Jødisk racisme
af David Duke
S. 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154
Kapitel 6
Jødisk politisk overherredømme
"USA har ikke længere en regering af kristne, men en administration, hvor jøderne er fuldgyldige partnere i beslutningsprocessen på alle niveauer. Måske burde de aspekter af den jødiske religiøse lov, der er forbundet med udtrykket "kristen regering" tages op til fornyet overvejelse, da dette er et forældet begreb i USA" (fra den store israelske avis, Maariv)[278]
"Jeg har aldrig set en præsident – og jeg er ligeglad med, hvem, vi taler om – gå imod [jøderne] ... De får altid, hvad de ønsker. Israelerne véd, hvad der foregår, hele tiden. Jeg kom til det punkt, hvor jeg ikke ville skrive noget ned. Hvis det amerikanske folk forstod, hvilket greb disse mennesker har fået om vores regering, ville de gøre væbnet oprør." (Admiral Thomas Moorer, tidligere formand for USA's Joint Chiefs of Staff)[279]
"... den afsindigt gode kontrol, jøderne har over nyhedsmedier og den spærreild jøderne har bygget op omkring kongresmedlemmer .... Jeg er meget bekymret over det faktum, at den jødiske indflydelse her helt dominerer scenen og gør det næsten umuligt at få kongressen til at gøre noget, de ikke bryder sig om. Den israelske ambassade dikterer praktisk talt Kongressen gennem indflydelsesrige jødiske folk i landet" (USA's Secretary of State (udenrigsminister), John Foster Dulles i februar 1957, citeret s. 99 i Fallen Pilllars af Donald Neff)
I min fortælling om min opvågnen til den jødiske magt i USA's regering, vil jeg springe omkring fem år frem, til en begivenhed, jeg overværede på TV den 15. april 1973. Senator William Fulbright optrådte på CBS Face the Nation[280] programmet, hvor han, da han diskuterede amerikansk politik i Mellemøsten, sagde ligeud,
"Israel kontrollerer det amerikanske Senat."
Siden midten af 1960'erne vidste jeg nok om den amerikanske regerings pro-zionistiske politik til at indse, at hvad han sagde var sandt, men jeg var chokeret over, at han ville sige sådan noget åbent. Jeg spekulerede på, hvilke virkninger en sådan anklage ville have på offentligheden. Trods alt var han kommet med en af de mest opsigtsvækkende anklager, der nogensinde var udtalt af en amerikansk senator, en påstand med utrolige implikationer - at en fremmed magt kontrollerede det højeste lovgivende organ i Amerika.
I løbet af blot et par dage var Fulbrights beskyldning om zionistiske kontrol forsvundet fra pressen, næsten som om den aldrig havde fundet sted. Men senator Fulbright, som var en populær personlighed i sit hjemstat, og som med lethed var blevet genvalgt, selv mens de stærkeste patriotiske lidenskaber styrede vælgerne, under Vietnam-krigen (han endte med at modsætte sig krigen), befandt sig pludselig i politisk uvejr.
Ved næste valg betalte han dyrt for sine sandfærdige udtalelser. Store mængder jødiske penge strømmede ind i Arkansas for at besejre ham, og
jøder med blot nogen indflydelse i erhvervslivet, i regeringen, eller medierne - både inden for og uden for Arkansas – blev mobiliseret for at hjælpe "Israel-først"-kandidaten, Dale Bumpers. Et af de bemærkelsesværdige aspekter af sagen var, at de fleste jøder havde været positive over for Fulbright tidligere, fordi han indtog en stilling til Vietnam-krigen, som de tilsluttede sig. Jøder var i overvældende grad imod krigen, lige fra de radikale kommunister på gaden, såsom Jerry Rubin og Abbie Hoffman, til de indflydelsesrige jøder på New York Times og Washington Post.
Senator Fulbright turde sige, at lige som det ikke var i vores sande interesse at være i Vietnam, var det heller ikke i vores sande interesse at være indblandet i Mellemøst-konflikten. Ironisk nok havde mange jøder kaldt Fulbright en helt for at have afgivet den eneste stemme i Senatets afstemning, i begyndelsen af 1950'erne, mod at fortsætte finansieringen af Wisconsin-senator, Joe McCarthy's, Faste Undersøgelseskomité. (Permanent Investigations Subcommittee).[281] De stod i stor gæld til ham, men al Fulbrights tidligere støtte til jøders socialistiske politik betød intet for dem, da han nægtede at love ukritisk underdanighed over for Israel. Ved at kritisere den amerikanske regerings politik i Mellemøsten mistede han sin plads i Senatet.
Da jeg, i slutningen af 1960'erne, lærte om den jødiske dominans af nyheds- og underholdningsmedier, stødte jeg også på rigelige beviser for deres enorme politiske magt. Jeg fandt, at magten havde to hoveder. Det er klart at de, gennem deres dominans af medierne, har enorm indflydelse på valg og på offentlige anliggender. Ikke alene kan de påvirke offentlighedens opfattelse ved at forstærke propaganda, for eller imod, en kandidat eller et emne, men de kan, i det væsentlige afgøre, om visse emner overhovedet vil blive diskuteret. Den anden måde, de påvirker politik på, er mere direkte. De er blevet langt den mest magtfulde gruppe i finansieringen af amerikanske valgkampagner - deres støtte er helt afgørende for alle vigtigere kandidater. De, der tager hensyn til jøderne, med den største underdanighed, modtager støtte, mens støtten tilbageholdes fra dem, som de finder mindre servile. De giver store belønninger til dem, der spiller deres spil, og tilintetgør politisk dem, der ikke vil.
I 1970'erne, læste jeg en artikel i Wall Street Journal med overskriften "De amerikanske jøder og Jimmy Carter" af James M. Perry. Han skrev, at "jøder er gavmilde med deres penge. Det Hvide Hus's Mr. Siegel, en jødisk funktionær i Det Demokratiske Nationale udvalg (Democratic National Committee) gennem mange år, skønner, at så stor en andel som 80% af de store gaver, der holder partiet kørende, år ud og år ind, kommer fra jøderne."[282] En anden artikel i Wall Street Journal, om finansiering af valgkampagner, erklærede ærligt, at de fleste af pengene til Det Demokratiske Parti kom fra jødiske bidragydere, og at halvdelen af Republikanernes kampmidler også kom fra jøder.
En artikel i Washington Post erklærede ligefremt:
Ved præsidentvalg forventer Demokratiske kandidater at få så meget som 60 procent af den pengesum, der kommer fra private kilder, fra jødiske støtter. En større nedgang i
økonomisk støtte vil svække de Demokratiske kandidater og partiorganisationer.[283]
Derefter fortsætter artiklen med at påvise de store pengesummer, der bliver givet til Republkanerne. Kampagnebidrag til politikere er ligesom ilt; de er nødvendige for det politiske liv. Kan nogen mene, at disse penge ikke køber indflydelse? Fordi jødiske penge og organiseret jødisk støtte er så afgørende, bliver jødiske rådgivere og assistenter også helt afgørende.
