Verdensdiktaturet lurer lige om hjørnet. Internationalisterne regner med, at de snart har nedlagt nationalstaterne, der var den eneste forhindring mod skabelsen af en verdensregering baseret på FN - samt hjernevask, internationale konventioner, storfinans og rå politimagt. Fremmedinvasionen kan kun forstås i denne sammenhæng.

af Knud Eriksen

Skulle du få lyst til at læse en rigtig uhyggelig bog er George Orwells "1984" stadig et af de bedste bud. Måske det bedste - for det uhyggeligste ved den er, at dens advarsel i 1948 - eller forudsigelse - om et fremtidens politisamfund, hvor tankepoliti kontrollerer dig helt ind i din egen stue, på mange måder er overgået af virkeligheden.

Det er også uhyggeligt, at bogen på mange områder har været så profetisk, at man fristes til at konkludere, at den er brugt til sidste bogstav som manuskript eller lærebog for de magtgale bagmænd, der i dag er ved at lægge sidste hånd på de mekanismer, der skal slavebinde verdens folk i en raffineret blanding af hjernevask og rå magt.

Projektet har kodenavnet "Den Ny Verdensorden" også af og til omtalt af medierne som "Det internationale samfund" eller "Verdenssamfundet". Det falder uden for artiklens rammer at følge de tidlige kilder til dette planlagte verdensdiktatur, men for omkring hundrede år siden delte den dertil hørende ideologi, internationalismen, sig i en tydelig, åben og brutal version, kaldet bolshevisme, international socialisme eller kommunisme og en langt mere skjult version, den internationale storkapitalisme, hvis stenrige bagmænd var indehavere af kæmpemæssige finansforetagender. Kendte er navne som Rockefeller, Rothschild og Morgan, især med udgangspunkt fra Wall Street, New York. Netværket var meget større, men de virkelige spidser kunne tælles på et par hænder og var nært beslægtede eller nære venner. De var allerede godt i gang med at styre verden gennem pengemagt, og forekommer dette usandsynligt, skyldes det mediernes tavshed herom. Det er en fastslået kendsgerning, at det allerede i attenhundredtallet var bankfamilien Rothshild, der gennem gigantlån til alle konger og kejsere i Europa bestemte over Europas skæbne.

At disse to grupper af internationalister stod på den aller venligste fod med hinanden vil også være de fleste ukendt og forekomme dem utroligt. For kommunisterne havde jo som vigtigste mål at ribbe alle de fede kapitalister for deres rigdomme. Men det var blot øregas. Kommunisterne, der sejrede i Rusland i 1917 og indførte verdens hidtil mest brutale og totalitære styre, var købt og betalt af de selvsamme kapitalister, som de i propagandaen tilsyneladende bekæmpede. En af de vigtigste mellemmænd var bankieren Jacob Schiff fra bankhuset Kuhn & Loeb, der var forbundet med Rothshild-dynastiet. Lenin, Trotsky og deres hundredvis af gangstere blev direkte ført ind i Rusland fra landflygtighed ved disse storkapitalisters hjælp. (se f.eks Jyllands- Posten, Erhverv 22.5.1985, der anmelder den franske forsker Eric Laurents bog "Rebet til at hænge dem med"). Kommunisterne ville kun få lov at husere så længe de udfyldte deres herrers plan om verdensherredømmet. Det blev til godt 70 år med ufattelige lidelser for millioner af mennesker.

Den væsentligste årsag til, at disse sammenhænge er ukendte for 999 ud af tusind mennesker er simpelthen, at verdens medier ejes af de samme storkapitalister, således at kun få og spredte oplysninger herom slipper ud. Hvis også dette forekommer utroligt, kan jeg kun opfordre til læsning af et par bøger om sagen, enten Gary Allen: "Ingen tør kalde det sammensværgelse" eller David Icke: "And the Truth shall set You free" (se noter). Eller stil dig selv spørgsmålet: hvordan det kan være at SAMTLIGE medier i Danmark og i resten af den vestlige verden fremmer internationalismen i alle dens afskygninger og hvorfor er kommunistisk orienterede journalister så velsete selv i såkaldt borgerlige aviser. Der er ikke EN nationalt sindet avis, radio eller fjernsynskanal tilbage i Danmark, næppe EN nationalt sindet journalist er sluppet gennem den ensrettende journalisthøjskole, og det er en "allemandsviden" at de gamle røde "68-oprørere" ikke blot er kommet helskindet gennem kommunismens fald, men i dag sidder solidt på medier og i samfundets øvrige top. Hvorfor en sådan ensretning? Svaret er selvfølgelig, at de bevidst eller ubevidst spiller med på den store plan.

Sammenhængene er naturligvis gjort svært gennemskuelige, for det har ikke været meningen, at projektet skulle bremses i utide. Kommunismens kendetegn var lusk og undergravning skjult under godhedens kappe. Finansfyrsterne har skjult sig bag et kinesisk æskesystem af selskaber og stråmænd samt bag et bevidst fremelsket tågeslør over pengevæsenets svindelagtige natur. Det har kunnet lade sig gøre, fordi forlagene bag lærebøger til skoler og universiteter, lige som medier, er blevet opkøbt af dem i tidens løb.

