Jødisk Racisme

af David Duke

 

Forfatterens forord

 

Jeg lover, at denne bog vil provokere dig. Dens opsigtsvækkende dokumentation vil komme til at modsige nogle af dine mest grundlæggende forestillinger.

Hvis du, så vidt det er muligt for dig, forsøger at lægge de fordomme til side, du har om dette emne, og måske endda de forudfattede meninger, du måtte have om mig som person – kan du på mere retfærdig vis bedømme de tanker og fakta, som præsenteres i denne bog. Det er alt, hvad en forfatter kan bede sine læsere om. Og jeg beder dig om det. Jeg tror virkelig, at dersom du bestræber dig på at have et åbent sind, vil du blive forbløffet over, hvad du læser.

Bogens egentlige styrke ligger i det materiale, den bygger på. Du vil snart lægge mærke til, at det meste af min dokumentation om den jødiske racisme og den internationale zionisme stammer fra jødiske kilder. De udgør et stærkere argument for mine opfattelser end noget som helst, jeg selv havde kunnet skrive. Jeg opfordrer dig til selv at undersøge disse kilder, som jeg citerer, for at kontrollere dem. I denne bog tager jeg dig med på en fascinerende opdagelsesrejse ind i et forbudt område. Jeg anmoder dig om frimodigt at bevare et åbent sind, mens du udforsker de emner, der her ligger foran dig, for det er kun på den måde, enhver af os kan finde frem til sandheden.

Nogle vil nedrakke denne bog ved at kalde den antisemitisk. Ikke desto mindre anses det ikke for anti-amerikansk at undersøge misgerningerne mod indianerne gennem historien. Og ingen kalder det kristendomsfjendsk at tale om inkvisitionens udskejelser. Bliver man måske betragtet som anti-hvid, hvis man skriver historien om negerslaveriet i Sydstaterne? Massemedierne er fyldt med historier om farerne ved muslimsk ekstremisme. Men ingen siger, at det er anti-muslimsk at granske ekstreme indslag i den muslimske fundamentalisme. Denne bog vover at undersøge et forbudt emne: Jødisk ekstremisme.

Denne bog er ikke antisemitisk; den undersøger og dokumenterer ganske enkelt eksempler på den racisme, de herrefolksidéer, som har eksisteret i det jødiske samfund fra dets ældste historie og frem til i dag. Denne bog vil påvise tilstedeværelsen af ekstremistiske, og racistiske, jødiske elementer inden for mange af de højeste niveauer af magt i regeringer, medier og finansverdenen. Eftersom enhver, der behandler dette emne, straks bagvaskes som værende en ”antisemit”, er det af største vigtighed, at jeg gentager med eftertryk, at denne bog ikke er imod alle jøder. Den omhandler kun jødiske ekstremister. Jeg har stor respekt for individuelle jøder. Faktisk er denne bog tilegnet en jøde: den nu afdøde Israel Shahak.

Som et første indblik i emnet ”jødisk racisme”, kan jeg pege på den nære forbindelse mellem De forenede Staters Hvide Hus og en meget magtfuld og ekstremistisk jødisk organisation: Chabad Lubavitch.

Hvad er da Chabad Lubavitch? Det er en verdensomspændende, ultra-ortodoks, jødisk, racistisk organisation, der har medlemmer i enhver førende nation i verden. Hvid du ikke kender til organisationen, vil dens racistiske ekstremisme chokere dig.

Chabad Lubavitch organisationen siger, at ikke-jøder er snavsede, mindreværdige skabninger, hvis eneste berettigelse på jorden er at tjene jøder. Flere Chabad Lubavitch rabbinere hævder, at jøder bogstaveligt talt er Guds DNA, hvorimod ikke-jøder er ”skabelsens affald” [1] De siger ofte,

14

at det ikke er nogen synd, ja, at det faktisk er retskaffent, at dræbe eller bedrage en ikke-jøde. Nogle læsere vil måske ikke ønske at tro dette, men en hurtig efterforskning på internettet af officielle Chabad Lubavitch-hjemmesider, og af adskillige Chabad rabbineres skrifter, vil bekræfte hvert et ord, jeg har sagt. Du vil se, at alt i denne bog, Jødisk racisme, er grundigt dokumenteret og forsynet med henvisninger.

Chabad rabbinere og andre ortodokse, ekstremisitske rabbinere, skriver ofte i den største jødiske avis i De forenede Stater, Jewish Week. I denne avis vil du finde racistiske attituder, som ethevert ordentligt menneske vil kalde: forfærdende. Læs f.eks. følgende citat:

Hvad gojerne (ikke-jøder) angår…. (var) Zalmann's holdning: ”Ikke-jødiske sjæle er af en fuldstændig anderledes og mindreværdig karakter. De er helt igennem onde, uden nogen som helst formildende omstændigheder.” …Hvis hver eneste simple celle i en jødisk krop indebærer guddommelighed, så er enhver DNA-kæde en del af Gud. Derfor er der noget særligt over jødisk DNA….

Hvis en jøde behøver en lever, kan man da tage en lever fra en uskyldig forbipasserende ikke-jøde for at redde jøden? Toraen ville sikkert tillade det. Jødisk liv har en uendelig værdi,” forklarede han. Der er noget uendeligt mere helligt og enestående over jødisk liv end ikke-jødisk liv. – Chabad Lubavitch rabbiner Yitzhak Ginsburg i Jewish Week, den største jødiske avis i De forenede Stater.

Denne udtalelse kom altså fra en førende Lubavitch rabbiner ved navn Yitzhak Ginsburg, og den kan findes i Jewish Week for den 26. april 1996. Mange kristne ville tvivle på ægtheden af dette citat, fordi de ikke kunne få sig selv til at tro, at nogen religiøs leder rent faktisk kunne sige, at det ville være moralsk forsvarligt for en jøde at dræbe en ikke-jøde og tage hans lever. I mange af mine foredrag understreger jeg det uhyggelige i rabbiner Ginsburgs udtalelse ved at påpege over for ikke-jøderne blandt tilhørerne, at han argumenterer for, at jøder har en moralsk ret til at myrde deres egen moder, fader, søn, datter, mand eller hustru, for at skaffe en lever til en jøde. Ondskaben i et sådant udsagn ligger ganske enkelt uden for de flestes fatteevne, men igen må det fortælles, at udsagnet blev fremsat i den største, mest populære jødiske avis i De forenede Stater.

For blot at citere Ginsburg og for, i mine skrifter og foredrag, at afsløre jødisk racisme, er jeg blevet fordømt som hadefuld, antisemit og fanatiker. Jeg må affinde mig med denne behandling fra mediernes side, alt imens Ginsburg selv knap har fået en antydning af kritik. Hans udtalelse kom, vel at mærke, ikke fra en eller anden enlig, ekstremistisk jøde ude i Israels ørken, men fra en af de hædrede ledere af en sekt, der rent faktisk afholder fester og konferencer i Det hvide Hus.

New Republic afslørede i en artikel den 4. maj 1992 Chabad Lubavitch's hadfyldte, anti-kristne væsen:

Der er stærkt ironiske bestanddele i Chabads nye messianske universalisme, i bevægelsens mission over for ikke-jøderne; og en af de mest ubehagelige er givetvis Chabads utilslørede, og ligefrem racistiske, foragt for gojerne.

15

….Desuden er denne karakteristik af ikke-jøder, som værende født onde, som værende både åndeligt og biologisk mindreværdige, i forhold til jøder, aldrig på nogen måde blevet revideret i senere Chabad skrifter. (The New Republic) [2]

”Den store rebbe” er Chabads åndelige overhoved. Det er den nu afdøde rabbiner, Menachem Schneerson, som mange jøder tilbeder som en messias. Chabad hævder, at rabbiner Schneerson aldrig begik en synd i hele sit liv, og de samledes i tusindvis ved hans gravsted og forventede, at han ville rejse sig fra de døde. Hvad sagde da rabbiner Schneerson om ikke-jøder?

De følgende citater er hentet fra en bog, der indeholder optagelser af budskaber til hans tilhængere i Israel, med titlen Gatherings of Conversations , udgivet i Israel i 1965. I de efterfølgende tre årtier, og indtil sin død, forblev rabbiner Schneerson i overensstemmelse med disse budskaber. Han ændrede ikke nogen af sine holdninger. Hvad rabbiner Schneerson underviste, blev den officielle Lubavitch-hassidiske lære. Angående ikke-jøderne var Lubavitch rebbens synspunkter krystalklare:

Forskellen mellem en jødisk og en ikke-jødisk person stammer fra det almindelige udtryk: ”Lad os skelne.” Vi har derfor ikke at gøre med en dybtgående forandring, hvor en person alene er på et højere niveau. Vi har snarere at gøre med et tilfælde af ”lad os skelne” imellem totalt forskellige arter. Dette er, hvad der må siges om kroppen: en jødisk persons krop er af en helt anden beskaffenhed end en krop, der tilhører (medlemmer) af alle andre nationer i verden….

…En endnu større forskel findes med hensyn til sjælen. Der findes to modsætninger i sjælstyper, en ikke-jødisk sjæl kommer fra de sataniske sfærer, hvorimod den jødiske sjæl stammer fra det hellige.

Vi spørger derfor: Hvorfor skal en ikke-jøde straffes hvis han dræber så meget som et ikke-jødisk foster, hvorimod en jøde ikke skal straffes hvis han dræber et jødisk foster? Svaret kan forstås ved at (overveje) den generelle forskel mellem jøder og ikke-jøder: En jøde blev ikke skabt som et middel til at nå et (andet) mål; han er et mål i sig selv, eftersom substansen i alle (guddommelige) udstrålinger blev skabt alene for at tjene jøderne.” [3]

Kun nogle få, modige, jøder har kæmpet imod den jødiske racisme og det racistiske had mod ikke-jøder, som vi finder hos Chabad Lubavitch. En af disse er Dr. Michael Samuel, en tidligere professor i jødiske studier. Her et uddrag af et brev, han sendte vedrørende regeringsstøtte til et Chabad-center i Montreal, Kanada:

Mit navn er Michael Samuel. Jeg er forhenværende professor ved afdelingen for jødiske studier i Concordia universitetet i Montreal, og jeg vil stille dig et spørgsmål:

Hvad ville du gøre, hvis en racistisk kult forsøgte at oprette et hovedkvarter i dit område? Hvad, om kulten særligt rettede sit skyts mod unge mennesker, og prøvede at lære dem, at alle kristne og muslimer er:

•  Onde, sataniske skabninger fra fødslen (hvilket ville gøre ikke-jødiske babyer til ”små dæmoner”

•  Ikke bedre end orm

•  I virkeligheden slet ikke levende væsener, men allerede døde

•  bestemt, alle som én, til at blive omvendt eller til at blive underkastet ”Messias”

•  Og at det er deres hellige pligt at fremskynde ankomsten af denne ”Messias” for at gennemføre tvangsomvendelsen eller underkastelsen af ikke-jøder så hurtigt som muligt.

16

Dette er blot nogle af de racistiske læresætninger i den fanatiske messianske kult, ved navn ”Chabad Lubavitch.” Denne kult, der forklæder sig som ”autentisk jødedom”, er blevet lovet næsten en million dollar til sin drift af premierminister Lucien Bouchards regering i Quebec, for at den kan bygge sit nye religiøse og ”udadvendte” (missionerende) kompleks i Cote St. Luc, Montreal.