Ikke længe efter Senator Fulbrights erklæring, hvori han hævdede jødisk kontrol over Senatet, talte den højest rangerende officer i USA - General George Brown, formand for Joint Chiefs of Staff (væbnede stykers øverstbefalende) - åbenhjertigt på Duke University om den jødiske kontrol over den amerikanske regering og over amerikanske medier og amerikansk økonomi:
Vi har israelerne, der kommer til os for udstyr. Vi kan sige, at vi umuligt kan få Kongressen til at støtte et program som dette. Og de siger: I skal ikke bekymre jer om Kongressen. Vi vil tage os af Kongressen. Dette er nogen fra et andet land, men de kan gøre det. De ejer, ved I, bankerne i dette land, og aviserne. Bare se på, hvor de jødiske penge befinder sig.[284] - (General George S. Brown, formand for Joint Chiefs of Staff)
Som jeg omtalte i mit kapitel om den jødiske gruppestrategi, støtter de etnocentrisk hinanden, indtil de kommer til at dominere de fleste organisationer, som de bringes ind i. Dette er også tilfældet med den amerikanske regering. Fra "rådgivende" roller, som dem, Bernard Baruch og Louis Brandeis havde hos præsident Woodrow Wilson, til den fuldstændige dominans af Bill Clintons National Security Council (Det nationale Sikkerhedsråd), og frem til de nykonservatives ("Neo-Cons") overtagelse af Det hvide Hus, under præsident Bush, er jødisk magt vokset støt.
Min opvågnen til jødisk magt kom i midten af 1960'erne, i Johnsons og Nixons regeringstid. I Johnsons æra, var jeg særligt opmærksom på Wilbur Cohen der, som chef for Health, Education and Welfare Department (Ministeriet for Sundhed, Uddannelse, og Velfærd), var i færd med at fremme race-integration og det "baby-fabrik"-skabende velfærdssystem, som jeg så som en uundgåelig katastrofe for Amerika. Jeg vidste også, at den zionistiske fortaler, Walt Rostow, var en af Johnsons vigtigste udenlandske rådgivere, lige som USA's ambassadør i FN, Arthur Goldberg, var det.
På trods af Richard Nixons angivelige, kryptiske, anti-semitiske synspunkter, som blev afsløret af Watergate-båndene, frygtede han deres magt og føjede dem, uden modstand. Han omgav sig med højtstående, jødiske, rådgivere og regeringsmedlemmer. Han gjorde Henry Kissinger til Secretary of State (udenrigsminister), og valgte James Schlesinger til forsvarsminister – begge er naturligvis afgørende poster i forholdet til Israel. På det økonomiske område udnævnte han Arthur Burns til formand for Federal Reserve Board (USA's "nationalbank"), Herbert Stein som sin vigtigste økonomiske rådgiver, Laurence Silberman, som Deputy Attorney General (Vice-justitsminister), og Leonard Garment, som Det hvide Hus' juridiske chef og leder af Det Hvide Hus' afdeling for borgerrettigheder.
Zionisterne dækkede alle deres baser ind, som de normalt gør, ved også at have nøglepositioner i de inderste cirkler hos den anden part. Hubert Humphreys nærmeste rådgiver, E.F. Berman, og Humphreys 11 største bidragydere, var jøder.[285] George McGoverns øverste rådgiver hed Frank Mankiewicz. Efter Nixons tilbagetræden, beholdt Gerald Ford Henry Kissinger og bragte endvidere en gammel stalinistisk sympatisør, Edward Levi, ind som justitsminister (Attorney General) og han udnævnte Alan Greenspan til sin vigtigste økonomiske rådgiver. Jimmy Carter fortsatte den uforholdsmæssigt store jødiske repræsentation ved at udpege Harold Brown til forsvarsminister og tilføje en skare blandt "de udvalgte" til Det Nationale Sikkerhedsråd og vigtige økonomiske stillinger. Reagan og Bush bidrog til det jødiske stormløb med udnævnelsen af en lang række andre jøder til positioner i hele regeringsapparatet, idet jøderne særligt fik reserveret pladser i udenrigspolitik og økonomisk politik. Fra begyndelsen af Det 20. århundrede er jødisk magt vokset støt, indtil magten nu er frygtindgydende i sin rækkevidde. Efterhånden, som deres magt blev bedre og bedre forskanset, fandt de jødisk-dominerede medier mindre behov for at benægte dens slagkraft, ja, de kunne i virkeligheden finde det lidt til deres fordel at prale af den, for derved at sikre, at ingen kristne ville turde udfordre den. Den store, israelske, avis, Maariv, bragte en historie med overskriften, "Jøderne, der styrer Clinton's hof", den 2. september 1994, hvor den pralede med den jødiske dominans blandt Clintons rådgivere og i hans regering. Den citerer en fremtrædende Washington-rabbiner for, at regeringen i USA er ikke længere er en regering af kristne. Det tåler at blive gentaget:
USA har ikke længere en regering af kristne, men en regering, hvor jøderne er fuldgyldige partnere i beslutningstagning på alle niveauer. Måske bør de aspekter af den jødiske religiøse ret, i forbindelse med begrebet "regering ved kristne" tages op til fornyelse, da dette er en forældet begreb i USA.[286]
Artiklen kan prale af deres fuldstændige dominans i regeringen og beskriver mange topembedsmænd omkring præsidenten som "varme jøder", som Israel altid kan regne med.