Internationalisme, det vil sige centraliseret magt i internationale organisationer og nedbrydning af den hidtidige konkurrent om magten, nationalstaten, er bindemidlet mellem landsødelæggerne. Heri passer FN, de humanitære organisationer, verdensbanken, den internationale valutafond og verdenshandelorganisationen WTO, samt adskillige andre. De røde passede fint ind. EU-projektet er en supplerende plan på vejen til pengeelitens verdensdiktatur, kaldet "trilateralisme", med forbillede i Orwells "1984" . Den går ud på, at verden foreløbig samles i tre dele omkring USA, Europa og Asien, der så til sidst samles under et. De politiske partier er undermineret, således, at kun følgagtige internationalister sidder på beslutningerne, Det Radikale Venstre har været et nøgleparti for internationalismens magt, men i dag er forskellen mellem de gamle partier ubetydelig. Nyhedsmedier og undervisningssektoren er det gået ligeså. Det er blevet til rene hjernevaskmaskiner i internationalismens tjeneste.

Når situationen er den samme i den øvrige vestlige verden bør det ikke undre, at internationalisterne nu er gået åbent på krigsstien og ganske enkelt opløser nationalstaterne indefra ved hjælp af masseindvandringer af fattige fremmede. De forventer ikke væsentlig modstand. Hvor skulle den komme fra? - er deres logiske tanke.

Men - for der er et men, og det er dette, vi modstandere af fremmedimporten, nedlæggelsen af vort land og ødelæggelsen af vore børns livsbetingelser, må lægge vort håb i.

Sandheden er en farlig kraft for løgnere og diktatorer. Over alt i verden er der opstået en modstand, foreløbig svag i sammenligning med den internationalistiske overmagt, men hurtigt voksende. Modstanden samler sig om nationalisme og populisme. Nationalisme, der ikke overdrives, er ganske enkelt lig med fædrelandskærlighed. Populisme, som af medierne nedrakkes lige så kraftigt som nationalisme, betyder noget i retning af "for folket, af folket" altså en ægte folkelig bevægelse, mod politikermisbrug og mod den internationalistiske "elites" udsugning og pengediktatur. Joerg Haider i Østrig og le Pen i Frankrig er populister og nationalister på raketagtig fremmarch. Hver tredie vælger i disse lande ville i dag stemme på dem. Det samme vil inden for en overskuelig periode ske herhjemme, omkring Pia Kjærsgaard, Kirsten Jacobsen eller en anden, der kan samle de spredte styrker. Også i Rusland har internationalisterne svært ved at sikre jerngrebet om befolkningen. De har forhåbentlig taget munden for fuld ved i realiteten at erklære alle verdens folkeslag krig samtidig. Krig er i dag langt mere en propagandakrig end et åbent, blodigt opgør, selv om disse stadig foregår mange steder, og selv om en tredie verdenskrig langt fra kan udelukkes som mulighed i den nærmeste fremtid, som følge af internationlisternes folkeplanlægninger. Denne mulighed er verdensdiktatorerne så sandelig også klar over. Derfor har de i de senere år haft lige travlt med at omdanne NATO til en FN-styret verdenshær, der skal have overvældende magt, som med at afvæbne især vestens befolkning gennem propaganda og lovgivning. I USA, hvor verdens største, frie og velbevæbnede civilbefolkning endnu indgyder internationalisterne frygt, og hvor ytringsfriheden endnu består - i modsætning til f.eks. her og i Tyskland, er der nu en optrapning af modstanden mod "Den Nye Verdensorden" og præsident Clintons afvæbningslove. Det er menneskene bag denne modstand, Clinton betegner som "højreekstremister" og "hadets stemmer".

Modstandskampen er ikke håbløs, selv om internationalister/kosmopoliter i dag sidder på hele magtapparatet. Vi må blot tage vores del af frigørelsen fra internationalisternes lænker. Det starter med en afkastning af mediernes hjernevask af os og skolernes hjernevask af vore børn. Og der bør straks organiseres samarbejde med populist/nationalbevægelser i andre lande, så som Haider og le Pen. Deres succes kan kopieres.

Anbefalet litteratur til viderestudium:

1. Gary Allen: "Ingen tør kalde det sammensværgelse", 1976. Nogle få eksemplarer findes endnu i folkebibliotekernes magasiner. Nøglekapitler er optrykt i bladet "EuropaNyt", Henrik Hertz Vej 25,1., 2920 Charlottenlund, tlf. 39645802, fax 42529449. Den Danske Forening, Postboks 411, 8100 Århus C., vil evt. lade bogen genoptrykke efter behov og/eller indlægge den på internet. Ellers gør jeg det.

2. David Icke: "And the Truth shall set You free", 1996. Se anmeldelse "Danskeren" nr.3.96. Bestilles hos: Bridge of Love Publications, The Dukeries Complex, Whinney Lane, New Ollerton, Newark, Notts. NG 22 9tH, England. Pris 13 pund, 35% rabat v. køb af 10. Porto 3 pund oveni.

3. "The Spotlight", udgivet af "Liberty Lobby", 300 Independence Ave, SE, Washington D.C. 20003, USA. Pris ca. 600 kr. pr. år. En ugentlig avis fra USA med populistisk syn på nyhederne. Den giver god baggrund også for forståelse af begivenheder i den øvrige verden og herhjemme.