Hvorfor skulle du bekymre dig om det? Fordi Chabad Lubavitch ikke kun er vores problem, det er måske også dit. Det er en ekstremt magtfuld, verdensomspændende organisation. Dens magt har hidtil afskrækket medierne, som er bange for at afsløre beviserne for racisme, som er fremlagt her, for offentligheden. De er bange for at blive anklaget for antisemitisme. Vi behøver trængende din hjælp for at nedbryde denne medie-mørklægning…[4]

Dr. Samuel havde ikke held til at få standset finansieringen af Chabad Lubavitch centeret i Montreal. Kanada har fængslet borgere for den ”hate crime” (hade-forbrydelse) blot at kritisere jødisk ekstremisme, men gav denne jødiske ekstremist-sekt, som udspyr ondskabsfuld anti-kristent had, 800.000 dollar fra kanadiske skatteydere. Chabads indflydelse går meget videre end til blot at modtage skattemidler; organisationen har en ”direkte telefonlinie” til verdens mest magtfulde politiske ledere.

Billederne viser chefen for Det hvide Hus' politik-afdeling (head of White House policy), Joshua Bolton og præsident Bush, sammen med rabbinere fra denne ekstreme, jødiske organisation, Chabad Lubavitch. Det hvide Hus inviterer jævnligt Chabad rabbinere til festligheder, og tillader dem endog at undervise de mange jødiske aktivister, som arbejder dér. Chabad Lubavitch rabbinere forestår ofte gudstjenesterne ved formelle regeringsmøder i Det hvide Hus.

Du vil se lede forgæves efter nogen alvorlig fordømmelse af jødisk racisme i de almindelige massemedier eller i politiske kredse. Faktisk udsendte præsident Bush den 27. juni 2006 en erklæring som ærede mindet om Den store Rebbe, rabbiner Menachem Mendel Schneerson. Hver eneste amerikansk præsident siden rabbiner Schneersons død har æret denne ekstreme jødiske racist. Her følger et direkte citat fra Jewish Telegraph Agency (JTA) hvor der bliver rapporteret om hædringen af rabbiner Schneerson og hvor påvirkningen af amerikans politik vises.

Det hvide Hus til Chabad: Bush vil ikke presse Israel

Bush-regeringen vil ikke tvinge Israel til énsidige indrømmelser, fortalte højtstående regeringsembedsmænd til repræsentanter for Lubavitch-bevægelsen.

17

Chabad Lubavitch afsluttede en to-dages højtideligholdelse af 12-års dagen for rabbiner Mendel Schneerson med møder i onsdags med Michael Chertoff, chefen for Homeland Security og Joshua Bolten, stabschef i Det hvide Hus. De er begge jødiske.

Bolten og andre embedsmænd i Det hvide Hus forsikrede Chabad-repræsentanterne om, at præsident Bush aldrig ville tvinge Israel til at afgive land til palæstinenserne uden noget til gengæld (”quid pro qou”), fortalte deltagere. Bolten sagde, at Bush ville slutte op om premierminister Ehud Olmerts afgørelser med hensyn til, hvilke indrømmelser, der skulle støttes [5]

Hvis pladsen tillod det, kunne jeg vise billeder af alle præsidenter, siden Nixon, sammen med Chabad-ledere. Jeg kunne vise billeder af Chabad-ledere sammen med Frakrigs præsident Mitterand, Storbritanniens premierminister, Tony Blair, Tysklands kansler, Angela Merkel, Ukraines præsident Victor Yushchenko, og endda Ruslands præsident Putin.

Og det er ikke kun de skæggede ekstremister fra Chabad, der huser sådanne racistiske følelser. Også mange af de offentligt anerkendte og mest indflydelsesrige jøder i De forenede Stater. Et perfekt eksempel er Stephen Steinlight. Han var i fem år direktør for nationale anliggender i den største og mest magtfulde jødiske organisation i USA, den amerikanske jødiske komité (American Jewish Committee). Han kom med følgende bemærkninger i en artikel om immigration, i et nationalt jødisk magasin oktober 2001:

Jeg må i det mindste erkende, at lige som tusindvis andre typiske jødiske unge i min generation, blev jeg opfostret til jødisk nationalist, eller til og med kvasi-separatist. I to måneder, hver sommer, i ti dannende år af min barndom og ungdom, var jeg på jødisk sommerlejr. Dér hilste jeg hver morgen et fremmed flag, gik klædt i en uniform, der gengav dets farver, sang en fremmed nationalsang, lærte et fremmed sprog, lærte fremmede folkesange og danse og lærte, at Israel var mit sande fædreland. At udvandre til Israel regnedes for at være den højeste dyd, og i lighed med mange andre jødiske teenagere af min generation tilbragte jeg to somre med at arbejde i Israel på et kollektiv-landbrug mens jeg overvejede denne mulighed. Mere underforstået og underbevidst skulle jeg lære, at mit folk var ikke-jøderne, der havde undertrykt os, overlegent. Vi skulle lære at betragte ikke-jøder som upålidelige fremmede, som mennesker, fra hvem man kunne forvente pludselige hadske udbrud, som mennesker, der var mindre følsomme, intelligente og moralske end os selv. Vi skulle også lære, at vor mørke histories lektie var, at vi ikke kan stole på nogen… [6]

Hvis en hvilken som helst ikke-jødisk politiker vovede at sige, at ”typisk jødiske børn” bevidst undervises i, at deres virkelige loyalitet ikke er til Amerika, men til Israel. Og at jøder siger, at de er ikke-jøder overlegne i intelligens og moral, ville han blive skånselsløst fordømt af medierne og jaget ud af politik som værende en antisemit. Ikke desto mindre kommer denne øjenåbner af en indrømmelse fra den tidligere chef for nationale anliggender i Den amerikanske jødiske komité. Det skal yderligere understreges, at Steinlights ord ikke stammer fra en improviseret eller skødesløs samtale, men er hans nøje valgte ord fra en større artikel, som han skrev for jødiske øjne, med titlen ”Den jødiske indsats i Amerikas Ændrede Demografi.”

18

Hvis denne ledende amerikanske jøde har ret, eksisterer der en virkelig trussel mod De forenede Stater. For, hvis ”typiske jøder fra hans generation” faktisk er loyale over for Israel, frem for de nationer, hvor de bor, er der da ikke en fare for, at de kunne bruge deres indflydelse i medier og regering til at tjene den zionistiske dagsorden? Denne bog vil påvise, hvordan magtfulde, jødiske, racister har anvendt deres indflydelse til at styre Amerika ind i en mellemøstpolitik, der er katastrofal for amerikanske interesser. Israel-orienteret mellemøstpolitik har ført Amerika frem til at lide den forfærdelige ”9/11”-terrorisme.

Bogen vil vise, at de har ledt os frem til det menneskeslagteri og den katastrofe, som krigen i Irak er – en krig, der har medført 500.000 dræbte irakere og som har kostet titusinder af amerikanske sårede eller døde, samt utallige milliarder af dollar, lige som den har skadet amerikanske interesser over alt i verden. Er der mon stadig nogen, der ikke véd, at denne krig var en krig for Israel, og ikke for Amerika?

Enhver politiker, der ville hævde, at nogle magtfulde jøder er illoyale over for den nation, hvori de bor; og at de er mere loyale over for Israel og den jødiske dagsorden, ville helt sikkert begå karrieremæssigt selvmord. Og hvad ville mon reaktionen være over for George Bush, eller en hvilken som helst hvid leder, der sagde, at han troede på den hvide races overlegenhed? Ikke desto mindre resulterede Steinlights information om den rene og skære jødiske racisme, ikke i et eneste ords opmærksomhed i medierne eller fra politisk hold.

Enhver kritik af den jødiske racisme fordømmes straks som ”antisemitisme”. Den evige gentagelse i medierne af Holocaust-historien, har gjort begrebet ”antisemitisk” moralsk lig med at gå ind for massemord. Det blotte ord lukker af for fornuften og ophidser, i stedet for at belyse noget. Ordet er på skændigste måde blevet misbrugt; det anvendes endog imod de, der blot protesterer imod Israels krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder.

Jeg er ikke glad for at skulle indlede min bog med at forklare, hvad den ikke er. Men medie-klimaet tvinger mig til at gøre det.

På grund af mediernes overvældende magt til at forvrænge det, jeg siger og skriver, vil jeg, her og nu, slå eftertrykkeligt fast, at jeg ikke er modstander af alle jøder, mere end en forfatter, der skriver om inkvisitionens udskejelser, er modstander af alle kristne. Jødisk racisme behandler specifikt den jødiske racismes historie og fremtræden, eftersom den har været til stor skade for både den jødiske og den ikke-jødiske verden.

Jeg skal være den første til at medgive, at ikke alle jøder bryder sig om – eller deler – denne racisme. Det er et faktum, at et antal modige jøder må lide meget for deres modstand mod den. Denne bog er tilegnet én af dem: en israelsk professor, Dr. Israel Shahak. Han var professor ved Hebrew University. Han fremlagde stærke beviser for, at ekstremistiske jøder har ført en uophørlig etnisk krig imod ikke-jøderne lige siden deres eksil i Egypten. Dr. Shahak mente, at den jødiske racisme har forårsaget store lidelser for det palæstinensiske folk og for andre ikke-jødiske folk, verden over. Dr. Shahak mente, at denne ekstreme chauvinisme har bidraget til at fremkalde gentagne antisemitiske reaktioner gennem århundrederne, lige fra Farao's pogromer og frem til de begivenheder, der i dag kaldes Holocaust. Han argumenterede med stor overbevisning for, at dersom ikke såvel jøder, som ikke-jøder,

19

modigt går imod denne herrefolks-dagsorden og dennes magt, så vil den fortsat udgøre en alvorlig trussel mod både jøder og ikke-jøder [7]

Ikke alene vil denne bog påvise eksistensen af en jødisk, racistisk ideologi, den vil også demonstrere, at de, der følger denne ideologi, besidder en vældig magt i medierne, i regeringer og i verdens finanser. De er tilstrækkeligt magtfulde, her i begyndelsen af det 21. århundrede, til at have kunnet sende titusinder af amerikanske soldater ud for at blive lemlæstet eller dø, i Irak-krigen, en krig, der var baseret på løgnen om ”Iraks masseødelæggelsesvåben” og andre løgne, som de så godt som uimodsagt opreklamerede i deres medier. Krigen var afgjort skadelig for enhver ægte amerikansk interesse. Nu er de i færd med at planlægge nye krige og nye katastrofer for Amerika og den øvrige verden.

Denne bog drejer sig i sidste ende om at formindske såvel farerne og de hadefulde følelser vore folk imellem. Dette kan ikke ske før både jøder og ikke-jøder hører den anden side af det jødiske spørgsmål, hvilket er et synspunkt, som for tiden, i den moderne verden, er forbudt.