I Det nationale Sikkerhedsråd er 7, ud af de 11 øverste medarbejdere, jøder. Clinton havde især placeret dem i de mest følsomme knudepunkter i de amerikanske sikkerheds-og udenrigsmyndigheder: Sandy Berger er næstformand for Rådet; Martin Indyk, den påtænkte ambassadør i Israel, er en højtstående direktør med ansvar for Mellemøsten og Sydasien; Dan Schifter, ledende direktør og rådgiver for præsidenten, er ansvarlig for Vesteuropa; Don Steinberg, ledende direktør og rådgiver for præsidenten, har ansvaret for Afrika. Richard Feinberg, ledende direktør og rådgiver for præsidenten, med ansvar for Latinamerika. Stanley Ross, ledende direktør og rådgiver for præsidenten, er ansvarlig for Asien. Situationen er ikke meget anderledes i præsidentens kontor, der er fuldt af varme jøder: den nye justitsminister, Abner Mikve: Præsidentens manager for hans tidsplan og programmer, Ricky Seidman;
stedfortrædende stabschef, Phil Leida; økonomisk rådgiver, Robert Rubin, medie- direktør, David Heiser; personalechef, Alice Rubin; Ely Segall, har ansvaret for frivillige, Ira Mezina har ansvaret for sundhedsprogrammet. To regeringsmedlemmer, arbejdsminister, Robert Reich og Micky Cantor med ansvar for internationale handelsaftaler, er jødiske. De har følgeskab af en lang liste af højtstående, jødiske, embedsmænd i Udenrigsministeriet, anført af chefen for Mellemøst-fredsprocessen, Dennis Ross, og fulgt af yderligere mange viceministre og endnu flere ministres stabschefer (Chiefs of Staff).[287]
Bar-Yosef starter artiklen ved at pege på disse "varme jøder" (hengivne zionister), der hver dag gennemgår de mest hemmelige efterretninger, der præsenteres for De forenede Staters præsident. Man undrer sig over, hvorfor den israelske spion, Jonathan Pollard, er låst inde i et fængsel, når ekstreme forkæmpere for Israel, såsom Sandy Berger, har daglig adgang til USA's mest hemmelige efterretningstjenester. Selv i mine college-dage var det indlysende for mange mennesker, at den jødiske lobby havde en enorm indflydelse på Capitol Hill og i Det hvide Hus. Der var ligefrem et klart modsætningsforhold imellem, hvad politikerne sagde, og hvad de ville gøre. Selv om Nixon, i sin valgkamp, havde en konservativ politik, der fremhævede spørgsmål som sejr i Vietnam og modstand mod tvungen "bus-ing"*, påbegyndte hans regering de første "Affirmative Action"-programmer**. Selv om han, i tale, bekendte sig til at gøre en ende på tvangs-"bus-ing" for race-integration, udnævnte han, i justitsministeriet, nogle embedsmænd, som så fortsatte med at presse på for tvungen "bus-ing", gennem domstolene, overalt i Amerika. Hans jødiske udenrigsminister, Henry Kissinger, hjalp med at forme Paris-fredsaftalerne, der førte til den uundgåelige sejr for Viet Cong og en fred med "vanære", hvad der gjorde hundredtusinder af amerikanske soldaters ofre meningsløse. Det er interessant, at mange af de samme "due"-stemmer, der fordømte napalmbombning af Viet Cong-soldater, blev til israelske høge, der heppede for brugen af det samme våben mod kvinder og børn i de palæstinensiske flygtningelejre.
Den israelske avis gør det også klart, at en effektiv jødisk kontrol må omfatte både Demokrater og Republikanere:
Der er i øvrigt, selv om jødisk magt i den nuværende demokratiske regering er så enorm, også mange varme jøder på vej mod topstillingerne i Det republikanske Parti[288]
Den primære anvendelse af jødisk magt i Washington drejer sig naturligvis om at fremme zionistiske interesser, såsom vores pro-israelske politik. På dette område har Israel alle sine baser dækket ind. Præsidentens øverste sikkerhedsrådgivere, Sandy Berger og Leon Perth, er hengivne zionister, og de har jøder placeret på de afgørende pladser, som forsvarsministeren, William Cohen, og udenrigsministeren, Madeleine Albright. Når De Forenede Stater formidler Mellemøst-fredsforhandlingerne mellem palæstinenserne og Israels premierminister er Dennis Ross den øverste voldgiftsmand - en pæn, som de siger, "varm" jøde. Er det noget under, at palæstinenserne føler,
*tvungen buskørsel for at sætte hvide og sorte sammen i skolerne, overs.anm.
**privilegeret behandling af minoriteter ved stillingsbesættelser og adgang til undervisning etc., overs. anm.
En oversigt over jøder i nøglestillinger i Clintons regering
JØDISK PERSON / STILLING I REGERINGEN
Madeleine Albright, Secretary of State
Robert Rubin, Secretary of the Treasury
William Cohen, Secretary of Defense
Samuel Berger, Head of National Security Council
Dan Glickman, Secretary of Agriculture
Alan Greenspan, Chairman of the Federal Reserve Board
Sandy Kristoff, Health Care Chief
Evelyn Lieberman, Head of Voice of America
Stuart Eisenstat, Under Secretary of State for Europe
Charlene Barshefsky, U.S. Trade Representative
Susan Thomases, Chief Aide to First Lady
Gene Sperling, Heads National Economic Council
Ira Magaziner, Heads National Health Care Policy
Peter Tarnoff, Deputy Secretary of State
Wendy Sherman, Ass. Secretary of State for Congressional Affairs
Alice Rivlin, On Board of Economic Council
Janet Yellen, On Board of Economic Council
Rahm Emanuel, Prsidential Advisor
Doug Sosnik, Counsel to the President
Jim Steinberg, Deputy National Security Council
Anthony Blinken, NSC Senior Director for Speechwriting
Robert Weiner, Drug Policy Coordinator
Jay Footlik, Special Liason to the Jewish Community
Robert Nash, Presidential Personal Chief
Jane Sherburne, Presidential Attorney
Mark Penn, Asia Expert on Security Council
Robert Boorstine, Communications Aide
Keith Boykin, Communications Aide
Jeff Eller, Special Assistant to the President
Tom Epstein, National Health Care Advisor
Judith Feder, National Security Council Member
Richard Feinberg, Asst. Sec.of Veterans Affairs
Hershel Gober, Deputy Head of Food and Drug Admin.
Steve Kessler, White House Counsel
Ron Klein, Asst. Secretary of Education
Margaret Hamburg, Director of Press Conferences
Karen Adler, Director of State Dept. Policy
Samuel Lewis, Member National Security Council
Stanley Ross, Member National Security Council
Dan Schifter, Director of the Peace Corps
Eli Segal, Deputy Chief of Staff
Jack Lew, Dep. Director of Management and Budget
James P. Rubin, Under Secretary of State
David Lipton, Under Secretary of the Treasury
Lanny P. Breuer, Special Counsel to the President
Richard Holbrooke, Special Representative to NATO
Kenneth Apfel, Chief of Social Security
Joel Klein, Deputy White House Counsel
Sidney Blumenthal, Spcial Advisor to the First Lady
David Kessler, Chief of Food and Drug Administration
Seth Waxman, Acting Solicitor General
Mark Penn, Presidential Pollster
Dennis Ross, Special Middle East Representative
Howard Shapiro, General Counsel for the FBI
Lanny Davis, White House Special Counsel
Sally Katzen, Secretary of Management and Budget
Kathleen Koch, Heads FBI Equal Opportunity Office
John Podesta, Deputy Chief of Staff
Alan Blinder, Vice Chairman of Federal Reserve Board
Jane Yellen, Heads Council of Economic Advisors
(se for yderligere navne: www.jewwatch.com overs. anm)
at de ikke får en fair behandling, når de såkaldte mæglere i konflikten er en flok lige så hengivne zionister, som de officielle repræsentanter for Israel? Hykleriet bliver ved og ved.
