gaa ud fra, at den, der var baaret af en dyb Kærlighed til det, ikke vilde benytte dets Nederlag til Folie for sig selv, at han ikke uden den mest tvingende Grund vilde berøve det noget, hvoraf det var stolt, at Hengivenheden vilde in­spirere ham, skærpe hans Blik for alt, hvad der var opmuntrende og dygtigt, sætte ham i Stand

48

til at bære de tungeste Tvivl med Mod, gøre ham ængstelig for at bestyrke det i dets Tilbøjelighed til Selvopgivelse? Er det dette Indtryk, man be­varer af, hvad Georg Brandes har skrevet?

Nej, ingen har i Tide og Utide ladet sig det være mere magtpaaliggende at underrette os om, hvilket usselt, latterligt, ringe Folk vi er, ingen har saa gerne som han slaaet sig til Ridder paa vor Historie, ingen har med saa stor Fornøjelse bragt Sladder til Torvs om vort offentlige Livs Personligheder.

At denne Mand, af hvem hans Folk havde Ret til at kræve en usædvanlig Indsats i den natio­nale Gerning, inden det sagde" nok", nu lovprises af det som særlig fædrelandssindet, det er for det første et Udslag af dets kærlige Trang til dog at finde noget positivt, men det er tillige Tegn paa, hvor langt han ved sit Eksempel har stemt Fordringerne ned. Man er ikke forvænt, man priser sig lykkelig ved dog at faa en Slant.

Det hører med til hans Sejr, at han bliver be­dømt efter den æstetiske Maalestok, han selv har indført. Det hører med til hans Sejr og vort Nederlag, at man begaar den Uværdighed at skænke ham den Pris, som kun tilkommer Na­tionens bedste Mænd, samtidig med at han kvitterer Landsmandsskabet med "eine unanständige Gebärde" .

Man har blandt meget andet smukt ogsaa sagt, at han blæste i det Horn, der kalder Mænd.

49

Visselig er han blevet elsket af Mænd mange Gange bedre end han selv, som ved hæderligt Arbejde har søgt at indfri deres Illusioner, men dette er ikke hans Fortjeneste. Det er ikke Mænd, hans Horn har kaldt paa, men Kunstnere, Æstetikere, Litterater, Journalister, Dilettanter, og dette er ikke det samme. Hvor er de Mænd, han skulde have kaldt? Tror man, Mænd vilde have fundet sig i det, han har budt os, og takket til? Tror man Mænd ikke vilde have haft Instinkt og Karakter til at gennemskue hans Æstetismens Blændværk? Tror man, de vilde have undladt forlængst at sætte denne Idéernes Histrion paa den Plads, hvor han hører hjemme? Tror man, at de nu for Gud ved hvilken Gang vilde have gidet sidde og skrive Litteratur om ham? Tror man, de vilde have fundet det en Beskæftigelse at eftertegne de Klicheer, han selv har fabrikeret, at efterplapre de Usandheder, han selv har sat i Omløb?

Nej, sligt kan man faa Litterater og Journalister til - ikke Mænd.

____________

Jeg kunde tænke mig, at der var andre Ting, Mænd vilde interessere sig for, f. Eks. Spørgs­maalet om, hvad der er blevet af hans Ansvar. At Georg Brandes paatog sig et stort, moralsk Ansvar ved "Gennembrudet", ligger jo i selve

50

Sagen, men fremgaar forøvrigt alene af den Maade, hvorpaa han selv fremstillede de nye Synspunkter. Naar han angriber den "lokale" Moral, er det til Fordel for den "universelle", naar han omstyrter "ydre" Autoriteter, er det med en trøsterig Hen­visning til, at der findes indre "det Sande, det Rette, det Gode", naar han angriber Ægteskabet, er det fordi det ikke tilfredsstiller det sædelige Ideal, og naar han kæmper for "Retfærdighed, Sandhed og Frihedskærlighed", er det naturligvis "af den ædleste Art".