______________________________________________________

Mens jeg skriver disse ord, sidder jeg i de klippefyldte bjerge i Colorado, på en top, der er opkaldt efter den asp, hvis skygge jeg køles af. Dens cylindriske blade dirrer let i den svage brise, reflekterer sollyset og sørger for en fantastisk udsigt. Gennem dette glitrende løv kan jeg se snedækkede tinder aftegne sig mod horisonten. Synet er en fryd for både øjnene og sjælen. Fra denne mystiske udsigtsplads kan jeg ikke se et eneste menneske; kun den storslåede natur fylder mit synsfelt. Politiske, kulturelle, religiøse, etniske og racemæssige spørgsmål synes meget fjerne. Fra denne ophøjede position synes verden og naturen selv fredfyldt. Men da jeg ser lidt nøjere på naturens maleriske skønhed, kan jeg opdage krig og konflikter, som overgår endog menneskehedens værste voldsomheder. Her på bjerget foregår der en uafbrudt kamp, element mod element og art imod art. Vinden, regnen og sneen vil en dag have nedbrudt bjergenes enorme stenmasser. Selv kilden, som løber ned ad bjerget, noget, der for mange vil være det bedste symbol på fred, kæmper voldsomt for sit liv imod bjerget. Med tiden kommer bjerget til at give efter for de mindste kilder og andre af naturens erosionskræfter.

Mens jeg skriver i min notesbog, nærmer to myrer sig en ferskensten på klippen ved siden af mig. Den ene myre er større og helt anderledes udrustet end den anden. Den får sin vilje over for den mindre myre, men den besejrede skabning skynder sig tilbage til sit kongerige for at rapportere om det store forråd af sød mad. Dens slægtninge vil forsøge at komme tilbage til skatten før konkurrenterne. De to bittesmå myre-typer kan tilmed komme i krig om godbidden. Mine øjne åbner sig for den krig, der føres rundt omkring mig.

20

På dette bjerg kæmper de forskellige slags træer, buske og græsarter om sollyset og selve livet. Mindre fugle er på vagt over for høge. Både flora og fauna risikerer at dræbes af insekter, som vil fortære dem. Selv inden for hver livsform foregår der en mikroskopisk. Jo nærmere, man betragter det, desto intensere er kampen. I én eneste kubikmeter liv findes der flere levende væsener, der bliver såret, dræbt, ædt, eller endog udnyttede og gjort til slaver, end der findes mennesker på jorden, som har lidt en lignende skæbne. Biologerne kan vise et uendeligt antal eksempler på den uophørlige kamp for overlevelse og dominans imellem livsformer – nok til at fylde en million bøger på størrelse med denne.

Og alligevel er det, mærkeligt nok, denne brutale kamp for overlevelse, som er foregået gennem milliarder af år, som har frembragt den fredfulde skønhed, som berører mig så stærkt når jeg skuer ud fra denne højt beliggende plads. Så måske er dette bjerg ikke så forskelligt fra de evige konflikter blandt menneskene. Den historiske kamp mellem de menneskelige racer har spillet en vigtig rolle i vor menneskelige udvikling, præcis som den har gjort det for samtlige livsformer i naturens verden. Dens resultater for menneskeheden er ikke mindre fantastiske end udsigten fra dette bjerg. Den har frembragt Da Vincis kunstværk Madonna med barnet , de storslåede udtryk for sublim kærlighed, som findes i Shakespeares Romeo og Julie og i Keats' Ode til en græsk urne .

Den evige kamp gav skabte de evolutionære fremskridt, der har gjort, at vi har kunnet sætte vore fodaftryk på månen.Det er stadig svært at forstå, at menneskelige væsener har gået på en anden verden og rent faktisk rejst til den gyldne lysende kugle som menneskeheden i forundring har skuet op imod gennem tusinder og atter tusinder af år. Kunne disse begivenheder have fundet sted uden den evolutionære kamp for livet og herredømmet, som har drevet os til at stræbe opad? Man kan i sandhed hævde at det er kampen på liv og død og de evolutionære fremskridt, som den har forårsaget, der har frembragt de skønne og allermest ophøjede former for kærlighed og bedrift, der igen skænker os mening i tilværelsen. Denne kamp skabte menneskehedens skønhed og dens skabningers storhed, præcis som en tilsyneladende grum natur skabte den storslåede herlighed som kan beskues fra dette bjerg, som jeg elsker.

Så her oppe, omgivet af et fantastisk naturens skuespil til alle sider, befinder jeg mig måske slet ikke i en verden, der er så forfærdelig anderledes end de menneskelige konflikter længere nede. De fleste ser de tilsyneladende fredfyldte naturscenerier og ænser aldrig den krig, der raser under deres æstetiske slør. Ligeledes findes der mennesker, som er ganske ubevidste om den racemæssige og etniske krig, der koger både under og på menneskehedens overflade.

Jeg søger at mindske had mellem menneskene og tilbyder en vision, som går ud på, at hvert folk har ret til at bevare deres arv og deres frihed. Du kan ikke arbejde på at gøre en ende på en krig, hvis du ikke en gang erkender, at den findes. Denne bog omhandler en etnisk krig, som har stået på i 3.000 år, og som er blevet ført af én ekstremistisk gruppe, imod hele resten af menneskeheden.

21

Selv om vi kan fantasere om menneskevæseners fredselskende natur, handler størstedelen af menneskehedens historie om forskellige slags krige mellem stammer, etniske grupper og racer. Den mest læste bog i verden, bibelen, redegør eksempelvis for den blodige historie om stridighederne mellem israelitter og andre folkeslag i Mellemøstregionen. Den indeholder stolte krigsberetninger og forfærdende skildringer af folkemord. Enhver, der læser Det gamle Testamente med upartiske øjne, vil straks se, at dens dominerende tema er den racistiske og etniske herrefolkstanke:

Israelitterne er et ”udvalgt folk”, som Gud har udvlgt frem for andre folk på jorden. [8]

Israelitterne har ret til at herske over alle andre folk og bliver lovet, at de en dag skal eje og beherske hele verden. [9]

Israelitterne praler med folkemord på hele folk og kongeriger. [10]

Israelitterne beordres til at myrde alle mennesker i lande, hvor de skal slå sig ned, og til at dræbe samtlige mennesker af andre nationaliteter, som ikke underkaster sig slaveri. [11]

Israelitterne forbydes at tage slaver fra deres eget folk, men opfordres til at gøre ikke-israelitter til slaver, som de i øvrigt kan lade gå i arv til deres slægtninge. [12]

Israelitterne forbydes at gifte sig eller ”blande deres sæd” med andre folk. [13]

Kun få vover så meget som at erkende en slående racisme i bibelen. Og de, som bliver bevidste om Det gamle Testamentes ekstreme jødiske herrefolksdoktrin, plejer at antage, at sådanne forestillinger hører en svunden tid til og ikke har nogen betydning i dag. Jødisk racisme viser imidlertid, at den historiske jødedoms magtfulde etnocentrisme er fortsat med at trives helt frem til dagen i dag. Jeg vil fremlægge overbevisende belæg for, at den jødiske racisme lever i bedste velgående i det 21 århundrede. Den har en dramatisk, og tiltagende påvirkning af verdensudviklingen.

Det kan jo siges, at jeg som kristen også ærer de samme racistiske bøger i Det gamle Testamente. Forskellen er selvfølgelig, at det kristne Ny Testamente indebærer en dybtgående ændring fra Det Gamle. I stedet for ”øje for øje, tand for tand” lærte Jesus Kristus ”vend den anden kind til”. I modsætning til den jødiske racisme tilbyder kristendommen frelse til alle.

Jødedommen afviste bittert Jesus Kristus og er aldrig kommet til at værdsætte hans lære om kærlighed og tolerance. Faktum er, at ikke alene gennemtvang de jødiske ypperstepræster, farisæerne, korsfæstelsen af Jesus Kristus, men deres ledere førte desuden deres tro i modsat ideologisk retning. Det kan siges, at de, foruden at korsfæste Kristi krop, dræbte de hans ånd i deres egne hjerter.

Det ville være forkert at hade eller forfølge vore dages jøder på grund af jødiske lederes rolle i Kristi korsfæstelse, men det er

22

vigtigt at forstå den ideologiske, religiøse og etniske krig, som fødtes på den tid.

Fra kristendommens tidligste dage blev jødesamfundet dens største forfølger. Dette fordi det så den kristne frelse af ”jøde og græker” som en trussel mod dets etniske renhedslære og herrefolksdoktrin. Det skal nævnes, at jødedommen også står i diametral modsætning til den muslimske tro, som i lighed med kristendommen er blevet tolket so et universelt budskab. Jøderne var ikke alene fjendtlige imod Jesus, da han fandtes blandt dem, men forfulgte også hensynsløst hans efterfølgere, de første kristne.

Dog talte ingen åbent om ham (Kristus), af frygt for jøderne. (Johannesevangeliet 7:13) [14]

Thi I haver ved Eders egne landsmænd kommet til at lide det samme som de har lidt ved jøderne – ved dem, som dræbte både Herren, Jesus Kristus og profeterne og forjagede os, og som er Gud til mishag og fjender af alle mennesker (Første brev til Thessalonikerne 2:14-16) [15]

I de følgende århundreder kodificerede de den jødiske mundtlige tradition og antog den babyloniske Talmud som deres vigtigste, religiøse skrift. Ifølge Universal Jewish Encyclopedia overgår den endda Toraen i autoritet. [16] Hvor Jesus Kristus står for en udvikling i retning af større kærlighed og tolerance, forstærker Talmud racismen i Toraen. Jeg vil eftertrykkeligt påvise dette faktum ved hjælp af de pågældende jødiske tekster og gennem citater fra vigtige jødiske lærde, som diskuterer Talmuds betydning. Talmuds utilslørede og gentagne henvisninger til ikke-jøder som dyr ”himmelsk affald”, [17] ville, lige som dens beskrivelser af, hvordan jødernes fjender koges i sæd og afføring, [18] formentlig ville have fået Hitler til at rødme.

Jeg skal bevise denne kontroversielle påstand og desuden vise, hvordan vigtige jødiske kilder, som f.eks. ucensurerede udgaver af et andet vigtigt jødisk opslagsværk, Jewish Encyclopedia, bekræfter Talmuds hadske, racistiske lære. Jeg vil også påvise, at aggressive, racistiske, læresætninger i dag føres til torvs af flere af de største jødiske publikationer, så som det populæreste jødiske dagblad i De Forenede Stater, The Jewish Press . Det anslår tonen for jødiske religiøse og kulturelle attituder mere end noget andet dagblad.

En af de største religiøse autoriteter er rabbiner Simcha Cohen, som har en læserbrevkasse med titlen ” Halachiske spørgsmål ”. For ikke så længe siden forklarede rabbiner Cohen sine læsere, at Talmud betegner ikke-jøder som ”dyr” (hvilken genfindes i Gemara Kiddushin 68a samt i Metzia 114b). [19] I et andet afsnit behandler han spørgsmålet om, hvorfor en jødisk kvinde ikke kaldes prostitueret, hvis hun har sex før ægteskabet med en jøde, mens hun er en luder, hvis hun overhovedet har seksuelle forbindelser med en ikke-jøde, uanset om hun er gift med ham.

Giftermål med en ikke-jøde kan aldrig velsignes eller tillades, en sådan forbindelse klassificerer kvinden som en zona .. I daglig tale opfattes ordet zona som betegnelse for en prostitueret…. [20]

En anden betydningsfuld jødisk publikation, Jewish Cronicle, afslørede i en artikel med overskriften ”Nogle nøje og nogle sjusket valgte ord”,

23

at den jødiske benævnelse for ikke-jødiske kvinder er det nedvurderende jiddisch-udtryk shiksa – der betyder ”luder”, fra det hebræiske sheigetz (”vederstyggelighed”). Den påpegede også, at en lille ikke-jødisk pige kaldes shikselke,, hvilket så nogenlunde bliver ”en lille kvindelig vederstyggelighed”. [21]

Shiksa – den jødiske betegnelse på en ikke-jødisk kvinde, fra rod-ordet sheigetz, der betyder ”vederstyggelighed” eller ”luder”.

Shikselke – lille ikke-jødisk pige, med betydningen ”lille kvindelig vederstyggelighed”.

Hvordan ville jøder reagere, hvis ikke-jøder nonchalant henviste til jødiske kvinder og småpiger som ”jødiske ludere” og ”jødiske småludere”? Skal jeg nu kaldes antisemit fordi jeg helt enkelt våger at belyse denne hadske indstilling til ikke-jøder, som bekræftes af de to mest indflydelsesrige jødiske aviser i Amerika?

Talmuds ekstreme racisme har med al sikkerhed været en vigtig faktor til at forhindre det jødiske folks assimilation i omgivende kristne og muslimske folk. På trods af, at jøderne har levet som en lille minoritet i ikke-jødiske nationer i over 3000 år, hævder betydningsfulde jødiske genetikere og antropologer med stolthed, at jøder har bevaret deres særprægede genetiske identitet.[22] Jeg vil illustrere, hvordan de herrefolksdoktriner, som har lært jøder at frygt og hade ikke-jøder, sammen med forestillinger om jøders overlegenhed, nøje indprentes i hver ny generation. Unge jøder skal lære om ikke-jødernes ondskabsfulde natur, fra Farao til Hitler. De skal lære - og mange tror – at de er ”Guds udvalgte”, hvilket vel nok er det ultimative udtryk for etnisk selvforherligelse.

Denne bog kommer til at vise, at det moderne Israels officielle politik og mange af verdensjødedommens ledende elementer fortsat omfatter yderligtgående herrefolkstanker og –strategier. Organiserede jødiske grupper, verden over, søger indædt at fremme deres egne chauvinistiske dagsordener. Disse er ofte i konflikt med de vitale interesser for de værtsnationer, hvori de lever.

Det er min påstand, at der findes en mægtig, sammenholdende, verdensomspændende, stræben efter at herske, der kan bekræftes hovedsageligt med beviser, som kommer fra de jødiske chauvinister selv. Deres herrefolksdoktrin kan klart og tydeligt iagttages i staten Israels grundlæggelse, opbygning og optræden - en nation, der hviler skamløst på principper om etnisk overhøjhed. Det er en stat, der har fordrevet og terroriseret det palæstinensiske folk og groft krænket dets menneskelige og medborgerlige rettigheder.

Hvad er jødisk racisme?*

Et meget velkendt leksikon, Random House unabridged Webster's Dictionary , definerer White supremacism som ”troen på overlegenhed over andre racer og stræben efter kontrol i alle relationer”. Lad os tage denne definition og anvende den specifikt på begrebet Jewish supremacism .

*Bogens originaltitel er netop Jewish Supremacism. Begrebet White Supremacism er nogenlunde lige så overanvendt og misbrugt i amerikanske medier som ”racisme” er det i danske. Ordet supremacism, som er det anvendte udtryk i Dukes bog, er desværre uoversætteligt til dansk. Afhængigt af sammenhængen er det derfor oversat til ”herrefolkstanke”, ”chauvinisme”, ”racisme”, ”racisme”, ”stræben efter herredømme” etc. (oversætterens anm.)

24

Jewish Supremacism – Troen, teorien eller doktrinen, at det jødiske folk er alle andre racer overlegen, og bør besidde kontrollen i alle relationer.

Hvad angår den første del af definitionen, fremføres der i denne bog stærke belæg for, at de ledende jøder i verden, huser denne tro, teori eller doktrin om, at de er alle andre folk overlegne. Jeg skal også klart og tydeligt påvise, at de efterstræber kontrol i alle relationer med andre folk. David Ben Gurion, Israels første premierminister, ofte kaldt ”Israels George Washington”, sagde udtrykkeligt, at han troede på det jødiske folks ”moralske og intellektuelle overlegenhed” [23] Denne opfattelse fremgår ofte i tekster, som jødiske ledere verden over har skrevet. Tænk dig hvilket ramaskrig, der ville lyde, dersom De forenede Staters præsident forkyndte, at han troede på den hvide races moralske og intellektuelle overlegenhed! De jødisk dominerede verdensmedier har imidlertid beskyttet jødiske racister mod kritik i så høj grad, at deres mest berømte ledere kunne sige sådanne ting uden at behøve at frygt nogen konsekvenser.

Der lød intet ramaskrig i verdenspressen, da Ben Gurion kom med sin udtalelse, ej heller foranledigede det nogen protester, da hans herrefolksvision blev gengivet i tidsskriftet Look i 1962; en forudsigelse om, at Israel en dag skulle sidde i toppen af en verdensregering.

”I Jerusalem skal De forenede Nationer (virkeligt Forenede nationer) bygge et Profeternes Tempel for at tjene den føderative union af alle kontinenter; dette skal blive sædet for den Højeste Domstol” [24]

Det virkede også som en dyster ironi for hans palæstinensiske ofre, at der knsp nok hørtes nogen protester, da den storpralende terrorist, Menachem Begin, blev tildelt Nobels fredspris. Begin praler i sin bog The Revolt af massakren på mere end tohundrede mænd, kvinder og børn i Deir Yassin.[25] Mistænkte nazistiske krigsforbrydere jages overalt i verden, alt imens en blodbesudlet jødisk af slagsen får…Nobels fredspris! Alene dette burde fortælle os en hel del om, hvem der virkelig har herredømmet over verden af i dag.

Den anden nødvendige del i definitionen af ” supremacism ” er at efterstræbe kontrol over andre folkegrupper . Jeg hævder, at jødiske racister søger at dominere de nationer, de lever i. Der gøres samlede anstrengelser for at dominere de to vigtigste kontrolinstrumenter i den moderne verden, massemedierne og det politiske styre. Denne bog giver veldokumenteret belæg for deres utrolige magt inden for disse samfundssektorer. Denne ekstreme magtkoncentration er ikke alene en kendsgerning i De forenede Stater, men tillige i de fleste større lande i verden – i Canada, Storbritannien, Rusland, Frankrig, Brasilien og mange flere. Dette er et globalt mønster, hvad der tyder på, at det er planlagt og ikke nogen tilfældighed.

Israel: en racistisk stat.

Staten Israel selv blev til ved en massiv etnisk udrensning og fordrivelse af Palæstinas oprindelige befolkning. Da Balfour-erklæringen blev skrevet i 1917, udgjorde jøderne blot 10 procent af befolkningen

25

i det område, som i dag er Israel. Efter at størstedelen af den palæstinensiske befolkning var blevet fordrevet gennem terrorhandlinger i 1947 og 1948, oprettede jødiske racister Israel. Den zionistiske stat ser det fortsat som sin opgave nøje at bevare det jødiske folks kulturelle og genetiske integritet.

Israel sikrer jødisk kontrol over sin etniske enklave gennem nøje at overvåge dens etniske sammensætning. Landet baserer sine indvandringslove på etniske hensyn og begrænser indvandringen næsten helt til de, som biologisk set er af jødisk herkomst. En ateistisk jøde fra New York , som aldrig har sat sine ben i Israel, opmuntres med økonomiske midler til at indvandre, mens hundredtusinder af fordrevne palæstinensiske familier, som har levet der i tusinder af år, forbydes at vende tilbage til deres fødested.

Israel er ingen ”multikulturel stat”. Det er en utilsløret jødisk stat, som kun tager sig af det jødiske folks interesser. Med sin store palæstinensiske minoritet er dette med sikkerhed det mest raceopdelte samfund i verden. Der findes separate skoler for jøder og arabere, separate lejlighedskomplekser, separate boligområder og separate bosættelser. Mange love og forordninger holder palæstinensere nede i forhold til jøder. Eksempelvis forbydes palæstinensere ved lov at lade sig hverve i hæren. Trods deres 22 procent af befolkningen (næsten en dobbelt så stor andel som afroamerikanernes andel i Amerika) har der aldrig været en palæstinenser i den israelske regering. Et tidligere medlem af Israels højesteret, Haim Cohen, sammenlignede det system, der anvendes over for jøder respektive palæstinensere i Israel med Nazitysklands ”Nürnberglove”:

… den bitre skæbnens ironi, der har ført til, at samme biologiske og racistiske love som nazisterne fremmede, og som inspirerede de modbydelige Nürnberglove, nu tjener som grundlag for definitionen af jødedommen i staten Israel. [26]

Vi kommer til at fordybe os i emnet Israel længere fremme i denne bog, men jeg vil ikke forlade emnet nu uden først at påpege, at den jødiske racisme, som behersker Israel, kun får ringe negativ opmærksomhed i verdensmedierne. Tænk på det positive billede af Israel, sammenlignet med den ensidige fordømmelse, der dyngedes over apartheid-styret i Sydafrika. Fordømmelsen af Sydafrika blev skinhelligt nok anført af de samme amerikanske medier, som totalt domineres af tilhængere af Israel.

Jeg blev så småt bevidst om den dobbeltmoral, som er gennemgående i relationerne mellem jøder og ikke-jøder. Jøder praktiserede ét moralsystem for sig selv og prædikede et helt andet for den ikke-jødiske verden. Deres egen moral gik ud på etnisk stolthed, solidaritet, tradition og egeninteresse. Men de talte for multi-kultur og liberalisme for dem, som de betragtede som deres konkurrenter. Hvis der ikke fandtes en sådan dobbeltmoral, hvordan skulle da de jødisk dominerede amerikanske massemedier kunne:

*Det bør noteres, at Israel skønmales i betydeligt højere grad i den amerikanske presse end i den danske. Sammenligningen med Sydafrika er dog tydeligvis også relevant hos os. (overs. anm.)

Støtte staten Israel, hvor man lærer jødisk religion i skolerne, mens de modsætter sig blot det at synge traditionelle amerikanske julesange i amerikanske offentlige skoler?

Støtte staten Israel, som har strengt adskilte skoler, samfund og faciliteter for jøder og arabere -

26

mens de fordømmer adskilte skoler og beboelsesområder i Amerika og Sydafrika?

Støtte staten Israel, med dens restriktive indvandringslove ”kun for jøder”, mens de i Amerika undergraver endog forsøg på at begrænse den illegale indvandring?

Støtte staten Israel, som tillader hver eneste jødisk medborger at bære et automatgevær, hvis han ønsker, mens de går i spidsen for strenge våbenlove for amerikanske medborgere?

Støtte staten Israel, som åbent deklarerer sin hensigt om at bevare det jødiske folk og den jødiske arv, mens de fordømmer palæstinensere, som ønsker at have en egen stat og hudfletter de hvide amerikanere, som våger at tale for bevaringen af den hvide race og den vesterlandske kultur i Amerika?

Altid fremstille de historiske relationer mellem jøder og ikke-jøder med ikke-jøderne som skurke og jøderne som uskyldige ofre, mens man fordømmer de ikke-jøder, som vover at forsvare sig mod denne etniske nedrakning som ”antisemitter”?

Denne dobbeltmoral i massemedierne vækker til yderligere spørgsmål. Hvorfor er verdenspressen så nærsynet, når det gælder Israels etniske undertrykkelse? Er det en rimelig mistanke, at pressens partiskhed kan bero på den overvældende jødiske magt? Når det gælder spørgsmål som dem om jødisk racisme, giver denne dominans uden tvivl en forklaring på, at begrebet Jewish supremacism, til forskel fra White supremacism, aldrig anvendes af den amerikanske presse. Emnet udforskes overhovedet ikke. End ikke, da Meir Kahane* kaldte palæstinensere for ”hunde” og foreslog tvangsfordrivelse af alle palæstinensere fra israelsk besatte områder, skete det, at han kaldtes for ” Jewish supremacist ”.

Den 25. februar 1994 gik en amerikansk jøde, Baruch Goldsein, ind i en moské i Hebron, hvor han åbnede ild med sit maskingevær og dræbte 29 af de bedende muslimer. Visse jødiske grupper har siden hen gjort Goldstein til en helgen og har ladet opføre helligdomme til minde om ham i både Amerika og Israel. Hverken Goldstein, eller de, der har bygget mindesmærker for ham, kaldes nogensinde for racister eller blot for ”anti-arabiske” af de amerikanske medier. [27] Hvis, på den anden side, en ikke-jøde blot vover at citere Haim Cohens udtalelse, hvor han sammenlignede Israels love med de nazistiske Nürnberglove, bliver han med sikkerhed stemplet som ”antisemit” af de samme medier.

Den dobbeltmoral, som regeringer og presse gør sig skyldige i verden over, er ofte rent forbløffende. Præsident George Bush har, i efterveerne af flyangrebet imod World Trade Center den 11. september, meddelt, at enhver nation, der huser terrorister, vil komme til at mærke de amerikanske bombers vrede.

Ikke længe efter denne meddelelse spiste mr. Bush middag med én af verdens værste terrorister, Ariel Sharon. Som verden ved det, har Sharon en lang ”meritliste” som terrorist og morder, og han er ikke mindst ansvarlig for massakren på 1500 mænd, kvinder og børn i flygtningelejrene Sabra og Shatila i Libanon.

*Ekstremistisk amerikansk-jødisk leder, grundlægger af terroristorganisationen Jewish Defense League, medlem af det israelske parlament, Knesset (overs. anm.)

27

Under middagen kastede mr. Bush ikke så meget som en oliven på mr. Sharon. I modsætning til det ulyksalige Afghanistan er ingen amerikanske bomber faldet over Tel Aviv fordi man der huser terrorister. Faktum er, at Israel ikke bare huser terrorister, men endog har ophøjet mange af dem til dets højst placerede ledere. Sharon er ikke den første terrorist, der bliver landets premierminister; nogle af de værste terrorister, som har været indehaver af denne stilling er Begin, Shamir og Barak.

Man kan selvfølgelig hævde, at den kendsgerning, at der findes en chauvinistisk israelsk stat, ikke behøver at betyde, at jøder i diasporaen (uden for Israel) har samme racistiske dagsorden. Man bør imidlertid lægge mærke til det faktum, at den organiserede jødedom over hele verden hengivent støtter Israel. Endvidere findes der rigeligt bevis for, at den jødiske herrefolks-politik når langt ud over Israels grænser. Mægtige jøder inden for medier og regeringer, over hele verden, handler ofte for at udøve kontrol over de folk, hvoriblandt de lever.

En verdensomspændende dagsorden

Jødiske grupper udformer sædvanligvis strategiske dagsordener og handler på en sådan måde, som de tror kommer til at tjene specifikt jødiske interesser. Jeg tror, at du vil blive overrasket over de beviser, jeg i denne bog fremlægger for den mediemæssige og politiske magt, som udøves af jødiske chauvinister verden over.

En række jødiske organisationer kan klart påvises at have haft verdensomspændende, strategiske mål siden starten af forrige århundrede. Eksempelvis havde mange russiske og internationale jødiske organisationer, såvel som enkeltpersoner i det tidlige 1900-tal som mål at styrte Ruslands zar-regime, hvilket de betragtede som værende antisemitisk. Der fandtes støtte i jødiske kredse over hele verden for oprettelsen af et kommunistregime i Rusland efter jødiske forbilleder. Disse kredse forsynede den ”russiske revolution” med størstedelen af dens lederskab og finansiering, [28] en revolution, som faktisk blev anført mere af jøder end af russere. Dens hovedsponsor var den jødiske New York-kapitalist og ekstreme racist, Jacob Schiff. [29]

Et af de mange opsigtsvækkende dokumenter, jeg henviser til, kommer fra De forenede Staters Nationalarkiv. Det afslører, at der i den første sovjetiske kommunistregering kun var 13 russere og over 300 jøder, ud af det samlede antal på 384 kommissærer. [30] Lad lige dette opsigtsvækkende faktum falde på plads: der fandtes kun 13 etniske russere i den første bolsjevikregering efter den ”russiske revolution”. Den ledende korrespondent for London Times i Rusland på denne tid beskrev det som intet mindre end en ”fremmed invasion”, og at Rusland blev overtaget af jøder. [31] Det samme blev sagt af vor ambassadør i Rusland, David Francis, [32] og af amerikanske efterretningsofficerer i Rusland. Selv Winston Churchill beskrev den russiske revolution som en magtovertagelse af jødiske bolsjevikker, der havde ”grebet det russiske folk i hovedhåret og var blevet herskere over dette enorme imperium”. [33] Dette er bare en lille forsmag på de mange fascinerende kendsgerninger, du vil finde i denne bog.

Den vellykkede omstyrtelse af et stort nationalt regime (og mordet på dets herskerfamilie) som en del af en verdensomspændende jødisk agenda viser, at de allerede i begyndelsen af 1900-tallet havde betydelig økonomisk, politisk og mediemæssig magt i verden. I løbet af de år, der siden er gået,

28

er deres magt øget eksponentielt. De fleste mennesker er fortsat helt uvidende om de hovedroller, jøderne havde i bolsjevismen i Rusland og i spredningen af kommunismen ud over verden.

Offentlighedens mangel på kundskab i dette spørgsmål kan ses som en manifestation af jødeverdenens indflydelse over den akademiske verden og massemedierne. Hvordan skulle ellers så betydningsfulde og let efterprøvede historiske fakta kunne hindres i at blive alment kendte?

Det viser også, med hvilket utroligt sammenhold og hvilken koordination den jødiske indflydelse verden over kan mobiliseres for specifikke jødiske formål. Et andet eksempel på den magt, de besidder i store nationers højeste ledelse, var deres fremgangsrige indsatser for oprettelsen af Israel. Fra Balfour-erklæringens fremsættelse (først helt for nylig blev det kendt, at den virkelige forfatter faktisk var hemmelig jøde) [34] frem til grundlæggelsen af – og den fortsatte støtte til Israel, har de vist deres evne til at få, hvad de ville have.

Den herrefolksmentalitet, som er fremherskende blandt mange jøder, er i sin natur skinhellig og skinsyg. Dersom de folk, som de jødiske racister bor iblandt, begyndte at benytte sig af lignende programmer for etnisk loyalitet og solidaritet som de selv anvender, ville jøder naturligvis ikke kunne udøve nogen magt og kontrol, eftersom de kun udgør en lille del af befolkningen. Kun dér, hvor værtsfolkenes etniske og nationalistiske bevidsthed er svækket, kan jødiske chauvinister samle tilstrækkelig magt til at opnå deres mål. Der er et tydeligt mønster for, hvordan jødisk indflydelse, inden for den akademiske verden, i regeringen og i medierne, sigter mod at svække al etnisk solidaritet og loyalitet blandt værtsfolket, alt imens man målbevidst opmuntrer til etnisk stolthed og solidaritet mellem jøder. Sådan er det, uanset om det drejer sig om palæstinensere eller briter, franskmænd eller euro-amerikanere, afro-amerikanere eller muslimer i den arabiske verden. Dette mønster ses i alle nationer, hvor det findes et betydeligt antal ekstremistiske jøder.

De samme kræfter, som støtter den jødiske herrefolksstræben, har hyklerisk anklaget mig for at være ”white supremacist”. Jeg tilbageviser dette tilnavn, for i modsætning til de jødiske racister stræber jeg ikke efter at styre eller kontrollere noget andet folkeslag; jeg vil helt enkelt bevare min egen race og dens kulturarv. At erkende og bekræfte, at der findes iboende forskelle mellem de forskellige racer med hensyn til såvel kultur som adfærdsmønstre, traditioner og endda genetik, gør ikke én til herrefolksideolog. Skal sandheden frem, så foretrækker de allerfleste mennesker at omgås mennesker af deres egen race eller etniske gruppe, og i ærlighedens navn synes de fleste nok, at deres egen gruppe er den bedste. Herrefolkstænkning bliver det først, når en gruppe vil kontrollere eller herske over en anden.

Dél og hersk

Racistiske jøder frygter og modarbejder al anden etnisk solidaritet end deres egen. I vestlige nationer er de altid modstandere af enhver organisation, som søger at forsvare europæeres interesser og kulturarv. I ikke-europæiske nationer virker de ligeledes konsekvent for at nedbryde de førende etniske gruppers solidaritet og homogenitet.

Det er en del af de jødiske racisters modus operandi at anspore til etnisk fremmed indvandring og multikultur i alle de nationer, de bor i (bortset, naturligvis, fra Israel), fordi de anser et splittet samfund med grupper i evig konflikt som et let bytte for deres intensive og velorganiserede magtstræb. Dr. Stephen Steinlight, den tidligere ledende repræsentant for American Jewish Committee, som jeg tidligere citerede, udtrykker det i forbavsende ligefremt sprogbrug:

29

 

I måske endnu en generation, efter en optimistisk prognose, befinder jødedommen sig således i en position, hvor den vil være i stand til at dele og herske, og vil kunne indgå i udvalgte koalitioner, som støtter vores dagsorden. [35]

I Amerika har de ikke alene arbejdet for at svække euro-amerikanernes solidaritet, de har også aktivt modarbejdet afroamerikanske nationalistbevægelser, såsom Marcus Garveys bevægelse og Nation of Islam. Disse sorte organisationer har villet bevare deres egen arv i stedet for at lade sig assimilere i et multikulturelt samfund. Jødiske racister vil hyklerisk nok ikke have, at nogen som helst andre end de selv skal være bevidste om deres arv og fælles interesser. De arbejder for at få andre folk til at føle skyld blot for at være stolte af deres egen kultur. De maler etnisk stolthed og sammenhold blandt andre folk som noget racistisk og hadefuldt.

Et relevant eksempel på denne dél og hersk-taktik ser vi i Palæstina og Libanon. De fleste palæstinensere og libanesere er muslimer, men et betydeligt antal er kristne. Israel har aktivt fremelsket had og borgerkrig imellem kristne og muslimer i Mellemøsten. En af årsagerne til, at Ariel Sharon arrangerede den libanesiske falangist-milits' nedslagtning af muslimske flygtninge i 1982 var, at han ville oppiske had og bitter krig imellem Israels fjender indbyrdes. Én af Israels tidligere premierministre, Moshe Sharett, afslørede i sine dagbøger, at dette var én af Israels vigtigste strategier. [36] Destabilisering af hele nationer gennem opmuntring til massiv multi-etnisk og multi-religiøs indvandring - såvel som understøttelse af eksisterende etniske og multi-religiøse konflikter i nationer - er en prøvet magtstrategi, som racistiske jøder har benyttet sig af mange gange i historien.

Denne stræben efter at nedbryde deres fjenders etniske solidaritet kan demonstreres gennem handlingerne rettet mod det palæstinensiske folk. Hvis Israels fordrevne palæstinensere bliver helt assimilerede i værtsbefolkningerne i fremmede lande, og på denne måde taber deres identitet som palæstinensere, vil de og deres efterkommere givetvis ikke være lige så tilbøjelige til at støtte den palæstinensiske sag. Hvis jødiske befolkningsgrupper ikke assimileres, er de mere tilbøjelige til at støtte den jødiske stat.

Alt imens de forsøger at nedbryde andre folks etniske solidaritet, hengiver den jødiske mediemagt sig til en konstant gentagen af den historiske antisemitismes misgerninger. Denne fokusering har to formål. For det første fremmer den jødisk solidaritet og verdensomspændende støtte til Israel, og for det andet stimulerer den et kollektivt jødisk had rettet imod den ikke-jødiske verden, hvorved assimilering med denne formindskes. Gentagen opremsning af ikke-jøders modbydelighed beskytter også imod ikke-jødisk kritik, for hvis nogen vover at kritisere jødisk racisme, vil han blive fremstillet som moralsk sidestillet med de ansvarlige for den jødiske Holocaust. Den officielle Holocaust-beretning har antaget en religiøs status, og dersom nogen anfægter så meget som en linie i denne Holocaust-bibel, bliver han en moderne kætter, der bliver omtalt som en ”benægter”.

30

Et andet eksempel på den jødiske racismes enestående hykleri ses i spørgsmålet om blandede ægteskaber. Under sin kampagne ved præsidentvalget blev George Bush hudflettet af pressen fordi han holdt en tale på Bob Jones universitetet. Det er en institution, som modsætter sig ægteskab mellem forskellige racer. Under den samme kampagne holdt både George Bush og Al Gore givetvis mange obligatoriske taler for adskillige jødiske organisationer. Det ironiske er, at hver eneste synagoge og hver eneste større jødiske organisation ihærdigt bekæmper blandede ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder. Denne hårrejsende dobbeltmoral får selvfølgelig ingen omtale i Amerikas formodede retfærdige og frie presse. Sådanne afsløringer ville ikke være god jødisk reklame.

Alle jøder er naturligvis ikke racister, lige så lidt som alle tyskere var nazister i hitlertiden, men det faktum står tilbage, at den organiserede jødeverden har forfulgt en succesfuld dagsorden, som har opnået en utrolig magt i den moderne verden. Med skabelsen af Israel har de frembragt den mest racistiske nation på jorden. Men af endnu større betydning har de fået held til at opnå en enorm magt i mange af verdens betydeligste regeringer (især i De forenede Stater), og i dag dominerer de fuldstændig verdens nyheds- og underholdningsmedier. Mit veldokumenterede kapitel om medierne vil påvise, at deres magt er langt større, end du ville ane.

De lukker munder på deres kritikere

Det er omfanget af den jødiske magt, der er årsagen til, at offentligheden ikke er klar over den, for de, som kender til den, er også klar over den høje pris, de måtte betale for at åbenlyst at diskutere den. I Amerika kan det skade ens anseelse, eller endog medføre tab af ens forretning eller job. At fortælle sandheden i denne sag kan medføre trusler og endda fysiske overfald fra grupper så som Jewish Defense League. Anti-Defamation League (ADL), en gruppe, der udgiver sig for at modarbejde racisme, har altid travlt med at anklage deres kritikere for racemæssig, religiøs eller etnisk intolerance, samtidig med, at de heftigt forsvarer og benægter Israels åbenlyse racisme. Denne jødiske racistorganisation kan ruinere økonomien eller den politiske karriere for næsten hvem som helst den måtte udvælge.

Endnu alvorligere er de jødiske racisters fremgang med at få fængslet deres kritikere i mange europæiske lande. De kan endnu ikke frit snigmyrde deres kritikere i vestlige lande, sådan som de har gjort det med hundreder af palæstinensiske forfattere, digtere og gejstlige i hele den arabiske verden. I Europa af i dag, kan det imidlertid føre til fængselsstraf blot at citere jødiske lederes racistiske udtalelser.

Der sidder hundredvis af dissidenter i fængsel i dette øjeblik, som blot vovede at tale eller skrive åbent om den jødiske etniske intolerance. Trods det, at medierne hele tiden fortæller os, at vi, til forskel fra en nazistisk eller kommunistisk stat, har ytringsfrihed, sidder europæiske staters borgere nu i fængsel, fordi de kritiserede de politisk korrekte jødiske versioner af historiske begivenheder så som Holocaust.

31

Jødiske racister har gjort sig intensive anstrengelser for at svække etnisk bevidsthed og loyalitet europæere imellem. Ifølge nutidens massemediers politiske korrekthed anses det for ”racisme”, når europæere taler om kærlighed til deres eget folk og kulturarv, og udtrykker et ønske om at bevare dem. Som europæisk amerikaner mener jeg, at mit folk har en ret til at bevare sin egen måde at leve på. Samtidig erkender jeg den samme naturlige rettighed for alle de forskellige andre folk og nationaliteter på jorden. Hvor mærkeligt er det, for eksempel ikke, at palæstinenserne, som er blevet etnisk udrenset fra deres egen nation og er blevet nægtet deres mest basale menneskerettigheder, så ofte høres karakteriseret som ”antisemitter” og ”terrorister”, medens de jødiske racister, der har terroriseret dem og stjålet deres land, kun kritiseres svagt i verdenspressen?

Palæstinensere og andre i den arabiske verden må forstå, at kilden til deres egne vanskeligheder er den kendsgerning, at euro-amerikanere er blevet forhindret i at forsvare deres egne nationale interesser og deres egen kulturarv, præcis som palæstinenserne er blevet det. Palæstinenserne kommer aldrig til at opleve frihed i deres land, før end euro-amerikanerne er blevet befriet fra den jødiske overhøjhed i Amerika.

Selv om jeg bestemt engagerer mig for euro-amerikanernes fremtid i første række, respekterer jeg, og sympatiserer jeg med ethvert andet folk, som ønsker at bevare sin egen levevis og – endnu vigtigere – bevare selve sin eksistens som etnisk gruppe. For mig er etnisk overlevelse den mest grundlæggende af alle menneskerettigheder. En anden grundlæggende menneskeret er et folks ret til at leve under en regering og også nogle nyheds- og underholdningsmedier, som reflekterer deres egne grundlæggende værdier, traditioner, samt sociale og økonomiske interesser. En nation, der ligger under fremmede og fjendtlige massemedier, er lige så undertrykt som én, der ligger under en fremmed besættelsesmagt.

Den stigende globalisering i det 21. Århundrede, som er drevet frem af jødiske racister, vil komme til at formindske valgmulighederne og frihederne for alle folk. Endvidere truer den bevarelsen af særskilte kulturer, traditioner, religiøse trosretninger og etniske identiteter. Globaliseringens slutresultat kommer til at være en gigantisk verdensregering, én regering, der vil komme til at knuse menneskehedens frihed og forskelligartethed så sikkert som en damptromle, der kører over en blomst.

Den tanke, at en nations styre skal repræsentere dens eget folk, og ikke nogen fremmed magt, er grundprincippet for den amerikanske uafhængighedserklæring og eksistens som nation: et folks ret til at have sin egen regering for sine egne interesser. Præamblen til De forenede Staters forfatning siger det nøjagtigt, når den taler om et styre ” for os selv og vore efterkommere

I Amerika er den jødiske dominans over nøglepositioner De forenede Staters regeringsapparat helt utrolig. I præsident Clintons regeringstid beskrev den førende israelske avis Ma'ariv, hvordan ”varme jøder”, det vil sige jøder, som er loyale over for Israels interesser, havde livsvigtige stillinger

32

i De forenede Staters sikkerhedsråd. Ma'ariv konstaterede, at syv ud af elleve medlemmer var ”varme jøder”. [37]

Vi gik ind i det 21. Århundrede med Madeleine Albright som udenrigsminister, George Tenet som leder af CIA, William Cohen som forsvarsminister og Sandy Berger som formand for National Security Council. Alle fire er jøder. Jewish Supremacism (da: Jødisk racisme) blev hovedsagelig forberedt og skrevet under Clinton regeringen, og giver dermed et historisk øjebliksbillede. Men tro ikke, at den uforholdsmæssigt store jødiske indflydelse er formindsket siden, under præsident George Bush. Hans præsidentembede begyndte med færre jøder på de mest synlige poster, men det bagved liggende regeringsbureaukrati, som forbliver gennem flere præsidentperioder, er så jødisk som nogensinde. Et godt eksempel er Alan Greenspan, der har været bestyrelsesformand for den magtfulde Federal Reserve (overs. ca. : den amerikanske nationalbank) under mange præsidenter fra begge partier.

I Det nationale Sikkerhedsråd (National Security Council, NSC) er det jødiske greb blevet stærkere siden præsident Bush' første tid i embedet. Richard Sale på UPI skrev den 28. februar 2003 om zionisten Elliot Abrams: ”Forandringer i Det nationale Sikkerhedsråd vil formentlig betyde en hårdere pro-Israel linje i Mellemøsten….Elliot Abrams, den kontroversielle tidligere regeringsembedsmand under Ronald Reagan, som præsident Bush sidste år udnævnte til NSC med henfor at skulle tage sig af Israel-Palæstina konflikten, har fjernet adskillige stabsmedlemmer, som blev anset for at have en upartisk indstilling i spørgsmålet.” [38]

Der er tusinder af bøger og film, mange skrevet og produceret og markedsført af racistiske jøder, som fordømmer doktriner og bevægelser, der går ind for racisme eller etnisk overherredømme blandt ikke-jøder. Der findes derimod kun få bøger, som tør undersøge verdens ældste, mest magtfulde og mest ondartede form for racistisk herrefolkstænkning: den jødiske. Man skulle mene, at disse racistiske jøder, dersom de var ærlige, snarere burde skrive om den racisme, de kender bedst: deres egen. Og min påstand er naturligvis, at jødiske ekstremister er langt farligere end muslimske terrorister, i og med at de bogstaveligt talt har fingeren på aftrækkeren på verdens mest uhyggelige våben, i verdens eneste supermagt. Rent faktisk har de allerede brugt disse våben til at understøtte massiv terror imod en nation, som ikke angreb os, og som absolut ingen skade gjorde os: nationen Irak.

Jødisk Racisme vil specielt påvise, hvordan jødiske racister har benyttet deres politiske magt og mediemagt til at gennemtvinge deres egen dagsorden trods det, at den klart strider mod Amerikas og de andre nationers interesser. Et strålende eksempel er den amerikanske og britiske krig mod Irak.

Irakkrigen

Det er ingen tilfældighed, at de to lande, som er mest underlagt jødiske indflydelse, USA og Storbritannien, indledte en

33

militær invasion af Irak i marts 2003. Ved at gå i krig mod Irak, kæmpede Amerika imod sig selv . Det indledte en krig, som med sikkerhed kommer til at skabe mere had og terrorisme mod De forenede Stater, som kommer til at koste hundreder af milliarder dollar, og som kommer til at påføre den amerikanske økonomi og amerikanske diplomatiske interesser forfærdelig skade, både ude og hjemme. Endnu mere betydningsfuldt var det et kynisk forræderi mod de tapre amerikanske soldater, som aldrig burde have været udsat for fare, med mindre det var for at sikre det amerikanske folks tryghed og frihed.

Den kendteste, mest indflydelsesrige person, samt langvarige krigsfortaler, er den glødende zionist Richard Perle, som er formand for Pentagons Defence Policy Board. Perle og dennes hustru er også grundlæggere af JINSA, det ”jødiske institut for national sikkerhed”. Perle og et mægtigt netværk af jødiske ”neocons” (”nykonservative”), har været de førende propagandamagere for krigen. De omfatter mange tidligere prominente marxister, såsom Norman Podhoretz, som modsatte sig Vietnamkrigen, men omskabte sig til en konservativ høg for Israel. Podhoretz har været redaktør for Commentary, tidsskriftet for American Jewish Committee. Andre nykonservative er Paul Wolfowitz, Bill Kristol, David Wurmser, Douglas Feith, Elliot Abrams, Paul Frum, Henry Kissinger og til og med den tidligere marxist og Black Panther-sympatisør, David Horowitz.

Allerede i 1966 stod Perle, Feith og Wurmser bag en rapport, som kaldtes A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm . Den krævede en krig imod Irak, men den var ikke skrevet for USA, derimod for den tiltrædende israelske premierminister, Likud-partiets Benyamin Netanyahu. Da først israelerne havde besluttet sig for at skabe en amerikansk krig mod Irak, måtte de nødt til at konstruere motivet til krigen, så de sagde, at Irak besad masseødelæggelsesvåben, og at Irak truede Amerika. Massemedierne samarbejdede i dette. Ganske vist var Israel langt mere skyldig i hver eneste påstået overtrædelse, som Irak hævdedes at have lavet, men de jødiske chauvinister i medierne ville aldrig drage sådanne indlysende sammenligninger - som f.eks.:

Hvorfor gå i krig mod Irak?

Irak har masseødelæggelsesvåben.
Men Israel har et af de største arsenaler i hele verden af såvel atomvåben, som biologiske og kemiske våben.

Irak forsøgte at hindre våbeninspektørernes arbejde.
Men Israel har aldrig så meget som tilladt nogen inspektion af sine enorme lagre af masseødelæggelsesvåben. Israel har til og med blokeret for FN-undersøgelser af israelske krigsforbrydelser, såsom massakrerne i Sabra og Shatila flygtningelejrene og massemordet i Jenin.

Irak har invaderet og brutalt besat sit naboland Kuwait.
Men Israel invaderede og besatte Libanon brutalt i 18 år, dræbte flere end 20.000 civile og smadrede 100.000 hjem.

34

Irak havde brutalt besat de kurdiske områder af Irak.
Men Israel har militært besat de tre millioner mennesker på Vestbredden og i Gaza gennem 35 år, en brutal besættelse, hvor Israel har myrdet og lemlæstet i titusindvis af palæstinensere, har tvunget dem til at leve i smudsige flygtningelejre, har torteret flere hundrede tusinder i sine fængsler og nægtet palæstinenserne deres mest grundlæggende menneskerettigheder.

Irak udgjorde en trussel mod USA.
Men Irak har aldrig løftet en finger mod USA, hvorimod Israel har et langt synderegister af terrorisme og forræderi mod USA, som f.eks. Lavon-affæren, angrebet på USS Liberty og Jonathan Pollard spionaffæren.

Irak har overtrådt FN-resolutioner, som f.eks. resolution 1441
Men Israel har overtrådt flere end tre gange så mange resolutioner som Irak, heriblandt nogle, som havde opbakning fra USA. I 35 år har Israel overtrådt resolution 242, som kræver fuldstændig israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden og gazaområdet.

Dersom Irakkrigen skulle være motiveret med det, som de jødiske nykonservative og medierne anklager landet for, kunne man finde langt stærkere begrundelse for en krig mod Israel! Krigen mod Irak var en umoralsk, hyklerisk krig, en krig, der blev udkæmpet for Israel, og imod alle USA's vitale interesser. Det er en krig, som ganske enkelt ikke havde været mulig uden den jødisk-chauvinistiske dominans over både regering og massemedier.

Bare for at nævne den åbenlyse rolle, som den amerikanske jødeverden spillede i Irakkrigen, blev kongresmedlemmet Jim Moran tvunget til at forlade sin stilling som leder af demokraterne. AP meddelte den 14. marts 2003 således: ”Jim Moran blev tvunget til at forlade sin position som leder af det demokratiske parti efter det postyr som fulgte hans kommentar om amerikanske jøders rolle i en mulig krig mod Irak” [39]. Det er fascinerende at iagttage, hvordan jødiske racister udøver deres magt i selv samme øjeblik, hvor de benægter, at en sådan magt eksisterer.

Forsvaret af alle menneskers rettigheder

Jeg ser en værdi i, at alle folk bevarer deres kulturelle, nationale og endog biologiske arv. Alle folkeslag har ret til at bevare deres egen unikke identitet, inklusive jøderne. Denne bog handler om det faktum, at det organiserede jødiske lederskab ihærdigt stræber efter disse mål om selvopholdelse, medens det konstant nægter andre nationaliteter og racer at gøre det samme.

Deres endelige sejr ville ikke alene betyde tabet af frihed, men også tabet af alverdens folks respektive kulturarv. Det er mit håb, at vi alle, alle nationer og alle jordens folkeslag – vil arbejde sammen for at forsvare os mod denne ene, uhørt magtfulde racisme, som truer os alle.

35

De samme kræfter, som støtter den jødiske herrefolksstræben, har hyklerisk anklaget mig for at være ”white supremacist” (”hvid racist”). Jeg tilbageviser dette tilnavn, for i modsætning til de jødiske racister stræber jeg ikke efter at styre eller kontrollere noget andet folkeslag; jeg vil helt enkelt bevare min egen race og dens kulturarv. At erkende og bekræfte, at der findes iboende forskelle mellem de forskellige racer med hensyn til såvel kultur som adfærdsmønstre, traditioner og endda genetik, gør ikke én til herrefolksideolog eller racist. Troen på, at ethvert folk har retten til at bevare sin kulturarv og forblive fri fra andres kontrol af det, er ikke herrefolkstænkning. Det er det modsatte af herrefolkstænkning. Herrefolkstænkning- eller racisme - bliver det først, når en gruppe vil kontrollere eller herske over en anden. Jødiske racister arbejder ikke kun på at opnå kontrol med det palæstinensiske folk og den arabiske verden. De søger overherredømme og kontrol i næsten hver eneste nation, hvor de bor.

Én af de taktikker, som de jødiske racister har benyttet imod mig og mod denne bog, er at påstå, at jeg er hvid herrefolks-fanatiker og racist. De gør dette ved konstant at henvise til mit medlemskab af Ku Klux Klan som ung mand. Det er vigtigt her at nævne, at jeg ikke har været involveret i nogen Ku Klux Klan-gruppe i næsten 30 år. Desuden var den gruppe, jeg var medlem af, helt og holdent lovlig og ikke-voldelig. Intet medlem af min gruppe blev nogensinde anklaget for vold mod andre.

Da jeg forlod organisationen for næsten 30 år siden, erklærede jeg tydeligt og offentligt, at jeg forlod organisationen, fordi jeg ikke ønskede at blive sat i forbindelse med en organisation, der havde et medieomdømme af had og vold. Den gang, som nu, siger jeg klart og tydeligt, at jeg fordømmer enhver person eller gruppe, som virkelig går ind for vold, terrorisme og had, uanset om det måtte være hvide, sorte, jøder, eller nogen anden etnisk, racebaseret eller religiøs gruppe.

Sammenlign så mediernes behandling af mig for mine politisk ukorrekte tanker, for 30 år siden, med behandlingen af dem, der har begået kæmpemæssige forbrydelser imod menneskeheden, så som Ariel Sharon fra Israel, eller mediebehandlingen af de mange funktionærer fra morderiske kommunist-regimer, som er vendt tilbage til magten i tidligere kommunist-stater.

Selv om journalister skriver om, og interviewer, tidligere kommunister i politik i både Vest- og Østeuropa, er det sjældent, at én af dem bliver introduceret som ”tidligere kommunist”. Skønt sådanne mænd som Nelson Mandela deltog i terroristiske bombeaktioner, som ung mand, bliver han aldrig introduceret på TV som ”tidligere terrorist”. Skønt Ariel Sharon blev erklæret ansvarlig – endog af en israelsk kommission – for massakren på mere end 1200 palæstinensiske mænd, kvinder og børn i Sabra og Chatila, bliver han ikke præsenteret som ”krigsforrbryderen” Ariel Sharon.

Skønt medierne ikke kan sige, at jeg nogensinde har skadet så meget som ét menneske, indleder pressen næsten altid artikler om mig med overskriften David Duke, tidligere KKK-leder , og siger intet om min fine karriere i de efterfølgende 30 år. Jeg bliver ikke præsenteret med min korrekte titel af Repræsentant, som det er normalt for tidligere Repræsentanter, Senatorer og Præsidenter.

36

De ville hellere kvæles end anvende min korrekte, og ved hårdt arbejde, opnåede, titel: Dr. David Duke. De siger afgjort ikke David Duke, forfatter af bestsellerne …. Det føles, som om tidligere klansmand David Duke står på min dåbsattest. Senator Robert Byrd er tidligere klanleder, men forsatte sin karriere med at stemme for Israel i senatet hundredvis af gange, så Senator Robert Byrd bliver ikke præsenteret som tidligere klansmand Robert Byrd. George Bush er tidligere stofbruger. Han præsenteres ikke som George Bush ”tidligere kokain-misbruger”.

At afsløre denne kendsgerning om min fortid er i orden, som det ville være i forbindelse med enhver offentlig person, men læg mærke til, at hvis man er en ven af zionismen, da bliver ens kontroversielle fortid til en fodnote, men hvis man går imod zionismen, bliver ens fortid til en overskrift. Jeg tror helt afgjort, at dersom jeg i min politiske karriere var gået videre med at sælge ud af Amerika til de jødiske interesser, da ville de jødiske mediefordømmelser være blevet ændret til lovprisninger. Jeg kan tydeligt se deres smiger for mig: Er det ikke flot, som David Duke kunne overvinde sin fortid?- ville de sige.

Pressen omtaler heller ikke, at jeg vandt ”Primary Election” til vicepræsident-kandidat for demokraterne i staten New Hampshire i 1988, med over 60 procent af stemmerne. I 1989 stillede jeg op for republikanerne ved valget til Repræsentanternes Hus i Louisiana. I en stat, nogenlunde på størrelse med Østrig, fik jeg mere end 60 procent af de europæisk-amerikanske stemmer i guvernørvalg og valg til De forenede Staters senat. Under præsidentvalget i 1992 fik jeg flere stemmer i nogle republikanske primærvalg et antal lang bedre finansierede, eksisterende senatorer. I 1996 vandt jeg valgt til ”Parish Executive Committee” for det største republikanske distrikt i Louisiana. Senere valgte de øvrige 13 rådsmedlemmer, med énstemmighed, mig som formand, og jeg tjente som sådan til 2000. Jeg tilbragte derefter nogle år i Østeuropa og startede på et universitetsprogram på det største universitet i Ukraine, hvor jeg opnåede en doktorgrad i historie.

Jeg er blevet inviteret til at holde foredrag på over 100 større universiteter, og jeg har rejst over hele verden for at tale om zionismens forbrydelser mod det palæstinensiske og de mellemøstlige folk, og om den forfærdelige skade, der er undergået De forenede Stater gennem den zionistiske kontrol over vores udenrigspolitik. Jeg offentliggjorde de israelske terrorist-angreb mod De forenede Stater, som f.eks. Lavon-affæren , og deres angreb på ”U.S.S. Liberty”. Jeg advarede om, at et forræderi, som af den israelske agent, Jonathan Pollard, ville blive gentaget, og længe før angrebet ”9/11” fandt sted, sagde jeg, at Amerikas Israel-dikterede politik ville føre til terrorisme og stor skade for det amerikanske folk.

Efter ”9/11”, og før starten på Irak-krigen, udbredte jeg den indlysende sandhed, at Saddam ingen masseødelæggelsesvåben havde, og at Irak-krigen blev iværksat af magtfulde jødiske ekstremister i De forenede Staters medier og regering.

I november 2002, kun nogle få måneder før starten på krigen, afslørede Newsweek Magazine, Periscope Section, at De forenede Staters udenrigsministerium (”State Department”) truede med at fjerne presse-rettigheder for

37

Al Jazeera satellit TV, hvis de vovede at interviewe mig i et ”prime-time” (bedste sendetid) program. Al Jazeera gennemførte modigt interviewet med mig alligevel, men inden der var gået en måned, blev jeg informeret om, at den zionistiske ekstremist, Michael Chertoff, havde iværksat statslige straffesager imod mig for skattemæssige og økonomiske forhold. Jeg tilbragte 13 måneder i det amerikanske Gulag-øhav (mere herom i kapitel 11).

Men langt fra at nedbryde min sjæls styrke, bevirkede det kun, at jeg med øget kraft genoptog mit arbejde, min uddannelse samt mine foredrag og skriverier, rettet mod den største trussel mod frihed og fred, den internationale zionisme. Efter min løsladelse afsluttede jeg min doktorgrad, og jeg har siden da holdt foredrag på universiteter i Europa, Amerika og Mellemøsten.

På Harvard University, udgav den højt ansete J.F.Kennedy School of Government, i 2006, en afhandling, skrevet af professorerne Stephen Walt og John Mearsheimer, med titlen ”Israel og USA's udenrigspolitik”. Zionister som Alan Dershowitz fordømte den og sagde, at den simpelthen var kopieret fra min hjemmeside, og ”kunne have været skrevet af David Duke”. Langt fra at nedgøre Walt og Mearsheimer, har Dershowitz's bemærkninger i virkeligheden kun bekræftet den lærde karakter af mit arbejde, for han påviser, at professorer på det mest prestigefyldte universitet i USA nu har indtaget mine holdninger. Du vil i denne bog se hvorfor.

I 2006 blev jeg inviteret til at tale på Holocaust-konferencen i Teheran. Min tale drejede sig om den altafgørende vigtighed af ytringsfrihed på alle områder, og fornedrelsen af europæisk lovgivning, der sætter mennesker i fængsel for at udtrykke deres mening og samvittighed. Jeg mødte Irans åbenhjertige præsident, Dr. Mahmoud Ahmedinejad, og oplevede på første hånd, hvordan de zionist-påvirkede medier og regerings-embedsmænd piskede følelserne i vejret for at få en katastrofal krig mod Iran gennem vedvarende brug af den fejl-oversatte løgn om at ”Udslette Israel fra landkortet”.

Jeg arbejder ihærdigt for verdensfred, for frihed og uafhængighed for min egen og, faktisk, alle nationer. Alle folkeslag har ret til at bevare deres helt særlige kulturarv. Jødisk racisme forbliver den største trussel mod disse idealer og mod alle folkeslag.

---------------

Meget af denne bog er taget fra min selvbiografi, My Awakening . Denne bog er opbygget på en tilsvarende måde. Den er en beretning om min personlige opdagelsesrejse, hvor jeg vågnede op til forståelsen af realiteten om den jødiske racisme: den ultimative racisme. Du vil opdage, at bogens virkelige styrke ligger i de mange direkte citater fra vigtige jødiske kilder, som jeg alle dokumenterer med hundredvis af fodnoter, du kan referere til.

Jødisk racisme er et værk i autobiografisk form. Det er historien om, hvordan jeg fik øjnene op for det jødiske spørgsmål, som en ung mand, i slutningen af 1960'erne. Det meste af min grundlæggende forståelse var på plads ved slutningen af det årti, men min viden er blevet meget mere dybtgående i løbet af de følgende 30 år. Siden 1960'erne er meget nyt videnskabeligt og politisk materiale

38

blevet tilgængeligt. I beretningen om min opvågnen, forsøger jeg ikke at give læseren indtryk af, at alt det materiale og alle de studier, jeg henviser til, var til rådighed i 1960'erne. Jeg indvæver nutidige oplysninger og dokumentationer i denne beretning, så læseren får gavn af den nyeste viden. Jeg vil også, af hensyn til stoffets sammenhæng og orden, fokusere på ét vigtigt område af opdagelse ad gangen, mens tilegnelse af viden ikke inddeles så pænt ordnet i livet. Læseren vil finde nogen gentagelser af jødiske citater, som jeg finder særligt afslørende. De gentages, når de er specielt relevante til mere end et område af beretningen.

Det ville også være en forsømmelse fra min side, hvis jeg ikke gjorde opmærksom på, at når jeg skriver ”jeg lærte” eller ”jeg opdagede”, så forsøger jeg ikke at tage æren for den oprindelige efterforskning, for min uddannelse i disse emner kom fra utallige forfattere, samt deres bøger og artikler. Jeg står i gæld til dem såvel som til mine mange sympatisører og venner, som har lært mig meget gennem den indsigt og viden, de har erhvervet i deres egen opvågnen. Jeg samler, organiserer, analyserer og kommenterer materiale, som er indsamlet af videnskabsmænd og forfattere fra gammel tid og frem til i dag.

Nu er jeg ved afslutningen af dette forord, og jeg må lukke min notesbog og bevæge mig ned fra Aspenbjerget. Medens jeg gør det, bliver jeg mig bevidst, at jeg på ingen måde forlader naturens verden, for dens love fortsætter at gælde i menneskenes konfliktfyldte verden nedenfor. Kampen for liv og frihed gælder for menneskehedens forskellige folkeslag, ligeså sikkert som den gælder alle former for liv og energi på dette bjerg.

At deltage i kampen for mit folks liv og frihed er lige så naturligt som den krystalklare elvs løb ned ad bjerget her ved siden af mig. Det er mit håb, at det europæiske folk, det palæstinensiske folk, ja, samtlige folk i verden, vil få indrømmet den mest grundlæggende menneskeret af alle: retten til at leve – til at bevare deres egen kultur, frihed og identitet. For at opnå dette må de modstå jordklodens ultimative racisme: Jødisk racisme .

Jeg ville være et fjols, dersom jeg ikke indså den fare for mit liv, mit omdømme og min frihed, som jeg udsætter mig for ved at afsløre den jødiske racistiske dagsorden. Men som en loyal europæisk amerikaner, som en patriotisk medborger i De forenede Stater, og også som én, der oprigtigt ønsker retfærdighed for alle jordens folk - er min pligt klar.

Så, mens jeg går ned ad bjerget betragter jeg elven ved siden af mig. Den følger sin kurs.

Det samme vil jeg gøre.

David Duke

Tidligere medlem af Repræsentanternes Hus i staten Louisiana, USA

 

Noter:

[1] New Republic. (1992). 4. maj.

[2] Ibid

[3] Israel Shahak og Norton Mezvinsky, (1999) Jewish Fundamentalism in Israel. Pluto Press, s. B8-62

[4] Samuel, Michael. (1999) e-mail, der blev sendt til vigtige organisationer, der modsatte sig regeringens finansiering af Chabad Lubavitch religiøse center i Montreal. 23. okt.

[5] Jewish Telegraph Agency (JTA) (2006) White House to Chabad: Bush won't press Israel, 27. juni 2006

[6] Steinlight, Stephen. (2001). The Jewish Stake in America's Changing Demography: Reconsidering a Misguided Immigration Policy. Washington DC: Center for Immigration Studies. Oktober

[7] Shahak, I. (1994). Jewish History, Jewish Religion. Boulder, Colorado, Pluto Press

[8] Femte Mosebog 7:6

[9] Jubilæernes bog. 32:18-19 (Dødehavsrullerne, ”Jubelårets bog”). Se også Esaias 60:10-12

[10] Joshua 6:21; Joshua 10:37; Femte Mosebog 20:16

[11] Femte Mosebog 20:10-18

[12] Tredje Mosebog 25:44-46

[13] Femte Mosebog 7:2-3; Esra 9:12

[14] Johannes Evangeliet 7:13

[15] Paulus' første thessalonikerbrev 2: 14-16

[16] Universal Jewish Encyclopedia , ”Authority”, s. 637

[17] New Republic . (1992) Maj.

[18] Simon, M. Trans. (1936). 57a Gittin. London. Soncino Press. s.261

[19]The Jewish Press. (1988). 19. feb. 10A.

[20] The Jewish Press. (1988). 19. feb. 8C.

[21] Bermant, C. (1991). Some Carefully And Carelessly Chosen Words, Jewish Cronicle. 17. maj

[22] Frank, Geyla (1997)

[23] Hertzberg, A. & Hirt-Manheimer, A. (1998). Relax. It's Okay to be the Chosen People. Reform Judaism. Maj.

[24] Look Magazine. (1962). 16. januar

[25] Begin, M. (1964). The Revolt: The Story of the Irgun. Tel Aviv: Hadar Pub. s. 162

[26] Badi, J. (1960) Fundamental Laws Of The State Of Israel. New York. s.156

[27] Reuters News Service (1998). Israelis Now Hold Worship Services at Grave of Their Hero, Baruch Goldstein. 17. juni

[28] New York Journal American (1949). 3. feb.

[29] Andelman, M.S. (1974). To Eliminate the Opiate. New York – Tel Aviv: Zahavia. Ltd. 26

[30] U.S. National Archives. (1919). Record Group 120: Records of the American Expeditionary Forces, 9. juni

[31] U.S. National Archives. (1919). Record Group 120. Records of the American Expeditionary Forces, 9. juni

[32] Francis, D.R. (1921). Russia From the American Embassy. New York: C.Scribner's & Sons. s. 214

[33] Churchill, W. (1920). Zionism versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People. Illustrated Sunday Herald. 8. feb.

[34] Associated Press Online. (1999). Balfour Author was a Jew.

[35] Steinlight, Stephen. (2001). Backgrounder. Center for Immigration Studies. Oktober

[36] Rokach, L. (1980). Israel's Sacred Terrorism. Bellmont, Mass: Assoc. Arab American University Grads.

[37] Bar-Yosef, Avinoam. (1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Ma'ariv. 2. sept.

[38] Sale, Richard. (2003). Staff Change Means Mideast Policy Shift. (UPI article in Washington Times. Februar

[39] Associated Press. (2003). Moran Forced to Quit DemocraticPost. March 14.