Salon Magazine havde, i en artikel af deres Washington-korrespondent, Jonathan Broder (skribent på The Jerusalem Report ), den 17. februar 1997, følgende at sige:
WASHINGTON - efter de seneste afsløringer om Madeleine Albrights jødiske rødder står den nye amerikanske udenrigsminister over for en ny gåde: Alle hendes topkandidater til en masse ledende stillinger i det amerikanske udenrigsministerium er jødiske - og mandlige.
En række udenrigspolitiske eksperter har været hurtige til at bemærke den udsøgte ironi. "Det tyder på, at vi er kommet en lang vej i dette land fra de dage, hvor udenrigstjenesten var forbeholdt en meget "WASPy"* elite," siger tidligere National Security Council Mellemøsten-rådgiver, Richard Haass, der nu leder studierne af udenrigspolitik ved Brookings Institution.[289]
Når Albright rejste til Balkan, angreb hun Kroatiens umoral, som bestod i ikke at tillade flygtninge at vende tilbage. Men hun stiller ikke lignende moralske krav til Israel om at tillade en tilbagevenden af den million palæstinensiske flygtninge, det i årtier har forbudt at vende tilbage.[290]
Som enhver gruppe, der søger magt, ville forstå, er økonomisk overlegenhed det næste vigtige element af kontrol, efter direkte anvendt politisk magt. Jødisk magt i de økonomiske processer i vort land er næsten enevældig.
Mange af disse stillinger vil selvfølgelig ændre sig fra tid til anden, men i præsident Clintons sidste regeringsperiode besad jøder alle de mest magtfulde, økonomiske, stillinger. Den mest magtfulde stilling af dem alle er som formand for Federal Reserve Board**, og det er interessant at notere sig, at denne afgørende økonomiske nøglefigur, Alan Greenspan, forblev i embedet under både republikanske og demokratiske regeringer. (det er vigtigt også at bemærke, at denne fantastisk magtfulde post, der er reserveret for jøder, gnidningsløst er blevet overført til en anden af "de udvalgte", Ben Shalom Bernanke).
Er amerikanerne så naive at tro, at dette sammentømrede etnocentrisk folk, som besidder umådelig rigdom, ikke deler information og netværk med deres brødre, til egen fordel? I afsnittet om jødiskøkonomisk strategi, i det kommende kapitel om "Antisemitismens rødder", påpeger jeg hvordan tidlig viden om regeringens politik, eller adgang til andre privilegerede regeringsoplysninger, er utallige milliarder af dollar værd på det økonomiske område. Da jeg opdagede disse ting, spurgte jeg mig selv, har disse jødiske økonomiske zarer mulighed at fremme deres egne fælles interesser? Taler almindelig sund fornuft ikke for, at de har arbejdet for deres egne økonomiske interesser på samme måde som de har fremmet deres interesser i USA's pro-israelske politik?
Jødiske interesser rækker langt ud over Israel og den økonomiske politik. De forenede Staters toprådgivere har indflydelse på alle områder af den amerikanske livsstil,
* White, Anglo, Saxon Protestant, overs. anm.
** nogenlunde svarende til 'USA's nationalbank', men privat ejet. overs. anm.
fra velfærd til skatter, og fra indvandring til strafferetsplejen. Tænk bare på en enkelt ting, som deres indflydelse på udnævnelsen af føderale dommere. I mit eget føderale domstolsdistrikt, Eastern District of Louisiana, der kun har en meget lille jødisk befolkning, udgør jøderne pt. en tredjedel af de føderale dommere. I USA's højesteret, er der i øjeblikket to jøder* og syv ikke-jøder. Jøder har ofte haft særlige dagsordener i sådanne områder som borgerrettigheder, indvandring, feminisme, homoseksualitet, religion, kunst, våbenkontrol, og mange andre områder af den amerikanske livsstil. Uvægerligt har de trængt sig ind i positioner med stor magt og indflydelse, som påvirker regeringens politik angående disse, og mange andre, spørgsmål. Det er ikke kun præsident Clintons toprådgivere og advokater, der er jødiske. Også vicepræsident Al Gores stabschef, Ron Klein, er jøde. Så vi kan sige, at de endda er parate til at mobilisere i tilfælde af præsidentens død eller en rigsretssag. Måske er et af de mest sigende tegn på jøders særlige status i den amerikanske regering det overraskende faktum, at Clinton, officielt, har udpeget en stilling med betegnelsen "særlig repræsentant for det jødiske samfund", en stilling, der er fortsat under præsident Bush.
Jay Footliks stilling er en unik sådan stilling, da der ikke er en "særlig repræsentant" for nogen anden etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe. Der er ingen særlig repræsentant for det irske, tyske, italienske, eller, for den sags skyld, endog det kristne samfund. Men der er én for "de udvalgte", og det er nemt at se hvorfor, når man betænker deres utrolige magt. Det er en magt, der er klart forstået af enhver præsident for De Forenede Stater. Der er, i dette kapitel, vist en delvis liste over de centrale statslige stillinger, der er besat af jøder. Denne liste viser på ingen måde deres samlede magt. Hvem ved, hvor mange bureaukrater, der er som Madeleine Albright - Jøder, der forventer, at vi skal tro på, at de ikke ved, at de er jødiske, først efter de er udpeget til en vigtig post. The Spotlight[291] avisen, samt både Dr. Edward R. Fields, fra The Truth at Last, og jeg selv, har offentligt talt om hendes jødiske stamtavle i over to år, før hun, angiveligt, blev klar over det selv.
Et af de mange lavpunkter under Clinton-administrationen var at udlåne Lincolns soveværelse, i Det Hvide Hus, til store bidragydere fra valgkampagnen. Avisen Jewish Week beretter stolt:
"Der var et klart semitisk aspekt ved listen," sagde Johns Hopkins University politolog, Benjamin Ginsberg. Faktisk var halvdelen, eller flere, af Det Hvide Hus' nævnte gæster anført som jødiske, ... fra de nye DNC [Demokratiske Nationale Udvalg] formand og tidligere formand for pro-Israel lobbyen, Steve Grossman, til superstjernen, sangerinden, Barbara Streisand. Dette resultat var ikke overraskende, i betragtning af den særlige karakter af det demokratiske partis fundraising, sagde Ginsberg."[292]
* Nu, i Oktober 2010, tre jødiske dommere, overs. anm.
