af Knud Eriksen

(Denne tale kunne ikke holdes, som annonceret, i Jerlev Kro, på grundlovsdagen, eftersom det lokale politi havde tilladt demonstration af hundredvis af autonome, lige uden for kroen. Da disse autonome jo er velkendte for voldelig og vandalistisk adfærd, måtte kroindehaveren bryde aftalen med Den Danske Forening om afholdelse af mødet, og dette måtte aflyses. Bedre bevis for aktualiteten af den følgende tale kan næppe fås.)

I dette jubilæumsår, hvor Den Danske Forening fylder ti år er der først grund til at ønske til lykke med de opnåede resultater. Det er imponerende og tankevækkende, hvad nogle få mennesker har kunnet yde mod en overvældende overmagt, så stabilt og så længe. Og så talentfuldt. Det er eksistensen af sådanne mennesker, der gør det muligt at tro på, at et diktatorisk, ensrettet, multi-etnisk samfund under Den Nye Verdensorden ikke har nogen fremtid i Danmark. Vi har meget at takke pionererne for. Nogle har ydet deres indsats, og gør det ikke længere, af den ene eller anden grund. Andre af pionererne er stadig i aller højeste grad aktive. De fortjener alle en æresplads i vore hjerter. Jeg taler til jer i dag på grund af et afbud fra vores mest aktive, vedholdende og talentfulde danskheds-forkæmper, pastor Søren Krarup. Det er mig en stor ære.

Men herefter til hovedsagen:

Kan vi lykønske disse gæve pionerer og de mange, der i årene sluttede sig til deres budskab, med, at vi har sejret i dag, at foreningen har nået sit mål, som skulle være at gøre befolkningen opmærksom på den katastrofale udlændingepolitik, der er blevet ført? Har Ekstra Bladet overtaget jobbet, så vi alle kan lægge os og vente fortrøstningsfuldt på, at politikerne nu bliver tvunget til at lytte og holder op med at ødelægge landet?

Nej, den tror jeg ikke på! Vi har slet ikke tid til at hvile på laurbærrene, for intet er i virkeligheden løst: De fremmede bliver ikke sendt hjem, kriminaliteten og pengedrænet fortsætter, censuren på fremmedområdet fortsætter i de øvrige medier, nedbrydningen af traditionelle værdier, den sovjetagtige lovgivning mod danskerne fortsætter, indoktrinering af os, også fra EU-monsteret, fortsætter i højeste gear her i "anti-racismeåret". Vore børn hjernevaskes fortsat i skolen, fordummes og fremmedgøres for dansk kultur, hvorefter de presses til side til fordel for fremmede, når det gælder bolig, uddannelse og job. Kosmopolitiske, velnærede politikere sidder og griner, hvor de hele tiden har siddet - og regner med at blive siddende. De bliver ikke stillet til regnskab for deres landsforræderi i et nyt retsopgør. Dansk demokrati er blevet en karikatur på begrebet "folkestyre" og bør hedde demokratur- et raffineret diktatur i demokratiets form, hvor intet er mere uvedkommende, end hvad det danske folk ønsker og har behov for.

Så- selv om Ekstra Bladet nu siger, hvad de burde have sagt for 10-20 år siden, og uden at blive presset af os i ti år, hvad har vi så løst?

Intet endnu, vil jeg påstå, men vi er på vej, og godt på vej, takket være den lille stædige, idealistiske gruppe danskere, der har organiseret sig, og ydet en koordineret, talentfuld og uegennyttig indsats igennem disse ti år. At opløse foreningen nu ville være som doktoren, der forlader en kur, fordi den virker, inden patienten er rask. Det virker ikke helt rigtigt på mig. Men det er klart, at et 10-års jubilæum må give anledning til at overveje fremtiden. Og jeg er enig med vor mangeårige formand, Ole Hasselbalch, i hans vurdering i en avisartikel for nylig, hvor han sagde, at han havde svært ved at se idéen med foreningen i dens nuværende form. Jeg vil understrege dens nuværende form, for, som nævnt, er der så sandelig nok at tage fat på. Dansk kultur er bestemt ikke sikret. Friheden er mindre sikret end den længe har været. Verden er mere overbefolket og kaotisk end nogensinde. Situationen er snarere den, at Den Danske Forening har mange fine ressourcer, som skal bevares, men den trænger til åndelig og organisatorisk hovedrengøring.

Den Danske Forening skal være stedet, hvor folk kan være sikre på at få den ægte vare. Vi skal ikke lukke, men snarest have genoprettet styrken i foreningen og dermed vore støtters fuldstændige tiltro til, at eet sted er man ikke bange, ynkelig, medløbende, løgnagtig, forsigtig, korrupt. Eet sted ser man klart og siger klart, hvad man ser. Vi skal ikke antyde opgiven eller mismod. Ikke være svage. Tilliden skal straks genoprettes. Vi har ikke råd til at lade karriere, pænhed og status være afgørende for vores stillingtagen. Vi har ikke lov til at vende det døve øre til, når vi hører om fjernelse af danskeres livsgrundlag. Vi må ikke vælge et blindt øje eller være enøjede, når vi herhjemme eller i vore nabolande ser den totalitære giftsky nærme sig ved udelukkelse af medborgere fra det såkaldt "pæne selskab", der forekommer mere og mere kvalmende og vitaminfattigt. I vore nærmeste nabolande - Tyskland, Østrig og Frankrig fængsler man systemkritikere og forbyder deres bøger. Denne standard for, hvad der er kriminelt, skal herefter eksporteres til os og de øvrige EU-lande. Det hedder så neutralt, fredsfyldt og også lidt videnskabeligt: "Harmonisering".

Vores egen såkaldte "racismeparagraf" er allerede et stort knæfald for denne totalitære giftsky. Med brødrene Melchiors ivrige ledelse af heksejagten mod revisionshistorikeren Thies Christoffersen og hans tyske meningsfæller i Kværs, Kollund og senere mod nynazisterne i Greve, med øjeblikkelig opfølgning fra daværende justitsminister Erling Heymann Olsen om diverse forbud og en stramning af racismeparagraffen, fik de mere observerende et fingerpeg om, hvor den totalitære trussel i dag kommer fra. Da Bent Melchior kort efter overlod overrabbiner- stillingen til den jødiske slagter Bent Lexner for selv at kunne hellige sig ledelsen af B´nai B´rith i Europa, var det klart for de velorienterede, at der skulle ske mere i samme retning. B´nai B´rith er en eksklusiv jødisk loge, anset for verdens mest indflydelsesrige. Dens arbejde inkluderer lobbyvirksomhed, spionage, og propaganda. Melchior flyttede dens kontor til Bruxelles, EU-diktaturets hjerte og nævnte selv, at arbejdet mod "racisme, anti-semitisme og fremmedhad" havde højeste prioritet. Sammen med en anden højtstående trosfælle, Jean Kahn fra Frankrig, arbejder han nu intensivt med EU´s anti-racismeår, hvis mere konkrete resultat givetvis skal blive afskaffelse af ytringsfrihed i de EU-lande, hvor den endnu består delvist, samt en yderligere ændring af- og harmonisering af straffelovene i Europas lande. Linien, der har været fulgt i mange år, betyder formentlig afkriminalisering af vold og diverse seksuelle overgreb og perversiteter, mens alt, hvad der kan hæmme tyrkeres, pakistaneres, afrikaneres - og, helt tilfældigt - jøders rettigheder og dominans i Europa - må gøres kriminelt.

Det er ikke spor svært at se. Kun frygten kan sløre synet!

Hvis nogen mener, vi kan lukke foreningen, fordi pressen nu klarer sagen for os, har de vist glemt bl.a. dette lille projekt om afskaffelsen af ytringsfriheden, der er i fuld gang, netop i år. Pressen er ikke kritisk eller bare interesseret i projektet, og går da slet ikke til kamp imod det!

Jeg mente ellers, at ytringsfriheden var et emne af en vis interesse for pressen og de øvrige medier. Jeg har for længst erkendt, at jeg her tog fejl. De mener propagandafrihed - til dem selv. Fængsel til de, der er uenige med dem. Ellers havde de forlængst løbet storm mod en jurididsk perversitet som "racismeparagraffen", og selvfølgelig fået den fjernet.

Jeg troede også, at jeg havde forstået det rigtigt, når jeg mente, at ytringsfriheden - den fulde ytringsfrihed - var selve grundlaget for et rigtigt folkestyre, og at diktaturet først og fremmest var at kende på, at ytringsfriheden blev knægtet og at kritikere af magthavernes eneste tilladte sandhed blev straffet som i Sovjetunionen. Jeg mener stadig, jeg har ret heri. Jamen, så har Melciorbrødrene, Erling Heymann Olsen, Poul Nyrup og hele den magtbande, der herser med danskerne som livegne bønder, uret. Så skaber de med EU et nyt Sovjet. Et SOVJET-EU-NIONEN. Og sådan er det jo. Kritiske røster var da også allerede fremme over for EU, da Sovjet brød sammen. Hvorfor skabe et nyt? Men pressen - igen - var ikke sin opgave som borgernes vagthund voksen. For presse, radio og TV, ja- såmænd endda vore egne fagforeningsblade er i dag overtaget af ensrettede journalister fra Danmarks Journalisthøjskole, der ved, at de skal fremme EU, multi-etnisering, racismeparagraf osv. osv. Pressen er ikke borgernes vågne vagthund, men magthavernes bidske køter, der logrer for sin herre, som fodrer rigeligt med penge, prestige og privilegier og giver med ridepisken, hvis der bides efter herrens venner.

Kun det almindelige danske folk skal bides og holdes på plads.

Når Ekstra Bladet har tilladt Søren Krarup at skrive i årevis, - i øvrigt som stort set den eneste indvandringsmodstander, der let kunne komme til - og når bladet nu korrekt opfylder sin rolle som effektiv kritiker af den landsforræderiske udlændingepolitik, kan vi glædes, men må ikke glemme,

AT bladet angribes hårdt af de øvrige medier herfor, altså står alene blandt medierne - det er nu undtagelsen, der bekræfter regelen.

AT situationen meget hurtigt kan vende, feks. som vi så på BT, hvor debatsiderne blev gjort politisk korrekte næsten fra den ene dag til den anden ved fjernelse af en ærlig og rank redaktør. Ekstra Bladet ejes stadig af Politikens Hus.

Vi må ikke falde på halen over, at et enkelt blad endelig gør, hvad det for 10-20 år siden skulle have gjort. Det bærer et meget tungt ansvar for IKKE at have gjort noget i tide. Så havde vi nemlig slet ikke haft de uhyggelige problemer, vi nu skal slås med. Og vi kan da heller ikke udradere, at Ekstra Bladet har båret et hovedansvar for tilsviningen af Den Danske Forening og dermed yderligere såret og forulempet gode danskere, der som de eneste ville modsætte sig landsforræderiet.

Det er på sin plads at være taknemmelig over, at vi får medvind gennem Ekstra Bladets kampagner. Chefredaktør Ove Gade risikerer måske endda sin stilling, så fortjener han også vores respekt. Og vi må være lykkelige for, at vi har haft stærke, ranke personer, der har kunnet trække læsset for os stabilt og dygtigt i så mange år. Men at regne med, at de kan blive ved at gøre dette evigt, er ikke realistisk. Jeg synes, der er tegn på træthed og opslidning hos nogle af disse vore foregangsmænd. Hvad er vel mere naturligt? Vi skal heller ikke være blinde for, at netop dette er noget, vore modstandere har ventet på og spekuleret i.Vi må alle op af hullerne. Vore modstandere har i realiteten kun den styrke, der kommer af vore egne svagheder og vor frygt. Der er en film efter Alistair McLeans bog, der hedder "Frygten er mit våben". Men frygt som våben er vel mere undtagelsen end reglen. Så jeg foreslår, at vi dropper frygten som "våben" og slutter op om "Mod, sandhed og sammenhold". Det er stærke våben. Og når jeg betragter situationen, ser jeg ikke andre.

Nej - pressen - medierne - med deres løgn og hjernevask, er stadig den forgiftede brønd, der må renses gennemgribende før landet kan blive frit for landsforrædere, partipampere, korrupte embedsmænd i administrationen og retssystemet og ikke mindst politikere, hvis etiske niveau gør dem uværdige til at pudse sko på selv den jævneste, men ærlige dansker. Og før vi igen kan blive herrer i eget hus og som noget selvfølgeligt få forret til uddannelse, jobs, boliger og andre goder. Når medierne er tilbageerobret fra internationalisterne følger landet med institutioner hurtigt efter.

Da - og først da - får vi et afslappet, men effektivt retsopgør med vore landsforrædere. Vi skal have moderniseret landsforræderibegrebet i straffeloven for at nå dem med retfærdige straffe og bliver nødt til at dømme med tilbagevirkende kraft for at nå de værste forbrydere. Det er et alvorligt skridt som egner sig til folkeafstemning, ligesom spørgsmålet om ophævelse og nyvurdering af de mange statsborgerskaber, tildelt i strid med Grundlovens ånd af straffemodne landsforrædere.

Da får vi ret hurtigt fundet frem til effektive og rimeligt virkende hjemsendelsesordinger for de fremmede, der nu tror, de er ved at overtage vort hjem.

Da får vi standset narkoforgiftning af ungdommen allerede ved grænsesmuglingen, for grænsen skal som noget selvfølgeligt op igen.

Da får vi ændret skolebøger og tilladt andet end politisk korrekte bøger og blade, så hjernevask i skolen af vore børn og af os selv gennem den totale ensretning hører op.

Da får vi løsgjort os fra jerngrebet fra interessegrupper, der tjener fremmede interesser, da får vi meldt os ud af Sovjet-E-unionen og opsagt adskillige tåbelige internationale konventioner, hvis indhold enten opfyldes ved almindelig civiliseret adfærd, men uden tvang og paragraffer, eller hvis indhold er falsk varebetegnelse og virker direkte skadeligt for det danske folk. Der kommer givetvis repressalier, f.eks. på økonomien fra den internationalistiske magtmafia, men når vi kender deres metoder, vil vi kunne tage modforholdsregler og gøre deres griskhed og ondskab mindre tiltrækkende og effektivt for dem. Og vigtigt: Vi står ikke alene.

Det kan lyde stort og uoverkommeligt. Men vore nabolande, ja hele den vestlige verden har skæbnefællesskab med os, og der arbejdes effektivt og med stigende succes for det samme i andre lande. Tænk på, at Sovjetunionen for nogle få år siden så ud til at være den mest stabile og stærke ondskab i verden. Pludselig var den væk.

Jeg har på denne baggrund tænkt mig at stille nogle forslag til Den Danske Forening:

Hvem er vi?

Den Danske Forening er ikke - eller bør ikke være - kun Søren Krarup og Ole Hasselbalch. Vi er mange flere. Kampen mod ødelæggelsen af vort fædreland er en folkesag. Det får man ikke indtryk af, når man ser, hvem f.eks. Ekstra Bladet i de ti seneste år for alvor har ladet komme til orde i dets spalter. Det har stort set kun været Søren Krarup. Altså Søren Krarup mod resten af landet, var det indtryk, den almindelige dansker fik. Og så en forening af slemme fremmedhadere, hvis formand allernådigst kunne få lov at svare lidt igen på de jævnlige flersidede nazistbeskyldninger. Dette har været billedet, når det skal tegnes lidt firkantet og overdrevent for at fremme forståelsen. Det er vore modstanderes, især mediernes, værk. Men vi har ladet det ske.

Kampen er ført efter fjendens spilleregler: - "Saml de kritiske, eller lad dem samle sig. Lad et par af deres ledere komme en smule til orde, så de bliver bare lidt glade og bliver i folden. Gør dem samtidig til pariaer og gør andre bange for at slutte sig til dem. Prøv at infiltrere dem, skab splid mellem dem, foreslå ufarlige, ineffektive aktiviteter, det foretrækker de fleste, prøv at få egne folk på nøgleposter og overtag om muligt helt gruppen". Sådan skabes kontrolleret opposition. Man ved, hvor man har modstanderne, de bliver pacificeret, får lov at pippe lidt, de bliver inaktive, de erkender, at de ikke kan sige, hvad der skal siges bedre eller så godt som en Søren Krarup eller Ole Hasselbalch. De trækker efterhånden opgivende på skuldrene fordi fremmedimporten alligevel fortsætter hæmningsløst, fordi politikerne tromler frem uden at ænse modstanden. De mødes så i diskussionsgrupper der efterhånden degenererer til psyklogiske selvhjælpsgrupper uden saft og kraft. Alt slæbet lægges på Søren Krarup, Ole Hasselbalch og nogle få andre effektive individer, der overbebyrdes og efterhånden slides ned.

Det er blot at vente. Jeg siger ikke, at dette er sket, men man må være opmærksom på, at muligheden altid er der, at det er vore modstanderes ønskedrøm og at foreningen ihvertfald i dag mere ligner et blad med en lille trofast læserskare end en stærk, livskraftig bevægelse med forskellige aktiviteter, herunder et blad. Det er urealistisk og også uetisk af os at regne med, at nogle få til evig tid skal gøre hele arbejdet for os, når vi også godt kan. Vi skal op på mærkerne!

Ny entusiasme.

For folk liver op, når deres formål igen ser opnåeligt ud, og de får lov at gøre noget effektivt i retning af det. Medlemsskaren skal altså aktiviseres, gøres entusisatisk og eventuelt saneres: Alle, der mener, de kan og vil yde et bidrag, må frem fra skjulet nu. De bør huske, at vi alle er enestående og nødvendige, og at vi vokser med opgaven. De, der ikke mener at kunne yde noget bidrag, ud over at læse "Danskeren", kan fortsætte hermed, men medlems- eller abonnementsprisen bør hæves væsentligt, f.eks. til 500 kr., så de passive ihvertfald betaler for bladets produktion og måske lidt til. De, der herved falder udenfor, var jo alligevel kun dødvægt for foreningen.

Lige som ved rekonstruktion af en vaklende erhvervsvirksomhed, ser vi på de succesfulde kerneaktiviter og de effektive folk. Disse styrkes og støttes. Det, der giver underskud og er tidsspilde, skæres bort.

De dygtige medlemmers evner kan nok også anvendes bedre, end det sker i dag, især hvis de kobles på effektive projekter, hvor netop deres individuelle styrke ligger, og hvor deres entusiasme kan vokse på grund af succes. Organisatorer skal organisere. Nysgerrige typer skal lave research, finde oplysninger. Akademikere skal lave handlingsprogrammer, lovforslag, bøger og blade og stille op til diskussionspaneler om emner, hvor de efterhånden uddanner sig til eksperter. Fysisk stærke skal bruges i sikkerhedsorganisationen, som er vigtig for, at de frygtsomme kan uddele materialer under beskyttelse, samt til sikring af møder og talearrangementer. De visionære og karismatiske skal holde mange, fængende taler, som de øvrige skal arbejde professionelt på at få stadigt større forsamlinger til at høre.

Amnesti

Alle effektive patrioter, der af den ene eller anden grund har forladt foreningen, skal med på holdet igen, hvis de kan overbevises, kan tilslutte sig foreningens formål, og ikke samtidig er medlem af en gruppe, der søger at omstyrte samfundet. Personstridigheder og bagtalelser af andre patrioter skal ophøre og føre til undersøgelse af bagtaleren eller konfliktskaberen selv. Der skal gives generelt amnesti. Det betyder også, at tidligere medlemskab af en revolutionær gruppe, hvad enten det var på højre- eller venstrefløjen, ikke er nogen hindring. Det er f.eks. uholdbart, dobbeltmoralsk og ulogisk, samt et dybt underdanigt buk for de "politisk korrekte", hvis tidligere kommunister kan tolereres, men ikke tidligere nazister eller andre fra den udskældte højrefløj. Man må have lov at udvikle sig og blive klogere.

Vi vinder ingen kamp ved kun at acceptere frygtsomme bladlæsere. Vi skal ikke have travlt med at tage afstand fra den ene og den anden, men snarere samle ressourcer over alt, hvor dette er muligt. Vi skal ikke være konfliktsky. Ikke søge at tækkes folk, hvis hovedformål er at ødelægge os! Konflikt er der og bliver der. Det skal vi igennem. Stemplet og forfulgt bliver vi, ligegyldigt hvor forsigtige og korrekte vi er. Det er kampens vilkår. Vi skal alene stå fast på, at Danmarks problemer skal løses på folkestyrets grund, som der står i foreningens formål. Vi sætter vor grænse dér over for bevægelser eller organisationer, der vil omstyrte samfundet og vil anvende vold for at nå målet.

Fremtidens kurs.

Bortset fra spørgsmålet om, hvilke ressourcer - specielt hvilke medlemmer, vi kan regne med i kampen for friheden, er det vigtigt at få styr på, hvor vi er kommet til, og hvad den rette kurs er for fremtiden. Det kræver orientering. Ellers handler vi i blinde. Måden at orientere sig på vil samtidig være naturlig som funktionsmåde for foreningens dokumentationsarbejde, dens basisfunktion, fremover.

Hvordan orienterer man sig? Bedst muligt selvfølgelig - det vil sige i alle retninger!

1.Lær af historien

Vi skal orientere os tilbage, det vil sige i historien. Vi skal finde ud af, hvilke skridt der har ført os til den nuværende situation. Historien er ikke kedelig, men derimod en fremragende læremester. Et gammelt visdomsord lyder: Den, der ikke tager ved lære af historien, er tvunget til at gentage den. Det er bare ikke løgnehistorie, vi har brug for. Lige som vore nyheder er sovset ind i løgn og fordrejninger, er det tilfældet med meget af den accepterede, politisk korrekte historieudlægning. Den, der ligger til grund for vore daglige nyheder i medierne. Den, vore børn tvinges til at lære i skolen. Historie er jo blot gamle nyheder, lige som nyheder er ny historie. Det vil i virkeligheden sige, at det er den såkaldte revisionshistorie, eller forkortet "revisionismen", vi skal interessere os for. Det er mediernes skyld, at kun spørgsmålet om "Jødernes holocaust" eller "Auschwitz" er blevet forbundet med den historieretning. Den sag er, som le Pen fra Frankrig har sagt det "en detalje i historien", og ikke hvad hele historien drejer sig om, som man nærmest får indtryk af i dag. Monomanien omkring dette emne, både fra forsvarere og angribere, er ikke, hvad der interesserer mig inden for revisionshistorie. Dygtige revisionshistorikere har for længst bragt de grundlæggende kendsgerninger om dette emne på plads, og tiden klarer resten. Men vi skal selvfølgelig råbe og skrige op om, at man på sovjetisk eller nazistisk vis indespærrer disse dygtige revisionister som tak for deres forskning. Det er heller ikke den revisionshistorie, vi har set i vore skoler, hvor hvide mænds rolle skrives næsten fuldstændig ud af historien og erstattes af sorte, bøsser, jøder, muslimer og kommunister. Emnet er langt mere omfattende. Det er den ærlige søgen over alt efter så korrekt en historie som muligt. Det er i denne historietradition, vi f.eks. finder en omfattende forskning i baggrunden for det totalitære eksperiment, vi i dag omtaler som det multi-etniske samfund, eller Den Ny Verdensorden. Denne baggrund må vi forstå grundigt for at kunne bekæmpe uvæsenet i alle dets nutidige og fremtidige former.

Den historiske revisionisme personificeres bedst ved den amerikanske historiker, sociolog og kriminolog, Harry Elmer Barnes, der levede fra 1889 til 1968. Et amerikansk tidsskrift, "The Barnes Review", som jeg stærkt kan anbefale, og som jeg bl.a. støtter mig til her, er startet i hans ånd. Efter Første Verdenskrig skrev han flere historiske værker, der gik på tværs af krigspropagandaen, og den etablerede historisekrivning angående bl.a. årsagerne til denne verdenskrig. Han gjorde opmærksom på, at i krig er "sandheden altid det første offer". Efter krigen, med den bedre adgang til dokumenter samt i en roligere atmosfære, må den historiske sandhed genoprettes. Ellers lærer vi intet rigtigt af historien og vi får det, han i 1953 valgte som titlen på sin mest kontroversielle bog "Perpetual War for perpetual Peace" ("Evig krig for evig fred"). Han kom hermed i konflikt med dem, han kaldte "hofhistorikerne", de, der var i magthavernes net, der forskede og udgav bøger med finansiel støtte fra de store, stenrige almennyttige fonde, styret af internationalistiske bagmænd. Sådanne fonde havde betydelige interesser i at føre Amerika med i krige, argumenterede han, samt at forvanske kendsgerninger, så den offentlige mening derigennem kunne styres. Det omfattede spørgsmålene om de skyldige i krigen, måden krigen blev ført på og konsekvenserne af "sejren" eller "freden".

På denne måde er f.eks. Tyskland af verdens hofhistorikere blevet gjort eneskyldig i begge verdenskrige og senest er hofhistorikeren Daniel Goldhagen i 1996 gået skridtet videre med sin bog "Hitlers willing Executioners" ("Hitlers villige bødler") der gør hele den tyske befolkning ansvarlig for mord på seks millioner jøder under Anden Verdenskrig. Når man husker, hvordan den uretfærdige behandling af tyskerne efter Første Verdenskrig banede vejen for Hitler og førte direkte til Anden Verdenskrig, kan det ikke være klogt at fortsætte i sådan et spor, og påvisninger af fejl, forvanskninger, løgne og propaganda må tilsvarende være fredsskabende. Kun hele sandheden kan gøre os fri. Vi må lære den at kende.

Det var revisionshistorikere, der påviste, at Roosevelt kendte til japanernes angrebsplaner mod Pearl Harbour og bevidst ofrede tusinder af sine egne soldater og stillehavsflåden for at hidse befolkningen nok op til, at han kunne få Amerika med i krigen. Vi må lære, hvordan "den store Roosevelt", leder af verdens mægtigste såkaldte demokrati kynisk styrede sit folk med terror og bedrag.

Den engelske historiker, Paul Johnson regnes muligvis ikke til revisionshistorikerne, men han korrigerede dog bl.a. med sin "Verdenshistorien fra 1917-80" stærkt den marxistiske historieskrivning, der var nærmest enerådende på vore universiteter. Den tyske historiker Ernst Nolte gjorde med sin bog "Die Europäische Bürgerkrieg 1917-45" bl.a. opmærksom på, at kommunismens grusomheder langt overgik nazismens.

Det er revisionshistorikere, der har påvist, at krigene fra Den franske Revolution over Den amerikanske Frihedskrig og de to verdenskrige så langt fra at være kæmpet og vundet for "demokratiet og menneskerettighederne" blev startet, fremmet og vundet af skjulte bagmænd med helt andre og dystre planer. Hver krig har tværtimod ført til større og større svækkelse af den vestlige kulturs indflydelse og position. Det har i den forstand været broderkrige, og vi har i dag en døende, selvhadende vestlig kultur, der styres stadig mere løgnagtigt, elendigt og totalitært og som trues af at blive løbet over ende af mere primitive, men også mere livsduelige folk. Vi må lære at se mønsteret, genkende det i dag og forudse begivenheder.

Det vigtigste historiske emne er netop det fremadskridende, verdensomspændende diktatur, kaldet Den Ny Verdensorden eller Det Internationale Samfund. En hofhistoriker, Carroll Quigley, blev en vigtig kilde til revisionshistorien, ved i sit mammutværk på knap 2000 sider, "Tragedy and Hope", at afsløre sin insiderviden om mændene bag planen om "Den Nye Verdensorden". Essensen af bogen er senere medtaget i en lille, letlæst bog fyldt med politisk sprængstof, Gary Allens "Ingen tør kalde det sammensværgelse". Ideen bag EU, og samtlige andre overnationale organisationer af FN-typen, er skabelsen af en almægtig Verdensregering. Den er vort problem. En uskøn blanding af stenrige finansfyrster, korrupte politikere, magtberusede mediebaroner og selvfølgelig en god portion lallende humanist-medløbere, har arbejdet på denne plan i mange år. De idealistiske tror gudhjælpemig, at denne verdensregering omsider vil bringe fred til jorden, de kyniske ved, at det bliver dem, der dikterer gravens fred fra deres milliard-lystyachter.

Det er nødvendigt, at vi er mange, der kender disse sammenhænge, for at arbejde effektivt imod dette "Verdenssamfund".

Niels Carl Lilleørs artikel i majnummeret af "Tidehverv": med titlen "Et billede" er et godt eksempel på det forræderiske spil, der spilles under begrebet "Verdenssamfundet".

Den gamle forbryder Fidel Castro og Paven der giver hånd på venskab og forsoning, selvom den ondskab, Fidel repræsenterer, lever i bedste velgående og selvom der intet reelt venskab er.

Men de er begge internationalister: Det er det afgørende. Lige som tilfældet var ved den russiske revolution, hvor internationalistiske pengemagnater financierede selve revolutionen ved bl.a. at sende hundredvis af landflygtige kommunistgangstere velbevæbnet ind i Rusland. Men de sikrede også med deres penge, at det kommunistiske uhyre af en stat kunne overleve sine første vaklende år trods blodig udryddelse af hele landets lederklasse. Den gang gik man stille med dørene. Disse kendsgerninger er først kommet frem ved modige og flittige historikeres forskning. Vel at mærke ikke hofhistorikere.

Internationalister. Kosmopoliter.Verdensborgere. Kald dem, hvad I vil, men bliv i stand til at se deres luskede arbejde i vores hverdag! De har infiltreret over alt. De giver sig ikke tydeligt til kende. Lusk, løgn og hemmelighed er deres varemærke. På deres gerninger skal I kende dem. De fremmer multi-etnisering. De fremmer internationale aftaler. De modarbejder national suverænitet. De fremmer moralsk nedbrydning af samfundet, fordi deres lusk og herskerplan meget lettere gennemføres i et modløst, moralløst og opløst land.

De har været på arbejde med denne undergravning i mange år. Vi genkender deres luskede stil fra den kommunistiske æras tid. 68-oprørerne. Venstrefløjen. Bag deres solidaritetets- og freds-taleflom arbejdede de i Vesten samtidig på at sikre kommunistvennerne alle atomhemmeligheder, så kommunisterne kunne blive en maksimal trussel for os. De var i seng med KGB og STASI.

Taktikken er ændret i dag. Kommunismen er spillet som kort. Selve ordet er opbrugt og systemerne har måttet kamufleres yderligere. Men I bilder jer vel ikke ind, at kampen om verdensherredømmet, som de stod for, er opgivet. Hvad tror I FN er for noget? Det er startet af de rødeste røde kommunistagenter, og det kunne i mange år ikke undgå at fremstå som Sovjets forlængede arm. Men mere korrekt set var det hele tiden pengeinternationalisternes forlængede arm. For de havde hele tiden magten. De havde det sidste ord. FN er i dag på grund af mediernes hjernevask synonymt med "Verdenssamfundet" og "Menneskeretighederne". Men det op til os at afsløre, hvad FN i virkeligheden står for, nemlig: "F" for "Fup" og "N" for "Nummer".

Internationalisternes yndlings-fupnummer er FN. Såkaldt fredsskabende styrker, verdenshæren, som vort forsvar og NATO er godt på vej til at være en del af, er kosmopolitiske pengemagnaters redskab.

Et "fredsproblem, der må løses" starter f.eks.med at internationalister sætter en bunke negerstammer mod hinanden og bevæbner dem rigeligt, som det sker netop nu i Afrika. Man venter så på, at grusomhederne bliver omfattende nok til at iværksætte et verdensomspændende medieshow. Samtidig er det meget effektivt til at skabe flygtninge i millionvis.

Derefter anviser man internationale løsninger, med FN-styrker og menneskerettighedsdomstole hvorefter man "genopbygger" de totalt destruererede lande med hjælp fra "demokrati"-eksperter, der sikrer, at landet får en forfatning, hvor racismeparagraffen bliver det vigtigste, og hvor en føjelig stammehøvding med eller uden ring i næsen bliver kombineret stats- og rumfartsminister. Man efterlader rådgivere, der sikrer, at politistyrker. holder denne ordning på plads, eventuelt med lidt terror, men ellers med den velkendte mediepropaganda.

Et par vigtige principper, disse internationalisternes bagmænd altid har anvendt i deres luskede lege, kan vi lære fra historien:

"Løgn og lusk-princippet"

Det er måske mere en sindstilstand end et egentligt princip. Det er ikke smukt, men effektivt. Smil og tal sødt om dagen. Tag kniven frem om natten. Risikoen for afsløring har vist sig minimal. Bortforklaring virker altid, især når indflydelsesrige, velplacerede venner sikrer det. Vi kender det fra hele EU-snakken. Også begrebet "salami-metoden", hvor man f.eks. lusket og med omsvøb fjerner et lands suverænitet skive for skive, passer i denne afdeling. Her finder vi yderligere "Dobbelt-tænkningens kunst" efter George Orwells bog "1984". Man lærer sig at fastholde to modsat rettede tanker samtidig. Man véd samtidig, at det man siger er sandt og løgn. Det medfører en tilstand af paranoid skizofreni. Personlighedsspaltning og forfølgelsesvanvid. Ganske enkelt sindssyge. Men er det ikke nøjagtigt hvad vi observerer hos vore politikere, hos medierne, i de humanitære organisationers ledelser. Ja i den ledende kaste i Danmark og for så vidt den øvrige verden. Brutal Løgn og Lusk med Hellig Forargelse og Himmelvendte Øjne. Til sidst kan de ikke sætte to ord samme uden at producere en løgn. At forstå det er at forstå dem. Der er dybest set ikke mere at forstå.

"Del og hersk princippet"

Det nævnte jeg tidligere som "Kontrolleret opposition - princippet": De sørger for splittelse hos modstanderne. Infiltrerer modstanderens organisationer. Sørger for spionage, splittelse, ineffektivitet. Drejer opmærksomheden mod ineffektive løsninger. Bløder ledelsen op med alle midler. Svækker dem ved angreb, overarbejde, personlige problemer. Kører dem trætte. Gør dem eventuelt medgørlige ved smiger, ved at give eller love dem position, fred, accept, hvis de opfører sig "lidt pænt". Får dem med i "det pæne selskab". Pakker dem ind og uskadeliggør dem. Får dem til at tage afstand fra hinanden ved gensidig bagtalelse. Sørger for, at effektive folk bliver smidt ud af partiet eller foreningen på grund af "uacceptabel" opførsel eller mening. Isolerer de effektive fra de andre. Og så videre. Hvis det ikke direkte ødelægger modstanderen, sinker det ham nok til, at de i mellemtiden opererer uantastet.
Eksempel: Det multi-etniske samfund etableres med over en halv million fremmede, medens den almindelige befolkning fortælles om "stramninger" og Den Danske Forening tvinges på vågeblus.

2. Kampen er international. Føres nationalt.

Vi skal også orientere os til siderne. Det vil sige til udlandet. Selv om vi taler om redning af vort fædreland, altså noget nationalt, kan vi jo ikke undgå at bemærke, at de øvrige vestlige lande lider samme vanskæbne. Den kosmopolitiske "elite" har fået modstand dér længe før vi kom i gang. Derfor vil det være at "opfinde den dybe tallerken" igen, hvis vi ikke tager kontakt til de lande, hvor modstanden er effektiv, for at lære af deres erfaringer. Det vil først og fremmest sige Front National i Frankrig og Frihedspartiet i Østrig, men også de øvrige nationalistiske bevægelser efterhånden.

USA er interessant, fordi der endnu hersker uindskrænket ytringsfrihed, således, at megen litteratur, der nu er forbudt i Tyskland, Østrig, Schweiz og Frankrig, kan skaffes her. Også fordi forskningen mod verdensdiktaturet og bogproduktionen herom er meget omfattende, lige som modstanden mod det er velfungerende.

Front National blev startet af Jean-Marie le Pen sammen med nogle venner for 25 år siden, i 1972. Dvs. at de er 15 år foran Den Danske Forening med kosmopolitternes hærgen og fremmedinvasionen. Deres omfattende erfaringer kan vi få serveret på et sølvfad, og dermed effektivisere og måske forkorte vores egen danske kamp om samme sag. Det er et politisk parti, der er kommet over "den kritiske masse", hvor udviklingen nu eksploderer på grund af overvældende tilslutning. Mange intelligente, superaktive ledertyper med ordet i deres magt står i dag i spidsen for en entusiastisk bevægelse og en topprofessionel organisation, der bl.a. omfatter ugeavis, bogudgivelser, videoproduktion, ungdomsorganisation og sikkerhedsorganisation. Man taler frit om de hemmelige bagmænd og den ækle verdensregering, jødiske organisationers trækken i trådene, og bøger om disse ting er i stort tal til rådighed i deres bogbutikker. Det franske bevidsthedsniveau vedrørende disse emner er langt højere end herhjemme. Hvorfor ikke tage effektivt ved lære af dem?

Tilsvarende kan siges om Jörg Haiders Frihedsparti, og ved at lære fra begge steder kan vi bl.a. sammenligne deres forskellige håndtering af bekyldningerne om nazisme, racisme og højreekstremisme, deres indstilling til sammensværgelser og til "verdenssamfundet". Meget kan vi anvende direkte.

Vi kan f.eks. sammenligne vor situation med de forskellige faser hos Front National, omtalt således i september 1995, hvor en af lederne, Carl Lang gjorde status. Han sagde: "Indtil 1982 (altså de første ti år) var det en vandring i ørkenen. Fra 1982 til 1988 var det opblomstring og voksende styrke. Fra 1988 til 1995 har vi opnået lokal konsolidering og varigt rodfæste. Vi bør nu skrive et nyt kapitel: Erobringen af regeringsansvaret. Til dette formål bør Front National skaffe sig de bedst mulige strukturer og funktionsmåder." Da havde man opnået tre borgmesterposter - (nu fire) og 15 procent stemmer ved et parlamentsvalg, hvor alt var sat ind på at holde partiet ude. Jeg oplevede som gæst den storslåede tiende kongres i Strasbourg i påsken i år. Det var en imponerende styrkeopvisning der givetvis har jaget en skræk i den franske regering, som kort efter udskrev valg, inden partiet kunne nå at bringe de aftalte fremstød i stand. Alligevel fik de igen 15 procent ved valget.

Også fra tyske grupper som Nationalpartei Deutschland med bladet "Deutsche Stimme", bladet "Nation & Europa" samt "Junge Freiheit" kan vi lære meget, selv om Tyskland p.t. er Vesteuropas mest censurerede og ufri land.

Endelig er der spørgsmålet om mere personlig kontakt til disse grupper og også de nordiske, hvor vi er storebror og længst fremme. Der vil kunne skabes fælles fodslag med protester til f.eks. Menneskeretsdomstolen for den sovjetlignende behandling af revisionshistorikere. At denne form for orientering lønner sig, skulle være indlysende. Jeg bemærker da også, at "Danskeren" nu bringer nyheder fra det tyske "Junge Freiheit". Men vi har travlt. Ellers bliver vore anstrengelser "too little - too late", som vore kosmopolitiske ridefogeder satser på.

3. Gå efter bolden - OG manden.

I forsøget på at finde ud af, hvor vi står og for at bestemme, hvad vi skal gøre, mangler vi et par retninger, for at gøre systematikken komplet. Efter at have orienteret os tilbage i historien for at forudsige fremtiden, til siderne, de andre lande i samme situation, for at accelerere vores effektivitet, mangler vi retningen opad og nedad.

Hvad kan det være. Ja, opad er vel et forsøg på at passe begivenhederne ind i den åndelige og religiøse dimension. Den side af sagen vil jeg her lade ligge, selv om den kan siges at være den mest interessante, fordi jeg ellers kommer for langt omkring. Lad mig nøjes med at sige, at vi vil forsvare vort tolerante livssyn og respektere vore forfædres arv til os ved i enighed at forsvare den danske, kristne, protestantiske, vestlige kultur, der er vor givne realitet. Det mener jeg er på linie med, hvad Søren Krarup siger. Samtidig mener jeg, det er af værdi at spekulere over, hvilken "åndelig oprustning", vi har gavn af for at gøre den åndelige dimension og etiske spørgsmål af livsvigtig betydning for et nutidsmenneske, så den fremadskridende degeneration af vore værdier standses, og stolthed, oprejsthed, sandhed, fællesskabsfølelse og optimisme igen kan vinde indpas.

Og vi har brug for at advare mod een-verden-ideologiens misbrug af "New Age"- bølgen til at indpode i vore sind, at vi skal acceptere den folkeblanding, den ønsker.

Nedad er mere håndgribeligt. Det må være at få endnu bedre dokumentation for alle de ulykker, internationalisterne bringer over os. Det kræver ordnede avisklipsamlinger, bl.a. Men vigtigere, er orientering i dybden.
Derved forstår jeg at finde frem til sammenhænge bag mediernes og politikernes show-kulisser. Det indebærer, at vi finder ud af sammenhænge, forbindelser mellem personer og organisationer. Det er jo dem, der laver ulykkerne.
Et meget misbrugt "gentleman-princip" er princippet om, at man kun "går efter bolden - ikke efter manden". Det gælder selvfølgelig ikke, når vi skal bekæmpes. For det er et meget ineffektivt princip. Karaktersværtning, stempling og ivrig pressedækning af eventuelle personstridigheder, er metoderne over for os.
Vi må til gengæld have ret og pligt til at afsløre hovedskurkene, deres eventuelt slibrige handlinger og forbindelser. Og- se det er noget, der virker. Det har de respekt for. I det meget virkelighedsnære spil ishockey lærer man derfor også at gå efter manden, "bolden" er sekundær, den er alt for lille. Når manden er fældet kommer "bolden" jo ikke videre. Vi spiller en kamp om Danmark, danskernes sjæle og i det videre perspektiv, verdens frihed. Vi spiller for at vinde. Der skal laves dybtgående research på persongalleriet i fjendens lejr, og de skal udstilles, for hvad de er. Det er nok den vigtigste type "artikler", bladet "Danskeren" nu kunne trykke.

I vil måske have bemærket at i alle orienteringsretningerne har jeg angivet oplysninger, der går imod en eller anden form for tabu. Hvem tror I har indbygget disse tabu-forestillinger i jer? Det er faktisk sådan, at opdager I et tabu, er det en tommelfingerregel, at netop dér er der spændende og måske livsvigtig viden at hente.

En bevægelse skabes

Når al denne orientering har gjort sin virkning skal der jo handles. Handle betyder ikke skrive. Det er kun baggrundsmateriale og ammunition. Der skal uddeles materiale i massevis. Der skal opklæbes i massevis. Men frem for alt skal der skabes massemøder med fængende talere. Både historien og nabolandes erfaringer siger, at det er det, der skaber en bevægelse. Vi skal tvinge magtmafiaen til at tage os alvorligt, vi skal tvinge dem til at få os på TV. Men frem for alt skal der stables mange massemøder på benene.

Organisationsmæssigt var det nok godt at opdele Den Danske Forening i to hovedaktiviteter: Orienterings- eller dokumentationsafdelingen og Handlingsafdelingen, ledet af personligheder, der har de fornødne egenskaber, som ikke er de samme. Hidtil har især manglen på en Handlingsafdeling været mest tydelig. Massemøder med Glistrup eller Krarup havde bestemt været at foretrække for det mere stille liv, foreningen har ført.

Problemet i dag er ikke så meget, om befolkningen opdager, at "something is rotten in the state of Denmark" - det er opdaget. Der sker snarere det, at man kan beskylde os for at gøre noget rigtigt, men "too little - too late". Vi har travlt, hvis den multietniske damptromle skal standses.

Tillad mig til slut at opsummere:

Den Danske Forening skal bevares, styrkes og tydeligt stå for uforfærdet sandhed og danskhed.

Den Danske Forening skal ikke gemme sig, den må være udfarende og tage de konfrontationer, der måtte komme. De er tegn på, at der er fremgang.

Den Danske Forening skal stå for sammenhold , ikke splittelse, mellem nationale kræfter herhjemme og koordination med nationale kræfter i andre lande.

En grundig orientering i den politisk ukorrekte historie og hos nationale bevægelser i vore nabolande skal vise os vejen.

En bedre udnyttelse af aktive medlemer og bedre organisering med både dokumentationsafdeling, ungdomsorganisation og sikkerhedsorganisation inden for foreningen, samt hovedvægten på at skabe massemøder skal sætte fut i udbredelsen af budskaberne.

Vi vil have standset koloniseringen af vort land nu!

Vi vil have de fremmede sendt hjem nu!

Vi vil have straffet de hjemlige landsforrædere nu!

Vi vil have de fremmedes statsborgerskaber, der er givet grundlovsstridigt af landsforrædere, ophævet og nyvurderet nu!

Vi vil have, at danske politikere betjener danskerne, ikke de fremmede nu!

Vi vil have ærlige aviser, radio og TV nu!

Vi kræver frihed fra kosmopolitternes sociale eksperimenter med os nu!

Vi kræver frihed fra et ensrettet EU, en diktatorisk verdensregering og et multietnisk voldshelvede nu!

Vi kræver et dansk Danmark, hvor vi selv kan stræbe mod lykke og harmonisk udvikling, og hvor vore børn har samme muligheder - nu!

Drontens hovedmenu

'Hykleriet i Den Danske Forening'
'Kuppet i Den Danske Forening'
'Balladen i Den Danske Forening'
Mit forhold til Den Danske Forening