Hvad er der blevet af disse moralske Garantier? Hvornaar skred han ind for at holde Fri­hedsbegejstringen og Sandheden paa dens ædle Højde? Hvoraf kommer det, at han tværtimod inderligt afskyede de "Moralister", der paatog sig en saadan vogtende og værnende Gerning, fra de mindste til Bjørnstjerne Bjørnson? Er maaske hans djærve Ord til den afdøde Girardin nu paa hans gamle Dage at betragte som Afdrag paa de Forpligtelser, han dengang paatog sig for de leve rede Varer?

Eller hvad er der blevet af den Kultur, han vilde sætte i Stedet for den gamle, han lagde øde. Er det det Journalistbarbari, vi lever i, der skal kaldes saaledes?

Eller, hvis man vil undskylde ham med, at han jo dog til syvende og sidst var Æstetiker, hvorledes har da Kunstens Tarv ligget ham paa Sinde? Saaledes, at under hans kritiske Autoritet

51

alle litterære Kunstarter er gledet deres Udart­ning og Opløsning i Møde. Men hvad har han ikke ogsaa rost, og hvad har han ikke undladt at dadle 1) !

I sit "Levned" meddeler han et Træk, der tydeligere end mange Ord fortæller, hvorledes hans Forhold var til de moralske og æstetiske Værdier, som han havde paataget sig at levere af første Sort.

”Jeg havde lige haft Besøg af en ung norsk Forfatter, der regnedes til Bohêmen, Gabriel Finne; han var 23 Aar gammel, gjorde et noget enfoldigt Indtryk, var skikkelig, desperat, talentfuld; men »hvad skal det blive til, skrev jeg for mig selv, uden Kundskaber og uden virkelig Vilje?" Offentlig tog jeg ham i Forsvar og skrev

_______________

1) Samtidig med at jeg paany gennemlæser ovenstaaende finder jeg i Bjørnsons Breve (udk. Julen 1921) den smukkeste Bekræftelse af hvor berettiget det har været at opstille netop ham som Modsætning. 1ste Febr. 1878 (Brytningsår II pag. 224) skriver han til Brandes, hvem han paa det Tidspunkt højligt beundrer, om forskellige moderne Forfattere, bl.a. ogsaa om I. P. Jacobsen og Drachmann. Den første forekaster han det kunstige, den anden det tomme, der skæmmer deres Kunst, og protesterer i det hele "mod at udgive træthed for en højere ideal tilværelse, æller æstetisk nydelses-syge for en højere sanhed.. . . Jeg vilde i det hele rætte den bebrejdelse mod Dem som kritiker, kære Brandes, at De har ikke revset nok Deres unge begynnende vænner, hvor der var saa meget at rose, som gav ræt og magt tit at dadle."

52

en velvillig Artikel om hans Bog "Unge Syndere".

Hvad det blev til, har vi jo set. Det blev for os til en Litteratur af Personer uden Kundskaber og Vilje og for ham til en voksende Livvagt af begejstrede Stympere.

Thi dér fører alle Veje ind - til en tom og blændende Magthaver uden en samlende og opretholdende Kongstanke.

 ________________

I Anledning af sin halvfjerdsindstyveaarige Fødselsdag holdt Georg Brandes i Paris et Foredrag om Napoleon. Jeg kender det ikke, men skal jeg dømme efter, hvad han plejer, har han næppe omtalt den store Kejser uden at kaste et Sideblik til sig selv. I hvert Fald er jeg for min Del villig til at indrømme visse Ligheder, thi der er en Aandens Legitimisme, for hvilken han ligesom Korsikaneren trods al sin Magt og Glans kun er en Usurpator, der ikke har Ret til den Stilling, han har tilrevet sig, og de Titler, med hvilke han selv og hans Tilhængere har pyntet ham. Der er et Krav om en Indvielse, for hvilket han ikke er den varmtfølende Patriot, men Manden, der altid kun har betragtet sit Land som et Fodstykke og et elendigt Fodstykke for sin egen Berømmelse; for hvilket han ikke er Retfærdighedens Repræsentant, men tværtimod den, der har gjort os fortrolige med, at en Mand, der siger Sandheden

53

kluntet, bør have Uret overfor en, der siger Løgnen glimrende; for hvilket han ikke er Landets Samvittighed, men den, der har slappet Retsfølelse og Sandhedskærlighed, som ved æstetiske Stik­penge har faaet endogsaa Videnskabsmændenes Godkendelse paa, at en Aandsarbejder maa for­falske de Dokumenter, han skal fortolke, maa af­gøre de vigtigste Spørgsmaal med Sofismer og forvandle Historien til Selvros og Smudsjournalistik.