Jøder har ikke blot stor magt i regeringens bureaukrati og det diplomatiske korps, de har også uforholdsmæssig magt i de lobbyorganisationer, som har størst indflydelse på regeringen. De tre mest magtfulde lobbyorganisationer, for udenrigspolitikken, på Capitol Hill, er pro-zionistiske organisationer, og lederne, eller centrale administratorer af mange andre specielle interessegrupper, er jøder. De har også stor indflydelse i mange fonde og organisationer, der igen påvirker politikere og regeringen. Det omfatter sådanne grupper, som American Civil Liberties Union, American Medical Association, American Bar Association, og mange flere. Selvfølgelig udøver de enorm magt i pressen, som gennem Katherine (Meyer) Grahams Washington Post og Sulzbergers New York Times, lige som de har umådelig stor indflydelse i TV. Uden tvivl, udgør de jødisk dominerede medier den mest magtfulde lobby i verden, over for regeringer.
Jødisk magt i regeringen, og i medierne, er blevet så stor, at de synes at tro, at de er uangribelige. Efter, at Clinton var blevet valgt til præsident, rapporterede Jewish Week , den 24. januar 1997, om en sammenkomst i Washington, DC, på det jødiske samfundscenter ("Jewish Community Center") til "fejring af jødisk lederskab." Artiklen gør gældende, at - i tidligere tider:
Ville jødiske ledere ikke være så dristige at fejre jødisk politisk engagement ... bekymringen gik på, at det, at anerkende jødisk succes, blot ville styrke antisemitter. Jøder føler sig sikre nok, i deres akkumulerede slagkraft ... Politisk er vi kommet ud af skabet ... komfortable nok med vores egne resultater til at fejre dem åbent.
... Det jødiske samfund har nået en slags kritisk masse i politik, der sikrer, at mange af de gevinster, der er opnået i Clinton-årene, vil fortsætte, uanset hvem der indtager det Hvide Hus.[293]
Uanset hvem, der indtager det Hvide Hus, praler de, vil deres enorme magt forblive uantastet. Antyder de, at ingen kunne så meget som gøre et forsøg på at blive præsident, uden underdanighed over for deres magt? Hvis sådan en konklusion blev draget af ikke-jøder, ville det helt sikkert blive betragtet som antisemitisk.
Clintons ambassadører – for Amerika eller Israel?
Måske er det mest sigende barometer for, om den amerikanske regering er blevet, hvad nogle kalder en Zionistisk Besættelsesregering, eller "ZOG,"* den jødiske repræsentation i det diplomatiske korps. Hvis regeringen, i virkeligheden, er en "Zionistisk Besættelsesregering", er det helt indlysende, at de vigtigste oversøiske repræsentanter vil afspejle dette forhold. Her er så den fantastiske over jødiske ambassadører (for USA, fra 1997), der ikke omfatter de mange jødiske bureaukrater og under-ambassadører, som arbejder på lavere niveauer.
Nordamerika:
Mexico: Jeffrey Davidow
Canada: Gordon Griffin
Cuba: Diplomat Michael G. KozakEuropa:
Frankrig: Felix Rotahyn
Belgien: John C. Kornblum
Tyskland: Alan J. Blinkin
Danmark: Edward R. Elson
Norge: David B. Hermelin
Sverige: Thomas L. Siebert
Schweiz: Madeleine Kunin
Polen: Daniel Fried
Ungarn: Donald M. Blinken
Rumænien: Alfred H. Moses
Hvidrusland: Kenneth S. YalowitzAndre
Tyrkiet: Marc Grossman
Egypten: Daniel C. Kurtzner
Israel: Martin Indyk
Indien: Frank Wisner
New Zealand: Josiah H. Beeman
Marokko: Marc Ginsberg
Sydafrika: James A. Joseph
Singapore: Timothy A. Chorba
Brasilien: Melvyn Levitsky
(overs. anm.: se også liste her)
Amerikas udsendinge, til dets tre nærmeste naboer, Canada, Mexico og Cuba, var jødiske. Det var: Ambassadør Gordon Griffin for Canada, Jeffrey Davidow for Mexico, og vores
* Zionist Occupational Government, ("Zionistisk besættelsesregering"), overs. anm.
"diplomat for USA's interesser" på Cuba er Michael Kozak. I Mellemøsten, havde Amerika jødiske ambassadører i både Israel og Egypten.
Jødisk diplomatisk eneråden er lige så imponerende i Europa. I kontinentets to største nationer, Frankrig og Tyskland, havde USA jødiske ambassadører: Felix Rohatyn i Paris og John C. Kornblum i Berlin. Det standser næppe dér, eftersom jøder også fungerer som ambassadører for USA i Belgien, Danmark, Norge, Sverige, Polen, Ungarn, Rumænien, Hviderusland og Schweiz. Schweiz blev, med held, afpresset af Edgar Bronfmans World Jewish Congress over påståede holocaust bankkonti. USA's jødiske ambassadør, Madeleine Kunín, hjalp Bronfman. The New York Times oplyste, den 4. oktober 1997, at hun, "... stædigt forfølger schweizerne angående guld til Holocaust-overlevende."[294]
Lige som jøderne er kommet til at være centrale rådgivere og ansatte omkring De forenede Staters præsident, har de også udført deres jødiske forkæmpervirksomhed i de lavere magtlag. De har en helt uforholdsmæssig stor andel af indflydelsesrige poster i mange grupper, lige fra de sociale klubber til fagforeninger. Deres dominans af mange fagbevægelser er en ironisk fremvisning af deres magt, for ingen gruppe i USA er mindre villig til fysisk arbejde. Et sådant lederskab kan forklare, hvorfor fagforeningsledere ofte har forrådt deres overvældende europæisk-amerikanske medlemsskare ved at støtte programmer, såsom positiv særbehandling for minoriteter og kun gør en halvhjertet indsats i opposition til fri handel og indvandring. Når først de har opnået en position med stor magt, er de ikke tilbageholdende med at bruge deres holdninger til fordel for en dagsorden, der er i konflikt med det samlede medlemskabs interesser.
Under mine valgkampagner til det amerikanske Senat og til guvernør i Louisiana, styrede jødiske funktionærer vidt forskellige organisationer, med diametralt modsatte interesser, til at gå imod mig, ligegyldigt hvad mit forhold til disse grupper havde været. Jøder i arbejderorganisationer eller arbejdsgiverorganisationer, i miljø-, eller industrisammenslutninger, i pro-, eller anti-våbenkontrol-sammenslutninger, brugte deres indflydelse i disse organisationer til at fremme deres egen politiske dagsorden - imod mig. Og deres dagsorden drejede sig udelukkende om Israel, og ikke om de fundamentale spørgsmål, der vedrørte de organisationer, de tilsyneladende repræsenterede.
En ny præsident, samme jødiske dagsorden
Valget af George Bush til amerikansk præsident i år 2000 har haft ringe indflydelse på den overvældende jødiske magt i det amerikanske, statslige, bureaukrati. Selv om den jødiske élite for det meste støttede Al Gore som præsident, vidste den, at Bush forstod den politiske nødvendighed af at følge politiske dagsordener, som var sat af racistiske jøder, og de følte sig sikre på, at jødiske interesser ville blive plejet, lige så ihærdigt, under ham. Magtfulde jøder, såsom formanden for Federal Reserve, Alan Greenspan, fortsatte med at styre under både demokratiske og Republikanske regeringer, indtil han omsider blev udskiftet med én af sine stammefrænder.
Selv om jøder mistede nogle af deres mere synlige placeringer i den nye Bush-regering, fortsatte det underliggende jødisk-dominerede, "borgerservice" bureaukrati med et væld af jøder, placeret i vigtige "afdelingschef"- og "vicedirektør"-stillinger i udenrigsministeriet, Pentagon, CIA og andre vigtige institutioner. Selv præsident Bush's primære, offentlige, talsmand, er passende nok jødisk. Pressesekretær, Ari Fleischer, delte endog det etnisk-afledte fornavn med Israels premierminister Ariel Sharon.
En direktør, for nylig, for National Affairs (indenrigspolitik) i American Jewish Committee (som sandsynligvis er den mest magtfulde jødiske organisation i USA), Dr. Stephen Steinlight, skrev et essay i oktober 2001 om den jødisk-ledede, amerikansk indvandringspolitik. Det afslører meget mere end blot jødiske holdninger til indvandring, da det også afslører udbredte følelser af jødisk herrefolkstænkning, racisme og magt.
Jødisk politisk magt i det 21. Århundredes Amerika
I sin artikel, "Den jødiske andel i USA's demografiske ændringer," skriver Steinlight om den jødiske rolle som den mest fremtrædende i forandringen af den amerikanske indvandringspolitik, i løbet af det sidste århundrede, til det punkt, hvor hvide nu vil blive en minoritet i USA. På trods af, at multikulturalisme har været en stor fordel for jødisk magt, udtrykker han frygt for, at ændringen nu finder sted så hurtigt, at den nu vil udgøre en trussel, medmindre den bremses for at give mulighed for jødisk propagandapåvirkning af de nyankomne. Han er især bekymret for muslimsk indvandring og argumenterer for, at muslimernes stemme-og lobbyvirksomhed kan udgøre en fare for jødisk politisk magt. I talen til sine jødiske kolleger, taler han forsigtigt, men gør nogle utrolige indrømmelser om jødisk magt i Amerika. ...
Vil jødiske følelser fortsætte med at nyde et særligt højt niveau af ærbødighed og vil jødiske interesser fortsat modtage særlig beskyttelse? Betyder det noget, at de fleste ikke-europæiske indvandrere ingen historiske erfaringer har med Holocaust, eller nogen viden om forfølgelse af jøder gennem tiderne og kun ser jøder som de mest privilegerede og magtfulde blandt hvide amerikanere?[295]
Steinlight fortsætter med at skrive om, hvad han ser som en trussel mod den jødiske magt, og afslører endda derved selv, indirekte, hvorfor jøder forhindrer en egentlig finansieringsreform af valgkampagner (der ses som noget positivt af et overvældende antal amerikanere).
... Ikke at vores uforholdsmæssigt store politisk magt (som, pund for pund, er den største blandt alle Amerikas etnisk/kulturelle grupper) vil nedbrydes helt, på én gang, eller endda hurtigt....Medmindre, og indtil finansieringsreformen for valgkampagner triumferer og bliver gennemført, hvilket er et ganske usandsynligt scenario, vil det jødiske samfunds store materielle rigdom fortsætte med at give det store fordele. Vi vil fortsætte med at bejle til, og blive ombejlet af, nøglepersoner i Kongressen. Den magt udøves inden for det politiske system, fra det lokale-, til det nationale niveau, ved hjælp af bløde penge og navnlig gennem fremskaffelse af udefra kommende pengemidler til de politiske kandidater i en stat, der har sympati for Israel….[296]
Han taler åbent om de jødisk kontrollerede mediers utrolige magt.
Det er også rigtigt, at jødisk, økonomisk, indflydelse og magt er uforholdsmæssigt koncentreret i Hollywood, i TV, og i nyhedsindustrien, hvad der teoretisk set skulle være en velsignelse, i form af dannelse af et gunstigt offentligt billede af jøder, og skulle forbedre det amerikanske folks sensibilitet over for spørgsmål af betydning for jøder ...[297]
Han indrømmer selv det omsiggribende jødiske overherredømme, som de fleste ikke-jøder er helt uvidende om.
Jeg må i det mindste erkende at jeg, lige som tusindvis andre typiske jødiske unge i min generation, blev opfostret til jødisk nationalist, eller til og med til kvasi-separatist. I to måneder hver sommer i ti dannende år af min barndom og ungdom, var jeg på jødisk sommerlejr. Dér hilste jeg hver morgen en fremmed nations flag, gik klædt i en uniform, der gengav dets farver, sang en fremmed nationalsang, lærte et fremmed sprog, lærte fremmede folkesange og danse og lærte, at Israel var mit sande fædreland. At udvandre til Israel regnedes for at være den højeste dyd og i lighed med mange andre jødiske teenagere fra min generation tilbragte jeg to somre med at arbejde i Israel på et kollektiv-landbrug, mens jeg overvejede denne mulighed. Mere underforstået og underbevidst skulle jeg lære, at mit folk var ikke-jøderne, der havde undertrykt os, overlegent. Vi skulle lære at betragte ikke-jøder som upålidelige fremmede, som mennesker, fra hvem man kunne forvente pludselige hadske udbrud, som mennesker, der var mindre følsomme, mindre intelligente og mindre moralske end os selv. Vi skulle også lære, at vor mørke histories lektie var, at vi ikke kan stole på nogen…
Naturligvis hilste vi også det amerikanske og canadiske flag, og sang disse nationalsange, sædvanligvis med ægte følelse, men det lå klart, hvor vores primære loyalitet forventedes at ligge.[298]
Hvis nogen ikke-jødisk politiker havde vovet at sige, at "typiske jødiske børn" har lært, at deres réelle loyalitet er over for Israel i stedet for Amerika, og at jøder underviser deres børn i, at de er bedre end ikke-jøderne i intelligens og moral, ville han blive fordømt og jaget ud af politik som en antisemit. Men disse er de præcise ord, der anvendes af chefen for den indenrigspolitiske afdeling i Den Amerikanske Jødiske Komité. Hans ord stammer ikke fra en skødesløs eller uforsigtige samtale, men er de omhyggeligt valgte ord i en større artikel, som han skrev for jødiske øjne. Steinlight selv taler åbent om en af de traditionelle metoder for jødiske magt: del og hersk. (Bemærk, at ordlyden svarer til mange andre jødiske forfatteres; de skriver, som om de var i krig med den kristne verden)
I måske endnu en generation, ifølge en optimistisk prognose, befinder jødedommen sig således i en position, hvor den vil være i stand til at dele og herske, og vil kunne indgå i udvalgte koalitioner, som støtter vores dagsorden.[299]
Jeg tror, jeg regnes for at være en "antisemit", fordi jeg er en amerikansk statsborger, der foretrækker, at vores nation ikke "opdeles og erobres." Jødisk politisk taktik, som ligner den, der bruges på det lokale og nationale niveau, anvendes også på den internationale scene. Jøder på afgørende poster, i den amerikanske regering, kan bruge deres indflydelse til at
afpresse andre nationer i verden til at støtte Israel. Udenlandsk bistand, handelsstatus og andre områder af amerikansk politik, bruges som "stokken og guleroden" for at tvinge andre nationer til at støtte Israels position i De forenede Nationer. Zionistisk indflydelse bruges også til at bestikke Israels fjender, som Egypten og Jordan, med enorme summer, taget af de amerikanske skatteyderes penge (som udenlandsk bistand). Jødisk magt i regeringen og i medierne har også fremprovokeret amerikanske militære aktioner mod Israels fjender, såsom Saddam Hussein og Muammar Kaddafi. Amerika er, med sin store magt, blevet en stedfortrædende, voldsomt bevæbnet politimyndighed for Israel og det jødiske folk, i hele verden. Halen logrer virkelig med hunden hér.
Den antiamerikanske krig mod Irak
Præsident Bush viste sig at være fuldstændig i jødernes magt, da han lydigt gik i krig mod Irak for Israels skyld. Det var en krig, der helt tydeligt var imod enhver ægte amerikansk interesse.
Da Amerika, under dets zionistiske ledere, gik i krig mod Irak, i marts, 2003, fik verden at vide, at krigen var nødvendig, fordi Irak havde overtrådt FN-resolutioner. I realiteten havde Israel overtrådt langt flere FN-resolutioner end Irak. Bush lancerede en krig mod Irak, sagdes det, fordi landet havde masseødelæggelsesvåben – og dette på trods af, at Israel havde et af verdens mægtigste arsenaler af dødbringende kemiske-, biologiske-, og nukleare våben. Amerika gik i krig mod en nation, der aldrig havde løftet en finger mod De forenede Stater, alt imens vi sendte flere milliarder og flere masseødelæggelsesvåben til Israel, en nation som ubestrideligt har begået morderisk terrorisme og skadelig spionage mod os.
Kun jødisk dominans af Amerikas medier og regering muliggjorde, at et så åbenbart hykleri kunne lykkes, uden at blive angrebet. Der har formentlig aldrig været en krig, der i så høj grad var imod De forenede Staters interesser, som krigen i Irak i 2003. Den har fået hundreder af millioner af mennesker, jorden rundt, til at hade os, har bragt vore tapre tropper i dødelig fare og gjort det endnu mere sikkert, at amerikanere kommer til at lide under terrorisme. Og krigen kom til at koste os et økonomisk ruinerende beløb af hundredvis af milliarder dollar.
Jødisk magt kan selvfølgelig bruges af mange egoistiske grunde. I Schweiz's kamp med Edgar Bronfmans Jødiske Verdenskongres (World Jewish Congress), brugte zionisterne i USA vores regering til afpresning af schweizerne, så de gav efter for Bronfmans pengeafpresning, til et beløb af 1,2 milliarder dollar, ved at true med at få den amerikanske regering til at lukke schweiziske banker i De forenede Stater.[300] Jøder brugte endog et amerikansk bystyre under afpresningsindsatsen. New York City kan, som et center for bankvirksomhed, straffe schweizerne alvorligt for ikke at tiltræde jødiske krav. Lad mig citere Times-Picayune fra 13. august 1998, "Et antal byer og stater i USA havde
truet med at pålægge sanktioner over for UBS, AG og Credit Suisse Group, hvis de ikke tilsluttede sig en acceptabel løsning."
Da jeg begyndte på det foregående kapitel om den jødiske dominans af amerikanske medier, spurgte jeg: "Hvad nu, hvis irakere, der støttede Saddam Hussein, kontrollerede de amerikanske medier?" Amerikanere ville helt korrekt se, at situationen var farlig for vore frihedsrettigheder og vore nationale interesser. Forestil dig så, et øjeblik, at de samme irakere, der var loyale over for Saddam, og som havde den mest magtfulde lobby i Washington, var præsidentens toprådgivere for den nationale sikkerhed, og praktisk talt kontrollerede den økonomiske politik i USA. Ingen ægte amerikansk patriot, som blev opmærksom på denne fremmede dominans, ville tolerere den.
Er situationen da mere acceptabel, når disse mænd og kvinder ikke er irakere, men fanatiske zionister, som er loyale over for Ariel Sharon og opfostret i en katekismus, som prædiker anti-kristent overherredømme og som er fuldstændigt hengivne over for den mest racistiske nation på jorden?
Kun få i USA ser ud til at stille disse vigtige spørgsmål. Tavsheden er dog forståelig, når man identificerer den stamme, som afgør, hvilke spørgsmål der skal stilles til - og hvilke faktiske omstændigheder der skal gives til - det amerikanske folk. Det er også forståeligt, når man betænker eksemplerne, fra det virkelige liv, på de politiske konsekvenser der har været af at fortælle sandheden om jødisk overherredømme og magt. Mænd som senator William Fulbright, senator Charles Percy, repræsentant Paul Findley, Pat Buchanan og jeg selv, har betalt en høj pris for denne ærlighed. Kongresmedlem Findley skrev en fremragende bog, der beskriver den utrolige intimidering og undertrykkelse, der blev udøvet mod dem, der turde give modstand til Israel-Lobbyen: They Dare to Speak Out. ("De vover at tale frit").[301]
Efter, at tidligere præsident for De forenede Stater, Jimmy Carter, havde skrevet sin bestseller, Palestine, Peace not Apartheid, opdagede han, hvordan man opnår at blive kaldt for antisemit. Du skal bare fortælle sandheden om Israel, og om den uhæmmede, jødiske, indflydelse på de amerikanske medier, og amerikansk politik. Han er endda nu blevet sammenlignet med mig, denne politiske paria, David Duke. Her følger Carters ord:
Denne uvilje mod at kritisere nogen som helst del af den israelske regerings politik, skyldes American-Israel Political Action Committee's* enorme lobbyvirksomhed, samt fraværet af nogen modsatte stemmer af betydning. Det ville være næsten politisk selvmord for medlemmer af Kongressen ….at foreslå, at Israel skulle følge international lov eller at tale til forsvar for retfærdighed eller menneskerettigheder for palæstinenserne….Hvad der er endnu sværere at forstå er, hvorfor de større aviser og magasiner i De forenede Stater, i deres redaktionelle indhold, viser en lige så stor selvcensur, som går stik imod private vurderinger fra deres udenrigskorrespondenter i Det Hellige Land, som udtrykkes ret stærkt.[302]
Måske har jøderne al mulig ret til at forsøge at påvirke den amerikanske regering og dens politik. Men vi, det store flertal af det amerikanske folk, har ret til at kræve, at vor regering er "vores" og ikke "deres." Retten til selvstyre er grundlæggende for al
* Også kendt som AIPAC, overs. anm.
politisk frihed. En regering, der bliver manipuleret mod borgernes bedste interesser, på vegne af en lille minoritet, kaldes tyranni. Da nogle af mine venner i den patriotiske bevægelse skabte ovennævnte udtryk: Zionistisk Besættelsesregering (Zionist Occupational Government) eller "ZOG", fandt jeg udtrykket en smule ekstremt, men efter megen læsning og tænkning omkring emnet, har jeg indset, at det er en temmelig god beskrivelse af den sørgelige tilstand i Washington, D.C.
Citatet fra den israelske avis, Maariv, bør sende en kuldegysning ned ad ryggen på enhver loyal amerikaner. Jeg vil citere det, for tredje gang, og jeg vil gøre det, igen og igen, i mit politiske liv, indtil det amerikanske folk forstår dets vigtighed:
USA har ikke længere en regering af kristne, men en regering, hvor jøderne er fuldgyldige partnere i beslutningsprocesserne, på alle niveauer. Måske bør de aspekter af den jødiske religiøse ret, i forbindelse med begrebet "regering ved kristne (goyim)" tages op til fornyelse, da det er et forældet begreb i USA.[303]
Så Amerika har ikke længere har en "kristen (goj) regering," og de eneste, der har en bemærkning til dette, offentligt, er zionister, som praler af det over for deres jødiske med-ekstremister i Israel. Det er min overbevisning, at der stadig er millioner af amerikanere, som, hvis de har mulighed for at læser disse linjer, vil blive lige så vrede som Howard Beale var, i filmen Network.[304] De vil blive "rasende som ind i helvede" og de vil gøre, hvad der måtte kræves for at ændre tingenes tilstand, så den næste generation af amerikanerne ikke vil være tvunget til at "finde sig i det længere."
Det menneskelige instinkt, der kræver at beskytte ens familie, race og nation, kaldes patriotisme. Det bønfalder os om at modsætte os enhver udlændingegruppe, der søger at kontrollere vores nations regering, uanset om det drejer sig om zionister, irakere, tyskerne, eller endda, i teorien, det noget fantasifulde begreb: angribere fra det ydre rum. Sådanne impulser er ikke antisemitisme, men blot god patriotisme. Vi har al mulig ret til at gå i brechen for os selv, ligesom jøder gør det for dem selv. Stephen Steinlight, AJC-direktøren, som jeg har citeret udførligt, sagde det meget enkelt. Han skrev, "vi spørger med rette: 'Hvis jeg ikke er der for mig selv, hvem vil da være der for mig?"[305]
I Amerika, og i den vestlige verden, har kun jøder lov til at vise ægte patriotisme – De af os, hvis patriotisme vover at gå ud over blot at nyde fyrværkeriet den fjerde juli*, bliver angrebet ubønhørligt. Jøder, der søger at udøve kontrol over andre nationer, bliver aldrig fordømt, men vi ikke-jøder, som blot giver udtryk for det naturlige ønske om, at vore egne nationer afspejler vore egne traditioner, værdier og interesser, brændemærkes som antisemitiske, racistiske, herrefolksdyrkende og hadefulde. Et sådant hykleri har altid været selve essensen i deres strategi, og et våben, der anvendtes i deres magtudøvelse. Et andet våben har været deres evne til at kontrollere sproget. Det er på tide at dykke ned og undersøge de virkelige årsager bag den moderne verdens mest misbrugte ord: Antisemitisme.
* USA's nationaldag, - eller herhjemme: Sct. Hans, evt. nytårsfyrværkeriet, overs. anm.
Noter:
[278] Bar-Yosef, Avinoam. (1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv. 2. september.
[279] Curtiss, Richard. ((1986). Citeret i A Changing Image: American's Perceptions of the Arab-Israeli Dispute. American Educational Trust. s.267.
[280] Fulbright, Se. William. (1973). Face the Nation. CBS: New York. 15. april.
[281] Buckley, William F. (1970). McCarthy and His Enemies; The Record and Its Meaning. New Rochelle, New York: Arlington House.
[282] Wall Street Journal. (1978). American Jews snd Jimmy Carter. 2. marts, s.18.
[283] Washington Post (2003). GOP uses Remarks to court Jews. Af Thomas B.Edsall og Alan Cooperman. 13. marts, s.A01
[284] Getler, Michael. (1974). Pentagon Chief Suggests Israel Lobby Has Too Much Influence. Los Angeles Times.
[285] San Francisco Chronicle. (1968). 23. nov. s.9.
[286] Bar-Yosef, Avinoam. (1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv.
[290] The New York Times News Service. (1997) Albright Upbraids Stubborn Balkan Leaders: Refugees… 1. juni.
[291] The Spotlight. Det førende anti-zionistiske blad i De forenede Stater. Udgivet af Liberty Lobby. Blev drevet i konkurs. Medarbejderstaben udgiver nu American Free Press, et lignende blad.
[292] Jewish Week. (1997). 3. marts.
[293] Jewish Week. (1997). 24. januar.
[294] New York Times. (1997). 4. oktober.
[295] Steinlight, Stephen. (2001). Backgrounder. Center for Immigration Studies. The Jewish Stake in America's Changing Demographics. Oktober.
[300] The Times—icayune. (1998). Swiss Banks, Holocaust survivors settle war claims. 13. august, s. A-13.
[301] Findley, Paul. (1989). They Dare to Speak Out. People and Institutions Confront Israel's Lobby. Chicago, Illinois: Lawrence Hill Books.
[302] Carter, Præsident Jimmy. (2006). How I See Palestine. Los Angeles Times. 8. dec.
[303] Bar-Yosef, Avinoam. (1994). The Jews Who Run Clinton's Court. Maariv.
[304] Network (1976). Instruktør: Sidney Lumet. Producent: Howard Gottfried. Fimforfatter: Pady Chayevsky. Redaktør: Alan Heim. United Artists-MGM.
[305] Steinlight, Stephen. (2001). Backgrounder. Center for Immigration Studies. The Jewish Stake in America's Changing Demographics. Oktober.
næste kapitel
forrige kapitel
NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke- Indhold
Supplér med David Duke's spændende videoer om disse emner på Youtube - klik her (du kan nu - på mange af videoerne - selv med et par klik sætte danske undertekster på disse - følg anvisningen på Youtube: translate)
Dronte 11 - Indhold
Drontens forside