HARALD NIELSEN

 

AANDSFRIHED

Og

UDRENSNING

 

En Brevveksling

 

Med Folketingsmand, Professor

 

Hartvig Frisch

 

KØBENHAVN 1947

 

 

HARALD NIELSEN,

Moderne Litteratur. Kritiske Skitser. 1904.Udsolgt.,

Af Tidens Træk, Litterære Afhandlinger. 1909

En Moderne Reaktionær. Af Tidens Træk. Anden Samling. 1911. Udsolgt.

Svensk og Dansk. 1912. Udsolgt.

Vej og Sti. Æstetiske Afhandlinger. 1916.Udsolgt.

Typiske Tilfælde. Af Tidens Træk. Tredje Samling. 1917.

Jøden, Filisteren og Holsteneren. Af Tidens Træk. Fjerde Samling. 1917. 2. Oplag. Udsolgt.

Tegn og Gerninger. Af Tidens Træk. Femte Samling. 1919.

Moderne Ægteskab. Af Tidens Træk. Sjette Samling. 1919. 3. Oplag., Udsolgt.

I Lys af Ægteskabsloven. Af Tidens Træk. Syvende Samling. 1920.

Usurpatoren. Af Tidens Træk. Ottende Samling.1922.

Holberg i Nutidsbelysning. En æstetisk Undersøgelse. 1923.

Moderne Litteratur. Anden Samling. 1923.

Konservatisme. Af Tidens Træk. Niende Samling. 1925.

Bøger og Mænd. Litterære Strejflog. 1926.

Selvforsvar og Landeværn. Af Tidens Træk. Tiende Samling.

Goya. 1928. Udsolgt.

Mænd og deres Gerning. 1929.

Rejse i Europa. 1930.

Litterære Mirakler. Et Stykke Aandshistorie.1933. Udsolgt.

Litterær Selvforsyning. 1935.

Skat og Stat. 1935.

Ord i Tide. 1936.

De Danskes Vej. 1937.

Uden Traad - og med. 1941.

Penge og Personlighed. 1941.

Europas Fremtid, 1.-4. Oplag 1942. 5. Oplag 1944.

Europa Ødelæggelse. 2. Oplog 1944.

Mordokoj og Haman. 1945.

 

SAABYE & CHRISTENSENS EFTF.

GL. KONGEVEJ 177,  KBHVN.V'

 

 

 

 

 

 

HARALD NIELSEN

 

 

 

AANDSFRIHED

OG UDRENSNING

 

En Brevveksling med

Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch

 

Ogsaa ytringsfriheden er et relativt og et mere

eller mindre fiktivt begreb. Hvad en kapitalstærk

presse formaar at undertrykke eller fordreje

turde Være enhver bekendt. En mand, som Ikke

passer i bladets linje, er enten ”død”, omtales

efter beslutning ikke i spalterne eller kan affejes

og mistænkeliggøres i sine mindste handlinger.

Mogens Fog:Kommunisterne - ­

og de andre. 1947. S.18.

 

EGET FORLAG - KØBENHAVN 1947

 

 
FORORD

 

Det er almindeligt at undskylde Fortaler. Det er der ikke Grund til i dette Tilfælde; thi det er nødvendigt, at Læserne faar en kort Orientering m. H. t. de Omstændigheder, der har fremtvunget en Offentliggørelse som denne og som berettiger den.

Havde jeg haft samme Adgang som f. Eks. Professor Hart­vig Frisch til frit at udtale mig, vilde Breve som de, der her offentliggøres aldrig være bleven afsendt. Jeg vilde da ikke have henvendt mig til ham personligt, men have kritiseret ham eller givet ham min Tilslutning offentligt. At dette vilde have været langt mere tilfredsstillende for begge Parter og langt gavnligere for Offentligheden siger sig selv. Dette var imidlertid udelukket takket være Forhold, for hvilke Professor Frisch - uanset hans behjærtede Optræden ved enkelte Lejligheder - ikke kan siges at være uden Medansvar.

Vi maatte derfor, i hvert Fald foreløbig føre vor Diskussion paa Tomandshaand, uden at dog nogen af os kunde være i Tvivl om, at der ikke var Tale om Privatkorrespondance i egentlig Forstand, men om en Erstatning for den offentlige Meningsudveksling, som man for mit Vedkommende havde lagt Hindringer i Vejen for. Hermed vilde jeg antagelig ogsaa have slaaet mig til Taals, hvis man ikke havde drevet sin Nidkærhed saa vidt, at man havde afskaaret mig Ordet ogsaa, hvor man savnede ikke blot Ret til det, men endogsaa et plausibelt Paaskud.

Er man ikke ansat ved et Dagblad, vil der altid kunne findes

6

Grunde til ikke at offentliggøre, hvad man sender det. Det havde jeg haft rig Lejlighed til at erfare ogsaa før Besættelsen, og naar man føler sig paa de Frelstes Side og kan gøre det i Fædrelandets hellige Navn, vil det naturligvis kunne ske med særlig Resoluthed. M. H. t. det norske Tidsskrift ,,Samtiden” forelaa der imidlertid en ganske anden Situation. Her var ingen Undskyldninger mulige. Kunde jeg ikke i en saglig Drøftelse af et humant Spørgsmaal af største principielle Rækkevidde faa et Indlæg offentliggjort, hvis Værd man ikke vovede at bestride, vilde det sige, at man tilsigtede totalt at afskære mig Ordet.

Og dette har jeg altsaa ikke villet finde mig i. Overfor dette har jeg reageret: først ved loyalt at foreslaa Professor Hartvig Frisch at offentliggøre hans og min Afhandling sammen, og dernæst, da dette Forslag blev afvist, ved her at offentliggøre min egen Afhandling og den Brevveksling, der er knyttet til den - herunder ogsaa mit svar paa Professor Frisch's Afvisning. Da vi imidlertid ogsaa har vekslet Breve forud for denne, og jeg ikke paa Forhaand kan vide, hvilket Udtryk eller Argument fra disse Professor Hartvig Frisch vil mene af Interesse i denne Forbindelse, har jeg anset det for rigtigst at offentliggøre ogsaa disse Breve, saaledes at Forholdet mellem ham og mig kommer til at foreligge fuldt belyst.

At jeg ikke har sendt ogsaa det sidste Brev til Professor Hartvig Frisch privat inden dets Offentliggørelse, er fordi en saadan Fremgangsmaade fuldstændig vilde prisgive mig hans Forgodtbefindende, medens Offentliggørelsen af det omvendt ikke afskærer ham, der har Presse og Radio til Raadighed fra nogen Form for Imødegaaelse af mig.

Det er nemlig stadig ikke mig, der har Magtmidlerne paa min Side, og hvad jeg her offentliggør maa derfor ogsaa regne med en Eftertid, der ikke er underkastet en Menings­terror Mage til den, vi er udsat for i Øjeblikket og som vi har været udsat for i aarevis.

 

OM HUMANISME

 

Nogle Bemærkninger i Anledning af

Professor Hartvig Frisch's Artikel.

 

Det sidste, Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch siger i sin i saa mange Henseender smukke og sympatiske Artikel om "Humanismen og dens fremtid ( (Samtiden Hft. 1 1947) er, at Humanismens Fremtid beror paa, om der virkelig findes Humanister. Heri har han ganske sikkert Ret, og han har oven i Købet en særlig personlig Ret til at sige det, da han i Modsætning til andre, af hvem man havde kunnet vente det samme under Efterkrigstidens forfærdelige Fanatisme og Hykleri virkelig har bestræbt sig for at indtage en Holdning, der er en Humanist værdig. Heller ikke er der Grund til at bestride, hvad han med Støtte i sine klassiske Forfattere siger om Humanisme. Det er rigtigt, at Humanisme er det mod­satte af Fanatisme og Dømmesyge; det er rigtigt, at Huma­nisme forudsætter Besindighed, Retssans og Følelsen af fællesmenneskelig Samhørighed og - som han med Rette fremhæver - Troen paa, at man ikke ved slette Midler kan opnaa gode Resultater, at man ikke f. Eks. ved at myrde Millioner, ved at gennemsyre Samfundet med Had, Frygt og gensidig Mistro kan gøre det til Hjemsted for lykkelige og tilfredse Mennesker.

 Alt dette er rigtigt, men det er ogsaa rigtigt, at Humanisme forudsætter Evne til at holde Begreberne ude fra hinanden, Evne til at tænke klart, Evne til - som Juristerne siger - at sondre. Betydningen heraf er der ingen, der bedre skulde være

 8

 i Stand til at paaskønne end den, der som Professor Frisch paaberaaber sig Sokrates, thi Sokrates er ganske vist næppe den første, der har foretaget en Sondring af Begreberne  - den er, fremtvunget af Nødvendigheden, foregaaet saa langt tilbage som der har eksisteret Mennesker - men han er den største Repræsentant, vi kender for denne Kulturproces, den første, der bevidst og med Indsættelsen af hele sin Per­sonlighed har fremhævet den som Fundamentet for al Forstaaelse. Kun ved at sondre kan man komme til Klarhed over, hvad man virkelig mener. Kun saaledes kan man erhverve sig virkelig Indsigt, og virkelig Indsigt er Betingelsen for virkelig Lykke og Dyd, thi ingen, mente han, vilde frivillig begaa Fejl, hvis han blev klar over, hvori det rigtige bestod. Derfor bestræbte han sig for at klare sine Medborgeres Begreber - om Retfærdighed, Fromhed, Skønhed o.s.v.

 Om denne hans Tro kan man naturligvis have i høj Grad delte Meninger, men der kan næppe være mere end een om Betydningen af at bekæmpe enhver Form for Begrebsforvirring, thi selvom Menneskene maaske ikke uden videre bliver lykkelige og dydige ved at tænke klart, bliver de i hvert Fald det modsatte ved ikke at gøre det, og Fristelsen til ikke at gøre det er stadig til Stede - ogsaa for den bedste, ogsaa for den, der maaske gerne vil gøre det, ogsaa for den, der gør det i nogle Henseender eller som eengang har gjort det. Be­greberne er nemlig udsat for en stadig Forvitring: Kanter bliver slebet af, Uregelmæssigheder og Undtagelser tilsløret og paa Grund af Sprogets Fattigdom bliver samme Ord anvendt i højst forskellige Forbindelser - saa at f.Eks. en human Mand bliver ensbetydende med en skikkelig, en godlidende Mand - og modtager Tilløb fra højst forskellige Sider.

 Det er derfor næppe sandsynligt, at Sokrates vilde have kunnet dy sig, hvis han havde læst, hvad hans Discipel nu har skrevet. For det er godt nok med alle de pæne og rigtige Ting, han siger om Humanismen, men hvad kan det hjælpe,

 9

 naar selve hans Definition af den er i den Grad misvisende, at den i Stedet for at klare Begreberne sammenblander og udvisker dem paa den mest skæbnesvangre Maade.

 ”Det fundamentale (!) humanistiske Krav”, siger Hartvig Frish, ”er at komme bort fra enhver diskriminering af men­nesker, d.v.s. at man ophører at gøre forskel efter race eller religion, efter sprog, stand eller nation."

 Saa nemt er det, men maaske vilde netop denne Nemhed have faaet Sokrates til at tvivle og spørge. For Humanisme er et Begreb, der skal kunne anvendes overalt i Verden og paa alle Verdens Anliggender, og disse er som bekendt alle det, de efter Profesor Frisch's Opfattelse ikke burde være: saare forskellige.

 Til at begynde med: hvad vil det i det hele taget sige, ikke at "gøre Forskel"? Vil det f.Eks. sige, at man ikke maa vide, at saadanne Forskelle findes? Vil det sige, at man maa lade, som om de ikke findes, selvom, man ved, at de findes? Vil det sige, at man overhovedet ikke maa regne med dem?

 For en Mand som Sokrates, der ikke bestilte andet end at henlede Opmærksomheden paa Forskellene, maa det være gan­ske særligt paafaldende, at hans Discipel anser det for inhu­mant at "gøre Forskel". Hvordan, vilde han spørge, i det hele taget lade være med det? En anden Filosof - ikke ligesaa berømt, men ikke derfor ubegavet - Harald Høffding har i den Grad lagt Vægt paa Evnen til at diskriminere, at han gør den til eet med selve Evnen til at tænke. At tænke siger han er at finde Ligheder og Forskelle.

 Naar Professor Frisch bruger Ordet, maa man derfor antage, at han underlægger det en anden Betydning, nemlig den: at gøre Forskel, hvor Forskel ikke er berettiget, men i saa Fald maa man vide, hvornaar den ikke er det. Da Rockefeller f. Eks. i al Hemmelighed havde sikret sig en Fragtrabat paa Banerne, som hans Konkurrenter ikke fik Mage til, talte man

 10

 om "discrimination". Der var her Tale om en Forskel paa Fragten for Transporten af samme Vare over samme Stræk­ning. Dette fandt man forargeligt, men der er næppe nogen, der vilde være bleven hverken forbavset eller forarget over, at forskellige Varer betaltes med forskellig Fragt over samme Strækning eller over, at samme Vare betaltes med forskellig Fragt over forskellige Strækninger. Saavidt det er muligt at forstaa Professor Frisch' summariske Udtalelse gaar den imidlertid netop ud paa i Humanismens Navn - for at blive i Billedet - at forlange at vidt forskellige Varer og vidt forskellige strækninger skal betales ens, men er dette retfærdigt? Og hvis det ikke er retfærdigt, hvorledes kan det saa blive humant?

 Hans Udtalelse gaar ud paa, at det er Diskrimination – og altsaa inhumant - ikke at stille Jøder, Polakker og Negre fuldkommen lige! Lige i Henseende til hvad? Ifølge den krist­ne Tro er vi alle lige for Vorherre, og dette lader sig høre. Hæver man sig til en vis Højde over Jordens Overflade, forsvinder alle dens Ujævnheder. Den bliver forvandlet til et fladt Kort og Menneskene allesammen til smaa Prikker. Til daglig bevæger vi os imidlertid ikke i flere Hundreders eller Tusinders Meter over Jordens Overflade, og vi ser heller ikke vore Medmennesker udelukkende under Evighedens Synsvinkel. Vi ser dem netop som Jøder, Polakker og Marxister. Vi bevæger os paa det daglige Livs fælles Plan og paa dette fælles Plan er forskellene baade fremtrædende og betydningsfulde. Det lader sig ikke gøre at se bort fra dem. Tværtimod, vi maa regne med dem i alle Forbindelser. Vi kan ikke behandle et Barn paa samme Maade som en Voksen; trods politisk Ligestilling ikke en Kvinde paa samme Maade som en Mand; ikke en Neger, paa samme Maade som en Hvid: Man kan prøve paa det, men det vil hurtigt vise sig i nogle Henseender at forbyde sig selv. I nogle Forbindelser maa vi ogsaa. overveje om en Mand er Marxist - i hvert Fald om han er Kommunist, da det kan

 11

 have overraskende Virkninger, hvis man ikke gør det. Eller mener Professor Frisch det modsatte? Betyder det at være human efter hans Opfattelse at behandle Menneskeheden som en forskelsløs Masse? Vil det sige det samme som ikke at tænke? Forudsætter det, at man hensætter sig selv og sine Omgivelser i en Tilstand af Aandssløvhed? Thi hvis man ikke gør det, vil man ikke være i Stand til at tilfredsstille de Krav som denne Form for "Humanisme" stiller.

 Det gør ingenlunde Sagen bedre, at han som yderligere For­klaring tilføjer, at ”ethvert menneske kun bør dømmes for sine handlinger, aldrig for andres”, thi ganske vist lyder det baade kønt og retfærdigt, men er, naar man ser nærmere paa det, kun Taagetale. Thi hvad menes der med at dømme, og hvilke Handlinger tænker man paa? Underforstaar man Lovovertrædelser indenfor samme Retsorden og efter samme Paragraffer, er der ikke noget at diskutere, thi at Tyveri, Be­drageri, Bagvaskelse eller hvilken anden Forbrydelse, der kan være Tale om skal straffes ens uanset den Paagældendes Tro og Hudfarve siger sig selv, men de Domme, der fældes for en Ret er jo kun en lille Del af de Domme, der fældes overhovedet. Det er ogsaa at dømme, at udtale sig om Kunst eller Litteratur i Bladenes Spalter, det er ogsaa at dømme at foretrække den ene eller anden til en Stilling, det er at dømme at rose og dadle sine Medmennesker, at begunstige dem eller modarbejde dem, og mange af disse Former for Domsvirksomhed har i det daglige Liv langt større Betydning end den ju­ridiske. Hvorledes paa disse Omraader sikre sig mod den "Diskriminering" som Professor Frisch tager Afstand fra?

 Hvor i Verden er i det hele taget det Princip, han forkynder nogensinde kommet til Anvendelse, og hvorledes vilde den komme til at se ud, hvis man gennemførte det i dets allerbogstaveligste Betydning? Først og fremmest maatte han i Saa Fald bryde Staven over den Marxisme, han i Humanitetens Navn beder om Beskyttelse for, thi ingen anden Livsanskuelse

 12

 har i højere Grad forsyndet sig mod det Princip, han opstiller end denne, ingen har i den Grad fældet Massedomme, ingen har i den Grad appelleret til Hadet. En Arbejdsgiver har efter denne Livsopfattelse aldrig været enten god eller daarlig, human eller brutal, han var under alle Omstændigheder en Blodsuger, en Arbejderfjende, en Mand som det gjaldt om paa enhver Maade at bekæmpe, eventuelt - hvis der blev Lejlighed til det - at udrydde, som det er sket, hvor Marxismen har fejret sine største Triumfer.

 Marxismen bygger nemlig paa Klassekampen og i en Krig kan :man ikke gøre Forskel. Man kan ikke, naar man skyder ­ hvilket ogsaa er en Form for at dømme - skelne mellem dem, der har villet Krigen og dem, der ikke har villet den. Man kan ikke undtage de gode og kun skyde de daarlige. Alle bliver skaaret over een Kam og den enkelte maa finde sig i at blive ofret for andres Handlinger som de for hans.

 Om det er forsvarligt at forvandle Samfundet til en Slagmark er igen et andet Spørgsmaal, som ganske vist ikke er Humaniteten uvedkommende, men som det vilde føre for vidt at komme ind paa her.

 Mellem Nationer har man i hvert Fald hidtil ikke kunnet undgaa at anvende Krigens summariske Metoder, og hvad der gælder, naar denne er brudt ud, at den enkelte maa svare for hvad alle har bedrevet, gælder til en vis Grad ogsaa i Fredens Dage.

 Søger man - som man f. Eks. gør det i Øjeblikket – at fastholde Krigens Maalestokke ogsaa efter at den er ophørt, føles det ganske vist af humant tænkende Mennesker som et Overgreb, som en  "Umenneskelighed" værre end Krigens, idet det, der under Krigen var uundgaaeligt ikke har samme Undskyldning, naar Krigen er ophørt. Den fjendtlige Nation opløses da atter i Individer, gode og onde, den bliver til Kultur­indflydelse, til økonomisk Indsats, den bliver - paa den ene eller anden Maade - paany til et Led i Menneskehedens fæl ­

 13

 les Eksistens og maa bedømmes som saadant. Dette vil imidlertid paa den anden Side ikke sige, at ethvert Skel mellem den og Omgivelserne forsvinder. En Nation er altid en indbyrdes forbunden Helhed med fælles Interesser uafhængige af de Interesser, den har fælles med hele Menneskeheden, lige som det enkelte Individ til enhver Tid har Interesser, der ikke uden videre falder sammen med alle hans Medborgeres, selv om han ikke fører Proces mod dem.

 Heraf følger, at enhver, der tilhører en Nation selv i Freds­tid ikke bliver bedømt blot som et mel' eller mindre elskvær­digt Menneske, men tillige som Repræsentant for sin Nations Ejendommeligheder og mulige Interesser. Situationen kan være en saadan, at dette Synspunkt træder tilbage og de private Egenskaber i Forgrunden, men det er latent til Stede altid selvom det ikke altid er aktuelt.

 Ingen har nemlig hidtil drømt om at strække Humanitetens Fordringer saa vidt, at den ene Part for at tilfredsstille dem skulde lade sig frivillig udslette af den anden. At A. er human overfor B. betyder ikke, at han af den Grund skal ophøre med at betragte B. som B. Det betyder, at han, samtidig med at han værger om sin egen Personlighed, respekterer den andens, og da hans Land og Folk hører med til den Personlighed, han bliver gjort ansvarlig for, vil det sige, at han i givet Tilfælde ogsaa maa værne disse mod Angreb eller Udslettelse - ligegyldigt om Angrebet kommer indefra eller udefra, og hvad enten det er iklædt den ene eller anden Form - muligvis svøbt ind i og udgivet for Venskab.

 I Frikonkurrencens Dage - og Frikonkurrencen var for Va­rernes Vedkommende en Tilstand svarende til, hvad der aabenbart foresvæver Professor Frisch for Menneskenes: den fuldstændige, uhindrede Adgang for dem til at færdes hvorsomhelst, slaa sig ned hvor som helst og gøre sig gældende hvorsomhelst - i denne i Saa mange Henseender bekvemme Periode søgte det dengang flittige og dygtige Tyskland at trænge ind

 14

 med sine Industriprodukter overalt, og da England havde Forspringet paa Verdensmarkedet, søgte det ved at efterlave og efterligne engelske Varer og sælge dem til billigere Pris at trænge de engelske Varer ud af Markedet, hvilket ogsaa lykkedes mange Steder.

 For at beskytte sig herimod forlangte England uden endnu at gøre Skridt til at ophæve Frihandelen, at tyske Varer ikke maatte sælges paa engelsk Marked med mindre de var mærkede: "made in Germany" - "fabrikerede i Tyskland". Var dette inhumant? Var det ikke et Mindstemaal af Krav, hvis der skulde være Tale om Konkurrence uden Diskriminering?

 Er det inhumant at forlange det samme paa det aandelige Omraade? Er det ikke nødvendigt at gøre det? Vil man paa dette Omraade kunne være sikker paa, at der ikke finder "Diskriminering" Sted, naar man følger de Anvisninger mod Diskriminering, som Professor Hartvig Frisch opstiller? Vil han ved Hjælp af dem kunne. beskytte danske, tyske, engelske Aandsarbejdere mod at blive udkonkurrerede eller bragt til Tavshed i deres eget Land af fremmed Indflydelse? Vil han naar "Varemærket" fjernes eller forfalskes kunne beskytte dem mod at blive maalt med en fremmed Alen og kasserede til Fordel for fremmede Idealer og fremmede Interesser? Vil han kunne forhindre, at Forskelsløsheden bliver en Diskriminering til Gunst for dem, der har Fordel af at benytte sig af den, og som befinder sig i en saadan Stilling at de med Fordel kan gøre det? Drager man Konsekvensen af en Ligestilling, som den Professor Frisch gør sig til Talsmand for, kan man ikke nægte, at noget saadant kan blive Tilfældet og ser man sig om, Vil man heller ikke kunne benægte, at det er bleven Tilfældet.

 For en "Humanisme" som den Professor Frisch efterlyser er jo allerede i vid Udstrækning til Stede takket være det Demo­krati, for hvilket han ogsaa er Repræsentant. Spørgsmaalet bliver saa blot om de to Begreber nu ogsaa virkelig dækker

 15

 hinanden, om den "Lighed", som Demokratiet dekreterer er den samme som de Ligheder, der ikke behøver at dekreteres, og som det er Humanismens Sag at tage Hensyn til i hver enkelt Situation saa langt som de gælder!

 Havde han ikke ladet Politikeren skyde Professoren til Side i det afgørende Øjeblik vilde Hr. Hartvig Frisch ikke have kunnet være i Tvivl, thi vil man vide, hvor lidt Demokrati og Humanisme har med hinanden at gøre, behøver man kun at raadspørge de Grækere, han paaberaaber sig. De vidste det nemlig! Thukydid vidste det; Xenophon vidste det; Platon vidste det, og ingen vidste det bedre end selve Humanismens Ypperstepræst, Sokrates, hvem Demokratiet rakte Giftbægeret! Og hvorfor? Ja, Anklagen lød som bekendt paa, at han foragtede Statens Guder og indførte nye Guder, men bagved denne Anklage laa en opsamlet Uvilje imod ham, dels i al Almindelighed fordi han var saa aparte, men ogsaa fordi man mistænkte ham for, hvad man i vore Dage vilde kalde fascistiske Tilbøjeligheder. Saa lovlydig han end var og saa folkelig han end levede, lagde han nemlig ikke Skjul paa, at han ikke ansaa det for den bedste Adkomst til at styre Statens Anliggender ikke at have Forstand paa dem, og da desuden et Par af de mest fremtrædende Mænd i den Diktaturregering, der under Navnet "de tredive Tyranner" en kort Tid havde faaet Magten i Athen havde været hans Elever ligesom Robespierre regnede sig for Rousseaus, fik han Skyld for at være Reaktionens aandelige Bagmand.

 I det hele taget maa det være enhver, der er bekendt med Athens Historie i disse Aarti paafaldende i hvilken Grad den frembyder samme Skema som det, vi nu har for øje: samme Opløsning af alle Forhold, samme Kamp mellem noget, der kaldte sig Demokrati og mislykkede Forsøg paa at genindføre Orden og Autoritet. I denne Brydning finder man om end med forskellig Begrundelse og fra forskelligt Udgangspunkt alle dem, vi er vant til at se op til som den græske Kulturs Ypper-

 16

 ste som Modstandere i Humanismens Navn af det, der kaldte sig Demokrati, men som i Virkeligheden var Demagogi.

 Men hvorfor gaa fire Hundrede Aar tilbage før vor Tidsregning, naar vi i vort eget Lands Historie for kun et Par Hundrede Aar siden har det bedste Bevis for, hvor lidt Demokrati og Humanisme har med hinanden at gøre, og hvor udmærket den sidste kan trives uden det første, thi ingen Periode bærer i højere Grad dens Præg end Enevældens. Paa Papiret kunde Enevoldskongen gøre hvadsomhelst, men han, der ikke var indskrænket af Loven blev det af de humane Tankegange, der mere og mere satte deres Præg paa Tiden. Som den skønne og modne Frugt af denne Aand fik vi i 1788 Bondefrigørelsen, en Grundlov, der i Betydning ikke staar tilbage for den, vi fik tresindstyve Aar senere og hvis Virkninger maaske turde have været adskilligt mere velsignelsesrige.

 Sibbern, den berømte danske Filosof, hvis Ret til at udtale sig om humane Spørgsmaal næppe kan bestrides, har givet denne Epoke et Eftermæle, der ikke kunde være skønnere, og som netop betoner dens humane Fortrin.

 "Danmark", sagde han i 1848, da disse stod i Begreb med at blive afløst af de demokratiske, "har det store Fortrin, at der næppe er noget Land i Evropa, om hvilket man i højere Grad end om dette vort Fædreland kan sige, at dets Politik har været bygget paa Ethik eller for at tale i det forrige Aarhundredes naturligere, men mindre fornemme Sprog, at dets statskunst har været bygget paa Gudsfrygt, Dyd og Velanstændighed."

 Han haabede paa, at Virkningerne af denne Enevældens Skole i Maadehold og Velanstændighed skulde holde sig ogsaa under den nye Regeringsskik. Hvorvidt dette Haab kan siges at være gaaet i Opfyldelse maa enhver efter egen Indstilling selv afgøre. Een Ting er i hvert Fald sikker, at den Humanisme, der var Tale om under Enevælden, og som den i omtrent to Hundrede Aar gav Beskyttelse for, ikke hvilede paa nogen demokratisk "Ligestilling" Mage til den, der foresvæver Pro-

 17

 fessor Hartvig Frisch. Vil man studere en saadan og dens Forhold til Humanismen, maa man vende sig til de Forenede Stater, hvad han jo ogsaa mere end de fleste har Lejlighed til.

 Her er man kommet saa nær som muligt til at gennemføre Humanismen, hvis Humanisme er det, Hartvig Frisch vil gøre den til. Her kender man ikke til "Diskrimination", hverken m. H. t. Race eller Religion. I de Forenede Stater har alle kun­net indvandre, alle faa Borgerret og alle blive anset for lige gode. Her var Stedet, hvor Racer og Nationer har skullet smeltes sammen. Har man opnaaet dette? Har man opnaaet, hvad man vilde? Har man opnaaet et Samfund, der ikke reg­ner med disse Forskelle og som ikke behøver at regne med dem?

 Som vi alle ved er dette kun i begrænset Grad Tilfældet. Man har opnaaet en uhyre Folkeblanding - det kan ikke bestrides. Man har ogsaa paa Grundlag af denne Folkeblanding opnaaet at skabe en Statsbevidsthed, men i hvilken Grad denne Statsbevidsthed kan siges at være bleven omsat i Kultur er igen et andet Spørgsmaal. Den har i hvert Fald langt fra udslettet Sporene af de forskellige Nationaliteter, der udgør dens Bestanddele. Den tyske Emigrantforfatter Heinrich Hau­ser mener endogsaa, at de er bleven mere fremtrædende under Krigen. (The German Talks Back, New-York, 1945). I hvert Fald tager det Generationer at udslette dem.

 Dette vilde imidlertid altsammen være underordnet, hvis det kun var et Tidsspørgsmaal, men er det det? Ikke efter Indvandringslovgivningen at dømme. Selve det, at denne findes er jo en Indrømmelse til Kendsgerninger, som man ikke har kunnet komme udenom, og som i andre Tilfælde ytrer sig som Krig. Paa et vist Tidspunkt fandt man ikke mer at kunne modtage de tilstrømmende Masser i ubegrænsede Mængder. Her­imod var der maaske heller intet at sige fra det Synspunkt, Hartvig Frisch forfægter, hvis man som tidligere havde ladet det bero paa Tilfældet, hvem der kom ind, men det gjorde

 18

man aldeles ikke. Man "diskriminerede" i alle højeste Grad, idet man foretrak visse Nationer, visse Racer for andre.

 Kinesere f. Eks. vil man helst ikke have. Ikke engang det, at de var Allierede i Kampen for Frihed og Demokrati forandrede Forholdet. Grunden hertil er ikke den, at man anser Kineserne for nogen ringe Nation. Kineserne er en gammel Kulturnation, og Kineserne baade flittige og dygtige. Grunden er netop den, at de er det. Grunden er den, at de viste sig saa flittige og saa nøjsomme, at den amerikanske Arbejder ikke kunde hamle op med dem og følte dette som - Diskriminering. Det samme var for begge Parter ikke det samme, at blive stillet lige var i dette Tilfælde for den ene Part at blive stillet ringere.

 Uviljen tog sig saa kraftige Udslag, at det gentagne Gange kom til Optøjer og Blodsudgydelse, og i flere Tilfælde blev enkelte Kinesere overfaldet. Bl. a. skar man for at haane dem pisken af dem. Hvor saadanne Tilfælde blev bragt for Retten, fik de overfaldne fuld Retsbeskyttelse, men eet er lige Ret og et andet lige Indvandringsbetingelser.

 Efter flere Tilløb blev Kinesernes Indvandring næsten fuld­stændig standset, og da de Forenede Stater senere tog Hawai og Filippinerne under deres "Beskyttelse" udvidedes Indvandringsforbudet til dem. Det sidste Sted, siger en amerikansk Historiker*) var "Kineserne ligesaa ilde lidt som Jøderne i Rusland; blev ikke sjældent mishandlede og i afsidesliggende Egne dræbt."

 Hvor, paa hvilket Punkt finder Professor Hartvig Frisch's Humanitetsprinciper Anvendelse i dette Tilfælde? At de blev beskyttede af amerikanske Domstole, naar de var udsat for Overlast var en Selvfølge, men hvorledes med at udelukke dem? Er dette humant? Eller vilde det have været mere humant at have ladet dem faa Adgang i stigende Mængde paa samme Betingelser som andre Racer med Udsigt til, at der

 *) E. Benjamin Andrews: The United States in our Own Times. 1904.

 19

 vilde være opstaaet et gult "Jødespørgsmaal" med Forfølgelser, Pogromer og - i Humanitetens Navn - Protester, maaske efterfulgt af Krige? Eller var det for begge Parter det mest humane at afbøde en saadan Udvikling? Finder man dette, vil man imidlertid heller ikke kunne afvise Konsekvenserne, thi principielt om end ikke praktisk kommer det ud paa det samme, om man holder en bestemt Race ude fra sit Territorium eller om man forviser den fra det. Ingen af Delene er Godkendelse af den ubetingede og forskelsløse Ligestilling, der foresvæver Professor Hartvig Frisch og de talrige andre, der som han forveksler Humanitet og Demokrati. I begge Tilfælde er det Forskellene, der reagerer mod en "Humanisme", der ikke svarer til Virkelighedens Krav og Vilkaar.

 Man kan imidlertid let blive enige om, hvilken af de to Fremgangsmaader, Udelukkelse eller Forvisning, der er at foretrække, hvis man har Valget. Prevention is better than cure. Det har man intetsteds bedre Lejlighed til at sande end i de Forenede Stater, naar man sammenligner det Forløb, det kinesiske Spørgsmaal har faaet med de Problemr, Negerspørgsmaalet har rejst.

 I et Tilfælde som dette maa man virkelig sørge paa Humanitetens Vegne, thi noget frygteligere end Slavehandelen skal man lede efter i Menneskehedens Historie, og noget beklageligere end den Situation, der er bleven Resultatet af den, kan man daarligt tænke sig. Last efter Last af sort Menneskekød er bleven ført over Havet og er bleven til en sort Befolkning paa 12 Mill. Indbyggere, hvis Eksistens indkapslet i et hvidt Samfund frembyder alle de Vanskeligheder, som en falsk Ligestilling medfører.

 Paa Papiret har de nemlig alle samme Rettigheder som de Hvide, men da dette mange Steder vilde føre til utaalelige Tilstande for disse, søger man ved alle mulige Kneb at sætte Loven ud af Kraft. I mange Tilfælde indskrænker man sig ikke engang hertil, men øver Privat justits (Lynchning) mod

 20

 Negrene under de grusomste Former. Dette er selvfølgelig i højeste Grad fordømme1sesværdigt, men Millioner og atter Millioner i de Forenede Stater, der vender sig med Afsky fra Metoder som disse, vil paa den anden Side ikke kunne tænke sig at bo i Hus sammen med Negre, køre i Sporvogn med dem for slet ikke at tale om at have selskabelig Omgang med dem.

 En Nordstatsmand, der holder stærkt paa, at Negrene skal have samme politiske Rettigheder som de hvide fremhæver i hvilken Grad de sociale og selskabelige Skel er langt stærkere end de politiske, og at det ikke kan nytte at ville fjerne dem ved Tvang. Men hvorfor ogsaa anvende Tvang, spørger han *)

 "Hvorfor skulde de to Racer ikke socialt kunne holde sig hver for sig og være tilfreds med sit eget Selskab? Hvis den hvide Mand er tilfreds med at kunne omgaas sin egen Race, hvorfor skulde Negrene saa ikke være tilfreds med deres? Forfatningsbestemmelser, Kongresser og Domstole er ude af stand til at forandre de sociale Forhold mellem Racerne. Indtil denne naturlige Forskel mellem dem er anerkendt paa behørig Vis, vil dette store Problem ikke kunne løses."

Men hvorledes anerkendt? Anerkender man en Forskel ved at se bort fra den eller venter man den skal kunne fjernes? Men hvis den ikke kan det, hvad saa? For Kinesernes Vedkommende løste man Problemet ved at lukke Portene for dem. For Negrenes Vedkommende, lader dette sig ikke gøre, men hvorledes da afvise den Tanke, om det ikke vilde være mere humant at lade de politiske Former svare til de foreliggende

Realiteter end ved at fornægte disse at skabe Spændinger, for hvilke Negrene ikke kan undgaa at blive Ofrene?

 I hvert Fald bør man lægge Mærke til, at det er saaledes, man har baaret sig ad paa det eneste Omraade, hvor Humanis­men indtil nu i nogen Grad har sejret - paa det religiøse.

 Man har kaldt de Krige, der raser nu for Religionskrige, og

         -.-----­

*) Elson: History of theUnited States. 1906 pag. 803.

 21

det er rigtig, at de har meget tilfælles med dem, der i sin Tid kaldtes saaledes, men dette forandrer intet i den Kendsgerning, at disse i hvert Fald er ophørt. Naar Tolerancen har sejret paa dette Omraade, er det imidlertid netop fordi, man er gaaet en stik modsat Vej af den, man nu anbefaler i Humanismens Navn. Man har ikke sløjfet Førskellene, man har respekteret dem. Det var saalænge man ikke gjorde det, at Krigene rasede; det var da man besluttede sig til at lade dem bestaa, at Krigene hørte op.

 Den humane, den sjælelige Lighed, at enhver maa have Lov til at blive salig i sin Tro, førte ikke til, at man saa bort fra de faktisk eksisterende Forhold. Man tillod saaledes ikke i Tolerancens Navn Gudsdyrkelse, der stred mod Moral og Søm­melighed, og heller ikke faldt man paa, at en hvilketsomhelst Trosbekendelse hvorsomhelst kunde eller burde indtage samme Stilling i Samfundet. Vi har her i Landet Baptister, Irvingianere, Metodister o.s.v. Ingen af disse Trosbekendelser indtager samme Stilling som Lutheranismen, der er Statskirke, og det falder ingen ind, at der skulde ligge nogen Krænkelse af Tole­rancens og Humanitetens Principper, nogen Diskriminering deri, at de ikke gør det. Hvor Lutheranismen er Herre, vil Katholicismen være Gæst og omvendt. Hvad det begge Steder kommer an paa er, at den mindre udbredte Konfession forbliver uanfægtet i de Rettigheder, som den efter de forhaanden­værende Omstændigheder kan gøre Krav paa at faa respekterede.

 I intet af Tilfældene forsøger man som tidligere Ensretning, og deri kan man let være enig med Professor Hartvig Frisch, at et Diktatur hvilende paa Ensretning maa være Humanismens Fjende. Noget helt andet er, om man deraf. kan slutte, at Demokratiet er dets Ven. Dette turde være en i høj Grad forhastet Slutning, thi ligesom Professor Hartvig Frisch tager Fejl, naar han aabenbart mener, at Demokratisering og Humanisering er eet og det samme, tager han ligesaa meget

 22

 fejl, naar han, hvad der fremgaar af hans Artikel, anser Demokratiet for at være Diktaturets Modsætning. Det er det nemlig slet ikke. Det er Diktaturets Aandsfrænde og Diktaturets Forløber. Fra Demokratiet stammer Troen paa, at man kan behandle Menneskene som Forsøgskaniner: fra Demokratiet stammer Troen paa, at man kan lyksaliggøre dem ved  Magtsprog og gennem Demokratiet er de bleven forvandlet til den Masse, som Diktaturet har kunnet gøre med, hvad det vilde.

 Humanismens Syndefald fandt hverken Sted i Tyskland eller i Rusland, men da Fædrene til Menneskerettighedernes Erklæring glemte at sondre mellem de forskellige Former for Lighed: mellem den, der søger at forbinde Menneskene indbyrdes i Tro, i Medfølelse, i gensidig Forstaaelse takket være de Ligheder, der aandeligt forener dem tværsover alle Forskelle og den, der uden Hensyn til Forskellene dekreterer Ligheder, hvor de ikke findes eller paaberaaber sig dem i en Udstrækning, der ikke svarer til Kendsgerningerne; mellem den Lighed, for hvilken Sokrates er Repræsentant og den Lighed, for hvilken Prokrustes, Røveren fra Eleusis, der efter Behag for­længede eller forkortede sine Ofre uden Hensyn til deres na­turlige Vækst  vilde være en mere passende Skytspatron.

 Det er takket være denne skæbnesvangre Fejltagelse, at vi uanset Regeringsform arbejder os længere og længere bort fra al sand Humanisme jo mere vi paaberaaber os den, thi intet er i Aandens Verden mere skæbnesvangert end paa Grund af Ordlyden at forveksle Begreber, som fører i vidt forskellig Retning.

 Det er denne Forveksling, Professor Frisch ved sin Artikel gør sig medskyldig i, og det er derfor, det har været nødvendigt at imødegaa den. At han selv er human gør hans Karakter Ære, men de Principer, han gør sig til Talsmand for vil forhindre, at hans gode Eksempel bærer Frugt, thi det er nok rigtigt, at der ikke findes Humanisme uden Personligheder,

 23

men humane Personligheder vil kun med større og større Van­skelighed kunne opstaa, hvor de Principer, man bygger paa er fjendtlige overfor al Personlighed, fjendtlige overfor den økonomiske Personlighed, fjendtlige overfor den aandelige Personlighed, fjendtlige overfor den nationale Personlighed - hvor man kort sagt i Humanismens Navn tilstræber en Verdensorden, der i sine Konsekvenser kun kan ende i et Verdenskaos, idet Struktur netop forudsætter de Forskelle, man fornægter.

 

 

Birkerød 24. Maj 1947.

Hr. Professor, Dr. phil.,
Folketingsmand Hartvig Frisch,
Hørsholm

Da De i Deres Artikel om "Humanismen og dens fremtid" i "Samtiden"s lste Hefte d. A. har gjort Ordene "Jeg hader dine meninger, men jeg vil dø for, at du skal kunne udtrykke dem" til Deres og, da "Samtiden"s Redaktion ikke kan antages at have misbilliget de i Deres Artikel hævdede Anskuelser om Humanisme, Diskriminering og Ytringsfrihed, eftersom den ikke blot optog den, men satte den forrest i Heftet og forrest i Aargangen, er jeg som en Selvfølge gaaet ud fra, at en saglig Imødegaaelse af Deres Meninger uden Vanskelighed maatte kunne blive offentliggjort samme Sted, hvor Deres Artikel havde staaet. Jeg sendte derfor 11. April d. A. pr. anbefalet Post "Samtiden"s Redaktør, Hr. Jac. S. Worm-Müller et Svar paa Deres Artikel. Jeg ventede naturligvis i den Anledning enten at faa Besked om Offentliggørelsen eller min Artikel tilbage, men fik ingen af Delene og sendte derfor 9. Maj paany anbefalet Brev. Herpaa har jeg nu, dateret Oslo 20. Maj faaet flg. Svar undertegnet August Schou, formentlig Redaktionssekretæren. 

Takk for den tilsendte artikkel som vi har lest med stor interesse. Vi er imidlertid helt overlesset med stoff så det blir umulig å trykke den. Undskyld at De får svar först nå. Vi hadde nemlig visse vanskeligheter med å tyde deres fornavn. 

At dette kun er, hvad man med et skaansomt Udtryk betegner som Udflugter behøver ikke nærmere at begrundes. Det maa staa klart for enhver, der er fortrolig med Presseforhold, men vil yderligere blive belyst, naar jeg kan vedlægge en Kopi af den "ulæselige" Underskrift, af hvilken jeg lader tage en Kliche:*) ---

*) Denne er benyttet under mit aabne Brev til Professor Hartvig Frisch af 1- 7. d. A. 

24

Meningen er ganske simpelt for mit Vedkommende at suspendere Ytringsfriheden - formodentlig i Tillid til, at jeg ikke vil være i Stand til at gøre min Ret gældende. 

At dette er sket Dem uafvidende vil jeg gerne gaa ud fra, skønt der jo har været Tid nok til at forelægge Dem Sagen, men det forekommer mig ikke derfor at være Dem uvedkommende, at man, samtidig med at De proklamerer og nyder godt af Ytringsfriheden, afskærer Deres Modpart fra at komme til Orde. Det kan ikke være Dem uvedkommende, at jeg bliver gjort til Genstand for Diskriminering i dette Ords virkelige Betydning samtidig med, at man paa fremtrædende Plads optager Deres Protester mod "diskriminering".

 Jeg har derfor ment det rigtigt at sende Dem mit Indlæg, idet jeg som en naturlig Udvej til at raade Bod paa den Uret, der her er begaaet, vil foreslaa Dem at lade vore to Artikler, forsynet med en kort orienterende Indledning, offentliggøre samlet saaledes, at Offentligheden selv kan dømme om voreMeninger. Skulde De ønske at svare paa min, skal ogsaa dette staa Dem aabent, idet jeg naturligvis i saa Fald ogsaa maa fremsætte mine Bemærkninger. Da De i 1944 paa lignende Maade har drøftet "Vinding Kruses kommende Samfund" i Fællesskab med denne forenet i samme Pjece, vil den her foreslaaede Udvej jo iøvrigt ikke være Dem ny og ukendt. 

En Fremgangsmaade som denne vil ogsaa kunne tjene til at skyde Bresche i den Intolerance og Forløjethed, Som jeg forstaar De i ligesaa høj Grad Som jeg er en Fjende af.

Imødeseende Deres Svar er jeg                        

Deres ærbødige
Harald Nielsen. 

25

 

HARTVIG FRISCH
PROFESSOR, DR. PHIL. 

HØRSHOLM, 28.5.47.
FOLEHAVEVEJ 25. 

Hr. Magister Harald Nielsen!

 Idet jeg takker Dem for Deres Brev og tilbage sender Deres Artikel til "Samtiden", skal jeg først bemærke, at det naturligt er et vigtigt og omstridt Spørgsmaal, om Demokratiet giver de bedste Betingelser for Individets Frihed. Alt taget i Betragtning, mener jeg fremdeles, at Demokratiet her har Fortrinet for andre Statsformer. Deres Indvendinger vedrø­rende Nødvendigheden af Sondringen mellem Individer har Aristoteles udførligt behandlet i sin "Politik", idet han nok er­kender Forskellighederne, men stadig som Kriterium stiller Spørgsmaalet ”pros ti" d.v.s. i Henseende til hvad? Det er det springende Punkt, om Forskellene er saadanne, at de begrunder Diskriminering i Henseende til Borgerrettigheder. Det vil De altsaa afgjort besvare med Ja, og jeg synes, De burde sende Deres Artikel til "Jyllandsposten", der sikkert i hver Enkelthed vil give Dem Ret i Deres Belysning af Emnet. 

At Franskmandens berømte Sætning om Trykkefriheden skulde involvere, at man ligefrem paa Bladkontorer og Tidsskriftsredaktioner skal poussere andres afvigende Meninger frem eller være forpligtet til at tage ethvert Modindlæg kan jeg ikke give Dem Ret i, og som Privatmand føler jeg heller ikke nogen Pligt i saa Henseende. For Skribenter skifter Vilkaarene jo ofte af mange Grunde. De havde f. Eks. under Besættelsen en Ytringsfrihed, der var anderledes end min, og som De benyttede Dem af, da andre ikke kunde gendrive Dem. Det kan jo have bidraget til det, De kalder Diskrimineringen, idet adskillige erindrer sig dette. 

Jeg takker Dem for Deres venlige Tilbud om et Skrift i Fællesskab, men jeg tror ærligt talt ikke, vore Navne rigtigt vilde klæde hinanden. "Samtiden" havde selvfølgelig været det rigtige Sted for Deres Polemik mod min Artikel, men jeg 

26

kan forsikre Dem, at jeg hverken har haft Anelse om eller Andel i det Svar, De har faaet fra Tidsskriftet. Tillad mig til Slut at udtrykke min Forbavselse over, at De Side  4 nederst vil give Læseren det Indtryk, at jeg er Kommunist. Min egen Artikel kan dog næppe have givet Dem den Opfattelse, og her burde vist være "sondret" noget mere. Med Tak for Tilsendelsen                       

Deres ærbødige

Hartvig Frisch. 

27

 

Birkerød 1. Juli 1947. 

Hr. Professor, Dr. phil.
Folketingsmand Hartvig Frisch,Hørsholm. 

I Deres Brev af 28. Maj d. A., for hvilket jeg takker, beklager De Dem over, at jeg skulde have givet Læseren af mit Svar til Dem det Indtryk, at De er Kommunist. Det vilde gøre mig ondt, hvis De havde Ret, thi jeg har altid i selv den skarpeste Polemik bestræbt mig for at være saglig, har altid foragtet at bruge Kneb og har aldrig appelleret til færdig­syede Fordomme for at komme min Modpart til Livs, men hvis De læser det paagældende Sted paany*), vil De sikkert ogsaa erkende, at det ikke er mig men Dem selv, der har haft svært ved at "sondre". 

Dette synes, som jeg allerede har maattet konstatere m.H.t. Deres velmente Artikel - undskyld jeg siger det! - i det hele taget at være en konstitutionel Svaghed hos Dem, en Svaghed, der lægger sig for Dagen paa forskellige Punkter ogsaa i det nu modtagne Brev. 

De betegner Dem saaledes i dette som "Privatmand" og skyder i denne Egenskab ethvert Ansvar fra Dem for det, der nu er sket. Dette beror i høj Grad paa en Misforstaaelse. Hverken De eller jeg er i denne Sag "Privatmænd". Det er ikke i Egenskab af Privatmand, jeg har skrevet til Dem, og det er ikke fra Privatmanden Hartvig Frisch, som jeg ikke kender, at jeg har modtaget Svar. Den eneste Forskel imellem 

*) Der henvises til mit Ms. S. 4 nederst. Dette Sted lyder: Først og fremmest maatte han i saa Fald bryde Staven over den Marxisme….. hvor Marxismen har fejret sine største Triumfer," Smlgn. her S, 11-12. 

28 

os er den, at De i Tidens Løb har modtaget mange og gode Penge for ikke at være det - jeg praktisk talt ingen. 

Men - det gjorde som bekendt heller ikke den af Dem saa højt beundrede og stadig paaberaabte Sokrates. Han var hverken ansat det ene eller det andet Sted, fik hverken Diæter paa den ene eller den anden Konto - i den Henseende var han fuldtud Privatmand, men han var det ikke i Forhold til det Samfund, i hvilket han levede. I Forhold til dette var han dets altid vaagne Samvittighed, i Forhold til dette var han en Mand, der af hele sit Sind var optaget af dets Ve og Vel, en Patriot, der følte Ansvar for det, og som søgte at hjælpe det til en bedre Forstaaelse af de Problemer, som han mente var de vigtigste for det. Tror De, at han i et tilsvarende Tilfælde som Deres vilde sige: ganske vist har jeg talt om Ytringsfrihed og Humanisme, men da det foreliggende Tilfælde ikke vedkommer mig i Embeds Medfør, erklærer jeg mig for Privatmand. Sokrates var ganske vist flink til at sondre, men saa dygtig tror jeg dog ikke, han var. 

Nu er ganske vist hverken De eller jeg nogen Sokrates, men jeg har altid ment, at man ikke kunde paaberaabe sig store Forbilleder uden i det mindste i nogen Grad at prøve paa at gaa i deres Fodspor. Det var netop, fordi jeg ansaa Dem for at være af samme Mening, at jeg henvendte mig til Dem. Det var, fordi jeg efter Deres Udtalelser gik ud fra, at De var andet og mere end en Partigænger, andet og mere end en med rigelige Biindtægter udstyret Politiker, ja endogsaa andet og mere end en Professor med fast Løn og Pension, at jeg mente det Umagen værd at skrive til Dem. Jeg henvendte mig til Dem, fordi jeg troede, De var en Personlighed, jeg forelagde Dem Sagen, fordi jeg gik ud fra, at den faldt ind under Deres Ansvar, som den faldt ind under mit, og som jeg mener, den falder ind under enhvers, der har Sind og Forstaaelse til at se, hvad det kommer an paa, og hvad der staar paa Spil. 

29 

Thi selvfølgelig kan De ikke udtale Dem, som De har gjort og derefter vise Sagen fra Dem som Dem uvedkommende. Hvad De siger om saavel "Samtiden"s som om Deres og min Stilling i dette Spørgsmaal, er nemlig helt ved Siden af. Som praktiske Mænd kan vi let blive enige om, at Ytringsfrihed ikke mekanisk medfører, at et hvilketsomhelst Blad eller Tids­skrift skal føle sig forpligtet til at optage et hvilketsomhelst Indlæg, men her er ikke Tale om et hvilketsomhelst Tidsskrift eller om et hvilketsomhelst Indlæg. Der er Tale om et Tids­skrift, der gaar i sit 56de Aar, som for Norge spiller en lig­nende Rolle som "Tilskueren" i sin Tid spillede her, som ikke - i hvert Fald ikke officielt - repræsenterer noget bestemt Partistandpunkt men fremtræder - hvad dets Optagelse og Placering af Deres Artikel jo ogsaa understreger - med Krav paa at betragtes som et humanistisk Tidsskrift, et frit Fo­rum, et Mødested for Bidrag til Forstaaelse af Tidens Problemer. Der kunde derfor ikke være Tale om - for at bruge deres Ord - at "poussere afvigende Meninger" ved at op­tage mit Indlæg, men der vilde være Tale om at opfylde, hvad der maa anses for at være Tidsskriftets Bestemmelse, hvis det overhovedet skal have nogen "raison d'être". 

Det vilde moralsk have haft en saadan Pligt, selvom Ind­lægget ikke havde været foranlediget ved noget foregaaende, thi selvom Redaktionen ikke kunde læse mit Fornavn, er jeg ganske overbevist om, at Artiklens Indhold maa have belært den om, at den, der skrev den, havde baade Forudsætninger for at udtale sig og Adkomst til at blive hørt, men efter at have givet Plads for Deres Indlæg er det selvfølgelig en grov Illoyalitet saavel overfor mig som overfor Tidsskriftets Læ­sere og Offentligheden at nægte mit Optagelse. Var der noget, der skulde vente, var det det andet Stof og ikke min Artikel, der i denne Forbindelse maatte have første Ret. En Følelse af, hvorledes Sagen virkelig ligger, bryder sig Vej i Deres Ud­talelse om, at "Samtiden" havde været det rigtige Sted at 

30 

offentliggøre mit Svar, men samtidig undskylder og bortforklarer De, hvad De i hvert Fald ikke bør kunne undskylde, hvis Deres Udtalelser iøvrigt skal betyde noget. 

Men lad mig for at forebygge Misforstaaelse nærmere præcisere, hvad jeg mener. Selvfølgelig kan De, naar De, Som jeg formodede og som det glæder mig at faa bekræftet, ikke har kendt noget til Tidsskriftets Afvisning, ikke have noget Medansvar for selve denne, men dette giver Dem ingenlunde Ret til at affærdige Sagen med et Skuldertræk Som Dem uved­kommende, og slet ikke med den Begrundelse, De bruger, naar De siger, at Vilkaarene skifter for Skribenter, og at jeg under Besættelsen havde en anden Ytringsfrihed end Deres, hvilket - det er den smukke Konklusion - naturligt forklarer, hvorfor jeg nu bliver diskrimineret. 

Hvilken Forvrængning af de virkelige Forhold og hvilken Farisæisme! Men saadan leger vi ikke! Ikke De og jeg! En Fremstilling som denne er velegnet til Propaganda og svarer udmærket til den gængse Frihedskæmpermentalitet, som jeg troede, De gennemskuede og tog Afstand fra, men den har ikke noget med de virkelige Forhold at gøre. Ved Hjælp af den tilbagevirkende Straffelov, som De under Deres betalteAnsvar har været med til at vedtage, har man forsøgt at forandre Kendsgerningerne, men det vil aldrig kunne lykkes. Man kan raabe, skrige, skrive, feste, skamrose, dømme, forfølge og henrette ligesaa meget man vil - det vil altsammen blive forgæves! Kendsgerningerne er ikke til at flytte, de vil melde sig paany og tilsidst fælde deres knusende Dom over det, der foregaar nu. 

Thi hele denne Fiktion med Danmark som et overfaldet Land, der kun havde een, en eneste moralsk Pligt nationalt set: den paa alle Punkter at være uenig med Besættelsesmag­ten, hører hjemme i Ammestuen. Et Lands Fremtid er saa vigtig, at den ikke kan være afhængig af hverken den ene eller den anden Form for Indignation, og navnlig ikke naar denne 

31

 Indignation er forloren som den var det i dette Tilfælde. Thi skulde Indignationen vende sig mod nogen, maatte det blive mod os selv. Hvad der skete var jo ikke andet, end hvad vi kunde vente os. I Aarti var vi bleven oplært i Pacifisme, i Aarti havde man bildt os ind, at Traktater uden Magt eller Interesse bagved var andet end Papir, og i Aarti havde vi øst Pengene ud til alle andre Formaal end Forsvaret. 

Husker jeg ikke fejl, var De en af dem, der gik i Spidsen for en saadan Politik, medens jeg - efter fattig Evne og Lejlighed - fra min tidligste Ungdom var blandt dem, der fraraadede den. Hvis imidlertid en Mand gaar hjemmefra og trods Advarsler lader Vinduer og Døre staa aabne, kan jeg ikke svinge mig op til Forargelse paa hans Vegne, hvis han bliver bestjaalet.

Hvad der skete 9de April var ikke andet end den logiske Konsekvens af den Politik, vi selv havde ført og kunde ikke forbavse den, der allerede i 1908 i "Dommens Dag" havde faaet dette Resultat forudsagt, og som ikke havde afvist denne Advarsel som "reaktionært" Paahit, men havde indset, at det var den bitre Sandhed og havde gjort, hvad han kunde, for at faa sine Landsmænd til at forstaa, at det var det. Hvad der skete 9de April har mange andre Sider, og man kan altid hævde, at man, selvom et Hus staar aabent, ikke har moralsk Ret til at gaa ind i det, men for vort Vedkommende og for de Spørgsmaals Vedkommende, der her er Tale om, er dette uvedkommende. Om Tyskland har opført sig mere eller mindre pænt, kan intet forandre i den Kendsger­ning, at vi havde ført en Politik, der ikke giver os Ret til den moralske Forargelse, vi har svælget i efter 5te Maj 1945, og som vi paa den skammeligste Maade og i de skammeligste Former har ladet gaa ud over Tusinder af Landsmænd. 

Man har m.H.t. disse talt om Landsforræderi, Landssvig, unational Holdning o.s.v. Jeg vil gerne spørge om den Holdning, Landet indtog inden 9de April, kan betegnes som "na­ 

32

 tional"? Var det nationalt at lade syv og fem være lige? Var det nationalt at vise enhver Tanke Om Forberedelse fra sig? Var det nationalt at overhøre den nationale Samvittigheds Røst? Var det nationalt at bilde Folket ind, at det lod sig gøre? Var det nationalt at skubbe dem, der mente det modsatte, ud i den yderste Afkrog som Folkefjender, hvilket vil sige Fjender af det uforstyrrede Velvære, der var den demokratiske Drøm? 

Naar man taler om Landsforræderi, gaar man altid ud fra, at det kun er den Enkelte, der kan forraade Landet, ikke Landet, der kan forraade dem, der bor i det. En overmaade bekvem og overmaade inhuman Opfattelse, men en Opfattelse, som man gjorde klogt i at revidere snarest muligt, thi deter ikke andet end Statsforgudelsens allerværste Form, Tyranniet i dets mest selvbehagelige Skikkelse. Hvad en Stat - og dette gælder ogsaa et Demokrati - med Rette skal kunne kræve af sine Borgere, maa ligge indenfor Rettens og Rimelighedens Grænser, hvis det skal kunne føles moralsk for­pligtende. Hvis Staten optræder som Røver overfor dem, der har Krav paa en rimelig Beskyttelse af deres Flid og Dygtighed, mister f. Eks. Begrebet Skattesnyderi sit moralske Indhold ganske uanset, hvor meget man end skærper Straffene, og hvis Staten selv forraader sin nationale Opgave saa totalt som den danske Stat har gjort det, kan den ikke sætte sig paa den høje Hest overfor dem, der har ladet sig lede vild af denne Holdning, og slet ikke overfor dem, der intet har at bebrejde sig, dem, Som med klar Bevidsthed om, hvad der var forspildt, men med Ønsket om vedblivende at frelse mest muligt, nøgternt har draget Konsekvenserne af den Situation, der forelaa. 

Jeg ser i denne Forbindelse bort fra den Mulighed, at Staten i en ganske anden Betydning end her nævnte har ført sine Borgere bag Lyset. Jeg ser bort fra, hvad alt efter de fremkomne Oplysninger foreløbig tyder paa, at den danske Rege­ 

33 

ring paa Forhaand har vidst, hvad der skulde ske d. 9de April og i Erkendelse af sine tidligere Forsømmelser har lagt alt til Rette for, at Kapitulationen kunde foregaa saa gnidningsløst som muligt, men holder mig udelukkende til Stillingen, som vi alle kender den: at vort Land d. 9de April 1940 blev okkuperet, at Regeringen efter et Forsvar, som den selv indtil det sidste havde saboteret, og som den øjeblikkeligt afblæste, akcepterede Tyskernes Betingelser, hvoraf nogle, de saakaldte Kapitulationspunkter, skriftligt. 

Blandt de mange himmelraabende Paastande, man har vovet at fremsætte, er ogsaa den, at vi under Besættelsestiden i Virkeligheden har været i Krig med Tyskland eller har haft Udsigt til at komme i Krig med det, og at man derfor alene paa dette Grundlag kunde dømme baade det ene og andet efter den allerede eksisterende Straffelov. Hvad man skal kalde den Tilstand, hvori vi havde bragt os selv, kan maaske være vanskeligt at sige, men eet er i hvert Fald sikkert, at det ikke var nogen Krigstilstand. Havde vi foretrukket Krig, havde vi ikke valgt Forlig. At det var det klogeste, Regeringen kunde gøre, saaledes som Forholdene laa, kan der næppe være Tvivl om. Man kan kritisere den foregaaende Tids Poli­tik, men man kan ikke kritisere, at man undlod at kæmpe, naar man ikke havde noget at kæmpe med. At Folket var af samme Mening, viste det paa den mest utvetydige Maade ved at samle sig om den Regering, der førte denne Politik og hylde den Konge, som dengang i de mest indtrængende Vendinger appellerede til dets Besindighed. Naar man ser, hvor­ledes det samme Folk tager paa Veje nu, hvis Brændselsforsyningen svigter, eller hvorledes det foranstalter Hungerdemonstrationer, naar der ikke er tilstrækkelig mange Kartofler, maa man ogsaa nok spørge om, hvorledes det vilde være gaaet den Regering, der havde ført nogen anden Politik under Besættelsen. Man kunde og vilde ikke tage Kampen d. 9de April; man kunde og vilde ikke tage Bruddet før man med 

34 

fuldkommen Sikkerhed kunde sparke til den faldne Løve efter 5te Maj. Det er den .,Krigstilstand", hvori vi har befundet os, og som vi vel vogtede os for at gøre nogen Forandring i d. 29de August, hvor man tydeligt lagde for Dagen, at man, hvad man end foretog sig officielt, reelt ikke ønskede at hid­føre nogen Forandring saa vidtgaaende, at den medførte Van­skeligheder for den gensidige Vareudveksling, Som man nu, da man har draget Nytte af den, med dydig Forargelse for nogles Vedkommende stempler Som "Værnemageri". Den illegale Kamp var i Forhold til den officielle Politik Oprør fremkaldt af og næret af en fremmed Magt for dennes egne Interessers Skyld. "The flames were fanned by Britain as a part of her war policy." "Det var England, der Som Led i sin egen Krigsførelse pustede til Ilden", siger Liddell Hart i en Artikel, hvori han spørger, om "vi gjorde klogt i at skabe "Modstandsbevægelser"", og kommer til det Resultat, at det ikke var klogt, naar de gik udover passiv Modstand. 

Det samme Resultat var aabenbart baade De og jeg kommet til tidligere, og jeg har respekteret Dem for, at De har været denne Deres Mening bekendt, men maa forbavses over, at De nu taler, som om De aldeles ikke husker, hvorledes det gik Dem, da De gjorde det. De siger, at min Ytringsfrihed var en anden end Deres! Ja, men var Deres den samme som den illegale Bevægelses? Og var det de Former for Ytringsfrihed, denne benyttede sig af, som De satte særlig Pris paa eller fandt særlig fremmende for Landets Tarv? Er De kommet til det Resultat, at De opførte Dem nationalt uværdigt, da De advarede Studenterne mod at lade sig forlede af falske Idealer? Der er nemlig stadig dem, der mener, at De gjorde det! Husker jeg ikke fejl, er det ikke ret længe siden, at en af de mest fremragende Frihedskæmpere, Redaktør Schoch, mente, at det burde medføre, at De trak Dem tilbage fra det offentlige Liv. Agter De at efterkomme denne Opfordring? Hvis ikke, synes jeg, De skal være forsigtig med at bryde 

35 

Staven over andre. Spørgsmaalet om Ytringsfrihed under Besættelsen trænger aabenbart til en noget mere indtrængende Undersøgelse og en noget skarpere Sondring end den, De har gjort det til Genstand for. 

Hvad De dækker Dem bag er, at jeg under Besættelsen har udtalt Meninger, som man paa det paagældende Tidspunkt ikke kunde imødegaa officielt - underforstaaet Meninger, som jeg ikke kan være bekendt at have fremsat, ja, Meninger, som det maa betragtes som "unationalt" at have fremsat. 

Lad os endelig ikke gaa udenom den varme Grød eller nøjes med Insinuationer, thi hvorledes det end forholder sig med disse Meninger, er de i hvert Fald ikke anderledes end, at jeg den Dag i Dag paa alle Hovedpunkter er dem fuldt bekendt, og jeg kan ikke indse, hvorfor jeg ikke skulde kunne være det ud fra de Humanitetens og Ytringsfrihedens Synspunkter, De har gjort Dem til Talsmand for. 

Hvad jeg udtalte: at Tysklands Eksistens var en Betingelse for Europas, og at man ikke kunde bedømme: den politiske Stilling i Verden og altsaa heller ikke vor uden at tage jødiske Interesser og jødisk Indflydelse med i Beregning, var jo nemlig ikke løst paaheftede Meninger, ikke Meninger, som jeg havde tilpasset efter den foreliggende Situation, men Meninger, der var i den nøjeste Overensstemmelse med, hvad jeg i hele min foregaaende fyrretyveaarige Skribentvirksomhed havde gjort mig til Talsmand for, og den Omstændighed, at Begivenhederne paa den sørgeligste Maade havde givet mig Ret i, hvad jeg tidligere havde sagt baade om vor nationale Stilling og om Jødespørgsmaalets skæbnesvangre Indflydelse paa Bedømmelsen af denne, kunde dog umuligt give mig nogen Følelse af, at netop jeg - i Modsætning til dem, der havde forfægtet de modsatte Meninger og derved bidraget til at bringe os i den Stilling, hvori vi befandt os - nu skulde være afskaaret fra at udtale mig. Saameget mindre som jeg aldeles ikke havde Indtryk af, at de Indflydelser, jeg havde staaet 

36 

overfor i fyrretyve Aar, nu var afmægtige og ude af Stand til at værge for sig, men tværtimod fandt dem i Besiddelse af hele Magten baade i Presse og i Politik. 

Hvad Tyskland angaar, kunde jeg, skønt det stod sejrrigt langt inde i Rusland, med Sikkerhed forudse, at det ikke kunde blive Eneherre i Europa - den Mulighed var forspildt allerede ved Dunkerque - men de, der valgte en anden Politik, har ikke - hvis de da overhovedet har begrebet noget af, hvad de beskæftigede sig med - kunnet være sikre paa det modsatte. Alle har vi haft Grund til at revidere vore Opfattelser og har det vedblivende, men mon ikke de, der i deres Beslutsomhed mente, at det kun gjaldt om at faa Tyskland ødelagt, nu har adskillig mere Grund til at revidere deres Op­fattelse end dem, der mente, at en Ødelæggelse af Tyskland vilde være den største Ulykke for Europa, og altsaa ogsaa til Skade for Danmark. De, der endnu ikke har begrebet dette, kan begynde med at tænke over, hvad der er sket i Sydslesvig. 

Nationalt set var der altsaa ikke den ringeste Grund for mig til ikke at skrive som jeg gjorde og da jeg gjorde det, og der var - som Udviklingen har vist - gode nationale Grunde til ikke at undlade at gøre det. At det ikke var farefrit, blev jeg belært om ved anonyme Truselsbreve, saa i den Henseende var jeg ikke stillet anderledes og bedre end dem, der havde de modsatte Meninger, men - var jeg i det hele taget stillet ligesaa godt? Efter min Opfattelse ikke! Der hører flere Kræfter til at svømme mod Strømmen end til at svømme med den, og de, der ophidsede vort Folk til blot at se sin Frelse i Tysklands Ødelæggelse, havde ikke svært ved at faa Gehør. Ganske vist vilde samme Folk ikke have drømt om at undvære nogle af de Goder, det ikke havde villet forsvare, og som det nu kun kunde faa i Forstaaelse med Tyskerne, men det var paa den anden Side en Kendsgerning, at disse stod i Landet; det var en Kendsgerning, at dette føltes trykkende; det var en Kendsgerning, at det gav Anledning til Bekymring 

37 

for Fremtiden, og det var derfor en overmaade taknemmelig Opgave at faa Folket til at tro, at det bare skulde give sig sine Stemninger i Vold, medens det var en betydelig sværere at faa det til at indse, at det var baade klogere, værdigere og ikke mindst ærligere ikke at gøre det. 

Det er derfor ikke i Overensstemmelse med Kendsgerningerne, naar De vil give det Udseende af, at man ikke kunde imødegaa Meninger som mine. Man gjorde det paa talrige Maader. Man myrdede dem, der delte dem, man saboterede, saavidt muligt enhver Meddelelse, enhver Opfattelse, der støttede dem; man gjorde det til "fint" at mene det samme som Tysklands Fjender mente - enten det var gavnligt eller ikke gavnligt for os - og omvendt til fordømmelsesværdigt at mene noget, der kunde falde sammen med hvad Tyskland mente - en Proces, der jo uundgaaeligt maatte ende i Fordummelse og Hysteri. 

Jeg for min Part kunde ikke anerkende det som Grund til ikke at fremføre mine Meninger, at disse eventuelt kunde tages til Indtægt for Tyskerne - forudsat, at de ikke var skrevet af Hensyn til disse, paa Opfordring af disse eller for disses Regning. Det afgørende maatte blive, om de var af Betydning for os.

Hvis Frygten for, at Ens Handlinger eller Ord paa uønsket Maade skulde komme nogen af de kæmpende Magter til Gode, skulde være afgørende, maatte det tilsvarende ogsaa gælde for dem, der i Patriotismens Navn uden selv at være Kommunister fremmede Kommunismens Sag. Hvis vi havde været i Krig, hvis vi havde haft Vilje og Evne til at forsvare vor Eksistens med Vaabenmagt i aaben Kamp, vilde en Ensidighed som den, man nu opstiller som Maalestok have været berettiget, thi aaben Kamp er Ensidighed, og saalænge den staar paa, maa Overvejelserne vige, men vi havde ikke villet forsvare vor Eksistens med Vaabenmagt den sidste Gang, hvor en saadan Indsats havde kunnet faa Be­tydning. Under saadanne Omstændigheder at afskære et Folk 

38 

fra at bruge det eneste Vaaben, det endnu har tilbage i Tilværelseskampen, sin sunde Sans, er ganske simpelt forbryderisk. 

De skriver, at jeg havde en Ytringsfrihed, der var anderledes end Deres, og det er rigtigt! Vor ytringsfrihed, var forskellig, ligesom Frihedskæmpernes var forskellig fra Deres, men hvis var størst? Jeg kunde paa eget Forlag og egen Risiko udgive et Par Pjecer, som den modsatte Opinion paa alle mulige Maader saboterede, medens De kunde gøre Deres Indflydelse gældende i Inderkredsen, hvor Beslutningerne toges. De kunde i Rigsdag og Udvalg og paa mange andre Maader arbejde for Deres Meninger, paavirke og afværge og saaledes, at det var meget vanskeligt at kontrollere Dem og me­get vanskeligt at imødegaa Dem. Vil De fremstille det som Afmagt? Vil De fremstille det som Afmagt, at den illegale Bevægelse kunde udsende hundrede Tusinder af Flyveskrifter og Blade, hvis Oplysninger og Paastande blev troet som et Evangelium? Vil De fremstille det som Afmagt, at den gennem engelsk og svensk Radio kunde holde hele Folket i en Tilstand af permanent Ophidselse? Vil De fremstille det som Afmagt, at den kunde røve, stjæle, myrde uden at nogen turde sætte sig op derimod, skønt Tusinder fandt det afskyeligt og farligt for Fremtiden. 

Hvis der skal tales om Ytringsfrihed - hvis var saa størst, og mon vi i hvert Fald ikke let kan blive enige om, at min var mindst? Den Omstændighed, at De ikke offentligt kunde pro­testere mod Kætterier som mine, formindskede ikke Deres Mulighed for at modarbejde dem, medens omvendt jeg ikke havde ringeste Mulighed for at korrigere eller imødegaa, hvad jeg maatte anse for misvisende eller ensidigt i den herskende Opfattelse uden netop ved at udtale mig offentligt under mit personlige Ansvar. 

I Betragtning af, at De er Sokrates' Discipel, forbavser det mig, at De tager Forargelse heraf. Eller tror De, at han i en 

39 

tilsvarende Situtation vilde have forholdt sig væsentlig anderledes? Tror De, at han vilde have ladet sig skræmme fra at advare sine Landsmænd, hvis hans Samvittighed tilsagde ham at gøre det? Tror De, at han, hvis de uden Sværdslag havde overgivet Athen til Perserne, vilde have arbejdet med paa at berøve dem enhver Besindelse eller roligt have set paa, at andre ophidsede dem paa Trods af, hvad han ansaa for deres Interesser? Tror De endelig, at han vilde have ladet sig en saadan Tavshed paadutte af Hensyn til Interesser, der ikke engang først og fremmest var hans Folks? Mon ikke hans lidenskab for at holde Begreberne ude fra hinanden vilde have givet sig Udtryk ogsaa m.H.t. et Spørgsmaal som dette? 

Endnu er vi nemlig ikke naaet til Bunds i de Misforstaaelser og Misvisninger, Deres Udtalelser rummer. Det er som paavist ikke rigtigt, naar De vil give det Udseende af, at jeg rent faktisk i Modsætning til Dem og andre har nydt godt af en uretmæssig Begunstigelse under Besættelsen, fordi f. Eks. De ikke for at fremme Deres Meninger kunde bruge samme Fremgangsmaade som den, jeg var henvist til at maatte bruge, hvis jeg ikke vilde tie, men det er heller ikke rigtigt – som De underforstaar - at jeg skulde have haft Pligt til at tie, fordi man - navnlig m.H.t. et enkelt Spørgsmaal, Jødespørgsmaalet - ikke kunde give mig igen med samme Mønt under Besættelsen. Det er jo nemlig dette, der først og fremmest ligger i Deres Ord om disse "andre", der ikke kunde gendrive mig og om "adskillige", der har husket dette. Meningen er, at jeg ligger Som jeg har redet! Skal man holde sig til dette, maa man imidlertid paa den anden Side slutte, at blot jeg ikke havde omtalt dette Spørgsmaal paa dette Tidspunkt, havde jeg frit kunnet gøre det paa et hvilketsomhelst andet, altsaa baade før Besættelsen og nu efter. Hvis nemlig dette ikke er Tilfældet, er det meningsløst at forme Bebrejdelsen paa den Maade, De har gjort det. I saa Tilfælde maatte det hedde: Og saa har De oven i Købet dristet 

40 

Dem til at omtale et Spørgsmaal, som ikke paa noget Tidspunkt maa omtales.

En saadan Formulering vilde i hvert Fald bedre have Svaret til Virkeligheden end den, De i insinuerende Form har gjort Brug af, thi naar De siger, at Vilkaarene skifter for Skribenter, er det et noget fortegnet Billede af dem, der er bleven mig til Del. For mig har de nemlig ikke skiftet! Den Forfølgelse, jeg er Genstand for nu er i Princippet ikke forskellig fra den, jeg har været Genstand for ogsaa før Krigen. Skulde dette være undgaaet Deres Opmærksomhed, er De en af de meget faa indenfor vort offentlige Liv, der ikke har vidst det. At der gjaldt andre Regler for Omtalen af mig og mit Arbejde og en anden Indstilling overfor mig end overfor andre Skribenter af lignende eller ringere Kvalifikationer har ellers i mange Aar været en offentlig Hemmelighed. 

Heller ikke har man været i Tvivl om, hvad der var Aar­sagen til, at jeg indtog denne Særstilling, men skulde derhave hersket saadanne Tvivl, maa de jo i hvert Fald være bortvejrede nu, efter at man har prøvet at faa Biskoppen i Aarhus afskediget fra hans Embede, fordi han ikke kunde lide Brandesianismen og derfor stillede sig forbeholdent overfor Jøderne. Havde han f. Eks. sagt, at han paa Grund af Køllerpolitiken ikke kunde lide Tyskerne, var der ingen Moders Sjæl, der vilde have taget ham det ilde op eller have misforstaaet, hvad han mente dermed, men dette var noget andet! Det hjalp ham ikke engang, at Brødr. Brandes var Svorne Fjender af den Kristendom, hvis Tarv han var sat til at varetage, og hvorledes skulde man ogsaa kunne forlange, at det skulde kunne regnes ham til Gode af Brandesianismens Sildefødinger, naar det ikk eengang gælder Som Undskyldning i hans nidkære Standsfællers øjne? 

En Indsender beklagede sig for nogle Aar siden i et af vore Dagblade over, at der paa hans Straffeattest var opført en Paategning, som. han selv ikke vidste noget om, men som for- 

41 

hindrede ham i at faa Ansættelse nogetsteds, indtil han opdagede Fejltagelsen og fik den rettet. Mig gik det paa lignende Maade, thi jeg vidste i min Ungdommelighed og Naivitet til at begynde med ikke, at det var strafbart at kritisere Brandesianismen. Jeg gik ud fra, at det maatte være ligesaa tilladt at have en forskellig Mening om denne Aandsretning som om en hvilkensomhelst anden. Naar jeg havde det, var det forøvrigt ikke, fordi Brødrene Brandes var Jøder - det vidste jeg vel nok, men tænkte til at begynde med ikke over det - det var fordi jeg var dansk og fordi jeg fra første Færd umiddelbart følte den Indflydelse, jeg her stødte paa, som mit Væsen fremmed.

Men det var ogsaa netop heri Fejlen bestod, thi det maatte jeg ikke. Ganske vist var man endnu ikke naaet saa vidt, at man ligefrem stemplede det at kritisere Brandesianismen som "Antisemitisme", men man behandlede dem, der vovede at gøre det, som "Antisemiter", d.v.s. som en Slags Forbrydere, som Personer, der ikke fortjente Skaansel, og som det gjaldt om for enhver Pris at uskadeliggøre, og som derfor blev stillet i Gabestokken til spot og Spe af Journalister, der allerede var velopdraget i Brandesianismens Aand, og som villigt gik dens Ærinde rundt om i Dagspressen. 

Enhver der i Danskhedens Navn satte sig imod, hvad der ikke var dansk eller i den kristne Tros Navn mod, hvad der var Kristendommens fødte Fjende, blev mødt med Haan og Ringeagt, og deres Landsmænd enten deltog i Klapjagten eller forholdt sig ligegyldige. Det var Nationens sundeste og mest retskafne Instinkter, der blev behandlede paa denne Maade, men man forstod det ikke. Fordummet af Litteratur opfattede man det kun som et Spørgsroaal om "Talent". Havde man ikke "Talent" efter den Maalestok, Brandesianismen anlagde, havde ens Ord ingen Vægt, ens Meninger ingen Betydning. Man var ikke opmærksom paa, at de, der ideligt paaberaabte sig det af dem selv udmaalte Talent, hvorefter f. Eks. 

42 

Poul Levin var talentfuld, men K. G. Brøndsted talentløs, naar det gjaldt deres egne meget godt vidste, hvad det kom an paa. Naar man satte en Verden i Oprør i Anledning af Dreyfus, var det ingenlunde, fordi man ansaa ham for en kommende Napoleon, det var fordi man mente, at hans Interesser faldt sammen med hans Racefællers, det var fordi man mente, at det ikke kunde være dem ligegyldigt, hvorledes han blev behandlet. 

Det er nedslaaende at maatte konstatere, at en tilsvarende Følelse af Sammenhold og Medansvar ikke fandtes for vort Vedkommende. Selvfølgelig var der nok nogle, der vidste eller i det mindste anede, hvor Tampen brændte: en Karl Larsen, en Vilh. Andersen, en Jakob Knudsen, en Jobs. V. Jensen, en Frederik Poulsen røbede sig fra Tid til anden, men de vogtede sig vel for at lade deres Anelser løbe af med dem. De nøjedes med Tilløb, med forsigtige Antydninger, der ikke kunde komme dem til Skade paa deres gode Navn og Rygte, og, hvis de drevet dertil af deres klare Erkendelse vovede sig lidt længere ud som Jakob Knudsen, skyndte de sig at tage deres Forbehold for at forsone de virkelige Magthavere. "Aandelig talt", konstaterede han i 1912, var vi "erobrede. . . af ... en fremmed Race", men i Stedet for at harmes over dette eller kalde til Kamp imod det, gjorde han sit bedste for at forsone sine Landsmænd med den nationalt set ikke opløftende Kendsgerning. Aandelig talt erobret! Hvad er der saa i Grunden tilbage af et Folk! Den nuværende jødiske Overrabiner beretter, at man paa et Møde i mange Menneskers Nærværelse sagde til den jødiske Foredragsholder: "Det maa være en stolt Følelse at være Jøde". Man under gerne Jøderne at være stolte, og naar man ser, hvorledes danske Mænd gør alt for at tækkes dem eller for ikke at støde dem, forstaar man, at de er det, men en dansk Mand kunde jo godt føle sig fristet til at mene, at det vigtigste i Danmark var, at danske Mænd kunde have en stolt Følelse af at være danske., "En 

43 

France soyons Français", sang Béranger i sin Tid til Bourbonnerne. "Lad os være Franskmænd i Frankrig!" 

Et aandelig talt erobret Folk og et Folk, der affandt sig med at være det! Jeg var længe for ung til at ville tro paa det. Jeg var for ung til at ville tro paa, at det kunde være saaledes, og talte og skrev derfor som om det ikke var det, som om der var et dansk Folk, et dansk Land, i hvilket en dansk Mand kunde tale frit ud fra danske Synspunkter om danske Anliggender. Jeg fik andet at vide. 

Da visse Ejendommeligheder gjorde det vanskeligt at nedsable mig paa samme Maade, som det var lykkedes med flere andre, foretrak man overfor mig en anden Fremgangsmaade. Helt udelukke mig fra Pressen eller Bogmarkedet kunde man ikke, men man gennemførte overfor mig en Fortielse, en Diskriminering, der søger sin Mage i nogen Litteratur, en Diskriminering, der strakte sig til alle Omraader. Saavidt man kunde, afskar man mig fra enhver Mulighed for at gøre mine Evner frugtbringende; saavidt man kunde, udslettede man min Eksistens litterært og nationalt; saavidt man kunde, gjorde man mig brødløs. De taler om, at man ikke kunde "gendrive" mig under Besættelsen! Men, hvorfor gjorde man det saa ikke, da man kunde det? Jeg har aldrig sporet nogen Trang hos disse "andre" til at gøre det. Man foretrak som det mere sikre og det mere effektive at tie mig ihjel og at "tie ihjel" betyder for en Aandsarbejder netop, hvad Ordene siger; det betyder at berøve ham Udkommet, at true ham paa Eksistensen. 

Da man i sin Tid tilstillede Georg Brandes en Adresse før hans Afrejse til Berlin, beklagede man, at man havde kastet Vrag paa hans sjældne Evner i "et lille Land, hvor end ikke den mindste Kraft burde lades ubenyttet". Læg Mærke til: ikke blot saadanne Verdensgenier som Georg Brandes, men ogsaa saadanne ganske smaa Evner som f. Eks. mine! Maaske glemte man disse sine smukke Principper, maaske mente 

44 

man ikke, de burde anvendes paa hvemsomhelst. Jeg i hvert Fald har ikke mærket noget til dem. Mine Evner har man ikke været bange for at lade ubenyttede. Om jeg gik til Grunde eller ikke, var aabenbart mine Landsmænd uvedkommende, at jeg blev diskrimineret, faldt hverken Dem eller andre Modstandere af Diskriminering for Brystet. For den Sags Skyld kunde det ligesaa godt have været et hvilketsomhelst andet Land, jeg boede i end mit eget Fædreland. Jeg mærkede ikke noget til, at det var det. 

Ifølge tilforladelig Meddelelse skal en af Deres fremstaaende Kolleger paa Rigsdagen i Trediverne have erklæret, at "de danske Jøder har Hjemstavnsret i Danmark saa godt som alle andre!" Noget tilsvarende har jeg ikke kunnet sige. Jeg er ganske vist født i Landet, jeg nedstammer ganske vist fra Slægter, der hørte til i Landet, som langt tilbage har dyrket dets Jord, men Hjemstavnsret har jeg ikke haft. Hjemstavnsret har man ikke, hvor man bliver behandlet, som jeg er bleven det. At tale om Diskriminering til mig paa den Maade, De gør det, virker derfor nærmest parodisk. Jeg ved af egen bitter Erfaring til Fordel for hvem Diskriminering har fundet Sted her i Landet og til Fordel for hvem den vedblivende fin­der Sted. 

For selv om De ikke skulde have lagt Mærke til det før, skulde man daarligt tro, at De kunde være blind for det nu, hvor det i ganske udpræget Grad gør sig gældende paa et Omraade, som De i særlig Forstand er fortrolig med, og som De jo i hvert Fald ikke kan afvise Medansvaret for: Radiofoniens. Man har fra sydslesvigsk interesseret Side nedlagt Protest mod den Ensidighed, hvormed det sydslesvigske Spørgsmaal bliver behandlet i dansk Radio. Hvorledes det forholder sig hermed, er jeg ude af Stand til at sige, men hvad jeg med Sikkerhed kan sige, er, at der ikke blot nu efter Besættelsen, men i Mands Minde ikke har været noget Indlæg i den af Dem medbestyrede, saakaldte danske Radio, i hvilket der angaaende 

45 

jødiske Problemer er kommet andre Synspunkter til Orde end dem, der passede med Jødernes Interesser. Besættelsestiden betød derfor paa dette Omraade ikke en Indskrænkning, men en Udvidelse af ytringsfriheden, en Udvidelse, der nu, da Ytringsfriheden er bleven genindført, øjeblikkeligt er bleven annuleret. 

Thi skal man stole paa Radioen og for den Sags Skyld ogsaa paa Pressen, eksisterer der med Hensyn til dette Spørgsmaal kun eet Synspunkt. Hvad der end sker, hvorledes Jøderne end optræder rundt om i Verden - altid er det dem, der har Retten paa deres Side, altid er det dem, man skal have Medlidenhed med. Man kan endnu have delte Meninger om Sydslesvig uden ligefrem at blive stemplet som Landsforræder - om Jøderne ikke! Indstillingen overfor dem er fremfor alt andet og forud for alt andet bleven Prøvestenen for dansk Patriotisme. Holder man med dem i tykt og tyndt, er man en god Patriot; sætter man i visse Henseender sit eget Lands og sine egne Landsmænds Interesser forud for deres, er man en daarlig. 

At dette ikke er nogen Overdrivelse, ved De godt. Beviset bliver iøvrigt givet Gang paa Gang af dem, der i Radioen paa gebrokkent Dansk optræder som "gode Danske" eller stemples som saadanne af den "Sprechstallmeister", der fremfører dem. 

Eet saadant Optrin - uforglemmeligt for den, der oplevede det - fandt Sted 2. Paaskedag i Aar. Naar jeg refere­rer det og refererer til det, er det fordi jeg derved hurtigere, fyndigere og mere anskueligt end paa nogen anden Maade kan belyse Forskellen mellem Deres og min Opfattelse og fremstille min saaledes, at enhver kan se, hvad den gaar ud paa, hvori den bunder og hvilke unationale Konsekvenser den vil kunne faa. 

Det drejede sig om en Samtale mellem en ukendt Jøde og Radiofoniens i Demokratiets Tjeneste ivrigt virkende Interviewer. Jøden, hvis Navn man altsaa ikke fik at vide, var meget ivrig for Zionismens Sag og søgte paa forskellig Maa­ 

46 

de at begrunde baade, at den var nødvendig for Jøderne og gavnlig for Ikke-Jøderne, de boede iblandt. Dette forargede mig ikke. At Jøderne varetager deres egne Interesser, saaledes som de forstaar dem, og hvor de kan komme til det, er der intet at sige til. Hvad der forargede mig, var den Maade, hvorpaa min egen Landsmand optraadte. Jøden forholdt sig fuldt ud korrekt og bestræbte sig for ikke at sige mere, end han kunde staa ved. Det var den paa Danskhedens Vegne optrædende Interviewer, der - plus royaliste que le roi - forsøgte at gøre ham til, hvad han ikke var, aldrig kunde blive og aabenbart selv ikke gjorde Krav paa at være.

Hermed forholdt det sig saadan: Den paagældende Jøde kunde endnu ikke tale vort Sprog uden Brydning, og der blev heller ikke lagt Skjul paa, at han kun havde været her en begrænset Tid. Ikke desto mindre trængte Intervieweren ind paa ham for at faa ham til at erklære, at han følte sig som Dansk. Den adspurgte søgte hæderligt at gaa udenom Spørgsmaalet ved at sige, at han længtes hjem, naar han var ude at rejse, hvilket jo ikke var saa mærkeligt, da hans Familie nu er bosat her. Han fik imidlertid ikke Fred for vor patriotiske Landsmand, der paany sagde: Det vil altsaa sige, at De føler Dem som Dansk, hvad den adspurgte saa tøvende paa sit gebrokne Danske indrømmede, at han gjorde. I samme Aandedræt, hvor Intervieweren havde fremtvunget denne Erklæring, spurgte han, om Vedkommende da ikke selv tænkte paa at tage til Palæstina, men saa langt mente denne dog ikke at kunne drive sin Begejstring. Nu havde han jo slaaet sig til Ro her. Udspurgt om han ønskede, at Jøderne blev assimilerede, indrømmede han ærligt, at han ikke gjorde det, at han, hvad jeg, hvis jeg stiller mig paa Jødens Standpunkt, finder fuldstændig naturligt, ønskede, at hans Race skulde bestaa. 

Der var altsaa intet at tage fejl af. Man havde en i høj Grad nationalt indstillet Jøde for sig, en Jøde, der ønskede sit Folk bevaret, en Jøde, der kæmpede for dets imperialistiske 

48

Maal i Palæstina, men som med sin Familie havde taget Op­hold her i Landet, og som af praktiske Grunde ønskede at blive - i hvert Fald foreløbig. Mere gik Intervieweren heller ikke ud fra, at der var Tale om, men ikke desto mindre fandt han det i sin Orden at udnævne ham - mod hans Vilje – til Dansk. 

Med Fare for at blive afhentet af Politi, skudt af Frihedskæmpere, overfaldet af Modstandere mod "Racefordomme"eller imødegaaet paa nogen af de talrige andre Maader, der staar til Fordomsfrihedens Raadighed, naar der er Tale om dette Spørgsmaal, skal jeg ikke desto mindre tillade mig uforbeholdent at udtale, i hvilken Grad en Samtale som denne oprørte mig. Var dette Danskhed? Var det for dette, man havde myrdet hinanden? Vat det dette, man vilde have os til at arbejde for, være loyale imod, eventuelt kæmpe for? En Danskhed, der kunde iføres og aflægges som et Kjolesæt, man har lejet! En Danskhed, der ikke kunde tale Sproget rent! En Danskhed, der var bleven til i Forgaars, og som Intervieweren forudsatte kunde ophøre i Overmorgen! 

Man taler saa meget om Forræderi! Jeg vil ærligt tilstaa, at jeg følte dette som Forræderi! I den Grad at sætte sin Nationalitet lavt, i den Grad at sælge den for Spotpris, i den Grad at drive Gæk med den, i den Grad at forvandle den til et tomt Ord! Jeg var overbevist om, at ingen Jøde vilde kunne behandle Jødiskheden paa lignende Maade, og hvis jeg tænkte mig nogen Jøde synke saa dybt, kunde jeg heller ikke tænke mig andet end, at han vilde blive mødt med sine Racefrænders udelte Foragt.

Eet er jo i hvert Fald sikkert, at hverken jeg eller nogen anden Dansk, nogensinde vilde kunne komme i samme Situation som denne Jøde, nogensinde i en jødisk dirigeret Radio vilde kunne komme til at spille med i en lignende Komedie. Hverken jeg eller nogen anden Dansk kunde flytte til Palæstina, lære lidt hebraisk og derefter af den jødiske Speaker 

47 

blive udnævnt til Jøde og samtidig spurgt om, hvomaar jeg igen flyttede til Danmark. De taler om Diskriminering, men hvis dette ikke er Diskriminering i vort eget Land til Fordel for en Opfattelse af Danskhed og Nationalitet, der maa gøre begge Begreber meningsløse, ved jeg ikke hvad Diskriminering overhovedet skal betyde. 

Den fremragende liberale Skribent C. P. Scott, Manchester Guardians med Rette højt ansete Redaktør, fastslog som Ledetraad for sin Journalistik, at "Kendsgerningerne er uantaste­lige (sacred) Kommentarerne fri". Han mener dermed, at det ikke er tilladeligt at forfalske eller fornægte Kendsgerningerne, men naar man har fastslaaet disse saa nøjagtigt som muligt, staar det En frit for at bedømme dem forskelligt. Skulde man formulere en lignende Udtalelse m.H.t. Jødespørgsmaalet, maatte den lyde saaledes: Kendsgerningerne er ubestridelige, men Kommentarer er forbudt - i hvert Fald for alle, der ikke er enige med Jøderne. Det er ikke nødvendigt at gaa langt for at finde Eksemplet. Jeg aabner Dagens Nr. af "Göteborg Handels och Sjöfartstidning", der som bekendt er det Blad her i Norden, der ivrigst har taget sig af Jødernes Sag, hvorfor dets afdøde Redaktør ogsaa er bleven hævet til Berømmelsens højeste Tinder og udnævnt til Frihedens hellige Forkæmper. Hvad der staar i dette Blad, kan man i hvert Fald gaa ud fra er ikke ilde ment overfor Jøderne eller beregnet paa at ville stille dem i et falsk Lys. Naar der derfor i en Artikel om "Jerusalem" af en Dame, hvis Fornavn er Esther, og hvis Tendens er saa zionistisk, som man kan forlange det, staar: "World Jewry ar inte bara en glosa, det ar en realitet inte mindst i U.S.A., där betydande finansielle kräfter verkar för judarnas sak", saa maa man gaa ud fra, at dette ikke er tendentiøs Overdrivelse, men en Konstatering af Kendsgerninger. En Verdensmagt kan Jødedommen imidlertid ikke være bleven paa de to Aar, der er gaaet siden Krigens Afslutning. Man maa vistnok kunne gaa ud fra, at den har været en Ver- 

48

densmagt ogsaa under Krigen, ja, hvis man skal dømme efter Zionismen ogsaa før Krigen. Var det iøvrigt ikke netop fordi Balfour ansaa Jødedommen for at være en Verdensmagt, at han afgav sin berømte og for England saa skæbnesvangre Erklæring? 

Hvis der imidlertid eksisterer en Verdensmagt, skulde man ogsaa synes at maatte have Lov til at regne med den. Man skulde synes, at man maatte have Lov til at spørge om, hvilken Indflydelse denne Verdensmagts Tilstedeværelse vil kunne faa paa ens eget Lands Skæbne, ja man skulde mene, at det var ens Pligt at rejse dette Spørgsmaal. Eller mener De det modsatte? Mener De, at man overhovedet kan komme udenom det? Mener De, at man tidligt og silde kan tale om, at Verden er bleven en Enhed, om at Virkningerne forplanter sig fra den ene Halvkugle til den anden og derefter udskille een bestemt Faktor som aldeles uvedkommende, som slet ikke vedkommende os i hvert Fald? 

Jeg mener det ikke! Jeg mener f. Eks. ikke, at hvad der foregaar i Palæstina kan være os uvedkommende. Jeg mener ikke, det kan være nogen Stat uvedkommende, hvis man knæsætter det Princip, at en tidligere Befolkning tusind eller to tusinde Aar efter kan forlange et Land tilbage og forjage dets nuværende Befolkning. Jeg mener heller ikke, det kan være os ligegyldigt, om England bliver yderligere svækket. Jeg mener det ikke ligegyldigt for os eller nogen, om der i Lilleasien bliver skabt en strategisk Situation, i hvilken bemeldte jødiske Verdensmagt har Nøglestillingen. Paa disse og talrige andre Maader vedkommer det altsaa i allerhøjeste Grad ogsaa os, og det er derfor heller ikke ligegyldigt, hvorledes vi bliver orienteret m.H.t. dette Spørgsmaal, om det sker i en sentimental eller i en politisk saglig Aand, om det sker en­sidigt eller sker saaledes, at dansk Offentlighed kommer til at begribe, at der her foreligger Spørgsmaal af den største Rækkevidde og Spørgsmaal, der kan ses fra mere end een Side. 

49

Hvis dette ikke sker, vil det jo ikke sige andet, end, at vi os selv uafvidende bliver taget til Indtægt for en Politik, hvis  Konsekvenser kan komme til at gaa ud over os selv. 

Det tilsvarende gjaldt under Krigen. At Jøderne efter den Behandling, de var Genstand for i Tyskland, først og frem­mest ønskede at stille dette Land i det daarligst mulige Lys og at ophidse flest mulige andre Lande til at dele deres Forbitrelse mod det, er der intet at sige til. Det er menneskeligt, og en hvilken som helst anden stor eller lille Magt vilde have forholdt sig paa samme Maade, men det er ikke derfor sikkert, at dette Had uden videre falder sammen med vore Interesser. Det kan ikke nytte i denne Forbindelse at paaberaabe sig de humanitære Grunde. Det virker i hvert Fald tem­melig hyklerisk at gøre det nu, hvor man oplever med hvilken Koldblodighed man kan se bort fra de humanitære Hensyn, naar det passer med Ens egen Politik. Det falder saaledes ikke den nu toneangivende Opinion herhjemme svært at se bort fra de humanitære hensyn for Tysklands Vedkommende, skønt en brændt Tysker menneskeligt set maa være akkurat ligesaa medlidenhedsvækkende som en brændt Jøde - og der er utvivlsomt brændt endnu flere Tyskere end Jøder; en sultende Tysker i ligesaa høj Grad havende Krav paa Hjælp som en sultende Jøde - og vær vis paa, at der er adskilligt flere sultende Tyskere; og en voldtaget tysk Kvinde ligesaa medli­denhedsvækkende som en jødisk udsat for samme Behandling - og der skal være Millioner af dem. Hvad der er ret for den ene, maa være billigt for den anden. Kan man have Lov til at skelne mellem Politik og Medlidenhed for andres Vedkommende, maa man ogsaa kunne have det for Jødernes. England er gentagne Gange gaaet ind for Armeniernes Sag af humane Grunde og har ogsaa i den Udstrækning, hvori det fandt detMuligt, gjort sin politiske Indflydelse gældende til Fordel for dem, men havde man forlangt, at det af Indignation over Ar­meniernes Skæbne havde skullet indstille sin Politik helt og 

50 

holdent efter deres Interesser, havde skullet se sine egne vitale Spørgsmaal udelukkende under deres Synsvinkel, vilde man dog vist have fundet dette lidt for meget. 

Det var imidlertid dette, man forlangte af os under Besættel­sen m.H.t. Jøderne, og det var dette, jeg for min Part reage­rede imod. Det politiske Retningspunkt for os kunde ikke være Jødernes Skæbne, men maatte være vor egen, næst efter vor egen Skandinaviens og næst efter Skandinaviens Europas. I hvilken Grad Jødernes Skæbne rent politisk var vor uvedkom­mende lader sig let anskueliggøre, hvis man tænker sig dem opløst i Luften ved en Trylleakt som i de østerlandske Æventyr. Ingen vilde turde paastaa, at dette i nogensomhelst Henseende vilde kunne stille Danmark ringere eller anderledes politisk, hvorimod det f. Eks. i høj Grad vilde paavirke Skandinaviens og dermed Danmarks politiske og militære Fremtid, hvis et lignende Forsvindingsnummer fandt Sted med Finland. Overfor Finland anlagde man imidlertid den humanitære Betragtning, sendte det Tøj og Fødevarer og trak paa Skuldrene ad det politisk, hvis man da ikke ligefrem fordømte det, fordi det var paa den "forkerte" Side. Altsammen under Indflydelse af de Direktiver, der blev givet os af dem, der ønskede at beslaglægge hele vor Opmærksomhed. 

Naa, Finland forsvandt jo heller ikke fra Landkortet, men det "forsvandt" politisk! Det ophørte med at være Nordens Forpost; det blev i Stedet østens Bastion. Et svensk Blad, "Eskilstuna Kuriren" udtrykte det for nyligt ved at sige, at Sverige var flyttet længere mod øst. Men hvad saa med os? Hvis vi er bleven liggende, er vi dermed kommet længere bort fra det Skandinavien, vi gerne vilde være sammen med! Er vi fulgt med, er vi kommet længere bort fra de Vestmagter, vi beundrede, og under hvis Auspicier vi førte Frihedskampen! Under alle Omstændigheder - hvorledes man end vender og drejer Sagen - har denne Forandring altsaa i hvert Fald ikke ladet os uberørt politisk - selvom Konsekvenserne af 

51

den Forandring, der har fundet Sted i vor geografisk-militære Stilling endnu ikke er bleven Flertallet indlysende.

Deres  Opmærksomhed kan de imidlertid næppe være undgaaet, dertil er De for vel hjemme i udenrigspolitiske Anliggender. De i hvert Fald har ikke kunnet tro, at vor Fremtid var en Ligning med kun een Ubekendt, og det er derfor mærkeligt, at De tager mig det ilde op, at jeg i Tide har gjort mine Landsmænd opmærksom paa, at den ikke var det, men navnlig maa jeg forbavses over, at De, Humanisten, Forkæm­peren for ytringsfrihed, gør det ved at skyde Dem ind under Hensynet til Jøderne. Eller mener ogsaa De, at Sandheden bør standse ved Jødernes Dør? Mener De, at man af Hensyn til dem bør afstaa fra baade at tænke og tale? De refererer til Aristoteles! Mener De, at han, hvis et Spørgsmaal af lignende Betydning havde eksisteret paa hans Tid og indenfor hans Horisont, vilde have undladt at drøfte det paa samme Maade, som han i sin "Politik" drøftede saa mange andre? Kunde De i det hele taget tænke Dem, at græsk Humanisme vilde have faaet sin forbilledlige Betydning for Eftertiden. hvis den hav­de ladet sig kneble, saaledes som De ved Deres Bemærkninger til mig og ved Deres Virksomhed ved Radiofonien viser, at De finder det rimeligt, at Deres Landsmænd bliver kneblede? Mener De, at Grækerne som Folk vilde have fundet sig i ikke frit at kunne drøfte deres egen Skæbne og hvad der havde Indflydelse paa den? Mener De, at en Sokrates, en Platon, en Aristoteles - og det er jo i deres Selskab, De foretrækker at optræde - vilde have ladet sig foreskrive, hvad de maatte tænke og mene? Skulde Kopernikus have afstaaet fra at fremsætte sin Teori, fordi den kom paa tværs af hævdvundne Forestil­linger og truede med at undergrave overleveret Fromhed? Var det alligevel Inkvisitionen, der havde Ret, da den tvang Galilei til at fornægte den? Er det i Overensstemmelse med Deres Principer som Videnskabsmand og Humanist, at man udelukker Drøftelsen af et Spørgsmaal ved paa Forhaand at mistænkelig 

52

gøre enhver Beskæftigelse med det? Er det det, man i de Krese, De er udgaaet fra, forstaar ved fri Tanke og fri Forskning? Hvis ikke, hvorfor saa gøre en Undtagelse med det, der her er Tale om? Hvorfor forbyde, at man om det ræsonnerer paa samme Maade som om et hvilketsomhelst andet? 

Det er nemlig herom Sagen drejer sig, det er det, der staar Dem og mig imellem. Hvilke politiske Konsekvenser, man vil drage af den Erkendelse, man eventuelt kommer til, er det ikke min Sag at tage Stilling til, og jeg ved heller ikke af, at jeg noget Sted har gjort det. Naar De i Deres Svar fremstiller min Opfattelse i denne Henseende som afgjort er det derfor ikke helt fair. 

Hvad jeg derimod er fuldkommen sikker paa er, at man ved at fornægte Problemets Tilstedeværelse vil opnaa det modsatte af det, man tilstræber, og at man ved at afskære Drøftelsen af det bidrager til paany at fremkalde blodige og frygtelige Løsninger som dem, vi allerede har været Vidne til, og som vi alle beklager i Humanitetens Navn. Paa. Fornægtelse af Kendsgerninger kan man nemlig ikke bygge varige Tilstande, og man kan ikke fremelske Tolerance ved Hjælp af Tvetydighed, Udflugter og Meningstvang. 

Ingen burde være nærmere til at kunne forstaa dette end den, der taler paa Humanismens Vegne og som paaberaaber sig den frie Tænknings ypperste Repræsentanter, og det er derfor ikke i den bedste Overensstemmelse med de af Dem forfægtede Principer, naar De slaar Dem til Ro i Rollen som blind Makker med de Bestræbelser, der gaar ud paa at under­binde den frie Meningsudveksling. 

Aristoteles, som De henviser til og hvis Meninger ogsaa har interesseret mig, lægger i sin Ethik betydelig Vægt paa, at man øver de Dyder, man mener sig i Besiddelse af, da det kun er paa den Maade, de kan vedligeholdes og udvikles. Ved de olympiske Lege, siger han (Ethik 1099 a) er det ikke de skønneste eller stærkeste, der bliver kranset, men dem, der 

53

deltager i Væddekampene, og paa samme Maade, mener han, er det i det virkelige Liv dem, der handler ret, der ethisk set  opnaar Resultaterne.

Det forekommer mig, at De ikke i denne Henseende har fulgt Deres klassiske Læremestre, ellers vilde De næppe haanligt have vist det Forslag fra Dem, som jeg har stillet. Der havde nemlig her været en udmærket Lejlighed for Dem til baade som Landsmand og som Modstander af Diskriminering at vise, hvormeget Ytringsfrihedens Principer laa Dem paa Sinde. Da De ikke har villet gøre dette, vil De imidlertid næppe kunne finde det mærkeligt, at jeg, henvist til mig selv, tager Sagen i min egen Haand og med de Midler, der staar til min Raadighed, skaffer mig den Oprejsning, jeg mener at have Krav paa.

Det gør mig ganske vist ondt ikke at kunne dette uden at knytte Deres og mit Navn sammen, men jeg beder Dem ikke tage det for tungt. De ved, hvorledes det gaar her i Verden! Opfattelsen skifter, og hvad der paa det ene Tidspunkt regnes for daarligt Selskab, kan paa et senere blive anset for godt. Saaledes gik det jo f.Eks. med Sokrates - for stadig at holde os til Deres store Forbillede. Hans demokratiske Dommere blev meget opbragte, da han foreslog, at de skulde bespise ham paa Prytaneion i Stedet for at dømme ham til Døden, men - ikke sandt! - det atheniensiske Demokrati vilde have staaet sig ved at have fulgt hans Raad! Paa lig­nende Maade kan det gaa i et Tilfælde som dette, thi ganske vist er jeg ingen Sokrates, og det lille Giftbæger, De har blandet til mig, ikke dræbende, men Historien gentager sig i smaat som i stort, og det er derfor ikke udelukket, at man en Dag vil sætte større Pris, end De nu gør det, paa, at der selv paa det Tidspunkt, hvor man ved Trusler og Forfølgelse havde gjort Ytringsfriheden til et næsten tomt Ord, endnu fandtes nogle, der turde tænke Sandheden og udtale den. I saa Tilfælde vil De ikke længere behøve at skamme Dem ved 

54 

at se Deres Navn i Selskab med mit - i hvert Fald ikke af samme Grunde som De gør det nu. 

Deres ærbødige 
(underskrevet) Harald Nielsen   

 

TIDLIGERE BREVVEKSLING

Brev til Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch 28. Aug. 1945.

Hvis nogen havde sagt mig, at jeg skulde sætte mig i Forbindelse med Dem, vilde jeg have afvist det som utænkeligt - i den Grad har jeg regnet med, at De og jeg i alle væsentlige Henseender saa forskelligt paa Tingene, men jeg vilde ogsaa have afvist det som utænkeligt, hvis nogen havde sagt mig, at jeg, efter i 45 Aar at have været tryllebundet af Tanken om, hvor­ledes dette lille Folk skulde kunne redde sin truede Eksistens, vel at mærke som Folk, som Nation, selv vilde blive stemplet som "unational" og kastet i Fængsel af dem, hvis Interesse for det nationale man hidtil ikke havde mærket meget til, ligesom jeg mindst af alt havde kunnet tænke mig, at netop de, der skulde være Repræsentanter for Overblik, Vidsyn, Aandsfrihed, Retsbevidsthed, Lærerne ved vort Universitet vilde optræde som Lidenskabens værste Lakajer, hidsende til Had og Angiveri, umættelige i Retning af at faa flere og flere anbragt paa Proskriptionslisterne, og med et haanligt Skuldertræk (se f. Eks. Frit Danmark 17. Aug.) affærdigende Tanken om Retfærdighed som latterlig og gammeldags. 

Imidlertid, netop den Omstændighed, at det forholder sig saa­ledes gør, at jeg føler det som min Pligt at sætte alle Betænkeligheder til Side og takke Dem for den Indsats, De har gjort ved Deres Udtalelser i Radio forleden. Jeg har ganske vist kun set disse refereret, men jeg er ikke i Tvivl om, at de vil bidrage til at rense Luften overalt, hvor de er blev en enten hørt eller læst.

 Ja, det var Mord, afskyelige Mord, og der er kun een Ting, der overgaar dette Tidsrum i Modbydelighed og det er det Hykleri, det Tyranni, den hysteriske Grusomhed og den Forkvakling af alle 

60 

Retsbegreber, der er fulgt efter - som naturlige Konsekvenser af det, der er gaaet forud.

Vil dette nu sige, at de, der deltog i den illegale Virksomhed var slet og ret Mordere? Naturligvis ikke! Jeg er ikke i Tvivl om, at disse Mænd, der døde foran de tyske Bøssepiber troede, at de dermed gjorde deres Land en Tjeneste. Det var netop dette, der gjorde hver ny Dødsliste til en saa frygtelig Oplevelse, thi til Sorgen over de Dræbte og Medlidenheden med deres Paarørende føjede sig Bitterheden ved at vide dem vildledte, og - for mit Vedkommende - Forbitrelsen mod de Kræfter bagved, der ved behændig Benyttelse af de patrotiske Slagord fik sendt disse unge Mænd i Døden for Maal, de slet ikke forstod, og som de ikke vilde have ofret sig for, hvis de havde forstaaet dem.

Her rører man efter min Mening ved det, der er Forskellen mellem den legale og den illegale Krig. Gang efter Gang har jeg spurgt mig selv, hvorledes det kunde være, at jeg, der altid har anset det for den højeste Prøve paa en Mands nationale Sindelag at ville kæmpe og eventuelt dø for sit Land, ikke var begejstret nu, da der var nogle, der gjorde det. Var det mig, der var noget i Vejen med? Var det mig, der var bleven for gammel? Jeg har ransaget Hjærte og Nyre og søgt at være paa Vagt mod enhver Misvisning, men er stadig kommet til samme Resultat. 

Hvis man er usikker m.H.t. Tonen, slaar man paa Stemmegaf­len. En saadan stemmegaffel var for mig en Oplevelse, jeg havde i Begyndelsen af Krigen. Jeg blev dengang endnu anset for na­tional nok til paa Kongens 70-Aars Fødselsdag at kunne holde Foredrag i Burkal helt nede ved Grænsen. Paa Vejen dertil pas­serede jeg Bredevad, hvor en af. Kampene d. 9de April havde staaet. Egnen er fuldkommen flad. Der er ingen anden naturlig Dækning end et lavt sammenfaldet Gærde om den lillebitte Kro­"have" til venstre. Syd for ligger en Plantage, og herfra duk­kede den tyske Panserkolonne frem omkreset af sine Flyvere. 

Kampen var i Sandhed ulige, men ikke desto mindre blev de faa danske Soldater liggende og tog den op. Hver Gang, jeg tænker derpaa fyldes mit Hjærte af Medfølelse, af Skam (paa Landets Vegne), af Stolthed (paa Landsmandsskabets), og - lad mig tilstaa det - tilligee af Misundelse over, at de trods alt havde 

61 

faaet Lov til at opleve dette, faaet Lov til i dette Land, der har sultefødet sine Børn for alle ægte Følelser, at opleve noget, der ikke var Surrogat, opleve det, der udsletter alt, forklarer alt og befrier for alt.

Paa samme Maade gaar det mig, naar jeg i Hartz's Bog læser om den enlige Kanon, der i Haderslev tog det op med de fremrykkende Tyskere, og hvor de fire Mand, der betjente den, uden Tøven afløste hinanden efterhaanden som de en for en blev dræbt eller saaret. 

Der er for mig ingen Tvivl om, at hver eneste af de Officerer og Frikorpsmænd, som man nu - til evig Skændsel for vort Folk - i Strid med givne Tilsagn dømmer, vilde have gjort det samme, og - hvilke end Følgerne vilde være bleven - vilde jeg have ønsket, at de og hele vor Ungdom havde faaet Lejlighed dertil ­ saa havde vi staaet bedre og Norden ogsaa.                       

En saadan aaben Kamp bærer nemlig det Præg, en national Kamp skal have: at være fuldstændig uselvisk. Der tales ustandselig om, hvad "Frihedskæmperne" baade de, der har været med, og de, der ikke har været med kan kræve til Gengæld. Ogsaa tidligere har Krige medført Forandringer socialt og politisk, men der er ingen, der har tænkt sig, at de skulde medføre "Belønnin­ger" til dem, der kæmpede i dem. Man er gaaet ud fra, at de har gjort det for deres Lands Skyld ikke for personligt eller standsmæssigt at rage til sig. Heller ikke har nogen tænkt sig, at en Officer ved at opføre sig tappert skulde have faaet nogen særlig Adkomst til at blande sig i Landets Anliggender, saaledes som Modstandsbevægelsens Ledere har tiltaget sig den. Tvært­imod er al sund og forudseende Politik gaaet ud paa. at forebygge noget saadant.

Skal man sammenligne den legale med den illegale Kamp, ligger Forskellen derfor efter min Mening paa to Punkter.

For det første: den legale Kamp drager ved Mandstugt og Disciplin Grænser mellem Krig og Forbrydelse, medens den ille­gale Kamp udvisker disse. Medens Disciplinen i en Hær indskræn­ker de forbryderiske Elementers Bevægelsesfrihed, er det modsatte Tilfældet med den illegale Kampform: den udvider Forbrydernes Bevægelsesfrihed. Den gør det ved at sprede Vaabnene i 

62

Befolkningen, den gør det ved at sanktionere Forbrydernes Metoder, og den gør det ved at forvirre og desorientere Befolkning og Politi og udviske Forskellene mellem godt og ondt. Jo voldsommere Kampen blev, desto mere nærmede vi os et Punkt, hvor Niddingsdaad og Heltefærd ikke kunde holdes udefra hinanden, og hvor den rene uforfalskede Forbrydelse bredte sig i den saakaldte Genrejsnings Kølvand.

Naturligvis vil man hertil sige, at Formaalet helliger Midlerne - der har jo aldrig været saa mange Tilhængere af Machiavelli her i Landet som nu - men skal Formaalet hellige Midlerne, maa man dog i hvert Fald kende det, men det er den anden af­gørende Forskel mellem legal og illegal Kamp, at det gør man ikke.

Den legale Kamp kan være politisk forkert, men al1e kan se, hvad den gælder. Tropperne kan blive ført slet, men de bliver i hvert Fald ikke ført bag Lyset. Det samme kan ikke siges om den illegale Kamp. Tror man f. Eks. at vore Officerer har kæmpet for at faa Soldaterraad, og omvendt mon det lige akkurat er for at styrke de nationale Idealer, at Bopa har deltaget i Sabotagen. Selvfølgelig vilde begge Parter ogsaa have sine egne Meninger, hvis de var Led i en regulær Arme, men i saa Fald vilde det ikke være disse Meninger, der var afgørende, men derimod den siddende Regerings. Nu derimod fører de forskellige Parter Kampen med hver sine Bagtanker og i Haab om i det afgørende Øjeblik at kunne narre hinanden.

En af Modstandsbevægelsens Ledere, Oberstløjtnant Løkkegaard i Roskilde, skrev forleden Dag, at hvis Frihedskæmperne havde trukket sig tilbage straks efter 5. Maj, vilde de være bleven Myte. Det er sikkert rigtigt. Havde de gjort det, vilde selv vi, der paa Forhaand havde betragtet dem med Mistillid maaske være bleven besejret, men saa vilde de ogsaa have været, hvad de udgav sig for at være: Mænd, der kun var drevet af Ønsket om at befri deres Land, ikke som det nu har vist sig at være: Mænd, der ønsker at beherske det, at bemægtige sig det. 

Det er derfor ikke underligt, at Begejstringen for dem er stærkt dalende. Man kender Træet paa dets Frugter og en Del af Frihedsbevægelsens har vi jo allerede smagt og de er bitre: Me­

63

ningsterror, Justitsmord (for en Straffelov med tilbagevirkende Kraft er ikke andet), Angiveri, Menneskejagt, Hykleri, Opmuntring af alle lave Instinkter i Menneskenaturen. 

De siger i "Politiken", at Stikkermordene kostede mere end de gavnede. Det samme kan siges om hele den illegale Virksomhed, og vi er endda kun ved Begyndelsen af Regningen. Hvor meget Blod skal der f. Eks. endnu flyde, inden de Tusinder af Vaaben, der er bleven spredt i Befolkningen atter er blevet taget fra den? Hvis det da ikke bliver disse Vaaben og deres Indehavere, der overtager Magten! 

Havde jeg haft Adgang til at skrive offentlig, skulde jeg ikke have trættet Dem med dette lange Brev, men det har jeg som bekendt ikke. I den Henseende er jeg ikke og har i mange Aar ikke været stillet ligesaa godt som f. Eks. Fru Lis Jacobsen, og maa derfor ty til denne Udvej i Haab om, at De ikke vil afvise den Følelse, der har dikteret mit Brev. Ethvert Glimt af Mod og sund Sans paakalder i en Tid som denne Ens Taknemmelighed. 

 

Svar fra Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch 10. Sept. 1945.

Skønt vi, som De selv skriver i Deres Brev, i alle væsentlige Henseender ser yderst forskelligt paa Tingene, har altsaa denne forrykte Tid alligevel kunnet bringe Dem ti1 at skrive ti1 mig. Som De sikkert forstaar, havde jeg hellere set Deres Skrifter under Besættelsen uskrevne, men jeg havde aldrig villet billige, at De for disse Deres Meninger skulde i Fængsel. Men Øjeblikkets Fanatisme nærer jo en Klippetro paa, at blot de efterligner Nazismens Metoder, vil de kunne befæste Frihed og Demokrati i Danmark.Jeg paaskønner Oprigtigheden i Deres Brev, som jeg forstaar ikke er skrevet uden Overvindelse. Deres gamle og sikkert ogsaa vordende Modstander 

64 

Brev til Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch 20. Dcbr. 1946. 

Af B.T. for i Gaar ser jeg, at De er forarget over sammen med Alsing Andersen og Buhl at være anbragt i Selskab med Krenchel som Modstandere af Sabotagen. Dette forstaar jeg meget godt og kan fuldstændig slutte mig til. Ikke fordi Krenchel som De siger er Forbryder. Ingen, der er dømt efter Love med tilbagevirkende Kraft kan i mine øjne blive Forbrydere selvom de ellers vilde have været det, og hvad specielt Krenchel angaar, der i alle Henseender er mig saa fjerntstaaende som nogen kan være det, maa jeg dog for ham nære den Agtelse, som man altid maa nære for den, der er sin Overbevisning tro ogsaa naar det koster noget. Det forekommer mig fuldkommen konsekvent, at han som den Pacifist, han er, tog til Genmæle mod Sabotagen, og det er kun eet Bevis mere for, hvor værdiløse slige Bevægelser er, at hans Medpacifister ikke er traadt i Skranken for ham. Har der nogensinde været en passende Opgave for en Fredsbevægelse, maatte det være at stemple den illegale Krig som den Pest den er, og som den nu gennem sine Konsekvenser har vist sig at være. 

Moralsk var der langt mere Grund for Dem til at føle Dem brøstholden over at være slaaet i Hartkorn med fhv. Statsminister Buhl, der paa det kraftigste og med al den Autoritet, hans Stilling gav ham, advarede mod Sabotagen, og som nu koldblodigt har udleveret dem, der har stolet paa hans Ord, og som har haft Ret til det, til Dom og Straf - en kynisk, machiavellistisk Politik, der har gjort det dybeste Indtryk rundt om i Befolkningen - vær overbevist om det!

Ikke desto mindre giver jeg baade Dem og forsaavidt ogsaa ham Ret til at beklage dem over at være anbragt i Selskab med Krenchel, fordi enhver af dem har Krav paa at blive bedømt ud 

65 

fra deres egne Forudsætninger, og ikke ved en Tilsnigelse sammenblandet med, hvad andre eventuelt kan have begaaet. 

Men det samme Krav har jeg, og jeg er derfor meget forbavset over i det af Dem redigerede Værk, "Danmark besat og befriet", I  pag. 244 at være Genstand for akkurat tilsvarende Behandling. Naar min Pjece, "Europas Fremtid" betegnes som "antisemitisk" er jo nemlig dermed kun tilsigtet det samme som Dr. la Cour har tilsigtet ved sin Sammenstilling af de fire Sabotagemodstandere: at udsætte mig for Had, som andre maatte havde samlet om Begrebet. For De kan vel ikke mene, at enhver, der beskæftiger sig med Jødespørgsmaalet er Antisemit i nedsættende Betydning? I saa Fald maa det ogsaa være berettiget at stemple enhver, der beskæftiger sig med seksuelle Spørgsmaal som Pornograf, hvad enten det drejer sig om en Gynækolog, der studerer det eller en af de Forfattere, hvis Skrifter tidligere udstilledes og solgtes i Smaagaderne. 

Naar man, hvad der karakteriserer de Tilstande, der hersker og bekræfter, hvad jeg har forudsagt i "Faldskærmstropper", har strøget mig af den Blaa Bog i Modsætning til f. Eks. den stærkt angrebne Generaldirektør Knutzen, *) skønt jeg hverken har været

______________ 

*) Da mine Ord kan misforstaas, som om jeg skulde ville have Generaldirektørens Navn strøget, skal jeg udtrykkelig bemærke, at dette naturligvis ikke er Tilfældet. Jeg finder tværtimod hele Processen imod ham i højeste Grad usømmelig. Ogsaa paa dette Punkt er jeg enig med Professor Hartvig Frisch, der med Rette betegner Dommen over ham som "politisk". Anklagerne imod ham drejer sig som bekendt om to Forhold: hans Virksomhed som Generaldirektør ved Statsbanerne og hans Virksomhed som Formand for dansk-tysk Forening. Denne var som oplyst oprettet i Forstaaelse med Landets daværende lovlige Regering. Man kan diskutere dens Nødvendighed og den Nytte, den gjorde, men nu bagefter at falde over dem, der ledede den maa betegnes som i højeste Grad utilbørligt. Jeg kan udtale mig herom som Udenforstaaende, da jeg hverken i dansk-tysk Forening eller andetsteds hørte til de mange, der flokkedes om de tyske Magthavere saalænge deres Stjerne stod højt, og som bagefter har sluttet sig til de forargede. Som Statsbanernes Chef var han bl.a. bundet af § 6 i de "Kapitulationspunkter", vi akcepterede d. 9de April, og ifølge hvilke Besættelsesmagten betingede sig "uskadt Opretholdelse og Sikring af Trafikmidler" og reserverede sig Dispositionsretten over Jærnbaner og indenrigske Skibsforbindelser. Man kan ikke sige andet end, at det er tappert nu bagefter at desavouere denne Bestemmelse og ved Hjælp af senere givneLove forfølge en Mand, hvem man til Grundlag for hans Virksomhed, da man ikke var ligesaa tapre, har udleveret nævnte Paragraf. Saa I, hvor jeg stod mig, som Manden sagde, da han sad under Bordet! Efter den gængse Udrensningsmaalestok er det jo imidlertid god Latin at fornægte Fortiden og sit Medansvar for den, og man kunde derfor have ventet, at man til den anden Forfølgelse, man har gjort Generaldirektøren til Gemtand for ogsaa vilde have føjet den at have strøget ham af den Blaa Bog, naar man finder det rimeligt at stryge en Mand, mod hvem der overhovedet ikke har været rejst nogen Anklage. At man ikke har gjort det maa derfor tages som et nyt Bevis for, at ingen "Forbrydelse" kan sidestilles med det at have udtalt sig kritisk om Jøderne. Det er selve Synden mod den hellige Aand, den Synd, for hvilken der ikke findes Tilgivelse.    s. A. 

66

eller har kunnet anklages for at have været i Samarbejde med Tyskerne, kan De altsaa ved at have lagt Navn til en saadan Karakteristik, tiltage Dem en Del af Æren for dette, der engang, derom nærer jeg Ikke Tvivl, sammen med den øvrige Behandling, der er blevet mig til Del, vil blive regnet for en Skamplet for vort Land. 

Det gør mig saa meget mere ondt at maatte rette disse Bebrejdelser imod Dem, som jeg af Deres Opførsel havde forstaaet, at De - i Modsætning til adskillige af Deres akademiske Kolleger - prøvede at værne om den frie, saglige, retskafne Drøftelse og den fair Bedømmelse, der burde være Frugten af mere Viden og højere Begavelse. 

 

Svar fraFolketingsmand, Professor Hartvig Frisch 27. Dcbr. 1946.

Der er to Ting i Deres Brev; jeg gerne vil svare paa, da det vedrører mig personligt. Udtrykket "Forbryderen Einar Krenchel" generede ogsaa mig noget, da jeg saa det paa Tryk, og jeg tvivler paa, at jeg har brugt det, men kan ikke benægte det, da Interviewet var et af disse forbandede Telefon-Interviews. Hvad jeg skulde have sagt var "den dømte E. K." for al holde mig til det rent objektive. Iøvrigt havde Krenhcel ved sin Pjece om dansk Forsvar med tysk Støtte allerede før 29/8 43 forladt sin gamle Pacifisme, og hans direkte Samarbejde med Besættelsesmagten er jo uomstødeligt bevist.

Det andet vedrører min Brug af Ordet "antisemitisk" om Deres Piece. Jeg maa bekende, at hvis dette Ord ikke kan anvendes om Deres Tryksag, der udsendtes paa et Tidspunkt, hvor de danske Jøder allerede havde den tyske Forfølgelse hængende over Hovedet (jfr. Scavenius' prisværdige Bestræbelser for at undgaa denne Nedværdigelse), saa ved jeg ikke, naar Ordet kan anvendes. Sjældent har nogen Dansker udtrykt Følelser og Meninger mod Jø­derne i et for disse mere uhyggeligt Øjeblik. Jeg kan derfor ikke som Historiker tilbagekalde Ordet "antisemitisk" om Deres Piece, naturligvis i den Betydning, jeg bruger Ordet - rettet mod Jøderne. 

67  

Brev tilFolketingsmand, Professor Hartvig Frisch  2. Jan. 1947.

 Den Omstændighed, at man gentager sin Paastand er ikke noget yderligere Bevis for dens Rigtighed, og Deres Brev af 27. Decbr. f. A. kan jeg ikke betragte som andet end en saadan Gentagelse. Jeg skal derfor tillade mig at vende tilbage til Sagen og tage den op paa det Grundlag, hvor De har stillet den. 

De beklagede Dem over at være slaaet i Hartkorn med andre Sabotagemodstandere med hvem De ikke mente at have noget tilfælles. Jeg gjorde Dem opmærksom paa, at De ved at anvende Betegnelsen "antisemitisk" om, hvad jeg havde skrevet gjorde Dem skyldig i akkkurat samme Tilsnigelse. I Stedet for at ind­rømme dette søger De nu at forsvare Brugen af denne Betegnelse ved Henvisning til, at jeg lod min Tryksag "Europas Fremtid" udkomme under Besættelsen paa et Tidspunkt, hvor Jøderne efter Deres Mening var udsat for Fare. De var det ikke efter min, og at jeg havde Grund til at se saaledes paa deres Stilling viser den modstræbende og relativt lemfældige Maade, hvorpaa Aktionen imod dem blev gennemført, da den fandt Sted - halvandet Aar efter.

Men - og dette er Forskellen mellem Deres og mit Synspunkt - det afgørende og for mig forpligtende var ikke, kunde ikke være og kan aldrig blive om, hvorvidt Jøderne er i Fare, men om hvorvidt mit Land, mit Folk er det, og en saadan Fare bestod og bestaar deri, at man i sin Opfattelse, i sine Domme orienterer sig med jødiske og ikke danske Interesser for øje. Dette ansaa jeg det for min Pligt at advare imod, og dette mener De altsaa, at jeg ikke har været berettiget til.

Mellem disse Opfattelser er der utvivlsomt en stor Forskel - hele den Forskel, der er mellem at sætte sit eget Folks Interesser højest og at ofre dem - under forskellige, skøntklingende Paaskud - for fremmede Interesser.

Hvis De havde skullet udtale Dem som Historiker var det dette, De maatte have fortalt Deres Læsere. Hvis De havde skullet skrive Historie, havde De maattet fortælle dem, at den, der skrev "Europas Fremtid" fra sin tidligste Ungdom havde advaret imod Jøde- 

68

indflydelsen i dansk Aandsliv, og at Jøderne som Hævn havde søgt at afskære ham fra enhver Mulighed for at gøre sine Evner gældende. De maatte endvidere have oplyst dem om, at han ikke, som det kunde have været menneskeligt undskyldeligt, have gjort sine Forfølgere til Genstand for propagandistiske Overdrivelser, men at han kun havde sagt, hvad der støttedes af deres egne Udtalelser og Handlinger. De maatte have gjort opmærksom paa, at min lille Tryksag var moderat, velbegrundet og sigtende ikke mod nogen "Forfølgelse" af Jøderne, men beskedent blot krævede, at man, naar man ræsonerede om Fremtiden saavel for vort Land som for hele Europa ikke gjorde Regning uden Vært. Hvis De havde villet skrive Historie havde De maattet gøre opmærksom paa, at jeg delte min saakaldte "Antisemitisme" med en hel Række mere eller mindre underbegavede og korrumperede Personer som Cicero, Chaucer, Shakespeare, Voltaire, Malesherbes, Goethe, Fichte, Schopenhauer, Dostojewski, Kirkegaard etc. etc. Hvis De havde skullet skrive Historie og skrive som en Historiker, havde De maattet gøre Deres Læsere opmærksomme paa, at Betegnelsen "antisemitisk" med dens nuværende Indhold og Betydning er skabt ved en uophørlig og verdensomspændende jødisk Propaganda, og bestemt til at afskære enhver saglig Drøftelse af dette vanskelige og betyd­ningsfulde Problem, og De maatte have gjort opmærksom paa, at enhver, der bruger det som De har gjort det overfor mig, medvirker i denne Propaganda og benytter sig af den. Hvad De personlig læg­ger i Ordet eller forstaar ved Ordet kan i Forhold hertil ikke komme til at betyde noget - rent bortset fra, at den Betydning, De efter Deres eget Sigende har lagt i Ordet ogsaa er misvisende, da jeg ikke skriver af Fjendskab mod Jøderne, men af Kærlighed til mit Land og Loyalitet mod mit Folk. 

Hvad vilde De i Grunden sige, hvis jeg anvendte en lignende Fremgangsmaade overfor Dem, som De har anvendt overfor mig, og dette vilde jo ingenlunde være vanskeligt. Roszniecki, der som bekendt var Professor ved samme Universitet som De, spørger i "Det jødiske Problem" (S. 273) - en Bog, jeg varmt kan anbefale Dem: "Hvem er Jøde?" og han svarer: 

"Jøde er enhver, hos hvem hjærtet banker stærkere af glæde, af sorg, sympati, eller bekymring, hvergang han hører, læser eller 

69 

taler om Jøder, og enhver som generaliserer det enkelte tilfælde, der taler til fordel for Jøderne, medens han behandler det, der vidner imod Jøderne som den store undtagelse." 

Sammenholder jeg denne Definition med Deres Omtale af min Pjece og med Deres Brev er jeg ikke i Tvivl om, at ogsaa De er "Jøde", men hvad vilde De mene, hvis jeg henvisende til en saadan personlig Definition benyttede Udtrykket om Dem? 

P.S. Da De i Deres Brev navnlig synes at lægge Vægt paa, at Tidspunktet for Offentliggørelsen af "Europas Fremtid" var ubelejligt, maa jeg gaa ud fra, at De kender Tidspunkter, hvor det har været eller vil være belejligt at fremkomme med en saglig Kritik af jødisk Indflydelse og jødisk Politik. Er det det f. Eks. nu? Vil man i Øjeblikket i Presse eller Radio kunne imødegaa eller belyse de talrige jødiske Fremstillinger, vi faar fra enten Rabbinere eller Journalister af samme Race? For Radioens Vedkommende har De jo nem Adgang til at faa Spørgsmaalet besvaret. Hvis Svaret er nej, synes jeg vi kan lade dette Moment ude af Betragtnnig og holde os til Forholdene som de nu engang er, nemlig at Jøderne gennemfører en absolut Censur m.H.t. alt, hvad der kan belyse deres Virksomhed. Hvis de er de smaa sker det under Paaberaabelse af Medlidenhed; naar de er ovenpaa - som nu - ved Hjælp af den uhyre Magt, de sidder inde med. Som jeg maa antage, finder De dette rimeligt.   

 

Svar fra Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch 26. Jan. 1947.

Da De sikkert vil hævde, at heller ikke Deres sidste Brev (af 2/1) er antisemitisk, tror jeg videre Drøftelse er ufornøden.  

 

Brev til Folketingsmand, Professor Hartvig Frisch 31. Jan. 1947. 

Hvis Dr. la Cour i Fortsættelse af Deres Protest havde skrevet noget lignende til Dem som De i Deres Kort af 26. ds. skriver til mig - hvad vilde De saa have ment om hans Evne eller Vilje 

70

til at begribe? Selvfølgelig fornægter jeg ligesaa lidt mine Meninger om Jøderne som De antagelig fornægter Deres om Sabotagen - det er slet ikke herom Brevvekslingen har drejet sig. Hvad jeg bestred var Deres Ret til paa Grundlag af mine Meninger at behandle mig paa lignende Maade som Dr. la Cour behandlede Dem paa Grundlag af Deres. Naar De fortsat hævder en saadan Ret, maa det altsaa betyde, at det i Deres øjne "antisemitisk", d.v.s. forkasteligt paa Jøderne at anvende samme Synspunkter, samme Maalestok og samme Vurdering som baade De og jeg vil anvende paa en hvilketsomhelst anden Folkegruppe, Nationalitet eller Indflydelse. Naar De i Øjeblikket - ligesom jeg i øvrigt - er betænkelig ved Indlemmelsen af et større Antal Sydslesvigere, er det ud fra en Opfattelse fuldkommen svarende til den, der for mig har været og er afgørende m.H.t. Jøderne. 

 

TIL LÆSERNE! 

Den Omstændighed, at otte af mine Bøger er udsolgt og flere af dem er kommet i mere end eet Oplag trods den Boycott, jeg har været Genstand for, viser, at jeg har en Kreds af Læsere, som naturligvis vilde have kun­net være endnu større, hvis man ikke havde gjort sit bedste for at forhindre, at den blev det.

Til disse Læsere henvender jeg mig med Anmodning om, at de vil gøre alt, hvad der staar i deres Magt for at skaffe denne lille Bog den størst mulige Udbredelse, Mine Meningsfæller har her en Lejlighed til ikke at lade mig i Stikken eller - til at gøre det. 

De har her en Lejlighed til at vise det Aandstyranni, der foranstalter sine Kætterforlølgelser, at der er Grænser for dets Magt. Jeg haaber, de vil benytte Lejligheden. 

Kan man ikke faa min lille Bog i Boghandelen, bedes man henvende sig direkte til Trykkeriet: Saabye & Christensens Eftflg., Gl. Kongevej 177,  København V.  Ved Indsendelse af Beløbet vil det ønskede Antal Eksemplarer blive ekspederet til den opgivne Adresse eller de opgivne Adresser. Giro Nr. 23806. Prisen er Kr. 2.75. 

Forfatteren. 


Harald Nielsen

Læs flere udvalgte værker af Harald Nielsen

Antisemitisme i Danmark

Hjemmeside går i sort

Dronte 8

Dronte 8 - leder

Drontens hovedmenu