Takket være hans overlegne Tableau-Talent er denne Omvurdering af Værdierne lykkedes for ham. Det løse og uvederhæftige i hans Tænkning, det golde og nihilistiske i hans Opførsel, den fuldkomne Mangel paa frugtbare Maal i hans Gerning, det lave og uretfærdige i hans Kampmaade naaede ikke ind til Bevidstheden. Han tilfredsstillede alt, hvad der var i Nationen af Fantasteri og Æstetisme, og i en Form, der sjældent stødte an imod dens ræsonnerende Anlæg. Overfladen var simpel, klar, forstandig, aandrig, "festlig", selv om det, der var under, var Usandhed, Menings­løshed, Uretfærdighed. Sjælden har saa mange Betingelser hos en Personlighed været forbunden med Mangelen af noget saa væsentligt.

Skal det berømte Gennembruds Historie skrives, maa det hedde: I Begyndelsen var en Skønhedsdyrkers Nydelsessyge, grænseløse Forfængelighed, svigtende Sandhedskærlighed forbundet med en skæbnesvanger stilistisk og retorisk Begavelse.

54

Gennembrudet - det var Statskup'et, ved hvilket han svang sig op, idet han uden Sentimentalitet benyttede sig af det friske Nederlags Tvivl og Demoralisation og, støttende sig til det eneste uskadte Instinkt - det æstetiske -, indførte et Herredømme, der har varet til nu, de æstestiske Sejres Regimente, Katederrevolutionernes blændende Æra.

Men medens han bekvemt og æstetisk under livlig Applaus "befriede" alskens ham og os uvedkommende Folkeslag, lagde han sit Lands Kultur øde. Det var de bedste Instinkter, dem, en Mand, der elsker sit Folk, handler varligt med og bruger til dets Gavn, han kaldte under Fanerne og lod dø for sin Forfængelighed i Æstetik. "Hjemme" , d. v. s. bag Fraserne, sad Lumpenheden og havde det bedre end nogensinde.

Men jeg betragter ikke blot hans Regimente som skadeligt, jeg anser det ogsaa for dybt ydmygende for vor Kultur. Vil nogen vise, hvor lille et Land vi er, behøver de kun at pege paa Georg Brandes. Kun her har han kunnet vokse sig stor. I et større Land vilde han være bleven henvist til den beskedne Plads som talentfuld Feuielletonist, hvor han har hjemme; i et Folk med en usvækket Ethos vilde hans Indflydelse have været ringe. Kun her i dette lille, intel­lektualistisk anlagte, af Ulykker oprevne, tæt sammenboende Folk er han tænkelig som Fænomen. Havde han selv kunnet vælge sit Føde­

55

sted, kunde han ikke have valgt bedre - hvilket Held han dog ikke tilstrækkelig har paaskønnet.

Men ogsaa her vil han finde sin Grænse.

Naar jeg nu ser dem, der, om de ikke havde andre Dyder, dog burde have Pedanteriets, yde ham deres servile Hyldest, kan jeg vel føle Afsmag derved, men jeg lader mig ikke skuffe deraf. Festen havde Fallittens Uhygge. Tonen var anstrengt, man troede ikke længere paa sin egen Begejstring, og den Dag er ikke fjern, hvor man som en Selvfølge vil erkende, hvad jeg her har sagt. Da, naar Spørgsmaalet er flyttet over paa et helt andet Grundlag, skal jeg gerne give mit Bidrag til Vurderingen af de Talenter, der ogsaa under andre Forhold vilde have gjort Georg Brandes til en fin Æstetiker og udmærket Skribent; nu vilde det blot have været at holde Liv i en Vildfarelse, som det er af største Betydning for vort Folk, at vi arbejder os ud af.

Hvorfor jeg ikke har følt Trang til det nu, haaber jeg. herved at have forklaret.


NB: Fortsætter i del 2, 3 og 4

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Controversy of Zion _resumé

Controversy of Zion

Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu